Mario Martone: Nostalgia (2022)

GLØDEN, FARVERNE, DUFTEN
En film om at længes og drukne i hjemve

Af BO GREEN JENSEN

EFTER 40 år i Cairo vender napolitaneren Felice Lasco (Pierfrancesco Favino) hjem til den firkant, Rione Sanità, hvor hans verden begyndte og endte i teenagetiden. Felice var 15 år, da han rejste. Først kan han knap huske sproget. Så dykker han ned i en sanselig topografi og bliver forført af erindring. Filmen ved længe før protagonisten, at han aldrig kommer til Cairo igen.

   Felice kommer egentlig for at se sin mor (Aurora Quattrocchi), der ikke har reageret på breve og opkald i længere tid. Han er chokeret over at se, hvordan hun er blevet fordrevet fra de lyse værelser øverst i huset. Alle taler om, hvordan kinesere og Camorraen har overtaget kvarteret. Hun siger, at mørket ikke generer, for hun kan alligevel ikke se. Der er en meget bevægende scene, hvor Felice giver sin mor et bad. Han når lige at være der, før hun dør.

FELICE bor i begyndelsen på et hotel. Da han bliver optaget af at udforske de gamle steder og stemninger, fjerner han spejlet på væggen, sætter et kort op og indrammer firkanten: »Jeg var fascineret af ideen om at optage en film, der udspiller sig, ikke i en by, men i et kvarter i en by, som var det et skakbræt,« siger instruktøren Mario Martone (f. 1959), som selv er fra Napoli, om sin film. »Derfor er alle gader, huse og folk i Nostalgia unikke for Rione Sanità, en bydel som ikke har udsigt til havet.«

   Felice går ture og engagerer sig langsomt i det lokale. Han overværer messen, som Fader Luigi (Francesco Di Leva) markerer sin trods med, skønt både myndighederne og Camorraen har frabedt sig demonstrationer. Han ringer til sin hustru (Sofia Essaidi) i Egypten og siger tak, fordi hun sendte ham hjem. Han møder sin mors gamle bejler, Raffaela (Nello Mascia), som driver et skrædderi og prøver at holde sig fri af kriminelle relationer. Dét er det svære i La Sanità. Camorraen har sine fingre i alt, og midt i nettet sidder den flygtige Oreste (Tommaso Ragno), som Felice var ven med engang.

 »DU kan ikke tage tilbage,« siger en talemåde om erindringens steder. Felice gør forsøget og betaler prisen i Nostalgia. Vi bruger betegnelsen nostalgi om en længsel, en forskønnet erindring, der er sentimental, men relativt harmløs. Evigt ejes kun det tabte osv.

   Det er i forbifarten værd at huske på ordets ophav. Det har græske rødder og er dannet af nostos (for hjemkomst) og algos (for smerte). Oprindelig var det en medicinsk diagnose. Lægen Johannes Hofer (1669-1752) brugte begrebet til at beskrive den melankolske tilstand, som greb især schweiziske lejesoldater, der længtes efter hjemstavnens sublime landskaber.

   Martone beskriver med stor konsekvens, hvordan Felice synker dybere ned i erindringen om en ungdom, han idylliserer. Tilbage i guldalderen var han og Oreste uadskillelige. Der er en omstændighed i deres fortid, som jeg ikke skal dvæle nærmere ved. Den driver al videre handling.

   Da Felice ser på sin mors gamle fotografier, viser et af dem drengene på deres motorcykel. Han har sit første fuldt realiserede flashback efter 40 minutter. Da kører han og Oreste fra Sanità ud til vandet. I fortiden er scopebillederne bokset ind, så formatet simulerer Super 8. Felice kommer langsomt til live igen. Han vågner med hele sit væsen hver gang.

NOSTALGIA har nyt score af Laurent Eyquem, men på strategiske steder bruger lydsporet kompositioner af Edgar Froese (1944-2015) og kosmiske krautrockere Tangerine Dream, som stadig er aktive, selv efter stifterens død.

   På vejen til Tangerine Dream var Froese medlem af et mere sangorienteret band, The Ones. De udgav i 1967 singlen »Lady Greengrass«, som må have været et hit i Italien. I hvert fald spiller »Lady Greengrass« i fuld længde under hele den første erindringssekvens og bliver gentaget under de fyldige credits. Sangen siger mere om, hvad der har været, end alle de fysiske flashbacks tilsammen.

