Martin Scorsese: Raging Bull (1980)

BRØLET OG VREDEN
Scorseses store 80er-film

Af BO GREEN JENSEN

DET er først og fremmest et rent øjeblik, som denne store film repræsenterer.

   I 1980 havde Robert De Niro endnu ikke spillet en intetsigende rolle, og skønt Martin Scorsese tydeligvis havde stoffet, rytmen og takterne i sig, var det ingen klar og given sag, at han med årene skulle udvikle sig til det bedste bud på en amerikansk mester, som filmkunsten råder over i dag.

   De to mænd havde sammen skabt Mean Streets (1973, da. Gaden uden nåde), Taxi Driver (1976) og musicalforsøget New York, New York (1977). Endvidere havde Scorsese to solide bestillingsarbejder, Boxcar Bertha (1972, da. Togrøverne fra Arkansas) og Alice Doesn't Live Here Anymore (1974, da. Alice bor her ikke mere), i bagagen, men det var først og fremmest Taxi Driver, som gjorde en forskel, og den var dengang som nu meget kontroversiel. Der er stadig kritikere, også gode folk som burde vide bedre, der forveksler fablen om Travis Bickles voldsomme sommer med en forskruet annonce for selvtægt.

DERIMOD var der vist ingen, som ikke reagerede på det enorme drive i Raging Bull. Skildringen af mellemvægtsbokseren Jake LaMottas storhed og fald var baseret på LaMottas ikke særligt enestående selvbiografi, som den tidligere verdensmester »havde fortalt« til journalisterne Joseph Carter og Peter Savage.

   Scorsese så imidlertid en emblematisk amerikansk tragedie i stoffet og fik Paul Schrader og Mardik Martin til at skrive et manuskript, som sakser meningsfuldt i kronologien. Dernæst gik De Niro på en radikal fedekur, der gjorde ham overbevisende i scenerne, hvor tyrens fighting days er omme, og den skarpe fysik er blevet svullen af alkohol og ydmygende kompromisser.

DET er sidstnævnte faktor, som skaber filmen og gør den til et forførende bevis på, at der trods alt må være noget i teorierne om method acting. De Niro bliver Jake LaMotta, ganske som han var Travis Bickle, både før og efter detonationen i hovedet. Michael Chapmans sort-hvide billeder har en dokumentarisk kvalitet, som giver den trivielle tragedie et nyklassisk skær. Man må næsten tro, at Scorsese lod sig inspirere af Bob Fosses film om Lenny Bruce, Lenny fra 1974, som har mange af de samme egenskaber.

NATURLIGVIS knytter Raging Bull også an til den amerikanske boksefilm som genre, og ved at strejfe mafiamiljøet, som Jake LaMotta sælger sin sjæl til, peger den frem mod senere Scorsese-arbejder i den hårde ende af spektret, Goodfellas (1990), Casino (1995) osv.

   Skønt miljøerne er forskellige, deler LaMotta flere træk med Newland Archer fra den højlitterære The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år). Ved vejs ende er begge mænd sig pinligt bevidst, at de har forrådt deres talent og integritet. Archer går på kompromis med kærligheden for formuen og de sociale forbindelsers skyld. LaMotta svigter derimod, fordi han vil holde på kærligheden. Han vil ikke miste hustruen Vickie (Cathy Moriarty) og går derfor med til at tabe en kamp.

TIL slut sidder De Niro i garderoben og citerer Marlon Brandos berømte replik fra On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn): »I coulda been a contender instead of a bum, which is what I am.« Om lidt går han på scenen for yderligere at prostituere sig selv. Scenen, som for alvor bliver hos tilskueren, er dog den der viser raseriudbruddet i fængselscellen, tyren som raser i blinde og banker panden mod muren. De Niro har næppe leveret en mere hudløs præstation i nogen film, hverken før eller siden.

TIL gengæld kan man ikke altid dele Scorseses fascination af LaMottas brutalitet, som er skildret i fetichistiske detaljer. Han er rå, han er drift, han er på sæt og vis selve naturen i ringen, men alligevel kniber det med at se en almengyldig tragedie i hans fald.

   Derfor bliver det trods alt Taxi Driver, man vælger at huske de unge løvers bedste tid for. Som sagt udgør Raging Bull et rent øjeblik. De var sultne, skarpe mænd dengang, De Niro og Scorsese. Det mærkes i hver eneste scene af lærestykket om bokserens fald.

