Martin Scorsese: Gangs of New York (2002)

DER VAR ENGANG I AMERIKA
Scorseses voldsomme hjemstavnshistorie

Af BO GREEN JENSEN

FIVE Points hed rabarberkvarteret i New York, da verden var en anelse yngre, og de første store bølger af europæiske immigranter kom til byen i begyndelsen af det 19. århundrede.

   Der var endnu ingen Statue of Liberty til at byde de trætte, fattige og fordrevne velkommen. Frihedsgudinden stod ikke færdig før 1886, og den nyankomne blev snarere mødt med hånlige tilråb og tvivlsomme tilbud. De lykke- og velfærdshigende indvandrere kom direkte fra den Gamle Verden, som regel et udpint herred i Irland, til havnefronten i New York, hvor gaderne bestemt ikke flød med mælk og honning.

   Ej heller var de brolagt med guld. Det var snarere øl, whisky, urin og fækalier som strømmede gennem Five Points. Området blev næsten en turistattraktion, en advarsel om hvor galt det kunne gå. Især lejekasernen The Old Brewery, siden The Bowery, var berømt og berygtet for sin armod og sine forbrydelser.

   I grotterne under den skumplende bygning kunne man forsvinde og fortabe sig. Man kunne også regere en hel gangsterbande eller bo så godt som gratis, hvis man var handicappet, prostitueret, emanciperet slave eller opiumsdranker. Snart sagt alle var alkoholikere. Enhver butik drev kro i baglokalet, og spritten var trods alt mere sikker end vandet.

CHARLES Dickens besøgte Five Points i 1841. Han skriver i sine American Notes:

Dette er stedet: disse smalle veje som spreder sig til højre og venstre, og hvor der stinker af skidt og møg overalt. Den slags liv som leves hér bærer den samme frugt som andre steder. De grove og opsvulmede ansigter i døråbningerne har deres modstykker hjemme og over resten af verden. På grund af udskejelserne er selv husene blevet gamle før tiden. Se hvordan de rådne bjælker falder sammen, og hvordan de lappede og knuste vinduer synes at skule, som øjne der har taget skade på en sviretur. Her lever ganske mange svin. Undrer de sig nogen sinde over, hvorfor deres ejere går oprejst i stedet for at kravle rundt på alle fire? Og hvorfor de taler i stedet for at grynte?

ANDRE, især områdets beboere, kunne se flere nuancer. I 1842 skrev digteren Walt Whitman, at man ikke skulle tage turisternes ord for gode varer. Ifølge Whitman var hovedparten af indbyggerne »ikke fattiglemmer og kriminelle, men republikkens mest værdifulde aktiv, en overflod af stærke fattige mænd (og, vil vi tilføje, kvinder), der er villige til at arbejde.«

   Det står dog fast, at området i vid udstrækning blev kontrolleret af kriminelle bander, indbyrdes stridende gangs, som med tiden blev til gangsterne i begyndelsen af det 20. århundrede. Tidens politiske kræfter samarbejdede ivrigt med den endnu kun løst organiserede kriminalitet, men magtkampen i underverdenen var ikke udelukkende økonomisk motiveret.

   Bander som True Blue Americans og Native Americans bestod af folk, som var født i Amerika. De betragtede den irske indvandring som en trussel mod nationen, der havde formuleret sin uafhængighedserklæring i 1776 og stadig var en halvfærdig stat. De blev langsomt detroniseret af irske kriminelle, der organiserede sig i bander med navne som Forty Thieves, Kerryonians, Chichesters og Dead Rabbits.

NÅR konflikterne spidsede til, blev sagen afgjort i regulære kampe mellem amerikanske nativister og irske bosættere. Det var territoriale stammekrige, og det var protestanter og republikanere mod katolikker og demokrater, med andre ord et forvarsel om mange senere konflikter. Som regel blev de udkæmpet afsides, f.eks. på Bunker Hill.

