Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012)

LIVET OG KROPPEN

Profan kærlighed mellem tiden og blikket

Af BO GREEN JENSEN

DE ortodokse Méteora-klostre ligger i Thessalien, midt i det nordlige Grækenland. Naturen er spektakulær og romantisk: en bjergkæde af sandsten, der strækker sig mod himlen som søjler eller tårne. Her har ligget klostre fra de ældste byzantinske tider. I dag er der kun seks tilbage. Komplekset står på UNESCOS Verdensarvsliste.

   På græsk betyder méteoros noget i retning af »svævende« eller »ophængt« i luften. Hér, bogstavelig talt mellem himmel og jord, tager fortællingen om broder Theodoros (Asimakis Alfa Pagidas), som er græker, og søster Urania (Tamila Koulieva-Karantinaki), som tilhører en russisk nonneorden, sin begyndelse. Deres klostre ligger på hver sin bjergtop med et fald på 300 meter imellem, men de mødes af og til nede på sletten mellem klipperne, når der hentes forsyninger og udveksles verdslige fornødenheder.

MAN lever ellers som i de ældste tider. Der er minimal kontakt mellem bjerget og sletten. Kvindernes kloster er særligt afsondret. Urania fires op og ned i et net. På mændenes side fører en stejl sti op til klippeplateauet. Her ser man gamle mænd kravle i bod for synder, som de næppe kan huske, at de begik. I grotterne lever eremitter, som enten er sindsforstyrrede individer eller meget hellige mænd. Denne verden er marineret i spirituelle værdier. Naturen har isoleret kulturen.

THEODOROS holder af lyset på bjerget og priser Herren med overbevisning. Han elsker dog også livet og kroppen. Nede på sletten betragter han bonden, der dyrker sine marker og fodrer sine geder. Manden pløjer, sår og høster i en evig cyklus af forplantning. Klosterlivet er hævet over denne verdslighed, men der er øjeblikke, hvor munken længes efter at give sig hen til det nære og varme. Han kunne selv have dyrket jorden, hvis tilværelsen havde formet sig anderledes.

   Så han ser på Urania, og hun ser på ham. I bjergene har man kun tiden og blikket. De begynder at følges ad, når de mødes. Han spørger, om de skal spise frokost i græsset. I klostrene kan de signalere til hinanden med spejle, som blinker i solen. Begæret koger i blodet, så det kan høres. Der er endelig kærtegn og fuld nærkontakt.

   For ham er det et skud af varme. For hende er det et stejlt syndefald og et indre wake-up call. Hun beder til den hellige Jomfru med fornyet iver. Da han atter sender solpletten ind i hendes værelse, gør hun sig blind og døv for alle signaler. De har dog spist af frugterne sammen. Der er ingen fortrydelsesret.

SPIROS Stathoulopoulus (f. 1978) har både instrueret og fotograferet. Han fortæller historien i en blanding af monumentale naturbilleder, der er skudt i farvemættet total, og nervøse digitaloptagelser, der i de nære scener understreger sårbarheden og menneskeligheden.

   Ulrich Scheidelers score bruger kirkemusik, primært korarrangementer af middelalderkomponisten Perotinus (1155-1230), der spilles på traditionelle instrumenter. Filmens clou er dog en serie af animerede ikoner, som resumerer historien og i sig selv har patineret skønhed.

   Statholopoulus forholder sig ikke til de moralske aspekter. Han respekterer klosterlivets askese, men er fuld af forståelse for kærligheden i kødeligheden. Både nonnen og munken søger en værdig balance. Den findes næppe alene i afsavn eller sanselighed. Men måske et sted mellem sletten og himlen.

Se også Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux | Om guder og mænd (2010).

Metéora. Instr. & foto: Spiros Stathoulopoulos. Manus: Alsimakis Alfa Pagidas, Spiros Stathoulopoulos. 82 min. Tyskland-Grækenland 2012. Dansk premiere: 22.08.2013.

Fotos: Polyplanity Productions/ Essential Filmproduktion Gmbh/ Filmförderungsanstalt (FFA)/ ZDF/Arte/ Little Big Bear Filmproduktion Gmbh [animation]/ Coproduction Office/ Potemkine Films/ Øst for Paradis Distribution/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ Filmaffinity

Filmen streames ikke i DK – i UK bl.a. på Apple TV, Amazon Store og Chili; dvd fra Soda Pictures 2012

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.09.2013.

