Nadine Labaki: Kvinderne i Libanon [2008]

 

LIBANON ER SOM EN LANDSBY
Et interview med filmskaberen Nadine Labaki

PARIS 2008: DET er altid distraherende, når instruktøren selv er stjerne i filmen, man skal tale om. Det kan gå, hvis det gælder berømtheder, som man nærer en illusion om »at kende«. Da handler det snarere om at forvinde benovelsen ved at se giraffen up close. Men er der kun én film at forbinde ansigtet med, falder man let i den klassiske tilskuerfælde: at sætte lighedstegn mellem rolle og spiller.

   Det er lidt sådan med Nadine Labaki (f. 1974), den debuterende libanesiske filmskaber, som vi møder på Le Grand Hotel. Vi har netop set hende som Layale, en moderne kristen kvinde, der ejer en skønhedssalon i Beirut. Hun havde problemer med sine mænd, sine ansatte, sine forældre og hele kulturen. Vi følte virkelig med hende. Hun lærte dog også at gøre sig fri, sige fra og komme videre, ikke mindst i forhold til manden, som var udmærket gift med en anden. Ham gav vi ikke meget for på den nordiske række i biografen.

   »Vi« er jeg selv, Politikens Kim Skotte og en yngre finsk kollega. Vi betragter kvinden med den gyldne hud og dybe mandeløjne. Vi er vintermænd fra Skandinavien. Om det så er vore stemmer, runger de om kap i bunden af registret. Labaki taler kvidrende engelsk og smiler. Hun ligner klichéforestillingen om den arabiske kvinde, der gør kolde mænd til varme orientalister. Scheherazade møder hundene fra »Fyrtøjet«. Vi har øjne som suppetallerkener. Vi formulerer vore guldkorn og forelsker os helt efter planen. 

CARAMEL er den første libanesiske film i en menneskealder, som ikke taler om krigen og fortiden. Labaki skrev den på seks måneder, som hun tilbragte i Cannes Festivalens stipendielejlighed i Paris. Adskillige på holdet er familie og bekendte. Hendes søster har tegnet kostumer, og sangene er skrevet af Khaled Mouzanar, der er gift med instruktøren. Med undtagelse af Labaki selv, er alle de medvirkende amatører.

   Resultatet er en gennemført og forbløffende virkningsfuld miniature. Caramel bruger skønhedssalonen som et socialt og kønspolitisk prisme på samme måde, som Tonie Marshall gjorde i den franske Vénus Beauté (Institut) (1989) og Herbert Ross i den amerikanske Steel Magnolias (1989), en overset sydstatskomedie med Sally Field, Dolly Parton og den unge Julia Roberts.

   Samtidig udmærker Caramel sig ved at skabe blide øjeblikke, som kun kan opstå i en kontekst, hvor fremmede rører intimt ved hinanden. Mens karamelterapien foregår, eller når Rima vasker kundernes hår, er Labakis film både i stil og på niveau med tilsvarende hjertesteder i Patrice Lecontes Le Mari de la Coiffeuse (1990, da. Frisøsens mand) og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000). Her har Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen en så godt som ordløs scene, hvor meget foregår under huden. Med ét bliver nærheden meget konkret. Det samme sker for Rima og kvinden med det lange hår.

   

Beirut og Cannes

FØRST og sidst er Caramel en tilidserklæring til fremtiden og det multietniske Beirut, hvor kristne, muslimer og jøder lever virksomt og fredeligt sammen. Labaki var 17 år, da borgerkrigen sluttede i 1990. At tale om landets traumatiske fortid havde derfor ikke høj prioritet, da hun fik mulighed for at arbejde med sin egen spillefilm.

   Det skete ved fransk mellemkomst. Produceren Anne-Dominique Toussaint mødte Labaki i 2003, da hun besøgte filmfestivalen i Beirut. Labaki var kendt for sine musikvideoer, men gjorde indtryk på Toussaint, da hun fortalte om sine filmideer. Toussaint fik Labaki til at søge et stipendieophold i Cannes Festival Résidence, hvor unge filmskabere har fred til at arbejde og adgang til professionel bistand. Her skrev Labaki sin film i foråret 2005. Karamel blev optaget i Beirut fra maj til juli 2006, og i 2007 blev den præsenteret i Cannes i Quinzaine des Réalisateurs (»Directors’ Fortnight«), en festival i festivalen.

