Paul Schrader: The Card Counter (2021)

DET HANDLER (IKKE) OM PENGE

Paul Schrader signerer et sent hovedværk

Af BO GREEN JENSEN

KORTTÆLLEREN kalder sig William Tell. Det er et demonstrativt alias, og det er meningen, at man forstår det og holder afstand. Tell er udadtil en mand af få ord, men han taler fortroligt til publikum i sin dagbog. Eller hvad det nu er for optegnelser, han fører på alle de ens motel- og hotelværelser, hvor han bor, når han rejser fra turnering til turnering. Vi lytter til Tell i forklaret voice-over.

   Tell, som faktisk hedder Tillich, er professionel spiller. Han beskriver fagets regler og krav i en tilknappet stil, som man kunne kalde tør eller hårdkogt. Han lærte at tælle kort og blev god, mens han sad i fængsel.

   Han siger ikke, hvad han sad inde for. Nøglen til baggrunden har vi til gode, mens filmen sætter hak ved de obligatoriske bokse i amerikanske genrestykker om hasard: Robert Rossens The Hustler (1961, da. Hajen) og fortsættelsen i Martin Scorseses The Color of Money (1986, da. Det handler om penge). Fra Norman Jewisons The Cincinnati Kid (1965, da. Højt spil i New Orleans) til Aaron Sorkins Molly’s Game (2017). Hele den fornemme arv vises frem.

MENS Tell taler løs om metafysikken og de indre mysterier i blackjack og poker, akkumulerer vi en stor nysgerrighed. Hvad er det for en mand, der som det første pakker borde og stole ind i hvide lagner, når han kommer til et nyt hotel? De ting – og whisky og værktøj – er alt, hvad han har i sin kuffert.

   Efter 20 minutter afslører filmen, at det slet ikke handler om spil. I alle Paul Schraders film om Guds Ensomme Mand gælder det mørke og tvivl, soning og skyld, muligheden for at gøre det bedre og blive taget til nåde af en slubrende guddom, der ligner uhyret på Goyas maleri af Saturn, der fortærer sine børn.

   Jeg kan kun skrive videre, hvis jeg røber, hvad filmen klipper til i sit første svimlende flashback. Så her er den sidste spoiler alert: Læs ikke mere, hvis overraskelsen er vigtig. Den gjorde meget for mig, da jeg så filmen uden forudsætninger. Gem anmeldelsen til bagefter, måske.

DET FREMGÅR, AT TILLICH blev straffet, fordi han gjorde tjeneste i Abu Ghraib-fængslet under krigen i Irak. Han arbejdede som forhørsleder og optrådte på de samme fotos, som hele verden væmmedes ved, da Lynndie England, Charles Graner og ni andre vagter blev afsløret og udskammet i 2005.

   Schraders film undersøger systemet, som muliggjorde Abu Ghraib. Kun personerne på de belastende fotos blev straffet. Ingen af arkitekterne og de politiske ledere var impliceret. For Tillich var det værste erkendelsen af, at han havde det i sig. Og at vi alle har det i os, når det gælder.

   The Card Counter er ingen stor produktion, men Schrader og fotografen Alexander Dyna får meget ud af at filme de blod- og afføringsindsmurte fængselsgange i ekstrem vidvinkel. Perspektivet er det samme, som Yorgos Lanthimos og Robbie Ryan brugte ved dronning Annes klaustrofobiske hof i The Favourite (2018). Og vi er i det samme moralske morads.

DET var sikkerhedseksperten John Gordo (Willem Dafoe), som stod for logistikken i Abu Ghraib. Han drev et Blackwater-lignende firma. Gordo kunne kende lusen på travet, og vidste, at Tillich var egnet som bøddel. Efter Irak forsvandt han bare i mængden.

   Nu taler Gordo ved politikonferencen, som deler hotel med en pokerturnering. Tillich lytter til foredraget om ansigtsgenkendelse og husker de eufemistiske instrukser om »forbedrede forhørsmetoder«. Han er ved at kaste op. Når sandheden skal frem, er Tillich altid ved at kaste op. Han væmmes jo ved selve eksistensen.

