Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]

DØD MAND FORTÆLLER
Sunset Boulevard, 1950

Af BO GREEN JENSEN

DER er aldrig tvivl om udfaldet: Sunset Boulevard er en død mands beretning. Forfatteren Joe Gillis (William Holden) ligger med ansigtet nedad i swimmingpoolen ved huset på Sunset Boulevard, hvor den gotiske skæbnefortælling har sit ironiske omdrejningspunkt. På lydsiden taler han til os, og accepterer vi denne gimmick, kan vi ikke slippe historien igen.

   Legenden siger, at Billy Wilder (1906-2002) optog en endnu mere frapperende begyndelse. Kameraet kører gennem et lighus, ned langs rækken med afsjælede kroppe. Da det når til Holden, sætter denne sig brat op og taler. Tim Robbins har lavet en Dead Man Walking (1995). Wilders mørkeste film kunne hedde Dead Man Talking.*

   Vi forbinder vel den østrigsk fødte Wilder med noget morsomt. Det skyldes de gnavne komedier, der med tiden blev hans speciale. Farcen Some Like It Hot (1959, da. Ingen er fuldkommen) konkurrerer med Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden) og His Girl Friday (1940, da. Sensationen) om at være den definitive screwball comedy. Alene for de henslængte lystspil med Walter Matthau og Jack Lemmon tænker det meste af verden venligt om Wilder.

WILDER var dog ophavsmand til to af de mørkeste film, som blev produceret i 1940ernes Hollywood. Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed), som Raymond Chandler og Wilder skrev manuskriptet til efter James M. Cains roman, definerede tonen og stilen for den distinkte bølge, man siden gav navnet film noir. Vi opfatter strømningen som ærke-amerikansk, men de misantropiske krimier blev i vid udstrækning skabt af tysktalende immigranter som Wilder.

   Mere overset er The Lost Weekend (1945, da. Forspildte dage), der skildrer en alkoholikers kamp med dæmonerne uden den melodramatiske glasur, som Blake Edwards smurte på emnet i Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage). Genremæssigt hører Sunset Boulevard hjemme ét sted: ligesom Vincente Minnellis The Bad and the Beautiful (1952, da. Illusionernes by) og George Cukors udgave af A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes) er den et udsøgt eksempel på Hollywood-om-Hollywood filmen.

JOE Gillis er strandet i Hollywood. Forfatteren er arbejdsløs og kommer ingen vegne med de »originale manuskriptideer«, han arbejder på. Da fogeden vil hente hans bil, klarer han i første omgang frisag og tager på en ydmygende rundtur til filmstudierne. Hos Paramount har Betty Schaefer (Nancy Olson) faktisk læst hans Bases Loaded. Hun kunne ikke lide historien, men husker et andet Gillis-manus med gode scener i.

   Gillis flygter ud af byen, og filmen bevæger sig fra syrlig sædekomedie ind i mytologisk territorium. Da han parkerer ved palæet på 10086 Sunset Boulevard, forlader han nu-og-her virkeligheden. Stumfilmstjernen Norma Desmond (Gloria Swanson) venter en bedemand, som skal begrave hendes kæledyr, en tam og højt elsket chimpanse, så butleren Max (Erich von Stroheim) lukker Gillis ind.

   Norma Desmond var feteret og forgudet i sin tid, men idolet har ikke arbejdet, siden talefilmens gennembrud tyve år før. »You used to be big«, siger Gillis. »I am big! It's the pictures that got small,« fnyser Norma. Hun planlægger at gøre comeback som Salome og er sikker på, at Cecil B. DeMille vil byde hende velkommen hjem til Paramount, hvis blot hun kan få hold på manuskriptet. Gillis kommer som sendt fra himlen.