   Felice bliver besat af ideen om at se sin gamle ven igen. Især gør det en forskel, da han atter drikker vin. Han lytter ikke til Raffaela og præsten, der til at begynde med håber, at Felice vil blive og være et eksempel for de unge i Sanità. Oreste selv forsøger med alle midler at få den gamle ven til at rejse. Der er absolut ingen nostalgi fra hans side.

MARTONE præsenterer Oreste i glimt, før han lader mændene mødes. Det sker efter 90 minutter. Felice har overbevist sig selv om, at al modstand vil smelte, hvis blot de kan ses. Han får Oreste til at smile, men smilet når ikke blikket. Felice taler om sine planer. Han har købt et hus og vil hente sin familie. »Jeg blev født her, og jeg vil gerne dø her,« erklærer han med en stor gestus. »Det kan vi godt arrangere,« siger Oreste med knastørre øjne.

   Slutningen kommer så klinisk og brat, at det svirper i tilskueren længe efter. Nostalgia er suverænt bygget op. Det er klart, at manden må føle sig hjemme i en by, hvor hver gade omfavner ham som en søn. Murens farver gløder, duften i mørket er stærk. For Felice er hvert sted besjælet. For et nøgternt blik er det bare varm sten.

DEN hårdkogte psykologi er i slægt med Napoli-baggrunden hos Elena Ferrante. Forlægget er en posthumt udgiven roman af hjemstavnsforfatteren Ermanno Rea (1927-2016). Martone siger om sin strategi:

   »Jeg bad skuespillerne og filmholdet om at give sig hen til miljøet og lade sig omslutte, som var det en labyrint, uden frygt for at fare vild. Med kameraet på skuldrene begyndte vi at gå rundt i gaderne, på jagt efter en virkelighedens filmkunst. Møde efter møde, liv efter liv, historie efter historie, vi endte med at optage den sidste scene uden at forstå dens betydning. Vi kunne ikke finde den. Måske er der ingen mening, måske har der aldrig været nogen. Der er labyrinten, og der er nostalgien, som bliver skæbnen for mange – måske for os alle.«

FACIT er en poesi, som overskrider sin specifikke fortælling. Mystikken i stoffet er universel. Martone ved, hvad han gør, når han henviser til Andrej Tarkovskij – Nostalghia (1983) var titlen på russerens italienske eksilarbejde. Han citerer for god ordens skyld Pasolini: »Knowledge lies in nostalgia. He who has not lost himself possesses not.«

   Så er alle magter taget i ed. Nostalgia var årets italienske Oscar-kandidat. Martone var i 90erne blandt de toneangivende filmskabere. Han forsvandt i teaterarbejde og store periodefilm. Med Nostalgia er han tilbage på niveau med Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Alice Rohrwacher. Nostalgia er til alle, som holder af il cinema italiano.

Nostalgia. Instr.: Mario Martone. Manus: Ippolita Di Majo, Mario Martone. Foto: Paolo Carnera. 117 min. Italien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 06.07.2023.

Fotos: Picomedia/ Mad Entertainment/ Medusa Film/ Rosebud Entertainment Pictures/ Minestero della Cultura/ Regione Lazio/ Film Commission Regione Campania/ MEDIA Programme of the European Union/ Medusa Distribuzione/ Palace Films/ Curzon Film Distributors/ Another World Entertainment/ Cinematerial
Filmen steames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelse indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.07.2023; trykt 07.07.2023 [sidste bidrag ever i WA]

The Best Years | Gli anni più belli | De smukkeste år (2020)

ALLE VORES LIV
Generationsskildringen på italiensk

Af BO GREEN JENSEN

ROM i 1982. Skolekammeraterne Giulio og Paolo møder den tredje musketer, Riccardo, da de hjælper ham på skadestuen efter gadekampe med politiet. De taber alle tre deres hjerte til den gamle Mercedes (model SL 450), som Giulio køber for en slik og sætter i stand på sin fars autoværksted.

   Fordi Paolo elsker Gemma fra klassen, bliver hun kvinden i musketerernes liv – men mere Constance Bonacieux end Milady de Winter, for Gemma er aldrig med vilje fatal. De fire har en stor sommer sammen. Der bliver taget et foto ved bilen. Her er al glæden og troen på fremtiden fikseret.