   Martin Scorsese, der i filmen Gangs of the New York får en magtfuld fabel om byens begyndelser ud af historien om Five Points, lader imidlertid kampene rase i Femvejens centrum, på Paradise Square. Han fortæller om sin fascination ved de gamle historier, som endnu blev fortalt, da han voksede op i Elizabeth Street som søn af sicilianske indvandrere:

   »Da jeg var barn i New Yorks Little Italy, hed vores kirke St. Patrick’s Old Cathedral. St. Patrick’s lå i Mott Street og havde den ældste katolske kirkegård i New York City. Jeg optog en scene på kirkegården og indspillede andre scener i nærheden, da jeg lavede Mean Streets i 1973 (...) Jeg kan huske, at jeg hørte historier om kvarteret og kirken, da jeg var dreng. Der var tale om levende lokalhistorie, men historierne blev fortalt fra generation til generation som legender.

   En af dem handlede om en gruppe mennesker, overvejende irske indvandrere, som tilhørte St. Patrick’s-menigheden, der foran kirken udkæmpede et stort slag mod en bande protestanter, som var født i Amerika. På grund af deres store antal og katolske tro udgjorde irerne en alvorlig trussel mod de stedfødte amerikaneres dominans på det nedre Manhatten. Ved denne lejlighed forenede immigranterne deres kræfter, samlede alle de våben, som de kunne finde, og forsvarede kirken mod de angribende masser. Det slag fandt sted i 1844.«

FREMTIDENS storby var dengang en løs gruppering af kvarterer og landsbyagtige stæder i staden. Five Points lå i »the Bloody Ould Sixth Ward«, en gråzone mellem Broadway, Canal Street, the Bowery og Park Row, som i begyndelsen hed Chatham Street. Kvarteret er for længst forsvundet. Da danskeren Jacob Riis skrev How the Other Half Lives (1890) og tog sine berømte fotos af New Yorks slumkvarterer, var det resterne af Five Points, som han registrerede.

   Lejekasernen Mulberry Bend, hvis demografi bliver beskrevet i How the Other Half Lives, lå i det nedre venstre hjørne af Five Points-distriktet. I 1928, da Herbert Ashbury skrev krøniken The Gangs of the New York, som er forlægget for Scorseses film, var stedet begravet under retsbygningen, rådhuset og the Tombs. De oprindelige punkter var Cross, Anthony, Little Water, Orange og Mulberry Street. I dag mødes Park, Worth og Baxter dér, hvor de fem gamle veje løb sammen. Paradise Square blev senere til det sydvestlige hjørne af Mulberry Park, som fra 1911 hed Columbus Park.

DET har taget Martin Scorsese 30 år at realisere filmen. Kimen til Gangs of New York blev lagt tilbage i 1970, da instruktøren tilfældigt stødte på Herbert Asburys bog. Scorsese er ikke den første kunstner, som har ladet sig inspirere af det robuste og farverige forbryderkompendium. Jorge Luis Borges tog direkte afsæt i Asbury, da han skrev »Monk Eastman, Purveyor of Iniquities«, som står i de samlede Fiktioner (1941).

   Argentinerens lovsang har siden fungeret som forord i optryk af værket. Borges er især fascineret af kvindelige bandemedlemmer som Red Norah, Lizze the Dove og Gentle Maggie, men en særlig plads i hans hjerte har »den mest berømte helteskikkelse i New York Citys underverden«, dvs. »Edward Delaney, alias William Delaney, alias Joseph Marvin, alias Joseph Morris – alias Monk Eastman, leder af en bande på tolv hundrede mænd.«

   Scorsese gik i gang med at arbejde på et manuskript, der blev skrevet af hans ven Jay Cocks. Syv år senere indrykkede Scorsese og Cocks en annonce i branchebladet Variety. Her blev det kundgjort, at »en ny film af Martin Scorsese« var »in preparation«. Illustrationen var i øvrigt »Bandits' Roost«, Jacob Riis’ berømte foto fra Mulberry Bend, men projektet fandt aldrig fuld finansiering.

SIDEN instruerede Scorsese en vifte af vidt forskellige film, der alle har byen New York som tema: fra Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976) og New York, New York (1977) til The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år) og den undervurderede Bringing Out the Dead (1999).

