Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006)

EN DEL AF VERDENS HJERTE

Den politiske filmskabers første Palme d'Or

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2006: KEN Loach fik forleden et nyt lykketal. Tretten gange er den stilfærdige englænder rejst til Cannes med en film i bagagen. Otte gange har han deltaget i hovedkonkurrencen, og det er også blevet til adskillige mindre priser, men aldrig den symbolske Guldpalme. Nu er Loach en sky og seriøs filmskaber, som ikke dyrker falske guder og sjældent lader sig rive med. Der er dog næppe tvivl om, at en drøm gik i opfyldelse, da han søndag aften modtog årets Palme d’Or.*

   Helt kogt ned er Loachs film, The Wind that Shakes the Barley, en historisk lektion i tre akter. Efter Påskeopstanden i 1916 kontrolleres Irland af britiske lejesoldater, de berygtede »Black and Tans«, som hærger i flæng, mens irernes modstand organiseres i Irish Republican Brotherhood, som siden bliver til undergrundshæren IRA. Teddy (Pádraic Delaney) er leder af den lokale IRB-celle. Hans lillebror Damien (Cillian Murphy) vil hellere holde sig fri af konflikten og læse til læge i London.

LOACH og hans faste manuskriptforfatter Paul Laverty vælger side fra begyndelsen. De demonstrerer straks, hvor håbløs den irske situation er og hvor brutalt de engelske lejesvende opererer. Her er et misbrug, som skriger til himlen, men Damien holder på sit og er lige ved at slippe af sted, da han på jernbanestationen står ved vejen til Damaskus og i 11. time vælger at blive, fordi imperiets soldater går for langt over stregen.

   Der kommer en tid, hvor man må se stort på personlige hensyn og engagere sig i det fælles. Det er budskabet, som bliver bøjet i neon, og det kommer fra bunden af hjertet, der banker for sagen. Som sådan er Loachs film både politisk og romantisk. Man kan næsten tro sig hjemme i 1970erne igen.

DAMIEN bliver i Irland og engagerer sig aktivt i modstandsbevægelsen. Året er 1920, og mens parterne strides, skriver Michael Collins og andre irske forhandlere i London under på traktaten om et hjemmestyre, The Irish Free State, som vil regere under streng selvjustits. Irland deles i nord. Teddy bliver officer i den irske milits, der snart fører kampen lige så hårdt som de britiske styrker. »Green and Tans« bliver derfor deres dæknavn.

   Loach og Laverty skildrer irernes forsøg på at administere et nyt retssystem. Et tørt kvarter går med at diskutere konsekvenserne af accept eller modstand. Her er filmen tæt på at knække, ganske som Land and Freedom, en skildring af den spanske borgerkrig, i 1995 gik i stå, fordi Loach insisterede på at dramatisere en diskussion af de socialistiske jordreformer.

   The Wind that Shakes the Barley tager sin titel, ikke fra en anonym folkevise, men fra en litterær ballade af digteren Robert Dwyer Joyce (1836-1883), som var professor i litteratur. Han skrev den om en ung mand, der forlader sin kæreste for at kæmpe i oprøret mod englænderne i 1798. Sangen har genrens romantiske islæt og forklarer samtidig konflikten. På samme måde har filmen et kurateret præg. Den er meget sikkert og svalt skåret til. Man kan næsten savne nogle af de store virkemidler fra Land and Freedom, som var håndlavet på en helt anden måde. 

FILMEN rejser sig i slutningen, da det kommer til et brud mellem brødrene og en borgerkrig mellem systemets mænd og de militante partisaner, som ikke vil ratificere traktaten. Teddys mænd tager Damien til fange. Dét er kernen i lektionen: at blod ikke altid er tykkere end vand. I den grænseoverskridende slutning beordrer den ene bror den andens henrettelse. To mænd ser døden i øjnene, og begge ved, hvad det gælder.

