Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023]

KUNSTNEREN I FAMILIEN
Om at se sig tilbage i glæde og vrede

Af BO GREEN JENSEN

NATURLIGVIS begynder det i biografen. Sammy Fabelman er syv år, da familien går ind og ser Cecil B. DeMilles The Greatest Show on Earth (da. Verdens største show). Det er den 10. januar 1952. Drengen er spændt og lidt frygtsom. Det er hans »første film nogen sinde«. Hans far forklarer, hvordan illusionen om bevægelse fungerer. Hans mor taler blidt om magien.

   Oplevelsen er en åbenbaring. Burt (Paul Dano) og Mitzi (Michelle Williams) udveksler blikke hen over hovedet på deres søn. Filmen – som DeMille fik en sen Oscar for – er ikke helt den hengivne cirkusoplevelse, de har håbet, at drengen kan måbe og more sig over. Der er en intens sekvens med en togkollision. Sammy er mærket for livet. Han kommer sig aldrig helt over filmen.

   De kører hjem til den lukkede vej i New Jersey. Burt siger, at husene ligner hinanden så meget, at man kan tage fejl i vintermørket. Som de eneste på vejen har familien Fabelman ikke julelys tændt. Så deres hus er nemt nok at kende, mener Sammy. Forældrene ler af hans gammelklogskab. Nu ved han, hvad han ønsker sig til Hanukkah. Han vil have et modeltog og genskabe ulykken.

   Burt køber toget. Senere også et Super 8-kamera, da Sammy vil være filmskaber. Men han kan ikke se formålet i at ødelægge toget. Mitzi forstår, hvad der rører i drengen. At han føler en instinktiv nysgerrighed. »He needs to see them crash,« siger hun. Der er en besværgende faktor i denne mani. Hun hjælper ham med at fotografere. Så modeltoget ikke skal knuses igen.

STEVEN Spielberg er født i 1946. Han var selv syv år, da Leah og Arnold Spielberg tog ham med til premieren på The Greatest Show on Earth. Han var faktisk fyldt 12, da han lavede smalfilmen med togulykken, men ellers er fiktionen sandfærdig. The Man who Shot Liberty Valance (1962), John Fords ikonisk-revisionistiske western, gav ham mod på at lave westerns. Han forstod filmens grammatik med det samme.

   Den første kunstneriske krise kom samme år, da han så David Leans Lawrence of Arabia. Han ville aldrig kunne skabe film af den støbning, på det niveau. I selvportrættet er det noget andet, der får Sammy Fabelman til at tøve i springet. Forældrenes ægteskab går i stykker, da Mitzi indser, at hun har mere til fælles med husvennen Benny (Seth Rogen), Burts kollega, som altid har været en del af familien. Benny vil forære Sammy det kamera, han ønsker sig mest brændende. Ergo vil Sammy slet ikke røre ved filmen igen nogensinde.

THE Fabelmans har vel ti nøglescener, der lader publikum føle glæden ved at genkende. »Åh – det må være derfor, han gjorde sådan-og-sådan i E.T. og Jurassic Park.« Der er 35 store film i Spielbergs kogger, fra Duel (1971) og The Sugarland Express (1974) til Ready Player One (2018) og West Side Story (2021). Der er sci-fi, thriller og megen adventure. Der er velment kitsch som The Color Purple (1985, da. Farven lilla) og Amistad (1997). Der er politiske stykker som Munich (2005, da. München) og Lincoln (2012). Der er Schindlers liste (1993) og Saving Private Ryan (1998). Altid umådelig klart eksponeret.

   Har man et forbehold, er det dét. Få kan folde en film ud som Spielberg. Man slentrer gennem Bridge of Spies (2015), mens Berlinmuren bliver rejst i baggrunden, og Den Kolde Krig foregår. Alt konfliktstof glattes ud. Der er aldrig ting, som komplicerer eller står i vejen for forståelsen. Hvis der er, bliver de fjernet før premieren. Der er kun én klar fiasko i karrieren. Det er »Japanerne kommer!«-krigsfarcen 1941 – fra 1979 – hvor Spielberg overvurderede tidsåndens appetit på sort, crazy humor.

   The Fabelmans genskaber udvalgte steder i kunstnerens opvækst. Det er ikke et 1:1-selvportræt, men en biografisk baseret fiktion. Der er heller ingen overraskelser i den æstetiske dannelsesskildring. Filmskaberen er ikke et mysterium for sig selv. Han ved præcis, hvad han gør, da han lader Sammy genskabe togkollisionen og projicere den færdige film på et lærred, han danner med sine hænder. Husfotografen Janusz Kaminski giver billedet mytologisk værdi. Det har samme effekt, som når Ingmar Bergman i Fanny & Alexander (1982) lader sit unge alter ego se på figurer i dukketeatret.

