Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022]

VINTERBILLEDE

Juletræet uden pynt

Af BO GREEN JENSEN

VED juletid i Reykjavik søger familierne sammen. Den lille storby stråler i mørket, men konflikterne hviler kun for en aften. Echo lægger en mosaik af 56 små forløb og vignetter, som skildrer de islandske mennesker. Nogle scener er næsten noveller, andre bare et enkelt tableau. Helheden samler sig kalejdoskopisk.

   Roy Anderssons film er en oplagt pendant, men Rúnar Rúnarsson bruger ikke studieoptagelser og er mindre teatralsk. En far får nej fra banken på grund af inhumane algoritmer. En landmand brænder slægtsgården ned. En datter besøger sin far og hans nye familie. Forældrene filmer skolens juleforestilling. En dreng på otte ringer til Alarmcentralen, fordi forældrene slås.

EFTER jul bliver træerne brændt i et stort bål på stranden. Da fyrværkeriet brager ved nytår, gemmer hunden sig under sofaen. Sophia Olsson sætter sit kamera mellem boligblokkene, så perspektivet bliver sædeskildrende panoramisk. Som på Breugels vinterbillede af jægere i sneen, hvor man ser skøjteløbere nede i byen. Echo er på samme måde et vidnesbyrd om evig hverdag. En smuk og stofrig kollektivfilm. En julegave til alle i Norden.

DER var ikke plads til mere – ovenstående fylder 1200 tegn – da jeg anmeldte Echo til Weekendavisen i december 2020. Man kunne skrive hver lille splint af livsfrisen ud til en film i fuld længde, sandsynligvis også en god punktroman. Jeg så filmen på et screenerlink og sikkert midt om natten. I hvert fald noterede jeg, som skulle der skrives en stor, grundig tekst.

   Det var i pausen mellem det første panikslagne, men beslutsomme COVID-19-lockdown og den anden, længere og mere diffuse karentæneperiode med mundbind, vaccinekrav, coronapas, regler om afstand og forsamlingsloft. Det var ikke til at bære, at det hele kom igen. STORKØBENHAVN LUKKER NED SOM I FORÅRET, står der i min kalender [09.12.20].

   Små hverdagsting gjorde meget stort indtryk, vi var pludselig ved at gå til alle sammen. Så det år var der mere at hente i Echo end i Love Actually og de øvrige højtidsfavoritter. Kun It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve) og Meet Me in St. Louis (1944, da. Mød mig i St. Louis) er aldrig helt overgået. Også de var jo alternative julefilm for deres tid.

JEG kan især ikke glemme den knugende scene, hvor datteren besøger sin far hos hans nye familie, hvor der er elskede bonusbørn. Hun har øvet sig på sit klaverspil. Hun vil gerne imponere ham. Billedet har hendes ansigt i forgrunden og stuen bagved i dybdeskarp Gregg Toland-stil. Musikken er trist, og det samme er scenen. Hun indser, at hun har mistet sin far.

   Nedenfor er noterne lagt frem til vitterlighed. De første år af 2020erne har været regulært rædselsfulde: pandemi og vinterkrig; inflation og recession; klimaforandringer til det værre. Tilliden til fremtiden er på det laveste niveau, der er målt nogen sinde. Det kan ikke være meningen. Det hér skulle jo være gli anni più belli, »de smukkeste år«, som en anden god film fra den vinter hed. Vi må gøre det bedre i 2023.  

   God Jul & God Bless Us, Every One! som det hedder hos Charles Dickens i Et juleeventyr.  

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Richard Curtis: Love Actually (2003); Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019].

Echo (Bergmál). Instr. og manus: Rúnar Rúnarsson. Foto: Sophia Olsson. 79 min. Island-Frankrig-Schweiz-Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 03.12.2020.