   Han dyrkede også sin interesse for organiseret kriminalitet i voldsomme og klassiske mafiaskildringer som Goodfellas (1990) og Casino (1995), men først i Gangs of New York får strømmene lejlighed til at løbe sammen. Filmen efter Cocks’ manuskript, som i mellemtiden er blevet suppleret af Hossein Amini og Steve Zaillian, fik endelig luft under vingerne, da Harvey Weinstein på vegne af Miramax gav projektet grønt lys i 1999.

   Siden blev premieren forsinket og udsat så mange gange, at der begyndte at gå rygter om produktionsproblemer. På Cannes Festivalen 2001 kom Scorsese derfor flyvende ind og viste tyve minutter af filmen, mens Leonardo DiCaprio, Cameron Diaz og Daniel Day-Lewis smilede veloplagt, og Harvey Weinstein tav i baggrunden [i 2001 var der endnu 16 år til hans store fald og fængselsdom for serielle krænkelser]. 

   Der var mere opmærksomhed, mere tumult og flere overflødige sikkerhedsforanstaltninger omkring præsentationen af den forlængede trailer, end jeg nogen sinde har oplevet i Cannes, der ellers kan være en heksekeddel på linie med bandernes slagmark i Paradise Square.

DERFOR er det mere end almindeligt spændende at se den færdige Gangs of New York. Til en vis grad er det også en skuffelse, men alene forventningen er euforiserende, og der er virkelig bjergtagende afsnit i filmen, som endte med at koste 97 mio. dollars.

   I den italienske filmby Cinecittà har Dante Ferretti, scenograf for bl.a. Federico Fellini, genrejst både Five Points, Satan’s Circus, det kinesiske teater, grotterne under the Bowery, havnefronten og familien Schermerhorns gade i uptown New York. Alt er i naturlig størrelse, og der er tusind statister på gulvet i det store slag på køller, knive, økser og huggerter, som åbner filmen i 1844.

   Allerede i New York, New York nød Scorsese at rekonstruere Times Square i studiet og bruge det samme gigantiske produktionsapparat, som instruktørerne af de klassiske MGM-musicals, herunder helte som Vincente Minnelli, havde til deres rådighed. På produktionen af The Age of Innocence blev der efter sigende lagt vægt på at bruge ægte sølvaskebægre og autentisk undertøj fra 1890erne, skønt ingen af delene kunne ses på lærredet, da Scorsese skildrede overklassens New York i en lidt senere periode. Ingen af de nævnte produktioner kan dog måle sig med Gangs of New York.

SCORSESE har denne gang villet lave sit stort svungne epos, sige sit farvel til en svunden verden, dreje sit svar på Viscontis Leoparden, Sergio Leones Once Upon a Time in America og for den sags skyld skabe sit sidestykke til Francis Ford Coppolas Godfather-saga. Han har også villet lave en storfilm, der trak de unge ind i så store mængder, at produktionen kunne balancere økonomisk, dvs. sin Titanic, sin Black Hawk Down, sin Saving Private Ryan. Derfor afvikles gangsternes krige i et svimlende kropsnært perspektiv, som placerer tilskueren midt i det hele, og en alt for stor del af filmen er hængt op på den banale historie om kærligheden mellem Amsterdam (DiCaprio) og Jenny Everdeane (Diaz).

SIN styrke har Gangs of New York i de afsnit, der er klippet som montager i sovjetiske film fra revolutionstiden; i Daniel Day-Lewis’ uforglemmelige fremstilling af den brutale og paradoksale Bill The Butcher, en rolle som i tidernes morgen blev skrevet til Robert De Niro; i det sociale og historiske panorama, som udgør New York i sin vorden.

   Lokale brandkorps bekriger hinanden, alle magtkampe handler om at skaffe sig stemmer. The Metropolitan Police fører åben krig mod The Municipal Police, ganske som i virkelighedens 1857. Alle disse træk koncentreres i Jim Broadbents fremstilling af den karismatiske William Tweed, der i 1870erne blev leder af Demokraternes partiapparat.

