Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]

DØD MAND FORTÆLLER
Sunset Boulevard, 1950

Af BO GREEN JENSEN

DER er aldrig tvivl om udfaldet: Sunset Boulevard er en død mands beretning. Forfatteren Joe Gillis (William Holden) ligger med ansigtet nedad i swimmingpoolen ved huset på Sunset Boulevard, hvor den gotiske skæbnefortælling har sit ironiske omdrejningspunkt. På lydsiden taler han til os, og accepterer vi denne gimmick, kan vi ikke slippe historien igen.

   Legenden siger, at Billy Wilder (1906-2002) optog en endnu mere frapperende begyndelse. Kameraet kører gennem et lighus, ned langs rækken med afsjælede kroppe. Da det når til Holden, sætter denne sig brat op og taler. Tim Robbins har lavet en Dead Man Walking (1995). Wilders mørkeste film kunne hedde Dead Man Talking.*

   Vi forbinder vel den østrigsk fødte Wilder med noget morsomt. Det skyldes de gnavne komedier, der med tiden blev hans speciale. Farcen Some Like It Hot (1959, da. Ingen er fuldkommen) konkurrerer med Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden) og His Girl Friday (1940, da. Sensationen) om at være den definitive screwball comedy. Alene for de henslængte lystspil med Walter Matthau og Jack Lemmon tænker det meste af verden venligt om Wilder.

WILDER var dog ophavsmand til to af de mørkeste film, som blev produceret i 1940ernes Hollywood. Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed), som Raymond Chandler og Wilder skrev manuskriptet til efter James M. Cains roman, definerede tonen og stilen for den distinkte bølge, man siden gav navnet film noir. Vi opfatter strømningen som ærke-amerikansk, men de misantropiske krimier blev i vid udstrækning skabt af tysktalende immigranter som Wilder.

   Mere overset er The Lost Weekend (1945, da. Forspildte dage), der skildrer en alkoholikers kamp med dæmonerne uden den melodramatiske glasur, som Blake Edwards smurte på emnet i Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage). Genremæssigt hører Sunset Boulevard hjemme ét sted: ligesom Vincente Minnellis The Bad and the Beautiful (1952, da. Illusionernes by) og George Cukors udgave af A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes) er den et udsøgt eksempel på Hollywood-om-Hollywood filmen.

JOE Gillis er strandet i Hollywood. Forfatteren er arbejdsløs og kommer ingen vegne med de »originale manuskriptideer«, han arbejder på. Da fogeden vil hente hans bil, klarer han i første omgang frisag og tager på en ydmygende rundtur til filmstudierne. Hos Paramount har Betty Schaefer (Nancy Olson) faktisk læst hans Bases Loaded. Hun kunne ikke lide historien, men husker et andet Gillis-manus med gode scener i.

   Gillis flygter ud af byen, og filmen bevæger sig fra syrlig sædekomedie ind i mytologisk territorium. Da han parkerer ved palæet på 10086 Sunset Boulevard, forlader han nu-og-her virkeligheden. Stumfilmstjernen Norma Desmond (Gloria Swanson) venter en bedemand, som skal begrave hendes kæledyr, en tam og højt elsket chimpanse, så butleren Max (Erich von Stroheim) lukker Gillis ind.

   Norma Desmond var feteret og forgudet i sin tid, men idolet har ikke arbejdet, siden talefilmens gennembrud tyve år før. »You used to be big«, siger Gillis. »I am big! It's the pictures that got small,« fnyser Norma. Hun planlægger at gøre comeback som Salome og er sikker på, at Cecil B. DeMille vil byde hende velkommen hjem til Paramount, hvis blot hun kan få hold på manuskriptet. Gillis kommer som sendt fra himlen.

HAN fortæller på hårdkogt, lakonisk manér, vel vidende at han gør en ynkelig figur. Han hader sig selv for at blive hos Norma, men er for svag til at sige fra. Og nok dækker Wilder sig ind bag Gillis og sanktionerer hans syn på den flimrende filmby, men samtidig lykkes det filmen at skabe sympati for den patetiske Norma og stoikeren »Max«, som viser sig at være Maximillian von Mayerling, en instruktør man i 1920erne nævnte i samme åndedrag som D.W. Griffith og DeMille. Han er ikke kun Normas tjener: »Ser De, jeg var hendes første mand.«

FILMENS brug af autentisk Hollywood-fortid giver den et bizart troværdighedspræg. Gloria Swanson (1899-1983) var selv en falmet stjerne, da hun spillede Norma Desmond. De gamle filmklip, hun viser Gillis, stammer fra den problematiske Queen Kelly (1932), som von Stroheim instruerede. Han spiller næsten sig selv, og når »Vokskabinettet« mødes hos Norma, sidder bl.a. H.B. Warner [fra Griffiths King of Kings], Anna Q. Nilsson [fra henved 100 stumfilm] og Buster Keaton [the one and only] med ved bridgebordet. Sladderjournalisten Hedda Hopper ringer til sin redaktør i sidste scene. Cecil B. DeMille spiller Cecil B. DeMille. Hver hård anekdote om bristede drømme har basis i virkeligheden. For eksempel var det Swanson, som fik von Stroheim fyret fra Queen Kelly.**

GILLIS bliver installeret i huset. Han bliver også Normas kæreste. Hver gang han vil gå, drager hun ham dybere ind. Nytårsaften opsøger han Betty og sine tidligere kolleger. Max ringer. Madame har forsøgt selvmord. Gillis giver sin gode idé til Betty og vil helt ud af Hollywood, hjem til virkeligheden.

   DeMille kan ikke bruge Salome, skønt han tager venligt imod Norma. Hun kunne muligvis bære dét afslag, men hun kan ikke undvære Gillis. »Ingen forlader Norma Desmond,« er det sidste hun siger, før hun skyder ham, én gang i maven og to i ryggen. Han havner i bassinet, og filmen er fremme ved udgangspunktet.

   Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Max får Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.« Hun skrider ned ad trappen, ned til lyset, ud af virkeligheden.

SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens intense pangfarver.

   I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er ikke mere muligt at skille patos fra sarkasme i monologen, som Wilder og Brackett har skrevet til hende: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«

   Wilder blev gammel i Californien uden at tabe en takt af sit tema, men han instruerede ikke efter Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres), som var en skuffelse både for ham selv og publikum. Han var stolt bag al sin skepsis, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 skrev filmen om til en musical. Wilder modtog ikke en cent. Paramount ejer Sunset Boulevard.***

Filmen er restaureret og udkom på 4K UHD + 2K Blu-ray i anledning af 75 års-jubilæet i august 2025. Udgiveren er selvsagt Paramount Pictures. 

Se også Store instruktører: Billy Wilder 1906-2002, Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

NOTER

*)  Historien er sandfærdig. Scenen fra lighuset blev ikke optaget, men indleder første gennemskrivning af Wilder og Bracketts manuskript fra 1948. Joe Gillis har fornavnet Dan og bliver spillet af Montgomery Clift. Rollen som Norma Desmond er endnu ikke besat. Manuskriptet er reproduceret i Sven Mikulecs fremragende artikel om Sunset Boulevard på Cinephilia & Beyond. Interessen for Sunset Boulevard har holdt sig gennem 70 år. I 2022 udkom Steven Cohans monografi i serien BFI Film Classics. I september 2023 udkommer Double Solitaire: The Films of Charles Brackett and Billy Wilder på forlaget Rowman & Littlefield.    

**) Queen Kelly blev indspillet i 1928, men først distribueret (i to territorier) i 1932. Forhistorien føjer et væsentligt metalag til relationen mellem Norma Desmond og Max von Mayerling. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt – og siger meget om Wilders tæft for at bruge spillernes medbragte mytologier – at han kunne få samspillet mellem Gloria Swanson og Erich von Stroheim til at fungere. Han vidste, hvad han gjorde, da han castede dem.

   Swanson producerede selv Queen Kelly, som efter planen skulle distribueres af United Artists (dvs. Griffith-Chaplin-Fairbanks/Pickford-alliancen, der var etableret for at omgå det etablerede system, som ikke tilgodeså kunstnerne). Økonomien på projektet blev styret af Joseph P. Kennedy – far til John F. Kennedy og Robert Kennedy – som Swanson havde et forhold til i udtoningen af sit eget tredje ægteskab (med franskmanden Henri de la Falaise).

   Swanson ansatte von Stroheim, som skrev manuskriptet og begyndte at instruere. I hans version slutter filmen i Tysk Østafrika (nu Tanzania og Rwanda), hvor Kelly bliver bestyrer af et bordel. Stroheim insisterede på fysisk realisme og lod bl.a. en medspiller savle på Swanson. Hun og Kennedy fyrede von Stroheim. Filmen blev færdiggjort med en slutning, som Richard Bolewanski instruerede sammen med fotografen Gregg Toland.

   Kontrakten gav von Stroheim mulighed for at blokere for filmen i USA. Queen Kelly blev distribueret i Europa og Latinamerika med Swansons slutning, der lader Kitty Kelly-karakteren tage sit liv. Queen Kelly fik aldrig USA-premiere og var en kommerciel fiasko. Der var ondt blod mellem Swanson og von Stroheim i årtier. Først i 1985 udsendte Kino Lorber en kopi, der restaurerede von Stroheims version ved hjælp af stills og manusudtag. Von Stroheim foreslog selv Wilder at bruge Queen Kelly i Sunset Blvd. Han satte pris på kvaliteten af »heavy irony«. Modsat Norma Desmond havde den ældre Gloria Swanson en aktiv karriere på film, tv og især teater. Hun spiller sig selv i Airport 1975 (1974). Hun blev gift og skilt seks gange – dog aldrig fra Erich von Stroheim.

***) Musicaludgaven af Sunset Boulevard har musik af Andrew Lloyd Webber, tekster af Don Black og manuskript af Christopher Hampton. Det fulde score blev første gang gennemspillet på The Sydmonton Festival i 1992. Sydmonton er Webbers egen årlige sommerevent, hvor nye projekter (også af andre komponister) bliver præsenteret for teaterfolk og investorer. En tidlig version (uden Hamptons bidrag) blev opført i 1991.

   Den færdige produktion havde urpremiere den 12. juli 1993 på Adelphi Theatre. Trevor Nunn instruerede forestillingen med Patti LuPone (Norma Desmond), Kevin Anderson (Joe Gillis), Daniel Benzali (Max) og Meredith Braun (Betty Schaefer). Billy og Audrey kom til premieren sammen med Nancy Olson (f. 1928), der spiller Betty i filmen. Wilder var 44 år, da han og Charles Brackett skrev førsteudgaven. Gloria Swanson var kun 50 år, da hun spillede Norma. I 1993 var han blevet 87 – og Swanson var død ti år før. 

JEG sætter stor pris på de første musicals/rockoperaer, Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968), Jesus Christ Superstar (1970) og Evita (1976), som Lloyd Webber skrev sammen med Tim Rice, der er en formidabel tekstforfatter. Jeg synes endda om filigranarbejdet, som er kilet ind mellem showstopperne: The Likes of Us (skrevet i 1965, men først produceret i 2005), Jeeves (1975), som Webber skrev sammen med Alan Ayckbourn, Tell Me on a Sunday (1979), som var den første med tekster af Don Black; Song and Dance (1982), som kombinerede Tell Me On a Sunday med de instrumentale kompositioner fra Variations (1978).  

   Jeg begyndte at få problemer i forhold til Cats (1981), kunne aktivt ikke udstå Starlight Express (1984) og blev aldrig den store fan af The Phantom of the Opera (1986). Til gengæld var Aspects of Love (1989) en moden og klar forestilling, der slap forpligtelsen på elektrisk musik og brød med blockbuster-formatet fra de store scenemusicals.

   Efter 1990 er Lloyd Webbers arbejder en blandet buket af forsøg på at ramme den rigtige kugle igen. To er fremragende: The Beautiful Game (2000) og The Woman in White (2004); to er bedre end deres ry: Love Never Dies (2010) og Stephen Ward (2013); to er regulært rædselsfulde: Whistle Down the Wind (1996) og The Wizard of Oz (2011). Juryen voterer stadig med hensyn til School of Rock (2015) og Bad Cinderella (2021), som har manuskript af Emerald Fennell. 

   

SUNSET Boulevard vinder ved genhør. Patti Lupone spillede Norma Desmond i den originale West End-forestilling, som er fastholdt på den britiske World Premiere Recording. Musicalen fik for alvor succes i Los Angeles (1993) og på Broadway (1994), hvor Glenn Close spillede Norma Desmond. Rollen er senere sunget af bl.a. Elaine Page, Betty Buckley, Petula Clark, Diahann Carroll, Rita Moreno og Debra Byrne. I den seneste danske opsætning [Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus 12-20. august 2022]  blev rollen spillet af Tammi Øst.

   Christopher Hamptons bearbejdelse følger det originale manuskript af Charles Brackett og Wilder ganske nøje. Det virker først idéforladt, men er ved eftertanke det mest radikale. Flere scener gengiver dialogen fra filmen ord for ord. Lloyd Webbers musik er ingen metervare, men i årene efter The Phantom of the Opera var den ved at blive det. Komponisten var i underskud, og temaer fra ét partitur dukker op i et andet. Der opstår en slags husstil, som netop nærmer sig rund metervare.

   I Sunset Boulevard er problemet først og fremmest, at musikken ikke signalerer Hollywood i 1920erne og 50erne, snarere stift teater i mælkehvid europæisk aftapning. Det kan skyldes, at flere temaer stammer fra Cricket (1986), en 30 minutter lang særforestilling, som Webber og Rice skrev til dronning Elizabeths 60 års fødselsdag. Der er 11 musikalske motiver i Cricket. Webber genbrugte fem i Aspects of Love og to i Sunset Boulevard, hvor »As the Seasons Slip Fruitlessly By« bliver til »As If We Never Said Goodbye«. Tim Rice ville gerne have videreudviklet Cricket. Det kunne ikke lade sig gøre efter Webbers kannibalisering af materialet. 

GLORIA Swanson var den første, som så mulighederne for en musical i materialet. I 1951 fik hun mundtligt tilsagn fra Paramount Pictures og brugte fire år på at udvikle en forestilling sammen med Richard Stapley og Dickson Hughes. Russell Homan fra Paramount brød sit løfte og lukkede projektet ned i 1957. I 1994 bearbejdede Dickson Hughes materialet i cabaretforestillingen Swanson on Sunset (1994). Det komplette score fra Swansons projekt udkom på cd i 2008. Forløbet er dokumenteret i Jeffrey Schwarzs Boulevard! A Hollywood Story (2021), som havde arbejdstitlen Swanson on Sunset. 

   Den unge Stephen Sondheim havde samme idé som Lloyd Webber, da han udarbejdede en synopsis sammen med tekstforfatteren Burt Shevelove. Sondheim og Shevelove ville caste musicalstjernen Jeanette MacDonald som Norma Desmond. Ifølge Sondheim var det Billy Wilder, som talte ham fra projektet. Wilder sagde, at en musical ikke kunne rumme det hele: »It has to an opera. After all, it’s about a dethroned queen.« Tredive år senere var Wilders kommentar ved den britiske premiere: »The best thing they did was leave the script alone.« 

GENERELT talte Wilder pænt og diplomatisk om musicalen. Han har næppe været fan af musikken. Han var sikkert også bitter, fordi Paramount ejede alle rettigheder. Men han var oprigtigt glad for anerkendelsen og opmærksomheden, der fulgte med genopdagelsen. Han så, at hans situation var som Normas og satte uden tvivl bittersød pris på ironien.

   Den britiske og den amerikanske cast recording ligger tæt på hinanden. Der er lidt mere glans over Broadway-opsætningen, som har tilføjet »Every Movie’s a Circus«. Patti Lupone synger bedre end Glenn Close, men Close lyder mere som Norma Desmond og har sin egen historie med i bagagen. 

   Forholdet mellem Norma Desmond og Max von Mayerling ligner forholdet mellem Marlene Dietrich og Josef von Sternberg. Daniel Benzali er den eneste overbevisende Max. Han fanger både den tragiske bund og »the heavy irony«. Glenn Close vendte tilbage til rollen i en succesfuld genopsætning på Palace Theater i New York i 2017 – nu uden de kolossale sætstykker fra John Napiers originale sceneografi. 

Sunset Boulevard. Instr.: Billy Wilder. Manus: Charles Brackett, Billy Wilder. Foto: John Seitz. 110. USA 1950. Dansk premiere: 25.01.1951.

Fotos: Paramount Pictures [still photos Glen E. Richardson/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab.com/ Automat Pictures/ Faber & Faber/  Stage Door Records/ Really Useful Records/ Polydor/ John Napier Stages/ Cinephilia & Beyond

Sunset Boulevard streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 25.04.2017.

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures [75th Anniversary Collector's Edition] 04.08.2025

Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998); noten om Andrew Lloyd Webbers musical er nyskreven 21.03.2023.

