Brian De Palma: Redacted (2007)

DEN BEARBEJDEDE SANDHED

En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*

   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.

GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.

   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.

   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.

   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.

DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.

   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.

   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.

   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.

DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.

   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.

   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.

   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?

REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.

   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.

   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.

Se også To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100].

Se også Ken Loach: Route Irish (2011); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.

Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]

David O. Russell: Amsterdam (2022)

HIMLEN PÅ JORDEN

En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.

AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.

   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.

   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.

»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.

   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.

 

DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.

   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*

   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.

SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.

*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015).

Amsterdam. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Emmanuel Lubezki. 134 min. USA 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.

Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022

Ridley Scott: House of Gucci (2021)

EN STORSLÅET TARVELIGHED

Ridley Scott kaster (atter) alting i gryden

Af BO GREEN JENSEN

MAN forventer måske en tragisk fortælling om modehuset Guccis storhed og fald. Det er ikke, hvad man får i 84-årige Ridley Scotts spillefilm nr. 27. Det ville også være kontrafaktisk: varemærket Gucci lever og er kun blevet mere ikonisk, siden det lurvede jalousidrab, som én gang for alle fjernede den italienske del af familien fra ligningen i 1995.

   Snarere fortæller House of Gucci den instruktive historie om, hvordan firmaet blev reddet fra sine ejere. Er der en helt, må det være Domenico De Sole, familiens juridiske rådgiver. Han er skakspilleren, som tænker mange træk frem. Han bliver spillet af Jack Huston, som for det meste glider i ét med tapetet, mens de indbildske hovedaktører gør sig til midt på gulvet.

SCOTT præsenterer historien som en komisk opera buffa. Der er realistiske rum og romantiske arier, men tonen i bunden er grel og kulørt. Målet må være at skabe en tarvelig storslåethed, der udstiller dårskaben og dekadencen. Det lykkes, hvis man er med på ideen. House of Gucci har dog ikke tyngden, kynismen og klarsynet, som kendetegnede All the Money in the World (2017), der brugte 1970'ernes Italien og J. Paul Gettys familie på samme måde.

DET er for så vidt en enkel historie. Fem faste skikkelser navigerer i en konfettilignende sværm af vignetter. Imens går tiden stærkt i Firenze, Milano, Rom og New York.

   Scott og fotografen Dariusz Wolski lægger hjerte i at huske livsfarven fra tre årtier. Det er sikkert karakteristisk, at tonen er kærligst i de ældste afsnit. Det begynder til tonerne af »Sono bugiarda«, som er Caterina Casellis italienske version af Neil Diamonds »I’m a Believer«. Eurythmics (»Here Comes the Rain Again«) inkarnerer 80'erne stort. Det slutter i 90'erne med rumlende mørk porno chic.

   Kildematerialet er Sara Gay Fordens bog om Gucci, men Becky Johnstons manuskript har presset kronologien. I virkeligheden mødtes Patrizia Reggiari (Lady Gaga) og Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970. Her sker det først i 1978.

MAURIZIO er endnu den uspolerede tronarving. Patrizia ved, hvad hun vil, med det samme. Maurizio læser jura, og hun stalker ham behændigt. Familien driver et fragtfirma og er aldrig god nok til Maurizios far.

   Nu kommer titanerne ind – eller også er det de primære klovner. Jeremy Irons spiller Rodolfo Gucci, som bestyrer den italienske forretning. Som ung skuespiller mødte han sin tyske hustru, der hjalp ham med at få stil. Han bor som Burt Lancaster i Leoparden. Rodolfo kan på én gang vise venlighed og foragt. Han gør Maurizio arveløs, da sønnen insisterer på sin kærlighed.

   Det bliver derfor onkel Aldo, som træder alfaderligt til. Aldo varetager Guccis interesser på Manhattan i New York, hvor Sophia Loren (Madelina Diana Ghenea) stjæler rampelyset, da Patrizia er på besøg. Her er mange hurtige scener, hvor legender fra tiden optræder: Anna Wintour, Gianni Versace, Karl Lagerfeld, Tom Ford. Der måtte gerne være flere, for filmen blomstrer op.

