Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015)

EN MAND TIL ALLE TIDER

Sherlock Holmes på film i 100 år

Af BO GREEN JENSEN

LAD os bare gå lige til sagen. Der er ingen grund til at skrive en lang forerindring. Hele verden kender hovedpersonen, som ikke var den første, men som stadig er den største af alle fiktionens privatdetektiver.

   I 1947 er den 93-årige Sherlock Holmes (Ian McKellen) ved at skrive om sagen, som fik ham til at trække sig, efter 23 år i faget, og blive biavler i Sussex. Han har boet på en gård i South Downs, ved landsbyen Cuckmere Haven mellem Seaford og Eastbourne, og passet sine bier i 44 år. Her er det krigsenken Mrs. Munro (Laura Linney), der tager sig af ham og fører hus.

   Mrs. Munro er alene med Roger (Milo Parker), en kvik dreng på 10 år. Hun har et anstrengt forhold til sin arbejdsgiver, der kan være lidt af en åndssnob. Holmes erkender at have faderlige følelser for Roger. Hun synes ikke om, at drengen – der allerede har glemt sin fars godnathistorier – knytter sig til detektiven. »Mr. Holmes vil ikke være for altid,« siger hun til Roger.

   

SAGEN er, at Sherlock er ved at blive senil. Han ved det selv og kæmper med en tiltagende demens, der indtil videre kan camoufleres som distræt glemsomhed. Men huslægen dr. Barrie (Roger Allam) ved besked og beder Holmes sætte kryds i kalenderen, når der går en dag, som han ikke kan huske.

   Ved begyndelsen af Mr. Holmes kommer detektiven hjem efter en rejse. Han har været i Japan for at plukke zanthoxylum peperitum – som englændere kalder prickly ash og som vi kalder tandved eller japansk peber – i Hiroshima.

   Holmes er forfatter til monografien The Value of Royal Jelly, with Further Comment upon the Health Benefits of Prickly Ash. Han har i årevis bedt Mrs. Munro komme biernes gelée royal i sin mad, i sin te, ja i så mange ting, at hun væmmes. Nu er det den bestrålede tandved, som skal indtages på alle måder. Holmes håber mod alt håb, at planten kan standse hans mentale forfald.

   

DET er i denne atmosfære, at han sætter sig for at skrive. Holmes anerkendte aldrig afdøde Watsons evner som forfatter. Nu har han problemer med at puste liv i historien om The Glass Armonicist. En sag om sorg og ufødte børn, der begyndte som en ægtemands forsøg på at finde ind til sin hustru og sluttede med et dødsfald, som Holmes i alle årene har følt sig ansvarlig for.

   Den gamle sag er skudt ind i rammehistorien. Holmes driver ind og ud af erindringen, som på gode dage er stærk og præcis, mens det forgangne forsvinder på andre. Værst er den drømmende grænsetilstand, hvor Holmes ikke ved, om han hallucinerer. Han har altid kunnet stole på sin hjerne. Det kan han ikke mere, og det fylder ham med en ny smerte.

   Det er dén tilstand, som Mr. Holmes handler om, og det gør historien til en anden slags fortælling end de fleste pasticher på Conan Doyles stil.

BILL Condons film er en forenklet udgave af A Slight Trick of the Mind, en meget elegant roman, som Mitch Cullin skrev i 2005. Her er alt mere detaljeret beskrevet: bierne, planterne, Japan efter atombomberne, Holmes som en levende anakronisme, klangen af glasharper, husholdersken med den opvakte søn, sagen som bliver vigtig at huske, fordi erindringen er ved at dø.*

   Alligevel er det i filmen, at manden i midten bliver konkret. Hos Cullin er den gamle sag henlagt til foråret 1902. I filmen er forløbet skudt tyve år frem, til tiden efter 1. verdenskrig. Den gamle Holmes fortæller efter endnu en ødelæggende krig, men han siger stadig The Great War om den første.

   Det bliver perspektivet blot mere svimlende af. Grebet er dog foretaget, fordi Ian McKellen – som er født i 1939 – skal overbevise både som yngre og ældre. I flashbacks er han en skarp, væver mand på 70. Som gammel går han dårligt, hiver efter vejret og har fået leverpletter.

   Mr. Holmes blev vist på Berlinalen i 2015 og var rost og meget efterspurgt, fordi tiden for tiden er så forelsket i den moderniserede Sherlock, som Benedict Cumberbatch fremstiller i BBC-serien. Den stille film ligner ikke den hyperaktive serie. Så Mr. Holmes fik dansk premiere i Cinemateket.

ENHVER seriøs sherlockianer måtte sporenstregs løse billet. Premieren var samtidig startskuddet på en kavalkade, kurateret af Palle Schantz Lauridsen. Lauridsen er forfatter til Sherlock Holmes i Danmark (2014) og disputatsen Sherlock Holmes findes ikke (2020). Han er som undertegnede dybt impliceret – vi er begge medlemmer af Sherlock Holmes Klubben i Danmark.

   Serien samlede ti biograffilm fra de sidste (eller første) 100 år. Hen ad vejen blev Holmes en figur, som flertallet fulgte i tv. Conanen, som består af fire lange og 56 korte historier, kunne være skrevet til mediet. Novelleformatet passer perfekt. Både BBCs Sherlock (som fra 2020 streames på Netflix) og Granada-serien med Jeremy Brett (1984-94) var globale fænomener.

   Imens blev spillefilm sjældne. Måske var Basil Rathbone og Nigel Bruce de sidste versioner af Sherlock Holmes og John Watson, som verden oplevede i biografen. Det er næsten 80 år siden. I nyere tid kan kun Guy Ritchies to Holmes-film med Robert Downey Jr. præstere noget lignende. Cinemateket viste Rathbone-udgaven af Baskervilles hund, som Sidney Lanfield instruerede i 1939, og den første af Ritchies energiske steampunk-versioner, Sherlock Holmes, fra 2009.

ÆLDST i feltet var den danske Sherlock Holmes i bondefangerkløer (1910). Otto Lagoni spillede Holmes i 12 korte film, som Nordisk producerede mellem 1908 og 1911. Kun dette kuriosum er bevaret. Mere spændende var den britiske Sherlock Holmes fra 1916. Filmen varer to timer, er instrueret af Arthur Berthelet og har den legendariske William Gillette i titelrollen.

   Gillette var for sin tid, hvad Rathbone og Brett blev for deres: den definitive Holmes. Det var ham, der fastlagde de grundlæggende træk ved figuren. Gillettes teaterudgave blev opført 1300 gange. Man troede, at filmen var gået tabt, men i 2014 fandt Cinématheque Française et nitrat-negativ i sit arkiv. Det blev vist med nykomponeret musik. En begivenhed, intet mindre.

   John Barrymore er næsten romantisk i Sherlock Holmes, som Albert Parker instruerede i 1922. Arthur Wontner har hovedrollen i Graham Cutts’ The Sign of Four: Sherlock Holmes' Greatest Case fra 1932. Filmudgaven af De Fires Tegn var seriens første tonefilm.

   De bedste Holmes-film er fra 70erne, hvor fanindustrien begyndte for alvor. Billy Wilders The Private Life of Sherlock Holmes (1970), med Robert Stephens som Sherlock, Colin Blakely som Watson og Christopher Lee som Mycroft Holmes, blev klippet ned af producenten og var ikke, hvad Wilder havde tænkt sig. Alligevel er den yderst seværdig. Her drager Holmes og Watson til Loch Ness.

HERBERT Ross’ Den snigende gift (1979) er en forrygende historie med Nicol Williamson som Holmes, Robert Duvall som Watson og Laurence Olivier som Moriarty. Alan Arkin spiller Sigmund Freud, der behandler Holmes for hans narkomani.

   Filmen bygger på The Seven-Per-Cent-Solution (1976), den første af fire pasticheromaner, som Nicholas Meyer har skrevet. I The West-End Horror fra 1978 hjælper Oscar Wilde og Bernard Shaw med at løse Jack the Ripper-mysteriet. Den bog er desværre ikke filmatiseret. Ej heller The Canary Trainer (1993), som er et riff på The Phantom of the Opera. Der er stadig håb for The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i 2019.

   Man kunne savne kuriosa. Gene Wilders The Adventure of Sherlock Holmes’ Smarter Brother (1975) er en kærlig parodi, og Disneys animationsfilm om Mesterdetektiven Basil Mus (1986) er en perlende introduktion for de yngste. Juryen voterer stadig i sagen om Sherlock Gnomes (2018), hvor karaktererne er havenisser, og i dag ville Netflix-filmen Enola Holmes (2020) høre med. For resten findes Holmes også på russisk, indisk, tysk og fransk.

