Vagn Lundbye: Palindromos (1991)

DET UMULIGE SNIT

Et forsvar for uafvendeligheden

Af BO GREEN JENSEN

I essaysamlingen Hjemkomster (1987) priser Vagn Lundbye (1933-2016) »anderledesheden«. For Lundbye er afvigelsen den værdi, som skal »føre til agtelse for menneskets ophav«. Han taler om bevidst at »udvikle den genialitet og anderledeshed, der kommer af den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.« Det er på denne organiske baggrund og i dét økologiske lys, at Palindromos – en for alvor anderledes roman – skal læses.*

   Palindromos er en både drømmende og dokumentarisk intens skildring af nogle allegoriske mænds tilværelse i »Kolonien«, en indhegning i regnskoven, hvor de sølvhårede indfødte har dem gående som en slags menneskesvin. Først har de dog kastreret dem ved »Svineritualet« og »Det umulige snit«, der vejer tungt i den langsomme, genialt monotone fabel om altings tilbagevenden til urtilstanden.

   »Verden begyndte uden mennesket,« siger amerikaneren Colombo, som på sæt og vis er en genfødt Colombus. »Der er måske ikke noget at sige til, at den også ender uden mennesket.«

COLOMBO kommer til Amazonas for at samle stof til bogen, han skriver på, en skildring af forholdet mellem missionærer og urfolk i det 20. århundrede. To tyske kvinder stopfodrer ham med giftig mad, og da han kommer til sig selv igen, er rejsen op ad floden, ind til Kolonien i Mørkets Hjerte begyndt.

   Her bliver han indlemmet i folden, i flokken af kastrerede mænd. Der er 11 af dem, og de bærer alle rebusagtige palindromnavne, hedder Koko, Didi, Wawa, Toto, Meme, Sasa, Olle osv. Der er kun en enkelt kvinde, Lulu, og som profetisk repræsentant for stedets væsen møder vi orakelskikkelsen Gagag.

   Gagag er den, som har været længst i Kolonien, og han er decideret begyndt at tale i palindromer. Et palindrom er et ord, der læses ens forfra og bagfra (madam er det gængse ordbogseksempel), eller det er – som mændenes navne – en ordkvadrat, der læses ens vandret og lodret (som tenet i den romerske satorformel).**

   Romanen og Colombos omvendte erkendelse i det mærkelige fællesskab, der opstår mellem de stækkede mænd, har med opløsningen af alle retninger at gøre, med den tilbagevenden til regnskovens moderskød, som får Gagag til at kalde Kolonien for Palindromos. Det er ham, der formulerer romanens inderste motiv:

»Verden, vi har skabt, er selvbedrag. Et lig, der er lagt i jorden. Håret vokser! Det vokser og vokser. Længere og længere! Også neglene gør det. Vokser og vokser, længere og længere. Men vi er inde i kisten! Palindromet er begyndt!«

PALINDROMET sker fyldest på de sidste sider, da Colombo ser en slange kravle ind i en tudses mund og forsvinde. Alting vender tilbage, alting glider i ét, og efterhånden bliver også bogen en tranceagtig tilstand, som læseren lever sig ind i og deler.

   Palindromos er en økologisk fabel, men her er hverken nuttede, antropomorfiske dyr, ædle vilde mennesker eller idyllisk ubesmittet natur. Dyrene er bare dyr, fortærende eller nødstedte væsener som de kastrerede mænd. Indianerne er et oprindeligt folk med sin egen uudgrundelige civilisation, og meningen med svineritualet forbliver lukket for rationel vesterlandsk tolkning.

   Naturen er fra først til sidst en oceanisk, livssitrende proces af stadig blomstring og forrådnelse; regnskoven som den søster til havet, Lundbye taler om i Hjemkomster. Med grum uafvendelighed skildres mændenes fornedrelse, leden ved igler, lyden af cikader og de nye former for ufattelighed, som mareridtet åbenbarer.

MÆNDENE er jo også som Odysseus' mænd på Aia, Kirkes ø, der bliver forvandlet til svin af troldkvinden. De kommer fra alle hjørner af den industrialiserede verden for at forstå og forgå i Palindromos, stedet for indsigt og tilbagevenden. Oraklet Gagag er helt sikkert dansk, for da han skal forklare Colombo om palindromets væsen, er det billedet af drengen på Solgrynspakken, han kalder frem af det kollektivt ubevidste.***

   Et eller andet sted er han også en Ben Gunn-skikkelse i en pervers og spejlvendt drengebog, og kastrationsritualet kunne sagtens være det unævnelige og aldrig nærmere uddybede, som de indfødte foretager sig i Joseph Conrads Heart of Darkness, der er moderskibet for denne slags fiktioner.

