Kvindebilleder: Den gode hustru/La bonne épouse (2020)

MIRAKLER I MAJ
En kønspolitisk folkekomedie

Af BO GREEN JENSEN

SKOLESTART, sensommer 1967. Vi befinder os i Alsace-Moselle i det nordøstlige Frankrig, hvor 50ernes adfærd endnu sætter normen. Drenge har sløjd og skal ud at erobre. Piger har pli og skal lære at dække et smukt middagsbord.

   Paulette Van Der Beck (Juliette Binoche) havde sikkert udlængsel, da hun var yngre, men nu inkarnerer hun borgerligheden. Paulette har i 30 år drevet husholdningskolen Bitche med sin mand, den noget ældre og meget lidt spændende Robert (François Berleand), som for det meste bliver på kontoret.

   Paulette underviser i gode manerer. For køkkenet står svigerinden Gilberte (Yolande Moreau), som stadig drømmer om stor romantik. Det samme gør søster Marie-Thérèse (Noémie Lvovsky), der værner om elevernes moral og tager sig af praktiske pligter. Marie-Thérèse var i la Résistance under krigen og forstår sig på skydevåben. Man udfordrer hende på egen risiko.

FOR hvert år kommer der færre elever. De sytten nye frøkener er en katalog over tidens grundtyper. Den rebelske Annie Fuchs (Marie Zabukovec) kunne være Brigitte Bardot som teenager (men er, siger instruktøren Martin Provost, inspireret af forfatteren Annie Ernaux).

   De unge kvinder sværmer, drømmer og venter. Nogle er parkeret på skolen af praktiske grunde. Nogle skal gemmes af vejen. Andre får, hvad der kunne blive råd til, når drengenes uddannelse var betalt.

   Livet på skolen er styret af komiske pligter og ritualer. Paulette tager en dyb indånding og går ind for at demonstrere, hvordan man skænker te. Alt handler om at blive husmor og hustru. Paulette advarer Robert om, at »dét« er på vej. »Hvad er dét?« »Dét« er alt, som markerer, at tiderne skifter: kommunisterne, strejkerne, krigen i Algeriet.

DER er obligatoriske timer i syning, gulvvask og husholdningspenge. Det er en lukket verden i en absurd forestilling, som ved, at den bliver aflyst om lidt. Der er derfor ikke gjort så meget ud af den realistiske indramning.

   Rutinen bryder sammen, da Robert falder død om i haven. Kvinderne må forholde sig til, at alle aktiver er brugt på hasardspil. Huset er belånt fire gange. De kører til Strasbourg for at møde bankdirektøren (Édouard Baer). Han og Paulette ser betaget på hinanden. Egentlig skal skolen på tvang. Men man kunne jo lade gammel gæld ligge og åbne en ny konto i Paulettes navn.

   Gilberte er forelsket på stedet. Paulette har genkendt kæresten André, som hun ville prøve alt sammen med, da hun var ung.

FORTÆLLINGEN når nu sin kerne. For hvis karikaturen i første kapitel er træt, bliver der åbnet for det gode stof i anden akt. Paulette prøver først at gøre som før. Hun begynder også at udleve sine drømme med André. Endelig spørger hun sig selv – og Gilberte og Marie-Thérèse, som er meget skeptisk – hvad de egentlig uddanner pigerne til.

   Et selvmordsforsøg får konsekvenser. Filmen vil balancere tragisk farce og komisk alvor. Det lykkes ikke altid, men alle værdier er oppe i luften, da tv-programmet La bonne épouse ankommer. Skolen skal repræsentere Alsace ved boligmessen, som selveste Yvonne De Gaulle indvier.

   Vi er i maj 1968, og vejene ind til Paris lukker til. Bussen med pigerne standser. Alle står ud og begynder at gå. De synger og danser på vejen i en improviseret koreografi. Martin Provost har selv skrevet teksten til »Les nouveaux piliers«, som de synger, mens fremtiden åbner sig, svimmel og lys. Grégoire Hetzel har komponeret musikken .

   Det er hér, at jeg taber mit hjerte til filmen, som hidtil har virket lidt overgjort. Det er, som hvis Jacques Demy og Agnès Varda havde nået at lave en musical sammen. Det gjorde parret aldrig. I hvert fald var det hans ideer, som skulle gennemføres i Les Parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne ) og Les Desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort).

MARTIN Provost var 11 år i maj 1968. Selv var jeg 12 og kan kende perspektivet. Vi så til fra lav højde og hørte musikken, men det var ældre søskende, studerende og lærlinge, som gik ud og førte praktisk værdikamp.

   Demonstranterne krævede indrømmelser, som de – på enestående vis – også fik, fordi 1968 var et kulturelt øjeblik, der havde råd til og mod på forandring. Alle havde nok af nedarvede værdier. Alle trængte til at trække vejret frit. Provosts film er let i tonen, men han har arbejdet længe med dybdeskarpheden i det mentalititetshistoriske polaroid-foto.

   Jeg talte med Provost i 2010. Han var dengang en ener i filmindustrien, fordi han helst ville arbejde langsomt og foretrak at bo på landet. Så i filmen om Séraphine kunne han caste sin nabo, Yolande Moreau – der er kendt som en komisk naturkraft – som savant-kunstneren Séraphine de Senlis (1864-1942), »en markmus med helligt storhedsvanvid«.

   Provost instruerede siden Sage femme (2016, da. Gensynet) med Catherine Frot og Catherine Deneuve som datter og mor. Filmen beskriver jordemoderfaget og er en hyldest til kvinder i alle syv aldre. Provost er en sjældenhed blandt mandlige filmskabere: en åben og sand feminist.

DER er derfor mere i La bonne épouse end den stiliserede retrofarce, som det er let at forveksle løjerne med. Livet på skolen er skildret, som Jacques Tati og Hergé ville gøre. Det er trods alt en kærlig karikatur. Filmen begynder som vakkelvorn folkekomedie og slutter som en håndlavet musical, der har opgivet at skelne mellem genrer, fiktion og virkelighed. Den bliver da også en hyldest til grænseløsheden i la nouvelle vague.

   Juliette Binoche har en sjælden lejlighed til at spille sanselig borgerfrue i genren, som Stéphane Audran og Catherine Deneuve havde monopol på i en menneskealder. Tag ikke fejl. La bonne épouse er en ærkefransk delikatesse, og der skal nok være tilskuere, som flygter mod udgangen. Men for den rette liebhaver er ruinen en god investering. Det lønner sig at give farcen en chance.

Se også Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942. 

La bonne épouse (Den gode hustru/ How to Be a Good Wife). Instr.: Martin Provost. Manus: Séverine Werba & Martin Provost. Foto: Guillaume Schiffman. 109 min. Frankrig 2020. Dansk premiere: 23.07.2020.

Fotos: Les Films du Kiosque/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ Cineuropa

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.07.2020