   Straks efter begynder adskillelsen, skønt ånden i venskaberne varer ved. Gemma mister sin mor og rejser fra Paolo. Han har en tam fugl, som altid vender tilbage. Den farer vild og kolliderer med vinduet, da hun tager væk – for vi er i en film fuld af klare symboler, der gerne vil læses konkret. Gemma har nogle vilde år i Napoli. Så kommer hun hjem, men kun for at blive distraheret af Giulio, som imens har gjort karriere.

DE tre mænd tilhører nu hver sin klasse. Giulio begynder som socialistisk jurist, men sælger ud af idealerne, da han forsvarer den korrupte sundhedsminister i Italiens svar på Blødersagen. Populisten bliver frikendt, og Giulio gifter sig med hans datter, Anna (Emma Marrone), der forguder ham – i begyndelsen.

   Mens Giuliu ryger cigaren, bliver Paolo grå i toppen, før det lykkes ham at få fast læreransættelse. Riccardo skriver artikler om film og driver ind i alternativ politik. Hans hustru tager hjem til sine forældre. Deres søn er blevet bitter, da Riccardo vil genoptage kontakten.

   Imens finder Gemma og Paolo hinanden. Giulio kører tur med sin datter – »den eneste kvinde, jeg elsker uden forbehold« – og viser hende huset med værkstedet, hvor det hele begyndte – også filmen om vennernes liv, der former sig som episodiske flashbacks. Fortællersynsvinklen er fælles, men de fire holder stafetten på skift.

   Dansen fortsætter, tiden bliver ved. Til sidst er det nytår 2019, og de fire kan samles med deres børn. De ser på fotografiet fra 40 år før. Så gode venner var de vist. Farverne er falmet, men der kom fire fulde liv ud af rejsen.

GABRIELE Muccino, som er født i 1967, fortæller historien om sin generation. Han gør det med skyldig hensyntagen til en af de klassiske film fra Italien. De smukkeste år er åbenlyst inspireret af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der fulgte sin kvartet af karakterer over 30 år. Den engelske titel var lige så god som den danske: We All Loved Each Other So Much.

   Den nye film låner typerne fra den gamle. Juristens rejse er helt den samme. Læreren var hos Scola en mere jordnær portør. Riccardo var en dedikeret cineast, som gik glip af den store gevinst i Italiens udgave af Kvit eller Dobbelt, fordi han svarede for teknisk på et spørgsmål om Vittorio de Sicas Ladri di biciclette (1948, da. Cykeltyven). Kvinden – som både dengang og nu er defineret af sit forhold til mænd – nåede at være noget for alle tre venner.

MUCCINOS film har scener, som citerer Scola ord for ord. Nøglestedet er de tre venners møde på restauranten. I Scolas film talte sagføreren om, hvordan de ville ændre verden, men i stedet blev ændret af verden. Hos Muccino siger han, at glæden gik tabt, fordi han blev fanget i en livsstil, som han »ikke havde nosserne« til at forlade. »Vores generation har intet udrettet,« lyder refrænet i begge versioner.

   En stor del af glæden ved De smukkeste år – som er betragtelig – kommer af henvisningerne til Så gode venner var vi vist, der på sin side var inspireret af bittersøde amerikanske sædeskildringer som William Wylers The Best Years of Our Lives (1946, da. De bedste år). I sit væsen er genren jo litterær. Individets udvikling bliver en dannelsesroman. Ganget med fire gælder den for en generation. Det er alle vores liv, der bliver til film.

MUCCINOS vinkel på stoffet er mere end ekko og genskin. Det er dog påfaldende, hvor mange fælles træk og troper fra genren, han giver de fire karakterer: fra drengene, der masturberer sammen over fotos af filmdivaer, til desillusionen ved vaneægteskab, fast job og skuffede ambitioner.

   Fotoet af de fire teenagers er set i et utal af film. Men det er stadig smukt, og unge elskende tager stadig selfies i Lad-verden-komme-an positur, fordi de har set karakterer, som ligner dem, gøre det samme på film.

   Mændene bliver spillet af Pierfrancesco Favino (Giulio), Kim Rossi Stuart (Paolo) og Claudio Santamaria (Riccardo). De har før optrådt sammen i gangsterfilm som Michele Placidos Romanzo criminale (2005) og svarer til De Niro, Pacino og Pesci på italiensk. Micaela Ramazotti har rollen, som Stefania Sandrelli forløste hos Scola.