HAN fortæller på hårdkogt, lakonisk manér, vel vidende at han gør en ynkelig figur. Han hader sig selv for at blive hos Norma, men er for svag til at sige fra. Og nok dækker Wilder sig ind bag Gillis og sanktionerer hans syn på den flimrende filmby, men samtidig lykkes det filmen at skabe sympati for den patetiske Norma og stoikeren »Max«, som viser sig at være Maximillian von Mayerling, en instruktør man i 1920erne nævnte i samme åndedrag som D.W. Griffith og DeMille. Han er ikke kun Normas tjener: »Ser De, jeg var hendes første mand.«

FILMENS brug af autentisk Hollywood-fortid giver den et bizart troværdighedspræg. Gloria Swanson (1899-1983) var selv en falmet stjerne, da hun spillede Norma Desmond. De gamle filmklip, hun viser Gillis, stammer fra den problematiske Queen Kelly (1932), som von Stroheim instruerede. Han spiller næsten sig selv, og når »Vokskabinettet« mødes hos Norma, sidder bl.a. H.B. Warner [fra Griffiths King of Kings], Anna Q. Nilsson [fra henved 100 stumfilm] og Buster Keaton [the one and only] med ved bridgebordet. Sladderjournalisten Hedda Hopper ringer til sin redaktør i sidste scene. Cecil B. DeMille spiller Cecil B. DeMille. Hver hård anekdote om bristede drømme har basis i virkeligheden. For eksempel var det Swanson, som fik von Stroheim fyret fra Queen Kelly.**

GILLIS bliver installeret i huset. Han bliver også Normas kæreste. Hver gang han vil gå, drager hun ham dybere ind. Nytårsaften opsøger han Betty og sine tidligere kolleger. Max ringer. Madame har forsøgt selvmord. Gillis giver sin gode idé til Betty og vil helt ud af Hollywood, hjem til virkeligheden.

   DeMille kan ikke bruge Salome, skønt han tager venligt imod Norma. Hun kunne muligvis bære dét afslag, men hun kan ikke undvære Gillis. »Ingen forlader Norma Desmond,« er det sidste hun siger, før hun skyder ham, én gang i maven og to i ryggen. Han havner i bassinet, og filmen er fremme ved udgangspunktet.

   Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Max får Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.« Hun skrider ned ad trappen, ned til lyset, ud af virkeligheden.

SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens intense pangfarver.

   I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er ikke mere muligt at skille patos fra sarkasme i monologen, som Wilder og Brackett har skrevet til hende: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«

   Wilder blev gammel i Californien uden at tabe en takt af sit tema, men han instruerede ikke efter Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres), som var en skuffelse både for ham selv og publikum. Han var stolt bag al sin skepsis, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 skrev filmen om til en musical. Wilder modtog ikke en cent. Paramount ejer Sunset Boulevard.***

Filmen er restaureret og udkom på 4K UHD + 2K Blu-ray i anledning af 75 års-jubilæet i august 2025. Udgiveren er selvsagt Paramount Pictures. 

Se også Store instruktører: Billy Wilder 1906-2002, Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

NOTER

*)  Historien er sandfærdig. Scenen fra lighuset blev ikke optaget, men indleder første gennemskrivning af Wilder og Bracketts manuskript fra 1948. Joe Gillis har fornavnet Dan og bliver spillet af Montgomery Clift. Rollen som Norma Desmond er endnu ikke besat. Manuskriptet er reproduceret i Sven Mikulecs fremragende artikel om Sunset Boulevard på Cinephilia & Beyond. Interessen for Sunset Boulevard har holdt sig gennem 70 år. I 2022 udkom Steven Cohans monografi i serien BFI Film Classics. I september 2023 udkommer Double Solitaire: The Films of Charles Brackett and Billy Wilder på forlaget Rowman & Littlefield.    

**) Queen Kelly blev indspillet i 1928, men først distribueret (i to territorier) i 1932. Forhistorien føjer et væsentligt metalag til relationen mellem Norma Desmond og Max von Mayerling. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt – og siger meget om Wilders tæft for at bruge spillernes medbragte mytologier – at han kunne få samspillet mellem Gloria Swanson og Erich von Stroheim til at fungere. Han vidste, hvad han gjorde, da han castede dem.

   Swanson producerede selv Queen Kelly, som efter planen skulle distribueres af United Artists (dvs. Griffith-Chaplin-Fairbanks/Pickford-alliancen, der var etableret for at omgå det etablerede system, som ikke tilgodeså kunstnerne). Økonomien på projektet blev styret af Joseph P. Kennedy – far til John F. Kennedy og Robert Kennedy – som Swanson havde et forhold til i udtoningen af sit eget tredje ægteskab (med franskmanden Henri de la Falaise).

