Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022)

TO RYSTEDE MÆND
Et stilrent bidrag til overlevelsesgenren

Af BO GREEN JENSEN

I 1909 foretog Ejnar Mikkelsen (1880-1971) en arktisk ekspedition på vegne af den danske regering. Da skibet Alabama frøs fast, måtte mandskabet overvintre i det nordligste Grønland. Den bedste slædefører fik tæerne amputeret og kunne ikke arbejde. Mikkelsen valgte derfor at tage mekanikeren Iver Iversen (1884-1968) med på missionen, som skulle gennemføres.

   Da mændene kom tilbage, var den øvrige besætning blevet hentet. Mikkelsen og Iversen måtte opgive håbet i mange omgange. Efter 865 dage blev der endelig banket på døren til hytten, som var bygget med rester af Alabama. Mikkelsen skrev om deres strabadser i Farlig tomandsfærd (1955). Det er dén bog, som ligger til grund for Netflix-produktionen Against the Ice.

   Nikolaj Coster-Waldau spiller Mikkelsen og ligner virkelig en mand, der er gennembagt af sol og frost. Joe Cole spiller Iversen, som er benovet i begyndelsen. Han er god ved hundene, som man ikke må knytte sig til. Men han er lærenem og risikovillig. Mikkelsens selvsikkerhed krakelerer. Ved slutningen er der respekt og balance.

   Peter Flinths film bygger på et manuskript af Coster-Waldau og Joe Derrick. Der er lidt af hvert i posen: historisk kontekst, arktisk kuller, overlevelsesmanual, kosmisk samhørighed med naturen og længsel efter duftende kvinder.

MEST nyttig er den historiske baggrund. I rejsebeskrivelser bliver det sjældent forklaret, hvad formålet med ekspeditionerne er. Eller det gælder noget abstrakt og heroisk: at finde polerne eller passagen. Samtiden troede, at Mikkelsen skulle lede efter Ludvig Mylius-Erichsen, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, som omkom ved '79-fjorden, da Danmarks-ekspeditionen gik til i 1908.*

   Faktisk var ærindet geopolitisk. Amerikaneren Robert Peary (1856-1920), som havde nået (eller var kommet tæt på) Nordpolen i april 1909, mente, at det nordligste Grønland var en ø, som USA kunne gøre krav på. Mylius-Erichsen skulle fastslå, at Peary Land var en halvø. Charles Dance spiller »minister Neergaard« – en forenklet og måske fordrejet fremstilling af konseilpræsident Niels Neergaard (1854-1936) – der ikke vil ofre penge på at komme Mikkelsen til undsætning. Siden taler han for de hjemvendte helte. I kulissen venter Naja (Heida Reed), den inkarnerede drømmekvinde, som mændene har fantaseret om i hytten.

DET er en enkel, klar og levende film, som bruger den store natur eksemplarisk. Iversen kan stille spørgsmål, som giver Mikkelsen lejlighed til at eksponere. Først er de idolet og amatøren. Endelig bare to rystede mænd.

   Peter Flinth har instrueret et par af de bedste nordiske riddertidsfilm – Ørnens øje (1997), Arn – Tempelridderen (2007), Arn – riget ved vejens ende (2008) – og eventyret om De Vilde Svaner (2009), der havde dronning Margrethe som scenograf. Forøvrigt også den norske Beatles (2014), en nænsomt nostalgisk filmatisering af Lars Saabye Christensens nyklassiske coming-of-age roman. Against the Ice er produceret af islændingen Baltasar Kormákur, som kender både amerikansk og skandinavisk smag.

   Det vil sikkert hedde sig, at filmen er for glat og internationalt skåret. Det er i bund og grund en fordom. Against the Ice er et stilrent bidrag til overlevelsesgenren. Og ja, Erik Balling lavede Qivitoq (1956), og Jacob Grønlykke instruerede Rasmus Lyberth i Lysets hjerte (1998), som Dan Laustsen tog store billeder til. Men generelt har danske fiktionsfilm ikke brugt det store grønlandske stof. For eksempel har man aldrig lavet en biopic om Knud Rasmussen (1879-1933).

