FABIENNE Dangeville er en ærkefransk diva, der nærmer sig glamourøs alderdom. Hun bliver naturligvis spillet af Catherine Deneuve (f. 1943) – hvis rigtige mellemnavn er Fabienne.
Datteren Lumir, som selv er blevet midaldrende, slog sig ned i USA. Hun bliver i La vérité spillet af Juliette Binoche (f. 1964), som var for 1980ernes french wave, hvad Deneuve var for 1960ernes nouvelle vague.
Lumir kommer på besøg med den amerikanske familie, netop som Fabienne får udgivet sine autofiktive erindringer og medvirker i en ny film, hvor hun spiller over for Manon Lenoir (Manon Clavel), en kommende stjerne, som skal være den næste Deneuve og Binoche. Det er svære og krævende optagelser. Fabienne er på usikker grund.
JAPANSKE Hirokazu Kore-eda (f. 1962) er god til at skildre familier. Instruktøren gjorde et uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. Mange film senere er Kore-eda blevet en ny mester i traditionen fra Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Han ser alle generationer. Kronen på værket var guldpalmevinderen Shoplifters (2019). La vérité er hans første fremmedsprogede arbejde.
Kore-eda fanger hver nuance i familiebilledet. Især Ethan Hawkes karakter er mere end standardvare. Lumirs mand har alkoholproblemer og falder i. Fabienne tager ham ikke alvorligt som skuespiller, men Hank har åbenbart beskeden succes i en serie, som bliver streamet på nettet.
Også for ham selv er det uklart, om talentet var utilstrækkeligt. Faldt han som følge af alkoholismen eller førte middelmådighed ham til misbrug? I hvert fald er han en god far og en kærlig ægtemand på sin måde. Det er Hank, der forbinder de praktiske ender, mens Fabienne og Lumir diskuterer fortiden.
DE bedste scener i Sandheden er dog optagelserne til filmen, som Fabienne medvirker i. Det er en science fiction-historie, hvor protagonistens mor tager ud i rummet, fordi hun er syg. Moderen kommer hjem på besøg hvert syvende år og virker da altid ung og perfekt. Det er hun stadig, da pigen er blevet gammel.
Fabienne har rollen som den ældede, døende datter. Hun farer vild i sine replikker og kan ikke koncentrere sig. Hun føler, at professionalismen, som hun har hængt sin hat på hele livet, er ved at glide hende af hænde. Tiden er kold og har svært ved at huske. Hun føler sin alder meget akut og lyver sig stærkere i selvforsvar.
KORE-EDA gør filmen-i-filmen til en rig undertekst. Tidsrejsemotivet er hentet i Ken Lius novelle »Memories of My Mother«, som forfatteren lagde på nettet i marts 2012. Det er en ganske kort tekst, som benytter formatet flash fiction. Også amerikaneren David Gaddie har brugt den som afsæt for kortfilmen Beautiful Dreamer (2016).
Det er flot at forbinde cyberspacefremtiden med Fabienne. Mor og datter diskuterer, hvordan det var med mosteren, som tog sig af Lumir, når Fabienne var på optagelse. Lumir synes, at Fabienne fordrejer og forskønner det hele i erindringsbogen. Sandheden var ikke sådan. Mosteren døde ung – ganske som Françoise Dorleac, Deneuves storesøster, der kørte galt og døde, kun 25 år gammel, i 1967.
MAN kan se de to søstre sammen i Jacques Demys meta-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort). Og man kan se Deneuve spille over for sin egen voksne datter, Chiara Mastroianni, i Julie Bertuccellis La dernière folie de Claire Darling (2019, da. Claire Darling). Sådan gnider fiktionen kind med den virkelige historie i La vérité. Sandheden er ikke en nøglefilm – og så alligevel. Det enkle kunstgreb har meget stor virkning. Familiefornemmelsen er autentisk.
»Modenhed er alt,« siger Shakespeare i Kong Lear. Deneuve og Binoche er i virkeligheden 76 og 56 år. Det er godt at se dem som mor og datter. For Kore-eda er filmen et eksperiment. Det må siges at være lykkedes ham. Sandheden er en udsøgt komponeret buket af hyldest og historie. Her er 60 års fransk (og japansk) filmfølsomhed koncentreret.
SCIENCE fiction-genren har sine troper og grundmotiver. Der findes tusindvis af post-apokalyptiske fremtidshistorier, og i hvert fald nogle hundrede af dem lader mennesket vende tilbage til sit første hjem, enten uforvarende eller med vilje, efter at have været borte fra Jorden i så mange generationer, at fortællingerne om den blå planet er blevet legender.
