Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]

EN BITTER LILLE IRONI

Robert Altmans næstbedste multiplotfilm

Af BO GREEN JENSEN

KNAP 20 år og 30 film efter Nashville (1975) vender Robert Altman i Short Cuts tilbage til den panoramiske kollektivskildring, som han første gang dyrkede dér. I en lignende episodisk struktur – og med det samme sædeskildrende anslag, som ligner objektiv impressionisme – tager Altman 10 tekster af Raymond Carver, føjer sporene sammen og fylder en dampende, støjende gryde af liv.*

   Det er ikke sædvanlige Hollywoodliv, vel at mærke, med action-orienteret drive og regelret mangel på gråzonetvivl. Der er 22 karakterer i det brede myldrebillede. Alle søger en forfatter og finder ham også i Altmans mix. Det er blevet en californisk livsfrise. Short Cuts – det betyder både »tynde skiver«, »genveje« og »korte klip« – er ingen filmatisering i traditionel forstand. Snarere tager den tværsummen af Carver.

   Resultatet er en bevægende film, som man nødigt giver netop dét klistermærke. Hverken Carver eller Altman vil manipulere. De vil registrere, og de vil beskrive. Når først vi har set, kan vi muligvis nå til at reagere, men vi får ikke følelsen serveret eller dikteret. Det er en strategi, som til tider giver bagslag, fordi den står så stærkt på sin distance, men ofte er det en effektiv stikvej.

   Især er formatet imponerende, såvel i overført som konkret forstand. Hver for sig er historierne og deres billeder små og rodede at se på. Sammen udgør de en kollektivskildring, der er filmet i sjælens cinemascope. Carver ligger godt for Altman. Det er en bedre film end den smarte The Player (1992), den opportunistiske Prêt-à-Porter (1994) og den nostalgiske Kansas City (1996). Man føler sig genkendt og ikke talt ned til. Man føler sig anbragt i midten.

RAYMOND Carver (1938-1988) blev kaldt »Amerikas Tjekhov«, fordi hans noveller besidder en lignende kosmisk stilfærdighed. Han arbejdede hårdt for at opnå det præg af ukunstlet hverdag og menneskelig indsigt, der banker som et roligt hjerte under de bedste af hans historier. Carvers skikkelser er ofte »tabere«, der gør hvad de kan for at rejse sig eller bare holde en skrøbelig balance, som andre mennesker tager for givet.

   Carver kunne til sin død huske dagen, som blev vendepunktet i hans liv, den dag han holdt op med at drikke. Det var den 2. juni 1977. Han kendte kædereaktionen af sejre, kriser, nederlag og genfødsler, der bærer de udsatte skikkelser frem. Ved aldrig at falde for fristelsen til at bruge højt sprog, giver han dem fuld troværdighed. Han blev set som minimalismens digter, men ordet er både goldt og for småt. Snarere var han sin stil.

   Carver blev gift og skilt som ganske ung, havde en række tilfældige småjobs og store problemer med diverse stimulanser, indtil han i sit andet ægteskab, med digteren Tess Gallagher, fandt den fornødne fred til at skrive. Samtidig begyndte hans noveller at få mesterstatus. De fleste står i tre samlinger: Will You Please Be Quiet, Please? (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Cathedral (1983). Før sin død samlede Carver de bedste noveller i de bedste versioner. Where I'm Calling From: New And Selected Stories (1988) rummer 7 nye tekster plus 30 fra de første bøger. 

   Carver skrev også digtsamlingerne Where Water Comes Together With Other Water (1985) og Ultramarine (1987). Efter hans død udkom A New Path To The Waterfall, hvis titel meget godt giver den forklarelse, som fandt og fyldte ham til slut, men kernen i Carvers historier ligger tilbage i hans kritiske tid. Lyrikken er samlet i All of Us: The Complete Poems (1996). Carver vedkendte sig gerne inspirationen fra Tjekhov og sagde tre år før sin død til en interviewer:

Jeg elsker Tjekhov. Men jeg vil samtidig sige, at jeg ikke kender nogen forfatter som ikke gør dét. Jeg elsker også Tolstoj. Han er klar, præcis og samtidig umådeligt vidtrækkende. Han rammer alle de rigtige toner, ligesom Bach. Tjekhov arbejder i en meget mindre målestok. Jeg kan lide måden, han fortæller om almindelige mennesker på. Med et betragtende blik som ikke automatisk udelukker sympati. Og så holder jeg naturligvis meget af Hemingway. Hemingways tidlige noveller har været en kæmpemæssig påvirkning. Deres rytme, deres særlige kadence. Jeg genlæser dem hvert andet eller tredje år, og de kan stadig gøre mig henrykt. Til en vis grad er vi alle Hemingways børn.**

EN sværm af helikoptere hænger i truende formation over Los Angeles, mens titelsekvensens neonbogstaver krediterer de mange celebre medvirkende. På afstand ligner det indflyvningen til en scifi-fortælling, måske Blade Runner 2 eller Escape from L.A., men det apokalyptiske optrin viser sig hurtigt at være prosaisk og samtidigt. Helikopterne sprøjter insektgift ned i et forsøg på at komme de frygtede medflies til livs.

