David O. Russell: Joy (2015)

DEN UMULIGE DRØM

En lovsang til iværksætteren

Af BO GREEN JENSEN

DAVID O. Russell er en krøllet fortæller, som konsekvent har bøjet de genrer, han læner sine film op ad. Three Kings (1999) var en anakronistisk eventyrfilm fra den første Golfkrig med George Clooney, Mark Wahlberg og Spike Jonze. I boksefilmen The Fighter (2010) var Christian Bale forklædt som lallende ringvrag, mens Mark Wahlberg var den solide storebror i en skingrende dysfunktionel familie, hvor alle råbte og skreg af hinanden.

   Russells største hit til dato er Silver Linings Playbook (2012), en sørgmunter romance med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence, der næsten kvalificerer som mainstream. For fans er han dog mere interessant i metakomedier som Spanking the Monkey (1994). I ❤ Huckabees (2004) lod Dustin Hoffman og Isabelle Huppert danne detektivpar og var et postmoderne take på serien om Den tynde mand.

DER er delte meninger om Russell, fordi hans film i så høj grad bygger på stil. De bygger ofte også på autentiske historier. American Hustle (2013) er både et kærlighedsdigt til 70erne, en svindlerkomedie i The Sting/Sidste stik-traditionen og en spændingsfilm af en slags. Det morsomme og det mærkelige går hånd i hånd hos Russell, som sætter en ære i at være både original og en original.

   Hvad ironien camouflerer, er fundamentet for de ekstravagante stilparader. Alle Russells film forholder sig til myten om den amerikanske drøm og er lovsange til eneren, der ikke vil indordne sig. De handler om at stikke snuden frem, satse under voldsomt pres og nægte at lade sig kue. Penge er blot en bekvem metafor.

ALDRIG har motivet stået stærkere end i Joy. Det er den sandfærdige historie om iværksætteren Joy Mangano, der i 1990 udviklede »The Miracle Mop«, en gulvmoppe med aftageligt hoved og 90 meter absorberende snor. Hun markedsførte den på en af de første døgnåbne shopping-kanaler.

   Efter personlig konkurs, flere opslidende patentsager og massiv indre splid i den skøre familie, blev gulvmoppen grundstenen i et imperium. Joy Mangano opfandt ikke hjulet. Hun skabte dimser af den slags, man finder hos Tiger. Men hun havde en drøm, som hun troede på, og hun nægtede at bøje af.

   Det er dét aspekt, der appellerer til Russell. Så groteske rammerne nu måtte være, skal kernen i sagen tages ganske alvorligt. Samme faktor definerer The Fighter og American Hustle. Udlev den umulige drøm og lad være med at lytte til nej-sigerne. De vil bare trække dig ned, hvis de kan.

RUSSELL befolker som altid lektionen med kreativt castede stjerner. Robert De Niro er Joys karakterfulde far, skilt fra neurotikeren Virginia Madsen, der følger med i en endeløs tv-føljeton. Så De Niro hooker op med Isabella Rossellini, der har arvet en formue efter sin mand. Hun hedder Trudy, og han hedder Rudy. Ergo må de være skabt for hinanden.

   Trudy investerer i gulvmoppen, men gør klart, at det er mod bedre vidende. Ingen flytter ud. Joys egen eksmand (Edgar Ramirez) bor i kælderen under huset med fire fortabte generationer. Det er Joy, der serverer og gør rent. En hadefuld søster er bitter fra starten. Kun datteren Christie, veninden Jackie (Dascha Polanko) og Joys mormor, Mimi (Diane Ladd), som er filmens fortæller, tvivler ikke et øjeblik på hendes drøm.

DER er mange karikerede skærmydsler, og tv-satiren er smurt på med en skovl. Russell vælger typisk tarvelige drømme, når han skal vise, hvad folk bliver holdt hen med. Men midt i det hele står Joy som en ren heltinde, der hverken kan eller vil give slip på visionen. Det handler om en gulvmoppe, men det kunne være ethvert produkt. For eksempel hjerteblod hældt på flasker.