   I 1860erne drømte borgmesteren Fernando Wood om at trække New York ud af nordstaternes union og etablere en ny nation, Tri-Insula, som skulle omfatte Manhattan, Staten Island og Long Island.

   Efter kampene i Paradise Square løber en elefant fra P.T. Barnums cirkus gennem gaderne i Five Points. Der har virkelig været sådan en verden, og det skete i New York engang, men filmen skal alligevel ikke læses som et stykke bogstavelig historie, men som en myte om det gamles død og det modernes fødsel, en legendarisk bestræbelse, der repræsenterer den seneste version af de historier, Scorsese hørte som dreng i Little Italy.

DERFOR er der strammet betydeligt i kronologien, og figurerne fra Herbert Asburys bog er karikeret lidt mere til lejligheden. Der var en Bill the Butcher, og Priest Vallon (Liam Neeson) er vel baseret på den samme Monk Eastman, som Jorges Luis Borges holdt af. Disse drabelige mænd var dog ikke store nok til en film, hvor alt måtte være larger-than-life. Scorsese siger selv om Daniel Day-Lewis’ figur:

   »Vi ændrede hans navn til William Cutting og lod ham dø senere end den virkelige Bill Poole, som blev myrdet i 1855. Han er en temmelig grov karakter, og det skyldes til en vis grad, at hans far blev dræbt af englænderne, da han var spæd. Vi lagde det sådan til rette, at han må være blevet født netop, da hans far blev dræbt i Slaget ved Bridgewater i 1814, hvor amerikanerne blev massakreret, fordi de forsøgte at erobre Niagara Falls fra Canada.

   Så han er manisk imod at åbne landet for mennesker, som ikke havde noget at gøre med dets tilblivelse, og denne nativisme bliver filmens politiske grundlag. Dernæst måtte vi finde en dramatisk motor, og det blev en enkel historie om hævntørst, i hvilken drengen, som spilles af Leonardo DiCaprio bliver forældreløs som 8-årig, i 1844, da hans far bliver dræbt, mens han leder Dead Rabbits og andre irske grupper i et regulært slag mod nativisterne.«

»DEN slags sker i alle stammeagtige strukturer. Og især i den første del af filmen ville jeg vise en verden, som ingen kunne genkende, hvis ikke de vidste, hvad filmen hedder. Faktisk ville vi ikke vise titlen i begyndelsen, så publikum kunne tro, at de var havnet i en slags middelaldersamfund, hvor civilisationen er brudt sammen og man kæmper til den bitre ende.

   Det er dét, som altid er sket, når en befolkning bevæger sig ind på et område, hvor en anden etnisk gruppe befinder sig allerede – som det er tilfældet med bander som Bloods og Crips i dag. Der vil være gadekampe og regulære slag, der opfattes som afgørende for alle parters vedkommende.«

   I samme ånd er det gamle New York ikke skildret i virkelig tid, men i mytens: »En af de vigtigste ting var at arrangere hævndrabet på en måde, så Bill the Butcher stadig var en betydningsfuld figur i kvarteret. Ifølge nogle historikere havde nativisterne stadig overmagten, mens andre siger, at de irske bander havde fået overtaget. Til vores formål spiller det strengt taget ingen rolle, for filmen er ikke så nøje baseret på fakta som f. eks. Glory (Edward Zwicks 1989-film om det første sorte regiment i unionshæren – red.).

   Skønt jeg vægrer mig ved at sammenligne Gangs med en film, som jeg virkelig elsker, er den mere som My Darling Clementine. Hos Ford varer skudopgøret ved O.K. Corral 14 minutter, mens det i virkeligheden var overstået på mindre end et minut. Den historiske baggrund bliver antydet, og filmen giver et indtryk af en verden.«

SCORSESES monumentale epos begynder med opgøret i 1844 og kulminerer i juli 1863, da den sidste store konfrontation mellem banderne i Five Points løber sammen med de omfattende uroligheder, som Lincoln-administrationens udskrivning af almindelig værnepligt har affødt.

    Amsterdam Vallons konføderation af irske bosættere møder Bill the Butchers union af stedfødte amerikanere. Slagterens hær ville være i undertal, hvis ikke Schermerhorn og William »Boss» Tweed havde stukket hovederne sammen. Der er hyret håndgangne bøller til lejligheden.

