Ken Loach: The Angels' Share (2012)

ENGLE I GLASGOW

Alvorsmanden overrasker med en komedie

Af BO GREEN JENSEN

REALISTEN Ken Loach har skabt fremragende film – de sidste 20 år som regel efter et manuskript af skotske Paul Laverty. Sædvanligvis er han alvorsmanden, der utrætteligt varierer sit budskab om nødvendigheden af social solidaritet, liberalismens moralske forkastelighed og mordet på arbejderklassen. Smilet fylder ikke alverden i hovedværker som My Name is Joe (1998) og The Wind that Shakes the Barley (2006, da. Vinden der ryster kornet).

   Ofte trækker Loach på en genre – Sweet Sixteen (2002) kan ses som en ungdomsfilm, der er romantiske tiltag i Ae Fond Kiss (2004), og Route Irish (2010) er en konspirationsthriller – men humor har været en sjælden fugl i volieret. Kun glæden ved fodbold har nu og da løsnet en latter i Loach. Se f.eks. hans bidrag til antologifilmen Tickets (2005) – hvor Ermanno Olmi og Abbas Kiarostami tog sig af de øvrige bidrag – og Looking for Eric (2009), som Eric Cantona var medejer af.

LOACH har uvægerligt sit eget take på de grundformer, han benytter sig af. Han lægger noget andet i begreber som historisk epos og romantisk komedie end de fleste af sine kolleger. I regelen kan man dog regne med, at han er enten det ene eller det andet: svær, let, indtrængende eller ironisk. Overraskelsen i The Angels’ Share er, at han ændrer reglerne undervejs og slutter et helt andet sted end, hvor han begyndte.

   Først er Robbie (Paul Brannigan) en klassisk Loach/Laverty-karakter, presset både privat og socialt, fanget i et mønster af vold og vanekriminalitet. Han venter barn med sin kæreste, der er datter af en natklubejer, som vil fordrive Robbie med alle midler. Der findes dog engle i Glasgow. Socialarbejderen Harry ser noget bedre i Robbie, får hans voldsdom omlagt til samfundstjeneste og giver den unge mand tag over hovedet.

   Harrys lidenskab er ædel whisky. Det viser sig, at Robbie er et naturtalent. Han har både ganen og sproget til at beskrive sin smagsoplevelse. Inden længe er professionel whiskysmagning ved at blive en karriere for Robbie.

IMENS skifter filmen umærkeligt farve. En socialrealistisk case story bliver næsten en dramadokumentar om Whiskyens vidunderlige Verden. Den tredje ingrediens – en amoralsk kupfilm i gavtyvestilen fra gamle Ealing-komédier – kommer i spil, da Harrys hold besøger et skotsk destilleri, hvor man udvinder selve whiskyens sjæl.

   Tønden med flydende guld er takseret til en million pund. Robbie får ideen til et fantasifuldt kup, en snørebåndsaffære efter Egon Olsens hjerte. Han assisteres af tre desperate fæller, som han har mødt hos Harry: tumpen Albert (Gary Maitland), tøsen Mo (Jasmin Riggins) og Rhino (William Ruane), som altid er med på den værste.

IFØRT kilt og kendermine tager The Corntyde Malt Whisky Club til højlandet. Da går filmen i selvsving. My Name is Joe møder Whisky Galore! (1949, da. Masser af whisky),  mens The Proclaimers’ »I'm Gonna Be (500 Miles)« støves af på lydsporet.*

   Boblerne er som i øl og champagne, tonen er let på en meget tung måde – eller også er det omvendt. Man har egentlig aldrig set noget lignende. Meget er mere sjældent end kønt, men kombinationen fungerer. Det er spændende, sjovt, anarkistisk og alt muligt andet på én gang.

