Living in the Material World: George Harrison 1943-2001

VERDENSMAND OG TIGGERMUNK

George Harrison 1943-2001

Af BO GREEN JENSEN

REJSEN begyndte i Liverpool i 1958. Det skete på passende vis i en bus. George Harrison var kun 15 år, da Paul McCartney på 17 præsenterede ham for John Lennon på 18. McCartney lyder stadig som en storebror, når han fortæller historien. Johns band, The Quarrymen, skulle bruge en stabil guitarist. Paul havde gået i skole med George, der fra begyndelsen tog sit håndværk alvorligt. Så i toppen af en dobbeltdækker spillede drengen Bill Justis' hit »Raunchy«.

   Der var ikke andre passagerer. Ingen begyndte at akkompagnere. Alligevel var det lidt af et Hollywood-øjeblik. Tre af de fire fandt sammen og lagde en fælles plan om at flygte. Kunne Harrison spille sin blues, som han skulle? Lennon var skeptisk, McCartney ivrig og entusiastisk. Men begge var overbærende. Den tredje mand kom til som Pauls protegé. Der var ingen tvivl om, hvem der bestemte.

I PORTRÆTFILMEN George Harrison: Living in the Material World (2011), som Martin Scorsese instruerede i 10-året for ex-beatlens død og producerede sammen med hans enke, Olivia Arias Harrison, får man indtryk af, at det egentlig aldrig blev anderledes. De Fantastiske Fire blev rige, fik privilegier og ændrede verdens musiksmag. Men George blev ved med at være den yngste, som fulgte de store på deres nåde.

   Den stille Beatle kunne godt bide fra sig. Han holdt sig lidt til siden, når McCartney og Lennon konkurrerede i at klovne for pressen. Til gengæld var der ironisk slagkraft i Harrisons tørre oneliners. Produceren George Martin (1926-2016) var ikke imponeret, da han mødte de musikalske teenagedrenge. Han spurgte, om der var noget, som de var utilfredse med. »Ja,« sagde George. »For eksempel kan jeg ikke lide dit slips.«

   George måtte kæmpe for hver eneste sang, han fik med på et Beatles-album, for Paul og John var aldrig i stofnød. McCartney, der stadig ikke trykkes af falsk beskedenhed, udtrykker det sådan hér: »Man må huske på, at vi lavede albums, som varede 40 minutter. John og jeg skrev en del – ret godt materiale. Ringo skulle også have en skæring. Så George havde ikke så megen plads, som han måske kunne ønske. Men man kan ikke få alt. Jeg synes, at det, som George opnåede i The Beatles, var fænomenalt. Skal vi ikke lade det blive ved dét?«

DET er og bliver en fantastisk historie. Harrison kom med de store drenge til festen i Hamburg, lærte sit fag i Reeperbahns klubber og fik sin seksuelle debut i baglokalet, hvor alle fire havde en seng. De andre lod, som om de sov, mens George og pigen var sammen. Han stod bag Paul og John, men lidt foran Richard – Ringo er 82 nu og foretrækker sit rigtige fornavn – da verden blev grebet af vild Beatles-feber.

   De red på en bølge af fryd i syv år. De fik også en fælles forretning, musikimperiet Apple Corps, som skulle implementere tidens værdier. Så gik de ned i flammer og brugte formuer på at bekrige hinanden. De optrådte for sidste gang på taget af Apples hovedkvarter i Saville Row den 30. januar 1969. Det var, da filmen Let It Be skulle i kassen. The Beatles var sidste gang sammen i Abbey Road-studiet den 20. august samme år. Svanesangen blev »I Want You (She’s So Heavy)«.

HARRISON havde en koncentration, som hitmagerne var for rastløse til at værdsætte. Han kunne fordybe sig i meditation og forretning med en alvor, som ikke var tillært. Lennon skrev »Across the Universe«, men det var Harrison, som tog åndeligheden på sig og begyndte at bede til de kosmiske kræfter. Det var ham, der blev i Indien mentalt.

   Samtidig var han en mand af sin tid. George kunne lide huse, kvinder og hurtige biler. Skønt han skrev om at være »frustrated in the material world/ Senses never gratified, only swelling like a tide,« tog han ivrigt for sig af alt i butikken.

   Det er ikke helt det indtryk, man får ved at læse selvbiografien I Me Mine (1980, rev. 2017), men det er et bærende tema i Scorseses portrætfilm. Den viser en mild havemand, den søgende pilgrim, som man kender fra tiden og Harrisons sange, men man ser også ansigtet inde i skyggen. Harrison forstod, at der var tale om forbundne principper. Han var yin-yang i praksis og på befriende vis aldrig salvelsesfuld. I bund og grund havde manden god humor.

   Han trak sig hurtigst og værdigst ud af Apple Corps-fadæsen og det følgende juridiske hundeslagsmål. Han ejede selv sine sange. I 1964 købte han huset Kinfauns i Surrey, hvor han boede sammen med modellen Pattie Boyd, som han mødte under optagelserne til Richards Lesters Beatles-film A Hard Day’s Night. De blev gift i 1966 og var sammen indtil 1974, da hun forlod ham til fordel for Eric Clapton. Clapton var trist, men ikke bitter. Allerhøjst blev han jaloux, fordi vennen skrev den smukke ballade om »Layla« til Pattie Boyd.

DE år var Harrisons rockstjernestid. Han levede livet til fulde og brugte sine penge, som han ville, mens han sparede op til en mere moden version af det hele. I 1970 solgte han Kinfauns til Apple og købte herresædet Friar Park, som excentrikeren Sir Frank Crisp begyndte at bygge i Henley-on-Thames i 1875 og stadig ikke var helt færdig med ved sin død i 1919. Derfor sangen »Ballad of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)« på hovedværket All Things Must Pass.

