Rúnar Rúnarsson: Echo (2019) [Xmas Special 2022]

VINTERBILLEDE

Juletræet uden pynt

Af BO GREEN JENSEN

VED juletid i Reykjavik søger familierne sammen. Den lille storby stråler i mørket, men konflikterne hviler kun for en aften. Echo lægger en mosaik af 56 små forløb og vignetter, som skildrer de islandske mennesker. Nogle scener er næsten noveller, andre bare et enkelt tableau. Helheden samler sig kalejdoskopisk.

   Roy Anderssons film er en oplagt pendant, men Rúnar Rúnarsson bruger ikke studieoptagelser og er mindre teatralsk. En far får nej fra banken på grund af inhumane algoritmer. En landmand brænder slægtsgården ned. En datter besøger sin far og hans nye familie. Forældrene filmer skolens juleforestilling. En dreng på otte ringer til Alarmcentralen, fordi forældrene slås.

EFTER jul bliver træerne brændt i et stort bål på stranden. Da fyrværkeriet brager ved nytår, gemmer hunden sig under sofaen. Sophia Olsson sætter sit kamera mellem boligblokkene, så perspektivet bliver sædeskildrende panoramisk. Som på Breugels vinterbillede af jægere i sneen, hvor man ser skøjteløbere nede i byen. Echo er på samme måde et vidnesbyrd om evig hverdag. En smuk og stofrig kollektivfilm. En julegave til alle i Norden.

DER var ikke plads til mere – ovenstående fylder 1200 tegn – da jeg anmeldte Echo til Weekendavisen i december 2020. Man kunne skrive hver lille splint af livsfrisen ud til en film i fuld længde, sandsynligvis også en god punktroman. Jeg så filmen på et screenerlink og sikkert midt om natten. I hvert fald noterede jeg, som skulle der skrives en stor, grundig tekst.

   Det var i pausen mellem det første panikslagne, men beslutsomme COVID-19-lockdown og den anden, længere og mere diffuse karentæneperiode med mundbind, vaccinekrav, coronapas, regler om afstand og forsamlingsloft. Det var ikke til at bære, at det hele kom igen. STORKØBENHAVN LUKKER NED SOM I FORÅRET, står der i min kalender [09.12.20].

   Små hverdagsting gjorde meget stort indtryk, vi var pludselig ved at gå til alle sammen. Så det år var der mere at hente i Echo end i Love Actually og de øvrige højtidsfavoritter. Kun It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve) og Meet Me in St. Louis (1944, da. Mød mig i St. Louis) er aldrig helt overgået. Også de var jo alternative julefilm for deres tid.

JEG kan især ikke glemme den knugende scene, hvor datteren besøger sin far hos hans nye familie, hvor der er elskede bonusbørn. Hun har øvet sig på sit klaverspil. Hun vil gerne imponere ham. Billedet har hendes ansigt i forgrunden og stuen bagved i dybdeskarp Gregg Toland-stil. Musikken er trist, og det samme er scenen. Hun indser, at hun har mistet sin far.

   Nedenfor er noterne lagt frem til vitterlighed. De første år af 2020erne har været regulært rædselsfulde: pandemi og vinterkrig; inflation og recession; klimaforandringer til det værre. Tilliden til fremtiden er på det laveste niveau, der er målt nogen sinde. Det kan ikke være meningen. Det hér skulle jo være gli anni più belli, »de smukkeste år«, som en anden god film fra den vinter hed. Vi må gøre det bedre i 2023.  

   God Jul & God Bless Us, Every One! som det hedder hos Charles Dickens i Et juleeventyr.  

Se også Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Richard Curtis: Love Actually (2003); Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005); Arnaud Desplechin: Un Conte de Noël/ Et juleeventyr (2008); Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Paprika Steen: Den tid på året (2018); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019].

Echo (Bergmál). Instr. og manus: Rúnar Rúnarsson. Foto: Sophia Olsson. 79 min. Island-Frankrig-Schweiz-Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 03.12.2020.