Se også Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

Raging Bull (Raging Bull – Tyren fra Bronx). Instr.: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader, Mardik Martin. Foto: Michael Chapman. 128 min. USA 1980. Dansk premiere: 20.03.1981; repremiere 23.06.2000.

Fotos: Chartoff-Winkler Productions/ MGM/ Warner Brothers Home Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1134) 20.05.2024

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 23.06.2000

David O. Russell: The Fighter (2010)

NÅR MÆND SLÅR IGEN

Karakter, kvalitet og personlig moral

Af BO GREEN JENSEN

MARK Wahlberg har i The Fighter sin bedste dramatiske rolle siden Boogie Nights (1997), hvor han først gjorde indtryk som pornostjernen Dirk Diggler. David O. Russells atypisk kropsnære film er en utrolig, skønt autentisk baseret fortælling om baggrunden for den sejr, som den 11. marts 2000 gjorde »Irish« Micky Ward til verdensmester, da han mødte letweltervægteren Shea Neary i London.

   Den 35-årige bokser havde mange års kampe som »trinbræt« bag sig. Ward var den solide modstander, ikke for sølle og ikke for stærk, som blev brugt på vejen til større kampe, og han havde ry for altid at tabe, når det gjaldt. På mange måder var han en slags Rocky Balboa i virkeligheden.

THE Fighter er fuld af nervøs energi og besidder en dokumentarisk kvalitetet, som især kommer til sin ret, når emnet netop ikke er boksning, men hverdagen i en dysfunktionel storfamilie i bluecollarforstaden Lowell, Massachusetts. Micky har levet i skyggen af sin ældre halvbror, Dicky Eklund (Christian Bale), som engang besejrede Sugar Ray Leonard, men siden gik ned i et frit fald, som crack og kriminalitet hjalp godt på vej.

   Ved filmens begyndelse er HBO ved at optage et tv-program om narkokulturen i Lowell. Dicky fungerer som sonde og guide, men har overbevist sig selv om, at programmet skal dokumentere hans comeback.

DER er ni voksne børn i familien, som Alice Ward (Melissa Leo) kontrollerer på hæmningsløs løvindefacon. Det har altid været Dicky først og siden Mickey, som hun også er manager for.

   Der er et tavst kor på syv forkælede søstre, og familien er økonomisk afhængig af sporten, hvor man af og til bliver betalt for at tabe og må tage kampe med dårlige odds. Kun bokserens far ser, at sønnen har brug for at gøre sig fri. Da Mickey samtidig møder Charlene (Amy Adams), en bartenderske med et hjerte af guld, får moderdyret kamp til stregen for første gang i sit liv.

DEN amerikanske boksefilm er en hævdvunden genre, som typisk har skildret tabernes kampe, tilskuernes blodtørst, intriger i periferien og omkostningerne ved at have succes.

   De bedste film handler om arrangerede kampe: den undertippede kriger, der gør comeback; guddommelige gladiatorer, der ender som desorienterede ringvrag. Somebody Up There Likes Me (1956), Fat City (1972), Raging Bull (1980), Million Dollar Baby (2004). Listen er lang, og The Fighter har lidt af det hele.

   Som sportsfilm er den uinteressant. For det første har Mickey en decideret uskøn strategi, som består i at lade sig slå på så længe, at modstanderen åbner sig for et slag, som sættes ind i kampens sidste omgang. Han vinder på stød, der ville diskvalificere ham i en rigtig turnering. For det andet er kampsekvenserne ikke bygget op efter tvekampens dramaturgi. Finalen er dog en relativ undtagelse.

FILMEN lever stærkere på gaden, i fængslet og træningslokalet. Christian Bale stjæler ofte billedet med sin fremstilling af den narkoskadede Dickey, der rejser sig med opgaven og træner sin bror, da det gælder. Det er dog Wahlberg, som selv har produceret og kommer fra samme baggrund som Ward, der bærer filmen ved hverken at være overdrevent rebelsk eller tragisk.

