Ib Michael: Brev til månen (1995)

GENSYNETS PANTOMIME

Erindring, hukommelse, virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

EFTERÅR 1995: IB Michael har altid trukket sanglinjer i sit forfatterskab, skønt hver roman udgør et værk for sig. Hver ny bog tager afsæt i den forrige og udgør samtidig et springbræt for bevægelsen, som fører videre til den næste.

   Det gælder især for de store romaner, som han har skrevet fem-seks stykker af, siden Kejserfortællingen i 1981 indledte den lange rejse tilbage, som kulminerer i Brev til månen. Det var i fortællingen om den kinesiske elitesoldat, som vandrer gennem verden, fra tidernes morgen til deres mulige ophør, at soldaten første gang fremstod som forfatterskabets samlende skikkelse.

   Med erindringsromanen Brev til månen sætter Ib Michael kronen på værket og fuldender trilogien, som endvidere tæller Vanillepigen (1991) og Den tolvte rytter (1993). Sekvensen begyndte på sæt og vis allerede i Kilroy Kilroy (1989), hvor en navnløs bombepilot forulykkede over Stillehavet, for så at fødes i et hukommelsestab og genopstå som den allestedsnærværende Kilroy, hvis navn står på mure og fly verden over, men som ingen nogen sinde har set.

   Den amnesiramte kriger kunne være indbegrebet af alle de skæbnesoldater, fra Den flyvende kalkundræber til Den tolvte rytter, som Ib Michael har skrevet sig ind på og ud af hele vejen gennem sit forfatterskab. Piloten bliver søgt og set en sidste gang i Brev til månen.

DET samme gør Papa Viggo, den lille konge fra Penrhyn Island (Tongareva), som første gang optrådte i Kilroy Kilroy, og hvis baggrund blev klar i Vanillepigen. Soldaten, som lå begravet i haven, og som fik et ansigt i Den tolvte rytter, trilogiens fantastisk-historiske intermezzo, finder også sin plads i erindringstapetet med alle fortællerens genfærd, men først nu og her, til allersidst, forstår vi, hvem rytteren var.

   På bogens sidste sider flettes det, som i store træk har været en regelret dansk udviklingsskildring, ind i en fantastisk ramme, der for det første retfærdiggør betegnelsen roman og for det andet føjer hele værket sammen med en billedkraft så lysende, at vi endelig indser, hvad magisk realisme kan være på dansk.

   Som sådan er Brev til månen intet mindre end forfatterens manifest og credo. Hvad den så ellers er, står romanen både som et udtryk for og en lovsang til den for alvor skabende fantasi. Den er mere end et aftryk. Den kan bogstavelig talt ændre verden og skrive historien om.

VED begyndelsen af Vanillepigen ankom en navnløs mand i fyrrerne til Roskilde og satte sig til at skrive i et værelse på Hotel Prindsen. Vi kom ind i hans erindring, men fik egentlig aldrig at vide, hvorfor han vendte hjem som en flygtning og krydsede sine spor med så bortvendt og stejl en grimasse. Vi glemte også at spørge, efterhånden som fortælleren foldede sin barndom ud i så duftende og farvestærke baner, at man følte sig hensat til selve begyndelsens og forventningens land.

   I denne omgang står det fra starten klart, at fortælleren er vendt tilbage for at begrave sin far, rytteren, fantasten og huronen, hvis minde sønnen aldrig for alvor har fundet sig til rette med. Også hans mor og søsteren Lulú, som de tre romaner på sæt og vis er tilegnet, venter på manden som vender tilbage, men det er den aldrig særligt nærværende far, han finder for enden af rejsen.

   Det er faderens genfærd, som skal uddrives, og denne eksorcisme udgør i tilbageblik hele trilogiens omdrejningspunkt. I det kursiverede »Præludium« stiger dykkeren ned i Stillehavet ved Victoria Island, som epilogen kalder for »længslens arkimedespunkt«. Han finder vraget med piloten og vækker fortiden til live, så det et øjeblik ligner en genopstandelse, før skelettet – som en anden tekst – spredes og bliver »til hvide stavelser«.

   Der går panik i den danske dykker. Han skyder op med et skrig, spytter snorklen ud og gisper efter luft. Imidlertid rider de døde hurtigt. Det er erindringens by, han befinder sig i, da mareridtet har lagt sig.

DET, som følger, er forfatterens egen fortsatte historie. Den fiktive iscenesættelse er denne gang holdt på et absolut minimum, og var det ikke for forvandlingsrammen, som forspil og coda føjer erindringen ind i, kunne der være tale om egentlig selvbiografi.

   Det historiske mellemspil og de fantastiske spor fra Den tolvte rytter er trådt i baggrunden for en tid. Det er Vanillepigen, vi knytter an til, da de første par lag er skrællet af løget, og fortælleren begynder at sige jeg om sig selv. Vi oplever nu på anden hånd en privilegeret dansk 1960er-opvækst, som hverken er værre eller bedre, mere broget eller tragisk, end så mange lignende film ville være.

