Ken Loach: Land and Freedom (1995)

DEN SPANSKE JORD
Social romantik og realpolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal aldrig sige aldrig. Det plejer ikke at være internationale koproduktioner, oven i købet med slagscener og andre sætstykker i, som realisten og minimalisten Ken Loach instruerer. Hans stærke og sjældent stringente film fra Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) skildrer da også sin centrale konflikt på en mere analytisk måde, end man er vant til at se, men om doceren er der aldrig tale.

   Formen er episk og traditionel. Loach og manuskriptforfatteren Jim Allen vil huske de britiske frivillige, som rejste til Spanien for at kæmpe i de internationale brigade, men især vil de belyse de interne kampe og forræderier på antifascisternes side.*

   Det var den del af historien, som Ernest Hemingway stort set fortiede i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for?), som en desillusioneret George Orwell lagde frem i Homage to Catalonia (1938, da. Hyldest til Catalonien (1938) og som John Dos Passos skrev udtryksløst fast i romanen Adventures of a Young Man (1939, da. En ung mands eventyr).

   Det er historien om, hvordan kommunistpartiet brugte den større konflikt til at nedkæmpe de rivaliserende socialistiske og anarkistiske fraktioner. Om brodermord, med andre ord, men også om overbevisningens pris.

I 1936 går David Carr omkring i Liverpool og brænder efter at komme i gang. Han er nyforlovet, arbejdsløs og glødende socialist. Han tager derfor springet og rejser til Spanien for at melde sig som frivillig. Han optages i den autonome milits, der hører under socialistpartiet POUM – Partido Obrero de Unificación Marxista – og derfor opfattes som en halv fjende af anarkisterne og stalinisterne, som bruger borgerkrigen til at rense ud i egne rækker.

   David, der spilles med afvæbnende overbevisning af Ian Hart, er i begyndelsen politisk uskyldig, for ikke at sige naiv. Han mener, at lederne altid ved bedst. David forelsker sig i medsoldaten Blanca (Rosana Pastor), og de bliver for alvor et par, da hendes kæreste, ireren Coogan, dør. Det sker i en af filmens to centrale træfninger, da militsen erobrer en landsby, som regeringstropperne har behersket.

   Her ligger filmens dramatiske centrum, og det bryder så totalt med alle regler for, hvad man kan og ikke kan på film, at man et øjeblik tror Land and Freedom vil kuldsejle.

EFTER kampene sætter landsbyens indbyggere sig til at diskutere, om de skal kollektivisere jorden. Diskussionen er langvarig, selvsagt ordrig og i sagens natur meget ophidset. Scenen varer vel 10-12 minutter. Imens klipper Barry Ackroyds kamera fra den ene til den anden taler, uden at vælge side. Amerikaneren Gene, der senere svigter sine fæller i POUM og vælger kommunisternes side, fremlægger ved samme lejlighed stalinisternes hensyns- og hæmningsløse ideologi i koncentrat. Det er en forbløffende scene, ren, statisk, mærkværdigt bevægende og alligevel uden melodramatisk pynt af nogen art. Her falder Land and Freedom for alvor i hak, og man forstår filmens egentlige ærinde.

   Dette er ikke i første række at skildre kampen, kærligheden, loyaliteten og forræderiet i 1930ernes Spanien. Det er snarere at vise os, hvordan engagement til alle tider ser ud, når mennesker føler, at kampen kan nytte; at tingene står til at ændre og de selv har en rolle at spille. Når politik bliver hverdag og virkelighed, kan ideologien afprøves i praksis. Det er herom, at Land og Freedom fortæller, og det gør den med ganske klar adresse til den apati og rådvildhed, som hersker i Europa nu, i England såvel som herhjemme.

FOR at understrege dette, har Loach lagt en samtidsramme om filmen. I 1994 sidder Davids barnebarn, Kim, og rydder op i sin morfars efterladte ting. Himlen er om muligt mere grå end de huse, som Liverpool er fyldt med. Mellem Davids effekter finder pigen en stak udklip, nogle breve fra Katalonien og et rødt tørklæde med en håndfuld af den spanske jord. På bygningen, hvor David døde, har ekstremisterne fra National Front malet deres logo. Kun disse to symboler har farve i sig selv.

   Havde dette været en Hollywood-film, kunne en pædagogisk fortæller passende citere William Butler Yeats’ berømte diagnose: »The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity« fra digtet om »The Second Coming« (1920) [»De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.«] Digtet blev skrevet om den irske Påskeopstand, men fyndordet passer på de fleste konflikter, hvor gode kræfter kommer til kort.  

   Land and Freedom ligger dog langt fra Hollywood. Vist akkumuleres summen af forrådelser og fortrædelser så stærkt, at vi mod slutningen får gåsehud, da man afsynger »Internationale«, og hvem ville have troet det, i denne tid og på denne afstand?

MEN bevægelsen afstedkommes netop i kraft af den emotionelle underdosering. Loach tager sin kendte kliniske tone med til skildringen af de komplekse konflikter, der styrede denne generalprøve på verdenskrigen og den ideologiske koldkrig, som fulgte efter. Hans strategi ser tvivlsom ud i begyndelsen, men giver gevinst i filmens sidste halvdel, hvor en mere melodramatisk stemt instruktør ville løbe tør for gribende virkemidler, efterhånden som tragedierne overgik hinanden.