Somme tider har man koloniseret galaksen, andre gange har det været nødvendigt at evakuere en ødelagt klode.Spekulativ fiktion handler altid om samtiden, om hvad der sker, hvis man fortsætter eller forstærker aktuelle tendenser.
I begyndelsen af Den Kolde Krig blev Jorden typisk lagt øde af kernevåben. Siden frygtede man udslip fra nedsmeltede kraftværker og globale epidemier. I begyndelsen af det 21. århundrede er der en overvægt af økologiske skræmmebilleder. Vejret er i stykker, jorden er forgiftet eller overbefolket, og man lever i resterne af verden før syndfloden.*
Uansetårsagen er det naturligvis de sædvanlige historier, der udspiller sig i de utopiske rammer. Genren spænder stadig lige så vidt i form, stil og tone, som den gør i tid og rum.
Alene fabelen om den forvitrede jord kan på ti år føre fra Tim Burtons remake af Planet of the Apes(2001), Richard Kellys Southland Tales (2006) og Pixar-filmen Wall-E (2008) til John Hillcoats litterære The Road(2009), Ridley Scotts Prometheus (2012) og Joseph Kosinskis Oblivion(2013).
DER er næsten tænkt for meget over baggrunden i After Earth. Her måtte Jorden evakueres i 2025. Menneskeheden fandt et nyt hjem på ørkenplaneten Nova Prime, og en ny tidsregning – A.E. – blev indført. Sådan er der gået 1000 år, og tilværelsen ville være stabil, hvis ikke stedets indfødte livsform – Skrel – insisterede på at bekæmpe pionererne.
Skrel-folkets våben er ursaer, genetisk manipulerede kødædere, som ikke kan se eller høre, men reagerer på duften af angstferomoner. Man er hjælpeløs, indtil kaptajn Cypher Raige (Will Smith) fra Det Forenede Rangerkorps som den første udvikler evnen til ikke at føle frygt.
Når man ikke udskiller feromoner, er man usynlig for dræberne. Fænomenet kaldes ghosting, og Cypher har viet sit liv til at skole andre i ghosting. Af samme grund har han alt for sjældent været hjemme hos familien på Nova Prime. Han var der ikke, da teenagedatteren Shenshi (Zoë Kravitz) blev dræbt af en ursa, mens hendes lillebror Kitai (Jaden Smith) så til fra en lufttæt plastboble.
NU er Kitai en 13-årig kadet, som brænder efter at bestå afgangsprøven og blive ranger. Cypher er en levende legende, som gør klar til at videregive ansvaret. Som far og søn er de fremmede for hinanden.
Faia Raige (Sophie Okonedo), familiens blide matriark, foreslår, at Cypher tager Kitai med på sin sidste mission. Der er tale om en rutineopgave. Man skal transportere en tilfangetagen ursa til et militæranlæg, hvor rangerne træner i ghosting. En meteorstorm kommer ud af det blå. Fartøjet må foretage et hyperspring og nødlande på den giftigste af alle planeter. Cypher Raige ved, at de vender tilbage til Jorden. Umiddelbart siger det ikke sønnen så meget.
PÅ den omstændelige baggrund venter en ganske effektiv historie. Cypher og Kitai er de eneste mennesker, som overlever styrtet. Den stærke far er kvæstet, så den usikre søn må foretage en farefuld rejse og hente nødsignalet i en vragdel, som er landet flere dagsrejser borte. Sandsynligvis er også den medbragte ursa i live.
På Jorden har flora og fauna genstartet evolutionens maskine. Der er en mangfoldighed af smukke og farlige livsformer. Blot er mennesket skrevet helt ud af ligningen. Sønnen skal nå at finde sin indre styrke og lære at være frygtløs, inden han møder den ubønhørlige ursa. Faderen skal lære at forstå sin dreng og indse, at han ikke kunne have hjulpet sin søster.
I USA er After Earth åbnet med negativ presse og dårlige odds. Projektet er skræddersyet til Will og Jaden Smith, som også er far og søn i virkeligheden. De spillede rimeligt rørende sammen i The Pursuit of Happyness (2006), da Jaden var en kær lille krøltop på seks.
Siden har Senior medvirket i genindspilningen af I Am Legend (2008), spillet super(anti)helt i den syrede Hancock (2008) og tjent store penge i Men in Black 3 (2012). I 2008 kunne han selv producere Seven Pounds, en bibelsk tonet lignelse om bogstaveligt at give lunser af sig selv.Smith er en afrikansk-amerikansk superstjerne, men man synes, han laver for lidt efterhånden og har en tilbøjelighed til at forkynde, når han endelig går på arbejde. Og hvorfor skal Junior altid promoveres?