   

OGSÅ plottets knopskydning er liflig. Hver gang ét problem er løst, opstår endnu en krise. Man gisper til det sidste – efterhånden også af overmæt fryd. Alt bringes hjem, hvor det rettelig hører til. Hvad Loach hér har skabt, er nutidens svar på en gammeldags folkekomedie. Den har lune, lethed, spænding, flair– og er i øvrigt også en skarp kritik af systemet, der skaber den katastrofale komik.

   The Angels’ Share er en gennemført overraskelse, men faktisk bekender filmen kulør i det første minut, hvor den berusede Albert snubler rundt på en tom togperron. Han er mystificeret af stemmen i højttaleranlægget. Det er stort at se ham falde på halen, og resten af filmen er lige så morsom.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

*) MASSER AF MACKENZIE |  Alexander MacKendrick (1912-1993), som senere instruerede bl.a. The Man in the White Suit (1951, da. Manden i det hvide tøj), The Ladykillers (1955, da. Plys og papegøjer) og Sweet Smell of Success (1957, da. Magtens sødme), debuterede med den ikoniske Ealing Studios-komedie i 1949. Mackendrick skrev adskilligt, men Whisky Galore! bygger på en roman af Compton Mackenzie (1883-1972), som selv bearbejdede bogen sammen med Angus McPhail.

   Baggrunden er autentisk. I 1941 sank fragtskibet SS Politician ved Eriskay i Hebriderne. Skibet gik ned med 28.000 kasser whisky og 290.000 pengesedler (10 shilling), der skulle sejles til Jamaica og distribueres til de britiske besiddelser i Caribien. Både whisky og penge forsvandt uden spor, da befolkningen på de tørlagte øer Barra og Eriskay gik i aktion. I bøgerne består en konflikt mellem Great Todday, hvor man er protestanter, og Little Todday, som er romersk katolsk.

   Whisky Galore! var en kultfilm i 1960erne og har stadig legendarisk status for ældre tilskuere med lang erindring. DR sendte Masser af whisky ved flere lejligheder, og det var sådan en film, som især fædre fra krigsgenerationen morede sig indforstået over. Da periodeserien Upstairs, Downstairs (1971-1975, da. Herskab og tjenestefolk) fik succes, var det en ekstra gevinst, at rollen som Hudson, den ærketypiske butler (og modellen for Carson i Downton Abbey) blev spillet af Gordon Jackson (1923-1990), som fik sit gennembrud i Whisky Galore! 

   Filmen var og er populær. En genindspilning fra 2016 (instr. Gilles MacKinnon) kom og gik uden at gøre indtryk. Compton MacKenzie havde introduceret øsamfundet i Keep the Home Guard Turning (1943). Han vendte tilbage til Todday i koldkrigssatiren Rockets Galore! (1957, da. Masser af spøgefugle), hvor regeringen vil etablere en raketbase på øen. Filmatiseringen fra 1958 hedder Mad Little Island i USA. Den var ikke nær så succesfuld. 

   Mackenzie begyndte som melodramatiker i romanerne om Sylvia Scarlett: Sinister Street (1913), Sylvia Scarlett (1918) og Sylvia and Michael (1919). Katharine Hepburn og Cary Grant spillede første gang sammen i George Cukors filmatisering af Sylvia Scarlett (1935). Humoren dominerer i den sene del af forfatterskabet. Hovedværket Monarch of the Glen (1941, da. Højlandets hersker) blev i 2000-2005 til en populær BBC-serie med bla. Richard Briers og Susan Hampshire.

   Peter Toubro oversatte Whisky Galore! i 1947. Titlen var da Skibet er ladet med. I 1975 udkom romanen i Fremads Folkebibliotek med titlen Masser af whisky.

The Angels’ Share. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 101 min. UK-Frankrig-Belgien-Italien 2012. Dansk premiere: 06.06.2013.

Fotos: Entertainment One/ Sixteen Films/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ Les Films du Fleuve/ Urania Pictures/ Canal+/ Canto Bros/ CinéCinéma/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Le Pacte/ Soficinéma 8/ Camera Film/ CineMaterial/ ProKino (Fox)/ IFC/ Filmgrab.com 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2013.