   Her, som i Vanillepigen, er det atter genkendeligheden – ikke de fantastiske islæt, men de mange banale små indtryk og sanseligt duftende detaljer, som kunne være trukket ud af en kollektiv dansk drengeerindring – der giver fortællingen sin overvældende styrke.

VI kommer ind i historien, da fortælleren prøver ridetøj og på faderens foranledning bliver ekviperet som en hertug. Så følger han med familien i Tivoli, hvor Pantomimeteatrets figurer siden vil illustrere og kommentere det, som sker i fortællerens og hans nærmestes liv.

   »Gensynets pantomime« er et af bogens ledemotiver, og det var selvsagt Pjerrot, som skrev det første brev til månen. I første omgang vidner besøget blot om, hvilken slags indstilling drengen har: »Luftkasteller er ikke noget, jeg er flasket op med. Fordi jeg kan se pagoden herfra, hvor jeg står, tror jeg jo ikke af den grund, at jeg er kommet til Kina. Man vokser op, og forgyldningen falmer.«

   Andetsteds erklærer fortælleren, at »erindringen bevæger sig med lysets forsinkelse«, men vi klipper hurtigt frem gennem hukommelsens film. Et ophold i Sverige er fuldt af forelskelser, ulykkelige såvel som gengældte, mens hormonerne raser i rytterknægten. Snart er vi nået til 2.g og en Frankrigstur, hvor fortælleren lytter til »Spurvens sange«, leger kispus med de lokale fugle og læser digte som en sulten hund. På denne afstand bliver han enig med sig selv om, at intet er uden dét, som »hjernen producerer hver dag på ny«.

FORTÆLLEREN er en vandrefugl og en kærlighedstyv. Han deler dagene med vennen Olaf og den elskede Kate, som måske fordi hun er så tragisk skrøbeligt disponeret ender med at stå som indbegrebet af den varige kærlighed, som vi søger. Han sætter en ære i at have en let gang på jorden, og efterhånden skriver vi 60ernes slutning, hvor mangt og meget ændrer sig, efterhånden som et ungdomsoprør slår igennem.

   Det sker om ikke andet i måden, som folk gebærder sig på og går klædt. Der er ved at være langt tilbage til Roskilde- drengen, som var medlem af K.U.: »Med mine blå briller og den tynde fip ligner jeg på samme prik Tournesol og doktor Strangelove.«

   I den gyldne tid i Meinungsgade træder Olaf, Kate og fortælleren rundt i pantomimen med samme tumpede ukuelighed som Harlekin, Columbine, Kassander og Pjerrot. Det er Olaf, som i forbifarten påpeger, at tegningen af Vanillepigen faktisk forestiller en mand. De rejser til Italien, hører Ezra Pound læse højt og opsøger guruen Hundertwasser.*

   Verden er blevet elektrisk. Man læser amerikanske beatdigtere, blæser hjernen ud med stoffer og kalder det for erkendelsessøgen. Fortælleren kan tåle det, men det kan spurven Kate ikke. Overhovedet er hele romanen en rejse frem mod det punkt og den grav i Venedig, hvor himlen ikke skylder os »andet end et requiem for Sister Kate«.

ENDELIG er vi ved begyndelsen igen. Fortælleren konfronterer sine genfærd, rejser til Penrhyn Island, chartrer et fly med kinesisk pilot og dykker ned for at finde skæbnesoldaten ved Victoria, »længslens arkimedespunkt«. Men den mytiske drøm selvantænder, og han går ned i flammer endnu en gang.

   Tilbage i Roskilde sidder forfatteren samtidig og tager skæbnen på sig. Han erkender at være både Pjerrot og den standhaftige tinsoldat. Han skriver titlens brev til månen og stålsætter sig i forvisningen om, at i morgen altid vil ligne i dag.** Det regner i samtlige hjerter til slut:

Hen imod slutningen kan han glæde sig over den rolle, historien tildelte ham. Kappe, maske og trekantet hat. Han løb – som soldaten – spænede fra sin skygge med månen som sin eneste vejviser. Indtil den sidste maske faldt, og han så, han var smeltet sammen med faderens billede.

DA er det, at jokeren undslipper for sidste gang. Han gør brevet færdigt, lister ned ad trappen, kommer ud i gården og finder lågen, som han ikke måtte åbne, dengang det var før. Han åbner den nu og er fremme ved øen, han altid bærer med sig i hjertet. Solaris kaldes den til slut, da han træder ud på revet med palmer og sand.

   Her ender da trilogien, som opsummerer forfatterskabet, og sætter punktum for et romanværk, der vil stå sig som noget af det ypperste, der blev skrevet i 1990ernes Danmark:

Allerede da han svømmer tilbage mod land, flammer hænderne af ildkorallens gift. Han kravler op på bredden, ser med vantro de røde ophovnede øer af hud, som breder sig, vikler hænderne i palmeblade. Han kommer i tanke om et råd, fjerner beviklingen igen og pisser på sårene. Det hjælper ikke. Ikke før han sætter sig ved det drømmende hav, som heler alt, hvad det skjuler.

