Olivier Assayas: Doubles vies | Non-Fiction | Mellem linjerne (2019)

BEKYMREDE MYRER MED STORHEDSVANVID
Olivier Assayas sætter tiden på plads

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste af os lever i en dobbelt eksponering. Vi er døgnvæsener uden særlig betydning i den store sammenhæng; forfængelige og forgængelige individer i massen af identiske eksemplarer. Enhver kan se, hvordan det er, men det føles ikke sådan. For vi er samtidig hovedpersoner i filmen, der handler om vores personlige forhold.

   En særlig type samtidskunst forener de to perspektiver. Den får gerne skyld for at være nærsynet, narcissistisk, navlebeskuende og andre kritiske n-ord. Og må i sagens natur ofte være de ting. Men enkelte stemmer skiller sig ud i mængden af myrer med storhedsvanvid. Blandt filmskabere for eksempel franskmanden Eric Rohmer (1920-2010) og amerikaneren Woody Allen (f. 1935). De gør det med humor, selvironi og en vis bittersødme, der i let form fanger selve essensen.

   Olivier Assayas (f. 1955) holder af begge mestre. I sin nye film følger han deres eksempel. Doubles vies – som på engelsk hedder Non-Fiction og i Danmark Mellem linjerne – er et litterært snakkestykke om en kreds af parisiske døgnvæsener. De bekymrer sig om kulturen, mens de lever deres liv og navigerer efter bedste evne.

FORLÆGGEREN Alain Danielson (Guillaume Canet) må forholde sig til den digitale udvikling, der truer bogen som fysisk format og gør markedet glemsomt og volatilt. Han har derfor ansat den yngre Laure d'Angerville (Christa Théret) som teknisk konsulent. Laure er født i nettets egen tid. Hun skal udtænke en digital strategi, som han vægrer sig ved at implementere. Han får dog ret hurtigt smag for at skabe forandring, og en affære med Laure hører ligesom med.

   Husforfatteren Léonard Spiegel (Vincent Macaigne) skriver forurettet autofiktion om sit kærlighedsliv, der ellers er vitalt og varieret. Han går i chok og komisk selvynk, da Alain forklarer, at forlaget ikke vil udgive det seneste manuskript. Alains hustru, skuespilleren Selena (Juliette Binoche), foragter i udgangspunktet den rolle, hun spiller i en populær tv-krimi. Men den har givet hendes karriere en tiltrængt genopblomstring.

TIDEN går – og vanen brydes – med serielle utroskaber, som heller ikke døgnfluerne er specielt lidenskabelige omkring. Der er knap nok nogen reaktion, da Alain afbryder sit forhold til Laure. Forfatterens kæreste (Nora Hamzawi) er spindoktor for en idealistisk politiker, som viser sig at have ankler af ler. Det kommer ikke bag på hende, da Léonard tilstår sit sidespring. »Du har jo skrevet bøger om det,« bemærker hun sagligt.

   Imens taler alle i ét væk om tidsånd, kulturens forvitring og den digitale omstilling. Ingen er skråsikre. Charmen sidder ofte i detaljen: Selena gav Léonard et blowjob i en biograf, hvor de så Star Wars: The Force Awakens. I hans bog ser de i stedet Michael Hanekes Det hvide bånd, som har mere valør i miljøet. Hun driller ham med hans forfængelighed. Og synes i øvrigt om bogen.

   Binoche og Macaigne er det bedste ved filmen. De pjækker fra den ansvarlige hverdag, hvor man har korrekte meninger om, hvad kulturen bør og skal. De griner ofte godt og grundigt, af andres indbildskhed såvel som deres egen. De har bevaret en smitsom livsglæde og er derfor også elskede. Måske statuerer Alain et eksempel, da han siger nej til Léonards auto-fiktion. Eller også forstår han, at Selena er med.