   Som det hører med i biopics, ser man under de sidste credits optagelser af karaktererne i virkeligheden. Micky og Dicky ligner i slående grad. Hvad skal man så med historien? Man skal vel lære at føre stødet igennem, også når aftalen ikke er god. Og at tro på kærligheden. Også i dén forstand er det Rocky, som The Fighter kommer tættest på i sin form.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

The Fighter. Instr.: David O. Russell. Manus: Scott Silver, Paul Tamasy, Eric Johnson. Foto: Hoyte Van Hoytema. 115 min. USA 2010. 10.02.2011.

Fotos: Closest to the Hole Productions/ Paramount/ NFD/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, FlixFling Rent & Buy, Grand Hjemmebio, Nordisk Film+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 18.0.2024

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.02.2011

Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016)

NÅR BESATTE MÆND FORELSKER SIG
En blid lille film om den hårdeste sport

Af BO GREEN JENSEN

OLLI Mäki (1936-2019) var en lille finsk bokser, som skabte store overskrifter, da han mødte amerikaneren Davey Moore i en kamp om verdensmesterskabet i fjervægt.

   Det skete den 17. august 1962 på det olympiske stadion i Helsinki, og kampen var en fjer i hatten, både for Finland som boksenation og for Mäkis energiske promoter, Elis Ask, der var tidens finske svar på Mogens Palle.

   Mäki vandt ikke kampen. Han blev tværtimod slået ud i anden omgang og måtte høre for det gennem resten af en karriere, som i øvrigt var lang og agtværdig. Alligevel var det »den bedste dag i Olli Mäkis liv«. Her valgte han én gang for alle at sætte nærværet over sine sejre i ringen og træningens krav om splendid isolation.

   Jeg anede intet om Olli Mäki, da jeg så Juho Kuosmanens herlige film første gang. Det var på Cannes Festivalen 2016, hvor den blev vist i Un Certain Regard-programmet. The Happiest Day in the Life of Olli Mäki fik både UCR-prisen og et Camera d’Or for årets bedste debut.

   Filmpriser ligner boksetrofæer: Forgyldte figurer, der står på en hylde og samler støv; bizarre små skulpturer med en relativ symbolværdi. Det er sådan en film, man skal se, før postyret giver mening. I referat er den bare en lille finsk ting.

KUOSMANEN tegner et varmt portræt af bokseren og hans svundne tid, der ligner Danmarks 50ere ikke så lidt. Det sker i fine sort-hvide billeder og med Jarkko Lahti i rollen som Mäki. Eero Milonoff er Elis Ask, som har et sønderslidt familieliv og satser alt på VM-kampen, men filmens livgivende sol er Oona Airohla, som spiller kvinden, der blev bokserens skæbne.

   Olli havde muligvis tabt, også hvis han ikke var blevet forelsket i Raija Jänkä. Efter at have bokset som amatør og vundet EM-titlen i letvægt, måtte Mäki sulte sig og træne ekstremt for at nå ned på de 57 kilo, som er den øvre grænse i fjervægt. Man har set de scener mange gange i amerikanske boksefilm, hvor det aldrig kommer på tale at træde ned og gå sin vej.

DEN rituelle træning findes også hos Kuosmanen, men hans film er gjort af et helt andet stof. Ikke at den underkender sporten eller tager noget fra bokseren, men den har sit hjerte i livet uden for ringen.

   Det meste af titelkampen foregår off screen, og på vej hjem efter nederlaget – der objektivt set er en ydmygelse – passerer Olli og Raija et gammelt par, som støtter sig til hinanden og smiler og hilser. Olli og Raija smiler også. De har endelig fred til at dyrke hinanden.

   Fordi jeg blev siddende og læste de tekniske credits til slut, fik jeg hele rollelisten med. Nederst er anført »et gammelt og lykkeligt par«, som bliver spillet af Olli og Raija Mäki. Jeg forstod for det første, at kampen i Finland faktisk fandt sted. For det andet fik jeg en stor klump i halsen, fordi parret havde fulgtes ad lige siden.

DER er nok en vis nostalgi på spil i skildringen af de spæde 1960ere, som stadig lugter indeklemt af nøjsomhed og efterkrig. Fremtiden ligger langt fra Helsinki – for de fleste at se i et USA, hvor konsumerismen er ved at tage fart.