AL Pacino spiller Aldo med en hjertelig charlatanvarme, der er stik modsat kulden hos Irons. Han nyder at gøre Maurizio til en bonussøn. Hans egen søn er Paolo Gucci (Jared Leto), som hele tiden vil selv og aldrig lykkes med noget. »Han er en idiot,« konstaterer Aldo. »Men han er min idiot«.

   Da Rodolfo er borte, træder Maurizio i hans sted. Jeg skal ikke røbe mere om intrigerne, som udarter over de næste to timer. Filmen har en vis fortrolighed med Patrizia, der er glad for Maurizio, skønt hun tager ham for givet. Man forstår for så vidt, hvordan værdierne skrider for hende.

   Maurizio selv forbliver et ciffer, og Adam Driver kan spille et ciffer med stil. Han er lige så svær at læse hér, som han var i The Last Duel, Scotts anden film fra 2021. Det er alligevel en gåde, hvordan parret mister den uskyld og kærlighed, som forbandt dem. Vi ved, at magt korrumperer. Men her er der slet ingen tilløb.

DEN moralske deroute hos parret i midten er gennemført og forstemmende. Jo værre smerten bliver, jo mere karikerer Scott. Det fungerer sådan set. Tre timer går i en fart. Det føles samtidig som forspildt materiale – der er mere i menneskene og historien. Det er bare for sent for filmen at tage det op.

   Scott er altid en mesterlig håndværker, men satire hører ikke til hans kompetencer. Fortilfældet er Prêt-à-Porter (1994), et ironisk myldrebillede, som Robert Altman skabte præcis på den tid, der er skildret i House of Gucci. Berømthederne spillede næsten sig selv. Også hér indgik Sophia Loren. Men filmen var en skuffelse, og den er ikke blevet stående.   

SCOTTS bud forsvinder nok lige sådan. Jeg tror, at der er to instruktører, som kunne have fundet mere i stoffet. Italieneren Paolo Sorrentino har en Fellini-agtig fornemmelse for både skønheden og humoren og det sære. Men mest interessant kunne det være at se en Gucci-film af Tom Ford.

   Texaneren fik sit gennembrud som designer, da han skabte Guccis 1994-kollektion. I House of Gucci bliver han spillet af Reeve Carney. Han fik chancen, fordi ingen store navne ville arbejde for Gucci, der blev afskrevet som en mormorbutik. Ford blev hos Gucci til 2004. Han har selv instrueret to fornemme film: A Single Man (2009) og Nocturnal Animals (2016).

   Efter premieren på Scotts film sagde Ford, at han følte det, som havde han overlevet en orkan. Han tilføjede: »Det er svært at se humor og camp i noget, der var så blodigt. I virkeligheden var ingenting camp. Somme tider var det absurd, men i den sidste ende var det bare tragisk.«

FILMEN er fuld af ikoniske tasker, tørklæder, kjoler og sko. Da det første forræderi er fuldbragt, og Aldo må sælge sine aktier i Gucci, så Maurizio kan blive enevældig, viser stråmanden ham en af sine Gucci-sko. Det er en hyttesko med indlagt guldblad, som Aldo designede til Clark Gable.

   Når filmen gør plads til detaljer, bliver den mere vedkommende. Patrizia er lamslået, da hun ser en kopi af »the Bamboo Bag« – den ikoniske taske med bambushåndtag – som køkkenpigen har fået af sin mand. Det fører til en diskussion af kopifænomenet, som Aldo i øvrigt opmuntrer. Men i glimtet af stuepigen er der et helt socialt rum, som åbner sig.

DET er en film, som er bygget af sladder og metavirkelighed. Salma Hayek spiller sandsigersken, der hjælper med at bestille drabet på Maurizio. Hayek er gift med François-Henri Pinault, som er CEO for Kering, der ejer luksusmærker som YSL og Boucheron. Men juvelen i selskabets krone er Gucci.

   Scott kaster alting i gryden. Det slutter, som i virkeligheden, med et lejemord og en dom på 29 års fængsel. Patrizia Gucci er 74 år i dag. Hun blev løsladt i 2016. Efter sigende er hun meget tilfreds med filmens portræt.

   House of Gucci er et forrevent vanitasbillede. Filmen skal ses som et stift genrestykke. Sir Ridley behersker trods alt sin metier. Der er et vist format over tarveligheden.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

House of Gucci. Instr.: Ridley Scott. Manus: Becky Johnston, Roberto Bentivegna. Foto: Dariusz Wolski. 158 min. UK-Canada-USA 2021. Dansk premiere: 02.12.2021.

