Vagn Lundbye: Palindromos (1991)

DET UMULIGE SNIT

Et forsvar for uafvendeligheden

Af BO GREEN JENSEN

I essaysamlingen Hjemkomster (1987) priser Vagn Lundbye (1933-2016) »anderledesheden«. For Lundbye er afvigelsen den værdi, som skal »føre til agtelse for menneskets ophav«. Han taler om bevidst at »udvikle den genialitet og anderledeshed, der kommer af den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.« Det er på denne organiske baggrund og i dét økologiske lys, at Palindromos – en for alvor anderledes roman – skal læses.*

   Palindromos er en både drømmende og dokumentarisk intens skildring af nogle allegoriske mænds tilværelse i »Kolonien«, en indhegning i regnskoven, hvor de sølvhårede indfødte har dem gående som en slags menneskesvin. Først har de dog kastreret dem ved »Svineritualet« og »Det umulige snit«, der vejer tungt i den langsomme, genialt monotone fabel om altings tilbagevenden til urtilstanden.

   »Verden begyndte uden mennesket,« siger amerikaneren Colombo, som på sæt og vis er en genfødt Colombus. »Der er måske ikke noget at sige til, at den også ender uden mennesket.«

COLOMBO kommer til Amazonas for at samle stof til bogen, han skriver på, en skildring af forholdet mellem missionærer og urfolk i det 20. århundrede. To tyske kvinder stopfodrer ham med giftig mad, og da han kommer til sig selv igen, er rejsen op ad floden, ind til Kolonien i Mørkets Hjerte begyndt.

   Her bliver han indlemmet i folden, i flokken af kastrerede mænd. Der er 11 af dem, og de bærer alle rebusagtige palindromnavne, hedder Koko, Didi, Wawa, Toto, Meme, Sasa, Olle osv. Der er kun en enkelt kvinde, Lulu, og som profetisk repræsentant for stedets væsen møder vi orakelskikkelsen Gagag.

   Gagag er den, som har været længst i Kolonien, og han er decideret begyndt at tale i palindromer. Et palindrom er et ord, der læses ens forfra og bagfra (madam er det gængse ordbogseksempel), eller det er – som mændenes navne – en ordkvadrat, der læses ens vandret og lodret (som tenet i den romerske satorformel).**

   Romanen og Colombos omvendte erkendelse i det mærkelige fællesskab, der opstår mellem de stækkede mænd, har med opløsningen af alle retninger at gøre, med den tilbagevenden til regnskovens moderskød, som får Gagag til at kalde Kolonien for Palindromos. Det er ham, der formulerer romanens inderste motiv:

»Verden, vi har skabt, er selvbedrag. Et lig, der er lagt i jorden. Håret vokser! Det vokser og vokser. Længere og længere! Også neglene gør det. Vokser og vokser, længere og længere. Men vi er inde i kisten! Palindromet er begyndt!«

PALINDROMET sker fyldest på de sidste sider, da Colombo ser en slange kravle ind i en tudses mund og forsvinde. Alting vender tilbage, alting glider i ét, og efterhånden bliver også bogen en tranceagtig tilstand, som læseren lever sig ind i og deler.

   Palindromos er en økologisk fabel, men her er hverken nuttede, antropomorfiske dyr, ædle vilde mennesker eller idyllisk ubesmittet natur. Dyrene er bare dyr, fortærende eller nødstedte væsener som de kastrerede mænd. Indianerne er et oprindeligt folk med sin egen uudgrundelige civilisation, og meningen med svineritualet forbliver lukket for rationel vesterlandsk tolkning.

   Naturen er fra først til sidst en oceanisk, livssitrende proces af stadig blomstring og forrådnelse; regnskoven som den søster til havet, Lundbye taler om i Hjemkomster. Med grum uafvendelighed skildres mændenes fornedrelse, leden ved igler, lyden af cikader og de nye former for ufattelighed, som mareridtet åbenbarer.

MÆNDENE er jo også som Odysseus' mænd på Aia, Kirkes ø, der bliver forvandlet til svin af troldkvinden. De kommer fra alle hjørner af den industrialiserede verden for at forstå og forgå i Palindromos, stedet for indsigt og tilbagevenden. Oraklet Gagag er helt sikkert dansk, for da han skal forklare Colombo om palindromets væsen, er det billedet af drengen på Solgrynspakken, han kalder frem af det kollektivt ubevidste.***

   Et eller andet sted er han også en Ben Gunn-skikkelse i en pervers og spejlvendt drengebog, og kastrationsritualet kunne sagtens være det unævnelige og aldrig nærmere uddybede, som de indfødte foretager sig i Joseph Conrads Heart of Darkness, der er moderskibet for denne slags fiktioner.