Org. titel Bergmál

   | musik Kjartan Sveinsson

  | foto Sophia Olsson

Echo | Island 2020, Rúnar Rúnarsson, 79 m. | ed. Jacob Secher Schulsinger

56 tableaux/ vignettes

Bilvask

Search party

Mor & baby v/ jul

Drengens begravelse i morgen

US-atlet i højfjeldssol (phone home)

Ny farmer brænder mors gård ned (typehuse fra Polen)

Mor skraber is (sætter lift)

Immigrationspoliti ved kirken (går bare ind)

Dialog på byggeplads (polske arb. 1/5)

Mand i værksted (radio om arbejdskonflikt)

Pige får skældud i gymnastiksal (har slået dreng)

Bibliotekar i telfon (om hvalkød)

Mor ser på piger der danser

Førstehjælp i fikserum (2 sygeplejersker, Johann) [julegave]

Julespil på skolen [salme + forældrenes skærme]

Kvinde/ bodybuilder/ beauty contest

Datter på besøg hos far og ny familie [klaveret]

Drivhuse/ låneansøgning (algoritmer)

Jul på slagteriet

Far, mor, datter køber juletræ (obnoxious dad)

Vandgymnastik (udendørs)

Kvinde der med eksmand i haven tørrer vindue af (mågen)

Julemand i stormagasin

Kø ved containeren; mad blivber kasseret (e-cig.)

Gamle mænd drikker øl og spiser gæret fisk i garagen (realthy)

Røde Kors madbank

Julesang på torvet

Lægge blomster på kirkegården (kors m/ lys)

Pige i bad mens forældrene klæder sig på

Kys ved familiejul

Julemiddag for én (vagt m/ telefon)

Virtual reality briller (gave til Granny)

Jul på plejehjemmet (demens)

Alermcentralen (dreng på 8 ringer om at F & M slås)

Julegudstjeneste (prædiken om troen og egoisme)

3 drankere spiller Matador (fjerde mand sover)

Babysvømning

Hos frisøren (snak om skiftende par)

Krænkelsesparathed (fra film)

Bror og søster taler i gedestalden (statsstøtte)

Fitness center X-large

To påå bar taler om kunde som hun er interesseret i

Bål gøres klar på stranden (julen er ovre)

Byttedag i legetøjsbutik fyrværkeributik

Ved stoppestedet (Telma siger undskyld for mobning)

På plejehjemmet (de ser statsmisterens tale)

To businesstyper ser samme tale (nu on-screen)

Store bål på stranden bliver tændt

Fyrværkeri ved boligblok

Hund under sofa hører fyrværkeriet

Fyrværkeri kl. 12 i byggeriet (som Breugel)

Veer på fødestuen (og fødsel!)

Ø med fjeldet set fra Reykjavik

Havarerede biler i sneen (sikkerhedsseler)

Skraldemænd |

samme musik

På skibet i høj sø | 

credits

Fotos: Nimbus Iceland/ Pegasus Pictures/ Jour2Fête/ Bord Cadre Films/ Media Rental/ MP Film/ Halibut/ Nimbus Film/ RÚV/ YLE/ Kvikmyndamidstöd Íslands/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Creative Europe MEDIA/ Cinéfondation/ Les Arcs Film Festival/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 04.12.2020

David O. Russell: Joy (2015)

DEN UMULIGE DRØM

En lovsang til iværksætteren

Af BO GREEN JENSEN

DAVID O. Russell er en krøllet fortæller, som konsekvent har bøjet de genrer, han læner sine film op ad. Three Kings (1999) var en anakronistisk eventyrfilm fra den første Golfkrig med George Clooney, Mark Wahlberg og Spike Jonze. I boksefilmen The Fighter (2010) var Christian Bale forklædt som lallende ringvrag, mens Mark Wahlberg var den solide storebror i en skingrende dysfunktionel familie, hvor alle råbte og skreg af hinanden.

   Russells største hit til dato er Silver Linings Playbook (2012), en sørgmunter romance med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence, der næsten kvalificerer som mainstream. For fans er han dog mere interessant i metakomedier som Spanking the Monkey (1994). I ❤ Huckabees (2004) lod Dustin Hoffman og Isabelle Huppert danne detektivpar og var et postmoderne take på serien om Den tynde mand.

DER er delte meninger om Russell, fordi hans film i så høj grad bygger på stil. De bygger ofte også på autentiske historier. American Hustle (2013) er både et kærlighedsdigt til 70erne, en svindlerkomedie i The Sting/Sidste stik-traditionen og en spændingsfilm af en slags. Det morsomme og det mærkelige går hånd i hånd hos Russell, som sætter en ære i at være både original og en original.

   Hvad ironien camouflerer, er fundamentet for de ekstravagante stilparader. Alle Russells film forholder sig til myten om den amerikanske drøm og er lovsange til eneren, der ikke vil indordne sig. De handler om at stikke snuden frem, satse under voldsomt pres og nægte at lade sig kue. Penge er blot en bekvem metafor.