   Spændingen ligger i den energi, som Joy og hendes musketerer investerer i markedsføringen. Amerikanske film elsker en kreativ bondefanger, og Jackie, Joy og Christie tager alle tricks i brug. Kanalchefen Neil Walker (Bradley Cooper) giver hende en chance , og hun taber den på gulvet. Så børster hun tøjet af og rejser sig. Amerikanske film elsker også ukueligheden.

   

JOY er en film, der deler sit publikum. Nogle vil elske den, andre vil sukke og fnyse eller gå. Den lever først og fremmest i kraft af en overvældende indsats fra Jennifer Lawrence, der er fuldkommen solidarisk med Joy. Det er Russells tredje film med Lawrence i fokus. Hun er også denne gang uovertruffen.

   Altså et eventyr om en mirakuløs gulvmoppe og et forbillede for vordende iværksættere. Joy og hendes datter tegner garntråde i timevis. »Vi opfinder noget,« siger pigen til sin far, der endelig kommer heltinden til undsætning.

   Er man til sentimentale historier, må Joy være (jule)filmen, der rykker. Alting tenderer mod kaos, men også det gode i mennesket er en naturkraft. Ligesom viljen til at vinde over bagklogskab og smålighed.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013).

Joy. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 25.12.2015.

Fotos: Fox 2000 Pictures, Annapurna Pictures, Davis Entertainment, Davis Entertainment, 10 by 10 Entertainment, TSG Entertainment, 20th Century Fox Home Entertainment, CineMaterial, MovieStillsDB. 

Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2015.

Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012)

DET GLADE VANVID

Mainstream med en rest af realisme

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en balancekunst at lave feelgood-film om mentale problemer. Der er ikke langt fra solidarisk, empatisk realisme til glansbilledet af den gode tosse eller chokgenrens rablende karikatur. Det indgår i præmissen – som i dele af psykiatrien – at den »syge« ser klarere end den »normale«. Der er et vidt register af afvigertyper, fra rebellen McMurphy i One Flew over the Cuckoo's Nest (1975, da. Gøgereden) og den søde autist i Rain Man (1988) til martrede kunstnerskæbner i biopics som Frances (1982), Sylvia (2003) og Camille Claudel 1915 (2013).

   David O. Russells Silver Linings Playbook var Oscar-nomineret i otte kategorier, herunder bedste film, bedste instruktør og bedste manus. Det skyldes ikke, at emnet eller formen er usædvanlig, men at udførelsen har flere nuancer, end man er vant til at se. Trods nik til konventionen og en god del positiv ønsketænkning, især i filmens sidste akt, er der en aktiv rest af smertefuld realisme i den fine skildring af en mand, som er gået fra forstanden på grund af et sønderknust hjerte.

LÆREREN Pat (Bradley Cooper) brændte sammen, da han fandt sin hustru, Nikki (Bea Bree), under bruseren med en fælles kollega. Da Pats mor henter ham på institutionen, hvor han har arbejdet med sin voldsomme adfærd, fantaserer han om at få Nikki i tale. Han gør sig derfor umage i sociale sammenhænge. Det fremgår, at Pat er arveligt belastet. Bookmakeren Pat Senior (Robert De Niro) holder styr på sine fjernbetjeninger med autistisk omhu og har en dom for tilskuervold. Han må ikke komme på stadion, hvor hjemmeholdet Philadelphia Eagles har base.

   Ved en anstrengt middag hos vennen Ronnie (John Ortiz), som er gift med den dominerende Veronica (Julia Stiles), møder Pat sin skæbne i skikkelse af den 22-årige Tiffany (Jennifer Lawrence), der er enke efter en politibetjent. Tiffanys sorg kompliceres af skyldfølelser, som hun har prøvet at dulme med alkohol og promiskuøs sex. Nu vil hun omlægge livsstilen. Pat vil have en chance mere med Nikki. Begge er sociale spedalske i villakvarteret, hvor alle synes at kende hinanden.