   Opportunisten Tweed har skiftevis allieret sig med de irske og de amerikanske fraktioner. Nu har han mistet tålmodigheden med Five Points, især efter Bill the Butchers nedhugning af den folkevalgte sherif (Scorsese lader Daniel Day-Lewis plante en svirrende økse i ryggen på Brendan Glesoon).

   Så i den sidste ende ofres begge parter. Netop som stammerne mødes, åbner flådeskibene ild. Kanoner affyres ind i menneskemængden og udraderer Five Points med ét sønderlemmende stød. Så ser vi gravene med de skæve sten på. Bill the Butcher ligger side om side med Priest Vallon, Amsterdams far, som var den eneste modstander han respekterede. Græsset rejser sig, stenene synker, og i baggrunden skyder det moderne New York op med broer og skyskrabere.

SIDST i montagen, da man kan se både Empire State Building og World Trade Center, er gravene sløjfet. »It would again be like no one even knew that we was ever here,« siger Amsterdam Vallon. Så synger irske U2 hymnen »The Hands that Built America«, mens teksterne ruller i mange minutter. Det kan dårligt blive mere episk svungent og James Cameron-agtigt. Prikken over i’et, signaturen som vandmærker alt med Scorseses fingerspidsfornemmelse, er imidlertid fraværet af musik, som fylder det sidste minut. Teksterne ruller ufortrødent, men på lydsiden høres blot bilhorn og stemmer fra gaden.

DER er intet tilbage af Five Points og livene dér. Man kan næsten få den følelse, som Amsterdam Vallons fortællerstemme forlader os med, da alle krigene er udkæmpet og tabt:

   »Hvor mange newyorkere, som døde den uge, fik vi aldrig at vide. Vi troede ikke, at der ville være noget land tilbage, da den var forbi. Og uanset, hvor meget blod de udgød for at bygge byen op igen, og for at kunne blive ved med at bygge, i al evighed, så ville det igen blive som om ingen vidste, at vi nogen sinde havde været der.«

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

Gangs of New York. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks, Steven Zaillian, Hossein Amini og Kenneth Lonergan. Foto: Michael Ballhaus. 168 min. USA 2002. Dansk premiere: 21.03.2003

Herbert Asbury: The Gangs of New York: An Informal History of the Underworld. New York: Alfred A. Knopf, 1928. Genoptrykt med forord af Jorge Luis Borges i 1988. Genudgivet i 2002 på Arrow Books, Random House UK.

Martin Scorsese’s Gangs of New York: Making the Movie. 288 s. London: Miramax Books/Headline, 2002. De fleste af artiklens citater stammer fra bogen, som endvidere indeholder manuskriptet til filmen.

Fotos: Miramax/ Initial Entertainment/ Alberto Grimaldi Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Museum of New York City/ Jacob A. Riis Museum/ Random House/ Arrow Books

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2022

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.03.2003

Hans Petter Moland: Cold Pursuit (2019)

EN DRABELIG SKRØNE

Kraftidioten på amerikansk
 

Af BO GREEN JENSEN

NELS Coxman (Liam Neeson) kører sneplov i vintersportsbyen Kehoe i Colorado. Han har holdt indfaldsvejen farbar i en menneskealder og bliver kåret til Årets Borger, netop som Cold Pursuit tager sin begyndelse. Clara (Laura Dern) hjælper – som altid, når de skal noget fint – sin mand med at tage manchetknapper på. Hun siger, at der nok bliver taler.

   Samme aften går verden i stykker. Parrets voksne søn bliver dræbt af mænd, som arbejder for narkohandleren Viking. Det er straffen for en kokainleverance, som sønnens ven stjal fra. Da Clara går, vil Nels tage sit liv. Så ombestemmer han sig og iværksætter en enmandsvendetta.