   Huset havde 120 værelser og en have på flere kvadratkilometer, som Harrison ville omlægge selv. Han fik sit eget studie her. Da Boyd forlod ham, flyttede amerikaneren Olivia Arias ind. De blev gift i 1978, da sønnen Dhani kom til verden, og var sammen til Harrisons død. I Scorseses film lader Olivia forstå, at Harrison havde affærer. Pattie Boyd har andetsteds udtalt, at han »endelig indså, at kvinder forgudede ham. Han kunne ikke komme sig over tanken om, at han kunne få enhver, han ville have.«

GEORGE holdt af at arbejde i haven – som dreng troede Dhani, at hans far var en slags gartner – men forstod at pleje celebre venskaber. Alle ville være ven med en Beatle, selv pindsvin og profeter som Bob Dylan. I 1971 arrangerede Harrison den skelsættende støttekoncert for Bangladesh. Harrison forstod, at musikken skulle udgives, koncerten skulle filmes. Han tog ved lære af erfaringen fra Woodstock. Siden tog Bob Geldof ved lære af Harrison, da han arrangerede det første Live Aid i 1985.

   Harrison satte pris på satire og elskede Monty Python-ensemblet. Især Eric Idles Beatles-parodi, The Rutles: All You Need is Cash (1978), var en favorit. Ad den vej blev ex-beatlen en af tidens førende filmproducenter. Da man stod klar til at optage Monty Python's Life of Brian (1979, da. Life of Brian – et herrens liv), blev projektet lukket ned af EMI. Bestyrelsesformanden havde læst manuskriptet og var forfærdet over det blasfemiske præg. Monty Python skulle bruge 4 mio. dollar til produktionen. Harrison rejste dem over en weekend.

   Selskabet HandMade producerede og distribuerede nogle af de største titler i 1980ernes britiske filmbølge, bl.a. nyklassiske gangsterfilm som John Mackenzies The Long Good Friday (1980, da. Farlig fredag) og Neil Jordans Mona Lisa (1986). Men Python havde altid en særlig plads i Harrisons hjerte. Han var flere gange med i koret af canadiske rødfrakker, når Michael Palin sang »The Lumberjack Song«. Harrisons humor var meget som Pythons. I 1969 blev han spurgt, hvad han »egentlig« ville med synthesizer-albummet Electronic Sound. Harrisons svar var en fonetisk vittighed: »Avant-garde a clue«.

HARRISON inkarnerer som få dualismen. Han var fråser og pilgrim, verdensmand og tiggermunk. Nær-hedonismen var lige så vigtig som den mentale stræben, der definerer mysticismen, for det gjaldt om at leve drømmene ud. Det var dét, man aldrig kunne i nøjsomhedens Liverpool, og det var dén pagt, de tre drenge indgik i bussen.

   Harrison var en slags from epikuræer. Han brugte en formue på sin passion for Formel 1-kørsel. Med samme ildhu prøvede han at blive en god sitarspiller. Alt er sat på spidsen i de vegeterende perioder, hvor han enten bad i sit solopgangsrum, dyrkede haven ved Friar Park eller tog kokain i ånden fra Sherlock Holmes, når denne ikke kunne leve med stilstand.

   I sangværket finder man ikke et eneste tegn på samvittighedsnag. Afklaretheden på Brainwashed-albummet, der blev udgivet posthumt, både ligner og lyder som dyb indre ro: »Some times my life it seems like a fiction/ Some of the days it’s really quite serene/ I’m a living proof of all life’s contradictions/ One half’s going where the other half’s just been/ I’m a Pisces fish and the river runs through my life.«

HVAD så med musikken? spørger man til sidst. Der var en lang stribe løst materiale – ujævne koncertalbums (Live in Japan), et solidt psykedelisk soundtrack (Wonderwall Music) og avantgardistiske eksperimenter (Electronic Sounds).

   Der var ekskursioner i hellig indisk musik – bokssættet Collaborations fra 2010 samler 39 optagelser med Harrison og Ravi Shankar (1920-2012) – og profane fritidsprojekter som garagebandet The Travelling Wilburys, der bestod af Bob Dylan, Tom Petty (1950-2017), Roy Orbison (1936-1988), Jeff Lynne og Harrison selv. Aksen er dog de 10 studiealbums, han udgav i sit eget navn.

   Det bedste er det første, All Things Must Pass, der udkom i 1970 og indeholder al den musik, som Harrison havde sparet op i Beatles-tiden. Ved førsteudgivelsen indeholdt æsken tre vinylplader, som hver især kunne have stået alene. Især er Phil Spectors massive lag-på-lag produktion for en gangs skyld velanbragt. Det var den ikke altid. Man bad om et hegn, og Spector rejste en mur, men hør hvad han får ud af numre som »Wah-Wah« og »What Is Life?« Her er kimen til den distinkte lyd på Harrisons følgende albums. Eller sangenes DNA, som man siger i dag.