EN ung mand henvender sig. Det er Cirk (Tye Sheridan), der driver for vinden som en yngre udgave af Tillich. Cirks far var med i Abu Ghraib. Han tog sit liv, da han ikke kunne slå mere ud af hustru og søn. Gordo oplærte Cirks far. Cirk fantaserer om at tage hævn. Det samme gør Tillich, hvis han er ærlig.

   Tillich samler Cirk op og har for første gang i mange år en retning for sit liv. Han accepterer et stående tilbud fra La Linda (Tiffany Hadduish), der driver en stald med hasardspillere. De tre begynder at pendle mellem pokerturneringer. Tillich foretrækker ellers blackjack. Han ved, at man leger med ilden, når der bliver spillet poker for penge.

PAUL Schrader er blevet 75. Han skrev Taxi Driver og Raging Bull til Martin Scorsese, og han har været vidt omkring i genrerne som instruktør. I 2018 fik han et fortjent comeback med First Reformed, der brugte Ingmar Bergmans Lys i mørket som afsæt for en anti-apokalyptisk historie om terror og tro. First Reformed lignede et testamente. Det bliver The Card Counter måske.

   Jeg kan love, at slutningen virkelig leverer. Oscar Isaac fremstiller Tillich med den samme forklarede intensitet, som prægede Willem Dafoe i Light Sleeper (1992) og Ethan Hawke i First Reformed. Som ung skrev Schrader en afhandling om Transcendendal Style in Film: Ozu, Bresson, Dreyer (1972). Alle hans film forholder sig til de helte.*

THE Card Counter er nøjagtigt fortalt. På overfladen har den spillerfilmens ingredienser. Når Tillich, Cirk og La Linda turnerer, kunne de være trioen fra The Color of Money. Samtidig kredser fortællingen konstant om noget andet – løgne, skam, soning, hævn. Det er en formidabel film. Den er kold og varm på samme tid. The Card Counter er skabt med små virkemidler, men rammer historien, hvor stoffet er størst.

Se også Paul Schrader: First Reformed (2018)

*) Schrader var 24 år og nybagt kandidat fra filmskolen på UCLA, da han skrev Transcendental Style in Film: Ozu Bresson Dreyer. »I wasn’t drawn to the topic out of academic obligation or desire to publish. I had a problem and I was looking for an answer. It was the same impulse that caused me to write a screenplay two years later,« skriver han i forordet til den seneste udgave af bogen (University of California Press, 2018). 

   Transcendental Style er en medlevende og i teknisk henseende sjældent kvalificeret introduktion til de tre mestre og deres film. Det nyskrevne forord, »Rethinking Transcendental Style«, er noget så sjældent som en betydende filmskabers kritiske blik på sit fag og sine fæller. »Transcendental style can be seen, forty-five later, as part of a larger movement, the movement away from narrative. A way station, if you will, in the post-World War II progression from neorealism to surveillance video.«

   Det er kort sagt Schraders opfattelse, at »what in the 1950s began as art house cinema has blossomed into the hydra-headed creature we call slow cinema. Bresson and Ozu, seen as esoteric and slow, now are audience friendly compared to the multi-hour epics of Béla Tarr and Lav Diaz and Pedro Costa.« Så hvad skete der? »Gilles Deleuze happened. So did Andrei Tarkovsky. And slow cinema was soon to follow.«

   Betragtningen giver fuldkommen mening. Schrader forklarer Deleuze og går i dybden med en læsning af Béla Tarr og Tarkovskij. Han ser endelig den første kreds dele sig og følge tre hovedspor i tre retninger: »The Surveillance Cam«, »The Art Gallery« og »The Mandala«. Sætstykket er et diagram, hvor 50 auteurnavne er placeret i forhold til strømpilene. Den narrative nexus omskrives af en cirkel. Navnene inden for denne tilhører »The Tarkovsky Ring«.

The Card Counter. Instr. og manus: Paul Schrader. Foto: Alexander Dynan. 111 min. UK-Kina-USA 2021. Dansk premiere: 04.11.2021.

Fotos: Focus Features/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i Europa - i USA på Amazon Instant, Google Play, iTunes og Vudu

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2021