Der er megen fnidder i luften på forhånd. Da det kommer til stykket, er After Earth dog en stilren robinsonade i rummet, en selvbevidst variation over helten med 1000 ansigters rejse og en instruktiv fabel om at finde indre styrke og maksimere mentale energier, når det gælder. Kald det mytologi eller holistisk coaching. Det er et eviggyldigt tema, som tåler at blive bearbejdet igen. Det giver absolut fortællingen ekstra styrke, at far og søn spiller far og søn med overbevisning.
AT Smith har smag for sci-fi, kunne man se allerede i filmatiseringen af Isaac Asimovs I, Robot, som Alex Proyas instruerede i 2004. Smith har selv udtænkt After Earth-historien og tilrettelagt projektet, som han har med-produceret og co-finansieret. Instruktøropgaven er betroet M. Night Shyamalan.
Her, siger nej-siden, er filmens andet problem. Amerikanske kritikere har set sig sjældent sure på den selvlærte Shyamalan, som man synes er sunket urimeligt lavt, siden han ved årtusindeskiftet brød igennem med nyskabende genrestykker som The Sixth Sense (1999, da. Den sjette sans) (»I see dead people«) og genistregen Unbreakable (2000), der stadig er en af de bedste film om tegneserier i virkeligheden.
Det er rigtigt, at Shyamalan misbrugte sit patenterede stilgreb – den narrative gimmick, som trækker tæppet væk under publikum, så tilskueren må revurdere hele historien. Han var dog stadig en distinkt billedskaber og en original historiefortæller – i Signs (2002), The Village (2004) og havfruefablen Lady in the Water (2006).
Først i The Happening (2008) – hvor brisen blev vor fjende – var Shyamalan regulært svag. Hans første forsøg i effektgenren, martial arts-legenden The Last Airbender (2010), var bedre end sit rygte, men nu er navnet i sig selv en belastning. Shyamalan er knap nok nævnt i lanceringen af After Earth.
ER man til gammeldags, hård science fiction, vil filmen føles næringsrig. Den bliver også en konventionel coming of age-story, hvor indvielsen får allegoriske udtryk, og er som sagt en robinsonade for to. Eksponeringen er økonomisk, og der er ingen anstrengte forsøg på at gøre Jorden til en overraskelse eller introducere begrebsoverskridende gimmicks i slutscenerne.
Action-aspektet er forudsigeligt. Til gengæld er den genfødte Jord fascinerende skildret.After Earth er ikke livsnødvendig, men Shyamalan-komplettister skal se den. Der er planer om en After Earth 2. Der var dog også planer om fire Airbender-film, men kun den første blev produceret.
*) Teksten er skrevet i 2013. Samtlige scenarier fik en renæssance ved indgangen til 2020erne, da ulykkerne pludselig stod i kø. COVID-19-pandemien lagde hverdagen ned i to år. Kun klimaforandringen fortsatte upåvirket. Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, blev muligheden for anvendelse af kernevåben konkret på under en uge. Selv erindringen om katastrofen på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986, der så småt var blevet historisk stof for horrorfilm og dramadokumentariske serier, var tilbage med ny relevans. Da ulykken skete, var Ukraine en del af Sovjetunionen. Der var chok og frygt i rigt mål, men man tænkte på det som noget, der skete i Rusland.
After Earth. Instr.: M. Night Shyamalan. Manus: Gary Whitta, M. Night Shyamalan. Foto: Peter Suschitzky. 100 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.06.2013.
Fotos: Columbia Pictures/ Overbrook Entertainment/ Blinding Edge Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri mastered in 4K) fra Sony Pictures 14.10.2013
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2013
SALONSOCIALISTEN Herbert George Wells (1866-1946) skrev meget andet end science fiction, men uden for England huskes han primært for fem banebrydende værker, der har fået et langt efterliv. The Time Machine (1895, da. Tidsmaskinen) var Wells’ debut. De genetiske eksperimenter i The Island of Dr. Moreau (1896, da. Dr. Moreaus ø) og den vildfarne forsker i The Invisible Man: A Grotesque Romance (1897, da. Den usynlige mand) viderefører motivet fra Mary ShelleysFrankenstein; or, the Modern Prometheus (1818, 1831) og gør sig tanker om, hvor langt videnskaben kan og bør gå.