OLIVIER Assayas har lavet nogle af de bedste franske film i nyere tid. Modsat Léonards bøger ligner de ikke altid hinanden. Et skrøbeligt periodedrama som Les destinées sentimentales (2000) blev fulgt op med Demonlover (2002), som var en af de første film, der beskæftigede sig med den virtuelle virkeligheds mørke side. Han er særligt god til genrefilm med en kvinde i fokus: Maggie Cheung i Irma Vep (1996); Asia Argento i Boarding Gate (2007); Kristen Stewart i Personal Shopper (2016).

   Kronstykket er stadig den selvbiografiske Aprés mai (2013, da. Efter revolutionen). Når Binoche medvirker, er det som regel tegn på, at kulturen som institution skal behandles. Det gjaldt i L'Heure d'été (2008, da. Sommertid), hvor arvingerne efter en maler skulle enes om at sælge eller bevare hans bo. I Clouds of Sils Maria (2014, da. Skyerne over Sils Maria), hvor Binoche spillede en falmende diva på sin egen alder, var der melodrama i stedet for smilerynker.

GUILLAUME Canet udstyrer Alain med manerer, som ligger tæt på instruktørens egen gestik og fremtoning. Jeg talte i sin tid med Assayas om Sommertid, der behandler billedkunsten, som Doubles vies bag latteren behandler litteraturen. Han sagde, at han ville vise, »hvordan forbindelsen til kunstens sjæl kappes over, når man begynder at tænke på kunstens markedsværdi. Og hvordan den sjæl er forbindelsen til den enkelte kunstner, mennesket, som i sin tid skabte det unikke kunstværk.«

   Doubles vies er stemt i et komisk register, men Assayas er som altid optaget af, hvad Walter Benjamin kaldte »Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder«.* Døgnvæserne ved, at deres liv er banale, og Assayas ved, at kun en krise kan drive os til forandring. De ting er også med i filmen, hvis arbejdstitel for resten var »E-book«.

DER er intet ydre drama, kun fortumlet utroskab og dårligt håndterede situationer. Filmen er bygget af ordrige samtaler. Det er meget som at læse en begavet kronik, der nægter at tage emnet og sig selv helt alvorligt. For vi skal jo også være her og leve vores liv. Assayas siger, at han lavede filmen, fordi han kunne; fordi man i Frankrig stadig kan slippe af sted med at lave den slags.

   Forskellige tilskuere vil se en række forskellige film. Nogle vil kede sig, andre vil klukle. Det lette greb om tunge emner er hovedsagen. Selvsagt ved siden af godt skuespil og en dyb kærlighed til den truede kunstart.

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Aprés mai/ Efter revolutionen (2012); Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014); Olivier Assayas: Personal Shopper (2016).

*) »Das Kunstwerk im Zeitalder seiner technischen Reproduzierbarkeit« (1935) som oversat af Jørgen Holmgaard i Walter Benjamin: Kulturkritiske essays (1998). Den mere mundrette engelske titel er »The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction«. Uanset sproget en væsentlig tekst i enhver diskussion af sekventiel billedkunst.

Mellem linjerne (Double vies/ Non-Fiction). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 108 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 22.08.2019.

Fotos: CG Cinéma/ Vorterx Sutra/ Arte France Cinéma/ Playtime/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ Cinécapital/ Cinéventure 3/ Cofinova 14/ Indéfilms 6/ La Banque Postale Image 11/ Sofica Manon 8/ SofiTVciné 5/ Lynk Investmens/ Curzon Film Distributors/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO

Curzon Artificial Eye udgav filmen på Blu-ray i 2020

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 23.08.2019

Olivier Assayas: Après mai/ Efter revolutionen (2012)

ERINDRINGENS KOREOGRAFI

Olivier Assayas genoplever sine læreår

Af BO GREEN JENSEN

STUDENTEROPRØRET i maj 1968 er skildret på film mange gange, men synsvinklen flytter sig med historien. Tiden selv fokuserede på farverne, musikken, de bevidsthedsforstærkende stoffer og den nye nøgenhed i film som Easy Rider, Zabriskie Point, Performance og Woodstock. Det politiske grundfjeld nåede man først, da 1970ernes europæiske storbyterrorisme og amerikanske fænomener som Weather Underground og Symbionese Liberation Army blev analyseret og undersøgt. Omsider blev alvoren under det hele erkendt, kan vi sige; det var ikke bare flower power, flyvende sommer og »sjov tobak«, som gen-x'ere og millennials har fået det til i en arrogant tid, hvor alternativer til konsumerisme og kapitalisme bliver betragtet som sentimental naivisme. 