   Den kemiske regn er det første, som forbinder tableauets simrende skæbner. Det andet er det mellemsvære jordskælv, som til slut retfærdiggør filmens mest markante ændring af det litterære forlæg. Carvers noveller udspiller sig ved byerne på den nordlige vestkyst, et mere køligt og mindre støjende hjørne af den amerikanske virkelighed. Det er Altman og medforfatteren Frank Barhydt, der transplanterer dem til Californien. I sit forord til tie-in udgaven af Short Cuts forklarer filmskaberen:

One of the reasons we transposed the settings from the Pacific Northwest to Southern California was that we wanted to place the action in a vast suburban setting so that it would be fortuitous for the characters to meet. There were logistical considerations as well, but we wanted the linkages to be accidental. The setting is untapped Los Angeles, which is also Carver Country, not Hollywood or Beverly Hills - but Downey, Watts, Compton, Pomona, Glendale - American suburbia, the names you hear about on freeway reports. [»Collaborating with Carver«, Short Cuts s. 9] 

STRUKTUREN i Short Cuts er horisontal. De små historier er ikke isolerede episoder, som knyttes sammen af en central begivenhed, en handlingsbærende faktor, et fælles rum eller lignende. Der er tale om mere end forbundne noveller. Altman og Barhydt har en vision. Alt foregår med en samtidighed, der løfter blikket til kosmisk niveau.

   Historierne ånder i hinanden. De enkelte liv griber ind i hinanden som ved en narrativ osmose. I farten bliver de også bestemmende for hinanden, men sjældent så det giver anden mening end symmetrien i den udeltagende skæbne. Det er lidt som at sidde i cockpittet på den forreste Medfly-helikopter. Eller betragte filmen i Guds klippebord.

   Atmosfæren af universel fatalisme er sat på spidsen i den mest bevægende af handlingsklyngerne, baseret på novellen »A Small, Good Thing« (»Lidt Godt«) fra Cathedral. Den demonstrerer samtidig Altmans organiske teknik som fortæller. Han arbejder altid i flere af billedets felter. Det er som at se en skulptur, der tager form. 

   Vi har vænnet os til at følges med Earl og Doreen Piggot (Tom Waits og Lily Tomlin). Han er en alkoholiseret limousinechauffør, som nok er frustreret over aldrig at være nået længere end til at bo i en meget stationær trailer sammen med sin kone, men som især bliver bitter på skæbnen, når han kigger indenfor i cafeteriaet, hvor hun serverer kaffe og burgers, og ser, hvordan andre mænd overbeglor hendes krop. 

   Vist er det noget, han bilder sig ind, men jalousien er stærk og konkret. Det ender altid med, at han bliver olm og begynder at drikke for alvor. Hun kommer hjem, de skændes, han går og smækker hårdt med døren, for så at vende ydmyg tilbage, når det er blevet dag igen. Sådan er det bare med de to. Vi følger dem gennem en af de mest opløftende episoder frem til forsoningen, hvor de drikker sig småfulde sammen og forvandler traileren til det Hawaii, som de aldrig får besøgt. Men i ét nu rører de tre andre liv.

ANN og Howard Finnigan (Andie MacDowell og Bruce Davison) har hjemme på solsiden i Los Angeles. Han er tv-kommentator, hun får hverdagen til at fungere. Sammen har de sønnen Scott, som fylder 8 år næste dag. Derfor bestiller Ann en kage hos konditoren Andy Bitkower (Lyle Lovett), da hun har sendt Scott i skole. Samtidig er Doreen Piggot på vej hjem fra arbejde. Scott løber efter skolebussen, og Doreen kommer til at påkøre ham. 

   Hun er chokeret, springer ud af bilen og vil følge ham hjem til forældrene, men drengen har fået at vide, at han ikke må tale med fremmede. Desuden ser han ud til at være sluppet med forskrækkelsen. Doreen ser drengen humpe af sted og tager hjem og fortæller Earl om, hvor heldigt det var, at han ikke tog skade. Hun bliver aldrig klogere.

   Desværre véd publikum bedre. Scott falder i en komatøs søvn. Ann får kørt ham på hospitalet og hidkalder Howard fra tv-studiet. Deres læge bliver samme Ralph Wyman (Matthew Modine), som i en anden historie er bitter på sin hustru, billedkunstneren Marian (Julianne Moore), fordi hun tre år før havde en affære, hun aldrig har villet fortælle ham om.