   Labaki siger selv om processen: »Man kan næppe tale om en libanesisk filmindustri, ikke i begrebets egentlige betydning. Der bliver ikke lavet ret mange film. I stedet har man en serie små eventyr. Hver instruktør har sin måde at få projekterne gennemført på. Det er vanskeligt nok for en mand, men det er særlig svært for en kvindelig filmskaber. Jeg følte virkelig problemerne i forbindelse med denne film. Men jeg var heldig. Jeg arbejdede med musikvideoer og tv-reklamer, og jeg ville gerne lave en spillefilm. Min producer er fransk, og hun var interesseret i mig, endnu før jeg havde en klar idé. Hun fik mig til at skrive filmen, og hun var der hele tiden for mig. Sådan var det. Jeg ved, at det ikke går så let for andre mennesker.«

Et feminint fristed

– »Karamel« bruger skønhedssalonen som et kvindeligt helle. Der var en fransk film, »Venus Beauté«, og en amerikansk film, »Steel Magnolias«, som gjorde noget lignende. Har du set de film, og hvordan fik du ideen?

   »For det første ville jeg tale om libanesiske kvinders vilkår. Jeg ville vise, hvad en libanesisk kvinde gennemlever lige nu, og undersøge denne tilsyneladende frihed, hun har. Til en vis grad er den illusorisk. Jeg lever selv den frihed, og det samme gør kvinder omkring mig. Der er samtidig mange hensyn at tage i forhold til samfund og religion, uddannelse og familie. Hver kvinde må indrette sig efter modstridende krav og forventninger.

   Jeg ville tale om denne grundlæggende modsætning i libanesiske kvinder. Jeg valgte at bruge en skønhedssalon, fordi dét sted virkelig er vigtigt for en kvinde. Man kommer der for at blive smukkere, så man træder ind i en stemning af håb og forventning. Og det er et sted, hvor kvinder føler sig trygge, fordi de er væk fra samfundet og kan tale på lige fod med hinanden. Du får et særligt forhold til kvinden, som prøver at gøre dig smuk. Hun ser dig uden maske, i din nøgenhed, i dit sande jeg. Det er et meget interessant sted. Det er også fascinerende for mænd. De gør sig mange tanker om, hvad der foregår i en skønhedssalon...«

   – Den feminine mystik?

   »Ja. Derfor valgte jeg et skønhedsinstitut. Jeg tror, at kvinder tænker ens alle vegne. Man er besat af fysisk skønhed, og denne stræben efter det smukke og fuldkomne er universel. Jeg så både Steel Magnolias og Venus Beauté, men jeg kan ikke finde andre fællestræk end det oplagte, at alle tre film foregår i en skønhedssalon.«

  – Karaktererne befinder sig mellem den vestlige og den arabiske verdens værdier. Er det situationen for libanesiske kvinder?

   »Præcis. Disse kvinder er delt mellem to kulturer. Vi prøver stadig at finde den fine balance mellem forskellige værdisæt. Vi var heldige, fordi vi fik begge muligheder. Det er godt at have vestlig frihed, men man behøver ikke af den grund at glemme de kulturelle forudsætninger, som gør os specielle. Jeg tror, vi vil begå mange fejltagelser på vejen til den balance. Der vil være ting, vi overdriver. Det er dét, som sker i øjeblikket. Man vil være fri, så man lever friheden ud i det ekstreme. Eller man går den modsatte vej og bliver mere lukket og konservativ. Vi søger stadig den optimale balance, den unikke identitet.«

Labaki og Layale

– Er kvinderne tænkt som repræsentative karakterer? Er der tale om gennemsnitstyper eller individer, som du kender fra din egen hverdag?

   »Jeg er inspireret af mennesker, som jeg kender, men naturligvis er der mere end én model for karaktererne i filmen. De kombinerer træk fra forskellige kvinder. Det er en blanding af ting, jeg har hørt, mennesker jeg kender, historier som de har fortalt mig. Så ja, filmen tager afsæt i mine omgivelser.«

   –  Vidste du fra begyndelsen, hvilken rolle du selv ville spille?