MUCCINO maler den historiske baggrund op i brede strøg. Hos Scola var en del af charmen, at han hyldede periodens italienske film. Et sætstykke viste, hvordan Federico Fellini og Marcello Mastroianni arbejdede med scenen ved Trevi-fontænen fra La dolce vita (1960, da. Det søde liv). De to legender spillede sig selv i rekonstruktionen.

   Muccino beholder en version af scenen. Gemma og Riccardo tager bad i springvandet, mens Paolo er blevet for desillusioneret. Han skal undervise næste dag og går hjem for at sove alene. Sådan er den nye film til stadighed et riff på den gamle. Det giver ekstra mening at se dem sammen, og gælden til formen forklarer det gammeldags i moderniteten.

   Det er vigtigt at blive siddende, skønt lyset i salen bliver tændt. Midt i titelsekvensen viser et indstik, hvordan relationerne udvikler sig i næste generation. Det er ikke rå virkelighed i rystede billeder. Men De smukkeste år er en solid skildring af fire livsbaner, som er repræsentative for deres tid.

Mens vi taler om tidsånd og aktiv erindring: De smukkeste år nåede akkurat at få premiere – i 12 biografer – før den anden, længste og mest omfattende coronanedlukning blev implementeret i december 2020. Jeg satte følgende info nederst i kursiv: »Premieren er aflyst i 38 kommuner, hvor biograferne igen lukker ned. Filmen vises i de resterende 60, som ikke er berørt af nye covid19-restriktioner.« Pandemien påvirkede alt i to år. Nu ser vi på et gammelt klassefoto. Farverne er falmet allerede. Detaljerne fortaber sig. Relationerne kræver forklaring. Ingen husker navne og forhold nøjagtigt. Selv hovedpersonerne kommer i tvivl. 

Se også The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003).

De smukkeste år (Gli anni più belli). Instr.: Gabriele Muccino. Manus: Paolo Costella og G. Muccino. Foto: Eloi Molí. 129 min. Italien 2020. Dansk premiere: 10.12.2020.

Fotos: Lotus Production/ Rai Cinema/ 3 Marys Entertainment/ 01 Distribution/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Førsteudgaven af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2020

The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003)

SKÆBNENS STAFET
Krønikeskrivning af første karat

Af BO GREEN JENSEN

SOMMEREN 1966. Efter et bestemmende møde med den psykisk skrøbelige Giorgia (Jasmine Trinca) vælger to romerske brødre forskellige livsveje og bevæger sig ad hver sin bane gennem 40 års italiensk historie. I perioder løber deres spor parallelt, i andre ligger de langt fra hinanden. Det samme gælder for søstre, forældre, kærester og venner, men det er de to unge mænd, som bærer skæbnens stafet.

   Den indesluttede Matteo (Alessio Boni) går systemets vej, melder sig som soldat og søger siden ansættelse i politiet. Han er hverken fascist eller fan af statsmagten, men tiltrækkes af princippet om absolutte regler. I sin fritid læser han Jean-Paul Sartre og Sherwood Andersons Winesburg, Ohio (1919, da. En by i Ohio). Hos sidstnævnte finder han lidelsesfæller blandt de amerikanske knudemennesker, der går rundt med knyttede hænder i lommen.

ALTRUISTEN Nicola (Luigi Lo Cascio) bliver en læge, der aldrig lukker sin dør, men arbejder utrætteligt for at forbedre patienternes vilkår. Han lever så åbent som muligt og prøver at være en positiv kraft, skønt lykken ikke altid er med ham. Han finder sit livs kærlighed, pianisten Giulia (Sonia Bergamasco), i Firenze, hvor både hun, han og Matteo tager del i nødhjælpsarbejdet og oprydningen efter den store oversvømmelse i november 1966.

NICOLA og Giulia er begge politisk aktive i årene 1968-74, men da hun med tid og frustreret bitterhed forsvinder ind i De Røde Brigader, står han alene med datteren Sara, som han giver al den enlige fars sørgmodige omsorg.

   Brødrene Carati er to sider af det samme ansigt. Bag dem passerer den fælles historie, nu og da konkret og altomsluttende, i andre afsnit mere som et landskab, der ses gennem glasset, hvis man sidder i en bil eller et tog. Vinduet viser også tilskuerens egne træk, og dét er styrken i La meglio gioventú. Enhver kan spejle sig i den store fortælling.