Sparks | Leos Carax: Annette (2021)

FORTALT MED LARM OG BULDER
Den postmodernistiske filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

ANNETTE er kærlighedsbarnet, som bliver resultatet, da operasangeren Ann Defrasnoux (Marion Cotillard) forelsker sig i standupkomikeren Henry McHenry (Adam Driver). Pigen er alt, som er godt og uskyldigt. Hun får det bedste frem i begge de tragiske karakterer.

   Senere, da stormen har revet alting i stykker, kan Henry i hvert fald holde sig til dét. »I'm a Good Father,« gentager han – undrende – for sig selv i en af de bedste sange fra den tæt gennemskrevne filmmusical, som Ron og Russell Mael – dvs. duoen Sparks – har realiseret sammen med Leos Carax.

MEN først er der sat flere sæt anførselstegn om fiktionen. Filmen begynder i kontrolrummet i studiet, hvor instruktøren kalder sin assistent hen til skærmen, som han sidder ved. »So May We Start?« spørger koret i den første af 30 fyldige sange. Det er dén, der lyder mest som et Sparks-hit fra 1970rnes poptid.

   Nu går hele ensemblet i procession ud på gaden i Los Angeles for at opføre sin forestilling. Til slut er der en tilsvarende finale, hvor kompagniet samler op og pakker sammen. Alle de døde lever igen. Også Sparks og Carax er i billedet. Det er en gestus i ånden fra klassisk teater. Verden er en scene. Livet er en sang. Vi gør vores flygtige støj og forsvinder.

BRØDRENE Mael har altid drømt om at skabe en filmmusical. Det er Ron (f. 1945) med moustachen, der skriver, og Russell (f. 1948), som synger med svimmel falset. Der er flere kuldsejlede projekter i bandets 50-årige karriere. De fortalte om dem til Edgar Wright i dokumentaren The Sparks Brothers (2021), som også fik dansk biografpremiere.

   Jeg vidste ikke, at Jacques Tati og Sparks nåede langt med en musical, som ikke blev produceret. Ej heller at brødrene brugte seks år på at forberede en manga-musical (Mai, the Psychic Girl) til Tim Burton, som svigtede dem. Jeg har til gengæld sat stor pris på Sparks-albummet med den fine og sirlige fabel om The Seduction of Ingmar Bergman (2009). Ingmar Bergman besøger Hollywood og bliver tilbudt en stor produktion. Han er fristet og flanerer i filmbyen. Det er Greta Garbo, som sender ham hjem til det rigtige arbejde.

EXCENTRIKEREN Leos Carax (f. 1960) er det perfekte match for Mael-brødrene. Han er den eneste nulevende instruktør, der kunne skære Annette så skævt og nøjagtigt. Carax’ tilgang til filmmusicals er ikke den amerikanske. Det er den håndlavede virkelighed fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) og andre originale nouvelle vague-klenodier, som Jacques Demy og Agnès Varda lavede sammen.

   Demy holdt af Hollywood og føjede verdenerne sammen i Les demoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort), hvor Gene Kelly gæsteoptræder. Det er nok dén film – og Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) – som Annette ligner mest. Ron Maels musik flirter med dissonans, men har også klassiske kærlighedssange som »We Love Each Other So Much«. Før i tiden ville man tale om en postmodernistisk filmmusical.

DER er i Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung) en ikonisk scene, hvor Denis Levant danser til David Bowies »Modern Love«. I Holy Motors (2012) står Kylie Minogue på et hustag og synger melankolsk hverdagsopera. Hun er i beigefarvet trenchcoat og ligner Jean Seberg i tiden for Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).

   Scott Walker (1943-2019) skrev musikken til Pola X (1999), som var en fri filmatisering af Herman Melvilles Pierre; or the Ambiguities (1852), dvs. opfølgeren på Moby-Dick.

   Bemærk alle x’erne. Carax hedder egentlig Alex Dupont. Hans professionelle alias kombinerer navnene Alex og Oscar: »Jeg blev født i 1976, i et mørkt rum i biografen. Jeg lavede film for at blive forældreløs. Før var det, som om jeg havde sovet i sytten år,« sagde han til magasinet Télérama, da Holy Motors blev vist i Cannes i 2012.

   Netop i Cannes fik Annette premiere. Det var filmen, som genåbnede festivalbyen efter COVID-19-aflysningen i 2020.

HANDLINGSGANGEN er enkel og klar som i en opera. Det er en variation over motivet fra A Star is Born. Ann og Henry er stjerner i hver sin galakse. Hun synger på ophøjede operascener. Henry går på i bokseudstyr og hudfletter tiden med en sarkasme, som publikum elsker ham for.

   Henrys standupshow hedder Ape of God, dvs. »Guds abe«. Det er sikkert en overlagt henvisning til Wyndham Lewis’ satiristiske kunstnerroman – Ron Mael har aldrig lagt skjul på, at han er belæst. Henry kunne være en Anders Matthesen, som smelter ned, men figuren er især inspireret af Andy Kaufman (1949-84), som virkelig gik til på den måde. Kaufman endte i bizar fribrydning med kvinder (som skildret af Milos Forman i 1999-filmen Man on the Moon). 

   Guds Abe raser, klynker, hoverer og regerer. Han ryger tæt og ruller sig rundt på scenen i simulerede samlejer. Han drikker vodka som af en sutteflaske og sætter en ære i at provokere. Han er en mændenes mand af sin tid. Der er alligevel ægte kant i satiren. Ron Mael lader ham synge to strofer af Tom Lehrers »National Brotherhood Week« – filmen har virkelig 70er-stambog.*

MEN hjemme begynder lykken at skride. Pludselig er Henry ikke sjov mere. Hver bitter vittighed falder til jorden. Han klager fra scenen i Las Vegas og siger, at det er som »trying to enjoy a blowjob in a gas chamber«. »Not funny, Henry,« råber hans fans. Det er ikke morsomt. Henry er en afstumpet skiderik. Han fortjener alle de knubs, som han får.