   Swanson ansatte von Stroheim, som skrev manuskriptet og begyndte at instruere. I hans version slutter filmen i Tysk Østafrika (nu Tanzania og Rwanda), hvor Kelly bliver bestyrer af et bordel. Stroheim insisterede på fysisk realisme og lod bl.a. en medspiller savle på Swanson. Hun og Kennedy fyrede von Stroheim. Filmen blev færdiggjort med en slutning, som Richard Bolewanski instruerede sammen med fotografen Gregg Toland.

   Kontrakten gav von Stroheim mulighed for at blokere for filmen i USA. Queen Kelly blev distribueret i Europa og Latinamerika med Swansons slutning, der lader Kitty Kelly-karakteren tage sit liv. Queen Kelly fik aldrig USA-premiere og var en kommerciel fiasko. Der var ondt blod mellem Swanson og von Stroheim i årtier. Først i 1985 udsendte Kino Lorber en kopi, der restaurerede von Stroheims version ved hjælp af stills og manusudtag. Von Stroheim foreslog selv Wilder at bruge Queen Kelly i Sunset Blvd. Han satte pris på kvaliteten af »heavy irony«. Modsat Norma Desmond havde den ældre Gloria Swanson en aktiv karriere på film, tv og især teater. Hun spiller sig selv i Airport 1975 (1974). Hun blev gift og skilt seks gange – dog aldrig fra Erich von Stroheim.

***) Musicaludgaven af Sunset Boulevard har musik af Andrew Lloyd Webber, tekster af Don Black og manuskript af Christopher Hampton. Det fulde score blev første gang gennemspillet på The Sydmonton Festival i 1992. Sydmonton er Webbers egen årlige sommerevent, hvor nye projekter (også af andre komponister) bliver præsenteret for teaterfolk og investorer. En tidlig version (uden Hamptons bidrag) blev opført i 1991.

   Den færdige produktion havde urpremiere den 12. juli 1993 på Adelphi Theatre. Trevor Nunn instruerede forestillingen med Patti LuPone (Norma Desmond), Kevin Anderson (Joe Gillis), Daniel Benzali (Max) og Meredith Braun (Betty Schaefer). Billy og Audrey kom til premieren sammen med Nancy Olson (f. 1928), der spiller Betty i filmen. Wilder var 44 år, da han og Charles Brackett skrev førsteudgaven. Gloria Swanson var kun 50 år, da hun spillede Norma. I 1993 var han blevet 87 – og Swanson var død ti år før. 

JEG sætter stor pris på de første musicals/rockoperaer, Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968), Jesus Christ Superstar (1970) og Evita (1976), som Lloyd Webber skrev sammen med Tim Rice, der er en formidabel tekstforfatter. Jeg synes endda om filigranarbejdet, som er kilet ind mellem showstopperne: The Likes of Us (skrevet i 1965, men først produceret i 2005), Jeeves (1975), som Webber skrev sammen med Alan Ayckbourn, Tell Me on a Sunday (1979), som var den første med tekster af Don Black; Song and Dance (1982), som kombinerede Tell Me On a Sunday med de instrumentale kompositioner fra Variations (1978).  

   Jeg begyndte at få problemer i forhold til Cats (1981), kunne aktivt ikke udstå Starlight Express (1984) og blev aldrig den store fan af The Phantom of the Opera (1986). Til gengæld var Aspects of Love (1989) en moden og klar forestilling, der slap forpligtelsen på elektrisk musik og brød med blockbuster-formatet fra de store scenemusicals.

   Efter 1990 er Lloyd Webbers arbejder en blandet buket af forsøg på at ramme den rigtige kugle igen. To er fremragende: The Beautiful Game (2000) og The Woman in White (2004); to er bedre end deres ry: Love Never Dies (2010) og Stephen Ward (2013); to er regulært rædselsfulde: Whistle Down the Wind (1996) og The Wizard of Oz (2011). Juryen voterer stadig med hensyn til School of Rock (2015) og Bad Cinderella (2021), som har manuskript af Emerald Fennell. 

   

SUNSET Boulevard vinder ved genhør. Patti Lupone spillede Norma Desmond i den originale West End-forestilling, som er fastholdt på den britiske World Premiere Recording. Musicalen fik for alvor succes i Los Angeles (1993) og på Broadway (1994), hvor Glenn Close spillede Norma Desmond. Rollen er senere sunget af bl.a. Elaine Page, Betty Buckley, Petula Clark, Diahann Carroll, Rita Moreno og Debra Byrne. I den seneste danske opsætning [Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus 12-20. august 2022]  blev rollen spillet af Tammi Øst.