   To gange lykkes det Matteo at knytte sig til andre mennesker. Soldaterkammeraten Luigi (Paolo Bonanni) mister førligheden under gadekampe. Merilla (Maya Sansa) bliver mor til hans søn og tager det sidste, sandeste foto af knudemanden. Nicola spiller en vigtig rolle i mange liv, men når først sin egen kerne til slut, da filmen for et øjeblik bryder med sin realistiske præmis. Da det sker, er følelsen ekstra lyksalig.

MARCO Tullio Giordanas store filmkrønike blev skabt til italiensk tv som en miniserie i to gange fuld aftenlængde. Den var RAIs markering af årtusindeskiftet. La meglio giuventú findes også i en kort biografversion på tre timer, som fik premiere med den internationale titel The Best of Youth. Det var selvsagt den fulde udgave, der blev vist på Cannes Festivalen i 2003, som Carsten Brandt satte op i Posthus Teatret.

   En italiensk familie er fiktiv historieskrivning på niveau med de store tv-favoritter: Matador (1978-1982) og Krøniken (2004-2007), Heimat (1984-2004), Upstairs, Downstairs (1971-1975; 2010-2012), Our Friends in the North (1996), Rich Man, Poor Man (1976-1977). Den minder i slående grad om Album (2008), Hella Joofs miniserie efter Benn Q. Holms generationsroman, som var blevet en nyklassiker, hvis DR havde troet på projektet.

DEN historiske bevægelse er markeret med stiplede linjer. Det store nyhedsstof dominerer: flodbølgen i Firenze, strejker og demonstrationer, skandaler i offentlig psykiatri, 1970ernes politiske terrorisme, processerne mod mafiavæsenet, 1990ernes korruptionsskandaler. Sange citeres strategisk, udvalgte film bliver hyldet. Det er den nye tid i 17 forklædninger. Der sættes sjældent navne på, og meget foregår off screen. Undtagelsen er sekvensen fra Firenze, som har en egen taktil og pristin helstøbthed.

   Mellem brødrene fungerer den svigtede, men langsomt helbredte Giorgia som et sindbillede på Italiens drøm. Til sidst samles trådene på (film)øen Stromboli ved Sicilien og på marken i Toscana, hvor den yngste Carati-søster bygger et hus med sin mand. For fans af Italien er filmen et must. Den kommer rundt i alle byerne, fra Torino i nord til Palermo i syd. Der er rigelig grund til at græde og le.

MAN kunne mageligt skære en time af filmen, men den gør sin virkning over tid og slutter i Norge i 2003, hvor en ny generation ser naturen ved Nordkap som et endnu ikke tabt Paradis. Således sluttes fortællingens cirkel. Giordanas film er en tillidserklæring til livet, som det sker for én, modsat ideerne om hvordan det bør leves, som skrives ned i bøger og formuleres i politiske teorier.

   Der skal uden tvivl tages tilløb, før man sætter sig til en film på seks timer. Denne er dog investeringen værd. Filmen kom til Danmark med otte års forsinkelse. Det gav den faktisk lidt ekstra kant. I 2003 var den stadig en rekonstruktion. Nu er den blevet ét med historien.

La meglio gioventú (The Best of Youth/ En italiensk familie). Instr.: Marco Tullio Giordana. Manus: Sandro Petraglia, Stefano Rulli. Foto: Roberto Forza. 360 min. Italien 2003. Dansk premiere: 04.03.2011.

Fotos: BiBi Film/ RAI Fiction/ Film Commission Torino-Piemonte/ RAI 1/ Posthus Teatret

Filmen streames ikke i DK – i Italien og Frankrig på Amazon Prime og Google Play; senest remastereret og udsendt på dvd i 2013.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2011.

Marco Bellocchio: Buongiorno, notte | Good Morning, Night (2003)

VILDFARELSEN
Den italienske venstrefløjs syndefald

Af BO GREEN JENSEN

FOR 50 år siden, i 1970ernes Europa, stod der endnu en romantisk aura omkring ideologisk motiveret terrorisme. Det var borgerskabets egne børn, som begik den, og dybt i hele tiden lå en dyrkelse af ungdom som mulighed for indsigt, der i dag ville være utænkelig. Især begrebet overbevisning nød noget nær religiøs respekt. Demokratiet så det som sin pligt at lytte til ekstreme stemmer, thi også de hørte med i fællesskabet, og hvem sagde at flertallet havde patent på den moralske og politiske sandhed?