   Harrison skrev to af de bedste sange på Abbey Road, som er det sidst færdiggjorte Beatles-album, skønt det udkom før Let It Be. »Here Comes the Sun« blev til ved daggry i Eric Claptons have. Frank Sinatra kaldte »Something« »verdens smukkeste kærlighedssang«, men krediterede Lennon/McCartney for kompositionen. Harrison kunne med rette hævde, at han havde lige så meget i posen som Paul og John. Alligevel fravalgte man titelsangen på All Things Must Pass, da Let It Be gik i trykken.*

ALL Things Must Pass indeholder også »My Sweet Lord«, der må være rockhistoriens største religiøse hit. Sangen gav Harrison problemer, da forlaget Bright Tunes stævnede ham i en plagiatsag. »My Sweet Lord« er tone for tone identisk med Ronald Macks »He's So Fine«, som pigetrioen The Chiffons havde succes med i 1963. Det er uafviseligt den samme melodi – men det gælder også en række af Dylans »originale« kompositioner, som er planket fra fællesmængden af blues, folk og country.**

   Sagen trak ud. Dommeren konkluderede, at plagiatet var utilsigtet, og et forlig blev indgået. I 1975 udgav The Chiffons selv en single med »My Sweet Lord«. Som de øvrige beatler nåede Harrison at være hovedperson i dusinvis af retssager. Alene Bangladesh-koncerten affødte et juridisk morads. Især holdt The Fab Four af at stævne hinanden. Peter Doggett har skrevet en fin bog med titlen You Never Give Me Your Money (2009). Det er bizar og fornøjelig læsning.

   Harrison kommenterede selv fænomenet med et skuldertræk i sangen »Sue Me, Sue You Blues« fra Living in the Material World (1973). Dette album forsøger oplagt – og ikke helt uden held – at gentage formlen fra All Things Must Pass. »Give Me Love (Give Me Peace on Earth)« er den slidstærke skæring, men »Be Here Now« er den smukkeste sang. Coveret med Kendall Johnsons foto af en åben hånd på sort baggrund er ikonisk. Indvendig er et farvestærkt Krishna-motiv.

   Overhovedet er indpakningen en væsentlig del af de sidste tre albums, som Harrison skar for Apple og EMI. Det glansløse skilsmissealbum Dark Horse (1974) bliver løftet af Tom Wilkes’ farvestrålende cover. Et håndkoloreret skolefoto sender en hinduhilsen til Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band. Klassen står i en lyserød lotus.

EFTER Extra Texture (1975) var Harrison fri. Han etablerede selskabet Dark Horse og gik straks i studiet med Thirty Three & 1/3 (1976), en titel som på én gang henviser til kunstnerens alder og mediets omdrejningshastighed. Det er et let, energisk bundt sange, som nedtoner åndeligheden og kommenterer aktuelle kontroverser i flimrende tekster, der tangerer det private – og vel at mærke er bedst, når de gør det.

   Skæringen »See Yourself« har Beatles-motiv. Dét bliver herefter en del af recepten. Alle Dark Horse-pladerne indeholder som minimum: a) en klangstærk ode til åndeligheden; b) en nostalgisk, ukulele-baseret skævert, der sværmer i ånden fra helte som Hoagy Carmichael og George Formby; c) et stykke ufortyndet guitarrock med lyse overtoner; d) en bluesfigur med elegant slideguitar. Harrison er aldrig helt heavy – der er altid fine klokker et sted.

   Under e) vil man finde så sangen om dengang, de fire var konger. På George Harrison (1979) er det »Here Comes the Moon«. På Somewhere in England (1981) er »All Those Years Ago« den smukkeste erindring om John Lennon. Bagatellen Gone Troppo (svageste lyd, grimmeste cover) fra 1982 har en sang, som hedder »Circles«, der ikke kom med på Det Hvide Album. Cloud Nine (1987), et verdenshit der lyder for meget som Jeff Lynne, har i »When We Was Fab« en bannerhymne om emnet.***

HEREFTER fulgte vandreår og Traveling Wilburys-projektet, som i nogen grad blev overtaget af de dominerende amerikanske medlemmer. George skrev hittet »Handle With Care«, som satte skibet i søen (og med titlen »En at bli' som« var en dansk succes for Peter Belli og resten af Hobo Ekspressen), men det er Dylans løsslupne bidrag, man husker. Bob Dylans »Tweeter and the Monkey Man« er en stor parodi på Bob Dylan.

   Til allersidst udkom albummet Brainwashed (2002). Harrison havde selv tilrettelagt pladen, som blev færdiggjort af Jeff Lynne og Dhani Harrison. Det er et album, de færreste hører i dag, men det er Harrisons bedste soloprojekt efter All Things Must Pass.og Living in the Material World. Hvilket atter er sangenes tema: Alt er godt; kroppen vil gå kødets gang; det handler om at være her nu og ikke blive hjernevasket af ting i den fysiske verden. Scorseses film bruger titelsangen under sin creditsekvens.

   »Pisces Fish« er en pragtfuld sang i klar Beatles-stil om livet, der strømmer i os og med os. Harrison vidste, at Brainwashed var testamentet. I tingenes verden efterlod han Friar Park og 100 mio. britiske pund til familien. Der var dog stadig midler til at indstifte The Material World Foundation, og UNICEF modtager fortsat alle royalties fra salget af The Concert for Bangladesh. Det er godt gået af en Liverpool-dreng, der skippede skolen som 15-årig.

   Harrison var en diskret og behagelig kunstner, som havde sin helt egen lyd. Han var også en udmærket sangskriver. I det store billede må man dog, med hånden på hjertet, give Lennon og McCartney lidt tøvende medhold. Der var to store sange pr. album i George. Meget var fyld og stiløvelser. De suveræne skud kan være på et album som Let It Roll: Songs of George Harrison (2009), der samler 17 umistelige kompositioner.