ET bærende palindrom bliver »returruter«. Fablen rummer overhovedet så mange fortolkningslag, at det næsten er for meget af det gode. Men også kun næsten. Romanen kræver den tid, som den tager. Læseren hænger på, ønsker at mændene ville flygte og aner også, hvorfor de ikke kan. Thi ingen flugt er mulig. Det er som Gagag siger: Palindromet er begyndt. Palindromos er en besættende anderledes bog, som er et og alt med sin retning, »den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.«

Se også Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019); James Gray: The Lost City of Z (2017); Yulene Olaizola: Tragic Jungle/ Selva trágica (2020).

Vagn Lundbye: Palindromos eller Colombos sidste rejse. 264 s. Borgen, 1991.

NOTER

*) Filosofien foldes helt ud i de prægtige Næsehornsdigte (1990), hvor anderledesheden er skrevet ind og står øverst på listen med Rhinolovens ti bud:

**) Vagn Lundbye takker Marie Hvidt, »der har udarbejdet romanens palindromer«. Palindromos er i øvrigt »tilegnet de sølvhårede mandanere der blev udryddet af de hvide under kolonisationen af Amerika«.

***)  Det er virkelig svært at komme til bunds i, hvem der udførte tegningen i det ikoniske logo. »Næsten som drengen på Ota-solgryn pakken fortaber digtet sig i et optisk, evigt bedrag af den type, som franskmænd kalder for "at kaste i afgrunden" - mise en abyme,« skriver Henrik Ljungberg og Bo Tao Michaëlis om T.S. Eliots The Waste Land (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land) i deres inciterende inspirationsbog Lyst og labyrint (1991), da de skal anskueliggøre perspektivet i den labyrintiske læsning.

  Forbavsende mange forfattere fra boomergenerationen nævner drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der... osv., som deres urmøde med uendeligheden. Selv husker jeg mest de figurer (af fx native americans), som man kunne klippe ud af pakkens bagsider. Jeg ejer flere af Ota-bøgerne, som man samlede mærker til i perioden 1924-1942. De var sagnomspundne i min barndom, men jeg er trods alt for ung til selv at have samlet.

   I hvert fald har jeg søgt højt og lavt. De første gryn blev ristet på Havremøllen i Maribo i 1898. Firmanavnet var dengang AVENA, og pakken var grøn, rød og brun som kardus. I 1913 flyttede produktionen til Nakskov, og i 1915 blev Avena omdøbt til OTA, som er afledt af "oat(s)", dvs. det engelske ord for havre. I 1930 blev Ota opkøbt af det amerikanske Quaker Oats Company, der er lige så ikonisk i USA, som OTA Solgryn er her. Den røde pakke med tegningen af drengen, der løber i solen, blev første gang brugt ved en stor relancering i 1933.

   Siden er solen i logoet vokset, og drengen har været tilbage i perioder, især når OTA skulle sælges for sin duft af nostalgisk erindring. Konglomeratat PepsiCo opkøbte Quaker Oats i 2001. Da var fabrikken i Nakskov flyttet til England forlængst. I 2019 kom OTA igen på danske hænder, da CrispyFood i Gørlev tilbagekøbte det klassiske brand. Man sælger stadig Solgryn efter 125 år, men for tiden er solen på pakken en ren gul skive. Skønt værker om produktreklame – som f.eks. Lars Dybdahls Den danske plakat (1994) – nævner OTA Solgryn, er de (ligesom firmaets hjemmeside) tavse med hensyn til den kunstneriske proveniens. Drengen fra havregrynspakken løber sammen med Vanillepigen (som faktisk var en indisk mand) fra Tørsleffs' vaniljebreve i romaner af bl.a. Ib Michael. 

Fotos: Borgens Forlag (Gyldendal) [Palindromos m/ originaltryk af Per Kirkeby; Næsehornsdigte m/ tegning af Albrecht Dürer, 1515]/ Forfatterweb [Vagn Lundbye portræt]/ Wikimedia Commons [Amazonas Aerial Shot/ Geiger Richard (1870-1945) Kirke forvandler Odysseus' mænd til svin, 1900/ Ouroboros Mural in Ptuj, Slovenia]/ EpsilonTheory (stylized Ouroboros/ OTA Solgryn - Crispy Food A/S 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 11.10.1991