ALENE den fineste scene er hele billetprisen værd. Sammy bliver inviteret til jobsamtale og får tilbudt sin første tv-opgave, ganske som Spielberg, da han som 22-årig instruerede Joan Crawford i pilotepisoden af Night Gallery (1969). Agenten kan lide den unge mands entusiasme og tilbyder ham noget særligt: en audiens med den legendariske instruktør, som har kontor på samme etage.*

   Det er David Lynch, der spiller John Ford i en mageløs scene, hvor eleven får æstetiske råd. Ordvekslingen er allerede klassisk. Ford har to malerier af westernkunstneren Frederic Remington hængende på væggen i sit kontor. Han kommer tilbage fra en våd frokost, sætter sig tungt og bruger et fuldt minut på at få ild i cigaren, som er kæmpestor. Endelig spørger han, hvad den unge mand ser. Sammy beskriver motivet: »Der er to ryttere, som kunne være...« Ford afbryder ham: »Nej. Nej. Hvor er horisonten?« »Horisonten?« »Hvor er den?« »Den er i bunden af billedet.«

   Processen gentager sig ved det næste maleri. Sammy begynder: »Der er fem cowboys, som…« »Nej, nej, nej, nej, nej!« buldrer Ford. »Hvor er den forbandede horisont?« »Den er øverst i billedet.« »Det er rigtigt. Kom så herhen«. Novicen går hen til sin mentor. Ford har klap for øjet, det er svært at fastholde hans blik. Men beskeden er klar som en ringende klokke:

   »Husk det hér. Når horisonten er nederst i billedet, er det interessant. Når horisonten er øverst i billedet, er det interessant. Når horisonten er midt i billedet, er det kedeligt ad helvede til [boring as shit]. Now get the fuck of out of my office!«

   Der er en brysk venlighed i den gamle mands dræven. Sammy går, men vender sig lige og får sagt tak. »My pleasure,« siger Ford og ser ikke op. Sammy smådanser hen ad studiegaden. Selvsagt bliver billedet tiltet, tippet, så horisonten ikke ligger i midten. Den unge mand er på vej og in business.

NU hedder filmen jo ikke Sammy Fabelman eller for den sags skyld Portræt af kunstneren i familien. Det er Spielbergs kuraterede dannelsesskildring, men The Fabelmans handler i højere grad om familien som fællesvæsen. Især er den et dobbeltportræt af de inkompatible forældre, den stækkede drømmer og pragmatikeren uden tæft for at flyve, som får hver sin kærlige afsked.

   Der er omsider ingen bitterhed. Det er der til gengæld i laget under de to hovedspor. The Fabelmans er også historien om en jødisk familie, der mødes med foragt og racisme alle vegne i Eisenhower-årenes USA. Det bliver værre, jo længere vestpå de kommer, og kulminerer i Kennedy-tidens Californien, hvor myten ellers siger, at alle er frie og lige. Spielberg har beskrevet holocaust og antisemitismen i Europa. Her kommer motivet helt hjem.**

   Det er Spielbergs mest personlige film, men det er ikke nødvendigvis hans mest selvafsøgende. Det var Close Encounters of the Third Kind (1977, da. Nærkontakt af tredje grad), hvor den unge filmskaber virkelig ville finde kilden til sin besættelse. Richard Dreyfuss knuser tingene for at forstå dem og bygger en model af bjerget i sin underbevidsthed.

IMMIGRANTERNES erfaring er koncentreret i sekvensen, hvor familien får uventet (og faktisk også ubelejligt) besøg af onkel Boris (Judd Hirsch), som altid har gjort det forkerte og fulgt med cirkustoget hele sit liv. Han deler værelse med Sammy, som er mere optaget af Mitzis affære og trængslerne i skolen, hvor han bliver mobbet ubønhørligt. Judd Hirsch sidder på sengen i sit undertøj og taler om, hvordan kunsten er en uimodsigelig drift, der ikke tager familiehensyn. Man brøler, eller man indordner sig. Der er ingen gylden middelvej.

   I gymnasiet bliver Sammy systematisk set ned på og kanøflet. Han bliver samtidig løftet op af prom queen-typen Monica (Chloe East), der finder ham lækker og vagt Kristus-agtig. Sammy selv er passiv. Han forvirrer sine plageånder med skolefilmen om deres strandtur på den årlige Ditch Day. Han skildrer den værste af bøllerne som en nørd, den anden som en guddom. Den værste (Oakes Fegley) vil slå ham mere endnu, den anden (Sam Rechner) får anfægtelser. Musikken er »Goodbye Cruel World« med James Darren.

   Der er i disse scener en vred undertone, som minder mere om udsatheden i Carrie (1976), Brian De Palmas eminente filmatisering af Stephen Kings high school-horror, som lader mobbeofferets hævn detonere i blod, end om den elegiske atmosfære i George Lucas’ American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken), som er det forventede nostalgiske territorium. Monica svigter ham uden at blinke. Intet er glemt eller tilgivet.

FREM for alt er det historien om en mor. Filmen – og vi – forstår længe før Sammy, at Mitzi har rasende storme i sindet og brænder inde med mange afsavn og fravalg. Forældrene tror på en fremtid og vil hinanden det godt. De synger »Who could ask for anything more?« i bilen på vej hjem fra biografen. Men Mitzi er uforholdsmæssigt fortvivlet, da Burt får arbejde i Arizona og bare vil bryde med Benny, som altid har været børnenes »onkel«. 

   Michelle Williams er meget intens. Hun tager bilen og kører med børnene ind i tornadoen, der kommer som noget fra The Wizard of Oz. Hun er – som Leah Spielberg – en klassisk pianist, der har prioriteret familieprojektet. Det har knap nok strejfet Burt, at hans IT-karriere ikke var vigtigst. Men han aner og anerkender det stille.

   Mitzi skal spille i tv. Hun er i fuldt skrud og har ordnet negle. Mændene er venner, før de er rivaler. De kan ikke høre andet end neglenes klik på tangenterne. De holder alle tre af hinanden. Det er rodet og svært som i virkeligheden, men også varmt og for Spielberg sjældent troværdigt – han har sjældent scoret højt på det romantiske barometer.