   For så vidt som dramaet har et kor, er det sladderjournalisterne. De kvidrer om parrets livsstil og følger graviditeten up close. Så slår de til med skadefryd, da Henrys trone vakler. »Six Women Have Come Forward« er filmens version af #MeToo-justits. Henry var oppe, og nu skal han ned. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

   Imens bliver Ann mere fjern. Tredje hjul i tragedien er Dirigenten/ Akkompagnatøren (Simon Helberg), som elsker Ann. I anden akt er det af og til ham, der fortæller.

EN sejlbåd forliser i stormen. Uvejret er realiseret med sætstykker, som på et teater, men undervandsoptagelserne er i realistisk format. Annette er med om bord og ser det hele ske. Senere véd hun noget om Far. Det er samtidig sandt, at hun får det bedste i ham frem. Den rugende Henry er virkelig en god far. Men Annette kender sandheden. For sig selv er og bliver han Guds Abe.

   Annette taler aldrig, men Henry opdager, at hun kan synge. Det er som at høre engle i himlen. Verden ligger for hendes fødder, da hun turnerer med Henry og Akkompagnatøren. Mændene har mægtige konflikter. Der er ét drab mere, og barnet siger fra. Henry falder lige så hårdt og fortjent som Othello, Macbeth og de øvrige forbilleder.

NU er han klar til at blive et godt menneske, men er soning mulig efter så meget? Det ville det være i en traditionel musical, så Henry er fortrøstningsfuld og synger til sin datter om kærlighedens kraft. For Ron Mael og Carax er det nok ikke nok at sige undskyld. Gå selv ind og se, hvad der sker.

   I hovedparten af filmen bliver Annette fremstillet af en digital marionet. Det løser flere logistiske problemer, og man vænner sig til surrealismen. Det er derfor meget virkningsfuldt, da dukken bliver levende efter to timer. Stilgrebet er regulært genialt. Det har taget sin tid, men hér bliver det hele omsider virkeligt for den narcissistiske Henry.

HVIS noget af ovenstående taler til dig, vil du nyde Annette. Hvis det lyder fortænkt, skal du holde dig væk. Annette ligner ikke La La Land, In The Heights eller andre nye musicals, som trods alt hylder genren. Annette er en fuldvoksen filmopera. Det er krævende stof. Men godt nyt for fans af Sparks og Carax. Begge naturkræfter er i stor form og leverer.

   Det samme gør Cotillard og Adam Driver. Han synger med sin egen begrænsede stemme. Det er en væsentlig pointe, at det ikke lyder særligt godt. Det lyder som et menneske. Annette er julegaven til alle, som ikke gider flere superhelte og mere West Side Story.

Se også Slipstream | Leos Carax: Holy Motors (2012) og Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).     

*) Tom Lehrers satiriske sangværk er beskrevet i en note til artiklen om W.S. Gilbert og Arthur Sullivan. Percy Wyndham Lewis (1882-1957) var blandt de vigtigste skikkelser i mellemkrigstidens britiske og amerikanske modernisme. Han udgav magasinet BLAST (1914) og formulerede et manifest for vorticismen, der så en rollemodel i digteren Ezra Pound. Lewis skrev kritiske essays, polemiske pamfletter og romaner som Tarr (1918). Trilogien The Human Age, som består af The Childermass (1928), Monstre Gai (1955) og Malign Fiesta (1955), er et forsøg på at samle århundredet op. Han havde venner i Bloomsbury-kredsen, men Lewis var evigt i opposition. Snart sagt alle fra tidens gallerier og saloner er med i nøgle- og programromanen Apes of God (1930). De bliver alle karikeret og skåret grundigt ned. Hvis Lewis læses i dag, er det for denne monumentale satire. Lewis er stadig kontroversiel. Det skyldes især de nationalsocialistiske sympatier og den udtalte anti-semitisme i hans tidlige værker. Han reviderede begge synspunkter og blev i 1940erne, som han tilbragte i USA, en ivrig fortaler for Franklin Delano Roosevelts demokratiske program. I erindringsbøgerne Blasting and Bombardiering (1937) og Rude Assignment (1957) nuanceres de ekstreme positioner. Som kunstner var han kolorist og kubist. Malerierne er brillante.

Annette. Instr.: Leos Carax. Manus: Ron & Russell Mael, Leos Carax. Foto: Caroline Champetier. 140 min. Frankrig-Tyskland-Belgien-Japan-Mexico-Schweiz 2021. Dansk premiere: 16.12.2021.

Fotos: CG Cinéma/ Tripus P Film/ Arte France Cinéma/ Another World Entertainment/ Théo Films/ UGC/ Detailfilm/ Scope Pictures/ Wrong Men North/ RTBF/ Euro Space/ Piano/ Garidi Films/  MUBI (official trailer)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (juli 2025) på AppleTV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 10.01.2022

4K UHD + 2K Blu-ray fra Alamode Film (Tyskland) 22.04.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2021

Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) [Musicals]

DEN NÆSTSIDSTE SANG

Lars von Triers guldpalmevinder

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2000: MIRAKLERNES tid er ikke forbi. Tværtimod holder de længere nu. Der er gået fire måneder, siden det endelig lykkedes Lars von Trier at stå på scenen i Cannes som en guldpalmevinder. Det var dét, som han virkelig ville, og med Dancer in the Dark, en musikalsk tragedie, som siger tidens vedtagne smag ret imod, er det én gang for alle lykkedes ham at få samme skeptiske tid på sin side.