ET bærende palindrom bliver »returruter«. Fablen rummer overhovedet så mange fortolkningslag, at det næsten er for meget af det gode. Men også kun næsten. Romanen kræver den tid, som den tager. Læseren hænger på, ønsker at mændene ville flygte og aner også, hvorfor de ikke kan. Thi ingen flugt er mulig. Det er som Gagag siger: Palindromet er begyndt. Palindromos er en besættende anderledes bog, som er et og alt med sin retning, »den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.«

Se også Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019); James Gray: The Lost City of Z (2017); Yulene Olaizola: Tragic Jungle/ Selva trágica (2020).

Vagn Lundbye: Palindromos eller Colombos sidste rejse. 264 s. Borgen, 1991.

NOTER

*) Filosofien foldes helt ud i de prægtige Næsehornsdigte (1990), hvor anderledesheden er skrevet ind og står øverst på listen med Rhinolovens ti bud:

**) Vagn Lundbye takker Marie Hvidt, »der har udarbejdet romanens palindromer«. Palindromos er i øvrigt »tilegnet de sølvhårede mandanere der blev udryddet af de hvide under kolonisationen af Amerika«.

***)  Det er virkelig svært at komme til bunds i, hvem der udførte tegningen i det ikoniske logo. »Næsten som drengen på Ota-solgryn pakken fortaber digtet sig i et optisk, evigt bedrag af den type, som franskmænd kalder for "at kaste i afgrunden" - mise en abyme,« skriver Henrik Ljungberg og Bo Tao Michaëlis om T.S. Eliots The Waste Land (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land) i deres inciterende inspirationsbog Lyst og labyrint (1991), da de skal anskueliggøre perspektivet i den labyrintiske læsning.

  Forbavsende mange forfattere fra boomergenerationen nævner drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der... osv., som deres urmøde med uendeligheden. Selv husker jeg mest de figurer (af fx native americans), som man kunne klippe ud af pakkens bagsider. Jeg ejer flere af Ota-bøgerne, som man samlede mærker til i perioden 1924-1942. De var sagnomspundne i min barndom, men jeg er trods alt for ung til selv at have samlet.

   I hvert fald har jeg søgt højt og lavt. De første gryn blev ristet på Havremøllen i Maribo i 1898. Firmanavnet var dengang AVENA, og pakken var grøn, rød og brun som kardus. I 1913 flyttede produktionen til Nakskov, og i 1915 blev Avena omdøbt til OTA, som er afledt af "oat(s)", dvs. det engelske ord for havre. I 1930 blev Ota opkøbt af det amerikanske Quaker Oats Company, der er lige så ikonisk i USA, som OTA Solgryn er her. Den røde pakke med tegningen af drengen, der løber i solen, blev første gang brugt ved en stor relancering i 1933.

   Siden er solen i logoet vokset, og drengen har været tilbage i perioder, især når OTA skulle sælges for sin duft af nostalgisk erindring. Konglomeratat PepsiCo opkøbte Quaker Oats i 2001. Da var fabrikken i Nakskov flyttet til England forlængst. I 2019 kom OTA igen på danske hænder, da CrispyFood i Gørlev tilbagekøbte det klassiske brand. Man sælger stadig Solgryn efter 125 år, men for tiden er solen på pakken en ren gul skive. Skønt værker om produktreklame – som f.eks. Lars Dybdahls Den danske plakat (1994) – nævner OTA Solgryn, er de (ligesom firmaets hjemmeside) tavse med hensyn til den kunstneriske proveniens. Drengen fra havregrynspakken løber sammen med Vanillepigen (som faktisk var en indisk mand) fra Tørsleffs' vaniljebreve i romaner af bl.a. Ib Michael. 

Fotos: Borgens Forlag (Gyldendal) [Palindromos m/ originaltryk af Per Kirkeby; Næsehornsdigte m/ tegning af Albrecht Dürer, 1515]/ Forfatterweb [Vagn Lundbye portræt]/ Wikimedia Commons [Amazonas Aerial Shot/ Geiger Richard (1870-1945) Kirke forvandler Odysseus' mænd til svin, 1900/ Ouroboros Mural in Ptuj, Slovenia]/ EpsilonTheory (stylized Ouroboros/ OTA Solgryn - Crispy Food A/S 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 11.10.1991

M. Night Shyamalan: After Earth (2013) [Sci-Fi 100]

DET FØRSTE HJEM
Gensynet med den forvitrede jord

Af BO GREEN JENSEN

SCIENCE fiction-genren har sine troper og grundmotiver. Der findes tusindvis af post-apokalyptiske fremtidshistorier, og i hvert fald nogle hundrede af dem lader mennesket vende tilbage til sit første hjem, enten uforvarende eller med vilje, efter at have været borte fra Jorden i så mange generationer, at fortællingerne om den blå planet er blevet legender.

   Somme tider har man koloniseret galaksen, andre gange har det været nødvendigt at evakuere en ødelagt klode. Spekulativ fiktion handler altid om samtiden, om hvad der sker, hvis man fortsætter eller forstærker aktuelle tendenser. 