   En overgang var det moderne at se tilbage i vrede og undren. Siden fulgte nostalgisk overbærenhed, bittersød ironiseren og direkte latterliggørelse. I Skandinavien går bevægelsen fra Peter Bays Fede Tider (1996) og Niels Gråbøls Det store flip (1997) til Lukas Moodyssons Tillsammans (2000), Hans-Petter Molands Kammerat Pedersen (2006) og Thomas Vinterbergs Kollektivet (2016). Først fortalte aktørerne selv. Nu er vidnerne deres børn, yngre søskende og elever. Snart bliver det børnebørnenes tur. Den levende historie er ikke skrevet færdig endnu.

FILMSKABEREN Olivier Assayas (f. 1955) var 13 år i 1968 og hørte først kun musikken. Tre år senere gik han i gymnasiet, da radikaliseringen af studentermiljøet var mest kompromisløs. Den var også noget givent. Parolerne hørte simpelt hen med til at være ungdom i tiden, skønt man bagefter gik hjem fra skole og så småborgerligt fjernsyn med forældrene.

   Assayas valgte politikken fra, fordi den insisterede på nytteværdi og ikke ville anerkende æstetikken. Han blev i første omgang billedkunstner, en aspirerende situationist, som med tiden drev i filmens retning. Han skriver om det i essayet »Une adolescence dans l’aprés-mai. Lettre à Alice Debord« (2005), som er udgangspunktet for Efter revolutionen. Også tv-filmen La page blanche (1994) og biograffilmen L’Eau froide (1994, da. Cold Water) brugte det biografiske stof.*

   Gilles, Christine og Alain er politisk aktive på gymnasiet, en betonfirkant i en døsig forstad til Paris. De er på gaden med molotovcocktails den 9. februar 1971, da politiet nedkæmper en demonstration ved Place de Clichy. Her tager filmen sin begyndelse. Der er fra første scene lagt et filter af erindring, en tilbageskuende koreografi, i de handlingsmættede billeder. Midt i mængden så man det ikke sådan.

HAR man samme alder som Assayas, vil meget føles som fælles erindring. Aktionerne planlægges ved fællesmøder, hvor man vedtager dekreter og skriver selvhøjtidelige manifester om de mindste og mest trivielle ting. Men engagementet er ægte og risikovilligt. Det ligner ikke den glasklokkeagtige ungdom, der fulgte i skærmenes tid.

   Eleverne overmaler skolen med politisk graffiti. Rektor kalder en af hærværksmændene ned og siger, at han ikke vil presse ham til at sladre. Detaljen er dækkende for den integritet, der prægede progressive voksne i tiden. På fantastisk vis trådte man faktisk til side.

   Filmen følger de unge over et år. Det revolutionære sværmeri får konsekvenser, da en bygningsvagt såres alvorligt. Det bliver nødvendigt at gå under jorden. Gilles og Christine tager til Italien med et marxistisk filmkollektiv (navnet er »Porc-épic«, som betyder pindsvin), der belærer den spirende filmskaber om nødvendigheden af distance. Den forbudte æstetik er et tema, som får Gilles til at trække sig væk. Christine finder sammen med en ældre mand fra kollektivet, der laver en film om strejkende arbejdere.

   Gilles’ første kæreste, den romantiske Laure, tager til England (»Min stedfar skal lave lys for Soft Machine på deres turné«) og bliver forelsket i en musiker. Hun lader Gilles forstå, at han ikke skal vente. Vennen Alain bliver imens mindre hårdkogt, da han møder amerikaneren Leslie. De bor i et kollektiv sammen. Hun får fjernet det barn, han er far til, og rejser hjem for at lære at danse på Juillard. Alain absorberer oplevelsesstoffet. Siden smiler han ikke så tit. 