Kun The First Men in the Moon (1901, da. De første mennesker på månen) er blevet overhalet af udviklingen. Katastrofescenariet i The War of the Worlds (1898, da. Klodernes kamp) har derimod ingen udløbsdato. Her bliver Jorden angrebet af væsener fra Mars. I 1890erne var spekulationerne om naboplanetens ulmende rødme og tilsyneladende »kanaler« på deres højeste. Den unge Wells var sin tids Michael Crichton, og han lægger snittet så kropsnært som muligt. Krigen udkæmpes i hverdagens England, »in the last years of the nineteenth century«, hvor mennesket angribes af »intelligences greater than man’s and yet as mortal as his own.«
WELLS indleder romanen med en videnskabelig redegørelse, »The Eve of the War«. Fortælleren understreger, at de kosmiske fjender længe har iagttaget os. Men de studerer blot livet i mennesketuen og føler ikke mere, end vi gør ved at betragte »the transient creatures that swarm and multiply in a drop of water«. Styrkeforholdet er så skævt, at man ikke kan tale om en krig. Med mindre man vil påstå, at mennesker og mider fører krig.
For Wells er det vigtigt at vise, hvordan den sociale struktur går i opløsning; hvor skrøbelig hele konstruktionen er. Myndighedernes reaktion er en vigtig faktor i romanen. Imidlertid er udfaldet positivt. Den panikslagne læser slipper med forskrækkelsen og får lov at ånde lettet op. Efter nivelleringen af al kendt orden bliver væsenerne i de gigantiske »trefødder« ofre for almindelige bakterier, som mennesker er immune for.
WELLS tilbragte årtier i samfundsdebatten og den realistiske samtidslitteratur, som han berigede med bl.a. Kipps (1905), The History of Mr. Polly (1910), The Passionate Friends (1913), Mr. Britling Sees It Through (1916) og The World of William Clissold (1926), der var timet til hans 60-års-dag. Der er flere korte fremtidsstykker. I The Shape of Things to Come (1933), der kan betragtes som et litterært testamente, bliver demokrati, fascisme og kommunisme undersøgt og fravalgt som forudsætninger for den realiserede utopi, World State, som er Wells' ideelle samfund.
Både i The World of William Clissold og The Shape of Things to Come– som produceren Alexander Korda fik William Cameron Menzies til at instruere stift og statuarisk, endda i noget nær dorisk stil, men til stor tilfredshed for forfatteren, som selv skrev manuskriptet til filmatiseringen fra 1936 – er fiktion og filosofisk traktat smeltet sammen. Der er ingen fantastisk farve tilbage, men Wells tror stadig på menneskeden og fremtiden. Først i slutningen af forfatterskabet, i titler som Mind at the End of Its Tether (1945) er optimismen definitivt opbrugt.
Jorden i en dråbe vand: War of the Worlds (2005)
FASCINATIONSKRAFTEN i The War of the Worlds har været lige så stor som præmissens tilpasningsevne. For Den Kolde Krigs USA var invasionsscenariet et oplagt billede på truslen fra Sovjetunionen og statskommunismen. Er det måske ikke blodrød vegetation, som begynder at fylde havene og dække jorden, da de fremmede har fået fodfæste?
Wells’ journalistiske fortæller bevarer en undren ved mangfoldigheden, ser til slut op på stjernerne og overvejer, om »the destruction of the Martians is only a reprieve«. Af denne visionære kvalitet er der ingen spor i Byron Haskins’ filmatisering fra 1953. Der er bare en by i Amerika og nogle tvivlsomme special effects.
DEN klassiske version af Klodernes kamp er radioudgaven, som Orson Welles og det øvrige Mercury Theatre opførte den 30. oktober 1938. Den fingerede reportageform udløste kollektiv panik. Lytterne troede på radiostemmen, som vi ville tro på en tv-avis, og man er tæt på at kunne sige, at den dramadokumentariske genre blev grundlagt denne aften. Tredive år senere var Welles’ metode udgangspunktet for grænseoverskridende dramatiseringer som Peter Watkins’ tv-film The War Game (1968, da. Krigsspillet), der beskriver virkningen af et atomangreb. Den gjorde seerne lige så bange.
I NYERE tid har især kulttegneserieskaberen Alan Moore brugt flere af Wells’ fiktioner i retroserien The League of Extraordinary Gentlemen (da. Det Hemmelighedsfulde Selskab), som han skriver til tegninger af Kevin O’Neill. Her pløjer Nautilus, kaptajn Nemos undervandsbåd, sig gennem den røde vegetation for at nå til Dr. Moreaus ø, og Hawley Griffin fra The Invisible Man er blandt medlemmerne af det victorianske helteforbund.