   I begyndelsen af Den Kolde Krig blev Jorden typisk lagt øde af kernevåben. Siden frygtede man udslip fra nedsmeltede kraftværker og globale epidemier. I begyndelsen af det 21. århundrede er der en overvægt af økologiske skræmmebilleder. Vejret er i stykker, jorden er forgiftet eller overbefolket, og man lever i resterne af verden før syndfloden.*

   Uanset årsagen er det naturligvis de sædvanlige historier, der udspiller sig i de utopiske rammer. Genren spænder stadig lige så vidt i form, stil og tone, som den gør i tid og rum.

   Alene fabelen om den forvitrede jord kan på ti år føre fra Tim Burtons remake af Planet of the Apes (2001), Richard Kellys Southland Tales (2006) og Pixar-filmen Wall-E (2008) til John Hillcoats litterære The Road (2009), Ridley Scotts Prometheus (2012) og Joseph Kosinskis Oblivion (2013).

DER er næsten tænkt for meget over baggrunden i After Earth. Her måtte Jorden evakueres i 2025. Menneskeheden fandt et nyt hjem på ørkenplaneten Nova Prime, og en ny tidsregning – A.E. – blev indført. Sådan er der gået 1000 år, og tilværelsen ville være stabil, hvis ikke stedets indfødte livsform – Skrel – insisterede på at bekæmpe pionererne.

   Skrel-folkets våben er ursaer, genetisk manipulerede kødædere, som ikke kan se eller høre, men reagerer på duften af angstferomoner. Man er hjælpeløs, indtil kaptajn Cypher Raige (Will Smith) fra Det Forenede Rangerkorps som den første udvikler evnen til ikke at føle frygt.

   Når man ikke udskiller feromoner, er man usynlig for dræberne. Fænomenet kaldes ghosting, og Cypher har viet sit liv til at skole andre i ghosting. Af samme grund har han alt for sjældent været hjemme hos familien på Nova Prime. Han var der ikke, da teenagedatteren Shenshi (Zoë Kravitz) blev dræbt af en ursa, mens hendes lillebror Kitai (Jaden Smith) så til fra en lufttæt plastboble.

NU er Kitai en 13-årig kadet, som brænder efter at bestå afgangsprøven og blive ranger. Cypher er en levende legende, som gør klar til at videregive ansvaret. Som far og søn er de fremmede for hinanden.

   Faia Raige (Sophie Okonedo), familiens blide matriark, foreslår, at Cypher tager Kitai med på sin sidste mission. Der er tale om en rutineopgave. Man skal transportere en tilfangetagen ursa til et militæranlæg, hvor rangerne træner i ghosting. En meteorstorm kommer ud af det blå. Fartøjet må foretage et hyperspring og nødlande på den giftigste af alle planeter. Cypher Raige ved, at de vender tilbage til Jorden. Umiddelbart siger det ikke sønnen så meget.

PÅ den omstændelige baggrund venter en ganske effektiv historie. Cypher og Kitai er de eneste mennesker, som overlever styrtet. Den stærke far er kvæstet, så den usikre søn må foretage en farefuld rejse og hente nødsignalet i en vragdel, som er landet flere dagsrejser borte. Sandsynligvis er også den medbragte ursa i live.

   På Jorden har flora og fauna genstartet evolutionens maskine. Der er en mangfoldighed af smukke og farlige livsformer. Blot er mennesket skrevet helt ud af ligningen. Sønnen skal nå at finde sin indre styrke og lære at være frygtløs, inden han møder den ubønhørlige ursa. Faderen skal lære at forstå sin dreng og indse, at han ikke kunne have hjulpet sin søster.

I USA er After Earth åbnet med negativ presse og dårlige odds. Projektet er skræddersyet til Will og Jaden Smith, som også er far og søn i virkeligheden. De spillede rimeligt rørende sammen i The Pursuit of Happyness (2006), da Jaden var en kær lille krøltop på seks.

   Siden har Senior medvirket i genindspilningen af I Am Legend (2008), spillet super(anti)helt i den syrede Hancock (2008) og tjent store penge i Men in Black 3 (2012). I 2008 kunne han selv producere Seven Pounds, en bibelsk tonet lignelse om bogstaveligt at give lunser af sig selv. Smith er en afrikansk-amerikansk superstjerne, men man synes, han laver for lidt efterhånden og har en tilbøjelighed til at forkynde, når han endelig går på arbejde. Og hvorfor skal Junior altid promoveres?

   Der er megen fnidder i luften på forhånd. Da det kommer til stykket, er After Earth dog en stilren robinsonade i rummet, en selvbevidst variation over helten med 1000 ansigters rejse og en instruktiv fabel om at finde indre styrke og maksimere mentale energier, når det gælder. Kald det mytologi eller holistisk coaching. Det er et eviggyldigt tema, som tåler at blive bearbejdet igen. Det giver absolut fortællingen ekstra styrke, at far og søn spiller far og søn med overbevisning.