   Forbrydelsens element (1984) lagde fundamentet. Europa (1991) gjorde bygningen synlig og instruktøren stor i festivalkredsløbet. Breaking The Waves (1996) blev en vaskeægte succes, og så har vi endda ikke nævnt, hvad Epidemic (1987), Riget (1994), Riget II (1997) og Idioterne (1998) undervejs fik gjort for den gode sags udbredelse.

   Med Dancer er konstruktionen fuldbragt. Heraf kan man blandt andet udlede, at det stadig vækker opsigt, når Fanden går i kloster. Karrieren begyndte med et ironisk genrestykke og kulminerer i et sentimentalt melodrama, som ingen anden instruktør kunne have fået til at fungere. Også derfor er Lars von Trier i dag det største europæiske navn på filmens verdensscene. Og fra i dag kan man i 50 biografer se, hvad al postyret har drejet sig om.

HISTORIEN er stærk og enkel, kulørt som en skillingsvise. Tiden er 1960erne, stedet delstaten Washington. Selma Jezková (Björk) er kommet fra [det daværende] Tjekkoslovakiet til USA, fordi hun hér kan give sin søn den operation, der er nødvendig, hvis han ikke skal miste synet som voksen.

   Til en vis grad er hun også kommet på grund af de amerikanske musicals, som hun elsker og som hun flygter ind i, når virkeligheden bliver for hæslig, ensformig eller urimelig. Det værste hun véd er, når filmen er færdig. Hjemme forlod hun altid biografen, når hun kunne fornemme, at man var nået til den næstsidste sang. På den måde gik hun glip af finalen, men filmen kunne fortsætte evigt.

LIDENSKABEN for musicals er hendes eneste farveplet. Ellers er Selma indbegrebet af selvopofrende askese. Hun tager så mange vagter som muligt på fabrikken, som fremstiller stålvaske. Hun spinker og sparer hver cent, som hun tjener, tager hårnåle med hjem for at sætte dem i pakker, har næppe timer nok i et døgn. Det hele sker for Genes skyld, men man kan ikke fortænke drengen i at føle sig forsømt, for Selma kommer altid sent hjem, og der er end ikke råd til en cykel. Hendes moderkærlighed er, helt bogstaveligt, som en naturkraft. Den går forud for alle andre hensyn.

   Kun Selma ved, hvor kort og kostbar tiden er. Hun er ved at miste synet, og for hver dag æder mørket lidt mere af arbejdsevnen, som er hendes eneste aktiv. Hun kan snyde lægen ved at lære tavlens bogstaver udenad, men hun kan hverken narre veninden Kathy/Cvalda (Catherine Deneuve), der er en blanding af søster, mor og veninde, eller Jeff (Peter Stormare), den trofaste tilbeder, som så gerne ville være noget mere end en ven. Jeff står altid klar ved fabrikken, når Selma skal til at gå hjem. Det er også ham, som sørger for, at sønnen trods alt får en cykel til sin fødselsdag.

GENERELT vil mennesker Selma det godt. Hendes væsen smitter af på andre, bl.a. fabriksformanden (Jean-Marc Barr) og Samuel (koreografen Vincent Paterson), der er ved at instruere The Sound of Music som amatørforestilling med Selma i rollen som Maria, da vi møder hende første gang.

   Langt senere gør Selma det samme indtryk på den kvindelige fængselsbetjent (Siobhan Fallon), som Milady de Winter gør på sin fangevogter i De tre musketerer. Også sheriffen Bill (David Morse) er uhyre anfægtet af hendes iboende godhed. Han og pyntehustruen Suzan (Katrine Falkenberg) lader Selma og Gene bo i en campingvogn, som alligevel står nede bagved i haven. De passer Gene om aftenen, og Bill sørger for at han kommer i skole.

   Der er overhovedet en særlig ømhed og fortrolighed mellem Bill og Selma. Han betror hende, at han for længst har formøblet den arv, som hans kone stolt bruger løs af. Hun røber til gengæld sin hemmelighed om lyset, som er ved at forsvinde. Han véd med andre ord nøjagtigt, hvad han foretager sig, da han forråder hendes venskab og stjæler hendes penge.

   Bill beder selv om at dø, mens han ligger og kæmper for livet. Han er i bund og grund en splittet mand, men han er ikke noget dårligt menneske. Det begriber Selma, da hun tilgiver ham, før hun dræber ham for at få sine penge. Og han tilgiver hende i »Smith & Wesson«, som sammen med »Next To Last Song« er de mest interessante og betydningsfulde sange i filmen.

FOR sangene er mere end nik til konventionen og flitterstads for formens skyld. I 1980erne ville man sikkert have sagt, at Trier med Dancer in the Dark dekonstruerer den traditionelle filmmusical. Det gør han muligvis, men han hylder den også og håner den aldrig. Sangene er for det første udtryk for Selmas særegne syn på tilværelsen. For det andet flytter de virkelig handlingen, forrykker og forløser de psykologiske motivationer, gestalter den udveksling af energier, som til stadighed finder sted. Sangene taler sandt på en måde, som de realistiske afsnit ikke kan.

   Vist tages traditionen i ed. Der citeres især fra The Sound of Music (1965), som flere af Björks kompositioner tager afsæt i. Tre af Rodgers' og Hammersteins sange, »Climb ev'ry Mountain«, »So Long, Farewell« og »My Favourite Things«, får lige så megen plads på lydsporet som filmens egne sangnumre. Det er Lloyd Bacons 42nd Street (1933), som veninderne ser stumper af i biografen, hvor en tirret mandlig tilskuer klager, fordi Kathy refererer handlingen for Selma.

   Ikonet Catherine Deneuve var Pigen med paraplyerne (1964) og den ene af Pigerne fra Rochefort (1966) i Jacques Demys og Michel Legrands musicals, og i den store scene fra retssalen, hvor Selma modtager sin dom, er det Joel Grey – ceremonimesteren fra Bob Fosses filmudgave af Cabaret (1972) – der gæsteoptræder markant og emblematisk.