   Om sin film siger Loach, at den repræsenterer »et lille skridt på vejen til en britisk erkendelse af sin imperialistiske fortid. Og hvis vi taler ærligt om fortiden, kan vi måske sige sandheden om nutiden.«

*) Ved vejs ende komplimenterede Loach festivalens kunstneriske leder, Thierry Frémaux, for årets konkurrencefilm. Nogen spurgte, om han havde en kommentar til de mange åbenlyst politiske film i hovedserien. Den blufærdige englænder sagde da noget vigtigt: »Det er sandt, at der er flere politiske film, også i underholdningsgenren, end for 7-8 år siden. Det skyldes, at vi alle er blevet mere politiske, end vi var for 7-8 år siden. Det har vi været nødt til at blive, fordi verden ser ud som den gør. At filmen kan være en del af denne bevidstgørelse, at den kan være med til at løfte virkeligheden på plads, i stedet for at levere mere popcorn og baggrundsstøj, gør mig optimistisk på kunstartens vegne. Filmen er atter blevet del af verdens hjerte. Det kan jeg kun være stolt af og glad for.«

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

The Wind that Shakes the Barley (Vinden som ryster kornet). Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 127 min. UK-Irland-Tyskland-Italien-Spanien-Frankrig-Belgien-Schweiz 2006. Dansk premiere: 03.02.2007.

Fotos: Sixteen Films/ Diaphana Films/ Matador Pictures/ Regent Dapital/ UK Film Council/ Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Element Films/ BIM Distribuzione/ Tornasol Films/ Pathé Distribution/ Cinéart/ TV3 Ireland/ Filmcoopi Zürich/ Festival de Cannes

Filmen streames ikke i Skandinavien (i UK og EU på iTunes og Amazon Instant) – findes i talrige dvd-udgaver, men er (endnu) ikke udgivet på blu-ray

Teksten er et udtag af en festivalreportage (»Fire appelsiner«) i Weekendavisen Kultur 02.06.2006.

Ken Loach: Jimmy's Hall (2014)

EN VARM UTOPI

Endnu et sent værk som fejrer det fælles

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach var 77 år i maj 2014, da Jimmy’s Hall fik premiere på Cannes Festivalen. Han erklærede allerede dengang, at den stille, men relativt store produktion ville blive hans sidste arbejde.

   Han sagde dog det samme i 2013, da dokumentaren The Spirit of '45 blev vist på Berlinalen. Her undersøgte Loach, hvad der blev af drømmen om et solidarisk samfund, som krigsgenerationen vendte hjem med i 1945.

   Jimmy’s Hall udspiller sig i 1932, dvs. ti år efter den irske borgerkrig, som delte både nationen og partiet Sinn Fein. Kommunisten Jimmy Gralton (Barry Ward) vender hjem til County Leitrim for at overtage familiegården og genåbne kulturhuset, der har stået tomt, siden han rejste til USA ti år før.

PROJEKTET er en stilfærdig succes. Egnens ungdom kommer for at danse til de sanselige jazzplader, som Jimmy har med hjem, og den ældre generation tager huset til sig som et sted, hvor man diskuterer, hører foredrag og holder politiske møder.

   Jimmy forsøger at bremse bølgen af tvangsudsættelser, som finder sted. Han formår på kort tid at lægge sig ud med både kirken og de politiske kræfter. Julenat bliver dansehallen brændt ned. Kort efter bliver han deporteret.

DER er flere måder at se filmen på. Den er gennemført varm i sin skildring af fællesskabet, som Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty har fejret i alle deres film. De store dansescener er noget af det smukkeste, som Loach har instrueret, og som altid hos Loach og Laverty er der en lang scene, hvor man diskuterer realpolitik.

   Endvidere er Jimmy’s Hall en tematisk tvilling til The Wind that Shakes the Barley (da. Vinden der ryster kornet), guldpalmevinderen fra 2006. Her skildrede Loach, hvordan den irske borgerkrig fik brødre til at dræbe hinanden, mens britiske black and tans rykkede ind. Den nye nation var i sandhed en forfærdende skønhed, som kom til verden.

   Det er forstemmende svanesange. I The Spirit of ’45 bliver drømmen knust af kollektive kræfter. I Jimmy’s Hall er der personlige interesser på spil. Dokumentaren bygger på vrede og afmagt. Spillefilmen har en stoisk grundtone. Man vil altid tabe til mørkets kræfter, synes Loach at sige. Men man må alligevel tage kampen op.

DET hører med til historien, at Loach i 2013 var medstifter af partiet Left Unity, en britisk udgave af Enhedslisten. Han har talt politik med klar stemme, siden han instruerede Poor Cow i 1967. Han har sagt nej til at blive dekoreret og kritiseret de kolleger, som tog imod en orden og knælede for »that woman«. I 2013 foreslog Loach, at Margaret Thatchers begravelse blev udliciteret i privatiseringens ånd.

   Der er, skulle man mene, en prisværdig konsekvens ved omsider at gå aktivt ind i politik. I Jimmy’s Hall er der en scene, hvor Jimmy og Fader Sheridan (Jim Norton) diskuterer Stalins politik i Sovjetunionen. Jimmy spørger, om de ikke kan vente med at skændes og fokusere på arbejdet med at renovere dansehallen.