AT Smith har smag for sci-fi, kunne man se allerede i filmatiseringen af Isaac Asimovs I, Robot, som Alex Proyas instruerede i 2004. Smith har selv udtænkt After Earth-historien og tilrettelagt projektet, som han har med-produceret og co-finansieret. Instruktøropgaven er betroet M. Night Shyamalan.

   Her, siger nej-siden, er filmens andet problem. Amerikanske kritikere har set sig sjældent sure på den selvlærte Shyamalan, som man synes er sunket urimeligt lavt, siden han ved årtusindeskiftet brød igennem med nyskabende genrestykker som The Sixth Sense (1999, da. Den sjette sans) (»I see dead people«) og genistregen Unbreakable (2000), der stadig er en af de bedste film om tegneserier i virkeligheden.

   Det er rigtigt, at Shyamalan misbrugte sit patenterede stilgreb – den narrative gimmick, som trækker tæppet væk under publikum, så tilskueren må revurdere hele historien. Han var dog stadig en distinkt billedskaber og en original historiefortæller – i Signs (2002), The Village (2004) og havfruefablen Lady in the Water (2006).

   Først i The Happening (2008) – hvor brisen blev vor fjende – var Shyamalan regulært svag. Hans første forsøg i effektgenren, martial arts-legenden The Last Airbender (2010), var bedre end sit rygte, men nu er navnet i sig selv en belastning. Shyamalan er knap nok nævnt i lanceringen af After Earth.

ER man til gammeldags, hård science fiction, vil filmen føles næringsrig. Den bliver også en konventionel coming of age-story, hvor indvielsen får allegoriske udtryk, og er som sagt en robinsonade for to. Eksponeringen er økonomisk, og der er ingen anstrengte forsøg på at gøre Jorden til en overraskelse eller introducere begrebsoverskridende gimmicks i slutscenerne.

   Action-aspektet er forudsigeligt. Til gengæld er den genfødte Jord fascinerende skildret. After Earth er ikke livsnødvendig, men Shyamalan-komplettister skal se den. Der er planer om en After Earth 2. Der var dog også planer om fire Airbender-film, men kun den første blev produceret.

*) Teksten er skrevet i 2013. Samtlige scenarier fik en renæssance ved indgangen til 2020erne, da ulykkerne pludselig stod i kø. COVID-19-pandemien lagde hverdagen ned i to år. Kun klimaforandringen fortsatte upåvirket. Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, blev muligheden for anvendelse af kernevåben konkret på under en uge. Selv erindringen om katastrofen på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986, der så småt var blevet historisk stof for horrorfilm og dramadokumentariske serier, var tilbage med ny relevans. Da ulykken skete, var Ukraine en del af Sovjetunionen. Der var chok og frygt i rigt mål, men man tænkte på det som noget, der skete i Rusland.  

After Earth. Instr.: M. Night Shyamalan. Manus: Gary Whitta, M. Night Shyamalan. Foto: Peter Suschitzky. 100 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.06.2013.

Fotos: Columbia Pictures/ Overbrook Entertainment/ Blinding Edge Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri mastered in 4K) fra Sony Pictures 14.10.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2013

Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]

EN VERDEN AF SAND

Kultbogen får sin bedste filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

FRANK Herberts Dune, som på dansk hedder Klit, er en grundsten i verdensbyggertraditionen. Forfatteren præsenterer – i saglig form og sikkert sprog – en fuldkommen selvindeholdt verden, hvor politik, religion, økologi og kultur smelter sammen. Vi har siden fået talløse serier i mange bind, der kopierer konceptet, men i 1965 havde ingen set magen.

   Dune er skabelonen for alt, hvad der følger. Der ville ikke være Star Wars eller George R.R. Martins A Song of Ice and Fire (dvs. forlægget for A Game of Thrones) uden Dune. Desværre fik præcisionen hos Herbert ikke samme langtidsvirkning. Dune fungerer ikke mindst, fordi troværdighedspræget forstærkes af stilistisk formåen.

KORT fortalt handler det om rivaliserende huse i et imperium, som styres efter del-og-hersk-princippet. Rumfarten er afhængig af »krydderi«, som udvindes på ørkenplaneten Arrakis.

   Imperiet har overladt handelen til den fordærvede Harkonnen-slægt. En bitter krig følger, da monopolet overgår til Atreides-familien. Kejseren ved, hvad han gør. Det gælder om at eliminere Huset Atreides.

   Planetens indfødte befolkning er beduiner. Krydderiet har givet dem klare blå øjne. De tilbeder kolossale sandorme og hjælper kolonisterne under protest. Herbert var inspireret af T.E. Lawrence og olieudvinding i Mellemøsten.

