Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019)

EN MERE UDBREDT DØDELIGHED

Kammerat Stalin og hungersnøden i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

HOLODOMOR er navnet for hungersnøden, som ødelagde Ukraine i 1932-33. Katastrofen var menneskeskabt. Skønt høsten slog fejl, insisterede den sovjetrussiske administration på at sende afgrøderne til Moskva. Vinteren var begge år historisk lang og bitter. Det er uklart, hvor mange liv, der gik til. Man regner som minimum med et sted mellem to og fem millioner.

   Den statspåførte hungersnød har siden 2006 været betragtet som et folkemord, skønt ikke i Rusland, Hviderusland og Georgien. Josef Stalin kom fra Georgien. Tvangskollektiviseringen af Ukraine var et led i femårsplanen, som skulle imponere udlandet. Hungersnøden var Stalins personlige hævn over kulakkerne, de selvstændige bønder, som nægtede at makke ret.

   Det kan bemærkes, at Holodomor har slående ligheder med den britiske håndtering af hungersnøden i 1840ernes Irland. Men det var muligt for irerne at emigrere. De ukrainske bønder blev dræbt eller sendt i lejre. Kannibalisme og statskommunisme indgik en obskøn alliance. Vesten rørte ikke en finger og ville nødigt høre om folkemordet.

AGNIESZKA Hollands film om waliseren Gareth Jones (1905-1935), der som den første journalist rapporterede om hungersnøden, begynder et helt andet sted.

   Det sker på ganske forvirrende vis. I vinteren 1943 er George Orwell ved at skrive den politiske fabel, som to år senere bliver trykt med titlen Animal Farm (da. Kammerat Napoleon). Det er den lille bog med maksimerne, som konstant bliver ændret og rettet til. »Alle dyr er lige – men nogle dyr er mere lige end andre.« Forfatterens egen undertitel var »A Fairy Tale« – et eventyr.

   Orwells satiriske angreb var lige så upopulært, som Gareth Jones’ afsløringer havde været. Derfor tænker forfatteren på »Mr. Jones« og reflekterer over fænomener som sandhed, mod, integritet og propaganda – hvad vi nu kalder fake news. Jones blev miskrediteret og beskyldt for at lyve. Han blev dræbt dagen, før han fyldte tredive år. Orwell kender hele historien. Som filmen fremstiller det, er det ham, der fortæller om Mr. Jones.*

GARETH Jones havde flair for at finde nyheder. Vi træffer ham første gang, da han i februar 1933 flyver fra Frankfurt sammen med den nyudnævnte tyske rigskansler, Adolf Hitler.

   Jones fornemmer følelseskulden i Hitler og tænker, at den kunne ændre historien. Da han når hjem til ministeriet i London og fortæller embedsmændene om sin tur, bliver han overhørt og latterliggjort. Alle ved jo, at nazisterne er nyttige idioter, som gør magthavernes arbejde uden beregning.

   Det lykkes Jones at sikre sig et interview med Josef Stalin. Mødet finder aldrig sted, men derfor kommer han til Moskva i marts 1933. Han bliver holdt hen og ført bag lyset, både af diplomater og journalister. Al kommunikation går via Walter Duranty (Peter Sarsgaard) fra The New York Times. Duranty bestyrer pressekontoret og regerer som en konge i den internationale koloni.

BLANDT filmens sætstykker er Durantys dekadente fester, som minder mere om Weimar-tidens Berlin end Kreml under statskommunismen. Her møder Gareth kollegaen Ada Brooks (Vanessa Kirby), der ser på tingene ligesom han.

   Det lykkes ved løgne og list at besnære Maksim Litvinov (Krzysztof Pieczyéski), som også i virkeligheden var Kommissær for Udenlandske Anliggender. Ministeren ledsager Gareth på en rejse til kornkammeret i Ukraine. Journalisten har en klar plan om at undersøge sagen selv. Det gør han i en elegisk sekvens, som udgør filmens tyngdepunkt.

   Uanset den historiske flimren, er det hér, at Den sorte jord har sit hjerte. Agnieszka Holland (f. 1948) har lavet mange og meget forskellige film – også nogle stykker, som er »bedre« og stikker dybere end periodekoloritten i Mr. Jones – men med skildringen af Holodomor har hun skabt sine stærkeste scener.

   Lydene forstummer. Verden forsvinder i sne og bliver sort-hvid, mens Jones snubler gennem landskabet. Han tager tingene ind. Han fotograferer og dokumenterer. Kun ét sted får børnene mad. Det er, fordi de spiser hinanden.

DA Jones kommer hjem, bliver han afvist som løgner og sensationalist. Det lykkes ham kun at få teksterne trykt, fordi han ved, hvor bladkongen William Randolph Hearst – modellen for Charles Foster Kane i Orson Welles’ Citizen Kane (1941, da. Den store mand) – spiller golf. I New York Times går Walter Duranty ud med et kategorisk dementi.

   Han gjorde det samme i virkeligheden. »Der er ingen hungersnød,« skrev Duranty, »blot en mere udbredt dødelighed som følge af fejlernæring«. Skylden blev lagt på de udsatte bønder. Det var sandt nok eufemismer som »en mere udbredt dødelighed«, der gav Orwell ideen til Kammerat Napoleon og »nysproget« Newspeak i 1984.

   Den sorte jord er en episk produktion, som tager lige megen farve efter David Lean, Andrej Tarkovskij og Hollands landsmand, Andrzej Wajda. Egentlig var der flere rejser, flere artikler og mere indviklede forhold. Men Hollands film – som bygger på et vidtfavnende manuskript af Andrea Chapula – har fat i en kerne af sandhed.

DER er stof til en hel miniserie i Den sorte jord. Måske var tv-formatet bedre egnet, for filmen har haft en svær skæbne. Jeg så den første gang i 2019 på Berlinalen, hvor Agnieszka Holland som regel får sine film præsenteret. Fordi mange klagede over kaos og længde, blev filmen skåret ned fra to timer og tyve minutter til et smertepunkt på 118 minutter. Det er den ikke blevet bedre af – bare hurtigere set og mere rapsodisk.