   I begyndelsen er prognosen god, og vi følger udviklingen fortrøstningsfuldt, mens ulykken sætter sig små, bitre spor. Den rasende konditor forstår ikke, hvorfor Scotts kage ikke blev hentet. Efter at være blevet affærdiget af Howard, iværksætter han en udførlig telefonterror over for Ann.

SAMTIDIG dukker Howards far (Jack Lemmon), som ingen har hørt fra i 30 år, op på hospitalet. Paul Finnigan venter både forsoning og bifald for sine trætte selskabstricks. Lemmons monolog – som er et riff på digtet »Lemonade« – varer 7 minutter og står som en arie i filmen, der ellers er bygget af recitativer. Det bliver ved og ved, og drengen får det aldrig bedre. Han åbner øjnene, og vore hjerter letter med forældrenes. Så dør han, og vi deler deres afmagt. Sammen konfronterer de den bitre konditor. Et andet sted i byen tror Doreen Piggot stadig, at de slap med skrækken, og alting er godt.

   For Ann og Howards nabo, den depressive cellist Zoe Trainer (Lori Singer) virker drengens død så meningsløs, at hun omsider gør alvor af mange års trusler og tager sit liv i garagen. Filmens kor og bærende muse, jazzsangerinden Tess Trainer (Annie Ross) kommer hjem til sin tilværelses sammenbrud. Hun kunne dog bare have hørt efter, for Zoe forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Tess havde ikke tid at lytte, fordi hun havde travlt med sine prøver. 

   Det er Carvers og Altmans gennemgående strategi. Hvis ikke, hvis bare, sæt nu og mon ikke. Der er aldrig nogen stor morale. Men altid en bitter lille ironi, som intetsteds forløses bedre end i skildringen af den elskede drengs vilkårlige død.

DER er mange flere skæbner i Short Cuts. I regelen løber to-tre historier sammen i én. Det er menneskene, vi følger. Hvad der sker dem, er mindre vigtigt, end hvem de egentlig er. Man får sine favoritter på vejen, og skønt ingen er helt ond ret længe ad gangen, er et sympatisk træk ved filmen, at den ikke under ét skildrer menneskeheden som en stakkels slægt af martrede engle, der alle rummer noget godt på bunden. 

   I stedet giver Altman sig lov til at skildre overfladiske og irriterende personer. Robert Downey Jr. er fortrinlig som den mest øretæveindbydende af disse, flaben Bill Bush (fra novellen »Tell the Women We're Going«), der trækker sin godmodige ven, poolmanden Jerry Kaiser (Chris Penn), med så langt, at ansvarsløsheden får dødeligt udfald.

   Jennifer Jason Leigh er mut og stærk som Lois Kaiser, poolmandens kone, der passer sit telefonsexarbejde, mens hun skifter bleer og giver børnene mad. Anne Archer er åben og varm som Claire Kane, der optræder som professionel klovn ved børnefødselsdage. Hun er storkunde hos Lyle Lovetts konditor og egentlig udmærket gift med Stuart (Fred Ward), som på en fisketur med to kammerater (Buck Henry og Huey Lewis) finder en myrdet kvinde i floden. Mændene ved ikke, hvad de skal stille op, lader liget ligge i tre dage og rapporterer først fundet, da de tager hjem. 

   Stuart fortæller Claire om det, da de har elsket, og hun mister alt, hvad hun havde for ham. De tager dog sammen til middag hos parret, som de traf ved koncerten forrest i filmen (hvor The Trout Quintet optrådte med Lori Singer som solocellist). Det er lægen og kunstneren, Matthew Modine og Julianne Moore, der tvangsindlægger dem til en lang nat med smådruk og ægteskabelig infight. 

   Claire giver dem alle klovnemakeup på, og for billedet af de sminkede ansigter i morgenlyset tilgiver man Altman den mest trivielle historie. Det er næsten som at se en scene fra en af de demonstrativt kunstneriske 70'er-film, Images (1972) eller Three Women (1977) for eksempel. Forbløffende billeder, diffuse historier.

ENDELIG skal fremhæves Tim Robbins som den paranoide, ondskabsfulde og faktisk komisk tykpandede motorcykelbetjent, Gene Shepard, der holder hustruen Sherri (Madeleine Stowe) hen med utrolige historier om narkomissioner og velgørenhedsarbejde, mens han dyrker sit sidespring med Betty Weathers (Frances MacDormand) et andet sted i byen.

   Stowes karakter er søster til Julianne Moores billedkunstner, og MacDormand er skilt fra helikopterpiloten Stormy Weathers (Peter Gallagher). Mens hun er væk for en weekend, tager han motorsaven i egen hånd og foretager uigenkaldelig bodeling. En støvsugersælger afbryder ham, og der venter den strejfende kvinde et svært aflæseligt hjemkosttableau. 