   

DET er anderledes i England, hvor film om Robert Scott (1868-1912) og Ernest Shackleton (1874-1922) udgår en hel minigenre. I den nordatlantiske filmkultur – som samler arbejder fra hele regionen – møder man flere farverige versioner af Knud Rasmussen og Peter Freuchen (1886-1957). Zacharias Kunuk, som skabte den blændende Atanarjuat – The Fast Runner (2001), skildrer begge mænd i The Journals of Knud Rasmussen (2006). Jens Jørn Spottag spiller Rasmussen; Kim Bodnia er Peter Freuchen. Filmen solgt vist tyve billetter i Danmark.

   Tonen i Against the Ice er tættere på Nadie quiere la noche (Nobody Wants the Night eller Endless Night) som spanske Isabel Coixet præsenterede på Berlinalen i 2015. Juliette Binoche spillede Josephine Peary (1863-1955), der forsøgte at indhente sin mand, som havde stiftet ny familie sammen med inuitkvinden Allaka. Robert Peary er en fascinerende figur. E.L. Doctorow lod ham indgå i panoramaromanen Ragtime (1975). Måden, han tænker og føler på, minder i slående grad om Mikkelsens reaktioner.

DET bedste sted i Against the Ice er øjeblikket, hvor Mikkelsen og Iversen finder stendyssen med Mylius-Erichsens og Brønlunds optegnelser. De har da den samme oplevelse af kontinuitet og identifikation, som vi har ved at følge dem. Mest inspireret er inddragelsen af den legendariske svenske ballonskipper Salomon August Andrée (1854-1897), som foretog sin arktiske overflyvning i 1897. 

   Andrée gik til i intetheden sammen med rejsefællerne Knut Frænkel (1870-1897) og fotografen Nils Strindberg (1872-1897). Sidstnævnte dokumenterede ekspeditionen, hvis nærmere skæbne var et dragende mysterium i årtier. I 1930 blev Andrées sidste lejr fundet af et norsk skib. 93 af Strindbergs 240 negativer kunne restaureres, skønt de havde ligget i saltvand. Fotografierne blev fremkaldt og fortæller historien.

   Ejnar Mikkelsen havde selv mødt idolet. Som dreng tog han helt alene til Göteborg og tilbød fantasten sit arbejde. Andrée gav ham penge til hjemturen.**

   Da det ser værst ud for Mikkelsen og Iversen, kommer ballonen ned over isen med Naja ombord. Hun stryger Mikkelsens kind, og de står dér i varmen på isen. Mikkelsen har feber. Han er skiftevis stolt af bedriften og fortryder alt ved sit sneblinde liv. Det er en formidabel scene. Den er hverken amerikansk eller dansk eller islandsk. Men menneskelig til alle tider.

Se også John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen].

NOTER

*) Meget er skrevet om, hvad der skete med Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund. Det bedste står i Vagn Lundbyes Omkom 79'fjorden – tragedien på Danmark-ekspeditionen 1906-08 (1984, rev. 2006). Vagn Lundbye (1933-2016) deltog selv i Jørgen Brønlund Mindeekspeditionen, der forsøgte at komme til bunds i historien 1984-1987. 

**) Per Oluf Sundman (1922-1992) skrev om Andrée i Ingenjör Andrées luftfärd (1967, da. Andrées luftfærd), en dokumentarisk roman i stilen fra Thorkild Hansen og Per Olov Enquist. Bogen modtog Nordisk Råds Litteraturpris, og Jan Troell filmatiserede den med Max von Sydow i titelrollen. I 1982 var Ingenjör Andrées luftfärd den dyreste svenske produktion nogensinde. Filmen, der har Klaus Rifbjerg, Georg Oddner og Ian Rakoff som medforfattere, var sjælden i årtier, men udkom i 2017 på en blu-ray fra SF Studios/Studio S [til gengæld i en dobbeltudgave, som indeholder både bio- og tv-versionen – Andrées Luftfærd blev klippet i begge formater, ganske som Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1980). Filmen streames i Sverige på Blockbuster og SF Anytime. Den engelske titel er The Flight of the Eagle.