Fotos: BRON Studios/ MGM/ Scott Free Productions/ Universal Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 03.12.2021.

Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]

EN BITTER LILLE IRONI

Robert Altmans næstbedste multiplotfilm

Af BO GREEN JENSEN

KNAP 20 år og 30 film efter Nashville (1975) vender Robert Altman i Short Cuts tilbage til den panoramiske kollektivskildring, som han første gang dyrkede dér. I en lignende episodisk struktur – og med det samme sædeskildrende anslag, som ligner objektiv impressionisme – tager Altman 10 tekster af Raymond Carver, føjer sporene sammen og fylder en dampende, støjende gryde af liv.*

   Det er ikke sædvanlige Hollywoodliv, vel at mærke, med action-orienteret drive og regelret mangel på gråzonetvivl. Der er 22 karakterer i det brede myldrebillede. Alle søger en forfatter og finder ham også i Altmans mix. Det er blevet en californisk livsfrise. Short Cuts – det betyder både »tynde skiver«, »genveje« og »korte klip« – er ingen filmatisering i traditionel forstand. Snarere tager den tværsummen af Carver.

   Resultatet er en bevægende film, som man nødigt giver netop dét klistermærke. Hverken Carver eller Altman vil manipulere. De vil registrere, og de vil beskrive. Når først vi har set, kan vi muligvis nå til at reagere, men vi får ikke følelsen serveret eller dikteret. Det er en strategi, som til tider giver bagslag, fordi den står så stærkt på sin distance, men ofte er det en effektiv stikvej.

   Især er formatet imponerende, såvel i overført som konkret forstand. Hver for sig er historierne og deres billeder små og rodede at se på. Sammen udgør de en kollektivskildring, der er filmet i sjælens cinemascope. Carver ligger godt for Altman. Det er en bedre film end den smarte The Player (1992), den opportunistiske Prêt-à-Porter (1994) og den nostalgiske Kansas City (1996). Man føler sig genkendt og ikke talt ned til. Man føler sig anbragt i midten.

RAYMOND Carver (1938-1988) blev kaldt »Amerikas Tjekhov«, fordi hans noveller besidder en lignende kosmisk stilfærdighed. Han arbejdede hårdt for at opnå det præg af ukunstlet hverdag og menneskelig indsigt, der banker som et roligt hjerte under de bedste af hans historier. Carvers skikkelser er ofte »tabere«, der gør hvad de kan for at rejse sig eller bare holde en skrøbelig balance, som andre mennesker tager for givet.

   Carver kunne til sin død huske dagen, som blev vendepunktet i hans liv, den dag han holdt op med at drikke. Det var den 2. juni 1977. Han kendte kædereaktionen af sejre, kriser, nederlag og genfødsler, der bærer de udsatte skikkelser frem. Ved aldrig at falde for fristelsen til at bruge højt sprog, giver han dem fuld troværdighed. Han blev set som minimalismens digter, men ordet er både goldt og for småt. Snarere var han sin stil.

   Carver blev gift og skilt som ganske ung, havde en række tilfældige småjobs og store problemer med diverse stimulanser, indtil han i sit andet ægteskab, med digteren Tess Gallagher, fandt den fornødne fred til at skrive. Samtidig begyndte hans noveller at få mesterstatus. De fleste står i tre samlinger: Will You Please Be Quiet, Please? (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Cathedral (1983). Før sin død samlede Carver de bedste noveller i de bedste versioner. Where I'm Calling From: New And Selected Stories (1988) rummer 7 nye tekster plus 30 fra de første bøger. 