TIFFANY lover at skrive til Nikki på vegne af Pat, hvis han til gengæld vil være hendes partner i politiforbundets årlige danseturnering. Her møder sygdomsmotivet en anden hæderkronet trope: dansefilmen om amatører, der træner hårdt for at vinde mod alle odds. Det er en gennemgående faktor, at Pat føler sig hævet over Tiffany. For hende er mørket der hele tiden. Pat svinger mellem mani og depression. Han jogger iført en sort affaldspose, der fungerer som en art rustning.

   Russells manuskript – som bygger på en roman af Matthew Quick – sætter ekstra trumf på i dansefinalen. Pats far har sat hele økonomien i et dobbelt væddemål: kun hvis Eagles vinder sæsonens sidste kamp, og Pat og Tiffany samtidig scorer et 5-tal hos dommerne i konkurrencen, vil familien ikke gå ned. Pat er blevet lokket med, at Nikki vil være blandt tilskuerne. Tiffany har indset, at Pat er manden, hun kan være et godt menneske sammen med. Men galningen vil jo bare sin eks.

FILMEN lykkes ikke mindst, fordi David O. Russell ved, at han arbejder med kendte og prøvede størrelser, som enten må kombineres på nye måder eller beskrives med en dybde, man ikke tidligere har set. Endvidere arbejdes der smukt med musikken, som dansen giver mulighed for at integrere. Pat og Tiffany finder hinanden til tonerne af »Girl from the North Country« med Dylan og Cash fra Nashville Skyline. Pats vrede udløses ofte af Stevie Wonders »My Cherie Amour«, som var sangen, han havde sammen med Nikki. Hver gang han hører den, holder man vejret.

   Blue collar-miljøet er skildret med indlevelse som i en sang af Billy Joel. Jennifer Lawrence fik en Oscar for rollen som Tiffany, men det er den ellers anstrengende Bradley Cooper, der overbeviser med portrættet af Pat. Hans skrøbelighed bliver aldrig et nummer, og man begynder hurtigt at holde med ham. I en udsoningsscene mellem Cooper og De Niro er sidstnævnte bedre, end man længe har set ham.

DAVID O. Russell har skabt excentriske meta-komedier – Spanking the Monkey (1994), Flirting with Disaster (1996), I ❤ Huckabees (2004) – og variationer over maskuline skabeloner i krigsfilmen Three Kings (1999) og boksedramaet The Fighter (2010). Han har altid markeret en afstand til hovedstrømmen. Her tager han et smukt tigerspring ned i samme. Silver Linings Playbook er en romantisk komedie, indsigtsfuld og anderledes, som man bogstaveligt bliver glad af se.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Silver Linings Playbook. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Masanobu Takayanagi. 122 min. USA 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.

Fotos: TWC/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013.

David O. Russell: Three Kings (1999)

ÅH, SIKKEN HERLIG KRIG!

Eventyr, action og kritisk satire

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ser det bestemt ikke spændende ud. Plakaten for Three Kings viser George Clooney, Mark Wahlberg og rapperen Ice Cube som amerikanske ørkenrotter, der skræver mandigt gennem sandet og kniber øjnene sammen. Den ligner til forveksling de kunstværker, der plejer at sælge ordinære krigsfilm til det dødsliderlige publikumssegment. I baggrunden stiger røg op fra to eksplosionsbrande. De tre mænd er bevæbnet til tænderne og bærer på noget tungt. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være sportstasker. Så bliver man alligevel lidt interesseret. Faktisk er det heller ikke anskudte tanks, som brænder i baggrunden. Det er limousiner med irakiske vimpler på køleren.

SAGEN er nemlig, at Three Kings ikke ligner de krigsfilm, vi plejer at se. Den foregår umiddelbart efter Golfkrigen i 1991 og kaster et særdeles kritisk blik på den amerikanske Operation Ørkenstorm, men det er umuligt at forveksle den med det filosofiske billeddigt om krigens væsen til alle tider, man finder i film som Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979) og Terrence Malicks The Thin Red Line (1998).

   Snarere er der i afsættet tale om en camoufleret cowboyfilm på linie med Robert Aldrichs The Dirty Dozen (1967, da. Det beskidte dusin) eller Brian G. Huttons Kelly's Heroes (1970, da. Kellys helte), som instruktøren David O. Russell da også indrømmer at være inspireret af: nogle soldater tager på skattejagt og lader hånt om konfliktens højere mål.