Maria Schrader: Ich bin dein Mensch | Drømmemanden (2021)

JEG ER DIT MENNESKE

Kunstigt liv i en virkelig hverdag

Af BO GREEN JENSEN

IDEEN om kunstigt liv er på alder med Pygmalion-myten. Det posthumane menneske er en trope i eventyr og science fiction fra Mary Shelley til Philip K. Dick. Nu bredes temaet ud i en tid, hvor AI, cyborgs og androider ikke længere er fiktion, men praktisk og populær mekanik.

   Temaet er særligt filmegnet, fordi robotter kan spilles af mennesker. Selv de bedste CGI-effekter kommer til kort. Det har dog typisk været genrestof: fra Brigitte Helm som den kunstige Maria i Fritz Langs Metropolis (1927) til Alicia Vikander i Alex Garlands Ex Machina (2014) og så videre.

   Der er en vagt futuristisk atmosfære i Drømmemanden, men grundtonen er prosaisk og realistisk. Maria Schraders sædekomedie har samme anslag som Christian Petzolds take på havfruemyten i Undine (2020). Begge film bruger Berlin som baggrund og har en kvindelig forsker i fokus.

NÅR Alma (Maren Eggert) har indladt sig med firmaet, som fremstiller robotter, er det for at få penge til sin forskning i sumerisk poesi. Det fremgår, at myndighederne overvejer, om androider skal have status som individer. Alma arbejder for Pergamonmuseet. Hun får sine midler, hvis hun lader Tom flytte ind. Han er programmeret til at opfylde hendes behov.

   Alma er skeptisk og negativt stemt. Tom formulerer banale komplimenter, hælder rosenblade i badevandet og tænder romantiske stearinlys til ingen nytte. Han er både computerskarp og empatisk. Han læser sumerisk og afslører, at en forsker i Buenos Aires er længere med det samme projekt.

TOM kan vente i regnen i timer. Da Alma falder, står Tom parat til at gribe. Hun begynder at føle for fibermanden og indser, at han også føler. Der er et gennembrud i scenen, hvor begge vedgår, at de ikke gjorde deres art nogen ære aftenen før. Der er endelig absolut nærkontakt.

   For Alma slår dét hovedet på sømmet: det nytter ikke at få lykken foræret. Mennesket er skabt til at have modstand. Imidlertid er der mere i sagen. Filmen slutter for resten i Danmark. Alt er meget charmerende gjort.

DET lette og legende gør fablen dybere, end den ser ud. Der er spor af den tragiske smerte, som replikanterne føler i Blade Runner, da deres levetid rinder ud. Englænderen Dan Stevens – som sikkert er bedst kendt fra Downtown Abbey – taler flydende tysk og er castet perfekt som den belevne, metroseksuelle robot.

   Især kan han udfordre menneskers fordomme. Tom taler med mekanisk stemme og bilder Alma ind, at digitale kredsløb hjælper hinanden. Alma vil markere sig i forhold til patos og banalitet. Han imponerer hende ved at skære igennem og give det patetiske liv.

DER er morsomme sociale situationer og megen finurlig, let ironi. Mest forfriskende er filmen hverken dystopisk eller thrillerorienteret. Tom inkarnerer andetheden. Man kunne fortælle den samme historie med etniciteten som tema. Dét er det bedste ved filmen: at den ikke har svar på de spørgsmål, den rejser. Men gode bud på en meningsfuld, midlertidig pagt.

   Ich bin dein Mensch var Tysklands officielle Oscar-kandidat. Filmen blev ganske vist ikke kortlistet, men den er velspillet, vittig og meget seværdig.

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy: The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 2: QEDA (2017) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 1: Reservat (2019) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]; Philip K. Dick 1928-1982 [Sci-Fi 100]; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

Ich bin dein Mensch (Drømmemanden). Instr.: Maria Schrader. Manus: Maria Schrader, Jan Schomburg. Foto: Benedict Neuenfels. 108 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Letterbox Filmproduktion/ Beta Cinema/ Curzon Home Cinema/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.02.2002; trykt [med rubrikken 'Det syntetiske liv'] i WA Kultur 11.02.2022

Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019)

FØR VI FORSVINDER

Et møde med filmskaberen Claude Lelouch

Af BO GREEN JENSEN

FOR tredje gang finder manden (Jean-Louis Trintignant) og kvinden (Anouk Aimée) hinanden i Les plus belles années d'une vie (da. Livets bedste år). Der er gået 53 år, siden racerkøreren Jean-Louis Duroc og filmarbejderen Anne Gauthier mødtes på stranden i Deauville, hvor deres respektive børn gik i skole. Det var i 1966 i Un homme et une femme. Begge havde mistet en ægtefælle og var ved at nå midten af livet. Meget kunne ske dem, men mere var i vente. Manden og kvinden – som filmen hedder på dansk – var skabt for hinanden.