   Vi forlader myldrebilledets historier i et sammensurium af tilstande. Nogle forløses, andre formørkes. Nogle er bitre, andre nyforelskede, gået fra forstanden eller ramt af dyb sorg. Solen i Los Angeles er lige så ligeglad som jordskælvet og den kemiske regn. Og det er sikkert som amen i kirken, at Lois Kaiser genoptager sin telefonlir næste dag, mens Doreen Piggot går på arbejde og begynder at skændes med Earl igen. 

   Sympatien bliver hos ofrene og de efterlevende. Hos den døde dreng og forældrene. Hos poolmanden som det slår klik for. Hos jazzsangerinden der sørger over den datter, hun aldrig lærte at forstå. De andre liv kværner videre. Så planløst og prosaisk som vore egne og med samme mangel på klar dramatik:

Raymond Carver's view of the world, and probably my own, may be termed dark by some. We're connected by similar attitudes about the arbitrary nature of luck in the scheme of things – the Finnegans' child being hit by a car in »A Small, Good Thing«; the Kanes' marriage upheaval resulting from a body being discovered during a fishing trip in »So Much Water So Close to Home.«

   Somebody wins the lottery. The same day, that person's sister gets killed by a brick falling off a building in Seattle. Those are both the same thing. The lottery was won both ways. The odds of either happening are very much against you and yet they both happened. One got killed and the other got rich: it's the same action.[»Collaborating with Carver«, Short Cuts, s. 8-9]

DE tre tætte timer i Altmans filmatisering af den menneskelige komedie føles præcis lige så lange. Men formen kan bære, og alt balancerer. Der klippes og splejses optimalt – Geraldine Peroni og Suzy Elmiger har redigeret. Mark Ishams score bruger natklubbens jazz og byens diegetiske lyde til at skabe en konkret musik. Hal Willner har valgt et blåt sæt sange som lægger en melankolsk puls under de bankende liv.***

    Hvad man savner ved gensynet 30 år efter, er måske den politiske skarphed fra Nashville. Og lidt flere flossede kanter i den narrative sammenføjning. Der er mange løse ender, som slæber og skurrer i Nashville. Det gør de på konstruktiv vis. I Short Cuts bliver puslespillet lagt færdigt. Det hårde lys i Nashville var iskoldt fastholdt af fotografen Paul Lohmann. Walt Lloyds billedside i Short Cuts har en mere møbleret, tilrettelagt kvalitet. 

   Filmen var en stor succes. Altman præsenterede værket på Mostraen i Venedig, hvor Short Cuts delte Guldløven med Krzysztof Kieslowski for Tre farver Blå. Det samlede cast fik en særpris ved årets Golden Globe Awards. Manuskriptet var Oscar-nomineret og blev kun forbigået, fordi Steven Spielbergs Schindler's List tog alle priser. I Danmark fik Short Cuts en Bodil som årets bedste amerikanske film.

    Altman blev forsigtigt kritiseret for sit overforbrug af store navne i små roller, men hvis vi ikke kendte stjernerne, ville vi ikke i længden kunne fokusere på deres skæbner og holde handlingens tråde ude fra hinanden. Dét kunne til gengæld være en markant pointe og meget i mesteren Carvers ånd. 

Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

*) Der er 9 noveller og et langt, fortællende digt. Teksterne er: »Neighbors«, »They're Not Your Husband«, »Collectors«, »Jerry and Molly and Sam« og »Will You Please Be Quiet, Please?« fra Will You Please Be Quiet, Please?;  »Tell the Women We're Going« og »So Much Water So Close to Home« fra What We Talk About When We Talk About Love; »A Small, Good Thing« og »Vitamins« fra Cathedral. »Neighbors«, »Collectors«, »A Small, Good Thing«, »So Much Water So Close to Home«, »They're Not Your Husband« og »Vitamins« er optrykt efter Carvers eget udvalg, Where I'm Calling From: New and Selected Stories (1988). Digtet »Lemonade« blev skrevet i 1988 (til The Atlantic Monthly) og er optrykt i samlingen A New Path to the Waterfall. Vintage Books udgav et særtryk af Short Cuts-materialet i 1993, som Robert Altman skrev forordet til. Bogen indgår som ekstramateriale i den første dvd-udgave fra The Criterion Collection – ikke i blu-ray-udgivelsen. Altman og Barhydt har tilføjet flere historier, for egen regning, men i Carvers ånd. Det gælder f.eks. mor/datter-historien om Tess (Annie Ross) og Zoe Trainer (Lori Singer), sangerinden og cellisten. I andre tekster har Altman og Barhydt tilføjet særlige træk. Det var Tim Robbins, som spiller færdselsbetjenten Gene Shepard, der foreslog at lade Claire Kane, Anne Archers karakter, arbejde som professionel klovn. Hun kunne på den måde færdes naturligt i mange miljøer og have flere personlige sider. Ydermere giver klovnefiguren et betydeligt visuelt boost. I dokumentaren Luck, Trust & Ketchup fortæller Altman og Barhydt om deres arbejde med manuskriptet. Tess Gallagher redegør for sin døde ægtefælles forhold til sine tekster og uddyber, hvordan formålet med filmen netop ikke var at lave en respektfuld 1:1-filmatisering. Altman selv kaldte filmen en jazz-rapsodi, der tog afsæt i Carvers motiver og improviserede ud fra hans temaer. I løbet af de 30 år, som er gået, er dét blevet standardbeskrivelsen.