DOG er det ikke i filmmusicalen, at Dancer in the Dark har sin oplagte inspirationskilde. Denne skal snarere findes i tv-mediet, for Triers film bruger sangen og dansen, pausen som bryder med virkeligheden, på nøjagtig samme måde, som Dennis Potters unikke trilogi af musikalsk baserede føljetoner – Pennies from Heaven (1978), The Singing Detective (1986) og Lipstick On Your Collar (1993) – gjorde gængs og dannede skole med.

   Især Pennies from Heaven deler meget med Dancer in the Dark. I begge musikalske tragedier træder karaktererne for en tid ud af nuet og ind i en mere fundamental virkelighed, når de lader fantasien råde og begynder at synge.

   Potters serie benyttede gamle indspilninger af i forvejen eksisterende schlagere, som karaktererne mimede til. Herved opstod en både kuriøs og kompleks, men forbavsende effektiv kombination af ironisk distance og inderlighed. Triers film har ny musik af Björk og mildt ubehjælpsomme tekster, som instruktøren og Sjón [Sigurdsson] har skrevet i fællesskab. Men den indtrængende kvalitet er den samme.

   Det gør ondt og godt på én gang, da Bill rejser sig som en blodig Lazarus, vasker sit ansigt og tilgiver Selma, før han omfavner hende og beder hende flygte. Sangen spiller i Selmas hoved, men viser os sandheden om det, som er sket. I hvert fald hjertets sandhed, og denne har højeste prioritet i Dancer in the Dark.

BÅDE i Cannes og før den danske premiere har Trier opfordret anmelderne til ikke at røbe for mange detaljer om den smukke og brutale slutning, der i sin rovdrift på publikums følelser går mindst lige så langt som de guddommelige klokker i Breaking the Waves og den chokerende lussing, som falder i sidste scene af Idioterne. Den anmodning vil vi respektere. Det gør dog ingen egentlig forskel, om man ved, hvordan filmen ender. Jeg har set Dancer in the Dark tre gange og er blevet lige anfægtet hver gang.

   Filmen både tåler og fordrer stadige gensyn. Også denne egenskab røber, at vi trods alt har at gøre med en ægte musical. For hver gang vokser sangene, der i begyndelsen synes at dunke og strømme fra den samme maskinelle puls. Netop hjerteslagets eurytmi er udgangspunktet for Björks intime kompositioner, som kun i passager af ouverturen, sluttemaet »New World« og bliksymfonien »Cvalda« får karakter af pastiche. Og ved hvert gennemsyn er det lykkedes »Next to Last Song« at væve mig ind i en trance, som på mærkelig vis opløser tidsfornemmelsen. Den næstsidste sang rummer mindst det halve af følelsen, som rammer os så hårdt til slut.

DET er let og ligger lige for – instruktøren har selv været inde på sagen – at betragte Dancer in the Dark som »et remake af Breaking The Waves« med indlagte sange. Den er dog også en endnu mere radikal og på sin måde mere renfærdig film. Den seksuelle faktor er stort set fjernet fra ligningen hér, og på den måde kommer offeret til at stå klarere. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det umuligt at opfatte Bess, Karen og Selma som andet end regulære helgeninder. Vi forstår til overflod, at tematikken er vigtig for von Trier. Hvad vi skal med de gode kvinders åbenbart nødvendige martyrium, er straks sværere at sige.

JEG troede selv, at jeg havde et bud, da jeg bad auteuren om en forklaring i Cannes. Trier har selv kaldt Dancer in the Dark for den sidste film i »Guldhjerte-trilogien«, som er inspireret af en nu legendarisk billedbog, han læste igen og igen i sin barndom. Den er richsalbumagtig og gribende naiv. Interessede kan granske den i Peter Schepelerns bog om Lars von Triers film – tvang og befrielse, en ajourført udgave af Lars von Triers Elementer (1997). På filmens officielle website kan man endog få værket læst højt. Så i min gribende naivitet spurgte jeg:

   – Du har lavet tre film om en kvinde, som inkarnerer godheden. Er du blevet klogere på godhedens væsen?

   »Ja, jeg er blevet klogere på godhedens væsen, men jeg tror slet ikke, at det er dét det handler om. Det hér er tre kvinder, som bare gør hvad de føler og hvad de tænker og hvad de siger. Det har ikke noget specielt med godhed at gøre. Det er klart, at hvis de tilfældigvis havde været basalt af en anden opfattelse, så havde det handlet om ondskab, hvad ved jeg. Men det hér handler om at gøre, hvad man siger og hvad man tænker og hvad man mener er moralsk rigtigt, og det har i virkeligheden slet ikke noget med godhed at gøre. Det er noget med nogle karakterer, nogle stærke karakterer.«*

OM værdien af den sentimentale uddannelse sagde Trier endvidere: »Hvor utroligt det end kan lyde, så arbejder jeg jo ikke sådan. At prøve at påvirke et publikum, det er jo ikke dét jeg gør. Derfor bliver jeg ikke mere sentimental, end jeg selv har lyst til. Jeg arbejder ud fra en karakter, som jeg synes er interessant. Det er rigtigt, at jeg arbejder med følelser og det sentimentale. På et eller andet tidspunkt står jeg selv af, og så bliver det ikke mere sentimentalt. Det har jeg altså bare ikke gjort endnu. Det som så er interessant er, hvornår står publikum af og hvornår står jeg af. Jeg synes, det er interessant at undersøge de dér ydre grænser.

