Noah Baumbach/Greta Gerwig: Frances Ha (2013)

FRANCES I FLUGTEN
Portræt af den unge kvinde i tiden

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film emmer af tidsånd, alene derved at de ikke forsøger. Noah Baumbach og Greta Gerwig rammer målet rent i portrættet af den 27-årige Frances Haliday, som er ved at blive voksen for alvor. Hun vil bruge sit liv på at danse, men der er mange om budet, og karrieren vil ikke lette. Hun er for gammel til at begynde et nyt sted, og hun er ikke ung nok til at være helt ubekymret.

   Frances deler lejlighed med Sophie (Mickey Sumner), der vil være forlagsredaktør. De er fortrolige hjerteveninder, men modsat Frances betragter Sophie læreårene som en foreløbig situation, en livsfase snarere end et permanent arrangement.

   Da Sophie flytter sammen med sin kæreste, føler Frances sig svigtet og forrådt. Hun bruger et år på at bo hos forskellige venner, tage forefaldende småjobs, brænde lånte penge af på en håbløs rejse til Frankrig og tage hjem igen for at finde sig selv.

   Sophie bliver gift og rejser til Japan, men veninderne ses ved en sammenkomst på deres gamle college. Nu serverer Frances. Sophie er ikke lykkelig, men lykkelig nok. Frances kan danse. Måske er det bare dét, hun skal.

FILMEN er mere et anslag end et forkromet psykologisk portræt. Af samme grund fungerer den helt ubesværet, og så er formen og virkemidlerne valgt med et blik, der gør den til en sanselig delikatesse. Filmet i sort-hvid, fuld af håndplukket musik, med dialogen holdt i mumblecore-leje, tilsat en overflod af specifikke detaljer. Alt sammen set på en baggrund, der ligner Woody Allens Manhattan.

FRANCES danser hen ad gaden til David Bowies »Modern Love«, der bliver en slags temasang. Scenen hylder/citerer Leos Carax' Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung), hvor Denis Levant danser til den samme sang på den samme måde, dog med et ekstra sæt anførselstegn om, idet scenen er sat i en teaterkulisse.

   Ellers er hovedparten af musikken hentet i partiturer af Georges Delerue, som skrev dem til klassiske nouvelle vague-film. Baumbach bruger musikken ironisk. I Paris er der ikke én fransk tone. Det regner, og Frances forbliver alene.

   Hun lægger varme og nærvær i den børneforestilling, som hun skaber koreografien til. Hun tager til hjem til sine forældre (som spilles af Gerwigs egne forældre) og føler sig som en fiasko, skønt hun bliver fejret. Slutningen er åben som fremtiden, men Frances forpligter sig på den og får sit eget sted. Da hun skal skrive sit navn på skiltet ved dørklokken, er der ikke plads til hele efternavnet. Deraf titlen Frances Ha.

BAUMBACH udviklede sin (tragi)komiske tone i The Squid and the Whale (2005), en selvbiografisk skilsmissehistorie, og Greenberg (2010), hvor kværulanten Ben Stiller kom til Californien og blev lidt mere åben ved mødet med babysitteren Gerwig. Instruktøren erkender, at han som ung så Woody Allens film så mange gange, at han måtte holde op med at se dem og begynde et nyt sted for at skabe sit eget.

   Denne søgen finder hjem i Frances Ha, men det er Gerwig, der bærer filmen med sin solidariske fremstilling. Frances er 2010er-versionen af Julie Christie i Darling, Corinne Marchard i Cleo fra 5 til 7, Anouk Aimee i Lola, Pernille Kløvedal i Ang. Lone, Diane Keaton i Annie Hall. Hun er indbegrebet af livsappetit og tristesse, ikke én, men mange typer, og et menneske, som man både kan blive irriteret på og forelske sig i.

DER er en tidløs elegance over filmen, som er klippet med sjælden klarhed og flair. Man føler ofte, at der kunne have været mere, at sekvensen med »Modern Love« live på gaden kunne være et fuldbårent musicalnummer. Så man er sulten efter mere, og filmen bevarer sit hverdagsmysterium. Frances Ha fanger en stemning i flugten, og bliver et væsentligt portræt af en kvinde ved en korsvej.

Se også Greta Gerwig: Lady Bird (2017); Noah Baumbach: Marriage Story (2019); Greta Gerwig | Louisa May Alcott: Little Women (1868/2019); Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022).

Frances Ha. Instr.: Noah Baumbach. Manus: Greta Gerwig & Noah Baumbach. Foto: Sam Levy. 86 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Miracles Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013