En af de mest kuriøse versioner er det uopslidelige konceptalbum – dengang sagde man »rockopera« – som Jeff Wayne skrev i 1978. Her fungerer Richard Burton som fortæller, mens Justin Hayward lægger sangstemme til »Journalistens indre monolog«. De gjaldende tågehornsagtige brøl – oooo-laaaahhh!! – som kommer fra trefødderne, har næppe lydt mere livagtige.
Albummet er genoptrykt i et dramatisk udvidet bokssæt (2005). Koncertversionerne er blevet stadig større rejsende udstyrsstykker, og i en kommende 2025-opførelse er det Liam Neeson, som fremsiger fortællerens kommentar. Overhovedet er alt materiale, der relaterer til The War of the Worlds, blevet vendt og drejet igen. En særstilling indtager Steven Spielbergs film, som gerne vil være en definitiv moderniseret version.
HOS Spielberg går øvelsen ud på at bruge så meget som muligt af grundmaterialet. Storfilmen ønsker således ikke at skabe egentlig spænding. Snarere vil den rekonstruere og aktualisere pointerne og motiverne hos Wells. Prologen viser Jorden i en dråbe vand, hvor mikroorganismerne simrer. Morgan Freemans stemme reciterer en tilpasset udgave af første afsnit i Wells’ roman. Vi befinder os nu i begyndelsen af det 21. århundrede.
Den første time fungerer godt. Visualiseringen er imponerende, og skønt en victoriansk katastrofefilm havde været mere interessant, giver det mening at flytte handlingen til New York, hvor den fraskilte havnearbejder Ray Ferrier (Tom Cruise) får sin mutte teenagesøn Robbie (Justin Chatwin) og gammelkloge 11-årige datter Rachel (Dakota Fanning) på weekend. Mor (Miranda Otto) og hendes nye mand afleverer børnene for så at forsvinde ud af historien.
MIDT i filmen får Tim Robbins en rolle som Ogilvy, en militant fantast, der har forskanset sig i en kælder (og stammer fra romanen). Ellers er der tusindvis af statister, men kun manden, sønnen og datteren bærer handlingen og har distinkte karakterer. Måske blev hele den del af budgettet brugt på at betale Tom Cruise. Han leverer en af sine seje, sagligt sammenbidte karakterer og gør i begyndelsen lidt ud af at gebærde sig arbejdsmandsagtigt. Siden bliver han Den Kæmpende Far. Også børnene indser, hvem det egentlig er, som de elsker.
I ANDEN time falder filmen ned i et sort hul, da familien gemmer sig i kælderen hos Ogilvy. En alenlang, meget syntetisk sekvens, hvor en af treføddernes fangarme undersøger kælderen, bliver næsten ufrivilligt komisk (man mindes kæmpeslangen i Anaconda). Her går filmen død på samme måde, som det skete i Jurassic Park (1993), hvor en lignende surrogatfamilie skjulte sig, mens dinosaurerne trampede rundt og sagde lyde i natten og regnen. Heldigvis kommer filmen op på knæ igen og kan skildre de røde væksters fossilisering meget anfægtende. Men kun første time indfrier de store forventninger filmen bliver mødt med.
STEVEN Spielberg nærer en ulykkelig kærlighed til den mørke side af fantasy-feltet. Hans force er den lyse magi og i bedste forstand barnlige undren, der præger hovedværker som Close Encounters of the Third Kind (1976, da. Nærkontakt af tredje grad), E.T. – The Extra-Terrestrial (1982) og slutningen af A.I. - Artificial Intelligence (2001), som han færdigjorde efter Stanley Kubricks forlæg. Alligevel går han igen og igen efter mørket, måske for at vise sig voksen og kompleks. Det har kun for alvor fungeret i Philip K. Dick-filmatiseringen Minority Report (2002).
Her får ambitionen War of the Worlds til at knække på midten, men vist er filmen seværdig, og vist har den enkeltstående øjeblikke, hvor husfotografen Janusz Kaminski skaber uforglemmelige billeder. Jorden i dråben er nævnt. Også natlig panik ved en lysende færge gør indtryk, og floden som er fuld af drivende lig, da Rachel Ferrier er gået afsides. Trods sit kommercielle væsen demonstrerer filmen en fortsat evne til undren, som gør både forlægget og fortolkeren ære.