   

VOR helt er i sandhed a man for all seasons. Der findes tæt på 1000 filmudgaver. Som et forvarsel om den totale popularisering, der alt i alt er en positiv ting, vistes Barry Levinsons Young Sherlock Holmes (1985). Holmes og Watson er kun store drenge, da de løser mysteriet om en egyptisk dødekult. Michael Holdern lægger stemme til den ældre, erindrende detektiv.

   Han er endelig ved målet i den fine Mr. Holmes. Detektiven har aldrig været så sårbar, som Ian McKellen fremstiller ham. For denne gang bliver der ingen smutvej; ingen vandreår under radaren; ingen lang pause at digte videre om. Denne gang er det definivt. Selv hukommelsen lukker ned. Det er derfor også gribende at se det store mørke begynde.

Se også Forbrydelserne bliver større: En roman om Sherlock Holmes; Guder og monstre: James Whale 1896-1957 og Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn.

*) Mitch Cullin: A Slight Trick of the Mind. 254 s. New York: Talese/ Doubleday, 2005. London: Canongate, 2005. I nye udgaver er titlen ændret til Mr. Holmes. 

Mr. Holmes. Instr.: Bill Condon. Manus: Jeremy Hatcher. Foto: Tobias Schliessler. 104 min. Storbritannien 2015. Dansk premiere: 21.04.2016 (Månedens Film i Cinemateket)

Fotos: CineMaterial/ Miramax/ United Artists/ BBC/ Granada/ DFI/ Canongate/ MovieStillsDB

Filmen streames på iTunes og Google Play

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.04.2016

H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]

TIL VERDENS ENDE

Moderne film efter klassiske værker af H.G. Wells

SALONSOCIALISTEN Herbert George Wells (1866-1946) skrev meget andet end science fiction, men uden for England huskes han primært for fem banebrydende værker, der har fået et langt efterliv. The Time Machine (1895, da. Tidsmaskinen) var Wells’ debut. De genetiske eksperimenter i The Island of Dr. Moreau (1896, da. Dr. Moreaus ø) og den vildfarne forsker i The Invisible Man: A Grotesque Romance (1897, da. Den usynlige mand) viderefører motivet fra Mary Shelleys Frankenstein; or, the Modern Prometheus (1818, 1831) og gør sig tanker om, hvor langt videnskaben kan og bør gå.

   Kun The First Men in the Moon (1901, da. De første mennesker på månen) er blevet overhalet af udviklingen. Katastrofescenariet i The War of the Worlds (1898, da. Klodernes kamp) har derimod ingen udløbsdato. Her bliver Jorden angrebet af væsener fra Mars. I 1890erne var spekulationerne om naboplanetens ulmende rødme og tilsyneladende »kanaler« på deres højeste. Den unge Wells var sin tids Michael Crichton, og han lægger snittet så kropsnært som muligt. Krigen udkæmpes i hverdagens England, »in the last years of the nineteenth century«, hvor mennesket angribes af »intelligences greater than man’s and yet as mortal as his own.«

   

WELLS indleder romanen med en videnskabelig redegørelse, »The Eve of the War«. Fortælleren understreger, at de kosmiske fjender længe har iagttaget os. Men de studerer blot livet i mennesketuen og føler ikke mere, end vi gør ved at betragte »the transient creatures that swarm and multiply in a drop of water«. Styrkeforholdet er så skævt, at man ikke kan tale om en krig. Med mindre man vil påstå, at mennesker og mider fører krig.

   For Wells er det vigtigt at vise, hvordan den sociale struktur går i opløsning; hvor skrøbelig hele konstruktionen er. Myndighedernes reaktion er en vigtig faktor i romanen. Imidlertid er udfaldet positivt. Den panikslagne læser slipper med forskrækkelsen og får lov at ånde lettet op. Efter nivelleringen af al kendt orden bliver væsenerne i de gigantiske »trefødder« ofre for almindelige bakterier, som mennesker er immune for.

WELLS tilbragte årtier i samfundsdebatten og den realistiske samtidslitteratur, som han berigede med bl.a. Kipps (1905), The History of Mr. Polly (1910), The Passionate Friends (1913), Mr. Britling Sees It Through (1916) og The World of William Clissold (1926), der var timet til hans 60-års-dag. Der er flere korte fremtidsstykker. I The Shape of Things to Come (1933), der kan betragtes som et litterært testamente, bliver demokrati, fascisme og kommunisme undersøgt og fravalgt som forudsætninger for den realiserede utopi, World State, som er Wells' ideelle samfund.

   Både i The World of William Clissold og The Shape of Things to Come – som produceren Alexander Korda fik William Cameron Menzies til at instruere stift og statuarisk, endda i noget nær dorisk stil, men til stor tilfredshed for forfatteren, som selv skrev manuskriptet til filmatiseringen fra 1936 – er fiktion og filosofisk traktat smeltet sammen. Der er ingen fantastisk farve tilbage, men Wells tror stadig på menneskeden og fremtiden. Først i slutningen af forfatterskabet, i titler som Mind at the End of Its Tether (1945) er optimismen definitivt opbrugt.

Jorden i en dråbe vand: War of the Worlds (2005)

FASCINATIONSKRAFTEN i The War of the Worlds har været lige så stor som præmissens tilpasningsevne. For Den Kolde Krigs USA var invasionsscenariet et oplagt billede på truslen fra Sovjetunionen og statskommunismen. Er det måske ikke blodrød vegetation, som begynder at fylde havene og dække jorden, da de fremmede har fået fodfæste?

   Wells’ journalistiske fortæller bevarer en undren ved mangfoldigheden, ser til slut op på stjernerne og overvejer, om »the destruction of the Martians is only a reprieve«. Af denne visionære kvalitet er der ingen spor i Byron Haskins’ filmatisering fra 1953. Der er bare en by i Amerika og nogle tvivlsomme special effects.

DEN klassiske version af Klodernes kamp er radioudgaven, som Orson Welles og det øvrige Mercury Theatre opførte den 30. oktober 1938. Den fingerede reportageform udløste kollektiv panik. Lytterne troede på radiostemmen, som vi ville tro på en tv-avis, og man er tæt på at kunne sige, at den dramadokumentariske genre blev grundlagt denne aften. Tredive år senere var Welles’ metode udgangspunktet for grænseoverskridende dramatiseringer som Peter Watkins’ tv-film The War Game (1968, da. Krigsspillet), der beskriver virkningen af et atomangreb. Den gjorde seerne lige så bange.

I NYERE tid har især kulttegneserieskaberen Alan Moore brugt flere af Wells’ fiktioner i retroserien The League of Extraordinary Gentlemen (da. Det Hemmelighedsfulde Selskab), som han skriver til tegninger af Kevin O’Neill. Her pløjer Nautilus, kaptajn Nemos undervandsbåd, sig gennem den røde vegetation for at nå til Dr. Moreaus ø, og Hawley Griffin fra The Invisible Man er blandt medlemmerne af det victorianske helteforbund.

   En af de mest kuriøse versioner er det uopslidelige konceptalbum – dengang sagde man »rockopera« – som Jeff Wayne skrev i 1978. Her fungerer Richard Burton som fortæller, mens Justin Hayward lægger sangstemme til »Journalistens indre monolog«. De gjaldende tågehornsagtige brøl – oooo-laaaahhh!! – som kommer fra trefødderne, har næppe lydt mere livagtige.

   Albummet er genoptrykt i et dramatisk udvidet bokssæt (2005). Koncertversionerne er blevet stadig større rejsende udstyrsstykker, og i en kommende 2025-opførelse er det Liam Neeson, som fremsiger fortællerens kommentar. Overhovedet er alt materiale, der relaterer til The War of the Worlds, blevet vendt og drejet igen. En særstilling indtager Steven Spielbergs film, som gerne vil være en definitiv moderniseret version.

HOS Spielberg går øvelsen ud på at bruge så meget som muligt af grundmaterialet. Storfilmen ønsker således ikke at skabe egentlig spænding. Snarere vil den rekonstruere og aktualisere pointerne og motiverne hos Wells. Prologen viser Jorden i en dråbe vand, hvor mikroorganismerne simrer. Morgan Freemans stemme reciterer en tilpasset udgave af første afsnit i Wells’ roman. Vi befinder os nu i begyndelsen af det 21. århundrede.

   Den første time fungerer godt. Visualiseringen er imponerende, og skønt en victoriansk katastrofefilm havde været mere interessant, giver det mening at flytte handlingen til New York, hvor den fraskilte havnearbejder Ray Ferrier (Tom Cruise) får sin mutte teenagesøn Robbie (Justin Chatwin) og gammelkloge 11-årige datter Rachel (Dakota Fanning) på weekend. Mor (Miranda Otto) og hendes nye mand afleverer børnene for så at forsvinde ud af historien.