POLITISOLDATERNE fra Gardai slår hårdt ned på Jimmys aktiviteter. Det er dog Dennis O’Keefe (Brian O’Byrne) fra IRA, som effektuerer hans udvisning. Hund æder hund i det nye Irland, som kun angiveligt er etableret i ånden fra Påskeopstanden i 1916.

   Mens Left Unity er blevet anerkendt i den politiske mainstream, har venstrefløjen været fordømmende i sin kritik. Loach foreslår, ligesom Jimmy i filmen, at man glemmer interne konflikter. Det vil den gamle garde ikke høre tale om. Derfor kan man læse en sønderlemmende kritik af den nye film (og Loachs hele livsværk) på World Socialist Web Site, som altid er et godt sted at få en frisk vinkel på tingene.

DEN historiske Jimmy Gralton (1886-1945) emigrerede i 1909. Han var aktiv i det amerikanske kommunistparti og kom i 1921 hjem for at optræne IRA-medlemmer. Ved samme lejlighed iværksatte han opførelsen af Pearse-Connolly Hall.

   Efter borgerkrigen tog Gralton tilbage til USA. Han kom hjem som leder af Revolutionary Workers’ Groups, der var forløberen for det irske kommunistparti. I 1933 blev han deporteret, officielt fordi han havde amerikansk pas, men faktisk fordi han og RWG ikke passede ind i den katolske politistat, som Eamonn de Valeras regering etablerede efter valget i 1932. Kulturhuset brændte også i virkeligheden.

GRALTON bliver i Loachs film en fortaler for fornuft og pragmatisme. Filmen følger ham i en kort periode, hvor den realiserede utopi synes inden for rækkevidde. Han taler for social retfærdighed og politisk tolerance. Ergo er han på alle måder uønsket i det nye Irland – ganske som Left Unity er på den gamle venstrefløj.

   Ken Loach har instrueret 30 spillefilm og 30 tv-arbejder. Heriblandt er hovedværker som Kes, Family Life, Riff-Raff, Ladybird, Ladybird, Land and Freedom, My Name is Joe, Sweet Sixteen og It's a Free World. Loachs film har gjort og gør en forskel. Det er ærligt talt ikke retfærdigt at mistænkeliggøre hans engagement.

   Jimmy’s Hall er fuld af vemod og varme farver. Filmen vælter ikke verden, men den opsummerer et livsværk. Det er en smuk, renfærdig afsked, som trods fatalismen belyser en ufortrøden tematik. Filmen er også stilfærdigt romantisk. Dét har af og til knebet for Loach.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Jimmy’s Hall. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 109 min. UK-Irland-Frankrig-Belgien-Japan 2014. Dansk premiere: 14.05.2015.

Fotos: Sixteen Pictures/ Element Pictures/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ Film4/ Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ Screen Ireland/ Canal+/ Ciné/ France Télévisions/ Le Pacte/ Les Films du Fleuve/ Longride/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.05.2015

Neil Jordan: Greta/Stalker (2018)

HYSTERISKE DRØMME

Den irske fornyer vil genfinde gløden 

Af BO GREEN JENSEN

NEIL Jordan (f. 1950) kom som et frisk pust fra Irland med Angel i 1982. Han filmatiserede Angela Carter (i The Company of Wolves, 1984) og fornyede den britiske gangstergenre med Mona Lisa (1986), som George Harrisons HandMade Films satsede på. Senere måtte man intet røbe om The Crying Game (1992), hvor en soldat forelsker i sig i en transkønnet mand. Også Breakfast on Pluto (2005) var tidligt ude med LGBTQ+-tema.

   Jordan trivedes i USA. Efter filmudgaven af Anne Rices Interview with the Vampire (1994, da. En vampyrs bekendelser) var genren atter stor i ti år. The End of the Affair (1999, da. Enden på legen) var en smagfuld film efter Graham Greenes katolske utroskabsroman, og helteportrættet af Michael Collins (1996) var den definitive irske gestus. Jordans allerbedste film, The Butcher Boy (1997), fik aldrig dansk premiere.

DISSE ting ligger årtier tilbage. Nu er Jordan fyldt 70 og holder lange kunstpauser. The Brave One (2007) var en mådelig selvtægtshistorie med Jodie Foster som offeret, der går til modangreb og bliver afhængig af tage hævn. Ondine (2009) var en moderne version af myten om Undine, her med en gælisk sælkvinde (selkie) i fokus. Byzantium fra 2017 var en hysterisk, men visuelt interessant vampyrfortælling med Gemma Arterton og Saoirse Ronan som mor og datter.

