Greta Gerwig: Lady Bird (2017)

I LØBET AF ÅRET

Bolden rammer i første forsøg

Af BO GREEN JENSEN

DET foregår i Sacramento i 2002. Allerede hér skiller Greta Gerwigs instruktørdebut sig ud fra fra de fleste coming-of-age film. Et velvalgt citat fra Joan Didion - »De, der taler om californisk hedonisme, har aldrig tilbragt en jul i Sacramento« - sætter den på én gang seriøse og selvironiske tone. Både Didion og Gerwig kommer fra byen.

   Ganske vist bruger Christine McPherson, som insisterer på kælenavnet Lady Bird, det sidste år af sin gymnasietid på at længes væk og foragte, hvad hun betragter som indbegrebet af konformitet og provins, men hun ender med at se sig tilbage i vemodig, taknemmelig undren.

   Lady Bird er især en film om forholdet mellem datter og mor. Saoirse Ronan er generelt god som den i egne øjne oversete og misforståede teenager, men det er i samspillet med Laurie Metcalf (Roseanne Barrs søster i 90er-serien Roseanne), at scenerne bliver noget særligt.

MARION McPherson er sygeplejerske. Hun er skuffet over sit liv, men hun elsker sin datter. De kører til 1000 ting sammen. De skændes, så gnisterne fyger, og Lady Bird kaster sig ud. Eller de hører hele John Steinbecks Vredens druer som lydbog, 21 timer, der giver dem begge tårer i øjnene.

   Christine fylder 18 og består sin køreprøve i andet forsøg. Da hun endelig er sluppet ud af Sacramento, ringer hun til sin mor og fortæller om følelsen, som hun fik ved at køre rundt og besidde sin by på en ny, voksen måde. Kun Marion vil forstå, hvad hun mener, tænker Christine.

   Nu vil hun ikke hedde Lady Bird mere. Og hun vil sige noget sødt til sin mor, som hun tog en lidt for brat afsked med. Gerwig gentager en række af filmens prosaiske kørescener. Nu er de både et frihedssymbol og en kærlighedserklæring. Med beundringsværdig økonomi formulerer filmen et nødvendigt Nu må jeg rejse og tilføjer et varmt Herfra min verden går.

GERWIG har også godt fat i Christines forhold til sin desillusionerede far. Fatalisten Larry (Tracy Letts) bliver arbejdsløs. Christine finder hans antidepressiver. Men det er Larry, som samler skårene op, når Christine og Marion skændes. Han hjælper datteren med at skrive til de fornemme universiteter, hun gerne vil ind på. Han besidder en stor, skuffet ro.

   Der er endelig en bror eller halvbror, Miguel. Han vil ikke flytte væk. Marion og Larry tog hans kæreste ind i familien, da forældrene smed hende ud. Nu søger far og søn den samme stilling. Marion tager ekstrajob som kriserådgiver og får sin datters dramalærer som patient.

   Alle skæbner i Sacramento er forbundne. Gerwig modsiger en masse stereotyper, især dén om amerikansk kynisme og selvtilstrækkelighed. Det er en stor familieskildring fra en lille californisk by.

FILMEN følger Christines sidste skoleår. Hun forholder sig til sin fremtid og sine forældre. Hun har to intense kæresteforhold og venter spændt på at blive defloreret.

   Den irsk-katolske Danny (Lucas Hedges fra Manchester by the Sea) er god til at spille teater og synge, men viser sig at foretrække drenge. I en sød scene lover Lady Bird ikke at røbe, hvad hun så på toilettet efter skoleforestillingen. Som i øvrigt er en opførelse af Stephen Sondheims Merrily We Roll Along. Gerwig lader sangene indgå og kommentere.

   Kyle (Timothée Chalamet fra Call Me by Your Name) er cool som James Dean og Jim Morrison, men lyver om at være jomfru. Han ødelægger øjeblikket for Christine. På den måde opdager hun, at venskab er det vigtigste. Hun har svigtet livskammeraten Julie (Beanie Feldstein) for den populære Jenna (Odeya Rush). Da Kyle trækker sig fra skoleballet, træder Lady Bird i karakter og danser med Julie i stedet.

   Sådan bliver banale erfaringer til bestemmende værdier i en film uden anden ydre dramatik, end at tiden går. Der sker ikke meget i løbet af året. Alligevel er det hér, at det hele begynder.

GRETA Gerwig har fortrinsvis gjort sig bemærket som medforfatter og skuespiller i kæresten Noah Baumbachs film. Først var hun den unge aupair, som fik kolerikeren Ben Stiller til at se op fra sin navle i Greenberg (2010). Så sprang hun bogstaveligt ud i Frances Ha (2013). Gerwig er født i 1983. Hun har stof til at drive det vidt, både foran og bag kameraet.

   Lady Bird er ikke en hvilken som helst teenagefilm. Gerwig har skabt et periodestykke og en hjemstavnsskildring med den samme klassiske kvalitet, som man finder i Peter Bogdanovichs The Last Picture Show (1971, da. Den sidste forestilling), George Lucas’ American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Barry Levinsons Diner (1982). Det er amerikansk på samme måde som et flagmaleri af Childe Hassam eller Jasper Johns. Vist ser hunkønnet modningen med andre øjne, men det er den samme sædeskildrende sensibilitet.

JOHN Hartfords ballade »This Eve of Parting« fungerer som en sprød temasang. Ellers bliver tiden hyldet i sange af Ani Di Franco og Alanis Morrisette. »Hand in My Pocket« spiller i bilen, da Larry kører Lady Bird i skole. »Hun skrev den sang på ti minutter,« jubler Christine.

   »Det tror jeg gerne,« siger hendes far.

Se også Noah Baumbach | Greta Gerwig: Frances Ha (2013); Greta Gerwig | Louise May Alcott: Little Women (1868/2019); Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022).

Lady Bird. Instr. og manus: Greta Gerwig. Foto: Sam Levy. 94 min. USA 2017. Dansk premiere: 26.04.2018.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinty/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.04.2018