   Blandt frimenere lever legenden om Lisan al-Gaib, en hellig kriger, som vil komme udefra og føre an i oprøret. Paul Atreides er måske dén messias. Han forelsker sig i frimeneren Chia og slutter sig til ørkenfolket. Herbert brugte ordet jihad, før det fik sin aktuelle betydning.

   De politiske intriger og den biologiske diversitet imponerer. Det var dog især den åndelige dimension, som gjorde Klit til en kultbog. Herbert skrev fem fortsættelser. Han døde i 1986.

KOMMER snart som storfilm – »Soon to be a major picture« – står der uden på bogen, jeg købte og læste i 1977. Jeg glemmer sent mit første møde med sandormen Shai-Hulud, som er frimenernes guddom og måler 400 meter.

   Alejandro Jodorowsky var den første, som ville filmatisere Dune. Pink Floyd skrev musikken; H.R. Giger, Orson Welles og Mick Jagger var ombord. Der findes en dokumentarfilm om planen. Ingen studier bed på. I 1984 instruerede David Lynch sin version med Kyle MacLachlan. Filmen har fans, men Lynch har aldrig talt venligt om den. To miniserier for tv blev produceret 2000-2003. Drømmen om Dune på film var der stadig.

   Opgaven endte hos fransk-canadiske Denis Villeneuve, som beviste sin flair for cerebral science fiction med Blade Runner 2049 og Arrival, der fokuserede på de fremmedes sprog. Villeneuve formår faktisk at løfte visionen.

HER er første del af bogen, som Villeneuve har delt i to helaftensfilm. Timothée Chalamet er Paul Atreides, den unge Muad’Dib. Hans mor – som tilhører Bene Gesserit-sekten, der har sin egen plan om en frelser – bliver spillet af Rebecca Ferguson. Charlotte Rampling er kirkens leder; Stellan Skarsgård den dyriske baron Harkonnen.

   Villeneuve gør Dune konkret og relevant. Frimenerne har tiden på deres side. Teknologien er let – helikopterne svirrer som guldsmede. Musikken blander sækkepibe, arabisk sang og drone for kampfly. Hans Zimmer må være filmkomponisten, der har udviklet sig mest radikalt.

   Dune holder farve og takt hele vejen. Det bliver stort at se anden del flyve i mål.

Dune er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture (Mary Parent, Denis Villeneuve, Patrick Wachsberger); Best Adapted Screenplay (Jon Spaihts, Eric Roth, Denis Villeneuve); Best Original Score (Hans Zimmer); Best Sound (Mac Ruth, Mark Mangini, Theo Green, Doug Hemphill, Ron Bartlett); Best Production Design (Patrice Vermette - set decoration: Zsuzsanna Sipos); Best Cinematography (Greig Fraser); Best Makeup and Hairstyling (Donald Mowat, Love Larson, Eva von Bahr); Best Costume Design (Jacqueline West, Bob Morgan); Best Film Editing (Joe Walker); Best Visual Effects (Paul Lambert, Tristen Myles, Brian Connor, Gerd Nefzer). 

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022].

Dune. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Villeneuve, Eric Roth, Jon Spaiths. Foto: Greig Fraser. 155 min. USA-Canada 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.

Foto: Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Villeneuve Films/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2021

La cinquième saison + At Any Price (2012) [Climate Change]

DEN FEMTE ÅRSTID

Profetisk flamsk apokalypse

Af BO GREEN JENSEN

VENEDIG 2012: EN dag i Movie Village bliver jeg standset af en gruppe unge mennesker i hvidt tøj. De beder mig skrive på en plakat, der reklamerer for The Green Drop Award, en af de alternative priser, som altid skyder op i periferien af de store festivaler. Hensigten med denne er at præmiere en film, som har økologisk tema eller på anden vis forsøger at skabe opmærksomhed omkring planetens videre skæbne.

   Jeg skriver mit navn på plakaten og fortæller imens, at der ikke været nogle film med økologisk tema i programmet indtil videre. I parentes skal det bemærkes, at markante dokumentarfilm som Hubert Sauberts Darwin's Nightmare (2004) og Michael Glawoggers Workingman's Death (2005) fik premiere på Mostraen i Venedig. Der er ingen tilsvarende tilbud i firsårsudgaven.

DER er dog to miljøbevidste fiktionsfilm i hovedkonkurrencen. Ramin Bahranis At Any Price er en skiftevis corny og slet ikke håbløs familieskildring fra landbrugsstaten Iowa i det amerikanske Midtvesten, hvor stordrift og genetisk manipulerede afgrøder har skabt en lille overklasse af rige landmænd, mens det omvendt er blevet umuligt at overleve som husmand.

   Dennis Quaid har en atypisk stor og alvorlig rolle som en foderstofhandler, der har svindlet med de frø, han sælger videre. Samtidig er hans yngste søn, spillet af Zack Ephron, slet ikke interesseret i at overtage forretningen. Drengen vil køre stockcar og får sin chance, som han imidlertid ikke er i stand til at gribe. En fælles skyld kommer til at binde far og søn sammen i en film, der i lige så høj grad handler om, hvordan de gamle måder dør. Der er en decideret apokalyptisk atmosfære i luften – ikke ulig stemningen i Jeff Nichols' Take Shelter (2011).