   Der er pragtfulde scener, hvor Olli bliver gjort til en kejtet talsmand for tvivlsomme og vilkårlige varer. Olli Mäki er ingen James Bond. Den lille mand må stå på en skammel – ganske som filmstjernen i Sofia Coppolas Somewhere – for at virke tilpas viril og dominerende. Noget som bokseren slet ikke er.

   60erne er en historisk provins. De fremstår med en patina, der får én til at huske onklernes tid, seksdagsløb i Forum, tyk cerutrøg, Hudibras, knallertolie, Gunnar »Nu« Hansen og gamle numre af Populær Mekanik. Selv store sportsfolk var halvamatører. Verdenspressen talte fem-seks tykke mænd.

BOKSEREN stammer fra landet, og filmen følger ham hjem med kærlige øjne, da han når et dødt punkt i sin træning. Olli kommer i mål, skønt han vakler. Det er en smuk beskrivelse af, hvad der sker, når besatte mænd forelsker sig, og den handler ikke alene om boksning. Olli Mäki kunne for den sags skyld være kunstner, forretningsmand eller forfatter.

   Vil man dyrke sin disciplin og blive mester eller leve livet til fulde hver dag? Det er, som englænderne siger, et conundrum, et nærved uløseligt paradoks. Kunstneren kan isolere sig og male mesterværket, der måske-måske ikke er værdsat. Eller gå ind i nærværet med sine kære. Olli Mäki og filmen vælger det sidste. Det er en ren fornøjelse at se.

Den bedste dag i Olli Mäkis liv (Hymyilevä mies - Den lyckligaste dagen i Olli Mäkis liv). Instr.: Juho Kuosmanen. Manus: Mikko Myllylahti, Juho Kuosmanen. Foto: Janni-Petteri Passi. 92 min. Finland-Sverige-Tyskland 2016. Dansk premiere: 02.02.2017.

Fotos: Aamu Filmcompany/ MUBI/ Wikimedia (Olli Mäki portrait)/ CineMaterial/ Cineuropa/ Festival de Cannes/ 41Shadows

Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.02.2017

Kvinderne på sjette sal/Les femmes du 6ème étage (2010)

KVINDERNE PÅ KVISTEN

En sædekomedie med mere i ærmet

Af BO GREEN JENSEN

PARIS i 1960. Det er ved at blive bedre, lysere tider, og blandt borgerskabets hjemmegående fruer går der mode i at ansætte spanske husassistenter, som arbejder mere for mindre betaling.

   På den måde ender Maria Gonzalez (Natalia Verbeke) i huset hos familien Joubert, der bor i en stor patricierlejlighed med alle moderne bekvemmeligheder. Hun får et værelse oppe på sjette etage, hvor fem-seks andre spanske stuepiger sover. Her er der ingen bekvemmeligheder.

   Hr. Joubert (Fabrice Luchini) interesserer sig egentlig ikke for dette eller livet i ejendommen i øvrigt. Han har for længst lagt drømmene væk og skynder sig helst på kontoret hver morgen. Når blot ægget er kogt, som han kan lide det, vil han overlade husførelsen til sin køligt korrekte hustru (Sandrine Kiberlain), der synes at betragte parrets sjældne sex som kvittering og betaling.

   Men Maria kan virkelig koge et æg, og Jean-Louis mærker med ét, at han lever. For første gang i flere år går han op til kvinderne på sjette og ser, hvor kummerligt de lever. Han bliver en helt på stedet, da han sørger for, at en blikkenslager renser det kronisk blokerede pedaltoilet. Og han forelsker sig i varmen og fællesskabet hos kvinderne.

FØRST tager Suzanne det med knusende ro. Hun har bedre tid til at feste og gæste, erklærer sig udmattet efter en hård dags shopping og er glad for at være i fred. Men hun fornemmer forandringen i sin mand, og hun mærker især, at han gradvis flytter sit liv op til de spanske kvinder. Da hun vil holde på ham og genfinde varmen, er det lige ved at være for sent.

   Jean-Louis er forelsket og vil lægge sit liv for Marias fødder. Imidlertid er der komplikationer. Så hvad skal det ikke ende med? Hvor går grænsen mellem dramaturgisk ønsketænkning og nøgtern realisme af en slags?

ER det muligvis også lidt synd for Suzanne, skønt hun ligger som hun har redt? Philippe Le Guay har skabt en kvidrende, hjertevarm komedie, som er sørgmunter og politisk årvågen.