   Oplægget til denne hér film har været det samme som til Breaking The Waves, at tage en historie som, hvis den blev fortalt kun med ord, ville få folk til at sige: Det er simpelt hen for meget, det kan vi ikke acceptere. Vi kan ikke acceptere at karaktererne gør dét og dét og dét. Og så få det til at blive følelsesmæssigt acceptabelt, ja, det har været en udfordring. Men jeg går da fuldstændig ind for det. Det er klart, ellers kan du ikke lave det. Så kan du jo brække dig over det bagefter, men du bliver nødt til at føle det.

   Jeg føler det. Björk følte det ad helvede til. Det kan man mene, der er nogle kvaliteter i; man kan mene, at der ikke er det. Jeg mener, der er nogle kvaliteter, specielt netop den mekanisme, at hvis jeg ved hjælp af de hér følelser kan få nogle folk et sted hen, hvor de ikke troede de kunne komme, så kan jeg ikke se andet end at det et eller andet sted må være en eller anden minimal berigelse af deres opfattelse af virkeligheden. At man virkelig kunne komme derhen, man kunne virkelig acceptere dét og dét, det må da give én anledning til at tænke lidt over, hvordan man selv er skruet sammen.«

DET er – og det skal siges så højt, at man kan høre det – en formidabel og grænseoverskridende film. Björks hudløse fremstilling af Selma er en linedans uden sikkerhedsnet, men også David Morses spil i rollen som medvideren Bill, den blide Judas som véd hvad han gør, er en indsats som retfærdiggør det ellers så misbrugte ord præstation. Franske, amerikanske, skandinaviske og tyske spillere fungerer selvfølgeligt sammen i et anakronistisk USA-billede, hvor pionerånden endnu dominerer.

   Den rastløse stil med jump cuts og søsyge swish pans er magen til kameraføringen i Breaking The Waves. Den gør de brede billeder levende og bryder med den monumentale stil, man forventer at møde i en musical. Til gengæld får sangnumrene lov at være store og rolige, men det er aldrig muligt at danne sig et samlet overblik over koreografien, fordi der klippes mellem de 100 digitale videokameraer, som var i brug under optagelserne.

    

DANCER in the Dark vil næppe på længere sigt præge genren, den knytter an til. Især amerikanske kritikere hader dens grumsede grunge-look. Heller ikke de kan dog undgå at reagere på filmens rå bund af ren følelse.**

   »Det handler om at gøre, hvad man siger og hvad man tænker og hvad man føler er moralsk rigtigt,« siger instruktøren. Jeg kan huske, at jeg følte mig bidt af i Cannes, da Trier ikke ville tale om godhedens væsen. Men i grunden giver det mening og er forklaring nok på en storslået film, som skiftevis irriterer, anfægter og udfordrer sin tilskuer, men aldrig synes at tvivle på sandheden i det enfoldige eventyr, den fortæller.

Se også Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Dancer in the Dark. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Robby Müller. 135 min. Danmark-Tyskland-Holland-Italien-USA-UK-Frankrig-Sverige-Finland-Island-Norge 2000. Dansk premiere: 01.09.2000.

*) Guld Hjerte - Eventyret om pigen der blev prinsesse har fået næsten mytisk status. Det er faktisk en blanding af billed- og malebog på 20 sider, som udkom på Rudolf Hansen, Kunstforlag i 1945. Albummet er en aktivitetsbog. Eventyret er gennemillustreret af 'AJ'. På venstre side i hvert opslag er tegningen gengivet i farver; på højre side er den trykt uden tekst eller farver, så barnet selv kan farvelægge. For Trier har tryksagen karakter af et relikvie, sikkert fordi han har bladret i den som lille dreng i ca. 1960, da farvebilleder var sjældne og gjorde indtryk i sig selv. Udgivelsen findes ikke i den nationale registrant. Se i øvrigt Peter Schepelern: Lars von Triers film. Tvang og befrielse (2000, rev. 2018), hvor Guldhjerte-hæftet bliver grundigt gennemgået. Guld Hjerte var blandt de rare effekter på Lars von Trier-udstillingen på Kunstmuseum Brandts i Odense 2017-2018 og indgår i billedværket Det gode med det onde, der fungerer som udstillingens katalog.

**) Dancer in the Dark fik sat betydelige musikalske aftryk, skønt filmen – med sit præg af at være en slags Dogme: The Musical – måske ikke dannede skole. Björk udgav albummet Selmasongs: Music from the Motion Picture Soundtrack 'Dancer in the Dark', der har status som officielt soundtrack. Det er et godt album, skønt det afviger meget fra filmens versioner og udelader adskilligt. For eksempel er »Next to Last Song« slet ikke med. Selmasongs er næsten et nyt værk i sin egen ret og en generobring af materialet.

   Poul Ruders komponerede sin opera Selma Jezková (2010) på baggrund af von Triers manuskript. Værket blev uropført på Det Kongelige Teater, iscenesat af Kasper Holten og med Michael Schønwandt som dirigent. Partiet som Selma blev sunget af Ylva Kihlberg. Henrik Engelbrecht skrev libretto. Forestillingen koger filmen ned i fem scener. Der er ingen spor af musicalmotivet. På den måde falder et stort tema væk. Omvendt står tragedien måske renere. Trier har selv talt om forskellen på musical/operette og opera. En del af ideen med Dancer var at genfinde glæden ved de musicals med Gene Kelly – først og fremmest Singin' in the Rain' (1952) – som han så i tv, da han var yngre. Det er musicalfaktoren, der gør filmen til noget særligt og noget mere end en generisk tragedie.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ Trust Film/ Liberator Productions/ Pain Unlimited/ Cinematograph/ What Else/ Icelandic Film/ Blind Spot Pictures/ France 3 Cinéma/ Arte/ DR/ SVT Drama/ FilmFour/ Canal+/ Fine Line Features/ Filmek A/S/ Constantin Film/ Lantia/ TV 1000/CNC/ Memfis Film/ Slot Machine/ CineMaterial/ FilmGrab/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.09.2000.