Org. titel Bergmál

   | musik Kjartan Sveinsson

  | foto Sophia Olsson

Echo | Island 2020, Rúnar Rúnarsson, 79 m. | ed. Jacob Secher Schulsinger

56 tableaux/ vignettes

Bilvask

Search party

Mor & baby v/ jul

Drengens begravelse i morgen

US-atlet i højfjeldssol (phone home)

Ny farmer brænder mors gård ned (typehuse fra Polen)

Mor skraber is (sætter lift)

Immigrationspoliti ved kirken (går bare ind)

Dialog på byggeplads (polske arb. 1/5)

Mand i værksted (radio om arbejdskonflikt)

Pige får skældud i gymnastiksal (har slået dreng)

Bibliotekar i telfon (om hvalkød)

Mor ser på piger der danser

Førstehjælp i fikserum (2 sygeplejersker, Johann) [julegave]

Julespil på skolen [salme + forældrenes skærme]

Kvinde/ bodybuilder/ beauty contest

Datter på besøg hos far og ny familie [klaveret]

Drivhuse/ låneansøgning (algoritmer)

Jul på slagteriet

Far, mor, datter køber juletræ (obnoxious dad)

Vandgymnastik (udendørs)

Kvinde der med eksmand i haven tørrer vindue af (mågen)

Julemand i stormagasin

Kø ved containeren; mad blivber kasseret (e-cig.)

Gamle mænd drikker øl og spiser gæret fisk i garagen (realthy)

Røde Kors madbank

Julesang på torvet

Lægge blomster på kirkegården (kors m/ lys)

Pige i bad mens forældrene klæder sig på

Kys ved familiejul

Julemiddag for én (vagt m/ telefon)

Virtual reality briller (gave til Granny)

Jul på plejehjemmet (demens)

Alermcentralen (dreng på 8 ringer om at F & M slås)

Julegudstjeneste (prædiken om troen og egoisme)

3 drankere spiller Matador (fjerde mand sover)

Babysvømning

Hos frisøren (snak om skiftende par)

Krænkelsesparathed (fra film)

Bror og søster taler i gedestalden (statsstøtte)

Fitness center X-large

To påå bar taler om kunde som hun er interesseret i

Bål gøres klar på stranden (julen er ovre)

Byttedag i legetøjsbutik fyrværkeributik

Ved stoppestedet (Telma siger undskyld for mobning)

På plejehjemmet (de ser statsmisterens tale)

To businesstyper ser samme tale (nu on-screen)

Store bål på stranden bliver tændt

Fyrværkeri ved boligblok

Hund under sofa hører fyrværkeriet

Fyrværkeri kl. 12 i byggeriet (som Breugel)

Veer på fødestuen (og fødsel!)

Ø med fjeldet set fra Reykjavik

Havarerede biler i sneen (sikkerhedsseler)

Skraldemænd |

samme musik

På skibet i høj sø | 

credits

Fotos: Nimbus Iceland/ Pegasus Pictures/ Jour2Fête/ Bord Cadre Films/ Media Rental/ MP Film/ Halibut/ Nimbus Film/ RÚV/ YLE/ Kvikmyndamidstöd Íslands/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Creative Europe MEDIA/ Cinéfondation/ Les Arcs Film Festival/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 04.12.2020

François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018)

EN STORM I DET STILLE

En prunkløs film om kirkens overgreb

Af BO GREEN JENSEN

DEN katolske kirke har stadig svært ved at forholde sig til de sager om seksuelle overgreb, der kom som en syndflod for ti år siden.

   Hver nation har sin version af skandalen, og jo mere katolsk landet er, jo mere modstand møder de voksne ofre, der insisterer på at tale om, hvordan – og af hvem – de blev misbrugt som børn.

   Kirken har erkendt sine fejl og lovet nultolerance i fremtiden. Men der er ingen garanti for, at man straffer de skyldige præster. Kardinaler har beskyttet og forflyttet dem, også når de viste sig at være recidivister. Nu falder kardinalerne, og presset bliver ved.