   Der er en fin undertone af gammeldags boulevardteater. Som François Ozon i sine sædeskildrende borgerskabssatirer – 8 femmes (2002), Potiche (2010) og senest Dans la maison (2012, da. I de bedste hjem), som bruger Fabrice Luchini i den samme slags rolle – kan Le Guay få den nærmeste fortid til at sige noget vigtigt om, hvordan vi lever nu. Måske er kontrasten mellem fransk berøringsangst og spansk oprindelighed trukket vel hårdt op, men følelsen mere end kompenserer.

KVINDERNE spilles af kapaciteter som Carmen Maura, Lola Duenas, Berta Ojea, Nuria Solé og Concha Galán. Luchini og Kiberlain er uovertrufne. Det er en smuk film, som taler stærkest til voksne, der har ting at fortryde og liv i bagagen. Perioden markeres diskret af Jorge Arriagadas musik og produktionsdesignet ved Pierre-François Limbosch. En stor lillle film med meget på hjerte.

Kvinderne på sjette sal (Les femmes du 6’eme étage). Instr.: Philippe Le Guay. Manus: Jerôme Tonnerre, Philippe Le Guay. Foto: Jean-Claude Larrieu. 105 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 13.10.2011.

Fotos: Vendôme Productions/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.10.2011

László Nemes: Sauls søn (2015) [Holocaust Remembrance Day 2022]

KREMATORIETS RAVNE
Den laveste kaste i lejrsystemet

Af BO GREEN JENSEN

SELV i fornedrelsen findes der hierarkier. I Auschwitz var Sonderkommandoen den gruppe fanger, som gjorde rent efter bødlerne. De tømte gaskamrene og bar ligene til krematoriet. De tog, hvad der ikke var taget endnu, før de døde og deres ting blev brændt.

   Sonderkommandoen sørgede for, at masseudryddelsen gled. Til gengæld spiste de bedre, fik lov at leve længere og kunne færdes i lejren med relativ frihed. Af samme grund var de særligt forhadte. »Krematoriets ravne,« bliver mændene kaldt i Primo Levis De druknede og de frelste (1992).

   Ungareren László Nemes debuterede med Saul fia, som var en af de store film på Cannes Festivalen 2015. Den modtog Juryens Grand Prix og fik siden en lang række priser. I 2016 modtog den en Oscar som bedste film i Foreign Language-kategorien.

   Nemes er født i 1977. Han kender kun Auschwitz fra vidnesbyrdlitteraturen. Alligevel virker Sauls søn uhørt troværdig. Filmen følger Saul Ausländer (Geza Röhrig), en jøde fra Sonderkommandoen, som bliver rystet i rutinen og næsten chokeret til atter at føle, da han finder en krop, som han kender.

SAUL er overbevist om, at det er den søn, som han ikke har set, siden han forlod drengens mor. Det var i den anden verden før krigen. Lejrens læge, Joseph Mengele, vil have liget obduceret. For Saul bliver det vigtigt at finde en rabbiner, som kan sige kaddish efter foreskrifterne.

   Der er skrevet adskilligt om Sonderkommandoerne. I filmen er det Miklos Nyiszli, som skal foretage obduktionen. Nyiszli skrev »en øjenvidneskildring«, som kom på ungarsk i 1946. Her er Sonderkommandoen skildret som gribbe, der mæsker sig, mens deres fæller bliver henrettet.

   Var Sonderkommandoen ofre eller kollaboratører? Den israelske historiker Gideon Greif har fundet mange fejl i Nyiszlis beskrivelser. Han citerer i Vi græd uden tårer (1999) et digt af Gunther Anders med titlen: »Og hvad ville I have gjort?«. Efter krigen fandt man begravede papirer med Sonderkommandoens egne optegnelser. De blev samlet i bogen The Scrolls of Auschwitz (1985).

DET er skriftrullerne fra Auschwitz, som har inspireret Sauls søn. Nemes gør to ting, som er sjældne i fiktionsfilm fra lejruniverset. For det første prøver han ikke at skabe empati. Saul har tunnelsyn. Han fjerner lig og finkæmmer dem. Han vil ikke rodes ind i oprørsplanen, som andre er ved at sætte i værk.