ALDRIG har motivet stået stærkere end i Joy. Det er den sandfærdige historie om iværksætteren Joy Mangano, der i 1990 udviklede »The Miracle Mop«, en gulvmoppe med aftageligt hoved og 90 meter absorberende snor. Hun markedsførte den på en af de første døgnåbne shopping-kanaler.

   Efter personlig konkurs, flere opslidende patentsager og massiv indre splid i den skøre familie, blev gulvmoppen grundstenen i et imperium. Joy Mangano opfandt ikke hjulet. Hun skabte dimser af den slags, man finder hos Tiger. Men hun havde en drøm, som hun troede på, og hun nægtede at bøje af.

   Det er dét aspekt, der appellerer til Russell. Så groteske rammerne nu måtte være, skal kernen i sagen tages ganske alvorligt. Samme faktor definerer The Fighter og American Hustle. Udlev den umulige drøm og lad være med at lytte til nej-sigerne. De vil bare trække dig ned, hvis de kan.

RUSSELL befolker som altid lektionen med kreativt castede stjerner. Robert De Niro er Joys karakterfulde far, skilt fra neurotikeren Virginia Madsen, der følger med i en endeløs tv-føljeton. Så De Niro hooker op med Isabella Rossellini, der har arvet en formue efter sin mand. Hun hedder Trudy, og han hedder Rudy. Ergo må de være skabt for hinanden.

   Trudy investerer i gulvmoppen, men gør klart, at det er mod bedre vidende. Ingen flytter ud. Joys egen eksmand (Edgar Ramirez) bor i kælderen under huset med fire fortabte generationer. Det er Joy, der serverer og gør rent. En hadefuld søster er bitter fra starten. Kun datteren Christie, veninden Jackie (Dascha Polanko) og Joys mormor, Mimi (Diane Ladd), som er filmens fortæller, tvivler ikke et øjeblik på hendes drøm.

DER er mange karikerede skærmydsler, og tv-satiren er smurt på med en skovl. Russell vælger typisk tarvelige drømme, når han skal vise, hvad folk bliver holdt hen med. Men midt i det hele står Joy som en ren heltinde, der hverken kan eller vil give slip på visionen. Det handler om en gulvmoppe, men det kunne være ethvert produkt. For eksempel hjerteblod hældt på flasker.

   Spændingen ligger i den energi, som Joy og hendes musketerer investerer i markedsføringen. Amerikanske film elsker en kreativ bondefanger, og Jackie, Joy og Christie tager alle tricks i brug. Kanalchefen Neil Walker (Bradley Cooper) giver hende en chance , og hun taber den på gulvet. Så børster hun tøjet af og rejser sig. Amerikanske film elsker også ukueligheden.

   

JOY er en film, der deler sit publikum. Nogle vil elske den, andre vil sukke og fnyse eller gå. Den lever først og fremmest i kraft af en overvældende indsats fra Jennifer Lawrence, der er fuldkommen solidarisk med Joy. Det er Russells tredje film med Lawrence i fokus. Hun er også denne gang uovertruffen.

   Altså et eventyr om en mirakuløs gulvmoppe og et forbillede for vordende iværksættere. Joy og hendes datter tegner garntråde i timevis. »Vi opfinder noget,« siger pigen til sin far, der endelig kommer heltinden til undsætning.

   Er man til sentimentale historier, må Joy være (jule)filmen, der rykker. Alting tenderer mod kaos, men også det gode i mennesket er en naturkraft. Ligesom viljen til at vinde over bagklogskab og smålighed.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013).

Joy. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 25.12.2015.

Fotos: Fox 2000 Pictures, Annapurna Pictures, Davis Entertainment, Davis Entertainment, 10 by 10 Entertainment, TSG Entertainment, 20th Century Fox Home Entertainment, CineMaterial, MovieStillsDB. 

Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2015.

Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]

ERINDRINGENS TEATER
Mesterens store livsfrisefilm

Af BO GREEN JENSEN

DET var med livsfrisen Fanny & Alexander, at Ingmar Bergman (1918-2007) allerede i 1982 satte punktum for sin karriere som aktiv filmskaber.

   Han fik siden skrevet adskilligt, bl.a. Bille Augusts Den gode viljan (1992, da. Den gode vilje) og Liv Ullmanns Trolösa (2000, da. Troløs), og instrueret flere fjernsynsudgaver af egne teateropsætninger. Efterhånden kunne han heller ikke dy sig for at dirigere det hele. TV-filmene Larmar och gör sig till (1997, da. Larme og gøre sig til) og Saraband (2003, da. Sarabande) er begge skrevet og instrueret af Bergman.