   Gilles får sine tegninger trykt (i undergrundsudgivelsen Parapluie, som var en aflægger af Actuel, det franske sidestykke til Superlove, MM og politisk revy) og laver lysshow for et band, der eksperimenterer med psykedeliske former. Han hjælper sin far, der er ansat i tv-industrien, med at bearbejde Simenons Maigret.** 

   Til slut er Gilles i London som praktikant på en B-film om fortidsdyr, nazister og bikiniklædte jungleprinsesser. Om aftenen ser han asketisk art cinema og forstår, at han savner Christine. Han lærer faget fra bunden og smiler ved synet af en primitiv monsterattrap. Makværket indspilles i Pinewood Studios. Miljøet er genskabt i kærlige detaljer, meget som i Lars von Trier og Jacob Thuesens Erik Nietzsche – De unge år (2007). Man mærker på lyset og tonen, at den kommende kunstner har fundet sit spor.

EFTER revolutionen er en fragmenteret sværm af stemninger, snarere end et forsøg på at beskrive perioden stringent. Assayas’ idol i kunsten var situationisten Guy Debord (1931-1994). Une adolescence dans l’après-mai er tilegnet hans enke. Filmen er også et skrin med erindrede øjeblikke, en æske med regn, som Marcel Proust ville nyde at åbne. Da Gilles tager afsked med Laure i en skov, er kameraet anbragt på en kran. Perspektivet vides ud, som det kun kan lade sig gøre på film og i hukommelsen.

   Ellers er det musikken, som bærer de rekonstruerede indtryk. Gilles er ikke med til sommerfesten, hvor man sætter ild til store høstakke. Den hedonistiske skønhed selvantænder og bliver en husbrand, som dræber den nu heroinafhængige Laure. Under hele sekvensen spiller en skæring fra Soft Machines første album, og Kevin Ayers’ stemme spørger: »Why Are We Sleeping?«.

   Andre nøglesange er med Syd Barrett (»Terrapin«), Amazing Blondel (»Fantasia Lindum/ Celestial Light«), Nick Drake (»Know«), Captain Beefheart (»Abba Zaba«), Incredible String Band (»Air«), Tangerine Dream (»Sunrise in the Third System«) og Dr. Strangely Strange (»Strings in the Earth and Air«). Sangskriveren og livskunstneren Kevin Ayers (1944-2013), som kunne være manden, Laure forelsker sig i, høres atter på skæringen »Decadence« fra soloalbummet Bananamour (1973).

FOR Gilles er det en øjenåbner at læse Simon Leys' Les habits neufs du président Mao (1971, da. »Formand Maos nye klæder«), en kritik af kulturrevolutionen i Kina, der også blandt danske intellektuelle blev affærdiget som reaktionær propaganda. Han læser »I am 25« fra beatdigteren Gregory Corsos Gasoline (1958), ser Bo Widerbergs lyrisk-politiske Joe Hill (1971) og inspireres som tegner af Edward Gorey og Robert Crumb.

   I Christines politiske spor er der citater fra agiterende dokumentarfilm som Laos, images sauvées (Madeleine Riffaud) og Le courage du peuple (Jorge Sanjines). Alt er kompileret med den samme omhu, som Assayas demonstrerede i L’Heure d’été (2008, da. Sommertid). Af og til bliver filmskaberen næsten kurator i et mentalitetshistorisk museum.

   Da er det de unge skuespillere, som gør ordet til kød og giver filmen liv. Clément Métayer (Gilles), Lola Créton (Christine), Félix Armand (Alain), Carole Combes (Laure) og India Menuez (Leslie) er fysiske beviser for styrken og selvstændigheden i den ungdom, som filmen erklærer sin tillid. Sanger-sangskriveren Johnny Flynn er trubaduren, der sidder på græsset og spiller Phil Ochs’ »The Ballad of William Worthy« fra All the News that's Fit to Sing (1964). Dolorès Chaplin har en cameo som afklædt prinsesse i pastichen på kitschet britisk sci-fi.***