   Også dén form bryder Three Kings dog, for mændene vokser med opgaven, og modsat en film som Edward Zwicks Courage under Fire (1996, da. Det afgørende bevis), som umiddelbart virker mere sober og traditionel i sin fremstilling af Golfkrigen, interesserer Russells film sig faktisk for den irakiske side af sagen. Dens syn på de politiske kræfter og mediernes håndtering af konflikten er lige så misantropisk som i Barry Levinsons Wag The Dog (1997, da. Når halen logrer med hunden), hvor man opfinder en hurtig krig, fordi præsidenten er taget med bukserne nede igen.

ALLIGEVEL er vi langt fra tonen i sorthumoristiske fnisestykker som Robert Altmans M*A*S*H (1970, da. M.A.S.H.), Mike Nichols' filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22) eller Richard Attenboroughs Oh! What a Lovely War (1969, da. Åh, sikken herlig krig!), hvor selveste John Lennon var blandt de syngende soldater.

   Den kvindelige tv-reporter er tegnet med flere nuancer end sædvanligt, og de i udgangspunktet selviske mænd ender med at engagere og ofre sig for at hjælpe den lokale befolkning. Den slags er faktisk ikke set, siden William Holden og resten af den vilde bande gjorde fælles front med de mexicanske bønder i Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande) – som på sin tid var et anakronistisk ekko af den maskuline ridderkode i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Det er med andre ord en rigtig glat forvandlingsfisk, vi hér har fået i nettet.

MEST opsigtsvækkende er billedstilen, som straks slår benene væk under tilskueren. Three Kings er klippet i en høj, hektisk, udsyret stil, der kan minde om Oliver Stones strategier i film som Natural Born Killers og U-Turn. Skæve vinkler vrider perspektivet, den flimrende hede slår igennem i både farver og lyssætning, det store billede er aldrig i ro, og man synes hele tiden at være lidt for tæt på begivenhederne til at kunne orientere sig tilfredsstillende. Det er afgjort ikke en film, som man får ro i sindet af at se, og hen ad vejen risikerer den også at blive ét med flere af de hurtige tendenser, som den på ironisk vis tager afstand fra.

RUSSELL har adskillige dagsordener, nogle mere skjulte end andre, og at det hele faktisk balancerer og hænger sammen, er ikke det mindst imponerende. Vi befinder os i Irak, og Saddam Hussein har kapituleret, men alting blæser i vinden. Internt er man i gang med en politisk udrensning og føjer fjenden for at få arbejdsro.

   De amerikanske tropper ved stort set intet om hverken stedet eller konflikten. »Skyder vi folk?« lyder filmens første replik. En partisan står på en høj og vifter med et eller andet. Troy Barlow (Wahlberg) kender ikke den aktuelle procedure. De andre interesserer sig ikke for problemet. Så han skyder for en sikkerheds skyld, og skikkelsen falder, surrealistisk, en tændstiksmand i et ørkenlandskab, som kunne været malet af Salvador Dali.

TROY er nybagt far, og filmen lader ham se hustruen og babyen hjemme i hverdagen med afstandens idylliserende blik. Da han senere bliver tortureret af en irakisk forhørsleder, som har mistet sin familie under de fjernstyrede amerikanske bombardementer, viser Russell os Troys forestilling om, hvordan det ville se ud, hvis en bombe væltede husmuren ned over konen og barnet.

   Three Kings gør overhovedet en dyd af at vise, hvad skudsår faktisk gør ved én, så det er umuligt at acceptere døden og de mange dræbte som konventioner. Oberst Gates (Clooney) forklarer de kamplystne frø, hvad der sker, når et projektil trænger ind gennem huden, og vi ser det. Kameraet følger kuglen ind i indvoldene og viser galden, der siver ud i bughulen.