   Ved tilblivelsen var den store erindringsfilm imidlertid tænkt som kronen på værket, en afsked med hele den traumatiske cirkus, som Bergman følte, at livet i kunst havde været. En tre timer lang biograffilm og en fem timer lang tv-udgave blev produceret. Begge versioner var store succeser.

   Den kritiske reaktion var en blanding af ærefrygt og nostalgi. En æra var omme. For sidste gang forestod Nordens store filmskaber instruktionen og manuskriptet. Han var så at sige både direktør og dukkemester i det magiske erindringsteater, som Fanny & Alexander ikke et øjeblik er i tvivl om, at den udspiller sig i. Dette var kunstnerens afskedskoncert. Publikum klappede, så det kunne høres.

I VÆRKKOMMENTAREN Billeder (1990) beskriver Bergman selv, hvordan projektet tog form i en periode, der lignede den mørkeste tid i et aldrig ligefrem frejdigt liv: »Fanny og Alexander er undfanget efteråret 1978, da alt var lutter sort elendighed. Men den er nedskrevet foråret 1979, da trykket var hævet. Høstsonaten havde en lykkelig premiere, og skatteaffæren opløstes i det rene ingenting. Pludselig var jeg fri. Jeg tror, at Fanny og Alexander levede højt på min lettelse. At vide, at jeg ejede det, jeg ejede.«

   Bergman beskriver også, hvordan »beslutningen om at skildre det lyse liv er med fra begyndelsen, og den bliver taget i en situation, hvor jeg virkelig oplever livet som vanskeligt at bære.« Det må være denne dobbelte følelse, der gør filmens lange første akt, den store skildring af juleaften hos familien Ekdahl i Uppsala 1907, til så lykkelig og magisk en billedfrise, at man fortaber sig hver gang, man ser den. Her får glæden samme dybde – og festen samme symbolværdi – som i de bedste af filmkunstens klassiske hymner til familiesammenholdet.

LIGESOM Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944, da. Mød mig i St. Louis) og Frank Capras It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve) er Fanny & Alexander jo ikke tænkt som julefilm. Faktisk optager højtidsskildringen kun en lille del af lærredet i de tre livsfriser, men de centrale julescener binder trådene sammen og viser os lyset og mørket på én gang – så vi føler det selv, vel at mærke.

   For de er her alle sammen, de evige typer, som befolker en slægts fælles liv: levemanden Gustav Adolf (Jarl Kulle), den gode satyr, som bedækker husets stuepiger, mens hans frodige Alma (Mona Malm) lever med utroskaben; teatermennesket Oscar (Allan Edwall), børnenes varme, bedrøvede far, som dør fra sin familie og sætter hele den videre handling i skred; den rasende, sølle, frustrerede Carl (Börje Ahlstedt), som spørger sig selv og hustruen Lydia (Christina Schollin), hvordan det går til, at tiden forvandler én fra kronprins til middelmådighed.

DE ankommer alle til festen hos Farmor, den formidabelt livsstærke enkefru Helena Ekdahl (Gunn Wållgren), der i 43 år har samlet slægten og dens tyende hos sig, når den store familiejul skulle afvikles. Disse scener realiseres med en gylden tæthed, som næppe er overgået. I parenteserne skildres de mindre historier, relationerne karakteriseres, og vi begriber gradvist forhistorien, uden at nogen stiller sig op og begynder at fortælle og forklare.

   Denne eksponering er mesterlig. Kun i hyrdetimen mellem Helena og den jødiske antikvitetshandler Isak (Erland Josephson), som har delt en livslang kærlighed, uanset om de så var sammen med andre, skinner det igennem, at de repeterer ungdommens bedrifter til ære for publikum nede i salen.

VED et gensyn rummer filmen flere overrumplende glimt af spillere, som siden er blevet huskendte stjerner, men var rene frø i vinden, da Fanny & Alexander blev indspillet. For eksempel ses Lena Olin ganske kort som tjenestepigen Rosa. Stina Ekblad er den uudgrundelige, androgyne Ismael, der bor bag væggen i Isaks forretning, og især Pernilla Östergren, senere Pernilla August, er henrivende som tjenestepigen Maj, Carl Gustavs elskerinde og en halv storesøster for den 12-årige Alexander (Bertil Guve), der i filmens prolog gør sit dukketeater klar til forestillingen, som skal udspille sig i den voksnes erindring.