   Da han finder drengens lig, bliver han en pinballkugle, som brat ændrer retning. Nu gælder alt om at finde en hellig mand, som kan vaske et lig. Flugtplanen er blot forstyrrende støj. Saul er i alle henseender en mand, der har overlevet indvendig ved at reducere verden til det absurde og basale.

   Derfor prøver Nemes heller ikke at beskrive det store billede. Alt er set fra Sauls synsvinkel, men vi ser det ved at se på ham. Geza Röhrig er i billedet halvfems procent af tiden. Han er altid i bevægelse. Han ser somme tider vanvittig ud. Han lytter ikke til andre, for han kan ikke bruge deres fornuft.

   Det bliver aldrig klart, om den døde unge mand er Sauls søn. Til gengæld bliver flere falske rabbinere afsløret. Filmens styrke ligger ikke mindst i det jødiske værdigrundlag. For Saul handler det ikke om at overleve. Han betragter alle i lejren som døde. Det handler om at begrave korrekt.

MAN tænker måske: Er der mere at sige om Auschwitz? Det er der. Ingen anden film har fulgt processen så langt. Her tager man imod ved toget og følger ofrene til gaskammeret. Oprørsplanen bliver diskuteret ved højovnen, hvor man fordeler dagens rov.

   Selv dokumentaristen Claude Lanzmann (1925-2018), der med stor konsekvens fordømte ethvert forsøg på at fiktionalisere de ting, som han skildrede i monumentalværket Shoah (1985), kunne udtrykke sin beundring for filmen. Sauls søn er den diametrale modsætning til problematiske og sentimentale konstruktioner som Sophie's Choice (1982), Schindlers liste (1993) og Drengen i den stribede pyjamas (2008).

   Det er for øvrigt den samme historie, som Tim Blake Nelson fortalte langt mindre virkningsfuldt i The Grey Zone (2001). Nelsons film holdt afstand. Nemes er nede på Helvedes bund. Beskæringen er academy, det klassiske 4:3-format, så man er tvunget til at se på Saul. Der er ingen distraktioner. Sauls søn er en uafrystelig film.

Se også: László Nemes: Sunset (Napszállta) [Bedste biograffilm 2019 nr. 7]; Claude Lanzmann 1925-2018 [I anledning af Auschwitz 75 år]; Kertész | Koltai: Fateless/De skæbneløse (2005) [Krigens børn]. 

Sauls søn (Saul fia). Instr.: László Nemes. Manus: Clara Royer og László Nemes. Foto: Matyas Erdely. 107 min. Ungarn 2015. Dansk premiere: 25.02.2016.

Fotos: Laokoon Filmgroup/ Sony Pictures Classics/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max og SF Anmytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.02.2016.

Bruno Dumont: Ma Loute/Mysteriet ved Slack Bay (2016)

SAND I SNØRESTØVLERNE
Om klasseforskel og kannibalisme

Af BO GREEN JENSEN

DENNE cocktail af krimi og surrealistisk sædekomedie ligner ikke andre film, jeg har set. Skønt den trækker på velkendte typer, er kombinationen af form og register unik. Fra dyb diskurs til tindrende nonsens. Fra Den kære familie til Undskyld, vi flygter.

   Året er 1910, og den excentrisk indavlede Van Petaghem-slægt ferierer som altid i Normandiet. Hr. André (Fabrice Luchini) går pukkelryggede ture, mens fru Isabelle (Valeria Bruni Tedeschi) klipper roser. Skyggetanten Aude (Juliette Binoche) er en eksalteret og arrogant skabning.

   Denne sommer kommer også Audes datter, teenageren Billie (Raph), på besøg. Hun er en naturfisk i det dekadente akvarium, har en sund appetit og forstiller sig ikke. Hun ser ungersvenden Ma Loute og vil have ham.

   

MA Loute har flyveører, filipenser og masser af selvtillid. Den karismatiske knøs bor i landsbyen, hvor familien Brufort – også excentrisk og indavlet, men uden de rige naboers midler – lever af muslingefangst og tuskhandel.

   Patriarken Brufort – med tilnavnet »Den Evige« – har en lukrativ sidegesjæft. I sæsonen skal borgerskabets frøkener fragtes over den søvnige flod. Brufort tager hårdt fat og bærer dem over.