   Christopher Hamptons bearbejdelse følger det originale manuskript af Charles Brackett og Wilder ganske nøje. Det virker først idéforladt, men er ved eftertanke det mest radikale. Flere scener gengiver dialogen fra filmen ord for ord. Lloyd Webbers musik er ingen metervare, men i årene efter The Phantom of the Opera var den ved at blive det. Komponisten var i underskud, og temaer fra ét partitur dukker op i et andet. Der opstår en slags husstil, som netop nærmer sig rund metervare.

   I Sunset Boulevard er problemet først og fremmest, at musikken ikke signalerer Hollywood i 1920erne og 50erne, snarere stift teater i mælkehvid europæisk aftapning. Det kan skyldes, at flere temaer stammer fra Cricket (1986), en 30 minutter lang særforestilling, som Webber og Rice skrev til dronning Elizabeths 60 års fødselsdag. Der er 11 musikalske motiver i Cricket. Webber genbrugte fem i Aspects of Love og to i Sunset Boulevard, hvor »As the Seasons Slip Fruitlessly By« bliver til »As If We Never Said Goodbye«. Tim Rice ville gerne have videreudviklet Cricket. Det kunne ikke lade sig gøre efter Webbers kannibalisering af materialet. 

GLORIA Swanson var den første, som så mulighederne for en musical i materialet. I 1951 fik hun mundtligt tilsagn fra Paramount Pictures og brugte fire år på at udvikle en forestilling sammen med Richard Stapley og Dickson Hughes. Russell Homan fra Paramount brød sit løfte og lukkede projektet ned i 1957. I 1994 bearbejdede Dickson Hughes materialet i cabaretforestillingen Swanson on Sunset (1994). Det komplette score fra Swansons projekt udkom på cd i 2008. Forløbet er dokumenteret i Jeffrey Schwarzs Boulevard! A Hollywood Story (2021), som havde arbejdstitlen Swanson on Sunset. 

   Den unge Stephen Sondheim havde samme idé som Lloyd Webber, da han udarbejdede en synopsis sammen med tekstforfatteren Burt Shevelove. Sondheim og Shevelove ville caste musicalstjernen Jeanette MacDonald som Norma Desmond. Ifølge Sondheim var det Billy Wilder, som talte ham fra projektet. Wilder sagde, at en musical ikke kunne rumme det hele: »It has to an opera. After all, it’s about a dethroned queen.« Tredive år senere var Wilders kommentar ved den britiske premiere: »The best thing they did was leave the script alone.« 

GENERELT talte Wilder pænt og diplomatisk om musicalen. Han har næppe været fan af musikken. Han var sikkert også bitter, fordi Paramount ejede alle rettigheder. Men han var oprigtigt glad for anerkendelsen og opmærksomheden, der fulgte med genopdagelsen. Han så, at hans situation var som Normas og satte uden tvivl bittersød pris på ironien.

   Den britiske og den amerikanske cast recording ligger tæt på hinanden. Der er lidt mere glans over Broadway-opsætningen, som har tilføjet »Every Movie’s a Circus«. Patti Lupone synger bedre end Glenn Close, men Close lyder mere som Norma Desmond og har sin egen historie med i bagagen. 

   Forholdet mellem Norma Desmond og Max von Mayerling ligner forholdet mellem Marlene Dietrich og Josef von Sternberg. Daniel Benzali er den eneste overbevisende Max. Han fanger både den tragiske bund og »the heavy irony«. Glenn Close vendte tilbage til rollen i en succesfuld genopsætning på Palace Theater i New York i 2017 – nu uden de kolossale sætstykker fra John Napiers originale sceneografi. 

Sunset Boulevard. Instr.: Billy Wilder. Manus: Charles Brackett, Billy Wilder. Foto: John Seitz. 110. USA 1950. Dansk premiere: 25.01.1951.

Fotos: Paramount Pictures [still photos Glen E. Richardson/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab.com/ Automat Pictures/ Faber & Faber/  Stage Door Records/ Really Useful Records/ Polydor/ John Napier Stages/ Cinephilia & Beyond

Sunset Boulevard streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 25.04.2017.