KRITIKEREN Molly Haskell har i sin bog om Spielberg en interessant iagttagelse af, hvordan filmskaberen er tilbøjelig til at gemme sin egen erfaring i korrekt uangribelighed, når han taler om jødisk identitet. Det er sandt, at der er lagt demonstrativ distance til en overstået historie i skildringen af folkemordet på europæiske jøder og det israelske efterretningsarbejde i Munich. Hadet beskrives i datid, og Spielberg lokaliserer det altid uden for USA.  

   Haskell bemærker, at animationsfilmene om musen Fievel Mousekewitz – An American Tail (1986, da. Rejsen til Amerika) og Fievel Goes West (1991, da. Fievel i det vilde vesten) – var noget af det første, Spielberg satte i produktion, da Amblin Entertainment fik sin egen animationsafdeling: »The two-part Fievel saga is in many ways more deeply personal than 1993's Schindler's List, the film that certified the director's rebirth as a Jew and his much-vaunted evolution into a newfound "maturity" as a man and a director.«**

   Der er flere ting, som endelig lykkes – eller falder til ro i en rigtig balance – for filmskaberen i The Fabelmans. Her får han ordene sagt. Der er ømhed uden sentimentalitet i skildringen af den amerikanske familie, og der er regulær bitterhed i beskrivelsen af, hvordan det var at komme til Californien som jøder. Steven Spielbergs erindringsfilm er rig på klare øjeblikke og faste temaer. Kærligheden er gammel, men vreden i bunden af værket er ny.

 

SAMMY forstår forældrenes forhold, da han redigerer filmen fra familiens campingtur. Han ser Mitzis fortvivlende smukke dans i lyset fra billygterne. Han ser, hvordan hun er gladest med Benny. Det er et gennemgående tema, at instruktøren først kender sin verden, når han ordner den i sine film. Spielberg lader Sammy bevare den kritiske, kroniske uskyld. Han deler den næppe længere selv.

   Eventyrlysten og evnen til undren, der fylder lige så meget som gys og spænding i værklisten, er koncentreret i Arizona-afsnittet, hvor Sammy skriver, producerer og instruerer en western i fuld størrelse, The Last Gunfight, og en krigsfilm, som hele castet lever sig ind i, Escape to Nowhere. Begge amatørarbejder er genskabt med kærlig akkuratesse.

   Mateo Zoryan spiller drengen Sammy; Gabriel LaBelle er den unge filmskaber. Michelle Williams, Paul Dano og Seth Rogen skal overbevise både som unge og ældre. Det gør de på glimrende vis. Især Williams har kompleksitet og nuancer. Mitzi Fabelman er jo den anden kunstner i familien. Det må være Spielbergs fineste kvindeportræt.

FOR første gang i årevis er instruktøren selv medforfatter. Han har udviklet ideerne sammen med Tony Kushner, der har skrevet de fleste film siden Munich. Michael Kahn og Sarah Broashar har klippet, Janusz Kaminski fører kameraet, John Williams har skrevet musikken – med sjæl.

   Kushner og Kaminski er stadig unge mænd i tresserne. Williams er 91. Det øvrige filmhold nærmer sig 80. Der er overskud til at se sig tilbage – både i vrede og med ny ydmyghed. The Fabelmans er kunstnerens kærlighedserklæring til sin metier – hans Amarcord og Intervista, hans La nuit americaine og hans Århus by Night. Men først og fremmest en smuk familieskildring og et vidnesbyrd om en tid og en verden, der forsvinder sammen med ham og med os.

Filmen var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Motion Picture of the Year (Tony Kushner, Kristie Macosko Krieger, Steven Spielberg); Best Achievement in Directing (Steven Spielberg); Best Original Screenplay (Tony Kushner, Steven Spielberg); Best Achievement in Production Design (Karen O'Hara, Rick Carter); Best Performance by an Actress in a Leading Role (MIchelle Williams); Best Performance by an Actor in a Supporting Role (Judd Hirsch); Best Achievement in Music Written for Motion Pictures [Original Score] (John Williams). 

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Animation | Steven Spielberg: The Adventures of Tintin (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

*) Night Gallery var Rod Serlings forsøg på at variere formatet og gentage succesen fra The Twilight Zone (1959-1964), som fik sin kultstatus netop i de år og havde enorm indflydelse på Spielbergs generation. Han og John Landis producerede siden spillefilmen Twilight Zone: The Movie (1983), der i Skandinavien var en (skuffende) introduktion til den sagnomspundne serie, som aldrig blev vist på de nordiske statsmonopoler. Spielberg instruerede selv »Kick the Can«-segmentet, mens Landis instruerede prologen »Time Out«. Australske George Miller (som i 1981 var debuteret med The Road Warrior, den første Mad Max-film] instruerede nyindspilningen af den legendariske »Nightmare at 20,000 Feet«-episode, hvor passageren med flyskræk ser gremlins på vingen.

   Piloten til Night Gallery, som i udviklingsfasen hed Rod Serling’s Wax Museum, var i spillefilmslængde (98 min) og bestod af tre segmenter: »The Cemetery« (Boris Sagal), »Eyes« (Spielberg) og »The Escape Route« (Barry Shear). Night Gallery blev samlet op af Universal Television, som producerede tre sæsoner [43 episoder, 93 segmenter + pilot], der blev sendt på NBC-netværket i perioden december 1970 til maj 1973. Serien var populær, men fik aldrig mytologisk status som The Twilight Zone. Spielberg instruerede siden segmentet »Make Me Laugh« i S1, E4.