   På pervers vis måtte man næsten respektere sin fjende, for i en særlig optik gav modstanden mening. Forbrydelser kunne ikke blot forsvares, men betragtes som nødvendige våben og redskaber i den store frihedskamp mod Systemet. I min egen gymnasietid diskuterede vi fænomener som proletariatets diktatur og det historiske imperativ med gravalvorlige miner. Man skrev sange og digte til ære for den tyske byguerilla. Baader Meinhof, Rote Armee Fraktion, IRA for the hell of it, amerikanske Weatherman Underground. Alt flød sammen under plakaterne med den myrdede Ernesto »Ché« Guevara, som havde både Kristus-blikket og det rigtige rockstjerneudtryk.

MIDT i den abstrakte revolutionsiver kom der af og til realiteter på tværs. Når man så, hvad parolerne faktisk førte til, blev der sunget om sejren med mindre begejstring. Da terrorgruppen Brigate Rosse (De Røde Brigader) i marts 1978 tog Aldo Moro, formand for Italiens kristne demokrater, som gidsel i »befrielseskampen«, kunne moderate stemmer forsvare initiativet. De forstummede dog, og fordømmelsen var entydig, da den tidligere ministerpræsident blev myrdet efter 55 dage. Med henrettelsen fulgte en selvretfærdig politisk erklæring.

   På den »progressive« venstrefløj førte mordet på Aldo Moro til megen debat og en vis selvransagelse. Nogle sagde fra, andre blev i folden. Sagen blev en lakmusprøve i forholdet mellem samvittighed og overbevisning, på samme måde som den sovjetrussiske invasion af [daværende] Tjekkoslovakiet havde været ti år før. Moro var kendt som en anstændig politiker og et ansvarligt menneske. Han var nok det mindst egnede emne for en inhuman politisk demonstration. De Røde Brigader var aktive frem til 1989, men med mordet på Moro mistede de enhver form for folkelig opbakning.*

MARCO Bellocchio (f. 1939) tilhører generationen, der kom efter Fellini, Visconti og Antonioni. Han skrev og instruerede nogle af sine bedste arbejder (Næverne i lommen, Kina er nær, I faderens navn, Triumftoget) i de politiske sen-60ere og 70ere. Modsat mere frapperende fæller som Bertolucci og Pasolini fik han aldrig et stort publikum i Nordeuropa. I Italien og Frankrig står han blandt kæmper. I 80erne blev han mere indadvendt, og i 90erne så godt som forsvandt han i en lukket form, der angiveligt undersøgte forbindelsen mellem politik, seksualitet og religion.

   Det lyder mere spændende, end det var. På Cannes Festivalen kunne dvælende arbejder som Il sogno della farfalla (1994) og Il principe di Homburg (1997) få én til at tænke, at stjernen var slukket. Veteranen har rejst sig med skeptiske film om religiøse og politiske emner. Han har så godt som fravalgt metafysikken. Vincere (2009) var en hård og knastør film om diktatoren Benito Mussolini. Mafiafilmen Il traditore (The Traitor), som konkurrerede i Cannes i 2019, var en moralsk og sanselig sædeskildring, der gav yngre kolleger som Matteo Garrone og Paolo Sorrentino a run for their money.

   Den unge Bellocchio var grov og diffus, den ældre er altid politisk og kritisk. I Buongiorno, notte skildrer han nøgternt, med næsten blid renfærdighed, hvordan bortførelsen af og mordet på Aldo Moro kan have formet sig for terroristerne. Vi følger gidseltagerne, tre mænd og kvinden Chiara (Maya Sansa), der ser sig selv som frihedskæmpere og soldater i en undergrundskrig.

   De indretter sig i lejligheden, hvor Moro (Roberto Herlitzka) bliver holdt fanget i et lille rum bag nogle reoler. De holder facaden over for naboerne, passer deres arbejde, spiser sammen som en familie. Selve bortførelsen finder sted off camera. Det er ikke en spændingsfilm på den måde. Med ét er Moro der bare, og de unge terrorister må forholde sig til realiteten bag idealet.**

DET gør de på forskellig vis, mens Moro skriver breve til familie, kolleger og myndigheder, i begyndelsen med ført hånd, på Brigadernes vegne, men endelig for egen regning i en slags samarbejde med bortførerne. Da han skriver et sidste afgørende brev til Paven, og så godt som trygler Kirken om at reagere, kalder han sine vogtere ind for at høre deres mening. Chiara er hårdest i sin kritik. Hun siger til Moro, at brevet lyder for leflende og underdanigt.