TRODS sine mange privilegier fik Harrison ikke en rolig død. I 1997 blev han behandlet for strubekræft. Der blev stillet en positiv diagnose, men canceren metastaserede. Han fik konstateret lungekræft ved årtusindeskiftet, som blev en traumatisk begivenhed for familien på Friar Park.

   Den 30. december 1999 trængte en psykotisk mand, den 36-årige Michael Abram, ind i hovedbygningen og angreb den skrantende musiker. Harrison messede mantraer ad Abrams, som var bevæbnet med en kniv og et spyd fra en af havens statuer. George blev stukket syv gange, før Olivia slog Abrams ned med en ildrager. Hun fortæller om det i Scorseses film, hvor Abram ses som en hætteklædt kontur på et overvågningskamera. For en gangs skyld er der ikke sol i de varme mandeløjne.

HARRISON kom sig aldrig efter overfaldet, som punkterede hans ene lunge. I maj 2001 blev han opereret på Mayo Clinic i Minnesota. I juli blev han behandlet i Schweiz. Her talte Ringo Starr med ham for sidste gang. I november blev han indlagt på Staten Island University Hospital i New York og opereret for cancer i hjernen. Den 29. november døde han i et hus i Hollywood Hills. Olivia stævnede bagefter lægen, der fik Harrison til at skrive en sidste autograf på en guitar.

   For tiggermunken var alt dette maya. Verdensmanden må dog have tænkt sit. Olivia hævder, at rummet blev fyldt af et gyldent lys, da Harrison døde. Sandt nok så han frem til at vide, hvad der var på den anden side af spejlet. Alligevel må det have virket som en tarvelig død, der kom alt for tidligt. Harrison blev kun 58. Man vil helst ikke væk fra dem, som man elsker. Hare Krishna eller ikke Hare Krishna.

   

MARTIN Scorseses film varer tre en halv time og tegner et sjældent sobert portræt. McCartney er indkaldt som vidne, Ringo er med som en ven. Ravi Shankar lovpriser manden. Terry Gilliam og Eric Idle fortæller om Harrison som mæcen. Pattie Boyd og Eric Clapton går i detaljer om partnerbyttet. Tom Petty taler om The Travelling Wilburys. Om den tyske tid fortæller Klaus Voorman og Astrid Kirchherr (1938-2020) som altid med kærlige stemmer – og hvor er de blevet grå alle sammen.

   Der måtte godt være færre klip og mere musik, men undervejs er Phil Spector (1940-2021) et væsentligt aktiv. Upåvirket af sin egen mordsag fortæller han med indlevelse om, hvordan han og Harrison rejste lydmuren. Man tænker en passant på dem, som må være blevet spurgt, men har sagt nej til at medvirke: Dylan, Jagger, Donovan. Ringo fælder en gammel mands tåre. Bagefter siger han knasende tørt: »Enough of this Barbara Walters bullshit.«

   Harrison sagde ofte, at der ikke kunne blive tale om en genforening af The Beatles, »så længe John Lennon er død«. Det er dén lille drejning, der altid charmerer. Måske gik han vild et par gange, men Harrison svigtede aldrig sin muse.

NOTER

*) All Things Must Pass er genudgivet i alle fysiske og virtuelle formater (inkl. ½-speed vinyl og HD blu-ray audio) med gavmildt ekstramateriale. Senest i 50th Anniversary Edition med 70+ skæringer i 2021. The Dark Horse Years 1976-1992 (2004) og The Apple Years 1968-75 (2014) er eksemplariske bokssæt. The Concert for Bangladesh blev smukt relanceret i 2005. Flere hyldest- og mindekoncerter har hjulpet med til at holde flammen i live. Filmudgaven af Concert for George (2003) er formidabel. På bluray findes både biografversionen og hele koncerten, som den forløb i Royal Albert Hall 29.11.2002. Især den indiske del af programmet bliver endelig mere end pligtstof, og Dhani Harrison er et væsentligt aktiv. George Fest - A Night to Celebrate the Music of George Harrison (2016) er en mere diffus forestilling, men Brian Wilson synger »My Sweet Lord«, og The Flaming Lips fremfører »It's All Too Much«. Til slut står alle på scenen og synger »Handle with Care« fra det første Traveling Wilburys-album.

**) Harrisons flair for at annamme er legendarisk. James Taylor skrev som den første amerikanske kunstner kontrakt med Apple Records, der udgav hans debutalbum, James Taylor, i december 1968. To af sangene er blevet i Taylors repertoire: »Carolina in My Mind« og »Something in the Way She Moves«. Sidstnævnte lyder i slående grad som Beatles-skæringen »Something«, der var det ene af Harrisons to bidrag til Abbey Road-albummet fra september 1969. Ved koncerter fortæller Taylor (i anekdotisk diverterende tone) om sin benovelse og ærefrygt ved »optagelsesprøven« på Apple Records, hvor han spillede »Something in the Way She Moves« for Harrison og Paul McCartney. »They really liked it. In fact, George even liked it so much that he went home and wrote it himself.« De fleste tilgiver Harrisons talent for at lade sig inspirere. Om ikke andet, fordi den anden sang, som han skrev til Abbey Road, var den originale og regulært udødelige »Here Comes the Sun«, en definitiv forårshymne, som er for den engelske sangskat, hvad Kim Larsens fortolkning af Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks »Det er i dag et vejr« er for den danske. 