   Det er længe siden, at Jordan har været interesseret i mænd. Kun Stephen Rea (fra debutfilmen) medvirker altid i en marginal rolle. Det gælder også i Greta, hvor Rea er på lærredet i fem minutter. Han spiller en privatdetektiv, som prompte bliver skaffet af vejen. Alle Jordans film har noget for sig. Undtagelsen er den bogstaveligt rædselsfulde In Dreams (1994). En grim, grotesk fortælling, som var uhyggelig på de forkerte måder.

   Desværre har Greta, som på dansk hedder Stalker, en bred rem af huden. Den går uafbrudt efter effekter og dyrker en karikeret høj stil, men fordi overspillerne er Isabelle Huppert og Chloë Grace Moretz, bliver det ikke helt ubærligt.

FRANCES (Moretz), som har mistet sin mor, knytter sig til enken Greta (Huppert), skønt veninden Erica (Maika Monroe) advarer hende. Men Greta er ensom og savner sin datter. Frances finder håndtasken, som Greta har »glemt«. Først da Frances ser alle de andre ens tasker i Gretas skab, forstår hun, at Erica havde ret.

   Der følger en hårrejsende stalker-historie. Huppert sætter sig ved klaveret og spiller »Liebestraum« for at overdøve skrig og banken. Hun bliver da en ufrivillig karikatur af sin rolle i Michael Hanekes La pianiste (2001, da. Pianistinden). Jordan jonglerer behændigt med drømme. Det er distraherende, at filmen på dansk deler titel med et hovedværk af Andrej Tarkovskij.

MEN fred være med det. Flere isnende sætstykker lykkes, og der er et godt twist i den grufulde slutning. Det er dog effekter for effektens skyld – og derfor en film, som primært vil friste fans af Huppert, Moretz, Rea, Monroe og instruktøren. Dem er der naturligvis også en del af.

Se også To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen].

*) Det er til dels et synsbedrag, at der intet nyt kom fra Jordan mellem Byzantium og Greta. Han skrev og instruerede de tre sæsoner af tv-serien The Borgias, som blev produceret 2011-2013. The Borgias gik til historien i samme lurvede ånd som Michael Hirsts serie om The Tudors (2007-2010), hvor Jonathan Rhys Meyers spillede Henrik VIII. Jordan fulgte op med tre sæsoner af Riviera (2017-2020), en tacky og populær serie med Julia Stiles, Anthony LaPaglia og Lena Olin, som han var showrunner på. Begge projekter er meget kulørte.  

   Som forfatter har Jordan med mere held holdt fast i sig selv hele vejen. The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994) var store irske titler. Efter ti års pause kom der atter gang i udgivelserne. Jordan skriver enten skært realistisk eller magisk fabulerende. Romanerne Shade (2004), Mistaken (2011) og især den vidtfavnende Carnivalesque (2017) er bøger, som kunne og burde blive til film. 

   Der er grund til at glæde sig til Marlowe, som p.t. er i post-produktion. Her er Liam Neeson castet som Raymond Chandlers ikoniske privatopdager. Det bliver interessant at se, om Jordan moderniserer – som Robert Altman gjorde i The Long Goodbye (1973) med Elliott Gould – eller betoner nostalgien, som Dick Richards og Michael Winner gjorde i Farewell, My Lovely (1973) og The Big Sleep (1978), de britiske Marlowe-film med Robert Mitchum.

   Forlægget er den stilrene Chandler-pastiche i romanen The Black-Eyed Blonde (2014). Det er en kendt sag, at forfatternavnet Benjamin Black er et pseudonym for skønlitteraten John Banville, der har skrevet en lang række krimier under dette alias. Det er første gang i 40 år, at Philip Marlowe kommer op på stort lærred. Både Diane Kruger og Jessica Lange medvirker. Det kan blive godt for alle parter – inklusive publikum. Marlowe har premiere i 2023.

Greta (Stalker). Instr.: Neil Jordan. Manus: Ray Wright, Neil Jordan. Foto: Seamus McGarvey. 98 min. Irland-USA 2018. Dansk premiere: 02.05.2018.

Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Lawrence Bender Productions/ Little Wave Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ Demarest Films/ Number 9 Films/ IMDB/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainments

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2018.