   Alligevel er det Chiara, som har de fleste anfægtelser. Filmen følger med hende på arbejde – hun er universitetsbibliotekar – og registrerer, hvordan den offentlige stemning veksler for og imod, før den bliver til fordømmelse. En ung mand, som skriver digte og skuespil, forsøger at blive kæreste med Chiara. Hun holder frikvarter fra bortførelsen og går med ham til en sammenkomst, hvor gamle kommunister mindes den gode kamp i 1940erne. »Hjemme« i lejligheden er der jubel, da Chiara kan fortælle, at nogen har malet brigadernes røde stjerne på væggen i bibliotekets elevator.

DER er en sval ubønhørlighed i forløbet. Den mest nidkære ideolog blandt de fire fører lange samtaler med Moro for at få ham til at forstå og i praksis billige sin egen død. Mod slutningen deler filmen sig og løber i to parallelle spor. I et drømmende skær ser vi Chiara give sine kammerater sovemedicin, så Moro om natten kan forlade lejligheden og gå smilende hjem gennem daggryet. Men i den hårde hovedstrøm af virkelighed er der ingen udveje. Moro får sin »dom« læst op og bliver henrettet efter planen, atter off camera.

   Fordi Bellocchio fravælger spændingsskabende tricks, og fordi han ikke åbenlyst vælger side, har man som tilskuer mulighed for og overskud til at se sagen fra både Brigadernes, Moros og omverdens vinkel. Den eneste faktor, som ikke bliver frikendt, er Vatikanet. Vi ser den sygdomssvækkede pave læse Moros brev og beslutte sig for ikke at reagere. Endelig udsender han en erklæring om, at De Røde Brigader må overgive sig betingelsesløst. På dette tidspunkt ville en hvilken som helst tilnærmelse få Brigaderne til at vente.

GODMORGEN nat er en virkningsfuld film med flere dobbelte bunde. Der er rig lejlighed til at leve sig ind. Man kan have fysiske flashbacks til tiden og huske, hvordan vi tænkte og agerede i 1970erne, som denne tilskuer gjorde, eller man kan drage den uundgåelige forbindelse til nutidens politiske forbrydelser og reflektere over midler og mål.

   Kritikken af Kirken er derimod et internt katolsk anliggende. Det var dén, der gjorde Godmorgen nat til en omdiskuteret succes i sit hjemland. Bellocchio blev fornærmet, fordi filmen »kun« fik en manuskriptpris på årets Venice Film Festival og endda blev talt ned af lokale jurymedlemmer. Også hans forrige film, L’Ora di religione (da. Min mors smil) fra 2002, havde teologisk (dobbelt)moral på sin kunstneriske dagsorden. 

   Det er en skarp og saglig mikrofortælling, der holder sig strengt til de indre processer. Bellocchio havde behandlet terrorismen og talt med flere brigademedlemmer i dokumentaren Sogni infranti (1995, int. Broken Dreams). I 2022 vendte han tilbage til stoffet i Esterno notte (Exterior Night), en seks timer lang miniserie, som fortæller makrohistorien og anlægger et panoramisk perspektiv på voldens tid og »anni di piombo«. Venstrefløjens syndefald kan endelig ses med en vis form for klarhed, i hvert fald fra den aldrende filmskabers vinkel.***

EXTERIOR Night fik biografpremiere som en spillefilm i to dele. Uden for Italien bliver den streamet i seks episoder. Aldo Moro og hans hustru, Eleonora Chiavarelli, spilles af Fabrizio Gifuni og Margherita Buy. Forvandlingskunstneren Toni Servillo gentager ikke sin indsats fra Paolo Sorrentinos Il Divo, hvor han blev ét med rollen som Giulio Andreotti, den politiske overlever. I stedet er han castet som pave Paul 6. Exterior Night streames på Viaplay – og 83-årige Marco Bellocchio er allerede stærkt tilbage i Cannes med Rapito (Kidnapped).****  

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; De tyske terrorister | Andres Veiel: Hvis ikke os, hvem så? (2011); Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000); Julia von Heinz: Und morgen die ganze Welt (2020); In the Name of the Father: Gerry Conlon 1954-2014; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]; Steven Spielberg: Munich/München (2005); Kenneth Branagh: Belfast (2021); Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008) [Danmarks Besættelse 80 år]; Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen].