   Midtvejs i filmen realiseres et opgør mellem fribytterne og nogle irakiske vagter som en serie af standsede enkeltbilleder. Vi følger hvert skud og ser, hvor det rammer. Først da borgen stormes i slutningen, giver filmen sig hen til en fejende stemning, der er hentet engros fra Indiana Jones-serien.

 

FILMENS macguffin er en guldreserve, som Saddam har konfiskeret i Kuwait. Det er den, de alle efterstræber, Clooney, Wahlberg, Ice Cube og den fjerde musketér, bondejokken Conrad, der spilles med indlevelse af Spike Jonze (instruktøren bag den originale Being John Malkovich). Guldet flytter handlingen rundt mellem skoldede lokaliteter, som faktisk er filmet i Mexico, og skatten viser sig lige så besværlig som alt Sierra Madres guld. Men mændene bliver ikke til hunde, der grådigt gnaver løs på hinanden. Tværtimod træder de i karakter som anstændige mennesker. Dét er i grunden det mest radikale.

FORMEN er effektiv, original og i længden også anstrengende. Jo mere tyngde plottet får, jo mere distraherer de visuelle nyskabelser. Flot og skarp er filmen dog til stadighed, også selv om der faktisk er fire konger, og titlen udelukkende er valgt på grund af en sangstump om De Vise Mænds Rejse. Det er i øvrigt et udmærket kompilationssoundtrack, som understøtter absurditeten på de rigtige steder. 

   Russell fornøjede med Spanking The Monkey og irriterede med Flirting With Disaster. Med denne første store studieproduktion træder han i karakter som en yngre fornyer af gamle former, en kreativ billedskaber på linie med David Fincher og Quentin Tarantino. Samtlige spillere gør det fornødne, men især Clooney og Wahlberg er godt tjent med at lægge ryg til de ekstreme strabadser.

Se også David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Three Kings. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Newton Thomas Sigel. 112 min. USA 1999. Dansk premiere: 03.03.2000.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Coast Ridge/ Atlas Entertainment/ Junger Witt Productions/ Sandrews/ Warner Home Video/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2000.

Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004)

EKSISTENTIELLE DETEKTIVER
En svimlende farce om tankesystemer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film er så skarpe, skægge og smarte, at det er lige ved at være for meget. Især hvis det tydeligt skinner igennem, at filmskaberen også godt ved det selv, kan resultatet være en irriterende aura af selvfedme.

   Kaoskomedien I ❤ Huckabees lider i nogen grad under denne skavank. Tag nu bare titlens preciøse lille hjertesymbol. Imidlertid er der så megen stil over slaget, dybde i løjerne og kød på intrigen, at man ret hurtigt kapitulerer. En stor del af tiden er filmen nemlig lige så morsom og dyb, som giver sig ud for.

   Præmissen er krøllet og ganske unik. I en gennemglobaliseret virkelighed arbejder forretningskæden Huckabees - »The Everything Store« - på at blive det førende konglomerat. Samtidig, nede i græsrødderne, har miljøaktivister fra Open Spaces-koalitionen viet deres liv til bekæmpe fænomenet suburban sprawl, dvs. butikscentre, motorvejsarkitektur osv. Huckabees vil eliminere modstanden ved at absorbere den. Mere destruktiv er dog den interne magtkamp, som til stadighed hærger i organisationen.

DEN hæmningsløse Huckabees-mand Brad Stand (Jude Law) og den fødte taber Albert Markovsky (Jason Schwartzman) er rivaler og forbundne skæbner. Brad er lys og karismatisk, mens nørden Albert er trodsig og sortsmudsket. Den ene ser ned på den anden. Den anden foragter den første lige så stærkt, som han misunder ham. Det er Brad, der lever sammen med Huckabees-ansigtet Dawn (Naomi Watts) og er på fornavn med Shania Twain. Albert bliver derimod hånet, når han læser miljødigte højt (»Intet står som denne klippe står«) eller anbringer fotos af sig selv i arkivet, hvor autografjægerne køber portrætter.