   For tragisk ender historien. David bliver såret, på prosaisk og lidet heroisk vis, da en af de gamle tyske rifler, som POUM-militsen må tage til takke med, giver bagslag under øvelsen med at oplære nye rekrutter. Han tager til Barcelona for at rekonvalescere og genforenes her med Blanca. De når lige at elske før skænderiet: Davids uniform er nu republikanernes, og den unge englænder mener stadig, at målet helliger midlerne.

SOM medlem af kommunisternes internationale brigade beordres David til at deltage i nedkæmpningen af en anarkistisk bastion, for stalinisterne betragter deres moderate allierede som »sociale fascister«, der må tages i opvæksten. Omsider må han vælge selv og vender da tilbage til POUM og Blanca. Her har tingene ændret sig. Kvinderne må ikke længere bære uniform, og militsen hører nu under republikanerne. I den sidste lakonisk skildrede træfning er fjenden ikke Francos tropper: det er kommunisterne, som kræver socialisternes kapitulation.

   Verden er da vendt på hovedet. Rigtigt er forkert og omvendt, og med Blancas død mister David det sidste, der binder ham til den spanske sag. Alligevel fortryder han aldrig. Han lever endnu 48 år, stille og roligt, skønt han forbliver socialist til det sidste. Men han føler sig aldrig siden så levende, som han gjorde i foråret ’37, da livet og døden var alvor i Spanien og tingene stod til at ændre.

MAN kan mene, hvad man vil, om Loachs budskab, men han tegner konflikten og skildrer dens mennesker sobert, redeligt og prisværdig klart. Han får os til at føle som og med dem. Han får os til at håbe på kærligheden, som David og Blanca deler en tid, og han får os en sidste gang til at tænke over, hvad det egentlig var, der døde i Spanien og alle senere konflikter, som ligner brodermordet i Katalonien.

   Samtidig glemmer han aldrig, at fortællingens medium er billeder, og at sagen, det gælder, er levende film. Land and Freedom beviser, at det fortsat er muligt at lave politiske film, som bevæger uden at sentimentalisere. Filmen blev forbigået, da hovedkonkurrencens jury fordelte sine priser ved forårets Cannes-festival. Til gengæld blev den kåret som bedste film i kritikernes afstemning og fik også den økumeniske pris.

   I dét er der smuk overensstemmelse. Det, som lykkes for Loach og Jim Allen, er netop det svære: at forene kunsten og engagementet. En sober, klar og bevægende film, der indskriver sig som et hovedværk i en produktion, hvor bagatellerne i forvejen er spredte og få.

*) James »Jim« Allen (1926-1999) var blandt de førende politiske dramatikere i sin generation. Han blev født i Manchester, kom på fabrik som 13-årig og gjorde tjeneste i 2. verdenskrig. Han blev litterært vakt (af Jack London og Charles Dickens) under et fængselsophold. Efter krigen blev han minearbejder og engagerede sig fagligt. Han begyndte at skrive om dagen, mens han havde natarbejde som rengøringsassistent på St. Barts Hospital i London.

   Allen var erklæret og urokkelig socialist. Lige så urokkeligt tog han afstand fra statskommunismen i Sovjetunionen. Fra 1958 var han aktiv i Socialist Labour League (og redigerede The Miner), som siden blev til Workers’ Revolutionary Party (WRP), der var en selvstændig enhed i The Labour Party. Allen blev senere ekskluderet fra Labour.

   WRP brugte mest energi på at modarbejde CPGB – The Communist Party of Great Britain – som dominerede og dikterede taktikken i NUM (National Union of Mineworkers). Allens hovedtema er fra begyndelsen de interne krige og forræderier på venstrefløjen – i Den Spanske Borgerkrig såvel som blandt britiske socialister.

   Allen var strategisk placeret, da tv-mediet blev almindeligt udbredt i 1950erne og 60erne. Han lærte grammatikken gennem to år som manuskriptforfatter på Coronation Street, som ITV begyndte at sende to gange ugentligt i 1960. 62 år senere er Coronation Street stadig en britisk tv-institiuton med 6 mio. seere pr. episode. Der er til dato produceret 10.686 episoder.

   Allen og Loach skabte sammen tv-spillet The Big Flame, som Tony Garnett producerede for BBC i 1969. De fortsatte samarbejdet med The Rank and File (1971), og Loach brugte Allen som forfatter på Hidden Agenda (1990), Raining Stones (1995) og Land and Freedom. Parrets største bedrift var dog Days of Hope - »A series of four films from the Great War to the General Strike« - som i fire afsnit af spillefilmslængde fortæller en families historie fra Første Verdenskrig til Generalstrejken i 1926 (som fagbevægelsen måtte opgive efter ni dage). Miniserien blev sendt på BBC One i september/oktober 1975. Den blev også vist i dansk TV. Det var fremragende politisk tv, som formåede at få tiden i tale.

   Allen skrev både for scene og skærm (hans eneste roman er en »tv tie-in« udgave af Days of Hope). I 1989 var Loach instruktør på skuespillet Perdition, som blev aflyst et døgn før premieren p.g.a. sit anti-zionistiske tema. Allens tekst beskriver, hvor jødiske ledere gør indrømmelser til gengæld for oprettelsen af staten Israel.