   Troell vendte tilbage til materialet i En frusen dröm (1997), et billeddigt i dokumentarform. Begge film indgår i dvd-bokssættet Svenska bilder, der endvidere omfatter Här har du ditt liv (1966), Ole Dole Doff (1968), Bang! (1977) Sagolandet (1988) og Il Capitano (1991). Per Rydéns Den svenska Ikaros (2003) er den bedste nyere bog om Andrée. Søren Rasmussen fra Albatros Travel skildrer på sin blog, hvordan det i 2014  er muligt at gentage luftfærden – og hvor storslået urealistisk projektet egentlig var.  

Against the Ice. Instr.: Peter Flinth. Manus: Joe Derrick, Nikolaj Coster-Waldau. Foto: Torben Forsberg. 102 min. Danmark-Island 2022. Dansk premiere: 02.03.2022 (streaming).

Fotos: Ill Kippers Productions/ RVK Studios [Still Photographer: Lilja Jónsdóttir] / Netflix/ Det Kongelige Bibliotek/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ FilmAffinity 

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.03.2022; trykt i WA Kultur 11.03.2022.

Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014)

DEN CIVILISEREDE MAND

Pinlig, morsom, ironisk og dyb

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ligner kernefamilien en karikatur af sin tids ideal. Tomas og Ebba (Johannes Kuhnke og Lisa Kongsli) er perfekte forældre til Vera og Harry (Clara og Vincent Wettergren). Forældrene nærmer sig 40, børnene er vel 10 og 12 år.

   Man kan se, at der ingenting mangler. Det er kun på skrømt, at børnene sukker, når Far og Mor insisterer på sne. Alle fire skal jo ud og gribe dagen på de fantastiske løjper ved smukke Les Arcs, hvor det svenske team holder fransk vinterferie.

   Først ligger de bare på sengen og sover i hver sin blå nissemundering. Der er fuldkommen ro og fred for signaler. Alle fire ansigter hviler, og man hører en fælles, tryg sovelyd. Det har været et travlt år, de fortjener det hér. Batterierne skal lades op. De vil alle fire slappe af og komme helt tæt på hinanden.

TÆTTERE på er idyllen lidt anstrengt. Tomas har svært ved at lade telefonen ligge, og Ebba synes, at det alligevel altid er hende, der står med lavpraktikken og hovedansvaret, fuldkommen ligesom hjemme. Børnene er irritable. Det hjælper ikke, at Tomas ryger i smug, når han har lovet hende at holde op.

   På rummet er der begyndende økuller, men ude i sneen poserer familien, og alting ser ud, som det skal. Stemningen skifter dog efter en frokost, hvor Tomas følger sit instinkt og viser, hvem han egentlig er. På Les Arcs justerer man snekvaliteten ved at udløse kontrollerede laviner. Gæsterne vænner sig til lyden af kanoner.

   Familien spiser på restaurantens terrasse, da et sneskred bliver større end ventet, og lavinen kommer tættere på. Panikken er total og akut. Tomas kender proceduren, tager fotos med telefonen og beroliger familien, men da sneen faktisk ser ud til at ramme, løber han væk fra bordet uden at se sig tilbage. Ebba bliver hos børnene.

FAREN er ovre på ingen tid. Tomas slår det hen, men episoden vil ikke forsvinde. For Ebba var der tale om et svigt af dimensioner. Hvor var hendes hulemand, da familien skulle forsvares? Også børnene så, hvad der skete. Deres far blev svag og faldt igennem, da det gjaldt. Betydningen af det skete vokser, og bebrejdelsen bliver skarpere. Tomas hader alt ved emnet. Det vil bare ikke gå væk.

   Atmosfæren nærmer sig skilsmissestemning, da vennen Mats (Kristofer Hivju) kommer på besøg med sit røde vikingeskæg og en 20 år yngre kæreste (Fanny Metelius). De bliver tvangsvidner ved en ægteskabelig høring, der ligner parmiddagen i Hvem er bange for Virginia Woolf? Der er kun et punkt på dagsordenen: Svigtede Tomas, eller svigtede han ikke?