   Imidlertid er det en flamsk film, en co-produktion mellem Frankrig, Belgien og Holland, som til fulde fortjener The Green Drop Award. La cinquième saison (»Den femte årstid«) er skabt af Peter Brosens og Jessica Woodworth. Brosens har lavet tre dokumentarfilm om Mongoliet, men her vender han blikket hjemad og indad i en bemærkelsesværdig fabel, der med vilje giver tilskueren en bitter smag i munden.*

DET begynder ellers lunt og trygt med en introduktion til landsbyen i Flandern, hvor man dyrker jorden og følger med årstiderne. En mand forsøger at få sin hane til at gale, så den kan deltage i en lokal turnering. Tableauet ligner Roy Anderssons film, og i nogen tid har La cinqieme saison faktisk den samme blanding af galgenhumor og ægte undergangssteming, som Andersson satte så fint fast i Sange fra anden sal. Her begynder det i vinterens hjerte. Egnen har en skik med at sætte ild til en stråmand, som sidder på et bjerg af visne juletræer.

   Forberedelserne til festen skildres i brede, detaljerede totalbilleder, som fotografen Hans Bruch og produktionsdesigneren Igor Gabriel med vilje lægger frem i stilen fra Breugel, Bosch og andre middelaldermalere. Vinteren dømmes til døden på skrømt. Efter irsk gruppedans skal stråmanden brænde, og hele byen ser til. Da begynder den femte årstid. Bålet vil ikke brænde, uanset hvor meget man anstrenger sig.

NU følger fimbulvinteren. Da det bliver forår, vil frøene ikke spire i jorden. Køerne producerer ikke længere mælk, og tyskeren Pol, en tilflytter med en handicappet dreng, konstaterer, at bierne i hans stader er døde, da han vil lukke dem ud og fjerne tavlerne med honning. Intet vil gro. Konflikter opstår, og den spirende kærlighed mellem købmandssønnen Thomas og bondedatteren Alice går i stykker, da hendes far begår selvmord. Ene af alle har købmanden stadig en forretning i gang.

   Farverne bliver mørkere for hver scene. Klimaet er gået i stykker. Samtidig vænner indbyggerne sig til lidt at hvert. Ingen tager særlig notits af sneen, som falder om sommeren. Det fremgår, at andre byer er ramt. Soldater med gaze for munden rykker ind og fjerner dyrene for at aflive dem. For landsbyboerne er det let at give tilflytteren skylden, da man leder efter en syndebuk.

INDTIL nu er filmen skiftevis smuk og lidt irriterende, som det ofte er tilfældet, når art cinema ved præcis, hvad den vil. Som nævnt har Roy Andersson lavet lignende apokalypser med bymennesker. Også Michael Hanekes Le temps du loup (2003) og Béla Tarrs The Turin Horse (2011) er referencer. Vendepunktet nås og passeres, da manden med hanen igen sidder ved spisebordet med sit dyr. Nu har han dræbt det. Hovedet ligger på bordet. Han rækker ud efter en hvid karnevalsmaske med næb af den slags, som borgerskabet bar i Pestens Europa.

DET samme gør alle andre i byen. De går med deres hvide fuglemasker, som en procession i et maleri af James Ensor, og de standser ved tilflytterens campingvogn for pågribe ham. Alle bruger skralder for at dække over skrigene. Tilflytteren sættes på bålet, men ilden vil stadig ikke tage fat. Først inde i campingvognen – igen med masker og skralder – lykkes det.

   Det ligner den britiske kultfilm The Wicker Man, men ritualet er malet på en mørkere og mere konkret baggrund. Der er en lille tillidserklæring til de unge, nogle af dem, i det mindste, og måske også anelsen om en fremtid. Den bliver dog ikke, som vi kender den.

*) For god ordens skyld: La cinquième saison modtog The Green Drop Award 2012. Prisen uddeles stadig hvert år og har med tiden fået flere kategorier. Ramin Bahrani (f. 1975) fortsatte skildringen af den amerikanske finanskrise i 99 Homes (2014). I 2018 instruerede han HBO-udgaven af Ray Bradburys Fahrenheit 451, men hovedværket er den indisk baserede The White Tiger – efter Aravind Adigas selvbiografiske roman – som fik premiere på Netflix under covidnedlukningen i 2021. 

La cinquième saison (The Fifth Season). Instr. og manus: Peter Brossens & Jessica Woodworth. Foto: Hans Bruch Jr. 93 min. Belgien-Holland-Frankrig 2012. Set på Venice Film Festival 05.09.2012 – ingen dansk premiere).