**) Carver er beundret for sin nedbarberede, hyperrealistiske stil, der får forbilledet Ernest Hemingway til at fremstå som et sludrechatol. De minimalistiske noveller blev ikke skrevet ord for ord sådan. De begyndte som gavmilde tekster med flere detaljer og mere håndgribelig baggrund. Efter Carvers død er der i stigende sat fokus på den afgørende rolle, som Gordon Lish (f. 1934), der redigerede Carver på magasinet Esquire og siden på forlaget Knopf, havde i udviklingen af hans signaturstil. Lish redigerede ved at beskære. Endvidere ændrede han Carvers egne novelletitler. Især teksterne i What We Talk About When We Talk About Love er behandlet med hård og næsten forvanskende (eller medskabende) hånd. I flere tekster er mere end halvdelen af Carvers oprindelige tekst udeladt. Carver havde tillid til Lish – »If I have any standing in the world, I owe it to you« – men han var ikke altid lykkelig for den færdige tekst. I 2009 udkom Beginners (da. Begyndere) med teksten fra det oprindelige manuskript til What We Talk About When We Talk About Love, som Carver afleverede til Gordon Lish. I Library of America-bindet med Carvers Collected Stories, som William L. Stull og Maureen P. Carroll redigerede i 2010, indgår Beginners på lige fod med de kanoniserede samlinger. På dansk er de første udvalg afløst af Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal, 2010), som samler de 34 noveller, Johannes Riis fik oversat og har forord af Klaus Rifbjerg. I 2012 udkom 50 digte, som Johannes Riis har oversat og udvalgt i samråd med Kim Skotte. Gordon Lish redigerede flere forfattere efter beskæringsmetoden. Paul Bowles sagde fra, og Don DeLillo trak en tekst tilbage fra Esquire, fordi han ikke ville se den trykt med Lishs beskæringer. Til gengæld er romanen Mao II tilegnet Lish. Lish, som stadig lever, var en sjældent kontroversiel skrivelærer, der næppe havde fået lov at undervise i 2020'ernes cancel culture. Se bl.a. Carla Blumenkranz' portræt »Seduce the Whole World: Gordon Lish’s Workshop«, skrevet til antologien MFA vs. NYC: The Two Cultures of American Fiction (2014) og trykt samme år i The New Yorker.

***) Musikken i Short Cuts er forankret i fortællingen om jazzsangerinden Tess (Annie Ross og hendes datter, cellisten Zoe Trainer (Lori Singer), som Altman og Frank Barhydt skabte i ånden fra Carver. Tanken var, at scenerne fra natklubben kunne fungere som musikalske hængsler. Altman bad Hal Willner (1956-2020) være kurator på soundtracket, og Willner betragtede opgaven som et koncept på linje med de albums, han i samme periode producerede som enkeltstående, originale projekter (Amarcord Nino Rota, Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill etc). Willner bad moderne musikere skrive nye sange, der lød som jazz standards. I den færdige film er det især de bidrag, som Doc Pomus og Dr. John leverede sammen, der skiller sig ud, men også Bono og The Edge fra U2 (»Conversation on a Barstool«), Elvis Costello og Cait O'Riordan (»Punishing Kiss«), Gavin Friday og Maurice Seezer (»A Thousand Years«), Roy Nathanson, Marc Ribot og David Cale (»Imitation of a Kiss«) har bidraget. Albummet Music from and Inspired by the Film Short Cuts (Imago, 1993) er næsten et værk i sin egen ret. Indrammet af lydeffekter (»Open On Helicopters« og »Earthquake«) foretager 15 skæringer en rejse gennem filmen, før Doc Pomus og Dr. John (»Prisoner of Life«) møder Peggy Lee og Duke Ellington (»I'm Gonna Go Fishin'«) i »Ending Credit Music Medley«. Filmens cellostykker af Anton Dvorák (Cellokoncert i b-moll, opus 104), Igor Stravinskij (»Berceuse« fra Ildfuglen) og Victor Herbert (Cellokoncert nr. 2, opus 30) er indsat i mosaikken. Den 7. skæring, »Evil California (These Blues)«, som ikke indgår i filmen, tyder på, at konceptet har været mere ekspansivt tænkt på et tidspunkt. Iggy Pop fremfører teksten til kompositionen af Terry Adams med samme lounge singer-flair, som han i samme periode sang duet (»Well, Did You Evah!«) med Debbie Harry på Red, Hot + Blue (1990), et hyldestalbum med moderne Cole Porter-fortolkninger, som er en veritabel guldgrube. Hal Willner døde under COVID-19-pandemien [se i øvrigt den nederste note i artiklen Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021].