   Manden er selv i vildrede. Fortrængning og benægtelse kæmper med en trang til at bekende sig. Hårdt presset – og konfronteret med en belastende optagelse fra telefonkameraet – indrømmer Tomas, at det ser ud, som om han flygter, hvis man står i den vinkel. Dybest set er svigtets væsen altså et spørgsmål om æstetisk beskæring. Selvbedraget knejser. Da er det, at Ebba næsten har nok.

SVENSKE Ruben Östlund (f. 1974) tager den skandinaviske mand under kærlig behandling i Force majeure. I Cannes blev filmen vist med titlen Turist og kåret som det bedste bidrag i Un Certain Regard-programmet. Den er eksemplarisk fotograferet af Fredrik Wenzel, som får det maksimale ud af Les Arcs. Det centrale forløb omkring sneskreddet er redigeret med en blanding af ironisk klarsyn og episk tumult. Der er megen mørk latter i sneen, skønt flere scener tangerer tragikken.

   Östlund har været en faktor i svensk og skandinavisk film siden 2004, da slutbilledet i Gitarrmongot viste et lykkeligt mongolbarn, som satte en ballon af sammensmeltede affaldssække op over den lille by ved vandet, hvor filmen i stafetform fulgte en kreds af udsatte skæbner og satte særligt fokus på drengen og hans far.

   Östlund brød for alvor igennem i Cannes i 2008, hvor De ufrivillige, et episodisk studie i gruppepres, satte et lærerværelse på den anden ende og lod en buschauffør tage passagerne som gidsler på de glatte vinterveje, fordi ingen ville tilstå et mikroskopisk hærværk på toilettet. Den utrygge humor lå midt mellem Bent Hamer, Roy Andersson og Lars von Triers Idioterne.

ÖSTLUNDS film holder altid distance til deres karakterer og udmærker sig ved skæve vinkler på nære indstillinger og særlige beskæringer på de lange. Kortfilmen Händelse vid bank (2010) følger to vidners divergerende opfattelser af et bankrøveri. Gennem hele filmen zoomes der ind på forskellige detaljer i den samme totalindstilling. Røveriet ses fra den modsattte side af gaden. Også her er effekten vagt humoristisk.

   Smilet er tørret helt af i Play (2011), hvor to 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. I Play blev formen slebet ned til noget ubønhørligt.

   I Force majeure er den lette alvor tilbage. Det samme er flere elementer fra de øvrige film: de divergerende forklaringer; den gale chauffør i en slingrende bus, der synes at køre os alle mod graven; en fælles norm som afholder den enkelte fra at sige fra. Play var mere effektiv, men der er virkelig noget på spil i Force majeure.

FOR Ruben Östlund er filmen »et eksistentielt drama«: »I Force majeure bliver ’Den Civiliserede Mand’ konfronteret med sin ’Natur’. Karaktererne oplever et drama og faderen, Tomas, må se i øjnene, at der er en uciviliseret side af ham, hvor instinkterne er afgørende.«

   Force majeure er i lang tid også en sædekomedie og en social satire, der lader benægteren være pinlig og fornuftstridigt afvisende, uden helt at hænge ham ud. Den bløde mand er hårdt spændt for. Det koster ham adskilligt at erkende sit svigt, tabe ansigt og tage nederlaget på sig.

   Da han gør det, sker det med lettelse, og efter ulvetimen, hvor Tomas erkender, at der er kommet en anden mand frem, som ingen af dem synes om, heller ikke ham selv, bliver filmen endelig næsten en myte, der krystalliserer samtidskulturen.

   For nu kommer landskabet den væltede konge til undsætning. Da familien og de øvrige gæster bliver hentet på hotellet, er buschaufføren en inkompetent amatør. Undervejs eskalerer panikken. Denne gang er det Ebba, som melder sig ud og står af.

ENDELIG kommer gæsterne gående på vejen som overlevende i en katastrofefilm. Beslutsomme blikke, skjorteærmer i frosten, åndeskyer på en baggrund af bjerge. De er begyndt at tale sammen. Tomas går i midten og forrest. Han tager en forbudt cigaret i skjortelommen og tænder den uden at spørge om lov. Da er den civiliserede mand omsider sat fri. Måske for at finde en ny illusion, men ikke for at leve som før.