   Carver skrev også digtsamlingerne Where Water Comes Together With Other Water (1985) og Ultramarine (1987). Efter hans død udkom A New Path To The Waterfall, hvis titel meget godt giver den forklarelse, som fandt og fyldte ham til slut, men kernen i Carvers historier ligger tilbage i hans kritiske tid. Lyrikken er samlet i All of Us: The Complete Poems (1996). Carver vedkendte sig gerne inspirationen fra Tjekhov og sagde tre år før sin død til en interviewer:

Jeg elsker Tjekhov. Men jeg vil samtidig sige, at jeg ikke kender nogen forfatter som ikke gør dét. Jeg elsker også Tolstoj. Han er klar, præcis og samtidig umådeligt vidtrækkende. Han rammer alle de rigtige toner, ligesom Bach. Tjekhov arbejder i en meget mindre målestok. Jeg kan lide måden, han fortæller om almindelige mennesker på. Med et betragtende blik som ikke automatisk udelukker sympati. Og så holder jeg naturligvis meget af Hemingway. Hemingways tidlige noveller har været en kæmpemæssig påvirkning. Deres rytme, deres særlige kadence. Jeg genlæser dem hvert andet eller tredje år, og de kan stadig gøre mig henrykt. Til en vis grad er vi alle Hemingways børn.**

EN sværm af helikoptere hænger i truende formation over Los Angeles, mens titelsekvensens neonbogstaver krediterer de mange celebre medvirkende. På afstand ligner det indflyvningen til en scifi-fortælling, måske Blade Runner 2 eller Escape from L.A., men det apokalyptiske optrin viser sig hurtigt at være prosaisk og samtidigt. Helikopterne sprøjter insektgift ned i et forsøg på at komme de frygtede medflies til livs.

   Den kemiske regn er det første, som forbinder tableauets simrende skæbner. Det andet er det mellemsvære jordskælv, som til slut retfærdiggør filmens mest markante ændring af det litterære forlæg. Carvers noveller udspiller sig ved byerne på den nordlige vestkyst, et mere køligt og mindre støjende hjørne af den amerikanske virkelighed. Det er Altman og medforfatteren Frank Barhydt, der transplanterer dem til Californien. I sit forord til tie-in udgaven af Short Cuts forklarer filmskaberen:

One of the reasons we transposed the settings from the Pacific Northwest to Southern California was that we wanted to place the action in a vast suburban setting so that it would be fortuitous for the characters to meet. There were logistical considerations as well, but we wanted the linkages to be accidental. The setting is untapped Los Angeles, which is also Carver Country, not Hollywood or Beverly Hills - but Downey, Watts, Compton, Pomona, Glendale - American suburbia, the names you hear about on freeway reports. [»Collaborating with Carver«, Short Cuts s. 9] 

STRUKTUREN i Short Cuts er horisontal. De små historier er ikke isolerede episoder, som knyttes sammen af en central begivenhed, en handlingsbærende faktor, et fælles rum eller lignende. Der er tale om mere end forbundne noveller. Altman og Barhydt har en vision. Alt foregår med en samtidighed, der løfter blikket til kosmisk niveau.

   Historierne ånder i hinanden. De enkelte liv griber ind i hinanden som ved en narrativ osmose. I farten bliver de også bestemmende for hinanden, men sjældent så det giver anden mening end symmetrien i den udeltagende skæbne. Det er lidt som at sidde i cockpittet på den forreste Medfly-helikopter. Eller betragte filmen i Guds klippebord.

   Atmosfæren af universel fatalisme er sat på spidsen i den mest bevægende af handlingsklyngerne, baseret på novellen »A Small, Good Thing« (»Lidt Godt«) fra Cathedral. Den demonstrerer samtidig Altmans organiske teknik som fortæller. Han arbejder altid i flere af billedets felter. Det er som at se en skulptur, der tager form. 

   Vi har vænnet os til at følges med Earl og Doreen Piggot (Tom Waits og Lily Tomlin). Han er en alkoholiseret limousinechauffør, som nok er frustreret over aldrig at være nået længere end til at bo i en meget stationær trailer sammen med sin kone, men som især bliver bitter på skæbnen, når han kigger indenfor i cafeteriaet, hvor hun serverer kaffe og burgers, og ser, hvordan andre mænd overbeglor hendes krop. 

   Vist er det noget, han bilder sig ind, men jalousien er stærk og konkret. Det ender altid med, at han bliver olm og begynder at drikke for alvor. Hun kommer hjem, de skændes, han går og smækker hårdt med døren, for så at vende ydmyg tilbage, når det er blevet dag igen. Sådan er det bare med de to. Vi følger dem gennem en af de mest opløftende episoder frem til forsoningen, hvor de drikker sig småfulde sammen og forvandler traileren til det Hawaii, som de aldrig får besøgt. Men i ét nu rører de tre andre liv.