   Mens Bergman skrev manuskriptet, som i første version var på over 1000 sider, havde produktionen et ekstra lag af opsummerende metabevidsthed. Flere store roller var tiltænkt medlemmer af den faste trup, som var for Bergmans film, hvad teatret i Uppsala er for Oscar Ekdahl og hans familie. Han skrev Farmor Helena til Ingrid Bergman, biskop Vergérus til Max von Sydow og Emilie Ekdahl, børnenes mor, til Liv Ullmann.

   Det kunne være interessant at se dén film i en parallel virkelighed, men det er svært at forestille sig Fanny & Alexander med et mere lykkeligt cast. De tre koryfæer havde forrykket balancen med bagage fra andre roller og forventningen om »præstationer«.

FANNY (Pernilla Allwin) på ti år siger ikke meget, men er altid solidarisk med sin bror. Længe har børnene jo kun hinanden. Filmen taber højde og mister farve ved at gøre sin mørke midterdel så hadsk og karikeret, men for så vidt som den følger strukturen i klassiske eventyr, kan man ikke udsætte noget på fablen. Efter Oscars død lader Emilie (Ewa Fröling) sig forføre og forlede af den strenge biskop Vergérus (Jan Malmsjö). Denne salvelsesfulde blanding af puritaner og sadist forekommer vildt overdreven, med eller uden de indre dæmoner, som også han plages af.

BISKOPPEN lukker børnene inde i sin mørke borg af en embedsbolig. Han har også en ond søster og en kold eventyrdronning af en dominerende mor. Det er ren Askepot blandet op med Snehvide, og i tårnkammeret ligger bispens kødbjerg af en tante, spillet af maleren Hans Henrik Lerfeldt (1946-1989), skønt det også nu er svært at se pointen i denne groteske figur.

   Vergérus prygler den trodsige Alexander, og kun ved gode kræfters magisk-dramatiske mellemkomst slipper børnene væk fra den fascistiske trold. I Fanny & Alexander retter præstesønnen Bergman sit definitive angreb mod kirken og den sorte skole, men han gør det med så megen galde, at fokus næsten forrykkes fra de nødstedte børns ulykkelige situation.

SEKVENSEN kaster lange skygger. I Glasblåsarns barn (1998, da. Glaspusterens børn), Anders Grönros' filmatisering af Maria Gripes roman for de mindste, kan man scene for scene sammenstille det lange mellemspil i eventyrborgen med de mørkeste afsnit af Fanny & Alexander. Omsider kommer Gustav og Isak, som har en levende mumie og anden magisk exotica i sin labyrintiske forretning, dog børnene til undsætning. Emilie sætter livet på spil for at dræbe sin mand, og trolden lider en fæl flammedød.

   Forbandelsen er løftet. Forestillingen i det magiske erindringsteater kan slutte med dobbelt barnedåb og taleren Gustavs grådkvalt frivole hyldest til det lille liv, som Bergman lovpriser på bekostning af det store, skræmmende overblik. Imens er sommeren i Sverige blevet lige så lys, som vinteren i begyndelsen var mørk. Det er virkelig filmen om alle livstider.

I BILLEDER oplyser Bergman beredvilligt, at filmen har to faddere: E.T.A. Hoffman og Charles Dickens. Der er også en duft af Marcel Proust og À la recherche de temps perdu i den fabulerende erindrings detaljerigdom, men først og sidst har Bergman blandet stoffet i sin egen motiviske trykkoger. I Laterna Magica (1987) skriver han:

   »Sandt at sige tænker jeg tilbage på barndommen med glæde og nysgerrighed. Fantasien og sanserne fik næring, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogen sinde havde det kedeligt. Det var snarere sådan, at dagene og timerne var ved at revne af mærkværdigheder, uventede optrin, magiske øjeblikke. Jeg kan den dag i dag strejfe gennem min barndoms landskaber og genopleve lys, dufte, mennesker, rum, øjeblikke, bevægelser, tonefald og ting.«

FOR Bergman er det barndommens privilegium »uhindret at kunne bevæge sig mellem magi og havregrød, mellem grænseløs rædsel og øredøvende glæde.« Det er som en generobring af denne tilstand, at Fanny og Alexander er skabt og giver mening.