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: The Square (2017); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

Force Majeure (Turist). Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 118 min. Sverige-Frankrig-Norge-Danmark-Italien 2014. Dansk premiere: 11.12.2014.

Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Rhône-Alpes Cinéma/ Coproduction Office/ Parisienne/ Motlys/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ CNC - Cinémas du Monde/ BLS Business/ ZDF/Arte/ SVT/ C More/ Damarks Radio/ YLE/ Beofilm/ CNC/ Institut Francais/ MEDIA Programme of the European Union/ Minor Ordningen/ Magnolia Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Cinématerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray fra CURZON Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2002-2022| 6 Movies] 07.08.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.12.2014

John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]

DYRET I MANDEN

En mesterklasse i filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

TRODS sit stille britiske væsen har John Boorman (f. 1933) instrueret to af de mest barske og fejlfri stykker americana, som endnu rager op i filmhistorien.

   Det ene er thrilleren Point Blank (1967, da. Alcatraz-morderen) med Lee Marvin og Angie Dickinson. Det andet er Deliverance, som vi herhjemme kalder Udflugt med døden, skønt titlen rettelig burde være Forløsning.

   Ed (John Voight), Lewis (Burt Reynolds), Drew (Ronny Cox) og Bobby (Ned Beatty) er fire forretningsmænd fra Atlanta, som kommer på et ufrivilligt overlevelseskursus, da en kanotur på Cahulawassee River (faktisk floden Chattooga) i Georgia forvandles til et helvede på Jorden.

   De selvtilfredse mænd er en torn i øjet på de lokale, snu og ondskabsfulde hillbillies. To af dem beslutter at slå en klo i kødet på de bløde mænd. De voldtager og sodomiserer Bobby i en scene, som tidens publikum fandt vildt skandaløs.

DET andet store øjeblik i Deliverance er åbningssekvensen, hvor Drew spiller »Duellin' Banjos« sammen med en retarderet albinodreng. Eric Weissberg hed den musiker, som faktisk førte guitaren. Fordi filmen var så stor en succes, kunne han i årevis turnere med bluegrassbandet Deliverance.

   Den selvhævdende Lewis Medlock er ikke så blød som de andre. Han dræber en af de savlende voldsmænd med et velrettet bueskud, der rammer tilskueren lige så stærkt. Herfra er der ingen vej tilbage. Ulykkerne tårner sig op, mens kanoen kastes rundt i flodens hvirvler.

   Samtidig æder filmen, der bygger på en roman af James Dickey, sig tættere ind på sit darwinistiske og faktisk semi-fascistiske tema: den stærke natur overlever, og hvis vi glemmer at fodre dyret i os selv, kan også vi en dag blive ofre for perverse, tilbagestående bjergbønder.

FILMEN var kontroversiel i sin tid, for at sige det mildt. Herhjemme havde kulturkritikken en af de hede diskussioner om censur, som stadig blusser op nu og da. Det er næsten altid noget med debattører, som vurderer hvad andre har godt af se. For selv er de selvfølgelig immune og ved bedre og »kan tage det«. I de år var der mange film, som tirrede skribenter fra hele det politiske spektrum: Ralph Nelsons Soldier Blue (1970), Stanley Kubricks A Clockwork Orange (1971), Sam Peckinpahs Straw Dogs (1971).

   Alle i tidens debat tager for givet, at Deliverance er et trivielt kulturprodukt, der spekulerer i vold og vederstyggelighed. James Dickeys roman blev oversat i 1971, og i lektørudtalelsen (dvs. bibliotekernes interne anmeldelse, som dengang havde virkelig vægt) skriver Niels Ebbe Bindslev: »Det er en skarp tegning af kontrasterne mellem to yderpunkter i civilisationens Amerika. Jeg finder bogen modbydelig, men kan ikke frakende forfatteren et glimrende skrivetalent og sans for spænding. Bogen vil sikkert blive efterspurgt og bør vel anskaffes i fornødent antal.«

MAN fornemmer foragten for det kulørte. Faktisk var James Dickey (1923-1997) lyriker først og fremmest. Han debuterede i 1960 og skrev tyve digtsamlinger, der især efter den femte, Buckdancer's Choice: Poems (1965), som fik en National Book Award, var toneangivende i tiden. Hovedværket er digtkredsen The Zodiac (1976), som Robert Penn Warren (All the King's Men) kaldte nyklassisk i sin anmeldelse i The New York Times Book Review.