ANN og Howard Finnigan (Andie MacDowell og Bruce Davison) har hjemme på solsiden i Los Angeles. Han er tv-kommentator, hun får hverdagen til at fungere. Sammen har de sønnen Scott, som fylder 8 år næste dag. Derfor bestiller Ann en kage hos konditoren Andy Bitkower (Lyle Lovett), da hun har sendt Scott i skole. Samtidig er Doreen Piggot på vej hjem fra arbejde. Scott løber efter skolebussen, og Doreen kommer til at påkøre ham. 

   Hun er chokeret, springer ud af bilen og vil følge ham hjem til forældrene, men drengen har fået at vide, at han ikke må tale med fremmede. Desuden ser han ud til at være sluppet med forskrækkelsen. Doreen ser drengen humpe af sted og tager hjem og fortæller Earl om, hvor heldigt det var, at han ikke tog skade. Hun bliver aldrig klogere.

   Desværre véd publikum bedre. Scott falder i en komatøs søvn. Ann får kørt ham på hospitalet og hidkalder Howard fra tv-studiet. Deres læge bliver samme Ralph Wyman (Matthew Modine), som i en anden historie er bitter på sin hustru, billedkunstneren Marian (Julianne Moore), fordi hun tre år før havde en affære, hun aldrig har villet fortælle ham om.

   I begyndelsen er prognosen god, og vi følger udviklingen fortrøstningsfuldt, mens ulykken sætter sig små, bitre spor. Den rasende konditor forstår ikke, hvorfor Scotts kage ikke blev hentet. Efter at være blevet affærdiget af Howard, iværksætter han en udførlig telefonterror over for Ann.

SAMTIDIG dukker Howards far (Jack Lemmon), som ingen har hørt fra i 30 år, op på hospitalet. Paul Finnigan venter både forsoning og bifald for sine trætte selskabstricks. Lemmons monolog – som er et riff på digtet »Lemonade« – varer 7 minutter og står som en arie i filmen, der ellers er bygget af recitativer. Det bliver ved og ved, og drengen får det aldrig bedre. Han åbner øjnene, og vore hjerter letter med forældrenes. Så dør han, og vi deler deres afmagt. Sammen konfronterer de den bitre konditor. Et andet sted i byen tror Doreen Piggot stadig, at de slap med skrækken, og alting er godt.

   For Ann og Howards nabo, den depressive cellist Zoe Trainer (Lori Singer) virker drengens død så meningsløs, at hun omsider gør alvor af mange års trusler og tager sit liv i garagen. Filmens kor og bærende muse, jazzsangerinden Tess Trainer (Annie Ross) kommer hjem til sin tilværelses sammenbrud. Hun kunne dog bare have hørt efter, for Zoe forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Tess havde ikke tid at lytte, fordi hun havde travlt med sine prøver. 

   Det er Carvers og Altmans gennemgående strategi. Hvis ikke, hvis bare, sæt nu og mon ikke. Der er aldrig nogen stor morale. Men altid en bitter lille ironi, som intetsteds forløses bedre end i skildringen af den elskede drengs vilkårlige død.

DER er mange flere skæbner i Short Cuts. I regelen løber to-tre historier sammen i én. Det er menneskene, vi følger. Hvad der sker dem, er mindre vigtigt, end hvem de egentlig er. Man får sine favoritter på vejen, og skønt ingen er helt ond ret længe ad gangen, er et sympatisk træk ved filmen, at den ikke under ét skildrer menneskeheden som en stakkels slægt af martrede engle, der alle rummer noget godt på bunden. 

   I stedet giver Altman sig lov til at skildre overfladiske og irriterende personer. Robert Downey Jr. er fortrinlig som den mest øretæveindbydende af disse, flaben Bill Bush (fra novellen »Tell the Women We're Going«), der trækker sin godmodige ven, poolmanden Jerry Kaiser (Chris Penn), med så langt, at ansvarsløsheden får dødeligt udfald.

   Jennifer Jason Leigh er mut og stærk som Lois Kaiser, poolmandens kone, der passer sit telefonsexarbejde, mens hun skifter bleer og giver børnene mad. Anne Archer er åben og varm som Claire Kane, der optræder som professionel klovn ved børnefødselsdage. Hun er storkunde hos Lyle Lovetts konditor og egentlig udmærket gift med Stuart (Fred Ward), som på en fisketur med to kammerater (Buck Henry og Huey Lewis) finder en myrdet kvinde i floden. Mændene ved ikke, hvad de skal stille op, lader liget ligge i tre dage og rapporterer først fundet, da de tager hjem. 