   Spielberg bidrog også til serierne Marcus Welby, M.D., The Psychiatrist, The Name of the Game og Owen Marshall, Counselor of Law i det første hyperaktive år på Universal. Så langt den mest langtidsholdbare indsats var episode 1 i sæson 1 af Columbo, »Murder by the Book« (med Jack Cassidy som morderen over for Peter Falk i sin signaturolle). Som flidspræmie for sin indsats fik Spielberg mulighed for at instruere Dennis Weaver i Duel (1971), der var en tv-film i USA, mens den fik biografpremiere i Japan og Europa. Richard Matheson skrev manuskriptet. Duellen havde dansk premiere den 27. april 1973.

**) Citeret efter Molly Haskell: Steven Spielberg: A Life in Pictures (New Haven and London: Yale University Press, 2017) s. 21. Der er faktisk fire lange film (og en serie på 13 korte, Fievel’s American Tails, samt bøger, tegneserier og pc-spil) i Fievel-serien. An American Tail: The Treasure of Manhattan Island (1998, da. Rejsen til Amerika 3: Skatten på Manhattan) og An American Tail: The Mystery of the Night Monster (1999, da. Rejsen til Amerika 4: Fievel og monstermysteriet) blev produceret direkte til video. Det var kun An American Tail, som Don Bluth instruerede, der fik dansk biografpremiere. Universal udgav de fire film på dvd i 2005.

   An American Tail var en samproduktion mellem LucasFilm og Amblin Entertainment i Universal Pictures-regi. Da Bluth og Spielberg afbrød samarbejdet, etablerede Spielberg det britisk baserede studie Amblimation, som producerede Fievel Goes West (og i øvrigt de Jack London-inspirerede animationsfilm om slædehunden Balto), før det blev afviklet i 1997. I 1994 dannede Spielberg DreamWorks SKG sammen med David Geffen og Jeffrey Katzenberg. Amblimation blev til DreamWorks Animation, da selskabet gik i direkte konkurrence med Disney (som Katzenberg både havde en fortid med og et horn i siden på.)  

The Fabelmans. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Steven Spielberg, Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 151 min. USA-Indien 2022. Dansk premiere: 23.03.2023.

Foto: Amblin Entertainment/ Amblin Partners/ Reliance Entertainment/ Universal Pictures/ Nordisk Film Distribution/ SF Studios (Fanny & Alexander still) 

Filmen er i biografdistribution – udkom på Blu-ray og 4K Ultra HD [region 1] 14.02.2023

Anmeldelsen indlæst [i en kortere version] og lagt på Weekendavisen Kultur 22.03.2023

Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]

BRÆNDINGER AF SKUM OG SAND

Tintin går til filmen i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

SPLITTE mine bramsejl! Det er Tintin i 3D!! Der skal nok være fans af la ligne claire, som gyser ved tanken om en vulgær animationsfilm, der overfører Hergés figur til en rund og ret blank realisme. Ydermere vil nidkære tintinologer have svært ved at kapere manuskriptet, som ryster tre af de hellige skrifter sammen i en pose med kulørt pærevælling. I England har Nicholas Lezard fra The Guardian kaldt Hergé ifølge Steven Spielberg »en typisk svulst af en moderne blockbuster, Tintin for idioter.« Det er den slags kritik, der gør sig i soundbites. Til gengæld elsker de værket i Belgien, hvor den unge mand med krøltop og plusfours blev født i 1929. På heltens eget sprog handler det hele om juniorreporteren Kuifje. Kært barn har mange navne. I Tyskland kalder de ham Tim.

TINTIN har dog stået model til adskilligt, fra cerebrale løjer som Frederic Tutens roman Tintin in the New World (1993, da. Tintin i den nye verden) og kritisk eksegese i Tom McCarthys Tintin and the Secret of Literature (2009) til filosofisk undersøgelse i Jean-Marie Apostolides’ Les métamorphoses de Tintin (1984) og omfattende psykoanalyse i esoteriske skrifter af Serge Tisseron.

   For den sags skyld er der to gamle spillefilm, Tintin et le Mystère de la Toison d'Or (1961, da. Tintin på skattejagt) og Tintin et les oranges bleues (1964, da. Tintin og de blå appelsiner), som følger vor helt i nye historier. Boets egne biografsatsninger, Tintin et le Temple du Soleil (1969, da. Tintin i Soltemplet) og Tintin et le Lac aux requins (1972, da. Tintin og Hajsøen), var begge animationsfilm i featurelængde. Her bliver alting fladt og forenklet. Tiden har ikke behandlet dem venligt.

EN belgisk teatermusical – Kuifje – De Zonnetempel (2001) – er produceret med lokal succes. Old Vic i London har opført en sceneversion af Tintin in Tibet. Der er et utal af gradbøjninger i alle medier, men det er og bliver i de 24 håndtegnede albummer, som Hergé arbejdede på fra 1929 til sin død i 1983, at sjælen i det hele kommer til sin fulde ret.

   Vil man se en neutral og loyal overførsel, kan man udmærket klare sig med den fransk-canadiske animationsserie for tv, som blev produceret 1991-92. Der er 39 korte episoder, som er vist mange gange, også i Danmark. Nu kan de altid købes og streames. Især er titelsekvensen med musikalsk tema af Ray Parker og Tom Szczesniak en kærlig og gennemført hyldest til hovedværket. Spielbergs film sender den også en hilsen. 