   I Grâce à Dieu beskriver François Ozon, hvordan tre vidt forskelligt stillede mænd fik fjernet den præst, Bernard Preynat, som havde misbrugt dem. Sagen verserede fortsat i Frankrig, da Gud være lovet fik premiere. Kirken havde udstødt Preynat, som kunne retsforfølges. Det var endnu ikke lykkedes at implicere Philippe Barbarin, som stadig var ærkebiskop i Lyon.*

KARDINALEN har indført en udsoningspraksis, hvor ofre og gerningsmænd mødes. Det er bare ikke nok for Alexandre Guérin (Melvil Poupaud), en pletfri familiefar med fem børn, der som voksen føler sig fjern og blokeret. Han bliver vred, da han ser ind i præstens grå øjne.

   Som dreng fortalte Guérin sine forældre om overgrebet. De bad ham tie stille. Der var jo ingen skade sket. Nu beder de ham tie igen. Da beslutter Guérin at gå hele vejen. Han arbejder stædigt, finder Preynats andre ofre og rejser en storm i det stille.

OZON er en stilmæssig ækvilibrist, der kan arbejde i alle formater. Han har ofte sagt, at det ikke er emnet eller historien, der er afgørende. Det er beskæringen og det æstetiske filter, han vælger. Ozon inkarnerer auteurbegrebet. Der er langt fra et let syngespil som Potiche (2010) til den historiske dybde i Frantz (2016).

   I Grâce à Dieu fravælger han alle effekter og fortæller i atypisk ordentlig form. Også prunkløshed er vel et stilgreb, men filmen gør betydeligt indtryk. Eneste krølle er flashbacks til den lejrtur, hvor Preyat forgreb sig på de tillidsfulde feriebørn.

DET er nyttigt at se den gamle præst som ung krænker. Han har aldrig benægtet, men heller ikke anerkendt, hvor megen skade han gjorde. Man husker Mysterious Skin, en sær og stærk film om pædofili, som Gregg Araki lavede i 2004. Den begyndte også med en lejrtur. Filmen var dengang en stilistisk outlier. I dag ville den være dugfrisk.

   De bedste film om kirkens sager er Tom McCarthys journalistiske Spotlight (2015) og Pablo Larrains chilenske El Club (2015), hvor fire forhærdede præster er isoleret i et halvvejshus. Ozon giver sagen en ny præcision. Vi føler overgrebet. Vi forstår endelig, at det handler om os.

*) Philippe Barbarin blev sigtet for forsømmelse i 2017 og kendt skyldig i 2019. Han modtog en betinget dom. Han blev fjernet fra sit embede i juni 2019, men bevarede titlen som ærkebiskop. I januar 2020 vandt han sin appelsag. Pave Frans modtog hans afskedsbegæring den 6. marts 2020.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2021); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Grace à Dieu (Gud være lovet). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Manuel Dacosse. 137 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 28.11.2019.

Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Mars Film (Frankrig) 03.07.2019

DVD fra Midget Entertainment (DK) 23.04.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.2019

Pablo Larrain: El Club (2015)

HUSET VED STRANDEN

De udstødte præster i Chile

Af BO GREEN JENSEN

FIRE mænd lever diskret og isoleret i et lille anonymt hus på den lange chilenske Stillehavskyst. De har praktiske pligter, men er ellers overladt til sig selv. Tre gange dagligt mødes de i køkkenet for at spise de spartanske måltider, som husholdersken serverer. Kvinden siger mere end mændene tilsammen.
   Hver morgen træner Fader Vidal med sin hund. Ugens væddeløb er et højdepunkt for alle i huset ved stranden. Kvinden afvikler deltagelsen og hæver gevinsten. Mændene blander sig ikke med de lokale, men står i nærheden af banen og følger med. Når deres mynde vinder, er der råd til dessert og delikatesser.
    Det fremgår, at mændene er faldne præster, som Kirken har fjernet fra embedet, hvor de gjorde skade. De har alle fået chancer, før det kom så vidt. De hedder stadig Fader Vidal, Ortega, Ramirez og Silva. Men der er ingen ophørsdato på karantænen.
   Kvinden hedder Monica. Nonnen er der selv af en grund, men hun har en betroet stilling i forhold til Kirken. Søster Monica holder mændene til ilden med fast hånd og dedikeret hengivenhed. Sin brors vogter er hun i sandhed.
   Rutinen i huset er strengt monoton. Den udgør et ritual i sig selv: »Vi vågner og beder dagens første bøn. Så spiser vi morgenmad. Dernæst afholder vi messe. Vi spiser frokost klokken et. Så synger vi. Bagefter holder vi en lille pause. Klokken otte beder vi aftenbøn. Vi spiser middag klokken halv ni – hver dag.«
   Sådan bliver husreglerne præsenteret for Fader Lazcano, den femte præst, som næppe når at sætte sin kuffert, før hans nemesis, en hjemløs mand ved navn Sardokan, begynder at råbe ved muren. Sardokan beskriver, hvad Lazcano gjorde ved ham, da de var præst og messedreng. Siden har kun drikkeriet fungeret. 