   »Ja, for Layale er meget, som jeg selv er. Naturligvis er hendes historie forskellig fra min, men hendes personlighed ligger tæt på min egen. Hun er delt mellem, hvad hun ser som sin pligt, og dét, som hun gerne vil med sit liv. Hun vil gerne gå ind i det forbudte forhold til denne mand. Samtidig er det svært for hende, da hun stadig bor hos sine forældre. Hun vil ikke svigte dem, og hun vil ikke svigte sin religion. På de måder er jeg meget som hende.

  Endvidere ligner Layales situation min egen som instruktør. Jeg er forbindelsen mellem skuespillerne og filmholdet. Jeg kender alle problemerne. Jeg skal finde løsninger, som får helheden til at fungere, så jeg må indrette mig efter de andre. Layale er lige sådan, fordi hun ejer skønhedssalonen. Hun er forbindelsen mellem kunder og personale. Også hun må finde praktiske løsninger, som bedst muligt tilgodeser alle behov. I de øvrige roller bruger jeg skuespillere, som ikke er professionelle. Jeg valgte med vilje personer, som ligner rollen de spiller. Det samme gælder mig selv og Layale.«

At leve med krigen

 – Krigen begyndte en uge efter slutningen på optagelserne. Var filmen blevet en anden, hvis I havde lavet den tre måneder senere?

   »Jeg stiller ofte mig selv det spørgsmål, og jeg har stadig ikke fundet svaret. Jeg ved det virkelig ikke. Da jeg skrev filmen, var krigen noget, som vi havde lagt bag os. Jeg kunne ikke forestille mig, at den nogen sinde ville begynde igen. Så jeg lavede en farvestærk film, der er fuld af maleriske mennesker, som koncentrerer sig om at se fremad. Det var dét billede af mit land, som jeg ville vise til resten af verden. Desværre brød krigen ud igen ni dage efter optagelsernes slutning. Så jeg kender ikke svaret. Jeg ved ikke, om jeg ville have skrevet filmen anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan situationen ville udvikle sig.«

   – Du voksede op, mens der var krig i Libanon. Det gjorde jeg også, skønt jeg er tyve år ældre. Beirut, som blev bombet i stykker, var simpelt hen, hvad man forbandt med det sted. Gjorde det libanesiske unges opvækst til noget særligt? Fik I en stærkere lev nu-attitude?

   »Naturligvis. Og man føler det virkelig nu. Der er en generation af unge, som ikke fik lov at være teenagere. De lever deres ungdom nu, og de lever den med eftertryk. Vi har udviklet en fantastisk tilpasningsevne. Ofte er det en styrke, men det kan også være farligt. De unge er tilbøjelige til at glemme, hvad der foregår omkring dem. De vil bare leve deres liv. Det er dét, der slår én, hvis man kommer til Libanon udefra. Man ser, hvor sorgløst ungdommen lever, og man har svært ved at fatte, at dette land er i krig. De unge har vænnet sig til, som du siger, at leve nu og og så stærkt som muligt, for måske forsvinder det hele om lidt. Det har utvivlsomt noget at gøre med, at vi har levet med krigen så længe. Måske er det også derfor, jeg valgte at lave en film, som ikke taler om krigen. Endelig fik jeg en mulighed for at udtrykke mig, og jeg ville ikke bruge den på at tale om krigen. Jeg ville ikke leve alt dét igen.«

Modernitet og tradition

– Kvinderne i filmen gør sig smukke for mændene, men også for at overholde de konventioner og krav, som deres familier og samfundet stiller. Mange regler virker absurde og begrænsende. Alligevel virker kvinderne ikke for alvor opsatte på at forandre dem. De synes at acceptere disse koder og systemet, som de er en del af –

   »Jo, de prøver skam at ændre det! Men det vil tage tid. Om man kan lide det eller ej, må man se i øjnene, at man lever i et samfund, i et socialt fællesskab. Familiebånd er meget stærke. Man flytter ikke hjemmefra, før man bliver gift. Sådan er det. Libanon er som en landsby. Man lever tæt på hinanden, og det skaber et stærkt socialt pres. Men det går langsomt i den rigtige retning. Jeg tror ikke, at den næste generation vil have de samme problemer i forhold til modsætningen mellem modernitet og tradition. Vi vil ikke behandle vore børn så strengt, som vore forældre behandlede os.«

   – I filmen er det vigtigt, at man er jomfru, når man bliver gift. Vil dét ændre sig?