*) Det samme skete i Tyskland, da Rote Armee Fraktion i oktober 1977 henrettede den 62-årige Hanns Martin Schleyer, som var formand for Forbundet af tyske arbejdsgiverforeninger (BDA). Modsat Moro havde Schleyer belastende træk i sin baggrund. Som ung var han medlem af Hitler Jugend, og under 2. verdenskrig blev han officer i SS, hvor han fungerede som Richard Heydrichs næstkommanderende. Disse forhold trådte i baggrunden, da RAF foretog likvideringen. RAF tog Schleyer som gidsel den 5. september 1977 og krævede 11 RAF-medlemmer løsladt fra Stammheim-fængslet i Stuttgart. Kravet blev gentaget i forbindelse med flykapringen i Mogadishu den 13. oktober 1977. Helmut Schmidts forbundsregering nægtede at forhandle med terroristerne. Man tilbageholdt løsesummen, som blev rejst af Schleyers familie, og situationen i Mogadishu blev løst ved en kommandoindsats den 17. oktober. Dagen efter tog tre RAF-medlemmer deres liv i Stammheim: Andreas Baader, Gudrun Enslinn og Jan-Carl Raspe. Ulrike Meinhof havde hængt sig i sin celle den 9. maj 1976.  

**) Navnene er ændret, men Buongiorno, notte bygger på brigademedlemmet Anna Laura Braghettis (f. 1953) bog om sin rolle i bortførelsen, Il prigioniero (1998), som hun skrev sammen med journalisten Paola Tavella. Psykologien er ikke den samme. Braghetti fortsatte arbejdet ufortrødent og deltog i flere terroraktioner. Den 12. februar 1980 udførte hun og Bruno Seghetti attentatet på Vittorio Bachelet, vicepræsidenten for det øverste retslige råd. Hun blev arresteret i maj samme år og afsoner en livsvarig fængselsdom. De øvrige vogtere i »folkets fængsel« var Prospero Gallinari og Germano Maccari (1953-2001), der poserede som Braghettis samlever. Det var kolonnelederen Mario Moretti, som kontrollerede operationen og førte samtaler med Moro. Moretti påtog sig ansvaret for drabet i retten. Han blev arresteret i 1981 og afsoner seks livstidsdomme.

***) »Anni di piombo« – »blyets år« – er betegnelsen for perioden 1968-1982, da krigsførelsen mellem det yderste venstre og højre [med aktiv medvirken fra kriminelle organisationer som 'Ndrangheta og diverse politienheder] var på sit højeste. Navnet er en tilpasning af den italienske titel på Margaretha von Trottas film Die blauerne Zeit (1981), som i fiktiv form fortæller om søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. I Danmark hedder filmen De tyske søstre.

****) Rapito (eller La conversione) havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 23. maj 2023. Den historiske film er autentisk baseret og beskriver, hvordan en jødisk dreng, Edgarto Mortara fra Bologna, i 1858 blev fjernet fra sin familie og opdraget i Vatikanet, hvor han gjorde gejstlig karriere. Med andre ord en film om katolsk antisemitisme og en øvelse i etnisk arrogance, der udspringer af samme menneskesyn som de amerikanske tvangsadoptioner af børn fra indianske nationer, finske og svenske forædlingsprogrammer med samer i Lapland, australske opdragelseslejre for børn fra den oprindelige befolkning og danske forsøg med anbringelse og indoktrinering af grønlandske børn. Steven Spielberg arbejdede i 2016 på en film om Edgarto Mortara, før han opgav projektet. Bellocchio har skrevet Rapito i samarbejde med Susanna Nicchiarelli (som instruerede Trine Dyrholm i Nico, 1988). 

Buongiorno, notte (Godmorgen nat). Instr. & manus: Marco Bellocchio. Foto: Pasquale Mari. 105 min. Italien 2003. Dansk premiere: 15.04.2005

Fotos: Filmalbatros/ Rai Cinema/ Sky/ MiBAC/ Festival de Cannes/ Wikimedia Commons

Filmen streames ikke i DK – i Italien på RAIPlay og YouTube [Cinema]

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Artficial Eye CURZON (UK) 21.03.2006

Miniserien Esterno notte (2022) streames på VIAPLAY med titlen Exterior Night

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2005