   Man kunne med fordel have fjernet Orwell-forsiringen. Men den skal vel lokke udlandet til, på samme måde som de socialistiske paroler skulle vinde Europa og USA for Sagen. Som Gareth Jones har James Norton en distraherende fysisk lighed med Weekendavisens chefredaktør. Norton er en forbløffende spiller. Man kunne senest se ham som huslærer i Greta Gerwigs Little Women (2019).

DET er næppe nødvendigt at betone aktualiteten i temaer som journalistisk integritet, falske nyheder og statskontrolleret information. Det er en film til alle tider, hvor humanitet og despoti konkurrerer. Og en uafrystelig skildring af det stalinistiske folkemord. Jeg besøgte selv Kyiv i 2015. Her hader man stadig russiske navne og Kremls version af historien. Ukraine glemmer aldrig Holodomor.

Se også Politisk teater: State Funeral (2019) og Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017).

*) Gareth Jones blev født i Barry i Glamorgan. Han gik på skolen, hvor hans far var rektor og fik tidligt et forhold til russisk kultur. Hans mor havde arbejdet i Ukraine som huslærer for stålmagnaten Arthur Hughes. Hughes grundlagde minebyen Hughesovka, som i dag er blevet til Donetsk, den femte største by i Ukraine og en del af Donbass-regionen. I 1930erne hed byen Stalino.

   Jones studerede på University College of Wales i Aberystwyth og var på studieophold i Strasbourg. Han talte seks sprog flydende. Jones underviste på Trinity College i Cambridge, da han blev kontaktet af Lloyd George, den forhenværende britiske premierminister, og ansat som udenrigspolitisk rådgiver. Samtidig skrev han til flere aviser.

   I 1933 var han i Tyskland og skrev om nazisternes magtovertagelse. Han fløj fra Leipzig til Frankfurt sammen med den nyudnævnte rigskansler, Adolf Hitler, som det er beskrevet i filmen, og skrev om det til avisen Western Mail. 

   Jones besøgte Sovjetunionen tre gange. I 1930 og 31 skrev han anonyme reportager i The Times. I marts 1933 var han alene i Ukraine. Denne gang skrev han med byline. Artiklerne blev trykt i The Guardian og The New York Evening Post.

   Jones døde på en reportagerejse i Mongoliet. Han blev måske dræbt af kinesiske renegater, måske af russiske efterretningsfolk. Der er monumenter til hans minde i Aberystwyth, den walisiske universitetsby; ved Holodomor Museet i Kiev; i Chicago, Washington D.C. og Toronto. Canada var det første land, som anerkendte Holodomor som et folkemord.

   Jones’ artikler er samlet i bogform. Se i øvrigt websitet garethjones.org. Den walisiske journalist Ray Gamache har skrevet Gareth Jones: Witness to the Holodomor (2018) og Gareth Jones: On Assignment in Nazi Germany 1933-34 (2021). Margaret Siriol Colley (Jones’ niece) skrev i 2005 biografien More than a Grain of Truth. Den blev revideret i 2020. Martin Shipton har skrevet biografien: Mr. Jones – The Man who Knew Too Much: The Life and Death of Gareth Jones (Welsh Academic Press, 2021). 

   New York Times-korrespondenten Walter Duranty (1884-1957) miskrediterede Jones til det sidste. S.J. Taylor har skrevet biografien Stalin’s Apologist: Walter Duranty – The New York Times’ Man in Moscow (2020). I 1932 modtog Duranty Pulitzer Prisen for sine artikler. I 1990erne, da Gareth Jones blev anerkendt og rehabiliteret, forsøgte ukrainske og amerikanske journalister at få prisen tilbagekaldt. En officiel anmodning blev afslået i 2003.

Den sorte jord (Mr. Jones). Instr.: Agnieszka Holland. Manus: Andrea Chalupa. Foto: Tomasz Naumiuk. 118 (141) min. UK-Polen-Ukraine 2019. Dansk premiere: 22.10.2020.

Fotos: Film Produkcja [Robert Palka]/ WestEnd Films/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Holodomor Museum 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2020

Orson Welles: Citizen Kane (1941)

ROSENKNOP, RELIKVIUM

Den unge Orsons magnum opus

Af BO GREEN JENSEN

EFTER 80 år er det stadig (en af) verdens bedste film. Citizen Kane er konstrueret som en kriminalhistorie, et amerikansk identitetsmysterium. Plottet er et puslespil af den uendelige slags, som Kanes hustru fordriver sin tomme tid med at lægge i ensomheden på Xanadu.

   »En labyrint uden centrum,« har Jorge Luis Borges kaldt filmen, fordi han ser Kane som en mand uden sjæl, men det er netop i selve hjertet af intrigen, så at sige på midtens sted, at Citizen Kane formulerer filmhistoriens mest berømte spørgsmål: Hvad er Rosebud? Hvorfor hviskede Kane dét ord, da han døde alene i Xanadu?

   Først ser vi Kanes mund sige ordet i close-up. Vi ser ham tabe den lille glaskugle med snevejret og figurerne i, og da den knuses mod gulvet, ser vi en sygeplejerske reflekteret i et af skårene. Fra denne prisme stråler filmens mysterium ud, og vi er på fra begyndelsen.

   Nu følger nyhedsrevyen, »News On The March«, som i en særudgave fortæller historien om Charles Foster Kane, den store mand, som prægede fire amerikanske årtier med sine penge, sine aviser og sin politiske indflydelse. Alligevel fandt han aldrig lykken, uanset hvor stort han drømte sit kolossale, aldrig færdigbyggede slot Xanadu.*

VI ser bladkongen fraternisere med en række af periodens fremtrædende mænd, fra Theodore Roosevelt til Adolf Hitler, men får samtidig en fornemmelse af de personlige nederlag, der gjorde, at Kane ikke fik det liv, som han ønskede. Det mere end skinner igennem, at han ville være sit lands præsident, manden som forenede den økonomiske og politiske magt i sin tid. Manden, der fik sin vilje med verden.