***) I erindringsbogen I Me Mine fortæller Harrison til Beatles-publicisten Derek Taylor (1932-1997), som var pressechef for Apple Records: »I originally wrote 'All Those Years Ago' for Ringo. He was doing an album at the time, and I wrote it with slightly different words. It had the same chorus, but it was more of an uptight kind of lyric. You know, 'You did this, and you did that ... blah, blah.' I don't know what happened or why, but I don't think Ringo did the recording sessions. Or maybe I never finished the song. Then, with what happened to John, straight away I changed it. I made it more of a song about John, specifically about him.«

   Den reviderede udgave af I Me Mine er overdådigt illustreret med farvelagte træsnit og håndskrevne udkast til tekster, der gengives i faksimile. Alle 141 sange er med. Olivia Harrison har skrevet ny tekst og kurateret med kærlige øjne og hænder. Førsteudgaven af I Me Mine var på 398 sider. Den nye har næsten det dobbelte omfang.

Universal Music udgav George Harrison – The Vinyl Collection i februar 2017. Bokssættet samler de 12 studieplader, koncertalbummet Live in Japan og to særtryk af maxisingler med »Got My Mind Set on You« og »When We Was Fab«. Alt i det originale udstyr. 

George Harrison var fyldt 80 år den 25. februar 2023. I dagens anledning blev det samlede bagkatalog, både fra Apple Records og Dark Horse Records, gjort tilgængeligt i Dolby Atmos-formatet, som er udviklet til spatial/surround-lyd. Det skete i et samarbejde mellem BMG, Dark Horse Records og Apple Music, som er den eneste platform, der udbyder værket. Alle Harrisons arbejder findes i fysiske og virtuelle formater, bl.a. på det officielle website GeorgeHarrison.com. 

Se også The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980. 

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019).

George Harrison: Living in the Material World. Instr.: Martin Scorsese. Foto: Martin Kenzie, Robert Richardson. 208 min . USA 2011. Dansk premiere: 24.10.2011 (eventvisning).

George Harrison: Living in the Material World. Instr.: Martin Scorsese. Limited Edition Deluxe Package. 1 BD + 2 dvds + 1 cd. Blu-Ray: DTS-HD Master Audio Surround 5.1; DVDs: Dolby Digital 5.1. Surround. CD featuring 10 unreleased recordings. 96 page booklet + two frameable prints. Lionsgate/ Grove Street Publications. 10.10.2011

George Harrison: I Me Mine. The Extended Edition. 632 s. Genesis Publications, 2017

George Harrison: Be Here Now. Photography by Barry Feinstein with Chris Murray. 208 s. Rizzoli International Publications, 2020. 

Fotos: Lionsgate Films/ Grove Street Pictures/ Spitfire Pictures/ Sikelia Productions/ Apple Records/ Dark Horse Records/ GeorgeHarrison.com/ Beatlesarchive.net/ BeatlesDaily.com/ Universal Music Group/ BMG/ Disney+ [Let It Be-rehearsal clip from Peter Jackson's Get Back]/ The Estate of Barry Feinstein [outtakes from All Things Must Pass album cover photo session + Mad Hatter BirthdayTea Party, Los Angeles 1973) CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV og Google Play – Blu-ray fra Lionsgate Films

Artiklen stod [med rubrikken »Pindsvin og profeter«] i Weekendavisen Kultur 21.10.2011.

Martin Scorsese: Gangs of New York (2002)

DER VAR ENGANG I AMERIKA
Scorseses voldsomme hjemstavnshistorie

Af BO GREEN JENSEN

FIVE Points hed rabarberkvarteret i New York, da verden var en anelse yngre, og de første store bølger af europæiske immigranter kom til byen i begyndelsen af det 19. århundrede.

   Der var endnu ingen Statue of Liberty til at byde de trætte, fattige og fordrevne velkommen. Frihedsgudinden stod ikke færdig før 1886, og den nyankomne blev snarere mødt med hånlige tilråb og tvivlsomme tilbud. De lykke- og velfærdshigende indvandrere kom direkte fra den Gamle Verden, som regel et udpint herred i Irland, til havnefronten i New York, hvor gaderne bestemt ikke flød med mælk og honning.

   Ej heller var de brolagt med guld. Det var snarere øl, whisky, urin og fækalier som strømmede gennem Five Points. Området blev næsten en turistattraktion, en advarsel om hvor galt det kunne gå. Især lejekasernen The Old Brewery, siden The Bowery, var berømt og berygtet for sin armod og sine forbrydelser.

   I grotterne under den skumplende bygning kunne man forsvinde og fortabe sig. Man kunne også regere en hel gangsterbande eller bo så godt som gratis, hvis man var handicappet, prostitueret, emanciperet slave eller opiumsdranker. Snart sagt alle var alkoholikere. Enhver butik drev kro i baglokalet, og spritten var trods alt mere sikker end vandet.

CHARLES Dickens besøgte Five Points i 1841. Han skriver i sine American Notes:

Dette er stedet: disse smalle veje som spreder sig til højre og venstre, og hvor der stinker af skidt og møg overalt. Den slags liv som leves hér bærer den samme frugt som andre steder. De grove og opsvulmede ansigter i døråbningerne har deres modstykker hjemme og over resten af verden. På grund af udskejelserne er selv husene blevet gamle før tiden. Se hvordan de rådne bjælker falder sammen, og hvordan de lappede og knuste vinduer synes at skule, som øjne der har taget skade på en sviretur. Her lever ganske mange svin. Undrer de sig nogen sinde over, hvorfor deres ejere går oprejst i stedet for at kravle rundt på alle fire? Og hvorfor de taler i stedet for at grynte?