PRÆSTERNE savner ensformigheden. I hvert fald er det næsten en lettelse, da Fader Lazcano forsvinder. Både de og søster Monica går til hundevæddeløbet med ny energi. Men denne gang vil pletten ikke gå væk. Kirken sender en kriserådgiver, Fader Garcia (Marcelo Alonso), som skal rydde op. Hele systemet er under vurdering.
   Fader Garcia er både præst og psykolog. Han tager hver af beboerne i forhør, og på den måde bliver der sat fortid på de lukkede ansigter. De pædofile overgreb er kun et punkt i synderegistret. Der er også præsten, som systematisk angav dissidenter i Pinochet-perioden, og præsten, som solgte de uægte børn i sit sogn.
   Skam og anger er abstrakte og i konteksten ret irrelevante begreber. Reaktionerne spænder fra stædig trods til storhedsvanvid og begyndende demens. Den fascistiske præst fortryder ikke noget som helst. Den affældige Fader Ramirez husker ikke længere, hvorfor han endte i huset ved stranden.
   Publikum får et særligt forhold til Fader Vidal (den altid fremragende Alfredo Castro).  Det er ham, som træner hundene, prøver at få kontakt med de lokale og har en gnist af liv tilbage i et limbo, hvor det altid synes at være morgen- eller aftenmørkt. Det er særligt svært at høre hans forklaring.

  

DEN effektive Fader Garcia ankommer med megen selvretfærdighed. Den bliver hen ad vejen pillet af ham. Den reneste mand ender med at stå som en hykler, måske den værste i huset, da det kommer til stykket.
   Pablo Larrain (f. 1976) markerede sig med en trilogi om det chilenske samfund i Pinochet-tiden, som han selv er for ung til at huske. Tony Manero (2008) og Post Mortem (2010) fik ikke dansk premiere, men den Oscar-nominerede NO (2012) og Jackie (2015), Larrains første engelsksprogede produktion, var også hér tilløbsstykker.
   El Club modtog Juryens Grand Prix på Berlinalen 2015. Det var længe den mest nuancerede film om krisen i den katolske kirke. Siden fulgte Todd McCarthys Spotlight, som blev årets Oscar-vinder. Francois Ozons Grâce à dieu (2018, da. Gud være lovet) bearbejder de krænkede voksnes erfaring. Også i Spotlight er præsterne gemt af vejen. Her ligger faciliteten i Boston.
   Spotlight er stærkere i statistikken og har sat et hold af journalister til at bore i Kirkens kolossale forklaringsproblem. Men El Club er ren og realistisk. Den ser virkelig sine karakterer, og ved, at mørket ikke forsvinder, fordi man forbyder natten ved lov.

Se også Valget i Chile: NO (2012) [Pablo Larrain]; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973; Dronningebilleder | Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022].

El Club. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Guillermo Calderón, Daniel Villalobos, Pablo Larrain. Foto: Sergio Armstrong. 98 min. Chile 2015. Dansk premiere: 29.10.2015

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Angel Films/

Filmen streames (lån. køb eller leje) på Google Play, iTunes, SF Anytime, Blockbuster og Filmstriben

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.10.2015