   Med syndefaldet følger Troldens borg, den traumatiserede seksualitet, den voksne hverdags tyndslidte ritualer og den livslange vandring mod resignation og accept, som er grundstoffet i det øvrige filmværk. Men i Fanny og Alexander stilles der skarpt på magien. Den får lov at være stor og sand og stå alene, helt uden hinder og metafysiske forbehold.

   Det gør filmen til et atypisk Bergman-arbejde, men den har sin naturlige plads ved siden af de øvrige hovedværker i hans produktion: Gycklarnas afton (1953, da. Gøglernes aften), Det sjunde inseglet (1956, da. Det syvende segl), Smultronstället (1957, da. Ved vejs ende) og Scener ur ett äktenskap (1973, da. Scener fra et ægteskab).

   Biografudgaven af Fanny og Alexander blev relanceret i 1999. Begge versioner af filmen er samlet i bokssættet fra The Criterion Collection. Dokument Fanny och Alexander (1986), Bergmans egen film om tilblivelsen, indgår som The Making of Fanny & Alexander. Selv foretrak han tv-udgaven. I Billeder står der: »Den lange version er den vigtigste. Det er den film, som jeg i dag virkelig kan stå inde for.«

Se også Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021).

Fanny och Alexander (Fanny og Alexander). Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 188 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 17.01.1983.

Fanny & Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 312 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 26.12.-29.12.1983.

Dokument Fanny och Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Arne Carlsson. 110 min. Sverige 1986. 

Ingmar Bergman: Laterna Magica. Oversat efter »Laterna Magica« (1987) af Ida Elisabeth Hammerich. 254 s. Lindhardt & Ringhof, 1987 [genudgivet med efterord af Dorthe Nors i Gyldendals klassikerkollektion 2018].

Ingmar Bergman: Billeder. Oversat efter »Bilder« (1990) af Jørgen Stegelmann. 435 s. Lindhardt og Ringhof, 1990.

Fotos: Cinematograph AB/ Svenska Filminstitutet/ Gaumont/ Persona Film/ Sveriges Television/ Tobis/ SF Studios/ Sandrews/ Miracle Film Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames (i biografversionen) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NETFLIX, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film [juli 2025]

2K Blu-ray (region A) fra The Criterion Collection (spine #261) [Cinema + TV Version] 08.11.2011

2K Blu-ray (region B) fra British Film Institute [Cinema + TV Version] 27.02.2023

2K Blu-ray (region B) fra SF Studios [Cinema + TV Version] 27.11.2017

Teksten (det meste af den) stod i Weekendavisen Kultur 03.12.1999.

Richard Curtis: Love Actually (2003)

KLODEN DREJER

En britisk jule(ny)klassiker

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Curtis (f. 1956) er forfatteren bag Four Weddings and a Funeral (1994), en af Englands største succeser til dato og filmen, der gjorde Hugh Grant til Hugh Grant.

   Curtis havde skrevet kilometervis af tv-manuskripter, primært til komedieserier med Rowan Atkinson, fra den gakkede Blackadder til den efterhånden luvslidte Mr. Bean, men med Fire bryllupper og en begravelse sprang han ud i en mere fuldtonende fremstilling af tilværelsen. Filmen ligner stadig en genistreg. Den rykker i én, skønt man sagtens kan se, hvordan der bliver manipuleret med finmekanikken i følelsesregistret.

   Siden har Curtis adskillige gange forsøgt at skrive Four Weddings igen. Det er formentlig også, hvad man har bedt ham om, for finessen ved Fire bryllupper var, at den slog stort an i samtlige territorier, inklusive USA. Curtis har leveret sin bløde mellemvare i manuskripterne til Notting Hill (1999) og filmatiseringen af Bridget Jones’ Diary (2001). Selv Bean (1997), biografudgaven af Mr. Bean, blev tilsat sentimentale kvaliteter.

   Det ville være lyv at påstå, at »the Curtis touch« ikke har virket. Tværtimod har stilen dannet skole. Bløde britiske film som Nick Hornby-filmatiseringen About a Boy (2002) ville ikke være drejet så fermt uden Curtis’ eksempel.

EFTER disse brede succeser har Curtis fået sit eget legetøj. Med Love Actually debuterer han som instruktør på en film, han også har skrevet. Hele paraden af britiske spillere er aktiveret, fra stjerner som Hugh Grant, Colin Firth, Emma Thompson og Alan Rickman til mindre kendte navne som Bill Nighy, Keira Knightley (og selvsagt Rowan Atkinson).