   Fra 1966-68 fungerede Dickey som poesikonsulent for Library of Congress. Navnet på hædersposten blev senere ændret til Poet Laureate, så det lød mindre spinatfugleagtigt. I 1988 blev han optaget i American Academy and Institute of Arts and Letters. Han arvede stol #15 efter Wilbur Cross og John Steinbeck. Det viltre værk er samlet op i mange udvalg, fra Poems 1957-67 (1967) til The Whole Motion: Collected Poems 1949-92. 

   Dickey kombinerede sit forfatterskab med en akademisk karriere. Efter writer-in-residence poster i Oregon, Californien og Wisconsin, fik han et professorat på University of South Carolina, hvor han virkede til sin død. Kolleger som Robert Lowell og William Styron besøgte Columbia. Dickey skrev tre romaner efter Deliverance, men ingen med samme gennemslagskraft.

DET ser altsammen fremragende ud på papiret. Det var ikke så enkelt i praksis. Digterens søn, Christopher Dickey (1951-2020), blev selv forfatter og udenrigskorrespondent på The Washington Post, Newsweek og The Daily Beast. Han skrev i 1998 erindringsbogen Summer of Deliverance. Det er et nærbillede af en skræmmende far, som kun talte sandt i sin kunst.

   Ligesom Lewis Medlock i Deliverance var Dickey selv en habil bueskytte. Ligesom Drew Ballinger kunne han lide at spille guitar. Det var dog Jon Voight-figuren Ed Gentry, som forfatteren havde mest tilfælles med. Ifølge sin søn var James Dickey en stor, dominerende mand, der løj af lyst og drak, så det drev. John Boorman bad ham forlade produktionen. Dickey opførte sig som en herremand, der ejede filmsettet. Sønnen blev, fordi han var ansat som stand-in.

   Senere kom Dickey tilbage og var lidt mere ydmyg, da Boorman og Vilmos Zsigmond optog hans scener. Dickey mente selv, at det var Burt Reynolds, som ikke kunne lide ham. Det skal nok være rigtigt. »I just couldn’t handle his act – his Jim Bowie knife on this belt, cowboy hat, and fringed jacket,« skriver Reynolds i But Enough About Me: A Memoir (2015).

FILMEN er brutal, men også klar og smuk på en næsten renfærdig måde. Den er indbegrebet af maskulin romantik, men forholder sig samtidig kritisk til mændenes normer og neuroser. Spændingskurven er sikker og stram. Det er en film uden svinkeærinder. Der var mange epigoner. Især er Walter Hills Southern Comfort (1981) næsten lige så effektiv og seværdig.

   Deliverance er udgivet i alle fysiske formater, senest HD-bluray. 40 års-udgaven fra 2012 er remastereret i 2K med DTS-HD 5.1-lydspor. En 30 minutter lang dokumentar samler castet for sidste gang – Burt Reynolds døde i 2018, Ned Beatty i 2021. Alt bonusmateriale – det er meget – fra tidligere udgaver er samlet op. John Boorman taler selv på kommentarsporet.

   James Dickey er velanbragt i rollen som sheriffen, der sender Ed og Lewis hjem til civilisationen. Det er også Dickey, som er stjernen i den stemningsfulde, men desværre ganske korte Making Of-feature, »The Dangerous World of Deliverance«. Vilmos Zsigmonds scopebilleder står så klart som nogensinde.

I 2021 er John Boorman fyldt 88 år. Han har ikke lavet film, siden han i 2014 markerede sin 80 års fødselsdag med den selvbiografiske Queen & Country, som han både skrev, producerede og instruerede.

