Ken Loach: Jimmy's Hall (2014)

EN VARM UTOPI

Endnu et sent værk som fejrer det fælles

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach var 77 år i maj 2014, da Jimmy’s Hall fik premiere på Cannes Festivalen. Han erklærede allerede dengang, at den stille, men relativt store produktion ville blive hans sidste arbejde.

   Han sagde dog det samme i 2013, da dokumentaren The Spirit of '45 blev vist på Berlinalen. Her undersøgte Loach, hvad der blev af drømmen om et solidarisk samfund, som krigsgenerationen vendte hjem med i 1945.

   Jimmy’s Hall udspiller sig i 1932, dvs. ti år efter den irske borgerkrig, som delte både nationen og partiet Sinn Fein. Kommunisten Jimmy Gralton (Barry Ward) vender hjem til County Leitrim for at overtage familiegården og genåbne kulturhuset, der har stået tomt, siden han rejste til USA ti år før.

PROJEKTET er en stilfærdig succes. Egnens ungdom kommer for at danse til de sanselige jazzplader, som Jimmy har med hjem, og den ældre generation tager huset til sig som et sted, hvor man diskuterer, hører foredrag og holder politiske møder.

   Jimmy forsøger at bremse bølgen af tvangsudsættelser, som finder sted. Han formår på kort tid at lægge sig ud med både kirken og de politiske kræfter. Julenat bliver dansehallen brændt ned. Kort efter bliver han deporteret.

DER er flere måder at se filmen på. Den er gennemført varm i sin skildring af fællesskabet, som Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty har fejret i alle deres film. De store dansescener er noget af det smukkeste, som Loach har instrueret, og som altid hos Loach og Laverty er der en lang scene, hvor man diskuterer realpolitik.

   Endvidere er Jimmy’s Hall en tematisk tvilling til The Wind that Shakes the Barley (da. Vinden der ryster kornet), guldpalmevinderen fra 2006. Her skildrede Loach, hvordan den irske borgerkrig fik brødre til at dræbe hinanden, mens britiske black and tans rykkede ind. Den nye nation var i sandhed en forfærdende skønhed, som kom til verden.

   Det er forstemmende svanesange. I The Spirit of ’45 bliver drømmen knust af kollektive kræfter. I Jimmy’s Hall er der personlige interesser på spil. Dokumentaren bygger på vrede og afmagt. Spillefilmen har en stoisk grundtone. Man vil altid tabe til mørkets kræfter, synes Loach at sige. Men man må alligevel tage kampen op.

DET hører med til historien, at Loach i 2013 var medstifter af partiet Left Unity, en britisk udgave af Enhedslisten. Han har talt politik med klar stemme, siden han instruerede Poor Cow i 1967. Han har sagt nej til at blive dekoreret og kritiseret de kolleger, som tog imod en orden og knælede for »that woman«. I 2013 foreslog Loach, at Margaret Thatchers begravelse blev udliciteret i privatiseringens ånd.

   Der er, skulle man mene, en prisværdig konsekvens ved omsider at gå aktivt ind i politik. I Jimmy’s Hall er der en scene, hvor Jimmy og Fader Sheridan (Jim Norton) diskuterer Stalins politik i Sovjetunionen. Jimmy spørger, om de ikke kan vente med at skændes og fokusere på arbejdet med at renovere dansehallen.

POLITISOLDATERNE fra Gardai slår hårdt ned på Jimmys aktiviteter. Det er dog Dennis O’Keefe (Brian O’Byrne) fra IRA, som effektuerer hans udvisning. Hund æder hund i det nye Irland, som kun angiveligt er etableret i ånden fra Påskeopstanden i 1916.

   Mens Left Unity er blevet anerkendt i den politiske mainstream, har venstrefløjen været fordømmende i sin kritik. Loach foreslår, ligesom Jimmy i filmen, at man glemmer interne konflikter. Det vil den gamle garde ikke høre tale om. Derfor kan man læse en sønderlemmende kritik af den nye film (og Loachs hele livsværk) på World Socialist Web Site, som altid er et godt sted at få en frisk vinkel på tingene.

DEN historiske Jimmy Gralton (1886-1945) emigrerede i 1909. Han var aktiv i det amerikanske kommunistparti og kom i 1921 hjem for at optræne IRA-medlemmer. Ved samme lejlighed iværksatte han opførelsen af Pearse-Connolly Hall.

   Efter borgerkrigen tog Gralton tilbage til USA. Han kom hjem som leder af Revolutionary Workers’ Groups, der var forløberen for det irske kommunistparti. I 1933 blev han deporteret, officielt fordi han havde amerikansk pas, men faktisk fordi han og RWG ikke passede ind i den katolske politistat, som Eamonn de Valeras regering etablerede efter valget i 1932. Kulturhuset brændte også i virkeligheden.

GRALTON bliver i Loachs film en fortaler for fornuft og pragmatisme. Filmen følger ham i en kort periode, hvor den realiserede utopi synes inden for rækkevidde. Han taler for social retfærdighed og politisk tolerance. Ergo er han på alle måder uønsket i det nye Irland – ganske som Left Unity er på den gamle venstrefløj.

   Ken Loach har instrueret 30 spillefilm og 30 tv-arbejder. Heriblandt er hovedværker som Kes, Family Life, Riff-Raff, Ladybird Ladybird, Land and Freedom, My Name is Joe, Sweet Sixteen og It’s a Free World. Loachs film har gjort og gør en forskel. Det er ærligt talt ikke retfærdigt at mistænkeliggøre hans engagement.

   Jimmy’s Hall er fuld af vemod og varme farver. Filmen vælter ikke verden, men den opsummerer et livsværk. Det er en smuk, renfærdig afsked, som trods fatalismen belyser en ufortrøden tematik. Filmen er også stilfærdigt romantisk. Dét har af og til knebet for Loach.

Se også Ken Loach: Sorry We Missed You (2019); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: Route Irish (2010).

Jimmy’s Hall. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 109 min. UK-Irland-Frankrig-Belgien-Japan 2014. Dansk premiere: 14.05.2015.

Fotos: Sixteen Pictures/ Element Pictures/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ Film4/ Bórd Scannán na hÉireann (Irish Film Board)/ Screen Ireland/ Canal+/ Ciné/ France Télévisions/ Le Pacte/ Les Films du Fleuve/ Longride/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.05.2015