To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]

DEN SKINSYGE GUD

Graham Greenes katolske utroskabshistorie

Af BO GREEN JENSEN

DEN irske filmskaber Neil Jordan (f. 1950) deler sit virke mellem trivielle amerikanske bestillingsopgaver (High Spirits, We’re No Angels, In Dreams) og europæiske produktioner, som han brænder for og vil noget med. Fordi danske distributører sjældent tager chancer, er det ved at være længe siden, vi har set en af Jordans rigtige film. Det skete for eksempel, da man ikke kunne ignorere den Guldløve, som Michael Collins (1996) vandt i Venedig.

   Hovedværket The Butcher Boy (1997) fik vi derimod aldrig at se. For de fleste danske biografgængere er Jordan derfor bedst kendt som manden bag Mona Lisa (1986), The Crying Game (1992) og Interview with the Vampire (1994).

   Jordan er endvidere forfatter til bøgerne Night in Tunisia (1976), The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994). At han skriver selv, kan ikke mindst mærkes på de manuskripter, han baserer på andres romaner. Ikke altid for det gode. Jordan nøjes ikke med beskære og bearbejde. Han skriver også videre på de udvalgte værker. Det fungerede i forbindelse med Patrick McGabes knudrede roman om Slagterdrengen, som Jordan fik en helstøbt, men fortsat voldsom og visionær fabel ud af. Hjemlandets kritikere har kåret The Butcher Boy som den bedste irske film nogen sinde.

   Mere betænkeligt er det, når Jordan begynder at skrive videre på Graham Greenes romaner. I sin filmatisering af The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) holder han længe tungen lige i munden og gør alt for at formidle de komplekse understrømme i den handlingsmæssigt ret enkle historie. Til slut kan han dog ikke dy sig for at pynte på romanen og lade den ende, som han finder det rimeligst. Hvilket vel er grunden til, at han gav sig i kast sig med filmatiseringen.

VI skriver 1946, og Blitzen over London er ophørt for længst, da forfatteren Maurice Bendrix (Ralph Fiennes) drives ud i regnen og mørket på Greenham Common af den rastløshed og tomhedsfølelse, som ikke vil forlade ham.

   To år tidligere mistede han næsten livet under Blitzen, og da han vågnede, var han alene. Sarah Miles (Julianne Moore), kvinden som han havde elsket og haft en langstrakt affære med, siden de i 1939 mødtes til et selskab hos hende og ægtemanden Henry, ville ikke længere have noget med ham at gøre. Siden har Bendrix bearbejdet sin bitterhed og levet alene med sine bøger.

   I regnen møder han nu Henry Miles (Stephen Rea). Den sløve embedsmand er omsider begyndt at føle jalousi og mistænker Sarah for at have et forhold til en anden mand. På Henrys vegne, men afgjort for sin egen skyld, kontakter Bendrix et detektivbureau, som sætter den klodsede opdager Parkis (Ian Hart) på sagen.

   Imens begynder Bendrix at huske, og vi ser hvor glade de elskende var for hinanden. Så faldt V-1 raketten, og sjælen fløj ud af Bendrix for at vende. Da han atter kunne sanse, gik Sarah sin vej. Hvorfor bliver forklaret, men vil man engagere sig i mysteriet, bør man ikke vide for meget på forhånd. De skal derfor kun læse videre, hvis De kender romanen i forvejen.

GREENE skrev The End of the Affair i 1951 og dedikerede den til »C.«. Bag dette forbogstav skjulte sig Catherine Walston, som Greene havde et forhold til fra slutningen af 40erne til begyndelsen af 60erne. De var begge gift med andre partnere, men ellers er romanen på sin måde tro mod virkeligheden.

   De havde begge religion på hjernen, ikke mindst Greene som var konverteret til katolicismen i 1926, og de havde deres personlige tolkning af diverse dogmer om hor og fortabelse. Greene kaldte Enden på legen for sin »Great Sex Novel« og talte den ikke blandt sine entertainments. Egentlig er romanen jo den »hadets dagbog«, som Bendrix begynder at skrive i filmens allerførste scene.

   

THE End of the Affair blev filmatiseret allerede i 1955. Amerikaneren Edward Dmytryk instruerede; Van Johnson og Deborah Kerr spillede Bendrix og Sara. Ligesom Jordan fulgte Dmytryk i første omgang Greenes komplekse lag-på-lag struktur, men det amerikanske studie ville ikke forvirre sit publikum, og Dmytryk blev pålagt at klippe filmen om, så den fik lineær kronologi. Der blev selvsagt heller ikke vist grafisk sex i den første filmatisering. Det gør der på smagfuld vis hos Neil Jordan, mens Michael Nymans musik tonser ned over de elskende, og den skinsyge Gud ser til fra sin himmel.