   Queen & Country følger Bill Rohan – der var dreng under 2. verdenskrig i Hope and Glory (1987) – gennem hans ungdom, soldatertid og første forelskelse. Hope and Glory var en stor succes og lidt af et kritisk comeback for Boorman, der var i bad standing efter Exorcist II: The Heretic (1977), et bestillingsarbejde, som han påtog sig for selv at kunne finansiere Excalibur (1981). Også Queen & Country er en kærlig, detaljemættet erindring, skønt tiden er nøjsom, og Koreakrigen spiller en rolle.

   I sit otium er Boorman til gengæld blevet en flittig forfatter. I 2016 udkom hans første roman, Crime of Passion, og i 2020 fulgte erindringsbogen Conclusions, der fører levnedsbeskrivelsen helt til dørs og slutter med dagsbogsnotater og ny, ganske overbevisende poesi. Mange af historierne er de samme, som Boorman fortalte i Adventures of a Suburban Boy (2003), men perpektivet er mere olympisk og mindre præget af, hvad Boorman i anden forbindelse kalder »the fearless ignorance of youth«.

BOORMAN skriver i begge bøger udførligt om arbejdet med Point Blank og Deliverance. I 2003 er fokus på logistikken, det besværlige samarbejde med James Dickey og den gode kemi mellem Jon Voight og Burt Reynolds, som begge blev castet i mangel af bedre.

   Boorman tilbød Jack Nicholson rollen som Ed, og Nicholson sagde ja på betingelse af, at hans gode ven og nabo, Marlon Brando, blev castet i rollen som Lewis. Brando forklarede Boorman, at filmskuespil ikke er rigtigt arbejde. Han skulle netop i gang med The Godfather og sagde blankt nej til Deliverance.

   Boorman fortæller også, at skønt Dickey er krediteret, brugte produktionen ikke hans manuskript. Arrangementet ligner den kreditering, som Vladimir Nabokov fik på Stanley Kubricks filmatisering af Lolita. Kubrick ringede i øvrigt til Boorman og bad ham fortælle om Bill McKinney, som spiller den ene af voldtægtsmændene i Deliverance. Kubrick ville caste ham som den sadistiske sergent i Full Metal Jacket.

BOORMAN har i Adventures of a Suburban Boy en plausibel analyse af, hvordan Dickey fordelte sider af sig selv på de fire mænd i Deliverance. Han beskriver, hvordan forfatteren kunne blive spontant bevæget på de samme steder, når han læste sine digte højt. Han måtte knibe en tåre og holde pause. Tilhørerne elskede den maskuline patos, men næste aften gentog Dickey sit trick, og så var virkningen mindre troværdig. »He reads them better than he writes them,« bemærkede kollegaen Robert Lowell.

   Ligesom Dickeys søn beskriver Boorman digterens promiskuøse væsen og mytomanien, som enten fulgte med alkoholismen eller var en medfødt egenskab. Han har ikke høje tanker om Dickey. Også han konkluderer, at forfatteren kun talte sandt i sine digte. Men løj i lange baner om sit liv.

   I Conclusions er fokus på erindringen om Lee Marvin, som døde i 1987, og Burt Reynolds, som døde i 2018. Boorman husker dem som mennesker og beskriver deres tilgang til skuespillerfaget. Boorman fortæller om Reynolds' skuffelse, da han ikke fik den Oscar, som han var nomineret til for sin rolle i Paul Thomas Andersons Boogie Nights (1997). Næste dag forklædte Jon Voight sig som tjener for at komme ind på hotellet og muntre ham op. Boorman binder tingene fint op i et kapitel med titlen »Hollywood – Burt Reynolds, Lee Marvin.«

I 2015 talte Boorman med Xan Brooks fra The Guardian. I interviewet ser han tilbage og husker tiden i Hollywood, hvor han ikke har arbejdet, siden han kom tilbage til sin irske landejendom efter fadæsen med The Heretic. Her er flere af de senere film blevet til. Både Zardoz, Excalibur og The General er skudt i bakkerne ved hans hjem. Boorman elsker Irland, fordi der er træer og floder.

