Besættelsen set fra en kampvogn
Af BO GREEN JENSEN
FIRE mænd sidder fast i en kampvogn, der tromler ind i nabolandet. Året er 1982, og den første episode i en aldrig erklæret eller afsluttet krig tager sin begyndelse.
Af BO GREEN JENSEN
De unge mænd er nervøse, dårligt informerede og ude af balance. Ordrerne indløber, ingen har overblik. De skændes om, hvem der skal tage ansvar. De diskuterer, hvem der er bedst til at dræbe. Ordet ære kommer aldrig på tale, for dette er en virkelig krig. Hver har sine grunde til at ville noget andet. For dem alle bliver døden konkret.
I 45 år har der jævnligt været krig i Libanon, det engang så blomstrende middelhavsland. Man forbinder navnet Beirut med en horisont af ruiner og bliver forbavset, når film som Nadine Labakis Caramel (2007) skildrer byen i fredstid.
Borgerkrigen (1975-1990) var syv år gammel, da Israel intervenerede. Formålet var at knække PLO og etablere en sikkerhedszone. I stedet blev ærkefjenden Hizbollah en mere målrettet modstander. Ligningens ubekendte faktor var de kristne falangister, som stod på Israels side. Ingen havde grund til at stole på hinanden og gjorde det heller ikke. Alt gik galt, hvis det kunne, for sådan er tingenes orden.
FILMSKABEREN Samuel Maoz var 20 år, da han deltog i invasionen. Han har aldrig glemt, hvad han oplevede, eller følelsen af afmagt, isolation og forlis. Det er dén, der reproduceres i Libanon, og man ville gerne slutte sig til koret af begejstrede kritikere, der har lovprist filmen, både for den intense atmosfære og et aldrig udsagt budskab om, at krig ikke nytter og blot avler had. Maoz siger selv, at han først kom helt hjem, da filmen var færdig.
Der er dog også en mærkelig faktor af afstand og filmet teater. Med soldaternes øjne ser man de lidelser, som krigen påfører sagesløse civile. Man ser fingeren trykke på aftrækkeren, før eksplosionens trykbølge og flammerne følger. Absurde skuespil opføres, og mændene i kampvognen prøver febrilsk at orientere sig. Men vi deler ikke oplevelsen, og det er for let at afvise den som erfaring. Snarere husker man Roger Waters’ sang om være tapper på afstand: »We kill and maim with the bravery of being out of range«.
MAOZ' film gør indtryk ved sin konsekvens. Den indledes og afsluttes med totale eksteriørbilleder af en afsveden solsikkemark. Ellers er handlingen henlagt til kampvognens indre, og verden udenfor opleves gennem det elektroniske sigte, somme tider i lysegrøn night vision, altid med et distancerende kryds i midten og den samme enerverende teleskoplyd. Kun når den befalingshavende aflægger besøg, får man et glimt af himlen over hans ryg.
Libanon giver på den måde effektivt udtryk for mændenes følelse af at befinde sig på bunden af en skakt. De er midt i det hele, men uden for kontakt og bogstaveligt spærret inde i en tikkende fosforcontainer. Af hensyn til Geneve-konventionen er det ikke tilladt at tale om fosforbomber. Man bruger »lysende røg« som en eufemisme.
LIBANON ligner en række andre film, hvor klaustrofobien i lukkede rum gør alle slag til episoder i den samme tidløse krig: Wolfgang Petersens tyske Das Boot (1981), Joseph Vilsmaiers Stalingrad (1993), Sam Mendes’ Jarhead (2005) fra den første Golfkrig og (især) den amerikanske The Beast of War (1988), som på samme måde følger besætningen i en strandet russisk kampvogn i Afghanistan.
I israelsk sammenhæng er det oplagt at sammenligne Maoz’ film med fremstillinger som Amos Gitais Kippur (2000), der skildrer 1970ernes Yom Kippur-krig i udsigtsløs Hamburger Hill/Black Hawk Down-modus, og Ari Folmans animationsfilm Waltz with Bashir (2008), som ligeledes beskriver 1982-invasionen.
Man tror mere på psykologien i sidstnævnte end på de martrede unge mænd hos Maoz. I Folmans film gør soldaterne det fornødne i den givne situationen, for så at fortrænge eller reagere bagefter. Især er Libanon dog beslægtet med den elegiske realisme i Joseph Cedars Beaufort (2007), hvor en deling rømmer det sidste israelske fort i Beirut efter krigen, der begynder i Libanon og Waltz with Bashir.
.jpg)
MAOZ’ film var vigtig som politisk markør, et udtryk for historisk revisionisme og ny israelsk selvkritik. Den fik årets nationale filmpriser, vandt Guldløven i Venedig og var rundt på alle festivaler. I 2010 førte Danmark krig i ukendt terræn og på andres vegne, så det var vigtigt at vise og se Libanon. Men man gjorde det mere for sin samvittigheds skyld end for oplevelsen.
I 2017 kom Maoz tilbage med Foxtrot. Her er rammen en sindrig skæbnefortælling, men kernen er atter den klaustrofobiske krig. Fire soldater bevogter grænsen og bor i en hældende container. De har tid til at kede sig på en måde, som ikke er mulig i Libanon. På befriende vis bryder én ud i absurd dans. Døden kommer sejlende i skikkelse af en dromedar.
Der var konsensus om, at filmen ikke nåede højderne fra Libanon og genbrugte for mange elementer. Jeg havde det omvendt. I Libanon er perspektivet uden dybde: krigen bliver et skydespil. I dét er der nok en pointe, men den modarbejder indlevelsen.
I Foxtrot er erfaringen modnet og bearbejdet. Det er hér, at Moaz kommer helt hjem – skønt filmen vælger at lade det modsatte ske.
Libanon (Lebanon). Instr. og manus: Samuel Maoz. Foto: Giora Bejach. 92 min. Frankrig-Tyskland-Libanon-Israel 2009. Dansk premiere: 06.05.2010.
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Anmeldelsen stod - selvsagt uden sidste afsnit - i Weekendavisen Kultur 06.05.2010
Ingen kommentarer:
Send en kommentar