   Allen skrev to manuskripter til Thirty Minute Theatre, to til The Wednesday Play og fem til Play for Today. Han bidrog også til ITVs retssalsdrama Crown Court (1972-1984). Samarbejdet med Loach var signaturarbejdet, men navnene på Allens instruktører giver et indtryk af, hvor vigtigt tv-mediet var i den store tid med få stationer og høje ambitioner. Hans første tv-spil, The Hard Word (1966), blev instrueret af Ridley Scott; Roland Joffé (The Mission) instruerede The Spongers (1978) og United Kingdom (1981).

   Det var og blev Loach, som han trivedes med. Loach selv betragter The Big Flame – dramadokumentarisk fremstilling af et strejkeforløb i stor skala – som »Jim's definitive script«. Han beklager, at han ikke instruerede det bedre. Days of Hope er definitiv for begge mænd. I den første film, »1916: Joining Up«, bliver militærnægternes politik lagt frem i diskussionsform som i Land and Freedom. En af mændene understreger, at han ikke er pacifist. Men han vil kun kæmpe »i den eneste krig, som har betydning«. Det er »The Class War«.

   Jim Allen var lige så vigtig for Loach i tidlig fase, som Paul Laverty blev i den sene periode. Så i Land and Freedom ser vi en stafet skifte hænder. Blandt skuespillerne er Laverty, som stadig praktiserede jura. I 1996 skrev han sit første filmmanuskript, Carla's Song, til Ken Loach. Loach og Laverty har siden skabt 16 film sammen.

Se også Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Land and Freedom. Instr.: Ken Loach. Manus: Jim Allen. Foto: Barry Ackroyd. 109 min. UK-Spanien-Tyskland-Italien 1995. Dansk premiere: 27.10.1995.

Fotos: ARD Degeto Film/ BIM Distribuzione/ BBC/ British Screen Productions/ Canal + España/ Canal+/ Diaphana Films/ Eurimages/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Messidor Films/ Parallax Pictures/ Polygram/ Road Movies Dritte Produktionen/ TVE/ Working Title Films/ CineMaterial/ MUBI

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.1995 [Noten om Jim Allen er ny].

Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019)

EN MERE UDBREDT DØDELIGHED

Kammerat Stalin og hungersnøden i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

HOLODOMOR er navnet for hungersnøden, som ødelagde Ukraine i 1932-33. Katastrofen var menneskeskabt. Skønt høsten slog fejl, insisterede den sovjetrussiske administration på at sende afgrøderne til Moskva. Vinteren var begge år historisk lang og bitter. Det er uklart, hvor mange liv, der gik til. Man regner som minimum med et sted mellem to og fem millioner.

   Den statspåførte hungersnød har siden 2006 været betragtet som et folkemord, skønt ikke i Rusland, Hviderusland og Georgien. Josef Stalin kom fra Georgien. Tvangskollektiviseringen af Ukraine var et led i femårsplanen, som skulle imponere udlandet. Hungersnøden var Stalins personlige hævn over kulakkerne, de selvstændige bønder, som nægtede at makke ret.

   Det kan bemærkes, at Holodomor har slående ligheder med den britiske håndtering af hungersnøden i 1840ernes Irland. Men det var muligt for irerne at emigrere. De ukrainske bønder blev dræbt eller sendt i lejre. Kannibalisme og statskommunisme indgik en obskøn alliance. Vesten rørte ikke en finger og ville nødigt høre om folkemordet.

AGNIESZKA Hollands film om waliseren Gareth Jones (1905-1935), der som den første journalist rapporterede om hungersnøden, begynder et helt andet sted.

   Det sker på ganske forvirrende vis. I vinteren 1943 er George Orwell ved at skrive den politiske fabel, som to år senere bliver trykt med titlen Animal Farm (da. Kammerat Napoleon). Det er den lille bog med maksimerne, som konstant bliver ændret og rettet til. »Alle dyr er lige – men nogle dyr er mere lige end andre.« Forfatterens egen undertitel var »A Fairy Tale« – et eventyr.

   Orwells satiriske angreb var lige så upopulært, som Gareth Jones’ afsløringer havde været. Derfor tænker forfatteren på »Mr. Jones« og reflekterer over fænomener som sandhed, mod, integritet og propaganda – hvad vi nu kalder fake news. Jones blev miskrediteret og beskyldt for at lyve. Han blev dræbt dagen, før han fyldte tredive år. Orwell kender hele historien. Som filmen fremstiller det, er det ham, der fortæller om Mr. Jones.*

GARETH Jones havde flair for at finde nyheder. Vi træffer ham første gang, da han i februar 1933 flyver fra Frankfurt sammen med den nyudnævnte tyske rigskansler, Adolf Hitler.

   Jones fornemmer følelseskulden i Hitler og tænker, at den kunne ændre historien. Da han når hjem til ministeriet i London og fortæller embedsmændene om sin tur, bliver han overhørt og latterliggjort. Alle ved jo, at nazisterne er nyttige idioter, som gør magthavernes arbejde uden beregning.

   Det lykkes Jones at sikre sig et interview med Josef Stalin. Mødet finder aldrig sted, men derfor kommer han til Moskva i marts 1933. Han bliver holdt hen og ført bag lyset, både af diplomater og journalister. Al kommunikation går via Walter Duranty (Peter Sarsgaard) fra The New York Times. Duranty bestyrer pressekontoret og regerer som en konge i den internationale koloni.