HUCKABEES-historien er præcis i sin satire og samtidig helt forudsigelig. En udslagsgivende original detalje er derimod de eksistentielle detektiver, som man i denne højnede virkelighed konsulterer, når og hvis man er i krise. Der er flere terapeutiske trosretninger. Ægteparret Bernard og Vivian Jaffe – fremstillet med fuld karikeret skrue af Dustin Hoffman og Lily Tomlin – er bløde folk af den holistiske skole, som lærer deres klienter at tænke på verden, ikke som mig og dig og her og nu, men som et kosmisk slumretæppe, en simrende masse af mellemrum og partikler, hvor alt er godt og til hele tiden.

JAFFE-skolen får skarp konkurrence fra den franske skeptiker Caterine Vauban (Isabelle Huppert), en tidligere elev, som prædiker mørke, egocentrisk sadisme og en grundlæggende mangel på sammenhæng. Caterine bruger billige tricks som hed sex for at lokke Jaffe-parrets klienter over på sin side. Det er sådan, hun vinder Albert for sagen, mens Bernard og Vivian føler sig svigtet sammen med Alberts psykiske tvilling, brandmanden Tommy Corn (Mark Wahlberg), der siden 11. september 2001 har levet sit liv som en tikkende bombe. Snogen Brad går derimod ned og bliver led ved sig selv, da Jaffe-parret præsenterer beviserne for, hvor overfladisk han lever sit liv.

NOGLE af filmens bedste steder lader Albert gå i poseterapi hos Dustin Hoffman. Hoffman breder sit tæppe ud og forklarer, hvordan alle ting og energier er nærværende hele tiden. Når vreden eller fortvivlelsen trykker, skal man trække vejret dybt og visualisere the blanket.

   Huppert prædiker derimod selvudslettelse ved hjælp af en stor gummibold, som man slår hinanden i ansigtet med. Så det er enten bolden eller tæppet, the blanket or the ball, kvantefysik eller rå nihilisme. Der må selvsagt også være en gylden middelvej, og det er sjælens ubændige søgen efter denne, som Russell behændigt allegoriserer.

»MAN skulle nok være der,« siger vi om morsomme historier, som taber i styrke for hver genfortælling. Med I ❤ Huckabees er det lidt ligesådan. Men filmen er ikke så søgt, som den lyder, og der er absurd stringens i detaljerigdommen. David O. Russell er en fætter til filmskabere som Wes Anderson, Michel Gondry og Spike Jonze, dvs. krøllede talenter der arbejder i periferien af den etablerede filmindustri. Han siger selv om præmissen:

   »Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor karaktererne i de intellektuelle indie-film altid har det så svært og lever i sådan en mørk tilværelse, men aldrig formår at bruge de traditioner, som har eksisteret i evigheder, til at udforske bevidstheden. I vores materialistiske kultur har vi så mange fordomme over for »mørke historier«, hvor alle bare er deprimerede og hvor livet er hårdt. Jeg synes, der bør være andre paradigmer og muligheder.«

MANUSKRIPTET til I ❤ Huckabees kunne da også være skrevet af Charlie Kaufman, den skæve fløjs fejrede hovedforfatter. Russells film står på skuldrene af kæmper som Monty Python’s The Meaning of Life (1983), Being John Malkovich (1999) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind). Der er desværre også en bismag af fartglade ensemblefarcer som Stanley Kramers It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World, der var årets fiasko i 1963, og den lille efterkommer Rat Race, som var årets prut i 2001.

MEST er filmen dog sin egen og en klar forbedring i forhold til Russells første traumekomedier, Spanking the Monkey (1994) og Flirting with Disaster (1996), hvor selvtilfredsheden gik over gevind. Hans hovedværk er stadig Three Kings (1999), en eventyrfilm fra den første Golfkrig, som blot er blevet mere aktuel siden tilblivelsen.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

I ❤ Huckabees. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Peter Demming. 106 min. USA-Tyskland 2004. Dansk premiere: 22.07.2005.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Qwerty Films/ Kanzeon/ Scott Rudin Productions/ N1 European Film Produktions GmbH & Co. KG/ Huckabee's/ Sandrews/ 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YARN (Huckabees .gifs)/ YouTube (Huckabees trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.07.2005.