   Amerikanerne tages i ed med turistprospekter af hjerternes London, en stor rolle til Laura Linney og en strategisk vigtig cameo til Billy Bob Thornton, der som amerikansk præsident besøger den britiske premierminister (Hugh Grant) i Downing Street 10.

   Emnet er kærlighed uden grænser, dén der fylder luften og får kloden til at dreje, skønt mørket og tvivlen nu og da truer. I Four Weddings blev den gamle schlager »Love is All Around« støvet af. Her genanvendes sangen i halvt satirisk øjemed, da den fallerede popstjerne Billy Mack (uimodståeligt fremstillet af Bill Nighy, som tog patent på typen allerede i Still Crazy) gør comeback med en skamløs juleudgave.*

SANGEREN og premierministeren er to af de ti-tolv personer, som Love Actually trækker rundt i manegen. Her er også Alan Rickman som reklamemanden, der overvejer at være sin hustru utro, Liam Neeson som har mistet sin kone, hans stedsøn på ti år som drømmer om en af de lidt ældre piger, og Emma Thompson som den hustru, Rickman er i færd med at svigte. Hun er tilfældigvis søster til Grants minister, som prøver at modstå sin kærlighed til husassistenten Martine McCutcheon. Colin Firth bliver svigtet og prøver at skrive sig ud af miseren i Frankrig, hvor han forelsker sig i en portugisisk kvinde. Sprogforbistring er altid en faktor med komiske muligheder.

SÅLEDES er filmen et patchwork af kriblende kærlighedsforbindelser. Man mødes og skilles, svigtes i ét væk og finder dog hinanden, forfølger på ubændig vis sine mål, mens skæbnen – i skikkelse af Curtis – står parat med en trøstende skulder at græde ud ved og et bittersødt fyndord, som siger det hele. Det er næsten som i virkeligheden – men også kun næsten. Man må acceptere den stærkt forenklede udgave af hverdagen, som er forudsætningen for »the Curtis touch«, hvis man for alvor vil have glæde af filmen. Den manipulerer ganske skamløst og giver os, hvad den tror vi vil have.

DET vil vi faktisk også, de fleste af os, i hvert fald. Curtis er livsklog som en brevkasseredaktør og lige så forudsigelig i sine ytringer. I England, hvor Jante-loven også gælder, er filmen blevet hånet i flere toneangivende fora. Det fortjener den ikke. Helheden tangerer det sødladne, men der er fine og præcise øjeblikke, som Curtis filtrer fri af mangfoldigheden og sætter fast med uanfægtelig flair.

   Hugh Grant danser rundt i Downing Street 10, når han tror sig alene. Han giver den hårdkogte amerikanske præsident tørt på ved pressemødet. Emma Thompson tror, at hun skal have julepakken med guldsmykket, som Rickman har købt til sin kæreste. I stedet får hun en Joni Mitchell-cd, men kan ikke reagere, da familien skal afsted til juleforestillingen på børnenes skole, hvor alle strømme konvergerer i den svimlende sentimentale slutning.

CURTIS åbner og lukker filmen med autentiske videobilleder af par og familier, som mødes i Heathrow Airport. Fortælleren forkynder, at »love actually is all around«. Da der blev ringet fra de faldende tårne på Manhattan, gjaldt det kærlige opkald til hjemmet. Curtis bliver ved en halv time for længe og skamrider sine bedste effekter, men man er temmelig solgt og på under filmen. Man genoplever 2003 øjeblikke fra sine egne relationer gennem årene.

   Og dét er betingelsen. Hvis man ikke selv kommer med noget, får man ingenting med sig hjem. De husker måske episodeserien Karrusel, ti sammenvævede vignetter om kærlighedens veje, som Claus Bjerre komponerede for TV2 i 1998? Det var for meget og for tyndt, men det var ikke uden evner. Her er den britiske biografudgave.

PS 2021: DER er gået tæt på 20 år, så en historisk udredning kan nok være nyttig. Love Actually er blevet den foretrukne julefilm blandt millennials, men har sine rødder i efterkrigsgenerationen – min generation – som amerikanerne kalder baby boomers, altså børn som voksede op i den nye velfærdsstat efter krigen og tog tryghed, økonomisk vækst og så videre for givne størrelser.