ANDRE, især områdets beboere, kunne se flere nuancer. I 1842 skrev digteren Walt Whitman, at man ikke skulle tage turisternes ord for gode varer. Ifølge Whitman var hovedparten af indbyggerne »ikke fattiglemmer og kriminelle, men republikkens mest værdifulde aktiv, en overflod af stærke fattige mænd (og, vil vi tilføje, kvinder), der er villige til at arbejde.«

   Det står dog fast, at området i vid udstrækning blev kontrolleret af kriminelle bander, indbyrdes stridende gangs, som med tiden blev til gangsterne i begyndelsen af det 20. århundrede. Tidens politiske kræfter samarbejdede ivrigt med den endnu kun løst organiserede kriminalitet, men magtkampen i underverdenen var ikke udelukkende økonomisk motiveret.

   Bander som True Blue Americans og Native Americans bestod af folk, som var født i Amerika. De betragtede den irske indvandring som en trussel mod nationen, der havde formuleret sin uafhængighedserklæring i 1776 og stadig var en halvfærdig stat. De blev langsomt detroniseret af irske kriminelle, der organiserede sig i bander med navne som Forty Thieves, Kerryonians, Chichesters og Dead Rabbits.

NÅR konflikterne spidsede til, blev sagen afgjort i regulære kampe mellem amerikanske nativister og irske bosættere. Det var territoriale stammekrige, og det var protestanter og republikanere mod katolikker og demokrater, med andre ord et forvarsel om mange senere konflikter. Som regel blev de udkæmpet afsides, f.eks. på Bunker Hill.

   Martin Scorsese, der i filmen Gangs of the New York får en magtfuld fabel om byens begyndelser ud af historien om Five Points, lader imidlertid kampene rase i Femvejens centrum, på Paradise Square. Han fortæller om sin fascination ved de gamle historier, som endnu blev fortalt, da han voksede op i Elizabeth Street som søn af sicilianske indvandrere:

   »Da jeg var barn i New Yorks Little Italy, hed vores kirke St. Patrick’s Old Cathedral. St. Patrick’s lå i Mott Street og havde den ældste katolske kirkegård i New York City. Jeg optog en scene på kirkegården og indspillede andre scener i nærheden, da jeg lavede Mean Streets i 1973 (...) Jeg kan huske, at jeg hørte historier om kvarteret og kirken, da jeg var dreng. Der var tale om levende lokalhistorie, men historierne blev fortalt fra generation til generation som legender.

   En af dem handlede om en gruppe mennesker, overvejende irske indvandrere, som tilhørte St. Patrick’s-menigheden, der foran kirken udkæmpede et stort slag mod en bande protestanter, som var født i Amerika. På grund af deres store antal og katolske tro udgjorde irerne en alvorlig trussel mod de stedfødte amerikaneres dominans på det nedre Manhatten. Ved denne lejlighed forenede immigranterne deres kræfter, samlede alle de våben, som de kunne finde, og forsvarede kirken mod de angribende masser. Det slag fandt sted i 1844.«

FREMTIDENS storby var dengang en løs gruppering af kvarterer og landsbyagtige stæder i staden. Five Points lå i »the Bloody Ould Sixth Ward«, en gråzone mellem Broadway, Canal Street, the Bowery og Park Row, som i begyndelsen hed Chatham Street. Kvarteret er for længst forsvundet. Da danskeren Jacob Riis skrev How the Other Half Lives (1890) og tog sine berømte fotos af New Yorks slumkvarterer, var det resterne af Five Points, som han registrerede.

   Lejekasernen Mulberry Bend, hvis demografi bliver beskrevet i How the Other Half Lives, lå i det nedre venstre hjørne af Five Points-distriktet. I 1928, da Herbert Ashbury skrev krøniken The Gangs of the New York, som er forlægget for Scorseses film, var stedet begravet under retsbygningen, rådhuset og the Tombs. De oprindelige punkter var Cross, Anthony, Little Water, Orange og Mulberry Street. I dag mødes Park, Worth og Baxter dér, hvor de fem gamle veje løb sammen. Paradise Square blev senere til det sydvestlige hjørne af Mulberry Park, som fra 1911 hed Columbus Park.

DET har taget Martin Scorsese 30 år at realisere filmen. Kimen til Gangs of New York blev lagt tilbage i 1970, da instruktøren tilfældigt stødte på Herbert Asburys bog. Scorsese er ikke den første kunstner, som har ladet sig inspirere af det robuste og farverige forbryderkompendium. Jorge Luis Borges tog direkte afsæt i Asbury, da han skrev »Monk Eastman, Purveyor of Iniquities«, som står i de samlede Fiktioner (1941).

   Argentinerens lovsang har siden fungeret som forord i optryk af værket. Borges er især fascineret af kvindelige bandemedlemmer som Red Norah, Lizze the Dove og Gentle Maggie, men en særlig plads i hans hjerte har »den mest berømte helteskikkelse i New York Citys underverden«, dvs. »Edward Delaney, alias William Delaney, alias Joseph Marvin, alias Joseph Morris – alias Monk Eastman, leder af en bande på tolv hundrede mænd.«

   Scorsese gik i gang med at arbejde på et manuskript, der blev skrevet af hans ven Jay Cocks. Syv år senere indrykkede Scorsese og Cocks en annonce i branchebladet Variety. Her blev det kundgjort, at »en ny film af Martin Scorsese« var »in preparation«. Illustrationen var i øvrigt »Bandits' Roost«, Jacob Riis’ berømte foto fra Mulberry Bend, men projektet fandt aldrig fuld finansiering.

SIDEN instruerede Scorsese en vifte af vidt forskellige film, der alle har byen New York som tema: fra Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976) og New York, New York (1977) til The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år) og den undervurderede Bringing Out the Dead (1999).