At Any Price. Instr.: Ramin Bahrani. Manus: Hallie Elizabeth Newton & Ramin Bahrani. Foto: Michael Simmonds. 105 min. USA 2012. Set på Venice Film Festival 30.08.2012. Dansk premiere: 16.04.2013 (CPH:PIX).

Fotos: Black Bear Pictures (At Any Price)/ Bo Films/ Entre Chien et Loup/ Molewiek Film BV/ Eurimages/Venice Film Festival

La cinquième saison (La quinta stagione) streames – kun i Italien – på Apple TV, AMAZON PRIME, Chili.

Udkom på dvd i 2014 (og forhandles stadig i 2022)

At Any Price streames på Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 27.08.2013

Teksten er et udtag af festivalreportagen »Til Miraklet« – Weekendavisen Kultur 07.09.2012

Fatamorgana: Jodorowsky's Dune (2013) [Sci-Fi 100]

ALKYMISTEN OG HANS KRIGERE
Alejandro Jodorowskys umulige drøm

Af BO GREEN JENSEN

DREYERS Jesus, Kubricks Napoleon, Orson Welles' Don Quixote. Filmhistorien er fuld af uforløste værker; projekter, som ikke blev realiseret, typisk fordi der ikke var penge. Især hvis forproduktionen nåede så langt, at der foreligger prøveoptagelser, plakater, storyboards osv., er disse aborterede film forjættende luftspejlinger. Som bøger, der bliver beskrevet i bøger; grundsten i en hemmelig virkelighed.

   Til de mest berømte i nyere tid hører Alejandro Jodorowskys filmatisering af Frank Herberts Dune. Romanen – som på dansk hedder Klit – og de forskellige forhistorier og fortsættelser, som Herbert siden føjede til, bliver stadig dyrket med entusiasme. Da Herbert skrev den i 1965, havde ingen på helt samme måde bygget en verden, der havde sin egen myto-, socio- og økologi.

OPTIONEN på romanen lå først hos amerikaneren Arthur P. Jacobs, som forsøgte at interessere bl.a. David Lean i projektet. Det unikke i Dune er ørkenplaneten Arrakis, et gennemarbejdet økosystem med kæmpemæssige sandorme, som Herbert havde investeret megen omhu i at skabe. Det gav derfor mening at spørge instruktøren af Lawrence of Arabia, men Lean betakkede sig.

   Michel Seydoux (far til Léa) overtog optionen, da Jacobs døde i 1973. Seydoux var mest interesseret i at arbejde med Jodorowsky, som på daværende tidspunkt havde profetisk status. Den chilensk fødte filmskaber var undergrund, modkultur og (s)exploitation i ét. Hvis man forestiller sig en kombination af Ken Russell, Sergio Leone og Jens Jørgen Thorsen, har man en idé om, hvor Jodorowsky kom fra.

JODOROWSKY havde lavet mexicansk avantgardeteater i ti år, da han besluttede at annektere filmmediet. Det skete i 1968 med Fando et Lis. Instruktøren satte for alvor sin vilje igennem med El Topo (1970), en psykedelisk spaghettiwestern, som han selv spillede titelrollen i. I 1973 blev La montana sagrada et eftertrykkeligt arthousehit i Paris. Det hellige bjerg var en socio-seksuel utopi med Jodorowsky i rollen som Alkymisten. Disse film ligner virkelig ikke ret meget andet.

   Da Seydoux spurgte Jodorowsky, hvad han ville arbejde med, var svaret: »Dune!« Han taler generelt på den måde, passioneret og med udråbstegn. I Jodorowsky's Dune beskriver den 85-årige filmskaber, hvordan projektet tog form. Arbejdet udmøntede sig i en legendarisk, 1000 sider tyk hvidbog, »the Dune bible«, som alle de store studier nåede at se, før projektet blev opgivet. Ingen ville følge Jodorowskys vision hele vejen.

MEST spændende er den kvalitetssans, som Jodorowsky valgte sine partnere med. Han ledte efter »krigere«, der ville satse deres liv på projektet. Derfor kunne han ikke bruge Douglas Trumbull – manden, som formgav effekterne i 2001: A Space Odyssey og instruerede sin egen Silent Running, før han arbejdede videre med bl.a. Blade Runner. Jodorowsky mødte Trumbull i Hollywood, men amerikaneren var fuld af sig selv og hørte ikke ordentligt efter.

   Roger Waters, David Gilmour, Richard Wright og Nick Mason modtog instruktøren med samme attitude, da han besøgte Pink Floyd i London. Musikerne spiste Big Macs i en pause på arbejdet med The Dark Side of the Moon. Jodorowsky gav dem en opsang, og Pink Floyd indvilligede i at skabe musik til Dune-universet. Til den mørke Harkonnen-verden havde Jodorowsky udset sig franske Magma. Christian Vander, manden der skabte sit eget sprog for at skabe dystopiske konceptalbum som Mëkanik Dëstruktïw Kömmandöh (1973), Köhntarkösz (1974) og Üdü Wüdü (1976), var en mand efter Alkymistens hjerte.