MIDT i filmen får Tim Robbins en rolle som Ogilvy, en militant fantast, der har forskanset sig i en kælder (og stammer fra romanen). Ellers er der tusindvis af statister, men kun manden, sønnen og datteren bærer handlingen og har distinkte karakterer. Måske blev hele den del af budgettet brugt på at betale Tom Cruise. Han leverer en af sine seje, sagligt sammenbidte karakterer og gør i begyndelsen lidt ud af at gebærde sig arbejdsmandsagtigt. Siden bliver han Den Kæmpende Far. Også børnene indser, hvem det egentlig er, som de elsker.

I ANDEN time falder filmen ned i et sort hul, da familien gemmer sig i kælderen hos Ogilvy. En alenlang, meget syntetisk sekvens, hvor en af treføddernes fangarme undersøger kælderen, bliver næsten ufrivilligt komisk (man mindes kæmpeslangen i Anaconda). Her går filmen død på samme måde, som det skete i Jurassic Park (1993), hvor en lignende surrogatfamilie skjulte sig, mens dinosaurerne trampede rundt og sagde lyde i natten og regnen. Heldigvis kommer filmen op på knæ igen og kan skildre de røde væksters fossilisering meget anfægtende. Men kun første time indfrier de store forventninger filmen bliver mødt med.

STEVEN Spielberg nærer en ulykkelig kærlighed til den mørke side af fantasy-feltet. Hans force er den lyse magi og i bedste forstand barnlige undren, der præger hovedværker som Close Encounters of the Third Kind (1976, da. Nærkontakt af tredje grad), E.T. – The Extra-Terrestrial (1982) og slutningen af A.I. - Artificial Intelligence (2001), som han færdigjorde efter Stanley Kubricks forlæg. Alligevel går han igen og igen efter mørket, måske for at vise sig voksen og kompleks. Det har kun for alvor fungeret i Philip K. Dick-filmatiseringen Minority Report (2002).

   Her får ambitionen War of the Worlds til at knække på midten, men vist er filmen seværdig, og vist har den enkeltstående øjeblikke, hvor husfotografen Janusz Kaminski skaber uforglemmelige billeder. Jorden i dråben er nævnt. Også natlig panik ved en lysende færge gør indtryk, og floden som er fuld af drivende lig, da Rachel Ferrier er gået afsides. Trods sit kommercielle væsen demonstrerer filmen en fortsat evne til undren, som gør både forlægget og fortolkeren ære.

Fremtidsmusik: The Time Machine (2002)

ORIGINALE ideer er uopslidelige. Det samme gælder gode historier, og det er svært at ødelægge dem helt og aldeles, selv om man sjusker med udførelsen. Ikke alene har de første fem romaner, som Wells selv kaldte »videnskabelige romancer«, været udsat for talløse genfortællinger på film, teater, tv osv. De har også inspireret så mange variationer og kopier, at de hver især kan kaldes genreophav.

   Det er faktisk kun Edgar Allan Poe og Jules Verne, der kan matche Wells på idéfronten. Imidlertid var amerikaneren og franskmanden forskånet for at se, hvad en eftertid af makværker reducerede deres visioner til. Det var Wells ikke. Han skrev sin genreskabende science fiction i begyndelsen af en 50-årig praksis. Han gjorde det for at tjene penge og mente selv, at han siden blev større og bedre, men han afskrev aldrig de første arbejder.

   Da Universal Studios i 1933 lod James Whale instruere Claude Rains i den første af utallige film over The Invisible Man, var Wells med i studiet og havde i kontrakten betinget sig retten til at sige fra i kunstnerisk henseende.

WELLS gjorde sig mange tanker om samfundets indretning. Han var også interesseret i de nyeste videnskabelige opdagelser og teorier. Der er derfor både vision og substans i historien om Den Tidsrejsende, som konstruerer en maskine, der transporterer ham fra et skeptisk middagsselskab i Richmond til en næsten apokalyptisk fjern fremtid i året otte hundrede og to tusind syvhundrede ét e.Kr.

   På dette ubegribelige tidspunkt er Darwins teorier, som diskuteres udførligt i bogen, blevet demonstreret igen og igen. Og menneskeheden er blevet to arter: de lyse Eloiere, den smukke race som lever på overfladen, og de mørke undermennesker, Morlockerne, der driver maskineriet i dybet.

   Gradvis går det op for Den Tidsrejsende, at tingene ikke er så enkle, som de ser ud. Den ene art lever af den anden, men ingen af dem kan undvære hinanden i fødekæden, som vi i dag ville kalde et økologisk kredsløb.

   Den Rejsende bliver ven med barnekvinden Weena, hjælper Eloierne med at bryde det givne mønster og vender tilbage til sin egen tid. Da ingen af vennerne tror ham, rejser han, går vi ud fra, tilbage til fremtiden. Kun rammehistoriens fortæller venter ham til slut, men bogen ender bogstavelig talt i den yderste tid, da Jorden er holdt op med at rotere.

   Wells' vigtigste pointe ligger i forholdet mellem Eloiere og Morlocker. Disse racer demonstrerer, hvad der sker, hvis kroppen og sindet glemmer hinanden, og hvis klassesamfundets bund og top holder op med at tage vare på hinanden.*

   Resten af romanen er væsentligst eventyrlig iscenesættelse, der skal gøre det muligt for Wells at diskutere med læseren og fremlægge sine ideer og teorier. Han mente nok, at det en dag ville blive muligt at rejse i tiden, men i dag ville han sikkert vælge at sende sin pilgrim til fremtiden gennem et ormehul.

SIMON Wells (f. 1961), forfatterens tipoldebarn, har moderniseret Tidsmaskinen på vegne af Dreamworks-studiet. Resultatet er mere vellykket, end man skulle tro. Nostalgiske purister vil muligvis foretrække den stive, men relativt trofaste filmatisering, som amerikaneren George Pal instruerede i 1960. Der er dog meget ved 2002-udgaven, som taler for at gøre den til den gængse.

   En ny ramme er lagt uden om den gamle. Historien begynder i New York ved århundredeskiftet, hvor tidsforskeren Alexander Hartdegen mister sin forlovede. I første omgang tager han tilbage i tiden for at rette denne fejl i eksistensen. Han indser da – som det altid sker i genren – at man ikke kan diskutere med skæbnen eller ændre historiens gang. Via en mellemstation i vort eget årtusind, et New York som går i opløsning, da Månen er blevet sprængt i stykker, sendes han frem til tidens yderste grænse.

ELOIERNE er denne gang gyldenbrune stammefolk, som taler kliksprog, bor i gennemsigtige trækokoner og driver jordbrug ved hjælp af vindmøller. Morlockerne er digitale supertrolde, som ledes af den dekadente Jeremy Irons. Et barn og en blid kvinde kan forstå »stensprog«, dvs. engelsk som aflæst på ruinerne.

   Pointen er jo, at tidsmaskinen ikke rokker sig af stedet. Den står fast, mens tiderne skifter, og i en vis forstand er vi stadig i New York. Vi har set landskabet ændre sig over årtusinder, og det er i disse sekvenser, at de computerfrembragte effekter for alvor kommer til deres ret.

   Guy Pearce er først meget stiv, men tør siden op som edwardianeren, der er landet i fremtiden. Selvfølgelig forelsker han sig, selvfølgelig vælger han side og vil blive. Men findes der en vej tilbage, og hvor ender tiden ved tidernes slutning? Man skal have en svaghed for denne slags tanker, og man må holde af både eventyr og science fiction for at få det fulde udbytte af Time Machine. Der er dog ingen tvivl om, at hjertet er med, og at Wells har skabt, hvad man kalder en god dårlig film, som vil holde.

Versioner af Wells

VI tænker på Wells som victorianer, men han var aktiv frem til slutningen på 2. verdenskrig. Han er tættere på, end vi gør os klart. I ekstramaterialet, som indgår i boxsættet The Universal Studios Classic Monster Collection (2000), kan man se Wells besøge Universal-studiet og tale med Carl Laemmle under optagelserne til The Invisible Man. Wells døde ni år, før Timothy John Berners-Lee blev født. Berners-Lee er manden, som skrev de første koder til World Wide Web i 1989. Wells forbinder således flere tidsaldre.     

   Ikke overraskende er Wells selv blevet en moderne eventyrfigur. Nicholas Meyer – den amerikanske forfatter, fan og filminstruktør, som tillige er ansvarlig for nogle af de bedste pasticheromaner om Sherlock Holmes – lader i tidsrejsethrilleren Time After Time (1979, da. Kapløb med tiden) Wells (Malcolm McDowell) følge efter Jack the Ripper (David Warner), der er flygtet fra London i 1893 til San Francisco i 1979.