   Han dyrkede også sin interesse for organiseret kriminalitet i voldsomme og klassiske mafiaskildringer som Goodfellas (1990) og Casino (1995), men først i Gangs of New York får strømmene lejlighed til at løbe sammen. Filmen efter Cocks’ manuskript, som i mellemtiden er blevet suppleret af Hossein Amini og Steve Zaillian, fik endelig luft under vingerne, da Harvey Weinstein på vegne af Miramax gav projektet grønt lys i 1999.

   Siden blev premieren forsinket og udsat så mange gange, at der begyndte at gå rygter om produktionsproblemer. På Cannes Festivalen 2001 kom Scorsese derfor flyvende ind og viste tyve minutter af filmen, mens Leonardo DiCaprio, Cameron Diaz og Daniel Day-Lewis smilede veloplagt, og Harvey Weinstein tav i baggrunden [i 2001 var der endnu 16 år til hans store fald og fængselsdom for serielle krænkelser]. 

   Der var mere opmærksomhed, mere tumult og flere overflødige sikkerhedsforanstaltninger omkring præsentationen af den forlængede trailer, end jeg nogen sinde har oplevet i Cannes, der ellers kan være en heksekeddel på linie med bandernes slagmark i Paradise Square.

DERFOR er det mere end almindeligt spændende at se den færdige Gangs of New York. Til en vis grad er det også en skuffelse, men alene forventningen er euforiserende, og der er virkelig bjergtagende afsnit i filmen, som endte med at koste 97 mio. dollars.

   I den italienske filmby Cinecittà har Dante Ferretti, scenograf for bl.a. Federico Fellini, genrejst både Five Points, Satan’s Circus, det kinesiske teater, grotterne under the Bowery, havnefronten og familien Schermerhorns gade i uptown New York. Alt er i naturlig størrelse, og der er tusind statister på gulvet i det store slag på køller, knive, økser og huggerter, som åbner filmen i 1844.

   Allerede i New York, New York nød Scorsese at rekonstruere Times Square i studiet og bruge det samme gigantiske produktionsapparat, som instruktørerne af de klassiske MGM-musicals, herunder helte som Vincente Minnelli, havde til deres rådighed. På produktionen af The Age of Innocence blev der efter sigende lagt vægt på at bruge ægte sølvaskebægre og autentisk undertøj fra 1890erne, skønt ingen af delene kunne ses på lærredet, da Scorsese skildrede overklassens New York i en lidt senere periode. Ingen af de nævnte produktioner kan dog måle sig med Gangs of New York.

SCORSESE har denne gang villet lave sit stort svungne epos, sige sit farvel til en svunden verden, dreje sit svar på Viscontis Leoparden, Sergio Leones Once Upon a Time in America og for den sags skyld skabe sit sidestykke til Francis Ford Coppolas Godfather-saga. Han har også villet lave en storfilm, der trak de unge ind i så store mængder, at produktionen kunne balancere økonomisk, dvs. sin Titanic, sin Black Hawk Down, sin Saving Private Ryan. Derfor afvikles gangsternes krige i et svimlende kropsnært perspektiv, som placerer tilskueren midt i det hele, og en alt for stor del af filmen er hængt op på den banale historie om kærligheden mellem Amsterdam (DiCaprio) og Jenny Everdeane (Diaz).

SIN styrke har Gangs of New York i de afsnit, der er klippet som montager i sovjetiske film fra revolutionstiden; i Daniel Day-Lewis’ uforglemmelige fremstilling af den brutale og paradoksale Bill The Butcher, en rolle som i tidernes morgen blev skrevet til Robert De Niro; i det sociale og historiske panorama, som udgør New York i sin vorden.

   Lokale brandkorps bekriger hinanden, alle magtkampe handler om at skaffe sig stemmer. The Metropolitan Police fører åben krig mod The Municipal Police, ganske som i virkelighedens 1857. Alle disse træk koncentreres i Jim Broadbents fremstilling af den karismatiske William Tweed, der i 1870erne blev leder af Demokraternes partiapparat.

   I 1860erne drømte borgmesteren Fernando Wood om at trække New York ud af nordstaternes union og etablere en ny nation, Tri-Insula, som skulle omfatte Manhattan, Staten Island og Long Island.

   Efter kampene i Paradise Square løber en elefant fra P.T. Barnums cirkus gennem gaderne i Five Points. Der har virkelig været sådan en verden, og det skete i New York engang, men filmen skal alligevel ikke læses som et stykke bogstavelig historie, men som en myte om det gamles død og det modernes fødsel, en legendarisk bestræbelse, der repræsenterer den seneste version af de historier, Scorsese hørte som dreng i Little Italy.

DERFOR er der strammet betydeligt i kronologien, og figurerne fra Herbert Asburys bog er karikeret lidt mere til lejligheden. Der var en Bill the Butcher, og Priest Vallon (Liam Neeson) er vel baseret på den samme Monk Eastman, som Jorges Luis Borges holdt af. Disse drabelige mænd var dog ikke store nok til en film, hvor alt måtte være larger-than-life. Scorsese siger selv om Daniel Day-Lewis’ figur:

   »Vi ændrede hans navn til William Cutting og lod ham dø senere end den virkelige Bill Poole, som blev myrdet i 1855. Han er en temmelig grov karakter, og det skyldes til en vis grad, at hans far blev dræbt af englænderne, da han var spæd. Vi lagde det sådan til rette, at han må være blevet født netop, da hans far blev dræbt i Slaget ved Bridgewater i 1814, hvor amerikanerne blev massakreret, fordi de forsøgte at erobre Niagara Falls fra Canada.