   Og hér bekender filmen satirisk kulør. Rosebud-mysteriet er ægte, men nyhedsrevyens leflende stil er en parodi på den demagogiske form, som Henry R. Luce praktiserede i sit Time Magazine og nyhedsrevyen »March of the Time«, der fra 1935 til 1951 tegnede tidens gang i de amerikanske biografer.

   Også modellen for Kane, mediemogulen William Randolph Hearst (1863-1951) brugte formen i sine aviser. Hearst var sin tids Rupert Murdoch. Der er tale om en type, og også derfor har Citizen Kane aldrig mistet sin kraft. På ironisk vis tilhørte filmen siden Ted Turner, en anden mediemogul med politiske ambitioner, der giftede sig med en skuespillerinde.

UMIDDELBART efter nyhedsrevyen ser vi journalisterne, som har klippet den sammen. De diskuterer resultatet med deres redaktør. Han savner den menneskelige faktor, den personlige vinkel på stoffet. Så hvem var den »Rosenknop«, som Kane havde i tankerne til allersidst? Reporteren Jerry Thompson (William Alland) får til opgave at finde svaret, og resten af filmen følger hans jagt på denne macguffin.

   Thompson opsøger fem vidner, fem nøgler til mysteriet, og de fortæller på skift om Charles Foster Kane; hvad der drev ham; hvad der skabte ham; de sejre, han vandt i sin ungdom, og de kompromisser, han indgik, efterhånden som han ikke længere kunne skelne mellem rigtigt og forkert, men blev en bitter, stiv og ensom mand, også før han boede alene i Xanadu.

VIDNERNE er finansmanden Walker Parks Thatcher (George Colouris), som blev drengens værge, og som Kane siden angreb med ildhu i et stadigt faderopgør; forretningsføreren Bernstein (Everett Sloane), som sammen med Kane var med til at forvandle en enkelt lukningstruet avis, The Inquirer, til et imperium bestående af 37 dagblade, 13 magasiner og et netværk af radiostationer; kritikeren Jedediah Leland (Joseph Cotten), der blev teateranmelder hos sin gamle ven og brød med ham, da han ikke kunne skrive, som han ville. Thompson taler også med sangerinden Susan Alexander (Dorothy Comingore), som blev Kanes anden hustru og den direkte årsag til hans personlige og politiske syndefald; samt butleren Raymond (Paul Stewart), som var ansat hos Kane til det sidste.

INGEN af dem har løsningen på gåden, og Thompson vender tilbage til basen med uforrettet sag. Men tilskueren får svaret. I sidste scene er arbejderne ved at tømme Xanadu for effekter. Værdierne anbringes andetsteds, men al ragelsen bliver brændt på stedet. Blandt andet kastes en slæde på ilden. Vi kender kun én slæde, nemlig den, som drengen legede med, da Thatcher hentede den 5-årige Kane hos forældrene i Colorado. Kane slog ham i maven med slæden. Og mens flammerne smelter den gamle maling, ser vi ordet, som er malet på det trivielle relikvium. Ordet er naturligvis Rosebud.

CITIZEN Kane er så berømt en film, at man får den at se mange gange. Hver gang finder øjet nye detaljer i Gregg Tolands sort-hvide billeder, der benytter den såkaldte deep focus-teknik. Dybdeskarphed var dengang et nyt fænomen, og det er aldrig anvendt så frugtbart som hér. Deep focus-billeder viser alle elementer med samme skarphed, uanset hvor de befinder sig i forhold til kameraet. Det bliver således muligt at skildre flere niveauer i samme scene, og Citizen Kane er netop en film med flere niveauer i hver scene.

   I øvrigt knytter scenografien, som Van Nest Polglase og Perry Ferguson deler æren for, filmens billedstil til den film noir, som netop bryder frem i begyndelsen af 1940erne. Bernard Herrmanns mørke score mere end antyder dette slægtskab.

DE skæve perspektiver; de store interiører; filmens hele atmosfære af skæbnefortælling: alt dét er moderne gotik i en film så ren og effektivt drejet, at øjet aldrig bliver træt. Ingen ny opdagelse overgår dog den følelse, man sidder med, da man første gang får svaret på gåden om Rosebud. Flere har kaldt motivet en gimmick, for viser slutningen andet, end at Kane kan huske sin barndom til slut?

   Nej, men derved får følelsen dybdeskarphed. Det er i 11. time forklaringen på, at man identificerer sig med Kane og aldrig helt mister sympatien for ham. Heller ikke Orson Welles – som kun var 24 år, da han instruerede og spillede titelrollen i Citizen Kane – frakender bladkongen al værdighed. Det bedste eksempel er scenen, hvor Kane fyrer Leland, da denne i den store mands egen avis vil gøre kort proces med Susans operadebut. Kane afskediger sin gamle ven, men skriver selv den barske anmeldelse færdig.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998); Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999); Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018) 

*) Navnet Xanadu er afledt af Shangdu, som var navnet på Khubilai Khans sommerresidens i det 13. århundredes Kina. Khubilai Khan (1215-1294) var barnebarn af Djengis Khan (ca. 1162-1227) og færdiggjorde sin forløbers imperialistiske projekt. Fra 1279 var Kina underlagt det første mongolske Yuandynasti.

   Navnet har særlig resonans i den anglofone kultur, fordi digteren Samuel Taylor Coleridge (1772-1834) brugte det som locus for »Kubla Khan: or, A Vision in a Dream: A Fragment« (skrevet 1797, udgivet 1816), der er en af de centrale tekster i britisk romantik. Fragmentet er på 54 linier og beskriver i drømmerejsens form, hvad digteren ser i en opiumsrus. De første strofer sætter scenen: »In Xanadu did Kubla Khan/ A stately pleasure-dome decree...«

   Mod slutningen zoomer synsvinklen ud til tredje person, som i en forvandlingssang af Bob Dylan. De sidste fire strofer er en veritabel psykedelisk arie: »Weave a circle round him thrice,/ And close your eyes with holy dread,/ For he on honey-dew hath fed,/ And drunk the milk of Paradise«. Det vil sige: »Væv af cirkler om ham tre/ og dæk dit blik i hellig frygt/ thi han har spist af honningdug/ og drukket Paradisets mælk«.