Fremtidsmusik: The Time Machine (2002)
ORIGINALE ideer er uopslidelige. Det samme gælder gode historier, og det er svært at ødelægge dem helt og aldeles, selv om man sjusker med udførelsen. Ikke alene har de første fem romaner, som Wells selv kaldte »videnskabelige romancer«, været udsat for talløse genfortællinger på film, teater, tv osv. De har også inspireret så mange variationer og kopier, at de hver især kan kaldes genreophav.
Det er faktisk kun Edgar Allan Poe og Jules Verne, der kan matche Wells på idéfronten. Imidlertid var amerikaneren og franskmanden forskånet for at se, hvad en eftertid af makværker reducerede deres visioner til. Det var Wells ikke. Han skrev sin genreskabende science fiction i begyndelsen af en 50-årig praksis. Han gjorde det for at tjene penge og mente selv, at han siden blev større og bedre, men han afskrev aldrig de første arbejder.
Da Universal Studios i 1933 lod James Whale instruere Claude Rains i den første af utallige film over The Invisible Man, var Wells med i studiet og havde i kontrakten betinget sig retten til at sige fra i kunstnerisk henseende.
WELLS gjorde sig mange tanker om samfundets indretning. Han var også interesseret i de nyeste videnskabelige opdagelser og teorier. Der er derfor både vision og substans i historien om Den Tidsrejsende, som konstruerer en maskine, der transporterer ham fra et skeptisk middagsselskab i Richmond til en næsten apokalyptisk fjern fremtid i året otte hundrede og to tusind syvhundrede ét e.Kr.
Pådette ubegribelige tidspunkt er Darwins teorier, som diskuteres udførligt i bogen, blevet demonstreret igen og igen. Og menneskeheden er blevet to arter: de lyse Eloiere, den smukke race som lever på overfladen, og de mørke undermennesker, Morlockerne, der driver maskineriet i dybet.
Gradvis går det op for Den Tidsrejsende, at tingene ikke er så enkle, som de ser ud. Den ene art lever af den anden, men ingen af dem kan undvære hinanden i fødekæden, som vi i dag ville kalde et økologisk kredsløb.
Den Rejsende bliver ven med barnekvinden Weena, hjælper Eloierne med at bryde det givne mønster og vender tilbage til sin egen tid. Da ingen af vennerne tror ham, rejser han, går vi ud fra, tilbage til fremtiden. Kun rammehistoriens fortæller venter ham til slut, men bogen ender bogstavelig talt i den yderste tid, da Jorden er holdt op med at rotere.
Wells' vigtigste pointe ligger i forholdet mellem Eloiere og Morlocker. Disse racer demonstrerer, hvad der sker, hvis kroppen og sindet glemmer hinanden, og hvis klassesamfundets bund og top holder op med at tage vare på hinanden.*
Resten af romanen er væsentligst eventyrlig iscenesættelse, der skal gøre det muligt for Wells at diskutere med læseren og fremlægge sine ideer og teorier. Han mente nok, at det en dag ville blive muligt at rejse i tiden, men i dag ville han sikkert vælge at sende sin pilgrim til fremtiden gennem et ormehul.
SIMON Wells (f. 1961), forfatterens tipoldebarn, har moderniseret Tidsmaskinen på vegne af Dreamworks-studiet. Resultatet er mere vellykket, end man skulle tro. Nostalgiske purister vil muligvis foretrække den stive, men relativt trofaste filmatisering, som amerikaneren George Pal instruerede i 1960. Der er dog meget ved 2002-udgaven, som taler for at gøre den til den gængse.
En ny ramme er lagt uden om den gamle. Historien begynder i New York ved århundredeskiftet, hvor tidsforskeren Alexander Hartdegen mister sin forlovede. I første omgang tager han tilbage i tiden for at rette denne fejl i eksistensen. Han indser da – som det altid sker i genren – at man ikke kan diskutere med skæbnen eller ændre historiens gang. Via en mellemstation i vort eget årtusind, et New York som går i opløsning, da Månen er blevet sprængt i stykker, sendes han frem til tidens yderste grænse.
ELOIERNE er denne gang gyldenbrune stammefolk, som taler kliksprog, bor i gennemsigtige trækokoner og driver jordbrug ved hjælp af vindmøller. Morlockerne er digitale supertrolde, som ledes af den dekadente Jeremy Irons. Et barn og en blid kvinde kan forstå »stensprog«, dvs. engelsk som aflæst på ruinerne.