BLANDT filmens sætstykker er Durantys dekadente fester, som minder mere om Weimar-tidens Berlin end Kreml under statskommunismen. Her møder Gareth kollegaen Ada Brooks (Vanessa Kirby), der ser på tingene ligesom han.

   Det lykkes ved løgne og list at besnære Maksim Litvinov (Krzysztof Pieczyéski), som også i virkeligheden var Kommissær for Udenlandske Anliggender. Ministeren ledsager Gareth på en rejse til kornkammeret i Ukraine. Journalisten har en klar plan om at undersøge sagen selv. Det gør han i en elegisk sekvens, som udgør filmens tyngdepunkt.

   Uanset den historiske flimren, er det hér, at Den sorte jord har sit hjerte. Agnieszka Holland (f. 1948) har lavet mange og meget forskellige film – også nogle stykker, som er »bedre« og stikker dybere end periodekoloritten i Mr. Jones – men med skildringen af Holodomor har hun skabt sine stærkeste scener.

   Lydene forstummer. Verden forsvinder i sne og bliver sort-hvid, mens Jones snubler gennem landskabet. Han tager tingene ind. Han fotograferer og dokumenterer. Kun ét sted får børnene mad. Det er, fordi de spiser hinanden.

DA Jones kommer hjem, bliver han afvist som løgner og sensationalist. Det lykkes ham kun at få teksterne trykt, fordi han ved, hvor bladkongen William Randolph Hearst – modellen for Charles Foster Kane i Orson Welles’ Citizen Kane (1941, da. Den store mand) – spiller golf. I New York Times går Walter Duranty ud med et kategorisk dementi.

   Han gjorde det samme i virkeligheden. »Der er ingen hungersnød,« skrev Duranty, »blot en mere udbredt dødelighed som følge af fejlernæring«. Skylden blev lagt på de udsatte bønder. Det var sandt nok eufemismer som »en mere udbredt dødelighed«, der gav Orwell ideen til Kammerat Napoleon og »nysproget« Newspeak i 1984.

   Den sorte jord er en episk produktion, som tager lige megen farve efter David Lean, Andrej Tarkovskij og Hollands landsmand, Andrzej Wajda. Egentlig var der flere rejser, flere artikler og mere indviklede forhold. Men Hollands film – som bygger på et vidtfavnende manuskript af Andrea Chapula – har fat i en kerne af sandhed.

DER er stof til en hel miniserie i Den sorte jord. Måske var tv-formatet bedre egnet, for filmen har haft en svær skæbne. Jeg så den første gang i 2019 på Berlinalen, hvor Agnieszka Holland som regel får sine film præsenteret. Fordi mange klagede over kaos og længde, blev filmen skåret ned fra to timer og tyve minutter til et smertepunkt på 118 minutter. Det er den ikke blevet bedre af – bare hurtigere set og mere rapsodisk.

   Man kunne med fordel have fjernet Orwell-forsiringen. Men den skal vel lokke udlandet til, på samme måde som de socialistiske paroler skulle vinde Europa og USA for Sagen. Som Gareth Jones har James Norton en distraherende fysisk lighed med Weekendavisens chefredaktør. Norton er en forbløffende spiller. Man kunne senest se ham som huslærer i Greta Gerwigs Little Women (2019).

DET er næppe nødvendigt at betone aktualiteten i temaer som journalistisk integritet, falske nyheder og statskontrolleret information. Det er en film til alle tider, hvor humanitet og despoti konkurrerer. Og en uafrystelig skildring af det stalinistiske folkemord. Jeg besøgte selv Kyiv i 2015. Her hader man stadig russiske navne og Kremls version af historien. Ukraine glemmer aldrig Holodomor.

Se også Politisk teater: State Funeral (2019) og Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017).

*) Gareth Jones blev født i Barry i Glamorgan. Han gik på skolen, hvor hans far var rektor og fik tidligt et forhold til russisk kultur. Hans mor havde arbejdet i Ukraine som huslærer for stålmagnaten Arthur Hughes. Hughes grundlagde minebyen Hughesovka, som i dag er blevet til Donetsk, den femte største by i Ukraine og en del af Donbass-regionen. I 1930erne hed byen Stalino.

   Jones studerede på University College of Wales i Aberystwyth og var på studieophold i Strasbourg. Han talte seks sprog flydende. Jones underviste på Trinity College i Cambridge, da han blev kontaktet af Lloyd George, den forhenværende britiske premierminister, og ansat som udenrigspolitisk rådgiver. Samtidig skrev han til flere aviser.

   I 1933 var han i Tyskland og skrev om nazisternes magtovertagelse. Han fløj fra Leipzig til Frankfurt sammen med den nyudnævnte rigskansler, Adolf Hitler, som det er beskrevet i filmen, og skrev om det til avisen Western Mail. 

   Jones besøgte Sovjetunionen tre gange. I 1930 og 31 skrev han anonyme reportager i The Times. I marts 1933 var han alene i Ukraine. Denne gang skrev han med byline. Artiklerne blev trykt i The Guardian og The New York Evening Post.

   Jones døde på en reportagerejse i Mongoliet. Han blev måske dræbt af kinesiske renegater, måske af russiske efterretningsfolk. Der er monumenter til hans minde i Aberystwyth, den walisiske universitetsby; ved Holodomor Museet i Kiev; i Chicago, Washington D.C. og Toronto. Canada var det første land, som anerkendte Holodomor som et folkemord.

   Jones’ artikler er samlet i bogform. Se i øvrigt websitet garethjones.org. Den walisiske journalist Ray Gamache har skrevet Gareth Jones: Witness to the Holodomor (2018) og Gareth Jones: On Assignment in Nazi Germany 1933-34 (2021). Margaret Siriol Colley (Jones’ niece) skrev i 2005 biografien More than a Grain of Truth. Den blev revideret i 2020. Martin Shipton har skrevet biografien: Mr. Jones – The Man who Knew Too Much: The Life and Death of Gareth Jones (Welsh Academic Press, 2021). 

   New York Times-korrespondenten Walter Duranty (1884-1957) miskrediterede Jones til det sidste. S.J. Taylor har skrevet biografien Stalin’s Apologist: Walter Duranty – The New York Times’ Man in Moscow (2020). I 1932 modtog Duranty Pulitzer Prisen for sine artikler. I 1990erne, da Gareth Jones blev anerkendt og rehabiliteret, forsøgte ukrainske og amerikanske journalister at få prisen tilbagekaldt. En officiel anmodning blev afslået i 2003.

Den sorte jord (Mr. Jones). Instr.: Agnieszka Holland. Manus: Andrea Chalupa. Foto: Tomasz Naumiuk. 118 (141) min. UK-Polen-Ukraine 2019. Dansk premiere: 22.10.2020.

Fotos: Film Produkcja [Robert Palka]/ WestEnd Films/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Holodomor Museum 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2020

Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976

RØDE KANALER

Forfatteren Dalton Trumbo 1905-1976

Af BO GREEN JENSEN

FØRST en personlig erindring. I 1975, da små biografer med flere sale var en nyhed i Danmark, så jeg i ABCinema – som lå ved Rådhuspladsen, hvor Gloria ligger i dag – en mærkelig film, som jeg ikke kunne glemme. Jeg så den faktisk flere gange. Det var længe, før film kunne købes og streames.

   Filmen hed Johnny Got His Gun og handlede om en soldat, der var sprængt i stykker af krigen og reduceret til en torso. Hans lemmer var væk og det meste af hans ansigt. Han kunne se lidt med det ene øje, og filmen blev i hans perspektiv, et blåt slør med konturer af læger, som diskuterede, om de skulle slukke for ilten. Han lå for sig selv bag et forhæng. Som noget verden smed væk.

   Tilbageblik viste soldaten (Timothy Bottoms) som ung. Man så alle de ting, som han havde mistet: solskin, stemmer, kærlighed. Kameraet undgik kroppen uden lemmer. Man så kun, hvad Joe kunne se. I sin fantasi kunne han tale til Jesus, der blev spillet af Donald Sutherland, men han fik ikke noget svar.

   Johnny Got His Gun er en af de mørkeste film nogen sinde og stadig et af de mest radikale forsøg på at skildre en isoleret bevidsthed. Først 30 år senere gjorde Julian Schnabel noget lignende i Le scaphandre et le papillon (2007, da. Dykkerklokken og sommerfuglen).

SOM 19-årig filmfan kunne jeg læse mig til, at filmen var skrevet og instrueret af Dalton Trumbo. Dét i sig selv blev af tiden betragtet som en lille sensation. For Trumbo havde ti år før stået øverst på Hollywoods blacklist.

   Jeg havde hørt om den sorte liste. Nu blev den virkelig for mig. Jeg læste om House Un-American Activities Committee, den forhadte HUAC-komité, som udspurgte mistænkte kommunister; om »The Hollywood Ten«, som trodsede den, og om heksejægeren Joseph McCarthy. Jeg indså, sikkert for første gang, at det eskapistiske slaraffenland og den politiske virkelighed hørte sammen.

   Man hørte sjældent klar snak om Listen. Den var nærmest et mytologisk begreb. Første gang Hollywood selv brugte stoffet, var da Martin Ritt instruerede Zero Mostel og Woody Allen i The Front, (1976, da. Stråmanden), en mørk komedie om stråmanden, der lægger navn til et manuskript af en bandlyst forfatter.

   Det var allerede i 1971, at Dalton Trumbo skrev og instruerede Johnny Got His Gun, som blev vist på dét års Cannes Festival. Men det tog fire år at få filmen til Danmark.

NU har alt sin faste plads i historien. De fleste hovedpersoner er døde. Der er helte og skurke, klare linjer og rene hænder. Fred Zinnemanns Julia (1977) og Warren Beattys Reds (1981) banede vejen ved atter at skildre amerikanske kommunister sympatisk.

   Irwin Winklers Guilty by Suspicion (1991, da. Blacklistet) var den første storfilm om Sortlisten. Siden har der været så mange, f.eks. George Clooneys Good Night, and Good Luck (2004), at stoffet kan virke slidt og fortærsket. I brødrene Coens Hail, Caesar! (2016. da. Hil Cæsar!) er det hele blevet til mørkt farcestof – for øvrigt med Clooney som den frejdigt indbildske stjerne, der bliver bortført af kommunistiske manuskriptforfattere.

   Dalton Trumbo var en af de ti, som sagde nej til at vidne og udtale sig. De henviste til første paragraf i den amerikanske forfatning. De tabte sagen ved Højesteret, og Trumbo afsonede 11 måneder i et fængsel i Kentucky. Her mødte han den første formand for HUAC, som sad inde for skattesvindel. Sådan går det op og ned her i verden.*

   Trumbo sagde senere, at dommen var retfærdig. Han blev dømt for at udvise foragt for retten, og han følte kun foragt for denne standret.

   Det var en kendt sag, at Trumbo var kommunist. Han var medlem af partiet og agiterede åbent ved faglige konflikter. Man var vant til at tone talerne ned i hans manuskripter. Men han var en af de bedste i branchen, modtog i 1940 en Oscar for Kitty Foyle og fulgte succesen op med bl.a. The Remarkable Andrew (1942), der var baseret på hans egen roman, Tender Comrade (1943) med Ginger Rogers, A Guy Named Joe (1943, da. Flyvere dør aldrig), som 46 år senere blev til Steven Spielbergs Always, og Thirty Seconds over Tokyo (1944, da. 30 sekunder over Tokyo), som ingen kunne kalde uamerikansk.

   I 1947 havde Trumbo netop skrevet kontrakt for tre år med Louis B. Mayer, da kommunistjagten tog sin begyndelse. Her begynder Jay Roachs film om den ressourcestærke ener, som fik alt taget fra sig, men havde held og stædighed nok til at vinde det meste tilbage.

TRUMBO er en af de første, som bliver bekymret, da J. Parnell Thomas træder til som formand for HUAC. Forfatterne holder krisemøde hos skuespilleren Edward G. Robinson (Michael Stuhlbarg), som er en fellow traveler.
   Det er senere Robinson, som angiver sine venner. Han bliver presset af sladderjournalisten Hedda Hopper (Helen Mirren) og nationalhelten John Wayne (David James Elliott), som er de toneangivende medlemmer af MPA. Akronymet står for Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals. Det var branchens eget forsøg på at komme HUAC i møde.

   MPA truede altid med boykot, hvis den-og-den kendte »forræder« ikke blev taget af filmen. På højden af det hele, i sommeren 1950, udkom pamfletten Red Channels, som navngav 151 »røde fascister og sympatisører«. Både HUAC og MPA havde folkelig opbakning. Kommunismen blev set som en sygdom.**

DER kastes cola på Trumbo i biografen, naboer fylder familiens swimmingpool med døde dyr. Kolleger som Arlen Hird (Louis C.K.) mister alt. Trumbo flytter med hustruen Cleo (Diane Lane) og tre børn til Mexico. Han skriver under pseudonym. Alligevel er det svært at få opgaver – selv til mindsteløn og uden kreditering. Listen stod i årevis.

   Filmens helte er de producenter, som trodser branchens selvcensur og ansætter Trumbo og hans kolleger. Det er i første omgang King Brothers Productions. Frank, Maurice og Herman King laver billige westerns og gangsterfilm, der er immune for truslen om boykot.

   Da Frank King får besøg af MPA, reagerer han ved at true igen med et boldtræ og erklærer, at han er i branchen »for the money and pussy«. Hopper og resten af hylekoret kan tage deres intimideringstaktik og putte den et vist sted hen. John Goodman er alle pengene værd som Frank King.

KING-brødrene lavede B-film om rummænd, der gjorde jordiske piger gravide. Men også krejlere kan drømme stort. Det var Frank King, som producerede The Brave One (1956), en mexicansk fortælling om en dreng, der prøver at redde en tyr fra arenaen. Trumbo havde gået med ideen gennem alle blacklist-årene. Filmen fik også dansk premiere med titlen Min bedste ven, Gitano.

   Trumbo skrev The Brave One under navnet Robert Rich. Tre år før havde han skrevet Roman Holiday (da. Prinsessen holder fridag) til William Wyler, som både producerede (for Paramount) og instruerede Audrey Hepburn og Gregory Peck i filmen. Trumbo fik kollegaen Ian McClellan Hunter (Alan Tudyk) til at sætte sit navn på manuskriptet, og ingen anede uråd, da Hunter modtog en Oscar for arbejdet.

   Da Trumbo fik en Oscar for The Brave One, vidste filmbyen godt, hvem forfatteren var. Kirk Douglas producerede Spartacus (1960) med sig selv i hovedrollen. Han lagde ikke skjul på, at det var Trumbo, som havde skrevet manuskriptet. Da Hedda Hopper truede ham, stod han fast.

SAMTIDIG havde Otto Preminger læst Leon Uris’ Exodus (1958) og mente, at Trumbo var manden, der kunne skabe orden i den viltre bestseller om staten Israels grundlæggelse. I Jay Roachs fremstilling konkurrerer Kirk Douglas (Dean O’Gorman) og Preminger (Christian Berkel) aktivt om Trumbos skrivetid. De passerer hinanden i døren til kontoret, hvor Trumbo holder rygsmerterne nede med whisky og benzedrin.

   Helt så tæt var løbet næppe, men det er sandt, at Douglas trodsede studiechefen og satte Trumbos navn på Spartacus, som Stanley Kubrick instruerede, da Preminger havde fortalt The New York Times, at Trumbo var forfatter på Exodus.

SÅ i 1961 havde Trumbo sit navn på to Oscar-nominerede storfilm. MPA satte alt ind på at få biografejere og publikum til at boykotte Spartacus. Det lykkedes ikke. Listen faldt for åben skærm, da den nyvalgte John F. Kennedy gik i biografen. Bagefter sagde han til pressen, at Spartacus var »a fine film«.

   Jay Roach fanger Hedda Hoppers ansigt, mens hun ser Kennedy tale på en tv-skærm. Helen Mirren har det ikke let som filmens grove pulverheks, der kalder jøder for kikes og smisker og truer. Hendes nederlag er bøjet i neon.

   Bryan Cranston spiller Trumbo med en doven elegance, der godt kan være trættende. Arlen Hird spørger på et tidspunkt, om det er nødvendigt at tale i sætninger, som man kan hugge i sten. Men filmen får afleveret sit budskab: at tanken er fri og at Hollywoods Berufsverbot var en skændsel. Man bryder ikke nogen lov ved at være kommunist.

   Det er i dagens USA stadig – eller atter – et kontroversielt udgangspunkt. Flere anmeldere gik i rette med filmens ideologi, for Trumbo var jo rød, ikke sandt? Så forstemmende ny-mccarthyismen nu er, gør den samtidig Trumbo stærkt relevant. Filmen sparker ikke åbne døre ind. Figurerne får med grovfilen, flere forhold er skåret i pap. Det kan åbenbart være nødvendigt.

FILMEN slutter med Trumbos rehabilitering. En skærmtekst oplyser, at han døde i 1976 og blev 70 år. Cleo Fincher Trumbo var 93, da hun døde i 2009. Der står også, at han instruerede Johnny Got His Gun efter sin egen roman fra 1939.

   Efter mange år fik jeg endelig fat i en fransk dvd med titlen Johnny s'en va-t-en guerre og kunne gense filmen, der gjorde indtryk. Det er stadig en af de definitive antikrigsfilm, men den handler især om at insistere på livet. Der er ingen oratoriske fanfarer, bare en overvældende stemning.***

   Trumbo lod sig ikke kue. Til sidst var han næsten en ny Spartacus.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018); Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Dalton Trumbo skrev romanen i 1938 og modtog en af de første National Book Award-priser (for årets mest originale bog). Johnny Got His Gun blev bragt som føljeton i The Daily Worker, der var den officielle partiavis, i 1940. Trumbo fik et indviklet forhold til bogen i 1942, da Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen. De amerikanske kommunister havde agiteret for, at USA holdt sig ude af krigen. Nu støttede man krigen mod Tyskland. Romanen er genudgivet af Penguin i serien Modern Classics. I Cannes 1971 modtog filmen Juryens Grand Prix og blev kåret som årets bedste film af kritikersammenslutningen FIPRESCI. 

**) Bemærk, at det er Bertolt Brecht, som sidder bag Dalton og Cleo Trumbo på pressefotoet fra 1947. Det har altid undret mig, at flere ikke fulgte Brechts eksempel under HUAC-høringerne. De amerikanske vidner gennemgik mange samvittighedskvaler og havde dybe etiske overvejelser, før de enten nægtede at udtale sig eller endte med at angive fæller. Marxisten Brecht gik frejdigt og frivilligt i vidneskranken. Han sagde, at han aldrig havde været til kommunistiske møder eller tilhørt nogen version af partiet. Han gav sprogforbistring meget af skylden for måden, hans værker blev læst på. Desværre kunne han ikke hjælpe kommissionen. Vidneudsagnet blev ført til bogs, og Brecht rejste hjem til Europa, hvor han i 1949 fik sit eget spillehus i den nyoprettede stat DDR.

***) Johnny Got his Gun fik en chance mere, da James Hetfield og Lars Ulrich fra bandet Metallica brugte Trumbos bog som inspiration for sangen »One«  og citerede filmen i videoclippet til skæringen, som findes på albummet ...And Justice for All (1988). 

Trumbo. Instr.: Jay Roach. Manus: John McNamara. Foto: Jim Denault. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 11.02.2016.

Fotos: Bleecker Street Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment/AP/ YouTube (Bleecker Street/eOne official trailer)

Trumbo streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment (DK) 07.07.2016

Johnny Got His Gun streames på Apple TV, FlixOlé, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Imprint (Australien) 06.04.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.02.2016 

Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006)

DEN POLITISKE DRIFT

Maos norske sønner og døtre

Af BO GREEN JENSEN

OGSÅ den norske venstrefløj havde sin yderste, stærkt radikale fraktion, da revolutionsromantikken var på sit højeste. I Arbeidernes Kommunist Parti, en mindre talstærk og mere elitær organisation, end navnet umiddelbart indikerer, opererede man med en konkret strategi for den væbnede revolution, som skulle sættes i værk. Det var tider. Det var dengang, man følte sig levende.

   Det er også længe siden. Tredive år efter de gyldne tider står Knut Pedersen (Kristoffer Jonner) ved tavlen på gymnasiet i Larvik og taler til sine elever om dét, man levede og døde for i 1970erne. Han er grå i både sjæl og krop. For sagen satte han sit ægteskab over styr og så konen tage børnene med til Mo I Rana. Pedersen blev og kæmpede den gode kamp. For ham var sagen ensbetydende med Nina, men det kunne han ikke se i 70erne.

HANS Petter Moland har med Kammerat Pedersen skabt en af de bedste film om den politiske utopi i 70erne, som man har set i Skandinavien. Sædvanligvis gøres der nar af de gamle værdier, som på den måde mister ikke blot værdighed og relevans, men også håndgribelig gennemslagskraft. Der bliver bestemt også smilet i Kammerat Pedersen, når diskrepansen mellem de store visioner og bevægelsens medlemstal bliver for udtalt. AKP frakendes dog ikke betydning. Der bliver lejlighed til at vise, hvad gruppen kan mobilisere af modstand.

KNUT Pedersen kommer til Larvik i 1968 og begynder som lektor på gymnasiet. I begyndelsen er han ensom alene. Senere er han det sammen med Lise (Anne Ryg), en bibliotekar som aldrig bliver klogere på ham. Det er Werner (Jan Gunnar Røise), en gammel elev, som lokker Knut med til møde og åbner hans øjne for sagen.

   Forklarelsen finder han først den dag, Nina Skåtøy (Ane Dahl Torp) kommer til byen. Det er den dag, Knut Pedersen bliver forelsket. Det er også dagen, hvor han mister evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert. For den sande revolutionære nordmand er moral en småborgerlig reminiscens.

   Nina er en flygtning fra højborgerskabet i Oslo. Hun har brudt med sin familie og føler sin overbevisning så stærkt, at det præger og, vil man mene, forkrøbler samtlige hendes forhold og forbindelser. Hun har arbejdet hårdt for at blive sådan, og hun vil dræbe for sagen, hvis det skal være. At det muligvis ikke skal være, vil hun end ikke tage i betragtning. I begyndelsen er der slet ingen tvivl om, at hun og Knut er som skabt for hinanden. Den sande revolutionære nordmand har fundet sin blonde madonna.

MOLANDS film er uhyre fint afstemt. Den har lette, ironiske takter i begyndelsen, hvor Knut ser Nina ankomme til Larvik i en bjergtagende fantasisekvens, der henter sit billedsprog i maoistisk propaganda og besidder samme uimodsigelighed. Siden drejer tonen ubønhørligt i retning ad bitter desillusion. Farverne skifter mod blåsort, og der bliver langt mellem faner og kirsebærblomster, mens Nina bringes til at se sit nederlag i øjnene.

   Knækket ligger midtvejs, da Knut og Nina elsker sammen i dybfrosten på den hemmelige AKP-kongres, som man når ad kringlede omveje, bogstaveligt iført skæg og blå briller. Ét øjeblik er Knut i himlen. Mens han står i sneen og kommer i Nina, bliver varme røde papirlygter tændt. I samme nu farer en skævhed over Ninas ansigt, og næste dag vil hun i plenum diskutere rimeligheden – eller manglen på samme – i den kontra-revolutionære og i hvert fald småborgerlige utroskab, som hun og kammerat Pedersen praktiserer. Det bliver aldrig det samme for parret igen, skønt der kommer en stille forsoning langt fremme.

FOR Knut er utopien ét med Nina. Han er dybest set stået af på parolerne, længe før de øvrige medlemmer begynder at sive. Alligevel ender han som en af de allersidste tre-fire udvalgte. Han hverken kan eller vil slippe sagen, skønt den ikke længere giver mening. Det ville være det samme som at give slip på kærligheden til Nina, og gør han dét, er han slet ingenting.

   Nina har dog mere på spil. Da man beslutter, at akademiske medlemmer skal sige deres stillinger op og solidarisere sig med arbejderklassen ved at tage manuelt arbejde, griber hun udfordringen, rykker ud af sin lægekonsultation og bliver ansat på en fabrik. Hun gør, hvad hun kan for at blive accepteret og prøver at dele kvindernes interesser, skønt sladder og selvtilstrækkelighed hen ad vejen begynder at give hende kvalme.

EFTER flere år på fabrikken er det lykkedes hende at sælge ét abonnement på Klassekampen til en veninde. Da denne undlader at forny det – hendes mand skuler olmt tilbage fra lænestolen foran fjernsynet, som viser fodbold i sort-hvid – tager Nina sit nederlag på sig. Scenen er stærkt underspillet og meget bevægende. Snart ender filmen atter hos Knut, der har fortalt eleverne hele historien om den væbnede socialismes storhed, nedgang og endelige udtoning.

I NORGE er Kammerat Pedersen blevet kaldt »en humoristisk historie om en alvorlig bevægelse«. Det er som man tager det. Molands film bygger på Dag Solstads roman, hvis fulde titel siger det hele: Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land (1983). På den norske dvd kan man høre Solstad kommentere tiden og se tilbage sammen med en udspørger. Der kommer meget lidt på bordet. »Se, dér er Lenin,« lyder det under titelsekvensen. »Ja, dét er Lenin,« samtykker Solstad, for hvem humor ofte har været et dæknavn for bidende hård ironi.

FILMENS force ligger i ømheden. Før jeg skulle se den første gang – i Oslo for nogle måneder siden – sagde en klog mand på Dag Solstads alder: »Jeg har ikke set nogen bedre skildring af borgerskabets smerte.« Jeg forstod, hvad han mente, da Nina sagde fra: at se sit livsgrundlag smuldre og ikke høre til noget sted. Endelig opdager Molands film, at den politiske drift i sin reneste form kan være kærlighedens tvilling.

Se også Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014); Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019); Hans Petter Moland: Cold Pursuit (2019).

Kammerat Pedersen (Gymnaslærer Pedersen). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Hans Petter Blad. Foto: Philip Øgaard. 115 min. Norge 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.

Fotos: Motlys/ Sandrew Metronome/ Cinemateket/

Filmen streames ingen steder – Sandrew Metronome-dvd'en fra 2007 er aldrig genudgivet

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.11.2006