   Stuart fortæller Claire om det, da de har elsket, og hun mister alt, hvad hun havde for ham. De tager dog sammen til middag hos parret, som de traf ved koncerten forrest i filmen (hvor The Trout Quintet optrådte med Lori Singer som solocellist). Det er lægen og kunstneren, Matthew Modine og Julianne Moore, der tvangsindlægger dem til en lang nat med smådruk og ægteskabelig infight. 

   Claire giver dem alle klovnemakeup på, og for billedet af de sminkede ansigter i morgenlyset tilgiver man Altman den mest trivielle historie. Det er næsten som at se en scene fra en af de demonstrativt kunstneriske 70'er-film, Images (1972) eller Three Women (1977) for eksempel. Forbløffende billeder, diffuse historier.

ENDELIG skal fremhæves Tim Robbins som den paranoide, ondskabsfulde og faktisk komisk tykpandede motorcykelbetjent, Gene Shepard, der holder hustruen Sherri (Madeleine Stowe) hen med utrolige historier om narkomissioner og velgørenhedsarbejde, mens han dyrker sit sidespring med Betty Weathers (Frances MacDormand) et andet sted i byen.

   Stowes karakter er søster til Julianne Moores billedkunstner, og MacDormand er skilt fra helikopterpiloten Stormy Weathers (Peter Gallagher). Mens hun er væk for en weekend, tager han motorsaven i egen hånd og foretager uigenkaldelig bodeling. En støvsugersælger afbryder ham, og der venter den strejfende kvinde et svært aflæseligt hjemkosttableau. 

   Vi forlader myldrebilledets historier i et sammensurium af tilstande. Nogle forløses, andre formørkes. Nogle er bitre, andre nyforelskede, gået fra forstanden eller ramt af dyb sorg. Solen i Los Angeles er lige så ligeglad som jordskælvet og den kemiske regn. Og det er sikkert som amen i kirken, at Lois Kaiser genoptager sin telefonlir næste dag, mens Doreen Piggot går på arbejde og begynder at skændes med Earl igen. 

   Sympatien bliver hos ofrene og de efterlevende. Hos den døde dreng og forældrene. Hos poolmanden som det slår klik for. Hos jazzsangerinden der sørger over den datter, hun aldrig lærte at forstå. De andre liv kværner videre. Så planløst og prosaisk som vore egne og med samme mangel på klar dramatik:

Raymond Carver's view of the world, and probably my own, may be termed dark by some. We're connected by similar attitudes about the arbitrary nature of luck in the scheme of things – the Finnegans' child being hit by a car in »A Small, Good Thing«; the Kanes' marriage upheaval resulting from a body being discovered during a fishing trip in »So Much Water So Close to Home.«

   Somebody wins the lottery. The same day, that person's sister gets killed by a brick falling off a building in Seattle. Those are both the same thing. The lottery was won both ways. The odds of either happening are very much against you and yet they both happened. One got killed and the other got rich: it's the same action.[»Collaborating with Carver«, Short Cuts, s. 8-9]

DE tre tætte timer i Altmans filmatisering af den menneskelige komedie føles præcis lige så lange. Men formen kan bære, og alt balancerer. Der klippes og splejses optimalt – Geraldine Peroni og Suzy Elmiger har redigeret. Mark Ishams score bruger natklubbens jazz og byens diegetiske lyde til at skabe en konkret musik. Hal Willner har valgt et blåt sæt sange som lægger en melankolsk puls under de bankende liv.***

    Hvad man savner ved gensynet 30 år efter, er måske den politiske skarphed fra Nashville. Og lidt flere flossede kanter i den narrative sammenføjning. Der er mange løse ender, som slæber og skurrer i Nashville. Det gør de på konstruktiv vis. I Short Cuts bliver puslespillet lagt færdigt. Det hårde lys i Nashville var iskoldt fastholdt af fotografen Paul Lohmann. Walt Lloyds billedside i Short Cuts har en mere møbleret, tilrettelagt kvalitet. 