   Coleridge havde sit Xanadu fra den britiske missionær og kartograf Samuel Purchas, som skriver om stedet i Purchas, his Pilgrimes, or Relations of the World and Religions Observed in All Ages and Places Discovered, from the Creation to the Present (1613). Det er Purchas' bog, som protagonisten hos Coleridge har læst i, før han faldt i søvn. Purchas havde på sin side beskrivelsen fra venetianeren Marco Polo. Marco Polo besøgte paladset i 1275, da han rejste på Silkevejen sammen med sin far og sin onkel.

   Hvert billede i digtet har både en fysisk og psykisk historie. Der er skrevet biblioteker alene om denne tekst. En særlig (og berettiget) status har analysen i The Road to Xanadu: A Study in the Ways of the Imagination (1927). John Livingston Lowes (1867-1945) investerer alle kritiske redskaber i en gennemlysning af »Kubla Khan« og »The Rime of the Ancient Mariner«  – den romantiske urtekst fra Lyrical Ballads (1798), som William Wordsworth og Coleridge udgav i fællesskab. Lowes' spektrale læsning kan siges at være en forløber for de kommenterede udgaver af elskede tekster, som i dag breder værkerne ud. 

   Også Charles Foster Kane er en Khan. Den flygtige pragt i hans Xanadu koncentrerer en tragisk eller ironisk kontrast mellem øjeblik og evighed. Der er ekkoer af Xanadu overalt. I musicalen Xanadu (1980) er det navnet på klubben, som drømmerne Michael Beck og Gene Kelly åbner, da musen Terpsichore har taget jordisk form i skikkelse af Olivia Newton-John. Canadiske Rush bruger navnet i en sang, men i rockhistorien er Xanadu især forbundet med de elektroniske piskesmæld i »The Legend of Xanadu«, som Ken Howard og Alan Blaikley skrev til Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Tich i 1968.

   Da – og dér – hørte jeg om Xanadu første gang. Der var en tidlig fryd forbundet med at se forbindelserne i kulturhistorien og kende kontinuiten, da jeg lidt senere i teenagetiden stødte på navnet hos Coleridge og Welles. For resten synger The Byrds om en fest hos William Randolph Hearst og Marion Davies på albummet Byrdmaniax (1971): »Garbo quietly picked a flower/ While the chauffeur won his check again/ And Barrymore took a noon day nap/ And diamonds fell like rain// Cisco Kid had a bald-headed waitress/ Trapped 'neath a bed of brass/ The French cook served them chocolate ants/ And some cold cuts on the grass// Louella ripped her zebra pants in the Polo Lounge/ And Errol Flynn was not let in/ Cause he was coming down:// Up in Xanadu diamonds fell like rain/ Citizen Kane was king, poor Citizen Kane«.

Citizen Kane (Den store mand). Instr.: Orson Welles. Manus: Herman J. Mankiewicz og Orson Welles. Foto: Gregg Toland. 119 min. USA 1941. Dansk premiere: 12.05.1948

Fotos: CineMaterial/ RKO Radio Pictures/ Screengrabaz/ Warner Bros./ Houghton Mifflin/ YouTube Premium

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Citizen Kane er udgivet på dvd og Blu-ray - senest nyrestaureret på 4K UHD (2022)

Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante, 1998)

Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008)

FØR OG EFTER ROSEBUD

Omkring den unge Citizen Welles

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker er fødte fabeldyr. Tusindkunstneren Orson Welles (1915-1985) var en af de mest berømte mænd i sin tid, men huskes især for alle de ting, som han ikke fik gjort. Vist kom der stærke film og godt teater i kassen efter storhedstiden 1935-45, men for hver realiseret idé var der ti ufuldendte projekter.

   Welles levede som en luksusnomade og finansierede sine planer ad hoc. Nogle var sandslottte, andre rene luftkasteller. Der var dårlige roller og ukritisk reklamearbejde. Over 40 år hober den slags sig op, og det kan være svært at fastholde ægte guld som Othello (1952), Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje), The Trial (1962, da. Processen), Chimes at Midnight (1965, da. Falstaff) og F for Fake (1974, da. F for fup), hvis man samtidig lejer sin sjæl ud til enhver, der vil betale.

   Det blev ikke, som Welles havde tænkt sig. Når han optræder som fiktionsfigur, og det sker ganske ofte, er det derfor altid i forbindelse med den lovende unge mands erobringer. Welles var kun 24, da han i 1939 påbegyndte optagelserne til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Han var 26, da filmen fik premiere. Året efter fulgte The Magnificent Ambersons (1942, da. Familien Amberson). Siden gik det ned ad bakke.*

ENDNU før Hollywood-tiden var der det selvsikre wunderkind, som indtog New York under Depressionen og finansierede radikale teaterprojekter med indtægterne fra sit kommercielle radioarbejde. Welles var kendt som stemmen bag The Shadow, da han i 1938 lod sit teaterkompagni præsentere The War of the Worlds som et dokumentarisk radiospil. Det var dén forestilling, som lytterne angiveligt tog for pålydende. Mange troede, at Klodernes kamp var begyndt. Og de første tilbud fra Hollywood fulgte.**

   Welles gjorde for alvor indtryk på teaterscenen, da han i 1936 blev ansat som instruktør på en opsætning af Macbeth, som han befolkede med afrikansk-amerikanske skuespillere, hvoraf de fleste var amatører. Forestillingen var et statsstøttet Federal Theatre Project, som indgik i Franklin D. Roosevelts Works Progress Administration, bedre kendt som den kontroversielle »New Deal«. Welles skabte en såkaldt Voodoo Macbeth, der henlagde Shakespeares kongemordsdrama til samtidens Haiti.