FORDI Jordans version generelt er så trofast, undrer man sig eftertrykkeligt, da han i ellevte time alligevel ændrer handlingsgangen og efterjusterer Greenes egen slutning. Det sker ikke for at nedtone bogens religiøse tema. Jordan gengiver stort set alle de tirader af tvivl og forklarelse, som Bendrix og Sarah på skift skriver ned i deres respektive optegnelser. Den katolske faktor er og må også være en hovedsag. End ikke Dmytryks pædagogiske filmatisering forsøgte at pille ved dén.

   Snarere er Greenes forkomne elskende ikke romantiske nok for den irske billedskaber. For i bogen er der ingen sidste udflugt til Brighton, ingen grådkvalt Liebestod og slet ikke noget moderne menage à trois som det, der i filmen kommer i stand på Henrys foranledning.

   Også i romanen flytter Bendrix ind hos Henry, men det sker først efter Sarahs død. Denne opleves i filmen som en direkte konsekvens af loven om årsag og virkning. Sarah bryder sit løfte til Gud, da hun genoptager forbindelsen med Bendrix, og her er der udbetaling ved kasse ét. Sarah dør af kærlighed, vel vidende hvad hun har gjort.

MEST problematisk er modermærket, den symbolske stigmatisering, som Sarah muligvis helbreder med styrken i sin nyfundne tro. Hos Greene sidder den hæslige røde kind på Richard Smythe, en slags troende skeptiker, som angriber evangelierne fra en talerstol på Greenham Common. Han er en større hjælp for Sarah end den vage Fader Crompton, der repræsenterer den autoriserede version og kun har floskler at tilbyde.

   Jordan skriver disse skikkelser sammen til én karakter og lader modermærket sidde på kinden af drengen Lancelot, som er søn af Parkis, den kiksede privatdetektiv, der trawler rundt i de elskendes fodspor. Før sin død stryger Sarah mærket væk med et kærtegn. Det forsvinder gradvis og efter nogen tid, men alligevel fremstår forandringen som healing, hun foretager med en grad af bevidsthed.

   Også Bendrix’ genopstandelse, selve forudsætningen for Sarahs pagt med Gud, bliver hos Jordan et ægte mirakel. Greene er langt mere tvetydig. Der er Bendrix’ version og Sarahs version. Måske findes sandheden et sted mellem de to muligheder. Måske – og vel mere sandsynligt – er der slet ingen entydig sandhed, for Gud bor i detaljerne, og troens billedvindue tager sig anderledes ud for den, som står inde i kirken og ser op på glasset.

LIGESOM Greene holder Jordan fast i Blitzen over London som fortællingens ramme og den nervøse kraft, som styrer de elskendes forhold. Ligesom Greene klipper han frem og tilbage i tiden, fra og til situationer som ligger før, under og efter bombardementerne.

   Alligevel udspiller filmen sig ikke i en trøstesløs, nedslidt by. Hos Jordan mødes de elskende i en kirke, som er fuld af fred og mættede farver. Hos Greene er lyset koldt og udeltagende. Glasskår knaser under de elskendes fødder.

   På samme måde kan Jordan generelt ikke dy sig for intensivere lidenskaben. Han føjer en faktor af Brief Encounter til paletten, og eftersom Michael Nymans score er romantisk ud over alle grænser, bliver det pludselig svært at genkende Blitzens London som en egn i det udvaskede Greeneland, hvor romanen har sin forankring.

   Ret skal dog være ret. Man engagerer og identificerer sig med de nødstedte elskende. Man tror på deres kærlighed, fordi Jordan visualiserer den med billeder, hvis skønhed modsvarer den retoriske styrke hos Greene. Selv hanrejen Henry tilkendes en smule værdighed.

VIGTIGST af alt lykkes det Jordan at gøre trekanten til en firkant og inddrage Gud som blind makker. Dybest set er den skinsyge elsker jo hverken Bendrix eller Henry. Det er den nøjeregnende Gud, som ikke vil høre tale om at lade nåde gå for ret, når et løfte nu engang er et løfte. Enden på legen kunne lige så godt hedde Bordet fanger, men i sidste ende er det netop manglen på tilgivelse, som tvinger Bendrix til at erkende, at der – i hvert fald i Greeneland – findes en Gud.

Se også Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen].