   Transporten finder selvsagt sted i en rudimentær tidsmaskine. I fremtiden møder Wells bl.a. den emanciperede Amy Robinson (Mary Steenburgen), som hjælper ham med at fælde Flænseren og rejser med tilbage til forfatterens tid.

AMY Robinson var navnet på Wells’ anden hustru, som han giftede sig med i 1895. Wells og Amy fik to sønner og blev sammen til hendes død i 1927, men det forhindrede ikke fritænkeren i at have ægteskabslignende forhold til andre kvinder. I 1914 fik han sønnen Anthony sammen med kollegaen Rebecca West (1892-1983). Anthony West, der døde i 1987, blev selv forfatter og skrev i 1984 biografien H.G. Wells: Aspects of a Life.

   Større tænkt var miniserien The Infinite Worlds of H.G. Wells, som Nick Willing producerede for Hallmark Entertainment i 2001. I tre spillefilmslange episoder får den gamle Wells i 1946 lejlighed til at fortælle om sine begynderår i 1890erne. Tom Ward spiller Wells i begge tidsafsnit og er også hér forsynet med en romantisk blanding af kæreste og assistent, videnskabskvinden Jane Robbins (Katy Carmichael) fra Imperial College of Science i London.

   Detaljen er ganske vist anakronistisk. Imperial College fik først sit navn i 1907. På Wells’ tid hed stedet, der i dag hører under University of London, endnu Royal College of Science. Til gengæld var det her, at han underviste, da han i 1894 fik Amy Robinson som elev. På forfriskende vis er det ikke de sædvanlige prototypiske romaner, men seks mindre kendte noveller, der ligger til grund for den velskabte miniserie, som udkom på dvd i 2005.

WELLS optræder som biperson i en række pasticher og er en af de autentiske figurer, som hyppigst indfattes i perioderomaner fra det victorianske og edwardianske England. I Doctor Who-føljetonen Timelash (1985) bliver han spillet af David Chandler, mens Terry Kiser fremstiller skikkelsen i to episoder, »Tempus Fugitive« (1995) og »Soul Mates« (1996), fra Lois & Clark: The New Adventures of Superman (1993-97).

   Forfatterens bo markerede 100-året for udgivelsen af The Time Machine ved at bestille The Time Ships (1995), en autoriseret fortsættelse af typen, som blev moderne i 80erne og 90erne, hos forfatteren Stephen Baxter. På overdrevet, men i emnets ånd, skrev Elizabeth Hawley og Columbia Rossi i 1974 Bertie: The Life after Death of H.G.Wells, der fortælles af Wells selv i første person ental.

ENGLÆNDEREN David Lodge (f. 1935), hvis skønlitterære forfatterskab har stået i skyggen af hans vigtige indsats som akademisk underviser og kritiker, skrev i 2011 A Man of Parts. Bogen kombinerer biografisk fiktion og kritisk analyse i en særegen form, som især britiske forfattere eksperimenterede med ved årtusindeskiftet. Peter Ackroyds monumentale Dickens (1990) er et andet eksempel på genren, som siden er blevet mindre fremherskende.

   Lodge lader den døende Wells interviewe sig selv, mens han sidder i huset på Hanover Terrace i 1944 og skriver på Mind at the End of its Tether. Han husker på den måde afgørende valg, som han foretog: personlige, politiske, seksuelle og æstetiske dispositioner. Generelt er den akademiske læsning af Wells mere interesseret i hans person end i romanerne, han skrev. Wells foregreb selv hybridformatet i Experiment in Autobiography (1934).

   I science fiction-kontekst er han blot blevet større. I 2020erne er man mere interesseret i, hvordan hans forestilling om »a world brain« foregriber AI, internettet og Wikipedia. Ideerne fra de første fem romaner forbliver hjørnesten i selve fundamentet under genren.

Se også Forbrydelserne bliver større: En ny roman om Sherlock Holmes (2020); Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943. 

 

*) Wells fik naturligt nok status som en slags ekspertvidne i forhold til fiktive fremstillinger af fremtiden. Det var ham, som tidens medier opsøgte, når sandsynligheden i spekulativ fiktion og science fiction generelt skulle vurderes. Man kunne tro, at Wells ville være en åben og imødekommende kritiker, der var gavmild mod fæller i faget. Det var på ingen måde tilfældet. Wells var nidkær, nøjeregnende og fokuseret på at værne om sin førerposition. The New York Times bad forfatteren anmelde Fritz Langs Metropolis (1927), da filmen fik amerikansk premiere. Resultatet var en af de mest kontrære og ukongeniale tekster, der er skrevet om filmen. Wells' vrangvillighed er særligt bemærkelsesværdig, fordi forholdet mellem eliten og folket, Hoved & Hænder – som forenes af Hjertet: »Mittler zwischen Hirn und Händen muss das Hertz sein!« – i Langs og Thea von Harbous dystopiske allegori svarer nøje til den gensidige afhængighed mellem eloiere og morlocker i The Time Machine. Wells kunne have antydet inspirationen. I stedet hælder han filmen af brættet som uvidenskabeligt tankespind. Abonnenter kan læse Wells' anmeldelse i NYT's arkiv. Endvidere er den genoptrykt i Lapham's Quarterly den 4. oktober 2011.

Time Machine (The Time Machine). Instr.: Simon Wells. Manus: John Logan. Foto: Donald McAlpine. 95 min. USA 2002. Dansk premiere: 05.04.2002

War of the Worlds. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Josh Friedman og David Koepp. Foto: Janusz Kaminsky. 117 min. USA 2005. Dansk premiere: 29.06.2005

Alan Moore & Kevin O'Neill: The League of Extraordinary Gentlemen, Volume II. America's Best Comics (Wildstorm/ DC Comics) 2003.

Jeff Wayne’s Musical Version of The War of the Worlds. 7-Disc Collector’s Edition. First released June 9, 1978. Sony/BMG 2005.

Time After Time (Kapløb med tiden). Instr. og manus: Nicholas Meyer. Foto: Paul Lohmann. 112 min. USA 1979. Dansk premiere: 17.12.1979. 

The Infinite Worlds of H.G. Wells. Instr.: Robert Young. Format and Story: Nick Willing. Manus: Chris Harrald etc. Foto: John McGlashan. 267 min. UK 2001.

Bertie: The Life after Death of H.G. Wells. Recounted by Elizabeth Hawley and Columbia Rossi. 224 s. London: New English Library, 1973.

David Lodge: A Man of Parts. 566 s. London: Harvill Secker, 2011.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab/ National Portrait Gallery/ Paramount Pictures/ Warner Bros./ Orion Pictures/ America's Best Comics/ Wildstorm/ DC Comics/ YouTube (Paramount, Amblin, Warner Bros. trailers)  

War of the Worlds streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 08.06.2020

Time Machine streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 05.10.2021

Time After Time streames på Apple TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 24.09.2018

Teksten tager udgangspunkt i anmeldelser fra WA Kultur 05.04.2002 + 29.06.2005. Slutning, ramme og noter er nyskrevne oktober 2021 [henvisninger ajourført december 2024] 

Forbrydelserne bliver større: En roman om Sherlock Holmes

FORBRYDELSERNE BLIVER STØRRE

Nicholas Meyers romaner om Sherlock Holmes

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke amerikaneren Nicholas Meyer (f. 1945), som opfandt Sherlock Holmes-pastichen.* Men med The Seven-Per-Cent Solution (1974) udviklede og moderniserede han (under)genren, som i dag er en litterær industri. Bogen udkom også på dansk. Finn Holten Hansen oversatte Den snigende gift i 1976.

   Ordet pastiche er afledt af pasticcio, som betyder dej. Man laver mere af det samme, bager flere brød efter en given opskrift, en skabelon. En anden oplagt analogi er bugtaleri. Ventrilokvisten kaster sin stemme, så den synes at komme andet sted fra, måske en dukke, som levendegøres ved illusionen. Jeg havde nær kaldt min artikel for »Mysteriet om den hostende bugtaler«, men det kom til at se for mærkeligt ud. Pasticher skabes af og for fans. Er der nok af dem, bliver subkulturen til mainstream.

   Før Meyer havde sherlockianske pasticher været mere eller mindre vellykkede forsøg på at ramme Sir Arthur Conan Doyles stil så præcist, at man kunne tro, der var tale om »ægte« conaniske tekster. Meyer gik en anden vej og lod Holmes-universet blande sig med den historiske virkelighed. Han lod Holmes bløde op for misogynien og bevæge sig i den moderne retning, som ikke mindst tv-serien Sherlock (2010-2017) er en konsekvens af.