   

DET følgende år fik Federal Theatre Project sin bevilling beskåret. Samtidig bevirkede faglige konflikter, at Welles og hans kompagni måtte opføre Marc Blitzsteins Cradle Will Rock – en socialistisk musical – i beskåret version på et teater, som Welles lejede i sidste øjeblik. Han brød herefter med Works Progress Administration og grundlagde sit eget Mercury Theater sammen med vennen John Houseman (1902-1988), der forblev hans producer og praktiske gris i en årrække, før han som ældre mand selv blev en stjerne.***

   Forløbet er farverigt skildret i Tim Robbins’ film Cradle Will Rock (1999). Angus MacFadyen spiller Welles, og Mercury Theaters fødsel bruges som baggrund for et socialt panorama, der viser 1930ernes New York i total. Blandt andre ses John Cusack som Nelson Rockefeller, der rager uklar med kunstneren Diego Rivera (Ruben Blades). Bygherren har bestilt nogle vægmalerier til sit nyopførte Rockefeller Center. Er det kunsteren eller mæcenen, som bestemmer over motivet? Cradle Will Rock blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes, men fik aldrig nogen dansk distributør.

EFTER Macbeth og Cradle Will Rock kunne Welles triumfere eller knække halsen på Mercurys første forestilling, en moderniseret opsætning af Julius Cæsar, der er gået over i teaterhistorien som periodens mest indflydelsesrige opsætning. Der er derfor aldrig tvivl om, at projektet vil lykkes i Richard Linklaters Me and Orson Welles, en prægtig film fra 2008, som Cinemateket gav dansk premiere.

   Welles og Houseman spilles af Christian McKay og Eddie Marsan, som begge er fremragende. Fokus er dog lagt hos Richard (Zac Efron), en 17-årig gymnasieelev, som ser op til radiostjernen og får en rolle i stykket, da han imponerer Welles med en trommehvirvel og siger de rigtige ting. Hos Mercury forelsker han sig i den lidt ældre Sonja (Claire Danes), som også holder af ham. Hun assisterer samtidig den grådige Welles, skønt hans hustru, Virginia Nicolson, venter parrets første barn.

   

RICHARD udfordrer Welles og betaler siden for det, men er alligevel mod sin vilje benovet. Filmen bygger på en roman af Robert Kaplow, som fastholder Welles i et af karrierens mange kritiske øjeblikke. Forude venter radioversionen af Klodernes kamp og en for tiden enestående kontrakt med RKO-studiet i Hollywood.

   Da man afviste hans plan for en filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness, skrev Welles og Herman J. Mankiewicz manuskriptet til Citizen Kane. Det var primært Mankiewicz, som skrev. I 2020 blev arbejdsprocessen bøjet, strakt og gennemlyst i Mank, David Finchers portræt af forfatteren som systemkritisk nej-siger. Også i Me and Orson Welles er det et tema, at Orson gerne tog æren for andres arbejde. I hans teater var der egentlig kun én stjerne.

   Over to år fulgte en bitter krig med bladkongen William Randolph Hearst (1863-1951), som var modellen for Charles Foster Kane og en forløber for moderne mediemoguler som Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi.

   Welles vandt for så vidt kampen mod Hearst, der gjorde alt for at standse Citizen Kane. Blandt andet truede han – via journalisten Louella Parsons – de øvrige studiechefer til at stå sammen og tilbyde RKO 800.000 dollars for negativet til filmen. Kane skulle simpelt hen destrueres. I modsat fald ville Hearsts aviser henlede offentlighedens opmærksomhed på det forhold, at alle de store Hollywood-studier var ejet og drevet af jødiske mænd.

  

TAKTIKKEN gav bagslag. For det første gik Hearst konkurs og måtte sælge ud af kunstskattene i San Simeon-slottet, hvor han levede sammen med skuespillerinden Marion Davies, der var 34 år yngre end han – ganske som Kane og Susan Alexander gør i filmen, hvor paladset bliver kaldt Xanadu. For det andet eskalerede krigen i Europa. Welles tog til New York for at overbevise aktionærerne og bestyrelsen i RKO om, at tiden ikke var til censur, men til modstand mod en totalitær overmagt.

   Dét forløb er medrivende skildret i tv-filmen RKO 281 (1999, da. Kampen om Citizen Kane), hvor Liev Schreiber spiller Welles over for James Cromwells Hearst. Forlægget er en dokumentarfilm, The Battle over Citizen Kane (1996), som kopieres samvittighedsfuldt i de scener, hvor man råder over autentiske klip.

   

STØRST indtryk gør dog et interview med Welles, der er optaget umiddelbart før hans død. Han taler her om alle de år, som han brugte på at rejse penge til projekter, der sjældent blev, som han ville. For skønt Citizen Kane fik klassikerstatus i 1950erne, var og blev Den Store Mand persona non grata i Hollywood. Efterfølgende har ingen undladt at bemærke, at Welles også foregreb sin egen historie i Citizen Kane.

   Alt dét ved vidunderdrengen ikke i Me and Orson Welles, hvor han endnu ligner Guds gave til menneskeheden og er så bristefuld af selvtillid, at man på én gang må måbe og væmmes. Texaneren Richard Linklater har efter generationsfilmen Slacker (1991) skabt så forskellige værker som tidstrilogien Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy, Spis-Ikke-Dyr-filmen Fast Food Nation (2004) og den animerede udgave af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). I 2015 blev Boyhood nomineret til seks Oscars

   New York i 1937 fremstår med forjættende tidsfarve. Me and Orson Welles er udsøgt slik for cineaster og endnu en fascinerende skildring af manden, som skabte Citizen Kane.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Orson Welles: Citizen Kane (1941); Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998); Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999); Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018).

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

*) Det er naturligvis en generalisering. Teksten er skrevet i 2010, dvs. otte år før det blev muligt at se den efter 40 år færdiggjorte The Other Side of the Wind, som blev vist på Venedig Festivalen og lagt på Netflix i efteråret 2018. Nogle af Welles' ideer var bare ideer. Andre, faktisk imponerende mange, blev udviklet og realiseret, før de strandede i efterproduktionen. Finansiering var altid Orsons problem, uanset hvilken alder han havde.