Pointen er jo, at tidsmaskinen ikke rokker sig af stedet. Den står fast, mens tiderne skifter, og i en vis forstand er vi stadig i New York. Vi har set landskabet ændre sig over årtusinder, og det er i disse sekvenser, at de computerfrembragte effekter for alvor kommer til deres ret.
Guy Pearce er først meget stiv, men tør siden op som edwardianeren, der er landet i fremtiden. Selvfølgelig forelsker han sig, selvfølgelig vælger han side og vil blive. Men findes der en vej tilbage, og hvor ender tiden ved tidernes slutning? Man skal have en svaghed for denne slags tanker, og man må holde af både eventyr og science fiction for at få det fulde udbytte af Time Machine. Der er dog ingen tvivl om, at hjertet er med, og at Wells har skabt, hvad man kalder en god dårlig film, som vil holde.
Versioner af Wells
VI tænker på Wells som victorianer, men han var aktiv frem til slutningen på 2. verdenskrig. Han er tættere på, end vi gør os klart. I ekstramaterialet, som indgår i boxsættet The Universal Studios Classic Monster Collection (2000), kan man se Wells besøge Universal-studiet og tale med Carl Laemmle under optagelserne til The Invisible Man. Wells døde ni år, før Timothy John Berners-Lee blev født. Berners-Lee er manden, som skrev de første koder til World Wide Web i 1989. Wells forbinder således flere tidsaldre.
Ikke overraskende er Wells selv blevet en moderne eventyrfigur. Nicholas Meyer – den amerikanske forfatter, fan og filminstruktør, som tillige er ansvarlig for nogle af de bedste pasticheromaner om Sherlock Holmes – lader i tidsrejsethrilleren Time After Time (1979, da. Kapløb med tiden) Wells (Malcolm McDowell) følge efter Jack the Ripper (David Warner), der er flygtet fra London i 1893 til San Francisco i 1979.
Transporten finder selvsagt sted i en rudimentær tidsmaskine. I fremtiden møder Wells bl.a. den emanciperede Amy Robinson (Mary Steenburgen), som hjælper ham med at fælde Flænseren og rejser med tilbage til forfatterens tid.
AMY Robinson var navnet på Wells’ anden hustru, som han giftede sig med i 1895. Wells og Amy fik to sønner og blev sammen til hendes død i 1927, men det forhindrede ikke fritænkeren i at have ægteskabslignende forhold til andre kvinder. I 1914 fik han sønnen Anthony sammen med kollegaen Rebecca West (1892-1983). Anthony West, der døde i 1987, blev selv forfatter og skrev i 1984 biografien H.G. Wells: Aspects of a Life.
Større tænkt var miniserien The Infinite Worlds of H.G. Wells, som Nick Willing producerede for Hallmark Entertainment i 2001. I tre spillefilmslange episoder får den gamle Wells i 1946 lejlighed til at fortælle om sine begynderår i 1890erne. Tom Ward spiller Wells i begge tidsafsnit og er også hér forsynet med en romantisk blanding af kæreste og assistent, videnskabskvinden Jane Robbins (Katy Carmichael) fra Imperial College of Science i London.
Detaljen er ganske vist anakronistisk. Imperial College fik først sit navn i 1907. På Wells’ tid hed stedet, der i dag hører under University of London, endnu Royal College of Science. Til gengæld var det her, at han underviste, da han i 1894 fik Amy Robinson som elev. På forfriskende vis er det ikke de sædvanlige prototypiske romaner, men seks mindre kendte noveller, der ligger til grund for den velskabte miniserie, som udkom på dvd i 2005.
WELLS optræder som biperson i en række pasticher og er en af de autentiske figurer, som hyppigst indfattes i perioderomaner fra det victorianske og edwardianske England. I Doctor Who-føljetonen Timelash (1985) bliver han spillet af David Chandler, mens Terry Kiser fremstiller skikkelsen i to episoder, »Tempus Fugitive« (1995) og »Soul Mates« (1996), fra Lois & Clark: The New Adventures of Superman (1993-97).
Forfatterens bo markerede 100-året for udgivelsen af The Time Machine ved at bestille The Time Ships (1995), en autoriseret fortsættelse af typen, som blev moderne i 80erne og 90erne, hos forfatteren Stephen Baxter. På overdrevet, men i emnets ånd, skrev Elizabeth Hawley og Columbia Rossi i 1974 Bertie: The Life after Death of H.G.Wells, der fortælles af Wells selv i første person ental.