   Filmen var en stor succes. Altman præsenterede værket på Mostraen i Venedig, hvor Short Cuts delte Guldløven med Krzysztof Kieslowski for Tre farver Blå. Det samlede cast fik en særpris ved årets Golden Globe Awards. Manuskriptet var Oscar-nomineret og blev kun forbigået, fordi Steven Spielbergs Schindler's List tog alle priser. I Danmark fik Short Cuts en Bodil som årets bedste amerikanske film.

    Altman blev forsigtigt kritiseret for sit overforbrug af store navne i små roller, men hvis vi ikke kendte stjernerne, ville vi ikke i længden kunne fokusere på deres skæbner og holde handlingens tråde ude fra hinanden. Dét kunne til gengæld være en markant pointe og meget i mesteren Carvers ånd. 

Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

*) Der er 9 noveller og et langt, fortællende digt. Teksterne er: »Neighbors«, »They're Not Your Husband«, »Collectors«, »Jerry and Molly and Sam« og »Will You Please Be Quiet, Please?« fra Will You Please Be Quiet, Please?;  »Tell the Women We're Going« og »So Much Water So Close to Home« fra What We Talk About When We Talk About Love; »A Small, Good Thing« og »Vitamins« fra Cathedral. »Neighbors«, »Collectors«, »A Small, Good Thing«, »So Much Water So Close to Home«, »They're Not Your Husband« og »Vitamins« er optrykt efter Carvers eget udvalg, Where I'm Calling From: New and Selected Stories (1988). Digtet »Lemonade« blev skrevet i 1988 (til The Atlantic Monthly) og er optrykt i samlingen A New Path to the Waterfall. Vintage Books udgav et særtryk af Short Cuts-materialet i 1993, som Robert Altman skrev forordet til. Bogen indgår som ekstramateriale i den første dvd-udgave fra The Criterion Collection – ikke i blu-ray-udgivelsen. Altman og Barhydt har tilføjet flere historier, for egen regning, men i Carvers ånd. Det gælder f.eks. mor/datter-historien om Tess (Annie Ross) og Zoe Trainer (Lori Singer), sangerinden og cellisten. I andre tekster har Altman og Barhydt tilføjet særlige træk. Det var Tim Robbins, som spiller færdselsbetjenten Gene Shepard, der foreslog at lade Claire Kane, Anne Archers karakter, arbejde som professionel klovn. Hun kunne på den måde færdes naturligt i mange miljøer og have flere personlige sider. Ydermere giver klovnefiguren et betydeligt visuelt boost. I dokumentaren Luck, Trust & Ketchup fortæller Altman og Barhydt om deres arbejde med manuskriptet. Tess Gallagher redegør for sin døde ægtefælles forhold til sine tekster og uddyber, hvordan formålet med filmen netop ikke var at lave en respektfuld 1:1-filmatisering. Altman selv kaldte filmen en jazz-rapsodi, der tog afsæt i Carvers motiver og improviserede ud fra hans temaer. I løbet af de 30 år, som er gået, er dét blevet standardbeskrivelsen.

**) Carver er beundret for sin nedbarberede, hyperrealistiske stil, der får forbilledet Ernest Hemingway til at fremstå som et sludrechatol. De minimalistiske noveller blev ikke skrevet ord for ord sådan. De begyndte som gavmilde tekster med flere detaljer og mere håndgribelig baggrund. Efter Carvers død er der i stigende sat fokus på den afgørende rolle, som Gordon Lish (f. 1934), der redigerede Carver på magasinet Esquire og siden på forlaget Knopf, havde i udviklingen af hans signaturstil. Lish redigerede ved at beskære. Endvidere ændrede han Carvers egne novelletitler. Især teksterne i What We Talk About When We Talk About Love er behandlet med hård og næsten forvanskende (eller medskabende) hånd. I flere tekster er mere end halvdelen af Carvers oprindelige tekst udeladt. Carver havde tillid til Lish – »If I have any standing in the world, I owe it to you« – men han var ikke altid lykkelig for den færdige tekst. I 2009 udkom Beginners (da. Begyndere) med teksten fra det oprindelige manuskript til What We Talk About When We Talk About Love, som Carver afleverede til Gordon Lish. I Library of America-bindet med Carvers Collected Stories, som William L. Stull og Maureen P. Carroll redigerede i 2010, indgår Beginners på lige fod med de kanoniserede samlinger. På dansk er de første udvalg afløst af Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal, 2010), som samler de 34 noveller, Johannes Riis fik oversat og har forord af Klaus Rifbjerg. I 2012 udkom 50 digte, som Johannes Riis har oversat og udvalgt i samråd med Kim Skotte. Gordon Lish redigerede flere forfattere efter beskæringsmetoden. Paul Bowles sagde fra, og Don DeLillo trak en tekst tilbage fra Esquire, fordi han ikke ville se den trykt med Lishs beskæringer. Til gengæld er romanen Mao II tilegnet Lish. Lish, som stadig lever, var en sjældent kontroversiel skrivelærer, der næppe havde fået lov at undervise i 2020'ernes cancel culture. Se bl.a. Carla Blumenkranz' portræt »Seduce the Whole World: Gordon Lish’s Workshop«, skrevet til antologien MFA vs. NYC: The Two Cultures of American Fiction (2014) og trykt samme år i The New Yorker.