1. I terapi hos drømmetyderen  

MEYERS gode (for ikke at sige geniale) idé bestod i at sende Holmes på afvænning. Som vi ved fra Conanen, har detektiven en vane med at tage kokain, når han keder sig og bliver trist over manglen på ordentligt modspil. Han tager indsprøjninger med »den snigende gift« i en syv pct. opløsning.

   Holmes er med andre ord narkoman. Det var ikke ulovligt i 1890, men det var lige så problematisk og selvdestruktivt. Ved begyndelsen af Meyers roman har det taget overhånd. Detektiven barrikaderer sig i værelserne i Baker Street og fabler i ét væk om mesterplanen, som den nedrige Moriarty har lagt. Faktisk er det Moriarty, som opsøger dr. Watson, der nu er blevet gift med Mary Morstan og bor et andet sted. Kan han dog ikke tale sin ven til fornuft?

   Lægen, som behandler detektiven for hans misbrug, er ikke en fiktiv person. Watson og Mycroft Holmes, Sherlocks storebror, må ganske vist lægge falske spor, så patienten tror, at han selv får ideen, men det lykkes at lokke Holmes ud af London og sende ham i terapi hos Dr. Sigmund Freud i Wien.

   Det er umiddelbart før »the Great Hiatus«, dvs. de tre år mellem 1891 (hvor Holmes og Moriarty forsvinder i Reichenbach-vandfaldet i »Den sidste opgave«) og 1894 (hvor han vender tilbage til London og fortsætter kampen mod Moriarty i »Det tomme hus«). Den lange pause er et frirum i den sherlockianske kronologi, så her foregår de fleste pasticher. Der er ti år til udgivelsen af Drømmetydning (1900). Meyer kan lade Holmes tage ved lære af Freud, men han kan også vende strømmen, så Freud bliver præget af Holmes. Det er en perfekt og gensidig osmose.

THE Seven-Per-Cent Solution var virkelig stor i 1974. Meyer skrev selv manuskript til filmatiseringen, som Herbert Ross instruerede i 1976. Nicol Williamsons hektiske manierismer passer godt til den abstinensplagede Holmes. Robert Duvall giver Watson en karikeret accent, som er tæt på at ødelægge et gensyn, men Alan Arkin er et livstykke som den yngre, endnu famlende læge, der er ved at opdage underbevidstheden.

   Vanessa Redgrave spiller divaen Lola Deveraux, som er Irene Adler-skikkelsen (alle pasticheromaner har en erstatning for »the woman«) i The Seven-Per-Cent Solution. Senere, i The Canary Trainer fra 1993, når Meyer til faktisk at bruge Irene Adler i fiktionen, men der er endnu længe til.

   Sætstykket i Solution er en højdramatisk togjagt, hvor Holmes, Freud og hovedfjenden (som er en teater-prøjsisk baron med mensurar, i filmen spillet af Jeremy Kemp) må kravle på taget af vogne i fart og fodre lokomotivet med alt, som kan brænde. Der er ekkoer af både westerns og Hitchcock.

   Michael Crichton brugte samme idé i The Great Train Robbery (da. Det første store togrøveri), hvor Sean Connery, Donald Sutherland og Lesley-Anne Down er i periodeforklædning. Jeg ved egentlig ikke, hvem der kom først. Crichton skrev i 1975, men hans (egen) film er fra 1978. Som typer var Crichton (der døde i 2008) og Meyer tæt på hinanden. Begge var anglofile amerikanere med hang til victoriana og edwardiana. Begge fornyede genrekulturen.

  

I SAMTIDEN var The Seven-Per-Cent Solution den første ikke-kanoniske Holmes-film, som publikum virkelig holdt af.

   James Hills britiske A Study in Terror (1965, da. Studie i terror) – med John Neville og Donald Houston som Holmes og Watson – lod Holmes opklare mysteriet om Jack the Rippers identitet. Det er siden gjort så ofte, at det udgør en trope i miniature. Dengang var ideen ny, men A Study in Terror brugte den dårligt. Filmen var kedelig, glansløs og billig at se på.

   Til gengæld blev bogversionen, som Ellery Queen skrev sammen med Paul W. Fairman – En studie i mord udkom også på dansk – en af de skelsættende pasticheromaner. Den har utvivlsomt inspireret Nicholas Meyer. Fairman bearbejdede manuskriptet af Donald og Derek Ford. Frederic Dannay og Manfred B. Lee (som skrev under navnet Ellery Queen, der også var navnet på deres detektiv) lagde en moderne skal om historien, så Ellery Queen kunne læse med i Watsons optegnelser og hjælpe med opklaringen, mens han lå syg med influenza. Et påskeæg fyldt med juveler, er denne tarveligt udseende bog.

   A Study in Terror gik dårligt i biografen. Det afholdt ikke Billy Wilder fra omsider at realisere sin drøm om en Holmes-film. The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock Holmes’ privatliv) er en prægtig film, som heldigvis har fået nyt liv og fundet et nyt publikum på blu-ray, men i samtiden var den en kostbar fiasko, som slet ikke tjente pengene ind. Det gjorde The Seven-Per-Cent Solution, skønt den som film er mindre på alle måder.

  

JEG så den igen og fandt også bogen frem af gemmerne, da jeg først på året var gået i gang med Nicholas Meyers nye Holmes-roman, The Adventure of the Peculiar Protocols (2019). Den var jeg begyndt på med skepsis, for Meyers forrige Holmes-bog, The Canary Trainer, var en kolossal skuffelse. Den nye er så forbavsende god, at jeg måtte se på det hele igen. Også The Canary Trainer – som aldrig er kommet på dansk – fik endnu en chance.

   Præmissen er stadig så frisk og moderne, som den forekom ved førsteudgivelsen. Mødet med Freud er bare godt tænkt, simpelt hen. Til gengæld havde jeg glemt den særlige vinkel på Moriarty/Holmes-forholdet, som Meyer anlægger i Solution og beklageligvis holder sig til hele vejen.

   James Moriarty er her den lærer, som underviste brødrene Sherlock og Mycroft i matematik, da de var drenge. Tanken om Moriarty som »Forbrydelsens Napoleon« er en vrangforestilling, som Holmes konstruerer i sin kokainfremkaldte paranoia. Hvad der virkelig ligger på bunden af barndommen, kommer for en dag, da detektiven tager livtag med sine dæmoner og sveder abstinenserne på sofaen i Berggasse 19 i Wien.

   I filmen bliver Moriarty (over)spillet af Laurence Olivier. Jeg skal ikke røbe, hvad han har gjort. Men jeg må sige, at er der noget hos Meyer, som trækker i den gale retning, må det være hans hang til at bøje paradigmer som dette.

  

2. Sherlock Holmes og Jack The Ripper

MEYER kunne smede, mens jernet var varmt. Da The Seven Per-Cent Solution blev en bestseller, skyndte han sig at skrive The West-End Horror (1976), som faktisk er en bedre bog og den af de fire stiløvelser, som rammer Watsons tone bedst. Det er også den eneste af de fire, som lader Holmes blive hjemme i London og virkelig bruger hans by.

   Det er atter mysteriet om Jack the Rippers identitet, som detektiven og hans Boswell skal til bunds i. De får hjælp af to personligheder fra teatermiljøet, som begge er irske, men ellers har få ting tilfælles. Oscar Wilde og George Bernard Shaw bistår Holmes og Watson. Ellen Terry, Gilbert & Sullivan, Richard D'Oyly Carte, Henry Irving og Bram Stoker bliver udspurgt, men det er Shaw og Wilde, som formidler kontakten. Især portrættet af den dynamiske Wilde er forfriskende og meget velskrevet.

   Det kan undre, at The West-End Horror aldrig blev filmatiseret. »Hvem var Jack the Ripper?«-genren var ikke helt så overrendt dengang. Måske skræmte sporene efter A Study in Terror. Eller også vidste Meyer allerede, at han ville bruge Jack the Ripper i filmen Time After Time, som han både skrev og debuterede som instruktør med i 1979.

   Året er 1893. Jack the Ripper (David Warner) – som her er identisk med kirurgen John Leslie Stevenson – tager H.G. Wells’ tidsmaskine til San Francisco i 1979, hvor opfindelsen er kommet på museum. Forfatteren følger efter og skal forhindre seriemorderen i at dræbe bankassistenten Amy Robbins. Jeg chokerer næppe nogen ved at røbe, at det lykkes, om end på et hængende hår.

   I virkeligheden blev Wells gift med Amy Robbins, som spilles af Mary Steenburgen. Og i virkeligheden var Malcolm McDowell gift med Mary Steenburgen, da de spillede Herbert og Amy. Men hvad er i grunden virkeligheden, når vi befinder os i pastiche-universet?