Short Cuts. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman, Frank Barhydt. Foto: Walt Lloyd. 188 min. USA 1993. Dansk premiere: 27.05.1994.

Fotos: Short Cuts Productions, Inc./ Fine Line Features/ Spelling Films International/ Avenue Pictures/ CineMaterial (Poster Art: Guy Peellaert), MovieStillsDB/ Filmgrab.com/ Artificial Eye/ The Criterion Collection/ Vintage Books/ Library of America/ Imago Music/ IMDB | Columbia Tristar (25 Year Mashup trailer)/ www.artofthetitle.com (Opening Credits)

Filmen streames ikke p.t.– The Criterion Collection har udgivet Short Cuts på dvd (2004) og 2K Blu-ray (2016) [Spine #265]

Teksten trykt i Øjeblikket – tidsskrift for kunst og visuelle kulturer #20 (1994). En kortere version står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1998). Der er revideret og efterjusteret i november 2023.

Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008)

FØR OG EFTER ROSEBUD

Omkring den unge Citizen Welles

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker er fødte fabeldyr. Tusindkunstneren Orson Welles (1915-1985) var en af de mest berømte mænd i sin tid, men huskes især for alle de ting, som han ikke fik gjort. Vist kom der stærke film og godt teater i kassen efter storhedstiden 1935-45, men for hver realiseret idé var der ti ufuldendte projekter.

   Welles levede som en luksusnomade og finansierede sine planer ad hoc. Nogle var sandslottte, andre rene luftkasteller. Der var dårlige roller og ukritisk reklamearbejde. Over 40 år hober den slags sig op, og det kan være svært at fastholde ægte guld som Othello (1952), Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje), The Trial (1962, da. Processen), Chimes at Midnight (1965, da. Falstaff) og F for Fake (1974, da. F for fup), hvis man samtidig lejer sin sjæl ud til enhver, der vil betale.

   Det blev ikke, som Welles havde tænkt sig. Når han optræder som fiktionsfigur, og det sker ganske ofte, er det derfor altid i forbindelse med den lovende unge mands erobringer. Welles var kun 24, da han i 1939 påbegyndte optagelserne til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Han var 26, da filmen fik premiere. Året efter fulgte The Magnificent Ambersons (1942, da. Familien Amberson). Siden gik det ned ad bakke.*

ENDNU før Hollywood-tiden var der det selvsikre wunderkind, som indtog New York under Depressionen og finansierede radikale teaterprojekter med indtægterne fra sit kommercielle radioarbejde. Welles var kendt som stemmen bag The Shadow, da han i 1938 lod sit teaterkompagni præsentere The War of the Worlds som et dokumentarisk radiospil. Det var dén forestilling, som lytterne angiveligt tog for pålydende. Mange troede, at Klodernes kamp var begyndt. Og de første tilbud fra Hollywood fulgte.**

   Welles gjorde for alvor indtryk på teaterscenen, da han i 1936 blev ansat som instruktør på en opsætning af Macbeth, som han befolkede med afrikansk-amerikanske skuespillere, hvoraf de fleste var amatører. Forestillingen var et statsstøttet Federal Theatre Project, som indgik i Franklin D. Roosevelts Works Progress Administration, bedre kendt som den kontroversielle »New Deal«. Welles skabte en såkaldt Voodoo Macbeth, der henlagde Shakespeares kongemordsdrama til samtidens Haiti.

   

DET følgende år fik Federal Theatre Project sin bevilling beskåret. Samtidig bevirkede faglige konflikter, at Welles og hans kompagni måtte opføre Marc Blitzsteins Cradle Will Rock – en socialistisk musical – i beskåret version på et teater, som Welles lejede i sidste øjeblik. Han brød herefter med Works Progress Administration og grundlagde sit eget Mercury Theater sammen med vennen John Houseman (1902-1988), der forblev hans producer og praktiske gris i en årrække, før han som ældre mand selv blev en stjerne.***

   Forløbet er farverigt skildret i Tim Robbins’ film Cradle Will Rock (1999). Angus MacFadyen spiller Welles, og Mercury Theaters fødsel bruges som baggrund for et socialt panorama, der viser 1930ernes New York i total. Blandt andre ses John Cusack som Nelson Rockefeller, der rager uklar med kunstneren Diego Rivera (Ruben Blades). Bygherren har bestilt nogle vægmalerier til sit nyopførte Rockefeller Center. Er det kunsteren eller mæcenen, som bestemmer over motivet? Cradle Will Rock blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes, men fik aldrig nogen dansk distributør.

