Translate

lørdag den 14. januar 2023

Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019)


TRÆSKÆRERENS DRENG
Matteo Garrone giver myten nyt liv

Af BO GREEN JENSEN

PINOCCHIO deler skæbne med Peter Pan, Peter Plys, Alice i Eventyrland og en række andre skikkelser fra klassiske kunsteventyr. De nød et rigt liv, før de blev udsat for den disneyficering, som overtager historien, når det amerikanske underholdningsimperium annekterer mere nyt land.
   Af samme grund vægrede Pamela Travers sig ved at sælge Mary Poppins til Walt Disney. Hun vidste, hvad der ville ske, og hun fik ret. Der er læsere til Mary Poppins, men ikke i samme størrelsesorden, som der er tilskuere til Disneys film.
   Carlo Collodi skrev sin moralske fabel i 1881. Den blev trykt som føljeton i børneavisen Giornale di bambini, som Collodi selv redigerede, og udkom i bogform i 1883. Forfatteren var inspireret af Charles Perrault (Tornerose, Askepot, Rødhætte), som han havde oversat til italiensk. I øvrigt er navnet Pinocchio dannet af ordene pine (træ) og occhio (øje).



DER er ikke noget galt med Disneys Pinocchio (1940), men originalen er en mere jordnær og frem for alt italiensk fortælling. Fårekyllingen, som personificerer Pinocchios samvittighed, er af en anden støbning. Han kaster den ind i væggen med fuld kraft, da den henvender sig. Den Blå Fe hedder Fatina og er mere som en menneskepige. Æselfeberen; næsen; marionetterne og Slaraffenland: de ting var der allerede hos Collodi.
   Italienske filmskabere har ved flere lejligheder forsøgt at generobre Pinocchio. De har det vel med træskærerens dreng, som vi har det med Disneys version af Den lille havfrue. Det må være muligt at vende tilbage til den oprindelige fortællling på meningsfuld vis.
   Roberto Benigni gjorde forsøget i 2002, da han instruerede sig selv i titelrollen og lod Nicoletta Braschi spille Fatina. Nu er det Benigni, som gør en stor forskel i Matteo Garrones realfilm. Han spiller denne gang Geppetto, en stolt og fattig træskærer, som længes efter en levende søn.



ALT i Garrones film er konkret, kun dukken er skabt digitalt og ligner en farvelagt 3D-version af drengen fra de første illustrationer. Han er vildere, end vi er vant til. Garrone er en formidabel billedskaber, som her fører sine ideer ud i livet sammen med fotografen Nicolai Brüel. Det er en film i fuldvoksen længde, som familien kan have glæde af sammen.
   Garrone er instruktøren bag film som Gomorra (2008) og Dogman (2018), men Pinocchio lægger sig især i forlængelse af Il racconto dei racconti (2015, da. Tale of Tales), en næsten psykedelisk fortolkning af de napolitanske eventyr, som Giambatista Basile skrev ned, endnu før Perrault og brødrene Grimm kom til.


DEN fantastiske film er varmt anbefalet. Det er mere Pinocchio på vej. Netflix lancerer i 2022 en gotisk udgave med Guillermo del Toro som instruktør. Den computeranimerede 3D-film, som Robert Zemeckis har arbejdet på, siden han voldtog Beowulf-kvadet i 2007, er landet hos Disney.*
   Kulden er koldere, mørket er større; sulten bider virkelig til. Det er stadig den samme fortælling om drengen, der skal lære at være god, og den gamle far, som ønsker sig en dreng. Han længes så stærkt, at feen opfylder hans ønske. Det bliver ikke smukkere. Også Pinocchhio er en Tale of Tales.


*) Det lignede en streaming-krig, da Netflix og Disney+ efter mange forsinkelser lagde de to Pinocchio-versioner ud cirka samtidig i december 2022. Grundet COVID-19-pandemien fik Garrones film en fortumlet lancering. Der var urpremiere til jul i Italien i 2019. Filmen var nomineret i 15 (!) og vandt i 5 kategorier ved de lokale Donatello Awards. Jeg så første gang Pinocchio på Berlinalen i februar 2020, hvor filmen blev vist uden for konkurrence. Den blev langsomt rullet ud på alle de nedlukke(n)de festivaler i løbet af 2020. Der var Oscar-, BAFTA- og EFA-nomineringer i 2021. I mange territorier udkom filmen på streaming. I Danmark fik Pinocchio biografpremiere, da salene åbnede efter den anden coronanedlukning.
 


Pinocchio. Instr.: Matteo Garrone. Manus: Garrone og Massimo Ceccherini. Foto: Nicolai Brüel. 125 min. Italien-Frankrig-UK 2019. Dansk premiere: 02.09.2021.


Foto: Archimede/ RAI Cinema/ Le Pacte/ Recorded Picture Company/ DK Filmbazar/ Madman Films (YouTube trailer)( CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar