Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006)

DEN POLITISKE DRIFT

Maos norske sønner og døtre

Af BO GREEN JENSEN

OGSÅ den norske venstrefløj havde sin yderste, stærkt radikale fraktion, da revolutionsromantikken var på sit højeste. I Arbeidernes Kommunist Parti, en mindre talstærk og mere elitær organisation, end navnet umiddelbart indikerer, opererede man med en konkret strategi for den væbnede revolution, som skulle sættes i værk. Det var tider. Det var dengang, man følte sig levende.

   Det er også længe siden. Tredive år efter de gyldne tider står Knut Pedersen (Kristoffer Jonner) ved tavlen på gymnasiet i Larvik og taler til sine elever om dét, man levede og døde for i 1970erne. Han er grå i både sjæl og krop. For sagen satte han sit ægteskab over styr og så konen tage børnene med til Mo I Rana. Pedersen blev og kæmpede den gode kamp. For ham var sagen ensbetydende med Nina, men det kunne han ikke se i 70erne.

HANS Petter Moland har med Kammerat Pedersen skabt en af de bedste film om den politiske utopi i 70erne, som man har set i Skandinavien. Sædvanligvis gøres der nar af de gamle værdier, som på den måde mister ikke blot værdighed og relevans, men også håndgribelig gennemslagskraft. Der bliver bestemt også smilet i Kammerat Pedersen, når diskrepansen mellem de store visioner og bevægelsens medlemstal bliver for udtalt. AKP frakendes dog ikke betydning. Der bliver lejlighed til at vise, hvad gruppen kan mobilisere af modstand.

KNUT Pedersen kommer til Larvik i 1968 og begynder som lektor på gymnasiet. I begyndelsen er han ensom alene. Senere er han det sammen med Lise (Anne Ryg), en bibliotekar som aldrig bliver klogere på ham. Det er Werner (Jan Gunnar Røise), en gammel elev, som lokker Knut med til møde og åbner hans øjne for sagen.

   Forklarelsen finder han først den dag, Nina Skåtøy (Ane Dahl Torp) kommer til byen. Det er den dag, Knut Pedersen bliver forelsket. Det er også dagen, hvor han mister evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert. For den sande revolutionære nordmand er moral en småborgerlig reminiscens.

   Nina er en flygtning fra højborgerskabet i Oslo. Hun har brudt med sin familie og føler sin overbevisning så stærkt, at det præger og, vil man mene, forkrøbler samtlige hendes forhold og forbindelser. Hun har arbejdet hårdt for at blive sådan, og hun vil dræbe for sagen, hvis det skal være. At det muligvis ikke skal være, vil hun end ikke tage i betragtning. I begyndelsen er der slet ingen tvivl om, at hun og Knut er som skabt for hinanden. Den sande revolutionære nordmand har fundet sin blonde madonna.

MOLANDS film er uhyre fint afstemt. Den har lette, ironiske takter i begyndelsen, hvor Knut ser Nina ankomme til Larvik i en bjergtagende fantasisekvens, der henter sit billedsprog i maoistisk propaganda og besidder samme uimodsigelighed. Siden drejer tonen ubønhørligt i retning ad bitter desillusion. Farverne skifter mod blåsort, og der bliver langt mellem faner og kirsebærblomster, mens Nina bringes til at se sit nederlag i øjnene.

   Knækket ligger midtvejs, da Knut og Nina elsker sammen i dybfrosten på den hemmelige AKP-kongres, som man når ad kringlede omveje, bogstaveligt iført skæg og blå briller. Ét øjeblik er Knut i himlen. Mens han står i sneen og kommer i Nina, bliver varme røde papirlygter tændt. I samme nu farer en skævhed over Ninas ansigt, og næste dag vil hun i plenum diskutere rimeligheden – eller manglen på samme – i den kontra-revolutionære og i hvert fald småborgerlige utroskab, som hun og kammerat Pedersen praktiserer. Det bliver aldrig det samme for parret igen, skønt der kommer en stille forsoning langt fremme.

FOR Knut er utopien ét med Nina. Han er dybest set stået af på parolerne, længe før de øvrige medlemmer begynder at sive. Alligevel ender han som en af de allersidste tre-fire udvalgte. Han hverken kan eller vil slippe sagen, skønt den ikke længere giver mening. Det ville være det samme som at give slip på kærligheden til Nina, og gør han dét, er han slet ingenting.

   Nina har dog mere på spil. Da man beslutter, at akademiske medlemmer skal sige deres stillinger op og solidarisere sig med arbejderklassen ved at tage manuelt arbejde, griber hun udfordringen, rykker ud af sin lægekonsultation og bliver ansat på en fabrik. Hun gør, hvad hun kan for at blive accepteret og prøver at dele kvindernes interesser, skønt sladder og selvtilstrækkelighed hen ad vejen begynder at give hende kvalme.

EFTER flere år på fabrikken er det lykkedes hende at sælge ét abonnement på Klassekampen til en veninde. Da denne undlader at forny det – hendes mand skuler olmt tilbage fra lænestolen foran fjernsynet, som viser fodbold i sort-hvid – tager Nina sit nederlag på sig. Scenen er stærkt underspillet og meget bevægende. Snart ender filmen atter hos Knut, der har fortalt eleverne hele historien om den væbnede socialismes storhed, nedgang og endelige udtoning.

I NORGE er Kammerat Pedersen blevet kaldt »en humoristisk historie om en alvorlig bevægelse«. Det er som man tager det. Molands film bygger på Dag Solstads roman, hvis fulde titel siger det hele: Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land (1983). På den norske dvd kan man høre Solstad kommentere tiden og se tilbage sammen med en udspørger. Der kommer meget lidt på bordet. »Se, dér er Lenin,« lyder det under titelsekvensen. »Ja, dét er Lenin,« samtykker Solstad, for hvem humor ofte har været et dæknavn for bidende hård ironi.

FILMENS force ligger i ømheden. Før jeg skulle se den første gang – i Oslo for nogle måneder siden – sagde en klog mand på Dag Solstads alder: »Jeg har ikke set nogen bedre skildring af borgerskabets smerte.« Jeg forstod, hvad han mente, da Nina sagde fra: at se sit livsgrundlag smuldre og ikke høre til noget sted. Endelig opdager Molands film, at den politiske drift i sin reneste form kan være kærlighedens tvilling.

Se også Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014); Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019); Hans Petter Moland: Cold Pursuit (2019).

Kammerat Pedersen (Gymnaslærer Pedersen). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Hans Petter Blad. Foto: Philip Øgaard. 115 min. Norge 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.

Fotos: Motlys/ Sandrew Metronome/ Cinemateket/

Filmen streames ingen steder – Sandrew Metronome-dvd'en fra 2007 er aldrig genudgivet

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.11.2006