DER er lavet stribevis af nostalgiske film om hippietidens utopi, og i genrer fra drama til farce findes et arsenal af fremstillinger, som fokuserer på den politiske aktivisme, der fører til De Røde Brigader, Baader-Meinhof-gruppen i Tyskland, Blekingegadebanden i Danmark. Som krønike er Après mai i familie med Philippe Garrels Les amants réguliers (2005), der i grynet sort-hvid følger veteranerne fra 1968 til nu. Den minder uvilkårligt også om Bernardo Bertoluccis The Dreamers (2003), en ofte overset og undervurderet filmatisering af Gilbert Adairs The Holy Innocents (1988).****

   Først og sidst er filmen sin egen. Assayas præsenterede Efter revolutionen i Venedig, hvor han modtog prisen for bedste manuskript. Han sagde ved den lejlighed om sin metier: »Ved slutningen af Après mai forstår Gilles omsider, hvorfor han valgte filmen. Biograflærredet er stedet, hvor en erindring kan blive genfødt, hvor det tabte kan findes igen, hvor verden endnu står til at redde. Maleriet kan ikke afstedkomme denne magiske forvandling, denne genopstandelse, som ikke eksisterer i nogen anden kunstform.«

   Efter revolutionen var Assayas’ spillefilm nr. 14. Og en af værklistens bedste til dato.

Se også Bernardo Bertolucci: The Dreamers (2003); Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Woodstock 1969-2019; Fjerne søster: Christa »Nico« Päffgen 1938-1988 [V.U. Legends]; De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2003); Marco Bellocchio: Buongiorno notte | Good Morning, Night (2003).

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014); Olivier Assayas: Personal Shopper (2016); Olivier Assayas: Doubles vies | Non Fiction | Mellem linjerne (2019).

*) DET østrigske filmmuseum har udgivet A Post-May Adolescence – Letter to Alice Debord i Adrian Martins engelske oversættelse (Wien: Filmmuseum Synema Publikationen, 2012). Bogen optrykker to andre essays om Guy Debord: »Under circumstances eternal: From the depths of a shipwreck« (1994) og »The hidden oeuvre«, som Rachel Zerner har oversat. Teksten uddyber og viderefører erindringsstoffet fra Après mai. Den er ikke mindst nyttig og meget præcis i sin beskrivelse af, hvordan punkæstetikken virkede på inbetweeners, der var præget af ideer og paroler fra maj 68 og hippietidens bløde æstetik. Brevet til Alice Debord er en filmskabers dannelsesskildring. Assayas' artikler om film, kunst og filmkunst er samlet i Présences (Paris: Gallimard, 2009).

La page blanche er en novellefilm, som Assayas skabte til antologiserien Tous les garçons et les filles de leur âge, der blev produceret [af Georges Benayoun og Paul Rozenberg efter en idé af Chantal Poupaud] for fransk ARTE 1993-94. Hvert bidrag skulle dramatisere en bestemmende coming-of-age-oplevelse fra instruktørens eget teenage-årti, holde spilletiden på en time og bruge flittigt løs af tidstypisk musik (som Françoise Hardys gennembrudssang, der har givet serien titel). Det er med andre ord samme koncept, som ligger til grund for François Ozons Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk). De øvrige instruktører var Chantal Akerman, Olivier Dahan, Emilie Deleuze, Claire Denis, Laurence Ferreira Barbosa, Cédric Kahn og André Téchiné. Assayas overholdt formkravet, men klippede samtidig en lang version af novellefilmen. På samme måde fik André Téchiné Les roseaux sauvages (1994, da. De vilde siv) ud af sit bidrag til serien, Le chêne et le roseau. Assayas' film bruger første gang karaktererne Gilles og Christine, som i 1994 bliver spillet af Virginie Ledoyen og Cyprien Fouquet. L'eau froide blev vist på Cannes Festivalen og fik fransk premiere i juli 1994, men nåede aldrig uden for festivalkredsløbet. Filmen blev stort genopdaget i 2018, da ophavsretsproblemerne omkring musikken i filmen omsider var løst. L'eau froid kunne åbne i USA med titlen Cold Water. The Criterion Collection har udgivet Cold Water på dvd og blu-ray (#944). 