***) Musikken i Short Cuts er forankret i fortællingen om jazzsangerinden Tess (Annie Ross og hendes datter, cellisten Zoe Trainer (Lori Singer), som Altman og Frank Barhydt skabte i ånden fra Carver. Tanken var, at scenerne fra natklubben kunne fungere som musikalske hængsler. Altman bad Hal Willner (1956-2020) være kurator på soundtracket, og Willner betragtede opgaven som et koncept på linje med de albums, han i samme periode producerede som enkeltstående, originale projekter (Amarcord Nino Rota, Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill etc). Willner bad moderne musikere skrive nye sange, der lød som jazz standards. I den færdige film er det især de bidrag, som Doc Pomus og Dr. John leverede sammen, der skiller sig ud, men også Bono og The Edge fra U2 (»Conversation on a Barstool«), Elvis Costello og Cait O'Riordan (»Punishing Kiss«), Gavin Friday og Maurice Seezer (»A Thousand Years«), Roy Nathanson, Marc Ribot og David Cale (»Imitation of a Kiss«) har bidraget. Albummet Music from and Inspired by the Film Short Cuts (Imago, 1993) er næsten et værk i sin egen ret. Indrammet af lydeffekter (»Open On Helicopters« og »Earthquake«) foretager 15 skæringer en rejse gennem filmen, før Doc Pomus og Dr. John (»Prisoner of Life«) møder Peggy Lee og Duke Ellington (»I'm Gonna Go Fishin'«) i »Ending Credit Music Medley«. Filmens cellostykker af Anton Dvorák (Cellokoncert i b-moll, opus 104), Igor Stravinskij (»Berceuse« fra Ildfuglen) og Victor Herbert (Cellokoncert nr. 2, opus 30) er indsat i mosaikken. Den 7. skæring, »Evil California (These Blues)«, som ikke indgår i filmen, tyder på, at konceptet har været mere ekspansivt tænkt på et tidspunkt. Iggy Pop fremfører teksten til kompositionen af Terry Adams med samme lounge singer-flair, som han i samme periode sang duet (»Well, Did You Evah!«) med Debbie Harry på Red, Hot + Blue (1990), et hyldestalbum med moderne Cole Porter-fortolkninger, som er en veritabel guldgrube. Hal Willner døde under COVID-19-pandemien [se i øvrigt den nederste note i artiklen Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021].

Short Cuts. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman, Frank Barhydt. Foto: Walt Lloyd. 188 min. USA 1993. Dansk premiere: 27.05.1994.

Fotos: Short Cuts Productions, Inc./ Fine Line Features/ Spelling Films International/ Avenue Pictures/ CineMaterial (Poster Art: Guy Peellaert), MovieStillsDB/ Filmgrab.com/ Artificial Eye/ The Criterion Collection/ Vintage Books/ Library of America/ Imago Music/ IMDB | Columbia Tristar (25 Year Mashup trailer)/ www.artofthetitle.com (Opening Credits)

Filmen streames ikke p.t.– The Criterion Collection har udgivet Short Cuts på dvd (2004) og 2K Blu-ray (2016) [Spine #265]

Teksten trykt i Øjeblikket – tidsskrift for kunst og visuelle kulturer #20 (1994). En kortere version står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1998). Der er revideret og efterjusteret i november 2023.