Translate

Viser opslag med etiketten Timothée Chalamet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Timothée Chalamet. Vis alle opslag

onsdag den 22. februar 2023

Felix van Groeningen: Beautiful Boy (2018)


MENS VI LÆGGER ANDRE PLANER
Kan praktisk oplysning bære som filmkunst?

Af BO GREEN JENSEN

AF alle mørke mareridt, som hjemsøger dagens forældre, må et af de værste være at se sit barn forsvinde i stofmisbrug. »Det vil så heller aldrig ske,« siger de fleste. »Mine børn er fornuftige mennesker, og vi har selv været gode eksempler.«
   Alligevel skete det for David Sheff, den amerikanske journalist og forfatter, som i 2008 fik udgivet erindringsbogen Beautiful Boy: A Father's Journey Through His Son's Addiction. Titlen er taget fra John Lennons sang – dén med linien om, hvordan »livet er det, som sker, mens du har travlt med at lægge andre planer«. Undertitlen er i besværgende datid: »En fars rejse gennem sin søns afhængighed.«
   Sheff er ikke hvem som helst. Han interviewede Lennon og Yoko Ono til Playboy Magazine umiddelbart før Lennons død i 1980. Samtalen findes i bogform med titlen All We Are Saying (2000, da. Lennon uden filter). Han har skrevet for The New York Times og Rolling Stone Magazine. Han har mødt mange (også velfungerende) misbrugere gennem sit journalistiske virke. David var derfor en privilegeret og slet ikke uforstående far, da ulykken ankom.
   


BEAUTIFUL Boy behandler emnet på flere måder. Beskrivelsen af sønnen Nics misbrug er blandet med billeder af, hvor tætte de var. Der er et gedigent forsøg på at forklare misbrugets væsen. Nic er afhængig af crystal meth (metamfetamin). Sheff prøver selv giften for helt at forstå, og han beskriver de invaliderende konsekvenser, som Nics forvandling har for familien. Konklusionen er, at afhængighed er en sygdom, der kun kan behandles ved afholdenhed efter A.A.-modellen.
   Nic Sheff var 18 år, da hans misbrug tog fart. I gymnasiet var han en gylden dreng med talent. Han søgte ind på fem elite-universiteter og fik ja fra dem alle. Men fremtiden blev mindre vigtig end kampen for at fylde det sorte hul og genopleve det første rush. Han mener selv, at han altid var disponeret for afhængighed. Da David skrev Beautiful Boy, supplerede Nic med erindringsbøgerne Tweak: Growing Up on Methamphetamins (2008) og We All Fall Down: Living with Addiction (2011).



NU kommer Hollywood-udgaven, som anlægger begge synsvinkler. Far og søn følger hver sin dramatiske kurve, og det skaber flere udfordringer. Filmen vil formidle, at afhængighed er en uhelbredelig sygdom. Den vil forklare, at metamfetamin er en satanisk substans, som afviser gængs terapi. Begge teser er kontroversielle i behandlermiljøet.
   Samtidig skal der tegnes et dobbeltportræt af Sheff père et fils. Man kunne nok have ændret navnene og gjort historien mere almen. Men hvis niveauet skal løftes over den rene problemfilm, må det ske i erindringen om den smukke dreng, der blev til et monster, som vrænger fuck you og stjæler fra sin lillebrors sparegris.
   Far og søn bliver spillet af Steve Carell og Timothée Chalamet. Carell er altid brysk i dramatiske roller, som ikke må røbe hans komiske flair. Chalamet er den unge mand fra Call Me By Your Name (2017). I flashbacks til den gode tid bliver han spillet af drenge, der ligner. Mødrene (Amy Ryan og Maura Tierney) fylder kun lidt i historien.
   Først bader David sig i nostalgi. Senere bliver fortiden et værelse, som han nødigt går ind i. Han fjerner de belastende fotos. Han hader at lukke sit hjerte, men han lærer at gøre sig hård. Han siger endelig nej, da Nic ringer. Til slut er det et spørgsmål, om han nogen sinde vil smile igen.



FILMEN undgår ikke et missionerende præg, men den gør et agtværdigt forsøg. Det tilskriver jeg instruktøren, belgiske Felix van Groeningen, som lavede den bevægende ukorrekte The Broken Circle Breakdown (2012).
   Manuskriptforfatteren, australske Luke Davies, er selv forhenværende misbruger. Han brugte sin erfaring i Candy (2006), som med Abbie Cornish og Heath Ledger i de to hovedroller blev en af de bedste og mindst melodramatiske misbrugsskildringer, som findes på film.
   Davies er især god til at skildre følelsesløsheden og impulsiviteten. Der er en vis prosaisk frihed forbundet med tilsidesættelsen af andre behov. I Candy flytter parret på landet for at blive stoffri. Cornish klager over mørket i huset. Ledger ser på loftet. Så saver han et hul, der giver lys.
   Stemningen gentager sig i Beautiful Boy, da Nic og en veninde fra afvænningsklinikken bryder ind i barndomshjemmet. Det er hér, at noget dæmrer for Nic. Han prøver at dø, men det vil ikke lykkes. Herefter affinder han sig med altid at have to skrigende punkter i hjernen. Ved filmens fint afstemte slutning har han været klar i otte år.