EFTER Macbeth og Cradle Will Rock kunne Welles triumfere eller knække halsen på Mercurys første forestilling, en moderniseret opsætning af Julius Cæsar, der er gået over i teaterhistorien som periodens mest indflydelsesrige opsætning. Der er derfor aldrig tvivl om, at projektet vil lykkes i Richard Linklaters Me and Orson Welles, en prægtig film fra 2008, som Cinemateket gav dansk premiere.

   Welles og Houseman spilles af Christian McKay og Eddie Marsan, som begge er fremragende. Fokus er dog lagt hos Richard (Zac Efron), en 17-årig gymnasieelev, som ser op til radiostjernen og får en rolle i stykket, da han imponerer Welles med en trommehvirvel og siger de rigtige ting. Hos Mercury forelsker han sig i den lidt ældre Sonja (Claire Danes), som også holder af ham. Hun assisterer samtidig den grådige Welles, skønt hans hustru, Virginia Nicolson, venter parrets første barn.

   

RICHARD udfordrer Welles og betaler siden for det, men er alligevel mod sin vilje benovet. Filmen bygger på en roman af Robert Kaplow, som fastholder Welles i et af karrierens mange kritiske øjeblikke. Forude venter radioversionen af Klodernes kamp og en for tiden enestående kontrakt med RKO-studiet i Hollywood.

   Da man afviste hans plan for en filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness, skrev Welles og Herman J. Mankiewicz manuskriptet til Citizen Kane. Det var primært Mankiewicz, som skrev. I 2020 blev arbejdsprocessen bøjet, strakt og gennemlyst i Mank, David Finchers portræt af forfatteren som systemkritisk nej-siger. Også i Me and Orson Welles er det et tema, at Orson gerne tog æren for andres arbejde. I hans teater var der egentlig kun én stjerne.

   Over to år fulgte en bitter krig med bladkongen William Randolph Hearst (1863-1951), som var modellen for Charles Foster Kane og en forløber for moderne mediemoguler som Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi.

   Welles vandt for så vidt kampen mod Hearst, der gjorde alt for at standse Citizen Kane. Blandt andet truede han – via journalisten Louella Parsons – de øvrige studiechefer til at stå sammen og tilbyde RKO 800.000 dollars for negativet til filmen. Kane skulle simpelt hen destrueres. I modsat fald ville Hearsts aviser henlede offentlighedens opmærksomhed på det forhold, at alle de store Hollywood-studier var ejet og drevet af jødiske mænd.

  

TAKTIKKEN gav bagslag. For det første gik Hearst konkurs og måtte sælge ud af kunstskattene i San Simeon-slottet, hvor han levede sammen med skuespillerinden Marion Davies, der var 34 år yngre end han – ganske som Kane og Susan Alexander gør i filmen, hvor paladset bliver kaldt Xanadu. For det andet eskalerede krigen i Europa. Welles tog til New York for at overbevise aktionærerne og bestyrelsen i RKO om, at tiden ikke var til censur, men til modstand mod en totalitær overmagt.

   Dét forløb er medrivende skildret i tv-filmen RKO 281 (1999, da. Kampen om Citizen Kane), hvor Liev Schreiber spiller Welles over for James Cromwells Hearst. Forlægget er en dokumentarfilm, The Battle over Citizen Kane (1996), som kopieres samvittighedsfuldt i de scener, hvor man råder over autentiske klip.

   

STØRST indtryk gør dog et interview med Welles, der er optaget umiddelbart før hans død. Han taler her om alle de år, som han brugte på at rejse penge til projekter, der sjældent blev, som han ville. For skønt Citizen Kane fik klassikerstatus i 1950erne, var og blev Den Store Mand persona non grata i Hollywood. Efterfølgende har ingen undladt at bemærke, at Welles også foregreb sin egen historie i Citizen Kane.

   Alt dét ved vidunderdrengen ikke i Me and Orson Welles, hvor han endnu ligner Guds gave til menneskeheden og er så bristefuld af selvtillid, at man på én gang må måbe og væmmes. Texaneren Richard Linklater har efter generationsfilmen Slacker (1991) skabt så forskellige værker som tidstrilogien Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy, Spis-Ikke-Dyr-filmen Fast Food Nation (2004) og den animerede udgave af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). I 2015 blev Boyhood nomineret til seks Oscars

   New York i 1937 fremstår med forjættende tidsfarve. Me and Orson Welles er udsøgt slik for cineaster og endnu en fascinerende skildring af manden, som skabte Citizen Kane.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Orson Welles: Citizen Kane (1941); Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998); Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999); Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018).

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

*) Det er naturligvis en generalisering. Teksten er skrevet i 2010, dvs. otte år før det blev muligt at se den efter 40 år færdiggjorte The Other Side of the Wind, som blev vist på Venedig Festivalen og lagt på Netflix i efteråret 2018. Nogle af Welles' ideer var bare ideer. Andre, faktisk imponerende mange, blev udviklet og realiseret, før de strandede i efterproduktionen. Finansiering var altid Orsons problem, uanset hvilken alder han havde.