The End of the Affair (Enden på legen). Instr. & manus: Neil Jordan. Foto: Roger Pratt. 102 min. UK-USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000.

The End of the Affair (Enden på legen). Instr.: Edward Dmytryk. Manus: Lenore J. Coffee. Foto: Wilkie Cooper. 105 min. UK-USA 1955. Dansk premiere: 23.03.1955.

Enden på legen. Oversat efter The End of the Affair (1951) af Bendix Bech-Thostrup & Henning Pade; gennemset og revideret af Allan Hilton Andersen. 188 s. Graham Greene Biblioteket/ Forlaget Klim, 2000.

Fotos: Coronado Productions/ Columbia Pictures/ Columbia TriStar Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ National Portrait Gallery/ Forlaget Klim

The End of the Affair (1999) streames på Apple TV, YouTube Film

The End of the Affair (1955) er udkommet på dvd og Blu-ray

Anmeldelsen stod (i en lidt længere udgave) i Weekendavisen Kultur 17.03.2000. 

Kønnets undren: Albert Nobbs (2011) [World Pride 2021]

DET STILLE VAND
Det camouflerede køn i historien

Af BO GREEN JENSEN

FÅ film kan måle sig med Albert Nobbs, hvad angår den litterære stamtavle. Instruktøren er søn af Gabriel Garcia Márquez, og irske John Banville har hjulpet Glenn Close med at bearbejde en fortælling af landsmanden George Moore (1852-1933).

   Grundarbejdet blev dog gjort af den ungarske filmskaber István Szabo, som skulle instruere Albert Nobbs, da han og Close var færdige med at optage Meeting Venus (1991). Den amerikanske skuespillerinde har båret rundt på rollen og ideen, siden hun medvirkede i en sceneversion af historien i 1982.

   Det har med andre ord taget Close 30 år at realisere projektet, som hun også selv har produceret, når nu ingen andre ville sætte penge i filmen. Close spiller tjeneren Albert, en kvinde der har levet som mand, siden hun fyldte 14 år. I 1900ernes Dublin er hun ansat på et hotel, som drives af enken Mrs. Baker (Pauline Collins). Albert har forklædt sig så længe, at hun ikke husker sit rigtige navn. Det øvrige personale har vænnet sig til den evige butler, som virker androgyn, snarere end maskulin.

ALBERTS verden rystes ved mødet med Hubert (Janet McTeer), en maler som sætter hotellet i stand. Han opdager Alberts hemmelighed, og tjeneren er rædselsslagen, indtil Hubert viser ham sine bryster. Også han var en kvinde først i sit liv.

   Hvor Albert er undselig til det usynlige, dyrker Hubert en karikeret maskulinitet. Albert Nobbs er dog ikke en traditionel gender bender-historie. Der er ingen seksuelle motiver i Alberts transkønnethed, og skønt Hubert er lykkelig i sit ægteskab med syersken Cathleen (Bronagh Gallagher), er det ikke hér, at filmen har sin interesse. Det er i den nøjsomme livsdrøm, som driver Alberts stille eksistens.

   I årtier har Albert sparet hver shilling. Efterhånden ligger der 600 pund – en formue i datidens penge – på et hemmeligt sted under gulvbrædderne. Albert ser i gyldne indklip en lille butik, som sælger tobak og har et værelse med en sød hustru, som venter ved kaminen. »A. Nobbs – Tobacconist«, står der med sindrig kalligrafi på den matterede glasdør. Drømmen har båret Albert gennem et liv af selvfornægtelse. Da han ser, at Hubert lever drømmen, bliver han atter interesseret.

SOM tilskuer færdes man hjemmevant på hotellet, både blandt herskab og tjenestefolk. Miljøet er skildret i tv-serier fra Upstairs, Downstairs til Downton Abbey og film som Robert Altmans Gosford Park (2001).

   Her forrykkes balancen i huset af forholdet mellem stuepigen Helen (Mia Wasikowska) og altmuligmanden Joe (Aaron Johnson). De drømmer om at rejse til Amerika sammen. Han gør modstand, da hun bliver gravid. Joe er bange for at blive som sin egen far, der drak og slog. For Albert er det en oplagt chance. Han vil gerne tage sig af Helen og barnet.

   De sociale lag over køkkenet er skildret i middagsselskaber, som Viscount Yarrell (Jonathan Rhys Meyers) holder for sin aristokratiske kreds. Der er hustruer med, men Yarrell sørger især for sine mandlige venner. Hotellet frekventeres også af forfattere som Sean O’Casey og George Moore. Michael McElhatton ligner Moore på fotos fra tiden, hvor han skrev om »The Singular Life of Albert Nobbs«, først i Celibates (1895), siden i A Story-Teller’s Holiday (1918), endelig i samlingen Celibate Lives (1927).