   Somme tider hjælper sønnen til. Det giver gode drikkepenge. Det er pikant for alle parter. Der er sand i snørestøvlerne og blafren i hvert stivet underskørt.

INDTIL nu har Mysteriet ved Slack Bay været en løbsk komedie, der kan minde om 1960ernes danske herregårdsfilm (eller 2020ernes Badehotellet). Farcen viser tænder, da Ma Loute når hjem til muddergrøften hos Mutter Brufort.

   Her er et mylder af små søskende. Rygtet siger, at familien er kannibaler. Rygtet taler sandt. De sidder netop og gnaver af afskårne lemmer fra den senest forsvundne sommerturist. Der er blod og snot i alle de trodsige børneansigter.

   Helt dadaistisk bliver farcen, da ordensmagten kommer på banen. Kommissær Machin (Didier Després) og assistenten Malfoy (Cyril Regaux) er en grotesk version af Den Tykke og Den Tynde. De er Gøg & Gokke som opdagerpar.

   Den korpulente Machin er så kolossal, at han må lade sig falde og trille, hvis han vil hurtigt fra klitterne ned til stranden. Manden ligner en spærreballon – og leviterer faktisk til slut.

   Machin har en uudgrundelig visdom. Malfoy er tynd som en tændstik og dum som en dør. Begge mænd bærer sort tøj og derbyhatte. De ligner noget, Hergé kunne have tegnet.

SAGEN er, at turister forsvinder. Publikum ved allerede, hvad der bliver af dem, og Machin har en fornemmelse. Van Petaghem-klanen vil helst intet vide om noget.

   Hvis Brufort & Søn frygter en straf, får det dem ikke til at ændre adfærd. Borgerskabets frøkener og unge mænd bliver nakket. De fattige spiser de rige. Og er lige så snu, som de andre er dumme.

   Sådan er tingenes orden på egnen – indtil Ma Loute bliver forelsket i Billie, som både vil ham og noget andet end sin klasses lediggang og forfald. Det er Håbløse Slægter som fransk tegneserie. Selvsagt er begge perverse familier imod den naturlige alliance.

BRUNO Dumont (f. 1958) har altid blandet professionelle og amatører. I Mysteriet ved Slack Bay bliver de lokale typer fremstillet af amatører, mens de fine i huset ved stranden er stjerner.

   Luchini, Tedeschi og Binoche spiller deres karakterer så stort og så overdrevent som muligt. Især Binoche leverer en arie af kvidrende idioti, fremført så hårene rejser sig stejlt, om det nu er af skræk eller undren.

   Dumont brugte også Binoche i den tragiske Camille Claudel 1915 (2013). »Den Evige« og Ma Loute bliver spillet af Thierry og Brandon Lavieville, som er far og søn i virkeligheden. Kontrasten er frugtbar og interessant. Metoden giver fuldkommen mening.

DE stiliserede billeder er realistiske nok, når kannibalerne mæsker sig i døde turister. Det ligner ofte en tæt tegneserie – Tintin ifølge Fellini eller Rohmer som tegnet af Moebius. Den enorme Machin er et knivskarpt fatamorgana. »La ligne claire« forstærker blot en fuldendt og vild absurdisme.

   Fra L’Humanité (1999) og Flandres (2006) til Hors Satan (2011) og Camille Claudel 1915 har den filosofisk skolede Dumont været en stor billedskaber. Han var indbegrebet af alvor, næsten lige så bondsk og intens som kommissæren i L’Humanité. Man troede knap sine øjne, da Dumont i tv-serien P’tit Quinquin (2014) sprang ud som grotesk humorist.

STILEN er en smagssag, men originaliteten må respekteres. Ma Loute havde premiere på Cannes Festivalen 2016. Nogle elskede den. Andre sukkede og spurgte, hvad der var blevet af alvorsmanden.

   Som han selv siger, er der nok ikke så langt fra L’Humanité til Ma Loute. Vort liv er en tragisk komedie, vort liv er en komisk tragedie. Det er rigtigt, at latteren stikker i halsen. Det er vigtigt, at begge masker bliver set.

Ma Loute (Mysteriet ved Slack Bay). Instr. og manus: Bruno Dumont. Foto: Guillaume Defontaines. 122 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 06.07.2017.

Fotos: 3B Productions/ Memento Films/  Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.07.2017