FAKTISK er det en smuk skipperskrøne, som Spielberg og Peter Jackson har krænget ud af Hergés historier. Le Secret de La Licorne (1943, da. Enhjørningens hemmelighed i gammel serie; »Enhjørningen«s hemmelighed i den ny) er flikket sammen med Le Crabe aux pinces d'or (1941, da. Krabben med de gyldne kløer eller Krabben med de gyldne klosakse), hvor Tintin første gang møder le capitaine Haddock.*

   Til næste år følger Jacksons version af Le Trésor de Rackham le Rouge (1944, da. Rackham den Rødes skat). Endelig skal sporene mødes i en finale, som Spielberg og Jackson instruerer sammen i 2015.**

   Teknikken er motion capture, dvs. computeranimation som baseres på skuespilleres træk. Jamie Bell har lagt fysik til Tintin, Andy Serkis er grundlaget for kaptajn Haddock. Milou, som vi kalder Terry, mens englænderne siger Snowy, er en sød og tænksom terrier. Dupond og Dupont – Thomson og Thompson – er et kært klovnenummer. Bianca Castafiore synger for livet. Egentlig mangler kun le professeur Tournesol.

DER er flotte sekvenser, hvor den berusede Haddock glider ind og ud af historiske søslag. I ørkenafsnittet morfes der spektakulært mellem brændinger af skum og sand. Fornøjelsen bor dog i byen, hvor det er fint at se Tintins lejlighed. På torvet er det Hergé selv, som tegner Tintin. Måske er der ikke vildt megen dybde, men der er varme, lune og spænding. Selv John Williams har gjort sig umage med den atypisk elegante musik til titelsekvensen, som minder tilskueren om Jacques Tati.

STEVEN Spielberg kontaktede Georges Remi allerede i 1983, da han som ung movie brat fik et stort budget at arbejde med første gang. Desværre døde Hergé samme år, og projektet blev henlagt. Filmen er et kærlighedsarbejde, der behandler sit forlæg på samme måde, som når Guy Richie i to Sherlock Holmes-film tager fat på Sir Arthur Conan Doyles kreation. Det vil sige, at rammen er ændret, men glæden ved stoffet er intakt.

   3D-formatet gør ingen stor forskel. Filmen kan også ses i 2D.

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I.– Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

*) Danske fans diskuterer stadig, om der er flest vitaminer i Jørgen Sonnergaards klassiske og kongeniale, men ikke altid nøjagtige oversættelse [gammel serie] eller Niels Søndergaards mere korrekte og teksttro version [ny serie], som fra 2005 er standardudgaven af Tintins oplevelser. Forskellen kommer især til udtryk i kaptajn Haddocks tirader af eder og forbandelser. Der er endvidere foretaget en række identitetspolitiske justeringer i forhold til etnicitet og jargon. For ældre fans falder det mest naturligt at bruge de gamle albumtitler. Men Søndergaards version er klart den mest mundrette og korrekte. Et generationsskifte finder løbende sted. For yngre folk er Søndergaard utvivlsomt førsteudgaven.

**) Som bekendt kom der ingenting ud af planen. I hvert fald blev den sat på lang pause. Spielberg var videre med Lincoln (2012), Bridge of Spies (2015), The BFG (2016), The Post (2017), Ready Player One (2018), West Side Story (2021) og den semi-selvbiografiske The Fabelmans (2022), som er filmskaberens dannelsesskildring. Peter Jackson fik travlt med at producere og instruere trilogien af 3D-helaftensfilm om The Hobbit (2012-2015). Herefter gik han i gang med at researche og klippe dokumentaren They Shall Not Grow Old (2018), som var bestilt i anledning af 100-året for slutningen på Første Verdenskrig. Samtidig gennemså og redigerede han de mere end 60 timer råfilm med The Beatles, som Michael Lindsay-Hogg optog i 1968-69 og klippede sammen til dokumentaren Let It Be (1970). Jackson de- og rekonstruerede materialet, som i 2021 blev til miniserien The Beatles: Get Back, der fik premiere på Disney+. Serien varer otte timer og kulminerer i koncerten på taget af Apple Corps-bygningen i Savile Row den 30. januar 1969. De 42 minutter med selve The Rooftop Performance blev vist i biografer med iMax-udstyr i februar 2022. Jackson har ikke opgivet sin filmatisering af Rackham den Rødes skat. I skrivende stund [26.01.2023] er The Adventures of Tintin: Red Rackham's Treasure programsat til at få premiere i 2027. Manuskriptforfatteren er Anthony Horowitz.  

The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn (Tintin: Enhjørningens hemmelighed). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Steven Moffat, Edgar Wright, Joe Cornish. Foto: Janusz Kaminski. 107 min. USA-New Zealand-UK-Frankrig-Australien 2011. 2D & 3D; OST eller dansk versionering. Dansk premiere: 27.10.2011.

Fotos: Columbia Pictures/ Paramount Pictures/ Amblin Entertainment/ WingNut Films/ The Kennedy Marshal Company/ DreamWorks/ Hemisphere Media Capital/ Nickelodeon Animation Studios/ Nickelodeon Movies/ Sony Pictures Releasing/  Studios Hergé/ Fondation Hergé/ Casterman/  SF Studios/ Forlaget Cobolt/ Éditions Moulinsart

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, SF Anytime, VIAPLAY
Teksten bragt som Filmrevy (med rubrikken 'Tintin i 3D') i Weekendavisen Kultur 28.10.2011

Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]

DØD MAND FORTÆLLER
Sunset Boulevard, 1950

Af BO GREEN JENSEN

DER er aldrig tvivl om udfaldet: Sunset Boulevard er en død mands beretning. Forfatteren Joe Gillis (William Holden) ligger med ansigtet nedad i swimmingpoolen ved huset på Sunset Boulevard, hvor den gotiske skæbnefortælling har sit ironiske omdrejningspunkt. På lydsiden taler han til os, og accepterer vi denne gimmick, kan vi ikke slippe historien igen.