ENGLÆNDEREN David Lodge (f. 1935), hvis skønlitterære forfatterskab har stået i skyggen af hans vigtige indsats som akademisk underviser og kritiker, skrev i 2011 A Man of Parts. Bogen kombinerer biografisk fiktion og kritisk analyse i en særegen form, som især britiske forfattere eksperimenterede med ved årtusindeskiftet. Peter Ackroyds monumentale Dickens (1990) er et andet eksempel på genren, som siden er blevet mindre fremherskende.
Lodge lader den døende Wells interviewe sig selv, mens han sidder i huset på Hanover Terrace i 1944 og skriver på Mind at the End of its Tether. Han husker på den måde afgørende valg, som han foretog: personlige, politiske, seksuelle og æstetiske dispositioner. Generelt er den akademiske læsning af Wells mere interesseret i hans person end i romanerne, han skrev. Wells foregreb selv hybridformatet i Experiment in Autobiography (1934).
I science fiction-kontekst er han blot blevet større. I 2020erne er man mere interesseret i, hvordan hans forestilling om »a world brain« foregriber AI, internettet og Wikipedia. Ideerne fra de første fem romaner forbliver hjørnesten i selve fundamentet under genren.
*) Wells fik naturligt nok status som en slags ekspertvidne i forhold til fiktive fremstillinger af fremtiden. Det var ham, som tidens medier opsøgte, når sandsynligheden i spekulativ fiktion og science fiction generelt skulle vurderes. Man kunne tro, at Wells ville være en åben og imødekommende kritiker, der var gavmild mod fæller i faget. Det var på ingen måde tilfældet. Wells var nidkær, nøjeregnende og fokuseret på at værne om sin førerposition. The New York Times bad forfatteren anmelde Fritz Langs Metropolis (1927), da filmen fik amerikansk premiere. Resultatet var en af de mest kontrære og ukongeniale tekster, der er skrevet om filmen. Wells' vrangvillighed er særligt bemærkelsesværdig, fordi forholdet mellem eliten og folket, Hoved & Hænder – som forenes af Hjertet: »Mittler zwischen Hirn und Händen muss das Hertz sein!« – i Langs og Thea von Harbous dystopiske allegori svarer nøje til den gensidige afhængighed mellem eloiere og morlocker i The Time Machine. Wells kunne have antydet inspirationen. I stedet hælder han filmen af brættet som uvidenskabeligt tankespind. Abonnenter kan læse Wells' anmeldelse i NYT's arkiv. Endvidere er den genoptrykt i Lapham's Quarterly den 4. oktober 2011.
Time Machine (The Time Machine). Instr.: Simon Wells. Manus: John Logan. Foto: Donald McAlpine. 95 min. USA 2002. Dansk premiere: 05.04.2002
War of the Worlds. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Josh Friedman og David Koepp. Foto: Janusz Kaminsky. 117 min. USA 2005. Dansk premiere: 29.06.2005
Alan Moore & Kevin O'Neill: The League of Extraordinary Gentlemen, Volume II. America's Best Comics (Wildstorm/ DC Comics) 2003.
Jeff Wayne’s Musical Version of The War of the Worlds. 7-Disc Collector’s Edition. First released June 9, 1978. Sony/BMG 2005.
Time After Time (Kapløb med tiden). Instr. og manus: Nicholas Meyer. Foto: Paul Lohmann. 112 min. USA 1979. Dansk premiere: 17.12.1979.
The Infinite Worlds of H.G. Wells. Instr.: Robert Young. Format and Story: Nick Willing. Manus: Chris Harrald etc. Foto: John McGlashan. 267 min. UK 2001.
Bertie: The Life after Death of H.G. Wells. Recounted by Elizabeth Hawley and Columbia Rossi. 224 s. London: New English Library, 1973.
David Lodge: A Man of Parts. 566 s. London: Harvill Secker, 2011.
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab/ National Portrait Gallery/ Paramount Pictures/ Warner Bros./ Orion Pictures/ America's Best Comics/ Wildstorm/ DC Comics/ YouTube (Paramount, Amblin, Warner Bros. trailers)
War of the Worlds streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 08.06.2020
Time Machine streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 05.10.2021
Time After Time streames på Apple TV og YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 24.09.2018
Teksten tager udgangspunkt i anmeldelser fra WA Kultur 05.04.2002 + 29.06.2005. Slutning, ramme og noter er nyskrevne oktober 2021 [henvisninger ajourført december 2024]
FABIENNE Dangeville er en ærkefransk diva, der nærmer sig glamourøs alderdom. Hun bliver naturligvis spillet af Catherine Deneuve (f. 1943) – hvis rigtige mellemnavn er Fabienne.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)