   Så han er manisk imod at åbne landet for mennesker, som ikke havde noget at gøre med dets tilblivelse, og denne nativisme bliver filmens politiske grundlag. Dernæst måtte vi finde en dramatisk motor, og det blev en enkel historie om hævntørst, i hvilken drengen, som spilles af Leonardo DiCaprio bliver forældreløs som 8-årig, i 1844, da hans far bliver dræbt, mens han leder Dead Rabbits og andre irske grupper i et regulært slag mod nativisterne.«

»DEN slags sker i alle stammeagtige strukturer. Og især i den første del af filmen ville jeg vise en verden, som ingen kunne genkende, hvis ikke de vidste, hvad filmen hedder. Faktisk ville vi ikke vise titlen i begyndelsen, så publikum kunne tro, at de var havnet i en slags middelaldersamfund, hvor civilisationen er brudt sammen og man kæmper til den bitre ende.

   Det er dét, som altid er sket, når en befolkning bevæger sig ind på et område, hvor en anden etnisk gruppe befinder sig allerede – som det er tilfældet med bander som Bloods og Crips i dag. Der vil være gadekampe og regulære slag, der opfattes som afgørende for alle parters vedkommende.«

   I samme ånd er det gamle New York ikke skildret i virkelig tid, men i mytens: »En af de vigtigste ting var at arrangere hævndrabet på en måde, så Bill the Butcher stadig var en betydningsfuld figur i kvarteret. Ifølge nogle historikere havde nativisterne stadig overmagten, mens andre siger, at de irske bander havde fået overtaget. Til vores formål spiller det strengt taget ingen rolle, for filmen er ikke så nøje baseret på fakta som f. eks. Glory (Edward Zwicks 1989-film om det første sorte regiment i unionshæren – red.).

   Skønt jeg vægrer mig ved at sammenligne Gangs med en film, som jeg virkelig elsker, er den mere som My Darling Clementine. Hos Ford varer skudopgøret ved O.K. Corral 14 minutter, mens det i virkeligheden var overstået på mindre end et minut. Den historiske baggrund bliver antydet, og filmen giver et indtryk af en verden.«

SCORSESES monumentale epos begynder med opgøret i 1844 og kulminerer i juli 1863, da den sidste store konfrontation mellem banderne i Five Points løber sammen med de omfattende uroligheder, som Lincoln-administrationens udskrivning af almindelig værnepligt har affødt.

    Amsterdam Vallons konføderation af irske bosættere møder Bill the Butchers union af stedfødte amerikanere. Slagterens hær ville være i undertal, hvis ikke Schermerhorn og William »Boss» Tweed havde stukket hovederne sammen. Der er hyret håndgangne bøller til lejligheden.

   Opportunisten Tweed har skiftevis allieret sig med de irske og de amerikanske fraktioner. Nu har han mistet tålmodigheden med Five Points, især efter Bill the Butchers nedhugning af den folkevalgte sherif (Scorsese lader Daniel Day-Lewis plante en svirrende økse i ryggen på Brendan Glesoon).

   Så i den sidste ende ofres begge parter. Netop som stammerne mødes, åbner flådeskibene ild. Kanoner affyres ind i menneskemængden og udraderer Five Points med ét sønderlemmende stød. Så ser vi gravene med de skæve sten på. Bill the Butcher ligger side om side med Priest Vallon, Amsterdams far, som var den eneste modstander han respekterede. Græsset rejser sig, stenene synker, og i baggrunden skyder det moderne New York op med broer og skyskrabere.

SIDST i montagen, da man kan se både Empire State Building og World Trade Center, er gravene sløjfet. »It would again be like no one even knew that we was ever here,« siger Amsterdam Vallon. Så synger irske U2 hymnen »The Hands that Built America«, mens teksterne ruller i mange minutter. Det kan dårligt blive mere episk svungent og James Cameron-agtigt. Prikken over i’et, signaturen som vandmærker alt med Scorseses fingerspidsfornemmelse, er imidlertid fraværet af musik, som fylder det sidste minut. Teksterne ruller ufortrødent, men på lydsiden høres blot bilhorn og stemmer fra gaden.

DER er intet tilbage af Five Points og livene dér. Man kan næsten få den følelse, som Amsterdam Vallons fortællerstemme forlader os med, da alle krigene er udkæmpet og tabt:

   »Hvor mange newyorkere, som døde den uge, fik vi aldrig at vide. Vi troede ikke, at der ville være noget land tilbage, da den var forbi. Og uanset, hvor meget blod de udgød for at bygge byen op igen, og for at kunne blive ved med at bygge, i al evighed, så ville det igen blive som om ingen vidste, at vi nogen sinde havde været der.«

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

Gangs of New York. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks, Steven Zaillian, Hossein Amini og Kenneth Lonergan. Foto: Michael Ballhaus. 168 min. USA 2002. Dansk premiere: 21.03.2003

Herbert Asbury: The Gangs of New York: An Informal History of the Underworld. New York: Alfred A. Knopf, 1928. Genoptrykt med forord af Jorge Luis Borges i 1988. Genudgivet i 2002 på Arrow Books, Random House UK.

Martin Scorsese’s Gangs of New York: Making the Movie. 288 s. London: Miramax Books/Headline, 2002. De fleste af artiklens citater stammer fra bogen, som endvidere indeholder manuskriptet til filmen.

Fotos: Miramax/ Initial Entertainment/ Alberto Grimaldi Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Museum of New York City/ Jacob A. Riis Museum/ Random House/ Arrow Books

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2022

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.03.2003