   Legenden siger, at Billy Wilder (1906-2002) optog en endnu mere frapperende begyndelse. Kameraet kører gennem et lighus, ned langs rækken med afsjælede kroppe. Da det når til Holden, sætter denne sig brat op og taler. Tim Robbins har lavet en Dead Man Walking (1995). Wilders mørkeste film kunne hedde Dead Man Talking.*

   Vi forbinder vel den østrigsk fødte Wilder med noget morsomt. Det skyldes de gnavne komedier, der med tiden blev hans speciale. Farcen Some Like It Hot (1959, da. Ingen er fuldkommen) konkurrerer med Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden) og His Girl Friday (1940, da. Sensationen) om at være den definitive screwball comedy. Alene for de henslængte lystspil med Walter Matthau og Jack Lemmon tænker det meste af verden venligt om Wilder.

WILDER var dog ophavsmand til to af de mørkeste film, som blev produceret i 1940ernes Hollywood. Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed), som Raymond Chandler og Wilder skrev manuskriptet til efter James M. Cains roman, definerede tonen og stilen for den distinkte bølge, man siden gav navnet film noir. Vi opfatter strømningen som ærke-amerikansk, men de misantropiske krimier blev i vid udstrækning skabt af tysktalende immigranter som Wilder.

   Mere overset er The Lost Weekend (1945, da. Forspildte dage), der skildrer en alkoholikers kamp med dæmonerne uden den melodramatiske glasur, som Blake Edwards smurte på emnet i Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage). Genremæssigt hører Sunset Boulevard hjemme ét sted: ligesom Vincente Minnellis The Bad and the Beautiful (1952, da. Illusionernes by) og George Cukors udgave af A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes) er den et udsøgt eksempel på Hollywood-om-Hollywood filmen.

JOE Gillis er strandet i Hollywood. Forfatteren er arbejdsløs og kommer ingen vegne med de »originale manuskriptideer«, han arbejder på. Da fogeden vil hente hans bil, klarer han i første omgang frisag og tager på en ydmygende rundtur til filmstudierne. Hos Paramount har Betty Schaefer (Nancy Olson) faktisk læst hans Bases Loaded. Hun kunne ikke lide historien, men husker et andet Gillis-manus med gode scener i.

   Gillis flygter ud af byen, og filmen bevæger sig fra syrlig sædekomedie ind i mytologisk territorium. Da han parkerer ved palæet på 10086 Sunset Boulevard, forlader han nu-og-her virkeligheden. Stumfilmstjernen Norma Desmond (Gloria Swanson) venter en bedemand, som skal begrave hendes kæledyr, en tam og højt elsket chimpanse, så butleren Max (Erich von Stroheim) lukker Gillis ind.

   Norma Desmond var feteret og forgudet i sin tid, men idolet har ikke arbejdet, siden talefilmens gennembrud tyve år før. »You used to be big«, siger Gillis. »I am big! It's the pictures that got small,« fnyser Norma. Hun planlægger at gøre comeback som Salome og er sikker på, at Cecil B. DeMille vil byde hende velkommen hjem til Paramount, hvis blot hun kan få hold på manuskriptet. Gillis kommer som sendt fra himlen.

HAN fortæller på hårdkogt, lakonisk manér, vel vidende at han gør en ynkelig figur. Han hader sig selv for at blive hos Norma, men er for svag til at sige fra. Og nok dækker Wilder sig ind bag Gillis og sanktionerer hans syn på den flimrende filmby, men samtidig lykkes det filmen at skabe sympati for den patetiske Norma og stoikeren »Max«, som viser sig at være Maximillian von Mayerling, en instruktør man i 1920erne nævnte i samme åndedrag som D.W. Griffith og DeMille. Han er ikke kun Normas tjener: »Ser De, jeg var hendes første mand.«

FILMENS brug af autentisk Hollywood-fortid giver den et bizart troværdighedspræg. Gloria Swanson (1899-1983) var selv en falmet stjerne, da hun spillede Norma Desmond. De gamle filmklip, hun viser Gillis, stammer fra den problematiske Queen Kelly (1932), som von Stroheim instruerede. Han spiller næsten sig selv, og når »Vokskabinettet« mødes hos Norma, sidder bl.a. H.B. Warner [fra Griffiths King of Kings], Anna Q. Nilsson [fra henved 100 stumfilm] og Buster Keaton [the one and only] med ved bridgebordet. Sladderjournalisten Hedda Hopper ringer til sin redaktør i sidste scene. Cecil B. DeMille spiller Cecil B. DeMille. Hver hård anekdote om bristede drømme har basis i virkeligheden. For eksempel var det Swanson, som fik von Stroheim fyret fra Queen Kelly.**

GILLIS bliver installeret i huset. Han bliver også Normas kæreste. Hver gang han vil gå, drager hun ham dybere ind. Nytårsaften opsøger han Betty og sine tidligere kolleger. Max ringer. Madame har forsøgt selvmord. Gillis giver sin gode idé til Betty og vil helt ud af Hollywood, hjem til virkeligheden.

   DeMille kan ikke bruge Salome, skønt han tager venligt imod Norma. Hun kunne muligvis bære dét afslag, men hun kan ikke undvære Gillis. »Ingen forlader Norma Desmond,« er det sidste hun siger, før hun skyder ham, én gang i maven og to i ryggen. Han havner i bassinet, og filmen er fremme ved udgangspunktet.

   Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Max får Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.« Hun skrider ned ad trappen, ned til lyset, ud af virkeligheden.

SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens intense pangfarver.

   I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er ikke mere muligt at skille patos fra sarkasme i monologen, som Wilder og Brackett har skrevet til hende: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«

   Wilder blev gammel i Californien uden at tabe en takt af sit tema, men han instruerede ikke efter Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres), som var en skuffelse både for ham selv og publikum. Han var stolt bag al sin skepsis, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 skrev filmen om til en musical. Wilder modtog ikke en cent. Paramount ejer Sunset Boulevard.***

Se også Store instruktører: Billy Wilder 1906-2002, Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

NOTER

*)  Historien er sandfærdig. Scenen fra lighuset blev ikke optaget, men indleder første gennemskrivning af Wilder og Bracketts manuskript fra 1948. Joe Gillis har fornavnet Dan og bliver spillet af Montgomery Clift. Rollen som Norma Desmond er endnu ikke besat. Manuskriptet er reproduceret i Sven Mikulecs fremragende artikel om Sunset Boulevard på Cinephilia & Beyond. Interessen for Sunset Boulevard har holdt sig gennem 70 år. I 2022 udkom Steven Cohans monografi i serien BFI Film Classics. I september 2023 udkommer Double Solitaire: The Films of Charles Brackett and Billy Wilder på forlaget Rowman & Littlefield.    

**) Queen Kelly blev indspillet i 1928, men først distribueret (i to territorier) i 1932. Forhistorien føjer et væsentligt metalag til relationen mellem Norma Desmond og Max von Mayerling. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt – og siger meget om Wilders tæft for at bruge spillernes medbragte mytologier – at han kunne få samspillet mellem Gloria Swanson og Erich von Stroheim til at fungere. Han vidste, hvad han gjorde, da han castede dem.

   Swanson producerede selv Queen Kelly, som efter planen skulle distribueres af United Artists (dvs. Griffith-Chaplin-Fairbanks/Pickford-alliancen, der var etableret for at omgå det etablerede system, som ikke tilgodeså kunstnerne). Økonomien på projektet blev styret af Joseph P. Kennedy – far til John F. Kennedy og Robert Kennedy – som Swanson havde et forhold til i udtoningen af sit eget tredje ægteskab (med franskmanden Henri de la Falaise).

   Swanson ansatte von Stroheim, som skrev manuskriptet og begyndte at instruere. I hans version slutter filmen i Tysk Østafrika (nu Tanzania og Rwanda), hvor Kelly bliver bestyrer af et bordel. Stroheim insisterede på fysisk realisme og lod bl.a. en medspiller savle på Swanson. Hun og Kennedy fyrede von Stroheim. Filmen blev færdiggjort med en slutning, som Richard Bolewanski instruerede sammen med fotografen Gregg Toland.

   Kontrakten gav von Stroheim mulighed for at blokere for filmen i USA. Queen Kelly blev distribueret i Europa og Latinamerika med Swansons slutning, der lader Kitty Kelly-karakteren tage sit liv. Queen Kelly fik aldrig USA-premiere og var en kommerciel fiasko. Der var ondt blod mellem Swanson og von Stroheim i årtier. Først i 1985 udsendte Kino Lorber en kopi, der restaurerede von Stroheims version ved hjælp af stills og manusudtag. Von Stroheim foreslog selv Wilder at bruge Queen Kelly i Sunset Blvd. Han satte pris på kvaliteten af »heavy irony«. Modsat Norma Desmond havde den ældre Gloria Swanson en aktiv karriere på film, tv og især teater. Hun spiller sig selv i Airport 1975 (1974). Hun blev gift og skilt seks gange – dog aldrig fra Erich von Stroheim.

***) Musicaludgaven af Sunset Boulevard har musik af Andrew Lloyd Webber, tekster af Don Black og manuskript af Christopher Hampton. Det fulde score blev første gang gennemspillet på The Sydmonton Festival i 1992. Sydmonton er Webbers egen årlige sommerevent, hvor nye projekter (også af andre komponister) bliver præsenteret for teaterfolk og investorer. En tidlig version (uden Hamptons bidrag) blev opført i 1991.

   Den færdige produktion havde urpremiere den 12. juli 1993 på Adelphi Theatre. Trevor Nunn instruerede forestillingen med Patti LuPone (Norma Desmond), Kevin Anderson (Joe Gillis), Daniel Benzali (Max) og Meredith Braun (Betty Schaefer). Billy og Audrey kom til premieren sammen med Nancy Olson (f. 1928), der spiller Betty i filmen. Wilder var 44 år, da han og Charles Brackett skrev førsteudgaven. Gloria Swanson var kun 50 år, da hun spillede Norma. I 1993 var han blevet 87 – og Swanson var død ti år før. 

JEG sætter stor pris på de første musicals/rockoperaer, Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968), Jesus Christ Superstar (1970) og Evita (1976), som Lloyd Webber skrev sammen med Tim Rice, der er en formidabel tekstforfatter. Jeg synes endda om filigranarbejdet, som er kilet ind mellem showstopperne: The Likes of Us (skrevet i 1965, men først produceret i 2005), Jeeves (1975), som Webber skrev sammen med Alan Ayckbourn, Tell Me on a Sunday (1979), som var den første med tekster af Don Black; Song and Dance (1982), som kombinerede Tell Me On a Sunday med de instrumentale kompositioner fra Variations (1978).  