  

Time after Time var baseret på en roman af Karl Alexander (1938-2015). Filmselskabet købte optionen, før bogen udkom, og måske var manuskriptet den egentlige grundtekst. Der var en stor tid for novelizations, og Alexander kom fra en Hollywood-klan. Hans far skrev Disney-filmen Old Yeller (1957), hans onkel skrev manuskript til Ben-Hur (1959) og blev Oscar-nomineret. Det gjorde Karl ikke. Til gengæld gav han Time After Time en fortsættelse i 2009. Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst Jaclyn the Ripper.

   Kunne Meyer have gjort det bedre? Det er ikke til at sige. Wells medvirker ofte i pasticheromaner, men de er som regel hængt op på gradbøjninger af mytologien i The Invisible Man og War of the Worlds. Den bedste brug af Wells som karakter findes hos Brian Aldiss, som lader forfatteren (og hans fravær) være hovedsagen i The Saliva Tree (1966, da. Salivatræet).**

   Meyer fik travlt med andre projekter. Især var han i 80erne dybt involveret i de store filmudgaver af Star Trek. »Minus Holmes and Watson, the world is without form and void,« skriver Meyer i epilogen til The Adventure of the Peculiar Protocols. Sådan havde han det ikke med Star Trek, som han knapt nok tog alvorligt i begyndelsen. Hen ad vejen så han lyset. Det er en ganske god historie, som han fortæller i selvbiografien The View from the Bridge (2009). Men et sidespring i vores sammenhæng.

3. Detektiven som operaelsker

NITTEN år efter The West End Horror vendte Meyer omsider tilbage i The Canary Trainer. Som nævnt var jeg skuffet og tæt på fornærmet, da jeg lukkede bogen i 1993. Det var i slutningen af Jeremy Brett-epoken (1984-94) og kort efter de højtidelige markeringer af 100-året for A Study in Scarlet i 1987. Der var ingen appetit på dekonstruktionen, som Meyer foretog i sin tredje pastiche.

   The Canary Trainer begynder umiddelbart efter hændelserne i The Seven-Per-Cent Solution. I Meyers optik er Reichenbach-episoden en dækhistorie, som ophæver sandhedsværdien i »The Final Problem«. Her kan Holmes drage ud i verden med den violin, som Freud forærede ham, da de tog afsked. Han læser sine egne nekrologer. Han flakker en tid og nyder sin frihed. Så slår han sig ned i Paris og bliver først spillelærer, siden violinist i orkestret på den prægtige Opéra Garnier i Paris. Her bliver han næsten en biperson i Meyers genfortælling af The Phantom of the Opera.

   Denne gang er fiktionen om rammehistorien, at manuskriptet har ligget hen i arkivet hos Beinecke Library på Yale Univerity. Ingen har interesseret sig for det, fordi det indgik i boet efter en vis Martha Hudson. Faktisk ville Yale næppe have taget imod disse effekter, hvis ikke Gerald Forrester, Mrs. Hudsons svoger, havde været en estimeret alumnus.

   Yale overtog papirerne ved Forresters død i 1953. Manuskriptet dukker op i 1992, fordi Beinecke er i færd med at digitalisere sin samling. Fred Malcolm, kurator for Special Collections, beder Meyer vurdere og verificere dokumentet, som udviser en række ejendommeligheder. Efter Solution og Horror er Meyer eksperten, som man konsulterer, når der er tvivl i sådanne sager.

   Det er Watson, der sætter scenen. I 1912 (ja, aviserne skriver om Titanics forlis) besøger han Holmes på Burley Manor Farm i Sussex, hvor den nu semi-førtidspensionerede detektiv avler bier med en entusiasme, som hans gamle ven ikke deler. Watson kan dog smage, at honningen er exceptionel. Meyer følger Conanen, når det gælder Holmes’ otium. Det er kun i anliggendet Moriarty, at han udfordrer den officielle version.

   Watson beder Holmes udrede kronologien for de vandreår, som udgør »the Great Hiatus«. Holmes sætter sig og stopper sin pibe. Det er et godt tegn: »Cigarettes were for conversation; the pipe was a sure sign of a narrative to come«. Han fortæller så i første person om, hvad der skete i Paris i 1891. Ideen er sådan set sød. Det er en svimmel, sværmerisk Holmes, der er sat fri som pilgrim – og banal turist – i Lysenes By. Næsten en hippie af sind lige hér. Og lidt for langt fra den logiske Holmes efter min smag.

   Det kan være, hvad det vil. Vist fylder Meyer massive doser af kun let forarbejdet researchmateriale i Holmes’ henrevne beskrivelser af pragten i den kolossale operabygning, Haussmans byplan, Napoleon III’s generelle nedrighed og nedkæmpningen af Pariserkommunen. Meget er strengt taget gammelt stof i 1891, men det er også i Meyers version en vild og medrivende historie.

PROBLEMET er snarere Meyers kærlighed til Gaston Leroux (1868-1927) som skrev Le fantôme de l’Opéra i 1910. Han lovpriser romanen i sine kildehenvisninger og kalder den et »fantastisk, absurdistisk mesterværk«. Det kan bogen – som længe hed Operaens hemmelighed på dansk, men blev nyoversat og fik ændret sin titel til Fantomet i Operaen i 2000 – også bære. Den har i sig selv skabt og båret så megen kultur, at man kan sammenligne den med Conanen. Men det, der kunne være en raffineret sammenfletning af to mytologier, bliver i stedet olie og vand, som ikke vil blandes.

   Det er virkelig en fejlvurdering at gøre Gaston Leroux til orkesterleder på Opéra Garnier. Leroux var ikke musiker. Forfatteren var kulturjournalist og kom i Operaen som teateranmelder. Han skrev Le mystère de la chambre jaune (1907) og syv andre krimier om reporteren Rouletabille (hvoraf flere udkom i Danmark). Han skrev 60 bøger og flere skuespil, dækkede den første russiske revolution i 1905 og blev tildelt Æreslegionen i 1909.

   Her er han bare en anden Leroux. En lunefuld koleriker, der lever for musikken, har absolut gehør og dirigerer sit orkester som en konge. Det er Leroux, som sidder bag et skærmbræt og lytter, da Holmes aflægger prøve. Han har funktion og kvalitet – men intet til fælles med den virkelige Leroux. Hvis H.C. Andersen blev kammersanger og var skildret som en charmetrold, der mageligt kunne score Jenny Lind. Cirka så utroværdig er Meyers Leroux.

     Irene Adler – the woman – kommer til operaen som gæstekunstner og erfarer, at Holmes er i live. Hun genkender ham på en af de skitser, som Edgar Degas sidder nede i salen og tegner hver aften. Holmes lover at tage sig af Christine Daaé, som »Genfærdet« også hér har kastet sin kærlighed på. Til gengæld lover hun ikke at røbe hans hemmelighed.

HOLMES forsvinder mere og mere i Operaens labyrintinske indretning. Han bliver en biperson, som ser til fra kulissen, mens Leroux’ melodrama opføres inde på scenen. The Canary Trainer er virkelig hverken fugl eller fisk, og det synes frem for alt at være Webber og Harts operette – The Phantom of the Opera (1986) er hverken en musical eller en rockopera – der har sporet Meyer ind på emnet, selv om han i sine henvisninger taler om »various movie and pop-opera versions«, der har ødelagt Leroux’ eftermæle.

    Jeg kan stadig ikke bruge den bog, selv om jeg sætter pris på Holmes’ beskrivelse af Haussmans Paris i storhedstiden og Charles Garniers fantastiske operahus. Tænk at der var levende heste på scenen og flere hundrede medvirkende. Tænk at der er fem etager under jorden og en virkelig sø dybest nede. Stalden havde 40 dyr. Kejseren rådede over fem lejligheder. Ti ældre mænd var ansat ene og alene til at gå rundt og lukke døre, der stod åbne.

   Det er en af dørlukkerne, en gnaven gamling, som lukker Holmes ind og advarer ham om det rædselsfulde arbejdsmiljø. Men Holmes vil ikke lytte. Som alle andre bliver han draget af »The Music of the Night«. Og så er han egentlig slet ikke Holmes.***

4. Samtaler i Helvede 

ALT dette er egentlig en ouverture. Jeg når omsider til at tale om The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i oktober 2019. Der er gået 26 år. Dog ikke i fiktionen, hvor vi skriver 1905. Denne gang skal Holmes og Watson til Budapest og Odessa. Meyer er virkelig tilbage på sporet.