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures [75th Anniversary Collector's Edition] 04.08.2025

Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998); noten om Andrew Lloyd Webbers musical er nyskreven 21.03.2023.

Kønnets undren: Albert Nobbs (2011) [World Pride 2021]

DET STILLE VAND
Det camouflerede køn i historien

Af BO GREEN JENSEN

FÅ film kan måle sig med Albert Nobbs, hvad angår den litterære stamtavle. Instruktøren er søn af Gabriel Garcia Márquez, og irske John Banville har hjulpet Glenn Close med at bearbejde en fortælling af landsmanden George Moore (1852-1933).

   Grundarbejdet blev dog gjort af den ungarske filmskaber István Szabo, som skulle instruere Albert Nobbs, da han og Close var færdige med at optage Meeting Venus (1991). Den amerikanske skuespillerinde har båret rundt på rollen og ideen, siden hun medvirkede i en sceneversion af historien i 1982.

   Det har med andre ord taget Close 30 år at realisere projektet, som hun også selv har produceret, når nu ingen andre ville sætte penge i filmen. Close spiller tjeneren Albert, en kvinde der har levet som mand, siden hun fyldte 14 år. I 1900ernes Dublin er hun ansat på et hotel, som drives af enken Mrs. Baker (Pauline Collins). Albert har forklædt sig så længe, at hun ikke husker sit rigtige navn. Det øvrige personale har vænnet sig til den evige butler, som virker androgyn, snarere end maskulin.

ALBERTS verden rystes ved mødet med Hubert (Janet McTeer), en maler som sætter hotellet i stand. Han opdager Alberts hemmelighed, og tjeneren er rædselsslagen, indtil Hubert viser ham sine bryster. Også han var en kvinde først i sit liv.

   Hvor Albert er undselig til det usynlige, dyrker Hubert en karikeret maskulinitet. Albert Nobbs er dog ikke en traditionel gender bender-historie. Der er ingen seksuelle motiver i Alberts transkønnethed, og skønt Hubert er lykkelig i sit ægteskab med syersken Cathleen (Bronagh Gallagher), er det ikke hér, at filmen har sin interesse. Det er i den nøjsomme livsdrøm, som driver Alberts stille eksistens.

   I årtier har Albert sparet hver shilling. Efterhånden ligger der 600 pund – en formue i datidens penge – på et hemmeligt sted under gulvbrædderne. Albert ser i gyldne indklip en lille butik, som sælger tobak og har et værelse med en sød hustru, som venter ved kaminen. »A. Nobbs – Tobacconist«, står der med sindrig kalligrafi på den matterede glasdør. Drømmen har båret Albert gennem et liv af selvfornægtelse. Da han ser, at Hubert lever drømmen, bliver han atter interesseret.

SOM tilskuer færdes man hjemmevant på hotellet, både blandt herskab og tjenestefolk. Miljøet er skildret i tv-serier fra Upstairs, Downstairs til Downton Abbey og film som Robert Altmans Gosford Park (2001).

   Her forrykkes balancen i huset af forholdet mellem stuepigen Helen (Mia Wasikowska) og altmuligmanden Joe (Aaron Johnson). De drømmer om at rejse til Amerika sammen. Han gør modstand, da hun bliver gravid. Joe er bange for at blive som sin egen far, der drak og slog. For Albert er det en oplagt chance. Han vil gerne tage sig af Helen og barnet.

   De sociale lag over køkkenet er skildret i middagsselskaber, som Viscount Yarrell (Jonathan Rhys Meyers) holder for sin aristokratiske kreds. Der er hustruer med, men Yarrell sørger især for sine mandlige venner. Hotellet frekventeres også af forfattere som Sean O’Casey og George Moore. Michael McElhatton ligner Moore på fotos fra tiden, hvor han skrev om »The Singular Life of Albert Nobbs«, først i Celibates (1895), siden i A Story-Teller’s Holiday (1918), endelig i samlingen Celibate Lives (1927).

MIDT i dette er Albert fuldkommen uskyldig. Han forelsker sig ærbart i Helen, fordi hun passer i hans forestilling om stuen over den lille butik. Hun er venligt afvisende, da han spørger, om de skal spadsere sammen. Joe opfordrer hende til at sige ja, da han fornemmer, at den vindtørre butler har penge.