   Jeg begyndte at få problemer i forhold til Cats (1981), kunne aktivt ikke udstå Starlight Express (1984) og blev aldrig den store fan af The Phantom of the Opera (1986). Til gengæld var Aspects of Love (1989) en moden og klar forestilling, der slap forpligtelsen på elektrisk musik og brød med blockbuster-formatet fra de store scenemusicals.

   Efter 1990 er Lloyd Webbers arbejder en blandet buket af forsøg på at ramme den rigtige kugle igen. To er fremragende: The Beautiful Game (2000) og The Woman in White (2004); to er bedre end deres ry: Love Never Dies (2010) og Stephen Ward (2013); to er regulært rædselsfulde: Whistle Down the Wind (1996) og The Wizard of Oz (2011). Juryen voterer stadig med hensyn til School of Rock (2015) og Bad Cinderella (2021), som har manuskript af Emerald Fennell. 

   

SUNSET Boulevard vinder ved genhør. Patti Lupone spillede Norma Desmond i den originale West End-forestilling, som er fastholdt på den britiske World Premiere Recording. Musicalen fik for alvor succes i Los Angeles (1993) og på Broadway (1994), hvor Glenn Close spillede Norma Desmond. Rollen er senere sunget af bl.a. Elaine Page, Betty Buckley, Petula Clark, Diahann Carroll, Rita Moreno og Debra Byrne. I den seneste danske opsætning [Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus 12-20. august 2022]  blev rollen spillet af Tammi Øst.

   Christopher Hamptons bearbejdelse følger det originale manuskript af Charles Brackett og Wilder ganske nøje. Det virker først idéforladt, men er ved eftertanke det mest radikale. Flere scener gengiver dialogen fra filmen ord for ord. Lloyd Webbers musik er ingen metervare, men i årene efter The Phantom of the Opera var den ved at blive det. Komponisten var i underskud, og temaer fra ét partitur dukker op i et andet. Der opstår en slags husstil, som netop nærmer sig rund metervare.

   I Sunset Boulevard er problemet først og fremmest, at musikken ikke signalerer Hollywood i 1920erne og 50erne, snarere stift teater i mælkehvid europæisk aftapning. Det kan skyldes, at flere temaer stammer fra Cricket (1986), en 30 minutter lang særforestilling, som Webber og Rice skrev til dronning Elizabeths 60 års fødselsdag. Der er 11 musikalske motiver i Cricket. Webber genbrugte fem i Aspects of Love og to i Sunset Boulevard, hvor »As the Seasons Slip Fruitlessly By« bliver til »As If We Never Said Goodbye«. Tim Rice ville gerne have videreudviklet Cricket. Det kunne ikke lade sig gøre efter Webbers kannibalisering af materialet. 

GLORIA Swanson var den første, som så mulighederne for en musical i materialet. I 1951 fik hun mundtligt tilsagn fra Paramount Pictures og brugte fire år på at udvikle en forestilling sammen med Richard Stapley og Dickson Hughes. Russell Homan fra Paramount brød sit løfte og lukkede projektet ned i 1957. I 1994 bearbejdede Dickson Hughes materialet i cabaretforestillingen Swanson on Sunset (1994). Det komplette score fra Swansons projekt udkom på cd i 2008. Forløbet er dokumenteret i Jeffrey Schwarzs Boulevard! A Hollywood Story (2021), som havde arbejdstitlen Swanson on Sunset. 

   Den unge Stephen Sondheim havde samme idé som Lloyd Webber, da han udarbejdede en synopsis sammen med tekstforfatteren Burt Shevelove. Sondheim og Shevelove ville caste musicalstjernen Jeanette MacDonald som Norma Demond. Ifølge Sondheim var det Billy Wilder, som talte ham fra projektet. Wilder sagde, at en musical ikke kunne rumme det hele: »It has to an opera. After all, it’s about a dethroned queen.« Tredive år senere var Wilders kommentar ved den britiske premiere: »The best thing they did was leave the script alone.« 

GENERELT talte Wilder pænt og diplomatisk om musicalen. Han har næppe været fan af musikken. Han var sikkert også bitter, fordi Paramount ejede alle rettigheder. Men han var oprigtigt glad for anerkendelsen og opmærksomheden, der fulgte med genopdagelsen. Han så, at hans situation var som Normas og satte uden tvivl bittersød pris på ironien.

   Den britiske og den amerikanske cast recording ligger tæt på hinanden. Der er lidt mere glans over Broadway-opsætningen, som har tilføjet »Every Movie’s a Circus«. Patti Lupone synger bedre end Glenn Close, men Close lyder mere som Norma Desmond og har sin egen historie med i bagagen. 

   Forholdet mellem Norma Desmond og Max von Mayerling ligner forholdet mellem Marlene Dietrich og Josef von Sternberg. Daniel Benzali er den eneste overbevisende Max. Han fanger både den tragiske bund og »the heavy irony«. Glenn Close vendte tilbage til rollen i en succesfuld genopsætning på Palace Theater i New York i 2017 – nu uden de kolossale sætstykker fra John Napiers originale sceneografi. 

Sunset Boulevard. Instr.: Billy Wilder. Manus: Charles Brackett, Billy Wilder. Foto: John Seitz. 110. USA 1950.

Fotos: Paramount Pictures [still photos Glen E. Richardson/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab.com/ Automat Pictures/ Faber & Faber/  Stage Door Records/ Really Useful Records/ Polydor/ John Napier Stages/ Cinephilia & Beyond

Sunset Boulevard streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV og YouTube Movies

Filmen udkom senest på Blu-ray HD i 2017.

Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998)