   I Protocols har Meyer en bedre sag og et konkret ærinde. Romanen er skrevet op imod den stædige, irrationelle anti-semitisme, som vores tid og Holmes’ tid har tilfælles. Mycroft Holmes beder på efterretningstjenestens vegne sin bror om at undersøge et dokument, der har kostet mange liv allerede. Det er en fransk oversættelse af et mødereferat, som oprindelig er skrevet på russisk med indklip fra jiddisch. Her drøfter jødiske finansmænd, forskere og politikere, hvordan de kan omstyrte den herskende samfundsorden og overtage magten i verden. Dokumentet kommer fra Rusland, hvor zar Nikolaj og hans familie (med god grund) frygter for fremtiden.

   Denne gang fortæller Watson uden afbrydelser. Rammen om fiktionen er, at manuskriptet til The Adventure of the Peculiar Protocols er blevet doneret til Special Collections på University of Iowa Libraries. Bibliotekaren Greg Prickman, som siden er avanceret til Folger Shakespeare Library i Washington, beder sin gamle ven, Nicholas Meyer, om at læse manuskriptet.

   Tricket med den efterladte kuffert i skabet/ kasse på loftet er på sin måde en træt konvention, men den hører med. Det samme gør de forklarende fodnoter, som Meyer strøer ud over teksten og hver gang markerer med en sirlig asterisk. Somme tider er det almindeligheder (af dem var der mange i The Canary Trainer), men ofte er der gods i de metatekstuelle ornamenter.

   Hverken Holmes eller Watson taler fransk. Holmes kan læse sproget – han har jo boet i Paris – men har svært ved at fange nuancer. Derfor beder Watson, som nu er gift for anden gang, sin svigerinde, Constance Garnett, om at læse det fortrolige dokument. Constance Garnett (1861-1946) var også i virkeligheden en flittig oversætter af russisk litteratur. Her har hun netop oversat Krig og Fred, som Holmes får lejlighed til at læse undervejs.

   Det er Constance Garnett, som afdækker første del af mysteriet, der desværre er forankret i den historiske virkelighed. Dokumentet er en russisk version af Zions Vises Protokoller, en klassisk rekvisit i antisemitismens konspirationsteorier. Meyer oplyser i sine henvisninger, at han har megen baggrund fra The Plot: The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2005), som blev tegneserieskaberen Will Eisners sidste arbejde. Der er selvsagt historisk litteratur. Meyer opregner endvidere talrige eksempler på misbrug af dokumentet. Listen går helt op til Vladimir Putin i 2018.

   Garnett synes, at hun har set teksten før. Det har hun, for protokollerne er fabrikeret på bestilling fra Pjotr Ivanovitj Rachkovskij (1853-1910), chef for zartidens hemmelige politi, Okhrana, en forløber for KGB. Kilden var fransk fra begyndelsen. Zions Vises Protokoller er skrevet oven på en satirisk traktat af Maurice Joly (1829-1878), som angreb Napoleon IIIs regering i Dialogue aux enfers entre Machiavel et Montesquieu [»Samtale i Helvede mellem Machiavelli og Montesquieu«] fra 1864.

DET er på alle måder en gitig palimpsest. Ohkrana har kradset indholdet ud og lagt frisk farve i, så værket fremstår med ny betoning. Hver gang Joly lader Machiavelli sige »mennesker« (»men«), erstatter forfalskningen det med ordet »jøder«. Så »jøder« må rejse sig, stå sammen, tage magten, hævne uret osv.

   Sløringen i sproget forstærkes ved genoversættelsen fra russisk til fransk. Den er tilsigtet. Teksten skal komme fra Folkedybet. Ohkrana arbejder på at få skriftet udbredt til alle sprog. Rusland er på randen af borgerkrig og revolution. Staten bruger sin jødiske befolkning som syndebuk og opmuntrer pogromer, der afleder opmærksomheden fra den ulmende uro. Rachkovskij vil give bønderne mulighed for at afreagere. Antisemitismen er systemisk.

   Pjotr Rachkovskij er aktiv som karakter i romanen. Watson deler en hansom cab med ham, da han står ved stationen i kulde og sne, og gaderne pludselig er øde. Ohkrana har agenter alle vegne. Også i Manchester, hvor Holmes er på research. Watson vil som regel hjem til Juliet. Hun går med til, at han rejser, hvis han vil dele sine hemmeligheder med hende.  

  
HOLMES og Watson er vidt omkring. De besøger zionisten Israel Zangwill (1864-1926), forfatter til Children of the Ghetto (1899) og krimien The Big Bow Mystery (1892). Zangwill hilser hjerteligt på Holmes. Watson ser »ghettoens Dickens« som en blanding af kollega og rival. Det samme gjorde Arthur Conan Doyle, oplyser Meyer.

   Zangwill forklarer den interne strid blandt zionister. Han talte selv varmt for sagen, indtil han forstod, at Palæstina ikke var et tyndt befolket ørkenområde. Nu tror han mere på et sted som Madagascar. Han forudser, hvad oprettelsen af staten Israel vil føre til. Holmes taler også med Charles Chaim Weizmann, som er af en anden opfattelse. I 1949 blev han Israels første præsident.

   Der er et langt og lifligt besøg i Odessa, hvor Potemkin-mytteriet og nedslagtningen på havnetrappen netop har fundet sted. Der er ingen spor af hverken dét eller pogromerne i den søvnige by. I en byzantinsk kirke er Watson ved at kede sig ihjel. I London foregår et møde med Mycroft i teatret, som opfører Baronesse Orczys The Scarlet Pimpernel. Her lærer Holmes et kamptrick, som senere får stor betydning i Budapest.

DE tager Orient-Ekspressen sammen med Anna Strunsky (1877-1964), som her bliver the token female, den obligatoriske Irene Adler-avatar, men var en vigtig historisk person. Der er megen romantik mellem Anna og Holmes. Hun er dog lykkeligt gift med William English Walling (1877-1936), den socialistiske udgiver af The Independent, som også var millionær og medstifter af NAACP (National Association for the Advancement of Colored People).****

   Meyers miks af fiktive og autentiske personer er ofte myldrende panoramisk, som i Ragtime, Reds eller U.S.A., men Holmes-konteksten holder fokus i overskuelig skala og giver læseren en fortrolig sonde. Vi kender Watson og Holmes ud og ind. Der er grænser for, hvor galt det kan gå, hvor forrykt det kan blive. Alligevel er der en ny alvor i Holmes’ replik, som bliver gentaget flere gange i bogen: »The crimes are getting bigger«.

   Forbrydelserne bliver større. Udsigelsen har samme klang som »There’s an east wind coming all the same« i den conaniske fortælling om »His Last Bow«.

   Anna tager med på missionen, fordi hun kan russisk. Og hun viser dem Kishinev (nu Chisinau i Moldavien), hvor en progrom med mange døde og sårede fandt sted i april 1903. 7000 huse blev plyndret og ødelagt. Watson glemmer aldrig sit møde med Rivka Nussbaum, en pige, som blev udsat for massevoldtægt. Hun er den sidste, han tænker på i romanen.

   Finalen finder sted i Budapest. Ohkrana har taget Anna som gidsel, og Holmes går med til at bytte et bevis for forfalskningen af protokollerne for hendes liv. Udvekslingen skal finde sted i Budavári Sikló, den gamle kabelbane på den stejle Buda-side af Donau. Jeg har tilfældigvis kørt med den bane. Episoden emmer af ren fysisk spænding. Der er den samme åndeløshed som på taget af toget med Holmes og Freud i The Seven-Per-Cent Solution.

6. Tilbage til virkeligheden

JEG er ikke bare glad for romanen. Jeg synes faktisk, at Meyer – som er blevet 74 – igen har puffet pastichelitteraturen i progressiv retning, som han gjorde for snart 50 år siden, da han var ung og skrev The Seven-Per-Cent Solution.

   Der er ingen mangel på nye pasticher, og mange er fremragende, originale, godt tænkt. Men de udgør i stigende grad en lukket verden, der peger ind i sig selv og dybere ned i forgreninger af genrelandskabet. Holmes arbejder sammen med andre detektiver; Holmes er blevet gift; Holmes har afasi; Holmes er fra det ydre rum; Holmes er Jack the Ripper.

   I Paul Connells velskrevne Who Killed Sherlock Holmes? (2016) bliver Holmes drømt til live. Så mange har fantaseret så stærkt, at legenden tager fysisk form og går omkring som et golem i Londons gader, »given shape by people’s memories«. Og så bliver han dræbt. Også dét er godt tænkt. Det er dog bare endnu en sag for DI James Quill og resten af styrken, som løser okkulte mysterier i urban gothic-serien om The Shadow Police.