   De elskede sammen på Hótel Barrière-Le-Normandy (hvor man stadig kalder værelse 311 for »Un homme et une femme«-suiten), og han kørte fra Deauville til Paris for at kunne møde hende ved toget. Jean-Louis løber altid i en lige linie. Når de endelig finder hinanden, drejer verden svimlende rundt om de to.

   Ikke mange omfavnelser matcher de store kamerature, som Claude Lelouch foretager. Instruktøren skrev og var selv fotograf på filmen, som vendte hans lykke. Manden og kvinden fik førsteprisen i Cannes og vandt to Oscars (for bedste ikke-engelsksprogede film og bedste originalmanuskript). Temamusikken (»dabba-dabba-da, dabba-dabba-da«), som Francis Lai skrev, blev et fransk verdenshit af de store.

CLAUDE Lelouch var 29 år, da han skabte Manden og kvinden. Det var hans femte film, og instruktøren havde gæld. Mange af værkets beundrede stilgreb, de flimrende skift mellem sort-hvid og farve, det håndholdte kameras rystede blik, var økonomiske nødløsninger. I USA blev filmen set som indbegrebet af la nouvelle vague. Hjemme fik han skyld for at lukrere på nybølgeinstruktørernes forarbejde.

   Lelouch har aldrig været helt inde i den kritiske varme, og han har stædigt holdt sig fri af systemet. Bagefter blev han sin egen chef og har været det siden. Lelouch og alt, som kommer fra produktionsselskabet Les Films 13, er sin egen (forkætrede) genre i Frankrig. Han har skabt 50 film. Nogle (Vivre pour vivre, Les uns et les autres, Bolero, Viva la vie, La belle historie) nåede vidt omkring. De fleste er blevet i hjemlandet.

   Manden og kvinden blev ikke sammen. Efter 20 år lod Lelouch dem møde hinanden igen i Un homme et une femme: vingt ans déjà (1986). Her er Anne Gauthier med tiden blevet en anset filmskaber. Da en kostbar holocaustfilm bliver en fiasko, vil hun genskabe parrets første møde i en enkel produktion. Manden og kvinden 20 år efter er næsten en metafilm om at lave metafilm.

   Da vi taler i januar 2020, er Lelouch blevet 82 år. Trintignant er 89, Aimée er et år yngre. Francis Lai nåede lige at skrive musikken til Livets bedste år, før han døde i 2018. Det er vemodigt og bekræftende at se det gamle hold sammen igen. Den tredje film citerer naturligt fra de første to. Der er ingen anstrengt metafiktion. Der er bare livet, som skete sådan.*

   Anne har ikke tænkt sig at tilgive Jean-Louis. Så hører hun, at han sidder på et plejehjem og klamrer sig til resterne af sin identitet. Hun kommer, og de tager på den sidste tur sammen. Deres datter bliver spillet af Monica Bellucci. Det er smukt, når tre slags tid forenes. Det er samtidig svært at bedømme, hvor meget det siger til tilskuere, som ikke har oplevet Un homme et une femme.

JEG har talt med Lelouch én gang før. I 1995 skrev og instruerede han Les Misérables du XXe siècle, som brugte motiver fra Victor Hugo, men foregik i Frankrig op til 2. Verdenskrig. Jean-Paul Belmondo spillede Jean Valjean-karakteren, manden, der var ét med sin tid. For det var især en sekelskiftefilm. Lelouch satte af fra føljetonromanen om De elendige (1862) og citerede med stor effekt den visionære digtkreds om »Århundredernes legende«, La Légende des siècles (1859-1883).