CHILENERENS udvalgte krigere blev: den franske serietegner Jean Giraud (1938-2012), som under navnet Moebius skabte grænseoverskridende science fiction; den britiske illustrator Chris Foss, som designede arkitekturen og maskinerne; den schweiziske mareridtsmester H.R. Giger (1940-2014), som tegnede Harkonnen-planeten, og amerikaneren Dan O'Bannon (1946-2009), som udførte special effects.

   Jodorowsky overtalte bl.a. Salvador Dali, Orson Welles og Mick Jagger til at medvirke. Brontis Jodorowsky, instruktørens søn, fik frelserrollen som Paul Atreides, der bliver en Dune Messiah til slut.

   Alt blev samlet i hvidbogen. Når Jodorowsky kærtegner dens omslag, kan man stadig føle smerten hos manden, som ikke fik lov at lave sin film. Udvalgte gæster får lov at bladre. Nogle af dem »viser« han Dune. Nicolas Winding Refn er et af de privilegerede vidner, som medvirker i Frank Pavichs dokumentar.

PROBLEMET med Dune var især, at filmen ville vare ti timer og koste 50 mio dollars, som var uhørt meget i 1975. Så alle de store studier sagde nej. Da Jodorowsky aflyste projektet, tog krigerne deres indsats med til andre projekter. O'Bannon skrev Alien til Ridley Scott, og Giger designede rumvæsenet. I Scotts Prometheus fra 2012 kan man stadig se arkitekturen fra Dune i baggrunden. Flere film i tiden trak på Jodorowskys grundarbejde: Flash Gordon, Star Wars, Raiders of the Lost Ark.

DER blev en film af Herberts bog - som tiden gik, blev der til og med flere.* Raffaella De Laurentiis købte optionen og gav instruktøropgaven til David Lynch, der afleverede sit bud i 1984. Jodorowsky beskriver, hvordan han med frygt og bæven gik til premieren, fordi en kriger må konfrontere sin angst. Men som filmen skred frem, kunne han smile. Dune er en af de store turkeys i filmhistorien. Lynch har senere frasagt sig filmen.

ALLE fik noget med sig fra Dune. Kun Jodorowsky var lagt på is i en årrække. Han brugte ideerne i de tegneserier, bl.a. L'Incan, som han skabte sammen med Moebius. Han instruerede horrorfilmen Santa Sangre i 1989 og fik en mainstream-chance med The Rainbow Thief (1990). I 2013 fandt Seydoux og Jodorowsky sammen om at skabe erindringsfantasien The Dance of Reality, som fik premiere i Cannes. I 2015 fulgte Endless Poetry som en slags krone på værket. I 2021 er Jodorowsky 92 år. Han er stadig aktiv og fuld af ideer. Han blev ikke taget med på råd, da canadieren Denis Villeneuve gik i gang med at skabe den nye, omsider fuldt forløste Dune (2021-2024), som bryder Frank Herberts bog op i to helaftensfilm.

I FRANK Pavichs dokumentar optræder karaktervidner som Chris Foss, H.R. Giger (som ellers sjældent udtalte sig), sangerinden og modellen Amanda Lear, som var Salvador Dalis muse i perioden, Christian Vander fra Magma, Dan O'Bannons enke m.fl. Man lytter dog især til Jodorowsky, som er et karismatisk og forførende kraftfelt, der taler om nødvendigheden af at voldtage materialet.

   Jodorowskys Dune var uden tvivl blevet unik og fascinerende. Der er dog ingen garanti for, at den var blevet en kongenial filmatisering. Frank Herbert (1920-1986) var interesseret i økologi, sociologi og mytologi, hvordan imperier fødes og forgår. Jodorowsky brænder for frigørelsen af okkulte og psykiske energier.

   Herberts vision er tør og præcis. Jodorowskys verden er én våd, slubrende drøm. Han har skarer af fans, der elsker ham for det, men de færreste lever på Dune.

*) Foruden biograffilmen med Kyle MacLachlan, som David Lynch instruerede i 1984, og Denis Villeneuves 2021-version, er Dune-universet bredt ud i to miniserier, som Hallmark Entertainment producerede til Sci Fi Channel (nu SyFy) tilbage i kabel-tv-tiden. Frank Herbert's Dune (2000) og Frank Herbert's Children of Dune (2003) var begge i tre episoder af featurelængde. Alec Newman spillede Paul Atreides; William Hurt og Saskia Reeves var Leto og Lady Jessica; Ian McNeice spillede baron Harkonnen. Fotografen var Vittorio Storaro. Frank Herberts bøger blev bearbejdet af John Harrison.

Jodorowsky's Dune. Instr. og manus: Frank Pavich. Foto: David Cavallo. 90 min. USA 2013. Dansk premiere: 04.09.2014 (Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014