**) Forestillingen varede en time og blev transmitteret live fra CBS-studiet søndag den 30. oktober 1938 fra kl. 20-21. Forfatteren Howard Koch bearbejdede H.G. Wells' roman, så Welles' radioteater kunne præsentere noget særligt i anledning af Halloween.

   Som alle overleveringer har myten om The War of the Worlds-receptionen flere lag og nuancer. Der er grænser for, hvor stor panikken kunne blive. The Mercury Theatre on Air nåede kun 4% af lytterne, og aviserne overdrev panikken – måske for at miskreditere radiomediet, der var nyt og fremstormende; på samme måde som »gamle« medier i lang tid behandlede nettets digitale platforme. Ingen, som hørte programmet fra begyndelsen, var i tvivl om den dramatiske præmis, og medieforskeren Hadley Cantril (1906-1969) var tilbøjelig til at overdrive sensationselementet, da han skrev sin analyse af fænomenet i afhandlingen The Invasion from Mars: A Study in the Psychology of Panic (1940).

   Det er med andre ord en skrøne, at der udbrød kollektiv panik. A. Brad Schwartz undersøger og udreder myten i Broadcast Hysteria - Orson Welles's War of the Worlds and the Art of Fake News (Hill & Wang, 2015). Det er dog sandt, at der var enkelte ægte overbeviste, som flygtede fra New York i panik. Næste formiddag optrådte Welles ved et pressemøde, hvor han fremstod intens og næsten brødebetynget: han beklagede så inderligt, hvis programmet havde skabt bekymring, fordi illusionen var så overbevisende gennemført. Det var naturligvis ekstra reklame for Mercury-ensemblet.

   Myten har dog en kerne af sandhed. CBS modtog henved 1.400 breve fra opskræmte og (især) forargede lyttere. Schwartz betragter War of the Worlds-episoden som en forløber for fake news, konspirationsteorier og virale vandrehistorier, som fænomenerne verserer på sociale medier i dag. Han er fuld af beundring for Welles' radiospil og bruger reaktionen til at spørge sig selv og andre, hvorfor vi synes så godt om historien.     

***) Tv-serier som The Paper Chase (1978-1986; da. Karakterræset) og film som Sydney Pollacks konspirationsthriller Three Days of the Condor (1975, da. Tre døgn for Kondor), Norman Jewisons dystopiske Rollerball (1975) og gyserfortællingen Ghost Story (1981, da. Vild opstandelse), John Irvins filmatisering af Peter Straubs nyklassiker, ville ikke være det samme uden Houseman. Især rollen som professor Charles Kingsfield i The Paper Chase – der fulgte en årgang fra Harvard Law School gennem studieforløbet og videre – var som skræddersyet til Housemans aristokratiske og distingverede udstråling, der forener empati og kynisme. The Paper Chase begyndte sit liv som en gennemsnitlig biograffilm i 1973, men blomstrede svært op i tv-formatet. I Tre døgn for Kondor er Houseman systemets noble facade; i Rollerball tilhører han den dekadente herskende klasse, som iscenesætter den dræbende sport. Mest interessant er måske karakteren Sears James, som Houseman fremstiller i  Ghost Story. Fire gamle mænd må erkende fortidens synder og forholde sig til et seksuelt overgreb, som de alle havde del i, og et drab, som én af dem begik, da de var unge.  Siden har en forbandelse hvilet over den lille by i New England, hvor medlemmerne af The Chowder Society har holdt møder gennem 50 år og fornyet pagten, som bevarer deres hemmelighed. Nu vender Alice Krige tilbage fra graven for at hævne sig. De andre tre pensionister er Melvyn Douglas, Douglas Fairbanks Jr. og Fred Astaire, som viser nye sider af sit talent. Patricia Neal og Craig Wasson medvirker. Ken Olin (fra 80er-serien thirtysomething) spiller den unge Sears James. Houseman investerer al sin isnende intelligens i karakteren. Det er fornem, stemningsfuld syndefaldshorror.   

Cradle Will Rock. Instr. og manus: Tim Robbins. Foto: Jean-Yves Escoffier. 132 min. USA 1999.  

Me and Orson Welles. Instr.: Richard Linklater. Manus: Vince og Holly Gent Palmo. Foto: Dick Pope. 114 min. USA-Storbritannien 2008. Dansk premiere: 19.08.2010 (Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/ Cecil Beaton (1937 'Hamlet' Portrait) 

Me and Orson Welles streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Universal Studios 01.12.2010

Cradle Will Rock streames ikke i DK

2K Blu-ray fra Kino Lorber 07.08.2018

Teksten tager afsæt i en filmrevyanmeldelse fra Weekendavisen Kultur 20.08.2010