Og til allersidst clouet: »Han venter på skib.«

Se også Ib Michael: Vanillepigen (1991) og Ib Michael: Den tolvte rytter (1993).

*) Amerikaneren Ezra Pound (1885-1972) var central for udviklingen af den modernistiske poesi i Europa. I 1913 kom han op fra en metrostation i Paris og så »the apparition of these faces in the crowd:/ Petals on a wet, black bough.« I 1920 fastholdt han krigsgenerationens erfaring i stordigtet Hugh Selwyn Mauberley (»there died a myriad/ And of the best, among them/ For an old bitch gone in the teeth,/ For a botched civilisation«. Pound hjalp T.S. Eliot med at få fragmenterne, som blev til The Waste Land (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land), i facon. Hans hovedværk er The Cantos, en aldrig afsluttet cyklus på næsten 900 sider, der folder sig ud i et grænseløst historisk rum og som han skrev på livet igennem. Jørgen Sonne oversatte en fyldigt udvalg Digte og cantos i 1968. Pound er blandt modernismens store hanelefanter, men hans status er evigt kontroversiel, fordi han valgte mørkets side politisk. I 1923 kom Pound til Italien. Her gjorde han fælles sag med fascismen, både før og under 2. verdenskrig, meget som den ældre Knut Hamsun gjorde i Norge. Ingen af dem angrede. Begge har af samme grund et belastet »genial-men-gal«-eftermæle. Pound blev sigtet for forræderi, erklæret utilregnelig og sat i forvaring i Washington. Han kom ud i 1958 og bosatte sig i Venedig. Her hørte Ib Michael ham læse i 1964, da han og Peter Severin var i byen som nye studenter.

Østrigeren Friedensreich Hundertwasser (1928-2000) var maler, designer og arkitekt. Han tænkte både konkret og profetisk om emner som klima og økologi. Hans farvestærke signatur var alle vegne i tiden. Hundertwasser blev et brand på linie med Buckminster Fuller, H.R. Giger, herhjemme Bjørn Wiinblad (!), lidt senere husindpakkeren Christo, doodleren Keith Haring og andre navne i sui generis-kongerækken, der er underkendte i kraft af deres popularitet og kommercielle beredvillighed. Som arkitekt efterlod han en række strukturer, der har stået distancen og båret i praksis. Hundertwasser var især inspireret af maori-kulturen i Oceanien. Det ikoniske Hundertwasserhaus i Wien koncentrerer den ornamentale teknik og fungerer som et levende museum og mindesmærke. Han var som tænker og kunstner en original. Æret være de varme jordfarvers mester.

**) »Au clair de la lune« er en fransk folkevise af uvis oprindelse. Den bliver første gang samlet op i Les voitures verseés (1820), en komisk opera i to akter med tekst af Emile Dupaty og musik af Michel Boyeldieu. Der er fire strofer i folkesangen fra Chants et chansons populaires de la France (1858), hvor teksten røber sit profane ophav. Fortælleren beder Pierrot om en pen og et lys. Pierrot siger, at han ingen pen har og henviser til naboen, der har brunt hår og lys i sit køkken. Ingen ved, om brevet blev skrevet, for det var svært at se ved måneskær. Men sikkert er, at frieren kom ind. I Chansons et rondes enfantines (1870) bliver teksten forkortet til to søde vers. Det er kun i den danske udgave, at Pierrot selv sidder og skriver til Pierrette. Han beder da månen lyse hvid og klar. For romanen er Pierrot-skikkelsen på en gang den klassiske rolle fra commedia dell'arte-traditionen (med en maske, som alle kan bære på skift), den surrealistiske trickster fra Pierrot lunaire-sporet i førmodernismen (fra Albert Giraud til Arnold Schönberg; fra Deburau père et fils og Paul Legrand til Sarah Bernhardt og Jean-Louis Barrault som Baptiste i Les Enfants du Paradis) og gøglerfiguren fra danske udflugter, hvor Pjerrot spiser blår på Dyrehavsbakken og danser på Tivolis påfuglescene. Harlekin og Columbine har lige så omfattende ophav. Disse ting udgør en evig fortælling – ganske som historien om den udødelige soldat. 

Ib Michael Brev til månen. 384 s. Gyldendal, 1995.

.

Fotos: Gyldendal (Brev til månen-omslag Tove Krebs Lange med maleri af Rudi Baerwind; Kilroy Kilroy-omslag Peter Severin)/ Wikipedia (Antoine Watteau;  Charles Léandre; Atélier Nadar [foto af Charles Deburau])/ Library of America (Ezra Pound)/ Hundertwasserhaus/ Wien Tourismus/ Adolphe Willette ('Pierrot saoul danse sous la lune', Chat Noir 1885).

Vanilletrilogien udkom samlet i 2005

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 06.10.1995