   »Jeg tror, at det vil ændre sig. Mange bekymrer sig slet ikke om det. De lever et almindeligt liv, og emnet vil være lidt latterligt for dem. Men samtidig er der en stadig større gruppe, som holder fast i traditionen, og for dem er problemet meget konkret. Jeg ved det, for jeg undersøgte forholdene omkring den operation, som bliver beskrevet i filmen. Man får sin mødom retableret mod betaling. Der er virkelig mange unge kvinder, som får foretaget den operation. Så for dem må det være et rigtigt problem.«

   – Er det noget, man taler offentligt om?

   »Nej, faktisk ikke. Vi taler slet ikke om det.«

Muslimer og kristne

– Mens du og din generation bliver friere, vinder islamismen indpas. Kan fundamentalismen og friheden sameksistere?

   »Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget færdigt svar. Islamismen udgør en fare for hele verden. Libanon er et land, hvor kristne og muslimer lever sammen. Fordi det foregår frit og fornuftigt og almindeligt, føler vi ikke den fundamentalistiske bølge. Den er ikke stærk i Libanon. Vi er muslimer og kristne, som finder ud af det sammen. Kan det lykkes os at leve fredeligt sammen, uden at alting springer i luften, vil vi være et eksempel for resten af verden. Det er det libanesiske folks ønske. Vi vil vise verden, at det fungerer. Libanon er et lille land, men der sker nogle afgørende ting i det land.«

   – Politiets opførsel i filmen – det kontrollerer de unge og arresterer et par, som sidder og kysser i bilen – er den virkelig realistisk?

   »Ja. Det er meget op og ned. Beirut er et kaotisk sted. I nogle kvarterer kan man gøre, som man vil. Andre steder kommer der straks en betjent og spørger, hvorfor man sidder og kysser i bilen om natten. Man kan aldrig vide. Der er ingen regler. Sådan er det med modsætningerne i mit land.«

   – Havde »Karamel« problemer i forhold til censuren?

   »Karamel gik glat igennem, fordi den siger tingene blødt og behandler problemerne taktfuldt. Havde filmen været mere provokerende, kunne den godt blive censureret.«

   – Din film bliver distribueret over hele verden. Den var Libanons officielle kandidat til en Oscar, og den har haft amerikansk premiere...

   »Ja. Det er fantastisk. Jeg havde aldrig forestillet mig, at filmen ville blive så stor. Det er en lille film uden kendte skuespillere, men det er gået den godt hele vejen. En debuterende instruktør, en debuterende alting. Jeg er ved at skrive en film mere.«

Verdens tilstand

– Der er en optimistisk grundtone i filmen. Har du været i stand til at bevare den? Du skrev filmen i Frankrig, og du har fået fristende tilbud fra USA. Har du somme tider lyst til at rejse?

   »Nej. Min følelse for Libanon er om muligt stærkere nu. Jeg har fået en plads i denne filmverden, og jeg føler på en måde, at det er min mission at fortælle om mit land. Film er et fantastisk magtfuldt medium. En film kan ændre verdens tilstand og påvirke menneskers tanker. Flere instruktører burde gøre sig klart, at man somme tider virkelig kan lave tingene om med sin film. De burde indse det og handle derefter.

   Så nu bliver jeg mere og mere optaget af mediets styrke og stadig stærkere forbundet med mit folk og mit land. Jeg vil gerne lave flere film, som arbejder med disse ting, og jeg vil gøre det i Libanon, med libaneniske skuespillere og historier. Jeg er forbundet med mit land, men det er et had/kærlighed-forhold. Det er svært at leve i det, men man kan ikke leve uden – «

   - Det er det samme i Skandinavien...

   »Okay.«

Se også Nadine Labaki: Caramel (2007); Nadine Labaki: Where Do We Go Now? (2011) og Nadine Labaki: Kapernaum (2018)

Caramel (Sukkar banat/ Karamel). Manus: Nadine Labaki. Manus: Rodney Al Haddad, Jihad Hojeily, Nadine Labaki. Foto: Yves Sehnaoui. 95 min. Frankrig-Libanon 2007. Dansk premiere: 11.04.08

Nadine Labaki blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 12. januar 2008

Fotos: Festival de Cannes (Tristan Fewings, Cannes 2015)/ Les Films des Tournelles/ Miracle Film Distribution/ Filmgrab

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 11.04.2008