   Viking tror, at rivalen White Bull har brudt deres aftale. En bandekrig eskalerer, mens Nels kaster grus i maskinen. Politimyndigheden i Kehoe er på sagen. Den består dog bare af chefen, som ikke vil udfordre nogen, og en kvindelig kadet fra Denver, som ønsker at udfordre alle. Det ender stort og blodigt. Alligevel er en ultramørk humor i spil.

COLD Pursuit er Hans Peter Molands egen genindspilning af Kraftidioten (int. In the Order of Disappearance) fra 2014. I den norske film, som Kim Fupz Aakeson skrev manuskript til, var det Stellan Skarsgård, som kørte sneploven. Den rivaliserende bande var serbisk. Forretningsmanden Viking hed Greven og var også her far til en klog dreng, som Nels bortførte og blev ven med.

   Grundlæggende er det den samme film, men underspillet fungerede bedre på norsk. Det skyldes sikkert, at metahistorien er fortalt flere gange på amerikansk. Hvis man krydser brødrene Coens Fargo (1996) med Gary Fleders Things to do in Denver when You’re Dead (1995) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), har man noget, der ligner Cold Pursuit.

DET er en drabelig høvdingeskrøne. Når en karakter mister livet, bliver navnet skrevet på lærredet og får lov at stå et øjeblik. Efter opgøret mellem Viking og White Bull bliver 12 navne skrevet på en gang. Det lo salen af i Kraftidioten. På betegnende vis er der stille, da Moland gentager tricket i Cold Pursuit.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006); Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014); Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019)

Cold Pursuit. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Frank Baldwin. Foto: Philip Øgaard. 118 min. UK-Norge-Canada-USA-Frankrig 2019. Dansk premiere: 28.02.2019.

Fotos: Summit Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen er en Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 01.03.2019

Sex i Amerika: Alfred C. Kinsey 1894-1956

SEX I AMERIKA
Den første kreds af sexologer

Af BO GREEN JENSEN

DET var naturligvis ikke Alfred Charles Kinsey (1894-1956), som opfandt amerikanernes kønsliv. Imidlertid var han med til at gøre det synligt på et tidspunkt, hvor man nødigt talte om menneskers seksuelle adfærd.

   Med støtte fra The Rockefeller Foundation gennemførte Kinsey og hans stab af assistenter – »The Inner Circle« – mere end 10.000 interviews med almindelige mennesker, som i sagens natur havde et sexliv og en identitet som kønsvæsener.

   Også som sociologisk projekt var undersøgelsen banebrydende. Kinsey grundlagde sit Institute for Sexual Research ved University of Indiana i 1947. Da han året efter publicerede sin forskning i pionerværket Sexual Behavior in the Human Male, gik medierne i selvsving. Rapporten var en kontroversiel men indiskutabel succes, som ruskede gevaldigt op i samtiden og gav genlyd i resten af verden.

KINSEY var nu en offentlig person og også en helt af en slags. Mere problematisk blev hans arbejde med Sexual Behavior in the Human Female, som endelig udkom i 1953 efter mange forsinkelser og ydmygelser. Kinsey opfattede det som et personligt nederlag og en underkendelse af hele hans forskning, at Rockefeller Foundation trak sin støtte tilbage.

   Samtidig begyndte profetens eget liv at slå revner. Kinsey, hustruen Clara og de unge par i Indercirklen havde eksperimenteret med seksuelle forbindelser på tværs af køn og følelser. Med ét syntes alt at give bagslag, og Kinsey døde som en rystet mand.

DER har de seneste årtier været stor interesse for Kinsey og hans cirkel. Ikke i så høj grad omkring forskningen, som kun kan chokere i visse mørklagte egne af USA, men i personerne fra »The Inner Circle«, i Kinseys bemærkelsesværdigt åbne ægteskab og de midlertidige forhold, man indgik. Bill Condons film Kinsey, der blev præsenteret på Berlinalen i 2005, er et udslag af renæssancen. Et andet er den »dokumentariske roman«, som T. Coraghessan Boyle fik udgivet i 2004. Den bærer netop titlen The Inner Circle.*

CONDONS biografiske portræt er et stykke af vejen en meget sød og lidt ordinær levnedsskildring, der skildrer Kinseys vej til sin bestemmelse. Egentlig var han en tilknappet insektforsker, som havde viet sit liv til studiet af bjerghvepsens migrationsmønster. Clara McMillen, en studerende, lukkede Kinsey eftertrykkeligt op, men som nygifte havde parret seksuelle problemer, der kun blev løst, fordi Kinsey henvendte sig til en læge. Forholdet havde hængt i en tråd for så lidt. Kinsey tænkte, at han og Clara ikke var alene. Han begyndte derfor at tilbyde timer i sex, et såkaldt ægteskabskursus.