   Undervejs rammes Dublin af en tyfusepidemi. Albert og Hubert fortæller hinanden deres historier og taler om problemet i at konstruere en identitet. Den ene tackler det ved at forsvinde, den anden viser alting frem. I en hjerteskærende scene – den eneste, hvor solen skinner – har Albert lejlighed til at bære kjole og løbe på stranden med vind i sit ansigt. Det er det eneste sted, hvor hun smiler.

OVER alle vande svæver den pragmatisk indstillede dr. Holloran (Brendan Gleeson), der er stamgæst på hotellet. Da han rejser, er det, fordi han er træt af selvbedrag og hemmeligheder. For Moore var det vigtigt at kritisere den sociale fortrængning og dobbeltmoral. Forfatteren kendte alle fra Oscar Wilde til Édouard Manet i sin samtid og var et forbillede for den unge James Joyce. Han ville skrive som en irsk Zola. Confessions of a Young Man (1888) og romanen Esther Waters (1904) er værkerne, som stadig væk læses.*

   Janet McTeer og Glenn Close spiller begge deres karakterer helt op. Det er ikke svært at se, hvorfor Close har kastet sin kærlighed på historien. Her kan hun kompensere for tarvelige roller, f.eks. dén som Patty Hewes i tv-serien Damages. Det gør ikke noget, at Close er blevet lidt gammel til rollen. Det giver dybde til scenerne mellem Albert og Helen, der i Mia Wasikowskas fremstilling bliver filmens tredje anstændige menneske.

FOR god ordens skyld har Close også skrevet teksten til Brian Byrnes temasang, »Lay Your Head Down«, der synges af Sinead O’Connor. Det er i høj grad en irsk amerikaners projekt, en slags generobring af en forestillet hjemstavn. Flere ting i filmen, f.eks. sneen der falder i scenen, hvor Helen viser Albert, hvordan mænd og kvinder virkelig kysser, fører tanken hen på John Hustons The Dead (1987), en mesterlig fortolkning af den sidste novelle i Dublinfolk.

DET stille vand har den dybeste grund, men man savner en erotisk faktor i iscenesættelsen af kønnet. Der er et vist præg af nipsgenstand over filmen. Man fornemmer hver preciøs detalje, som der er blevet puslet med, men Rodrigo Garcia tegner kvinderne med den samme omhu, som han investerede i Things You Can Tell Just by Looking at Her (1999), Nine Lives (2005) og Mother and Child (2009). Albert Nobbs er fornem filmkunst. Der er meget at gå hjem med for den litterære liebhaver.

*) Impressionisten Édouard Manet (1832-1883) portrætterede den unge George Moore ved tre lejligheder. Skitsen i olie af »George Moore dans le jardin de l'artiste« hænger på National Gallery of Art i Washington D.C.; tegningen af Moore på café, som er reproduceret ovenfor, findes i samlingen på Metropolitan Museum of Art i New York. Begge er fra perioden 1878-79, da kunstnerne havde kontakt. Moore selv ville både male og skrive. Fra 1873 til 1880 boede han i Paris, gik på kunstakademiet, debuterede både som prosaist og lyriker og tog ivrigt del i cafélivet. I 1880 måtte han rejse hjem til familiens herregård i County Mayo og forholde sig til den økonomiske krise. Moore besluttede at satse på litteraturen og skrev henved 50 bøger og skuespil. Han blev også en toneangivende kunstkritiker, der promoverede impressionismen i Irland. Moore brugte portrættet fra 1880 som titelblad i sin bog om Modern Painting fra 1893.  

Albert Nobbs. Instr.: Rodrigo Garcia. Manus: Glenn Close, John Banville, Gabriela Prekop. Foto: Michael McDonough. 114 min. UK-Irland 2011. Dansk premiere: 09.08.2012.

Fotos: Mockingbird Pictures/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (George Moore portraits by Edouard Manet)

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen bragt i Weekendavisen Kultur 10.08.2012

Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 

MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.

   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.

   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.

   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.

SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.

   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.

   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.

   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.

BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk – bliver at leve i dystopiske opløsningstider.

   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.

   McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.

   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.

GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.

   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.

   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.

   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.

The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: BFI Film Fund/ Warner Bros. UK & Ireland/ Lionsgate/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate UK 23.01.2017

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016