   40 år senere siger han: »Jeg er et helt andet menneske nu. Somme tider kommer en eller anden hen til mig og siger: “Åh, jeg elsker Point Blank.” Og jeg har lyst til at sige: “Den film blev lavet af en anden person, som bærer mit navn, men er helt forskellig fra mig.” Jeg lavede de tidlige film i en blanding af frygt og dumdristighed. Når først man når det punkt, hvor man forstår processen, kan man aldrig arbejde i den uskyldige tilstand igen«.*

   Boorman har lavet 20 film på 50 år. Ti af dem er vigtige, og fem er næsten mesterværker: Point Blank og Deliverance, Zardoz og Excalibur, Hope and Glory. Boorman har naturligvis noget til overs for alle sine film, men ved eftertanke vælger han Deliverance som den mest fejlfri. Som Brooks refererer samtalen:

   »Hvis han skulle vælge én film over de andre, ville det nok blive Deliverance. 1972-klassikeren formår at være både muskuløs og mystisk, brutal og nuanceret, mens den sender fire midaldrende kanofarere (...) ned ad den skummende flod på vej mod deres eget Mørkets Hjerte. Instruktøren siger, at filmen er perfekt komponeret, ikke én ramme sidder forkert, selv om han stadig måber over de sundheds- og sikkerhedsregler, som han brød undervejs.«**

DET særlige er, at man kunne se det fra begyndelsen. Jeg var 17 år og gik i gymnasiet, da Deliverance fik dansk premiere. Vi lærte at spille »Duellin' Banjos«, vi tog virkelig filmen ind (som vi i samme periode tog A Clockwork Orange, O Lucky Man, Cabaret og Slaughterhouse-Five ind). Jeg stod i kø til Zardoz ved Atlantic Bio på Christianshavns Torv, fordi John Boorman havde lavet den film.

   Udflugt med døden så vi i Kastrup Bio. Vi vidste ikke noget om dét med James Dickey. Vi kendte Burt Reynolds fra tv-serierne Hawk og Dan August. Vi havde set Jon Voight i John Schlesingers Midnight Cowboy. Filmen kaster lange skygger. Fra Southern Comfort til Stand by Me og Jindabyne. Selv i Klovn – The Movie er der et subversivt ekko, da Casper og Frank tager på kanotur på Gudenåen, og Casper får smag for at blive misbrugt.

   Deliverance er en jagthistorie, en The River Wild-historie, en løgnehistorie, som siger sandheden. Den er altid værd at gense – og uomgængelig, hvis man netop starter ud.

*) »I’m a completely different person now. Occasionally somebody will come up and say: "Oh, I love Point Blank." And I want to say: "It was made by somebody with my name but quite different from me." I made those early films out of fear and daring. Once you get to the point where you understand the process, you can never work in that state of innocence again.« Xan Brooks: »John Boorman: 'Deliverance would be impossible to make today', The Guardian, Thursday June 4, 2015.

**) »If he had to pick one film above the rest, he supposes he would opt for Deliverance. This 1972 classic manages to be both muscular and mysterious, brutal and nuanced, as it dispatches four middle-class canoeists (Jon Voight, Burt Reynolds, Ned Beatty, Ronny Cox) down the rushing river towards their own heart of darkness. The director says the film is perfectly composed, not a frame out of place, although he marvels at the health-and-safety standards that he breached on the way.« Ibid.

Flere fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022).

Deliverance (Udflugt med døden). Instr.: John Boorman. Manus: James Dickey. Foto: Vilmos Zsigmond. 109 min. USA 1972. Dansk premiere: 30.10.1972

James Dickey: Forløsning. Oversat af Knud Søgaard. 262 s. Gyldendal, 1971.

James Dickey: Deliverance. 240 s. Houghton Mifflin, 1970. First Dell Printing, 1971.

John Boorman: Adventures of a Suburban Boy. 314 s. Faber & Faber, 2003.

John Boorman: Conclusions. 238 s. Faber & Faber, 2020.

Fotos: Warner Bros./ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/  The Guardian/ The Irish Times/ The James Dickey Page

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. [40th Anniversary Edition] 26.06.2012

Første del af teksten er en dvd-anmeldelse fra filmsitet Scope, januar 2000 – resten skrevet til i juli 2021.