   Nogle interviews er ren lancering og rutine. Lelouch gjorde indtryk. Man – jeg – fik fornemmelsen af at møde en mand, som vidste noget særligt. Så nu er vi i Paris i 2020. Coronakrisen kommer om lidt, men der er varme i solen. Jeg spørger Lelouch, hvorfor denne tredje film om Anne og Jean-Louis var nødvendig. Den gamle mand lyner vindjakken ned og tænker sig om. Det grå hår er blevet helt hvidt siden sidst:

   »Jeg har brugt mit liv på at undersøge, hvorfor en mand og en kvinde må bruge så megen energi på at finde sammen i en seng – for så at bruge lige så megen energi på ikke at blive i sengen. For mig er kærligheden livets mælk, og jeg har dedikeret mit liv som filmskaber til at udforske det emne. De bedste øjeblikke i mit eget liv har været, når jeg var forelsket i nogen eller i noget. Det er virkelig det store emne for alle, det er verdens vigtigste ting.

   Kærlighed er krumtappen. Og så penge. Jeg har konstrueret mine film om de to emner, for sagerne hænger sammen. Pengene prøver altid at købe kærligheden. Det er grundkonflikten i mine film. Den nye er først og fremmest en hyldest til nuet. For det er det eneste, der virkelig tilhører os, det enkelte øjeblik, hvor vi lever. Det er ikke en film om at blive gammel, for hvad jeg især vil sige med den er, at de bedste år stadig venter. Jeg har aldrig moret mig så godt. Jeg har aldrig nydt det hele som nu.«

– Er følelsen stærkere, fordi slutningen er i sigte?

   »Det kommer an på perspektivet. Kvinder er stærkere end mænd. De er, hvad jeg skal sige … mænd, som er bedre fremstillet. Vi ser, at Trintignant stadig er en stor dreng. Det var han i Manden og kvinden, og han er stadig en stor dreng 50 år senere. Derimod er Anouks karakter blevet voksen. Det er det grundlæggende problem mellem kvinder og mænd. Jean-Louis har hele tiden leget med livet, Anne har taget tingene alvorligt. Jeg ville fortælle historien om denne mand, som har døden lurende i nærheden, og denne kvinde, som døden har besluttet sig for at lade være lidt endnu.«

   – Du har lavet så mange film, men de fleste er blevet i den fransktalende verden. Hvorfor er netop disse tre blevet dem, der skiller sig ud?

   »Jeg tror, der har været ti film, som virkelig nåede omkring. Men det er sandt, at Manden og kvinden måske har sat sig dybere spor. Publikum identificerer sig med de karakterer. Den første film sagde, at alle får en chance mere, en ny mulighed. Og denne film siger, at kærlighed er uden alder.

   Alle mine 50 film fortæller i virkeligheden den samme historie. Historien er, at livet ligner et væddeløb, et forhindringsløb mellem problemer og bekymringer, men banen går gennem Eventyrland. Der har ikke været en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har fået både godt og dårligt nyt. Jeg tror, jeg er lykkeligst, når jeg kan gå hen og kæmpe imod og vinde over et stort problem. Som en eventyrkæmpe.

   Det gælder, uanset om problemet er kærlighed eller andre ting i livet. Mine karakterer er lykkelige, når de kan overvinde en stor vanskelighed. Det værste er vel døden. Omvendt kunne det være den virkelige belønning for livet.«

– Hvordan var det at arbejde med Trintignant og Aimée? Har de ændret sig i tidens løb?
   »Anouk er fuldstændig den samme. Jean-Louis har forandret sig. Han er blevet bitter og ser alting i sort. Der er en masse negativitet i ham – ikke kun i karakteren – mens Anouk er tilbøjelig til at se livet i et gyldent skær. Jeg ville vise matchet mellem de to positioner.

   Jeg tror, at filmen er blevet så godt modtaget, fordi det er de store spørgsmål, som vi alle sammen stiller hinanden. Hvad vil være stærkest, livet eller døden? For mig er begge dele meget stærke. Og livet er på en måde en rejse ind i mysteriet. Idioterne vil sige, at målet for enden er døden, mens optimisterne vil sige, at det er evigheden. Det er dét, jeg har prøvet at filme hele tiden. Denne kamp mellem rationalister og irrationalister.«

– Du sagde i 1966, at en instruktør kan lave to slags film. Den ene ligger tæt på ham selv, den anden er fuldkommen modsat ham selv. »Og jeg har lavet en film, som er modsat.« Ser du lige sådan på det i dag?
   »Jeg kan uddybe, hvad jeg mente dengang. I Un homme et une femme fortalte jeg en historie om den ideelle kvinde, som jeg ville have elsket at møde. Hun var en kvinde, som havde oplevet smerte. Det er lettere at gøre noget godt for mennesker, som har lidt. Filmen var en projicering, fordi jeg opdigtede denne kvinde. Det var måden, jeg konstruerede filmen på dengang.