**) Forestillingen varede en time og blev transmitteret live fra CBS-studiet søndag den 30. oktober 1938 fra kl. 20-21. Forfatteren Howard Koch bearbejdede H.G. Wells' roman, så Welles' radioteater kunne præsentere noget særligt i anledning af Halloween.

   Som alle overleveringer har myten om The War of the Worlds-receptionen flere lag og nuancer. Der er grænser for, hvor stor panikken kunne blive. The Mercury Theatre on Air nåede kun 4% af lytterne, og aviserne overdrev panikken – måske for at miskreditere radiomediet, der var nyt og fremstormende; på samme måde som »gamle« medier i lang tid behandlede nettets digitale platforme. Ingen, som hørte programmet fra begyndelsen, var i tvivl om den dramatiske præmis, og medieforskeren Hadley Cantril (1906-1969) var tilbøjelig til at overdrive sensationselementet, da han skrev sin analyse af fænomenet i afhandlingen The Invasion from Mars: A Study in the Psychology of Panic (1940).

   Det er med andre ord en skrøne, at der udbrød kollektiv panik. A. Brad Schwartz undersøger og udreder myten i Broadcast Hysteria - Orson Welles's War of the Worlds and the Art of Fake News (Hill & Wang, 2015). Det er dog sandt, at der var enkelte ægte overbeviste, som flygtede fra New York i panik. Næste formiddag optrådte Welles ved et pressemøde, hvor han fremstod intens og næsten brødebetynget: han beklagede så inderligt, hvis programmet havde skabt bekymring, fordi illusionen var så overbevisende gennemført. Det var naturligvis ekstra reklame for Mercury-ensemblet.

   Myten har dog en kerne af sandhed. CBS modtog henved 1.400 breve fra opskræmte og (især) forargede lyttere. Schwartz betragter War of the Worlds-episoden som en forløber for fake news, konspirationsteorier og virale vandrehistorier, som fænomenerne verserer på sociale medier i dag. Han er fuld af beundring for Welles' radiospil og bruger reaktionen til at spørge sig selv og andre, hvorfor vi synes så godt om historien.     

***) Tv-serier som The Paper Chase (1978-1986; da. Karakterræset) og film som Sydney Pollacks konspirationsthriller Three Days of the Condor (1975, da. Tre døgn for Kondor), Norman Jewisons dystopiske Rollerball (1975) og gyserfortællingen Ghost Story (1981, da. Vild opstandelse), John Irvins filmatisering af Peter Straubs nyklassiker, ville ikke være det samme uden Houseman. Især rollen som professor Charles Kingsfield i The Paper Chase – der fulgte en årgang fra Harvard Law School gennem studieforløbet og videre – var som skræddersyet til Housemans aristokratiske og distingverede udstråling, der forener empati og kynisme. The Paper Chase begyndte sit liv som en gennemsnitlig biograffilm i 1973, men blomstrede svært op i tv-formatet. I Tre døgn for Kondor er Houseman systemets noble facade; i Rollerball tilhører han den dekadente herskende klasse, som iscenesætter den dræbende sport. Mest interessant er måske karakteren Sears James, som Houseman fremstiller i  Ghost Story. Fire gamle mænd må erkende fortidens synder og forholde sig til et seksuelt overgreb, som de alle havde del i, og et drab, som én af dem begik, da de var unge.  Siden har en forbandelse hvilet over den lille by i New England, hvor medlemmerne af The Chowder Society har holdt møder gennem 50 år og fornyet pagten, som bevarer deres hemmelighed. Nu vender Alice Krige tilbage fra graven for at hævne sig. De andre tre pensionister er Melvyn Douglas, Douglas Fairbanks Jr. og Fred Astaire, som viser nye sider af sit talent. Patricia Neal og Craig Wasson medvirker. Ken Olin (fra 80er-serien thirtysomething) spiller den unge Sears James. Houseman investerer al sin isnende intelligens i karakteren. Det er fornem, stemningsfuld syndefaldshorror.   

Cradle Will Rock. Instr. og manus: Tim Robbins. Foto: Jean-Yves Escoffier. 132 min. USA 1999.  

Me and Orson Welles. Instr.: Richard Linklater. Manus: Vince og Holly Gent Palmo. Foto: Dick Pope. 114 min. USA-Storbritannien 2008. Dansk premiere: 19.08.2010 (Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/ Cecil Beaton (1937 'Hamlet' Portrait) 

Me and Orson Welles streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Universal Studios 01.12.2010

Cradle Will Rock streames ikke i DK

2K Blu-ray fra Kino Lorber 07.08.2018

Teksten tager afsæt i en filmrevyanmeldelse fra Weekendavisen Kultur 20.08.2010

David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]

DEN DRESSEREDE ABE
Det gamle Hollywood lever og dør

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN og kritikeren Herman J. Mankiewicz (1897-1953) kom til Hollywood i 1927. Han havde derfor rutinen, da stumfilm blev til tonefilm i 1929. »Mank« fik ansvaret for manuskriptafdelingen på Paramount og inviterede sine venner fra New York til filmbyen: Ben Hecht, Charles Kaufman, S.J. Perelman. Han inviterede også sin lillebror, Joseph, som ad åre faldt bedre til i miljøet.

   Det er let at forveksle de to Mankiewiczer. Joseph instruerede All About Eve, Guys and Dolls og Cleopatra. Han producerede 40 solide film, men han skrev ikke Citizen Kane. Det gjorde Herman på bestilling fra Orson Welles, der som 24-årigt boy wonder kom til Hollywood for at erobre en ny disciplin. RKO gav ham final cut og frie hænder. Det ville David O. Selznick – som også optræder i Mank og er ved at lave Gone with the Wind – aldrig have gjort.