MIDT i dette er Albert fuldkommen uskyldig. Han forelsker sig ærbart i Helen, fordi hun passer i hans forestilling om stuen over den lille butik. Hun er venligt afvisende, da han spørger, om de skal spadsere sammen. Joe opfordrer hende til at sige ja, da han fornemmer, at den vindtørre butler har penge.

   Undervejs rammes Dublin af en tyfusepidemi. Albert og Hubert fortæller hinanden deres historier og taler om problemet i at konstruere en identitet. Den ene tackler det ved at forsvinde, den anden viser alting frem. I en hjerteskærende scene – den eneste, hvor solen skinner – har Albert lejlighed til at bære kjole og løbe på stranden med vind i sit ansigt. Det er det eneste sted, hvor hun smiler.

OVER alle vande svæver den pragmatisk indstillede dr. Holloran (Brendan Gleeson), der er stamgæst på hotellet. Da han rejser, er det, fordi han er træt af selvbedrag og hemmeligheder. For Moore var det vigtigt at kritisere den sociale fortrængning og dobbeltmoral. Forfatteren kendte alle fra Oscar Wilde til Édouard Manet i sin samtid og var et forbillede for den unge James Joyce. Han ville skrive som en irsk Zola. Confessions of a Young Man (1888) og romanen Esther Waters (1904) er værkerne, som stadig væk læses.*

   Janet McTeer og Glenn Close spiller begge deres karakterer helt op. Det er ikke svært at se, hvorfor Close har kastet sin kærlighed på historien. Her kan hun kompensere for tarvelige roller, f.eks. dén som Patty Hewes i tv-serien Damages. Det gør ikke noget, at Close er blevet lidt gammel til rollen. Det giver dybde til scenerne mellem Albert og Helen, der i Mia Wasikowskas fremstilling bliver filmens tredje anstændige menneske.

FOR god ordens skyld har Close også skrevet teksten til Brian Byrnes temasang, »Lay Your Head Down«, der synges af Sinead O’Connor. Det er i høj grad en irsk amerikaners projekt, en slags generobring af en forestillet hjemstavn. Flere ting i filmen, f.eks. sneen der falder i scenen, hvor Helen viser Albert, hvordan mænd og kvinder virkelig kysser, fører tanken hen på John Hustons The Dead (1987), en mesterlig fortolkning af den sidste novelle i Dublinfolk.

DET stille vand har den dybeste grund, men man savner en erotisk faktor i iscenesættelsen af kønnet. Der er et vist præg af nipsgenstand over filmen. Man fornemmer hver preciøs detalje, som der er blevet puslet med, men Rodrigo Garcia tegner kvinderne med den samme omhu, som han investerede i Things You Can Tell Just by Looking at Her (1999), Nine Lives (2005) og Mother and Child (2009). Albert Nobbs er fornem filmkunst. Der er meget at gå hjem med for den litterære liebhaver.

*) Impressionisten Édouard Manet (1832-1883) portrætterede den unge George Moore ved tre lejligheder. Skitsen i olie af »George Moore dans le jardin de l'artiste« hænger på National Gallery of Art i Washington D.C.; tegningen af Moore på café, som er reproduceret ovenfor, findes i samlingen på Metropolitan Museum of Art i New York. Begge er fra perioden 1878-79, da kunstnerne havde kontakt. Moore selv ville både male og skrive. Fra 1873 til 1880 boede han i Paris, gik på kunstakademiet, debuterede både som prosaist og lyriker og tog ivrigt del i cafélivet. I 1880 måtte han rejse hjem til familiens herregård i County Mayo og forholde sig til den økonomiske krise. Moore besluttede at satse på litteraturen og skrev henved 50 bøger og skuespil. Han blev også en toneangivende kunstkritiker, der promoverede impressionismen i Irland. Moore brugte portrættet fra 1880 som titelblad i sin bog om Modern Painting fra 1893.  

Albert Nobbs. Instr.: Rodrigo Garcia. Manus: Glenn Close, John Banville, Gabriela Prekop. Foto: Michael McDonough. 114 min. UK-Irland 2011. Dansk premiere: 09.08.2012.

Fotos: Mockingbird Pictures/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (George Moore portraits by Edouard Manet)

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen bragt i Weekendavisen Kultur 10.08.2012