   Kvinden blev fremstillet af Anouk Aimée, og jeg følte, at man måtte arbejde hårdt for at fortjene en kvinde som Anouk Aimée. I mit liv har jeg skabt mange problemer for mig selv, men som tiden er gået, har jeg formået at være lykkelig med nogle kvinder. Altid kvinder, som havde oplevet smerte. Det er vel derfor, jeg holder af mennesker, som har overvundet en sorg.

   Anne og Jean-Louis er lykkelige for at være sammen igen, for de har tilbragt hele livet med at lede efter den fuldkomne mand og den fuldkomne kvinde. De fandt dem aldrig, for de havde jo mødt dem allerede.«**

   – Vi hører atter musikken af Francis Lai. Han døde i 2018…

   »Ja, og det var vigtigt for ham at gøre filmen færdig. Det var det jo for os alle fire. Francis skrev musikken og indspillede den. Han døde desværre før premieren.«

*) Det er interessant at sammenligne projektet med Richard Linklaters tre film om amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy). De mødes og skilles i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2004) og er blevet trætte forældre, da de holder ferie i Grækenland i Before Midnight (2013). Også det par bliver ældre i virkelig tid.

   Linklater citerer aldrig de tidligere film. Det gør til gengæld Robert Guédiguian, som i La Villa (2017, da. Huset ved havet), kan vise scener fra Ki lo sa? (1985), hvor Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin og Gérard Meylan første gang kommer til fiskerlejet Méjean ved Marseille. Her udspiller filmen sig 30 år efter, så fortællingen fastholder også forandringen i lokaliteten. 

   Den naturlige aldring giver disse film en håndgribelighed, en fysisk substans, som kun kan markeres og fingeres ved traditionel brug af sminke og lys. CGI har gjort det muligt at ændre karaktererne og stederne, så det ser troværdigt ud. Dustin Hoffman var ikke udpræget overbevisende som 121-årig fortæller i Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), men Harrison Ford kan passere for 40 år yngre i lange afsnit af Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023). Også byen omkring ham overbeviser som New York i 1969.

   Martin Scorsese, som altid vil afprøve mulighederne i de digitale teknikker, kan fremstille Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci, så det ser tæt-på-naturligt ud i The Irishman (2019). Det er en stor forbedring i forhold til elefantmandsmakeuppen i Once Upon a Time in America (1984), hvor Sergio Leone må arbejde med groteske gammelmandsudgaver af De Niro og James Wood. Folk, som siger, de kan se forskel, og har stærke meninger om, hvor dårligt det lykkes, ville ikke se efter, hvis de intet vidste på forhånd. Det er som springet fra mobil til smartphone, fra VHS pan-scan til HD Blu-ray 4K – eller 8K, som er i vente.

   Men som flere har skrevet og sagt, er det sandt, at kameraet altid ser noget, som vi ikke selv så, da filmen blev til. Fordi vi virkelig er der og er tilbage, og karaktererne ikke ved noget om, hvad der venter, men færdes i de fysiske rum, som de så ud, da de var hverdag og virkelighed. Filmen bliver da et magisk teater: herinde lever tiden igen. Men vidnerne er ældre nu. Vi kan se, hvem vi var og forstå, hvad der skete.

   Næste gang vi ser efter, har facit måske flyttet sig. Men livet på filmen er ikke forandret. Det er den samme mand, Jean-Paul Belmondo, der løber fra loven og segner for enden af rue Campagne-Première på Montparnasse ved slutningen af À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).  Raoul Coutard filmer de glinsende brosten, mens Jean-Luc Godard råber replikker, som senere bliver synkroniseret i studiet. Det er nu og for altid den 12. september 1959.

**) Det er måske på sin plads at slå fast, hvad både Lelouch og Aimée har forklaret mange gange i tidens løb: At de aldrig var i et forhold sammen, hverken før eller efter Un homme et une femme. Lelouch erkender, at han var forelsket, men Aimée havde ikke øjne for andre end Pierre Barouh, der spiller hendes afdøde mand i filmens flashbacks (og i øvrigt skrev teksten til fem Francis Lai-kompositioner, som fik et liv uden for filmen). 