LYDSPORET bugner af totemmusik. Neil Young synger »Heart of Gold«, Perry Como synger »Sunrise, Sunset« fra Fiddler on the Roof. Da Nic var 12, kunne far og søn brøle i bilen, når Kurt Cobain sang »Territorial Pissings«. Nu er det hele bittersød lyd. Og distraherende sange, som fylder så meget, at publikum nu og da taber tråden, fordi det bliver vigtigere at høre efter.
   Det er en hjerteskærende film for familier, som kender til misbrug. Beautiful Boy vil gerne være mere, men er begrænset af sit emne og den uafbrudt knugende alvor. Det gør ondt at huske drengen, der gik i stykker. Men borte tog ham, og nu er han væk.
   I stedet står der en skrøbelig mand. Han lægger ikke andre planer, for han lever én dag ad gangen. Vi kan dele Davids smerte, men Nic er den mest interessante figur.
   De ting får filmen udmærket frem. Den bliver derfor ikke lagt væk med det samme.



Beautiful Boy. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Luke Davies, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 17.01.2019.


Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Plan B Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.01.2019

onsdag den 9. februar 2022

Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]


EN VERDEN AF SAND
Kultbogen får sin bedste filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

FRANK Herberts Dune, som på dansk hedder Klit, er en grundsten i verdensbyggertraditionen. Forfatteren præsenterer – i saglig form og sikkert sprog – en fuldkommen selvindeholdt verden, hvor politik, religion, økologi og kultur smelter sammen. Vi har siden fået talløse serier i mange bind, der kopierer konceptet, men i 1965 havde ingen set magen.
   Dune er skabelonen for alt, hvad der følger. Der ville ikke være Star Wars eller George R.R. Martins A Song of Ice and Fire (dvs. forlægget for A Game of Thrones) uden Dune. Desværre fik præcisionen hos Herbert ikke samme langtidsvirkning. Dune fungerer ikke mindst, fordi troværdighedspræget forstærkes af stilistisk formåen.


KORT fortalt handler det om rivaliserende huse i et imperium, som styres efter del-og-hersk-princippet. Rumfarten er afhængig af »krydderi«, som udvindes på ørkenplaneten Arrakis.
   Imperiet har overladt handelen til den fordærvede Harkonnen-slægt. En bitter krig følger, da monopolet overgår til Atreides-familien. Kejseren ved, hvad han gør. Det gælder om at eliminere Huset Atreides.
   Planetens indfødte befolkning er beduiner. Krydderiet har givet dem klare blå øjne. De tilbeder kolossale sandorme og hjælper kolonisterne under protest. Herbert var inspireret af T.E. Lawrence og olieudvinding i Mellemøsten.
   Blandt frimenere lever legenden om Lisan al-Gaib, en hellig kriger, som vil komme udefra og føre an i oprøret. Paul Atreides er måske dén messias. Han forelsker sig i frimeneren Chia og slutter sig til ørkenfolket. Herbert brugte ordet jihad, før det fik sin aktuelle betydning.
   De politiske intriger og den biologiske diversitet imponerer. Det var dog især den åndelige dimension, som gjorde Klit til en kultbog. Herbert skrev fem fortsættelser. Han døde i 1986.


KOMMER snart som storfilm – »Soon to be a major picture« –
 står der uden på bogen, jeg købte og læste i 1977. Jeg glemmer sent mit første møde med sandormen Shai-Hulud, som er frimenernes guddom og måler 400 meter.
   Alejandro Jodorowsky var den første, som ville filmatisere Dune. Pink Floyd skrev musikken; H.R. Giger, Orson Welles og Mick Jagger var ombord. Der findes en dokumentarfilm om planen. Ingen studier bed på. I 1984 instruerede David Lynch sin version med Kyle MacLachlan. Filmen har fans, men Lynch har aldrig talt venligt om den. To miniserier for tv blev produceret 2000-2003. Drømmen om Dune på film var der stadig.
   Opgaven endte hos fransk-canadiske Denis Villeneuve, som beviste sin flair for cerebral science fiction med Blade Runner 2049 og Arrival, der fokuserede på de fremmedes sprog. Villeneuve formår faktisk at løfte visionen.


HER er første del af bogen, som Villeneuve har delt i to helaftensfilm. Timothée Chalamet er Paul Atreides, den unge Muad’Dib. Hans mor – som tilhører Bene Gesserit-sekten, der har sin egen plan om en frelser – bliver spillet af Rebecca Ferguson. Charlotte Rampling er kirkens leder; Stellan Skarsgård den dyriske baron Harkonnen.
   Villeneuve gør Dune konkret og relevant. Frimenerne har tiden på deres side. Teknologien er let – helikopterne svirrer som guldsmede. Musikken blander sækkepibe, arabisk sang og drone for kampfly. Hans Zimmer må være filmkomponisten, der har udviklet sig mest radikalt.
   Dune holder farve og takt hele vejen. Det bliver stort at se anden del flyve i mål.

Dune er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture (Mary Parent, Denis Villeneuve, Patrick Wachsberger); Best Adapted Screenplay (Jon Spaihts, Eric Roth, Denis Villeneuve); Best Original Score (Hans Zimmer); Best Sound (Mac Ruth, Mark Mangini, Theo Green, Doug Hemphill, Ron Bartlett); Best Production Design (Patrice Vermette - set decoration: Zsuzsanna Sipos); Best Cinematography (Greig Fraser); Best Makeup and Hairstyling (Donald Mowat, Love Larson, Eva von Bahr); Best Costume Design (Jacqueline West, Bob Morgan); Best Film Editing (Joe Walker); Best Visual Effects (Paul Lambert, Tristen Myles, Brian Connor, Gerd Nefzer). 

Dune. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Villeneuve, Eric Roth, Jon Spaiths. Foto: Greig Fraser. 155 min. USA-Canada 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.


Foto: Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Villeneuve Films/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2021