**) OPTIKKEN i Après mai er autofiktiv, men flere forhold er brugt 1:1. Assayas er søn af modeskaberen Catherine Polya (1919-2006) og manuskriptforfatteren Raymond Assayas (1911-1981), som skrev under navnet Jacques Rémy. Assayas senior huskes måske for sit samarbejde med René Clement (Les Maudits, 1947), Roger Vadim (Les bijoutiers du clair de lune, 1958), René Clair (Tout l'or du monde, 1961), Christian-Jaque (Guerre secrète, 1965) og Marcel Camus (Le mur de l'Atlantique, 1970), men hovedparten af sit arbejdsliv lagde han i tv-serien Les Enquètes du commissaire Maigret (1967-1990), som han skabte, skrev og vedligeholdt sammen med Claude Barma (1918-1992). På 23 år blev det til 88 tv-film i fuld featurelængde, alle med Jean Richard (1921-2001) i rollen som den ikoniske kriminalinspektør. Nord for Frankrig er det især Jean Gabin, man forbinder med Maigret på film, men for generationer af franskmænd var Jean Richard manden med piben. I Après mai må Gilles assistere sin far, da denne udvikler Parkinsons. Gilles har intet til overs for Simenon som forfatter og bebrejder sin far, at han spilder sit liv på at skabe borgerlig underholding, »opium for folket« i marxistisk terminologi. Det er uklart, om Assayas deler Gilles' foragt eller bruger hans arrogance som et udtryk for ungdommelig skråsikkerhed. Gilles kender ikke til kompromiser endnu. Ved slutningen har han vel indset, at der kommer en dag, hvor han gør.  

***) Modellen for filmen-i-filmen er The Land That Time Forgot (1974, da. Det glemte land), den første af fire billigt producerede effektfilm med amerikaneren Doug McClure (1935-1995), som britiske Amicus Productions – en konkurrent til Hammer Films – og siden EMI Films havde succes med i tiden. Den amerikanske partner var American International Pictures.The Land That Time Forgot, At the Earth's Core (1976, da. I jordens indre) og The People that Time Forgot (1977) er (løst og frit) baseret på »Hollow Earth«-bøger af Edgar Rice Burroughs. Warlords of the Deep (1978, da. Atlantis – byen under havet) var skrevet fra grunden af Brian Hayles, men skåret af samme spraglede stof og skudt on location på Gozo og Malta. Scifi-koryfæet Michael Moorcock skrev manuskriptet til The Land That Time Forgot, hvor pterodactyler angriber moderne kampfly, og en naziubåd strander i tiden. De før-digitale effekter er gribende rudimentære. Der var allerede i 70erne en anakronistisk længsel efter 50ernes og 60ernes lavbudgetfilm. Alle fire film blev instrueret af Kevin Connor. De har bevaret en kitschet kultstatus og er særdeles kære klenodier i dag.

****) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003, da forfatteren selv skrev manuskriptet til Bertoluccis filmatisering. Gilbert Adair (1944-2011) fik udgivet ti fiktionsværker – også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Alice Through the Needle's Eye (1985) og Peter Pan and the Only Children (1987) er kærligt gennemførte (meta)tekster i stilen fra Lewis Carroll og J.M. Barrie. Romanerne i »Evadne Mount«-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Også kultur(af)læsningen i Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er markant. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre (slet) ikke oversat.  

Après mai (Efter revolutionen). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Eric Gautier. 122 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.

Fotos: MK2 Productions/ France 3 Cinéma/ Vortex Sutra/ Canal+/ Ciné+/ La Région Île-de-France/ France Télévisions/ CNC/ IFC Films/ Camera Film/ The Criterion Collection/ Österreichisches Filmmuseum SYNEMA/ Unifrance/ DFI/ Cinematerial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Filmstriben og er udkommet på dvd/blu-ray [i DK fra Another World Entertaiment]

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013