   En hel genre i genren sætter Holmes i relation til H.P. Lovecrafts Cthulhu-univers, som har lige så mange særlige regler, labyrintiske rum og hengivne fans. Det er alt sammen spændende nok på en nørdet, pop-elitær måde.

   Men Meyer puster støvet væk og sætter Holmes tilbage midt i historien, hvor han faktisk kan gøre en forskel igen. Michael Chabon havde den samme impuls i The Final Solution (2003), hvor han lod den gamle detektiv (som aldrig blev nævnt ved navn) tage sig af en jødisk dreng, som var krigsflygtning. Den bog er fuld af tricks og krumspring, som Meyer slet ikke mestrer.

   En papegøje har lært KZ-transporternes tognumre udenad. Chabon bruger en ny karakter som synsvinkel i hvert kapitel. Til slut, da det gælder, lader han papegøjen fortælle. Dyret ser fjernt, distræt og forundret på verden. Det har en vag idé om, hvem der er hvem. Læseren må afkode disse narrative spor i en anden slags bevidsthed, som er fuld af lakuner og arbejder non-lineært. Meyer kan slet ikke den slags.

   Til gengæld kan han skildre pogromen i Kishinev. Han kan vise, hvor meget myten om protokollernes ægthed har ødelagt og bliver ved med at ødelægge. Han kan gøre diverterende pasticheromaner til politisk protest, der har aktuel relevans, mens vi stiger på toget og nyder at følges med Sherlock Holmes, dr. Watson og Anna Strunsky.
   Det er godt gjort og godt gået. Det har i hvert fald givet mig troen på Meyer tilbage – og noget af glæden ved genren igen.

Nicholas Meyer: The Adventure of the Peculiar Protocols. Adapted from the Journals of John H. Watson, M.D. 238 s. New York: Minotaur Books, 2019.

Nicholas Meyer: The Canary Trainer. From the Memoirs of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. 224 s. New York and London: W.W. Norton, 1993.

Nicholas Meyer: The West-End Horror. A Posthumous Memoir of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. London, Sydney, Auckland, Toronto: Hodder and Stoughton, 1976.

Nicholas Meyer: The Seven-Per-Cent Solution. Being a Reprint from the Reminiscenses of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. New York: E.P. Dutton and Componay, Inc., 1974

Nicholas Meyer: Den snigende gift. Trykt på grundlag af efterladte erindringer af dr. John H. Watson og udgivet af Nicholas Meyer. På dansk ved Finn Holten Hansen. 224 s. København: Spektrum, 1975.

  

*) Det gjorde vel i grunden Adrian Conan Doyle, forfatterens yngste søn, som skrev novellerne i The Exploits of Sherlock Holmes (1954) sammen med John Dickson Carr. Teksterne var skrevet fra 1945 og frem. De blev solgt så dyrt som muligt til magasiner som Life og Collier’s. På dansk blev bogen delt i to bind, som hedder Sherlock Holmes’ Bedrifter og Sherlock Holmes’ sidste bedrifter. Det er og bliver en kedelig bunke.

   Adrian Doyle og hans mor, Jean Doyle, bestyrede boet efter Sir Arthur. De nægtede at give tilladelse til forfængelig brug af figuren. Derfor måtte fans finde genveje. Typisk kaldte man simpelt hen karaktererne noget andet. August Derleth – som endda fik nej af Sir Arthur personligt – fik på den måde skabt Solar Pons-universet, der er blevet et rivaliserende mythos med sine egne fanzines og foreninger. Solar Pons blev 'født' i 1926.

   Det er ikke godt at vide, hvad sir Arthur ville have sagt til et tiltag som Mary Russell-serien af Laurie R. King, hvor Holmes som aldrende biavler er blevet gift med den yngre opdagerske. Både Adrian og hans far var først og fremmest drevet af økonomiske hensyn. Jean Doyle ville have garanti for, at den spiritistiske side af Doyle blev fremhævet og respekteret. Det førte i flere tilfælde til åben krig, når biografer blev nægtet licens til at citere.

   Ved Adrians død overgik kontrollen til hans halvsøster, Dame Jean Doyle. Hun sagde ofte, at Sherlock Holmes var forbandelsen i familien, fordi skænderier om ophavsretten havde udløst så mange juridiske søgsmål. Hun gav flere licens til at skrive. I 2000 blev den britiske ophavsret fri.

   I USA løber copyrighten i 95 år for værker, der er udgivet efter 1922. På de sidste noveller i Conanen gælder den til 2023. Der er dog stadig en intellektuel ophavsret. Dame Jean Doyles selskab hed Baskerville Investments. I dag bestyres alle licenser af The Sir Arthur Conan Doyle Literary Estate, men flere andre parter anfægter ejerskabet. Der var senest søgsmål i forbindelse med Guy Ritchies store spillefilm med Robert Downey Jr. og Jude Law som Holmes og Watson. Mark Gatiss’ og Steven Moffats Sherlock gik glat igennem.

**) Brian Aldiss skrev The Saliva Tree til 100-året for H.G. Wells fødsel. Den er trykt mange gange og i mange sammenhænge, men står første gang i The Saliva Tree and Other Strange Growths, som Faber & Faber udgav i 1966. Teksten er en kortroman på 80 sider, der på raffineret får indlejret motiver fra de fleste af Wells' store titler. Flere skikkelser og begreber fra H.P. Lovecrafts Cthulhu-mythos blander sig med sommeruhyggen i Cottersall. The Saliva Tree er et forvarsel om pasticheromanerne Frankenstein Unbound (1973) og Dracula Unbound (1991). Især Frankenstein Unbound, hvor Mary Shelley selv optræder, er meget vellykket. Aldiss brugte også Wells som afsæt i Moreau's Other Island fra 1980. Salivatræet er oversat til dansk af Grethe Andersen. Aldiss lader faktisk de fleste af tingene ske for to Wells-læsere. Man venter på forfatteren det meste af novellen. En bemærkning skiller sig ud: »Jeg længes efter at få de næste beretninger i dette mysterium. Det er det mest spændende, jeg har oplevet siden Sherlock Holmes.« 

***) Meyer er ikke den eneste, som har brugt Leroux’ bog i en conanisk pastiche. Sam Siciliano gør det samme – måske med mere fornemmelse for stoffet – i The Angel of the Opera (New York: Otto Penzler Books, 1994). I en dedikation siger han tak til sin mor »for introducing me to Sherlock Holmes, Tarzan of the Apes, and the Land of Oz. She tolerated my youthful vampire novel, but this is the book she would have been proud of.«

   Så er alle vist taget i ed, også Bram Stoker, som er den anden store teaterhenvisning i pasticheuniverset. Bram Stoker skrev Dracula, mens han arbejdede som sekretær for skuespilleren og teaterdirektøren Henry Irving.

   Watson er hos Siciliano erstattet af fortælleren Henry Vernier, som er Holmes’ fætter. Vernier har meget at udsætte på sin forgænger. Holmes er tæt på sit ældste, mest ubekymrede jeg. Han sender hunden Toby ind at snuse i gangene under Opéra Garnier. Han siger »Old Boy« og har piben med. Bogen er loyal mod Leroux. Der bliver lagt vægt på forbindelsen til Edgar Allan Poes »The Masque of the Red Death«. Holmes erkender at have læst den. Han hader ellers at blive sammenlignet med C. Auguste Dupin, Poes detektiv, som var den eneste privatopdager før ham selv.

****) Forfatteren og journalisten Anna Strunsky var født i  det nuværende Hviderusland og kom til USA med sin familie, da hun var ni. Hun gik på Stanford University, hvor hun mødte forfatteren Jack London, som hun skrev en brevroman sammen med. Både Anna og søsteren Rose var aktive medlemmer af Socialist Labor Party. Hun dækkede den første russiske revolution (herunder Potemkin-mytteriet og pogromen i Kishinev) for San Francisco-avisen The Independent. Først i 1906 blev hun gift med udgiveren William English Walling, som hun mødte i Rusland. Nicholas Meyer snyder med mange årstal i Protocols, hvor kronologien er koncentreret i 1905. Strunskys anden roman, Violette of Père Lachaise (1915) bliver genoptrykt fra tid til anden. Ægteskabet med Walling blev opløst under 1. verdenskrig. Han støttede amerikansk intervention, hun var en svoren og betingelsesløs pacifist, der så krigen som et skænderi mellem imperialistiske stormagter. Wallling døde i 1936. Anna fik fire børn og bosatte sig i Cape Cod. Hun blev 86 år. James Boylan fortæller parrets historie i biografen Revolutionary Lives: Anna Strunsky & William English Walling (University of Massachusetts Press, 1998). 

Teksten er nyskrevet 24.-25. juli 2020