HERFRA greb det om sig. Kinsey kom helt ind i krogene af skabet og fik snart trukket alle skufferne ud. Så måtte han videre, lære den homoerotiske side af sig selv at kende, se Clara gå i seng med sin protegé, udforske alle kønnets aspekter på en måde, som foregriber 1960ernes seksuelle eventyrlyst, men var stærkt radikal i 50erne. Det er i tredje akt, da skyggerne trækker sig sammen, at filmen for alvor begynder at anfægte. Det er også hér, at det giver mening at caste Liam Neeson og Laura Linney som Alfred og Clara. I begyndelsen er det ganske svært at tage dem alvorligt som helt unge mennesker.

BILL Condon har før drejet særpræget stof i en uventet frugtbar og positiv retning. Gods and Monsters (1998) var et portræt af den homoseksuelle britiske filmskaber James Whale, som i tonefilmens første år skabte ærke-amerikanske gysere som Frankenstein (1931), Bride of Frankenstein (1935) og The Invisible Man (1933), før han instruerede pionerudgaven af Show Boat (1936). I rollen som Whale skabte Ian McKellen en uforglemmelig figur.

   Det gør Neeson måske ikke i Kinsey, men filmen tilbyder et fascinerende blik på en lukket kultur og nogle adfærdsformer, som vi længe var ved at fjerne os fra, men måske er på vej mod igen. Der er kræfter i Amerika, som gerne vil have Kinseys rapporter brændt eller blacklistet én gang for alle. The Kinsey Institute i Indiana praktiserer dog stadig ud fra devisen: »We are the recorders of facts – not the judges of the behaviors we describe.«

Se også Bill Condon: Dreamgirls (2006) | Musicals; Guder og monstre: James Whale 1896-1957.

*) T. Coraghessen Boyle: The Inner Circle. 432 s. Viking, 2004. Jan Pock-Steens oversættelse af Inderkedsen udkom på People's Press i 2006. Historien om Kinsey Instituttets pionerår er fortalt gennem den (fiktive) John Milk, der forlader litteraturstudiet og bliver inddraget i kredsen omkring Kinsey. Som de fleste af Boyles henved tyve romaner er den virkelig stærk på baggrund, idé og detaljer. Han har simpelt hen flair for godt stof. Men fortællingen flyder ud undervejs, og karaktererne har en tendens til at se det samme og tale ens, uanset hvilken tid, de befinder sig i. Jeg er med stor entusiasme begyndt på East is East (1981, da. Øst er øst), The Road to Wellville (1993, da. Vejen til Wellville), Drop City (2003, da. Langt ude) og måske især The Terranauts (2016), for så at måtte anstrenge mig for at fokusere og gennemføre læsningen. Undtagelsen er Riven Rock (1998, da. Det ensomme paradis). Den autentisk baserede fortælling om Stanley McCormick (1874-1947), en seksuelt traumatiseret millionærarving, der isolerer sig i et hermetisk univers af plejere og læger, da hustruen Katharine Dexter (1875-1967) har opgivet at trænge ind til ham, har en særlig besat kvalitet, der holder læseren fanget, fordi den ikke vil løse identitetsmysteriet. Man læser med samme fascination, som når det handler om William Randolph Hearst (modellen for Citizen Kane), Ludwig II af Bayern eller Howard Hughes.

