Ken Loach: I, Daniel Blake (2016)

FRA HERODES TIL PILATUS

Den slagne mand nægter at lægge sig ned

Af BO GREEN JENSEN

DET gælder i England som i Skandinavien. I 40 år har det været vigtigt for liberalismen at afmontere den velfærdsmodel, som socialdemokratiske regeringer fik realiseret efter 2. verdenskrig. Det var først et teoretisk princip. Så blev det en mærkesag. Nu er forandringen implementeret.

   Beslutningstagerne kan aldrig svare, når de bliver spurgt, hvad nødstedte mennesker skal stille op, hvis fundamentet for deres liv falder væk. Når de mister deres helbred, erhverv eller bolig. Eller jo, de skal »tvinges i job«. Men hvad nu, hvis de ikke kan, og hvad, hvis der intet arbejde er? Det begyndte med udlicitering. Det er endt med en klapjagt på alle slags patienter og klienter, en systematisk udfasning af overført indkomst.

   Danske kunstnere har mere eller mindre set til. I Storbritannien har filmskabere, musikere, teaterfolk og forfattere holdt liv i en murrende strøm af protest. De konservative og nyliberale har fået deres vilje, men de har ikke fået den gratis. I det mindste bliver systemets foragt mødt med en hån, der er større endnu.

KEN Loach (f. 1936) har utrætteligt strittet imod. Han har instrueret 14 tv-spil og 39 biograffilm, siden han debuterede med Cathy Come Home (1968) og Poor Cow (1967). Lad mig nævne bare ti favoritter: Kes, Family Life, Riff-Raff, Raining Stones, Ladybird, Ladybird, Land and Freedom, Carla’s Song, My Name is Joe, The Wind that Shakes the Barley, It's a Free World...

   Loach har endda forsøgt sig i realpolitik som medstifter af partiet Left Unity. Han skrev solidaritetens nekrolog i dokumentaren The Spirit of '45 (2013) og erklærede, at Jimmy's Hall (2014) ville blive den sidste film i et livsværk af systemkritik. 80 år gammel vedgår han, at det var »en forhastet udtalelse«.

JEG, Daniel Blake – som blev årets vinderfilm i Cannes – følger en snedker (Dave Johns), der er blevet uarbejdsdygtig efter et hjerteanfald. Han er 59 år og har lægens ord for, at han bør være sygemeldt. Men han scorer ikke points nok i de spørgsmål, som en vurderingsperson stiller i telefonen. Kan han klø sig i nakken? Det kan han sagtens. Ergo er han sund og rask.

   Filmen ser på Daniel, mens han bliver sendt rundt i en labyrint af instanser, der er gjort så massiv som muligt, netop for at udmatte brugerne. Han er ude med håndskrevne jobansøgninger. Han prøver at blive IT-kyndig. Han bliver sendt fra Herodes til Pilatus og løber hele tiden ind i en ny paragraf 22.

   Daniel har mistet sin hustru. Han hører stadig musikken fra radioens farvandsudsigt – »Sailing By« af Ronald Binge – som hun lyttede til sent om aftenen. Han har et overskud af ophobet kærlighed, som han bruger på at hjælpe Katie (Hayley Squires), en enlig ung mor, der er flyttet til Newcastle med to små børn og bliver kørt rundt i en anden del af systemet.

DET er en film om fornedrelse og ringeagt. For Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty er det springende punkt, at myndighedernes strategi går ud på at give de fattige skylden og få dem til at skamme sig. Mange mister retten til støtte, når de sanktioneres for ikke at søge 30 jobs om ugen. Så henvises der til food banks, altså madbanker, hvor man kan stå i kø og vente på frisk nådsensbrød.

   I en særligt frapperende scene går Daniel med Katie i madbanken. Hun ser på hylderne med konserves og får et ildebefindende, da hun begynder at spise. En venlig kvinde hjælper hende. Stedet ligner kramboden i en nedlagt stationsbygning. Scenen er faktisk skudt on location.

   En serie episoder demonstrerer, hvordan Daniel Blake går til grunde. Nogle er sørgmuntre sætstykker. Daniel vinder en pyrrhussejr, da han maler sit navn på muren ved jobcentret og sætter sig ned for at blive. Der er spontan applaus på gaden. Daniel Blake er en af vor egne. Lad os sammen give systemet en finger. Det nytter bare ikke. Daniel slår i en dyne.

   

DET er humanistisk filmkunst med en klar politisk dagsorden. Loach har aldrig lagt skjul på, at han vil oplyse, engagere og aktivere. Skal man indvende noget, kunne det være, at det også er didaktisk filmkunst i sin mest fingerpegende form. Daniel er pletfri. Socialarbejderne er lakajer. Alle i nærmiljøet er gode. Det var ikke helt så forenklet, da Loach instruerede My Name is Joe (1998).

   I Cannes holdt Loach en skarp takketale. Han sagde, at film er en grænseløs kunstart. Den kan føre os til fantastiske steder eller skildre verden, som den ser ud. Selv ser han de eventyrlige film med stor glæde, men det er den anden slags, han vil arbejde med.

   Nyliberalismen har ødelagt fællesskabstanken og de fleste sociale værdier. Ken Loach bliver ved med at stritte imod.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Jeg, Daniel Blake (I, Daniel Blake). Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 100 min. UK-Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 22.12.2016.

Fotos: Sixteen Films/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ BBC Films/ Les Films du Fleuve/ France 2 Cinéma/ Canal+/ France Télévisions/ Le Pacte/ Cinéart/ Ciné+/ VOO/ BeTV/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Festival de Cannes

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2016