   De fleste medvirkende lever endnu. Undtagelsen er Alan Rickman (1946-2016), som kun blev 69 år. Han burde være husket for mange bedrifter, ikke mindst filmene The Winter Guest (1997) og A Little Chaos (2014), som han selv instruerede og var medforfatter på. Men rollen som Severus Snape i Harry Potter-serien blev en faktor, som skyggede for det meste af resten.

   Man undrer sig vel, når jeg taler om Keira Knightley og Bill Nighy som »mindre kendte navne«. Men Knightley (f. 1985) var kun 18 år og kom fra gennembrudsrollen i Bend It Like Beckham (2002). Nighy (f. 1949) havde tre årtier på film, tv og teater bag sig, men udviklede først ved årtusindeskiftet den uforlignelige type, han siden bliver castet som.

   Hugh Grants premierminister var naturligvis baseret på Tony Blair, som inkarnerede dynamisk New Labour og var britisk statsleder 1997-2007. Billy Bob Thorntons amerikanske præsident ligner et forvarsel om Donald Trump, men er baseret på George W. Bush, der var præsident i to perioder fra 2001-2009.

   Love Actually er fuld af sexisme, som skurrer i 2021. Her er graverende aldersforskel; mænd i lyseblå skjorter, som udnytter deres professionelle position; gedigent krænkende adfærd og mange #MeToo-forvarsler. Jeg synes dog ikke, at filmen dyrker de ting eller hylder strukturen. Curtis har skrevet en let sædeskildring, der skildrer verden, som den så ud. Det er netop den krænkende brutalitet i Thorntons karakter, der gør ham til en skurk. Og Grant træder i karakter ved at se stort på transatlantiske relationer og sætte gæsten på plads. Han siger fra og står ved sin demokratiske kærlighed.

   UK fremstår derved mere civiliseret – USA er for længst blevet supermagten, man må cleare de mindste ting med. Curtis kompenserer med sympatiske roller til Laura Linney og January Jones (der endnu ikke havde fået rollen som Betty Draper i Mad Men).

   Forskydningen i den geopolitiske magtbalance var stadig et vemodigt britisk vilkår, da Curtis gik i skole på Harrow og studerede ved Christ Church College i Oxford. Her var hans bedste ven Rowan Atkinson. De udviklede Blackadder og Mr. Bean sammen. Atkinson fungerer som en talisman for Curtis i Love Actually. Han medvirker dog ikke i The Boat that Rocked (2009) og About Time (2013), som Curtis instruerede efter Love Actually. 

   Richard Curtis er 65 år i 2021. Han har siden 80ernes slutning været kæreste med Emma Freud (f.1962), som er Lucien Freuds niece og Sigmund Freuds oldebarn. Samt forfatter, skuespiller og medieperson i sin egen ret. Emma Freud har været tilknyttet alle Curtis’ filmprojekter. Parret har fire børn sammen, bl.a. aktivisten Scarlett Curtis (f. 1995), som i 2017 var medstifter af det nyfeministiske kollektiv The Pink Protest.

*) Videoclippet til »Christmas is All Around« er i sig selv en fornem pastiche/parodi på de hyperstiliserede musikvideoer med Robert Palmer (1949-2003), der var med til at give singlerne »Addicted to Love« (fra albummet Riptide, 1985) og »Simply Irresistible« (fra albummet Heavy Nova, 1988) særlig gennemslagskraft i MTV’s storhedstid. Modefotografen Terence Donovan (1936-1996) instruerede de ikoniske clips, som der stadig er stor søgning på. Succesen var en anelse mindre med »I Didn't Mean to Turn You On« (den femte single fra Riptide), hvor Palmer og Donovan bliver trætte af 80’er-fetichismen og sætter af fra New Look-paletten i My Fair Lady, som Cecil Beaton formgav i 1964. Ikke siden de første albumforsider, som fotografen Karl Stoecker og designeren Antony Price udførte for Bryan Ferry og Roxy Music, er sex brugt som blikfang med så megen humor og stil. Som bekendt er verdensmanden Ferry faktisk minearbejdersøn fra County Durham. Robert Palmer kom fra Batley i Yorkshire. Det er ikke til at sige, hvor Billy Mack kommer fra, men selvironien er ramt på et hår.

Se også Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019). 

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022].

Love Actually (Love Actually – Kald det kærlighed). Instr. & manus: Richard Curtis. Foto: Michael Coulter. 134 min. USA-UK 2003. Dansk premiere: 21.11.2003.

Fotos: Universal Pictures/ StudioCanal/ Working Title Films/ DNA Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/YouTube 

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003