Kinsey. Instr. & manus: Bill Condon. Foto: Frederick Elmes. 110 min. USA 2004. Dansk premiere: 06.05.2005.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikiwand

Filmen streames ikke i Europa (er i region A på alle platforme), men er udgivet på dvd og blu-ray

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.05.2005

Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]

MENNESKER I ULVELAND

Når naturen virkelig kalder

Af BO GREEN JENSEN

ET fly med oliearbejdere styrter ned i det nordligste Alaska. Kun syv overlever. Det er en blakket besætning af eksfanger, fraskilte fædre, mænd i forskellige former for krise. The Grey er dog ikke en overlevelsesfilm, hvor energien investeres i filosofiske problemstillinger. Ej heller gælder det kannibalisme. Derimod fortælles en stramt komponeret historie om, hvad der sker, når naturen virkelig kalder.

   Mændene er isoleret i en ødemark, hvor temperaturen typisk holder tyve grader minus. Snart bliver en af dem flænset af ulve, »de grå«, som uden tøven rykker ind. Interne stridigheder bilægges, efterhånden som ulvene vokser i antal. Fortælleren John Ottway (Liam Neeson), der i filmens begyndelse har været ved at tage at sit liv, træder da i karakter som en erfaren overlever.

ULVENE ved, at de har hjemmebanefordel. De har en jagtradius på 300 km og et instinkt for at dræbe i 50 km omkreds fra deres hule. Ottway ved ikke, hvor hulen er, men fører sin menneskeflok gennem skoven, over en kløft og ned langs en flod, der næsten løfter filmen over i en anden del af survival-genren.

   Det er en spændende fortælling med et skær af jægermyte som hos William Faulkner, (i kortromanen The Bear), James Dickey (i Deliverance/ Udflugt med døden) og Ernest Hemingway. Man må ikke vide for meget på forhånd. Til gengæld er det vigtigt, at man bliver siddende efter de sidste credits, da slutningen har en saks i sin hale.

   Joe Carnahan har skrevet og instrueret The A-Team (2010), biografudgaven af en antik tv-serie og et buldrende uambitiøst genrestykke. The Grey har de rigtige takter, og Liam Neeson er en veritabel klippe af troværdighed. Omkring ham færdes f.eks. Dermot Mulroney, Frank Grillo og Dallas Roberts, men listen bliver kortere for hvert kvarter.*

ULVEFLOKKEN anskues som et hierarki, der ligner de nødstedte mænds. Eller omvendt. Også ulvenes alfahan må ryste rivaler af sig, og filmen er behageligt fri for økologiske og dyreetiske budskaber. Det er et spørgsmål om dem eller os hele tiden.

   De ubønhørlige dyr er (desværre) skabt med en blanding af CGI og animatronics. Derimod ser sneen ægte ud, og flystyrtet skildres brutalt og livagtigt. The Grey er en fysisk fabel, som virkelig fungerer. Er man til overlevelsesfilm, bliver de næppe lavet bedre end denne.

*) Carnahan er siden The Grey og The A-Team blevet forfatteren, som man kontakter med henblik på remakes af maskuline evergreens i actiongenren. I 2018 skrev han manuskriptet til Eli Roths genindspilning af selvtægtsklassikeren Death Wish (1974, da. En mand ser rødt) – med Bruce Willis i Charles Bronsons signaturrolle – og i 2020 var han medforfatter på Bad Boys for Life, en fortsættelse til/genstart af 1990er-serien med Will Smith og Martin Lawrence. I 2021 instruerede Carnahan Boss Level, en variation over Groundhog Day/Edge of Tomorrow/Palm Springs-motivet, hvor en dag bliver ved at gentage sig, indtil protagonisten finder den rigtige måde at bryde mønstret på. »It's like being stuck in a video game at a level you can't beat,« siger Frank Grillo i voice over. Så metabevidst er dusinfilmen blevet. Boss Level streames i Danmark på Amazon Prime, Blockbuster, Nordisk Film+, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.  

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022).

The Grey. Instr: Joe Carnahan. Manus: Ian Mackenzie Jeffers og Joe Carnahan. Foto: Masanobu Takayanagi. 112 min. USA 2011. Dansk premiere: 15.03.2012.

Fotos: Open Road Films/ Scott Free Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 21.05.2012

Bragt som filmrevy i Weekendavisen Kultur 16.03.2012