HVIS 1930ernes Hollywood blev en herreklub, kan Mank tage noget af skylden. David Fincher smører dog ekstra tykt på i sit portræt af filmbyen, hvor forfatteren bliver spillet af Gary Oldman. For eksempel siger Mank fra, da hans bror vil have ham med i forfatternes nystiftede fagforening. Det gjorde han også i virkeligheden, så han kom aldrig på kommunistjægernes liste. Men det var ikke Joseph, der spurgte sin bror. Det var forfatteren Dorothy Parker.

   Mank kom i huset hos mediemogulen William Randolph Hearst, som var modellen for Charles Foster Kane, skønt både Welles og Mankiewicz altid sagde, at de tænkte i mere mytologiske baner. I 1940 skrev Herman American – den originale titel på Citizen Kane – som tak for ti års nedtur. For det første kunne han ikke tie stille. For det andet var han ludoman og alkoholiker. Det var de egenskaber, der skød ham i sænk.

   Mank beskriver, hvordan Welles og hans praktiske partner, John Houseman, isolerer Mankiewicz på et tørlagt hotel i Mojave-ørkenen. Mank ligger brak med benet i gips efter en trafikulykke. Han får en sekretær og to måneder til at skrive. Imens er barskabet lukket. Dét er for så vidt hele handlingen. Resten er flashbacks i manuskriptform.

DAVID Fincher har arbejdet eksklusivt i og med mørket fra Alien 3 (1992) og Se7en (1995) til Zodiac (2007), Gone Girl (2014) og Mindhunter-serien (2017-19). Det var om nogen Fincher, der gjorde seriemorderen til en arketypisk figur. Af ti store film er kun F. Scott Fitzgerald-filmatiseringen The Curious Case of Benjamin Button (2008) et vidnesbyrd om, at han har sans for andre tonearter. Selv The Social Network (2010), et satirisk portræt af Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg, var struktureret som en labyrintinsk film noir. Det er den film, som ligner Mank allermest.

   Mank burde være en ren lækkerbisken, men Fincher arbejder adspredt med stoffet. Erik Messerschmidt har fotograferet i sort-hvid »Hi-Dynamic Range« med et tæt lyddesign i formatet Mon((o))scape. Det skal sikkert sætte en film noir-stemning og svare til det dybe fokus, som Gregg Toland udviklede i 1941.

   Mank er dog snarere en sædeskildrende fabel. Fincher udlever sin Orson Welles-fetich, men han lader stil overdøve substansen. Charles Dance, som spiller Hearst, fortæller, at han følte sig fanget i plottet fra Groundhog Day, hvor den samme dag bliver evigt gentaget, mens Fincher tog den store middagsscene om hundrede gange.

   Den berusede Mankiewicz konfronterer Louis B. Mayer og Hearst med deres korrupte moral. Som finale kaster han op på gulvet, mens gæsterne flygter. Hearst tager Mank ved skulderen og følger ham ud, mens han fortæller »lignelsen om lirekassemandens abekat«. Da alle vil have Mank til at skrinlægge Citizen Kane, er det erindringen om ydmygelsen, som får forfatteren til at stå fast. I en vis forstand er den dresserede abe filmens »Rosebud«, som den bemalede slæde med rosenknoppen var i Citizen Kane.

MANK er skrevet af instruktørens far, Jack Fincher, som døde i 2003 og var optaget af realpolitik. Jack skrev et manuskript, som blev fravalgt, da Martin Scorsese skulle lave sin film om Howard Hughes, The Aviator fra 2004. David ville lave Mank, da han havde instrueret The Game i 1997, men finansieringen faldt på gulvet. Man mere end fornemmer, at dette er sønnikes gave til far.

   Det er al ære værd og forklarer, hvorfor filmen fokuserer på et glemt sidespor. Det er sandt, at Hearsts aviser saboterede det californiske lokalvalg i 1934, da forfatteren Upton Sinclair, som var aktiv socialist, stillede op som guvernørkandidat. Og at MGM i den anledning producerede iscenesatte nyhedsrevyer, der foregriber vor tids fake news. Men det er ikke nogen hemmelighed. Det var ikke et amerikansk syndefald. Bare beskidt politik.

FOR at sætte pris på filmen, skal man bryde den ned og betragte de enkelte afsnit. Der er fine skildringer af vigtige mennesker fra perioden. Mank er gift med Sara, som alle kalder »stakkels«, men han bliver ven med Marion Davies, Hearsts kæreste, som Amanda Seyfried vækker til live. Man fornemmer konstant, hvad Mank kunne være. Den kommer bare aldrig rigtigt i gang.

   Det giver sig selv, at Citizen Kane er modellen. Da John Houseman efterlyser stringens, forklarer Mank, at manuskriptet er formet som en kanelsnegl. For man kan ikke forstå eller forklare et liv i lineær punkt-til-punkt form. Jorge Luis Borges sagde om Citizen Kane, at filmen var som en labyrint uden midte. Det samme gælder for Mank – men ikke altid på den mest stimulerende måde.

FILMENS bedste figur er Irving G. Thalberg, som bliver spillet af Ferdinand Kingsley. Han og Herman Mankiewicz har rigtige samtaler om, hvad magt og integritet indebærer. Kun de to karakterer nærer ikke illusioner.

   Thalberg var tronarving på MGM, da han døde som 37-årig. Det var om ham, at F. Scott Fitzgerald skrev sin ufuldendte Hollywood-roman, The Last Tycoon. Tænk hvilke film, der er skabt på den baggrund. Som kun lige anes i Mank.

   Louis B. Mayer bliver dæmoniseret i højere grad end sædvanligt. Hearst er altid skildret med en vis fascineret respekt. Welles er for det meste blot en stemme i telefonen. Han og Mank skændes, da forfatteren alligevel vil have sit navn på den færdige film. Der var aldrig tvivl om, at det skulle stå der. Ideen om, at Citizen Kane blev »stjålet« fra Mankiewicz var noget, som kritikeren Pauline Kael fandt på, da hun skrev forord til The Citizen Kane Book i 1971.*

I CITIZEN Kane bliver mysteriet om »Rosebud« endelig løst. Det sker i dødsøjeblikket, da Welles giver slip på snekuglen, og vi ser slæden fra barndommen brænde i pejsen i Kanes Xanadu. Der er ingen til at overvære det. Kun publikum forstår sammenhængen.

   Fincher forklarer sig anderledes udførligt. Han lader Hearst uddybe lignelsen om lirekassemandens abe, så ingen – hverken publikum eller den berusede Mank – kan overse analogien. Hver dag får aben fint tøj på og danser til sin herres musik. Der er bifald, men aben misforstår magtforholdet. Den glemmer, hvem der giver den mad.

   Mank er værd at se, men Finchers Citizen Kane er den ikke. Snarere filmen om filmen – og en god søns bårebuket til sin far.

Se også Orson Welles: Citizen Kane (1941); Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998) [Noir 100]; Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018).

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]; David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008); David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100].

*) Det er en indviklet historie, som der er skrevet bøger om. For det første: Welles og Houseman ansatte Mankiewicz som manuskriptkonsulent. Han skulle skabe struktur i et viltert materiale, 300 sider med ideer og udkast, som Welles forsynede ham med. I kontrakten var specificeret, at Mankiewicz ikke blev krediteret. Ophavsretten tilhørte The Mercury Theatre (dvs. Welles og Houseman). Lanceringen af Citizen Kane gør meget ud af at præsentere cast og teknikere som et hold. »The Mercury Actors« er krediteret på filmens plakat og bliver hver især præsenteret til slut. Da Mankiewicz alligevel ville krediteres, fik han sin vilje. Både han og Welles er krediteret for manuskriptet i forteksterne.

   For det andet: Pauline Kael (1919-2001) var den legendariske filmkritiker på magasinet The New Yorker. Hun blev i 1970 bedt om at skrive forord og indledning til manuskriptet, som det er trykt i The Citizen Kane Book (Boston: Little, Brown and Company, 1971). Tidligt i forløbet bed Kael sig fast i historien om, at Welles ikke selv skrev ret meget af manuskriptet. Hun havde den fra (især) John Houseman og Sara Mankiewicz. Welles blev ikke selv spurgt eller inddraget.

   Kaels indledning blev til et 80 sider langt essay, »Raising Kane«, som The New Yorker trykte over to numre i 1971. Teksten skabte debat og var kontroversiel. Welles var naturligvis ikke begejstret. »Raising Kane« fungerer i øvrigt udmærket, når man læser essayet for sig selv, som en polemisk pamflet. I The Citizen Kane Book – som er en fejring i anledning af 40-året for premieren på »verdens bedste film« – virker Kaels tekst som et langt sidespor.

   Med fin ironi kom Kael selv i problemer efter udgivelsen. Hun havde ikke selv talt med John Houseman og de øvrige nøglepersoner, som bliver citeret i »Raising Kane« . Det havde filmlæreren Howard Suber fra University of California, som Kael havde mødt, da hun gæsteforelæste på UCLA. Kael betalte Suber for hans research, men hun nævnte ham ikke i bogen og beholdt selv ophavsretten. Læseren af The Citizen Kane Book må tro, at Kael har gjort hver erfaring personligt. 

   Citizen Kane-affæren indgik i bevismaterialet, da Renate Adler – Kaels kollega på The New Yorker – foretog et veritabelt karaktermord i forbindelse med udgivelsen af When the Lights Go Down (1980), det sjette opsamlingsbind med Kaels anmeldelser. I The New York Review of Books [14.08.1980] skrev Adler en lang essayanmeldelse, »The Perils of Pauline«, som demonstrerer, hvordan Kael er blevet en selvparodi. Også dén tekst er ganske bemærkelsesværdig.

   For det tredje: »Sandheden« er formentlig, som Welles selv fremstillede den: »After mutual agreements on storyline and character, Mank went off with Houseman and did his version, while I stayed in Hollywood and wrote mine.« Welles redigerede, rokerede, beskar og føjede til, men råmaterialet kom Mankiewicz med. »At the end, naturally, I was the one making the picture, after all who had to make the decisions. I used what I wanted of Mank's and, rightly or wrongly, kept what I liked of my own.«

   Der er ingen grund til at tage noget fra hverken Welles, Kael eller Mankiewicz. Pauline Kael er stadig værd at læse, og hendes bedste tekster foreligger i adskillige udvalg. For Keeps – 30 Years at the Movies (New York & London: Dutton/ Penguin Books, 1994) er Kaels eget final cut på 1300 sider. The Age of Movies: Selected Writings of Pauline Kael. Edited by Sanford Schwartz (New York: The Library of America, 2011) er et kurateret destillat i cirka halv størrelse. Se også Rob Garvers dokumentar What She Said: The Art of Pauline Kael (2018), som er et kritisk portræt i spillefilmslængde. Både de gode og dårlige sider er med. Inklusive »Raising Kane« og Adlers anmeldelse.

   Heller ikke Mank beskylder Welles for at stjæle ideen og tage hele æren. Mankiewicz får sin kreditering uden sværdslag. Finchers film siger bare, at Kane især var Manks vision. Det skal nok være rigtigt. Welles kom med resten, hele indramningen. Han lod fotografen Gregg Toland udvikle banebrydende teknikker. Han lod Bernard Herrmann komponere et atmosfærisk score med moderne sensibilitet. Han satte scenen og dirigerede produktionen. Welles var den ansvarshavende redaktør, kan man sige. På en måde som Hearst og Charles Foster Kane. 

Mank er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture, Best Director, Best Actor (Gary Oldman), Best Supporting Actress (Amanda Seyfried), Best Cinematography (Erik Messerschmidt), Best Original Score (Trent Reznor og Atticus Ross), Best Production Design (Donald Graham Burt/Jan Pascale), Best Makeup (Colleen LaBaff etc.) og Best Costume Design (Trish Summerville).   

Mank. Instr.: David Fincher. Manus: Jack Fincher. Foto: Erik Messerschmidt. 131 min. USA 2020. Dansk premiere: 19.11.2020

Fotos: Netflix/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films/ MUBI

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2020