Se også Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Robert Guédiguian: La Villa | Huset ved havet (2017); Martin Scorsese: The Irishman (2019).

Claude Lelouch blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020. Han og Valérie Perrin, som er medforfatter på Les plus belles années, blev gift i Paris den 17. juni 2023. Jean-Louis Trintignant døde i 2022. Livets bedste år blev den sidste (af 100+) film, han medvirkede i. Anouk Aimée levede stadig stærkt, da jeg skrev. Hun døde den 18. juni 2024. Kvinden i midten blev 92. 

Un homme et une femme (Manden og kvinden). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Pierre Uytterhoeven. Foto: Claude Lelouch. 102 min. Frankrig 1966. Dansk premiere: 13.12.1966.

Un homme et une femme, vingt ans déjà (Manden og kvinden 20 år efter). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Monique Lange, Jérôme Tonnerre, Claude Lelouch, Pierre Uytterhoeven. Foto: Jean-Yves Le Mener. 112 min. Frankrig 1986. Dansk premiere: 27.08.1993 (TV2).

Les plus belles années d’une vie (Livets bedste år). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Valérie Perrin & Claude Lelouch. Foto: Robert Alazraki. 90 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 09.07.2020.

Fotos: Les Films 13/ Davis-Films/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ SofiTVciné 6/ Other Angle Pictures/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [clip + trailer]/ Unifrance

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 10.07.2020

Tom McCarthy: The Visitor (2007) [Oscars 2009]

I MENNESKENES RYTME

Retten til at leve og drømme overalt

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle amerikanske mainstreamfilm er orgier i eskapisme og opportunisme. Som bekendt findes også en stærk tradition for independent cinema, intelligente menneskefilm, der er skabt uafhængigt af Hollywood og de store produktionsselskaber. Der er selvsagt nitter blandt disse film, som har deres primære scene i festivalkredsløbet. Enkelte bliver små succeser, som finder deres publikum i arthouse-biografer og får et langt liv på streaming og blu-ray. Andre dør fortjent på stedet, for at være lille og lukket i formen, er ingen kvalitet i sig selv. En sjælden gang skabes et storværk i det alternative filmmiljø. Se bare på Tom McCarthys The Visitor.

   Enkemanden Walter Vale (Richard Jenkins) har ingen plan om forandring, da forandringen kommer til ham. Han er 62 år, bor alene i Connecticut og underviser i økonomi på et college, som ikke venter sig mere af ham, end han gør af alle de glansløse dage. Ved begyndelsen af hvert semester justerer han blot det strategiske årstal. I praksis har han sagt de samme ting i tyve år. Han ser ikke, hvem de studerende er og kommer aldrig sine elever i møde. Det er ham meget imod, at han skal til New York for at deltage i et seminar og fremlægge en artikel, som han bidraget til for syns skyld. Det er ikke, fordi han skal noget andet. Han vægrer sig blot ved at bryde sin rytme.

WALTERS hustru var koncertpianist. Hendes efterladte album er den eneste musik, han hører, og han forsøger at holde fast i hendes minde ved at lære at spille klaver. I første scene tager han afsked med endnu en lærer. Måske kunne hun lære ham mere, men hun talte til ham som til et barn. Walter har bygget en mur om sit liv og lagt en ring om sit hjerte. Der er ikke mere, han vil eller skal. Hans ansigt er fuldkommen udtryksløst. Han må bare igennem de sidste fem år. Så kan han trække sig ind i pensionen.

   I New York vil han bo i den lejlighed, som han ejede sammen med hustruen. Den har stået tom i mange år. Der er dog lyde og lys, da han lukker sig ind. En badende kvinde, Zainab (Danai Gurira) fra Senegal, får et chok, der matcher Walters egen reaktion. Zainab lever sammen med Tarek (Haaz Sleiman) fra Syrien, der har købt lejemålet af »vennen« Ivan. Walter vil bare være sig selv, men får alligevel ondt af de hjemløse kærester, da parret står på gaden med deres ting. Først lader han dem overnatte, siden får de lov at flytte ind.

   Zainab er mistænksom og reserveret. Tarek rækker derimod ud efter Walter. Han lærer den stive økonom at spille djembe. Snart sidder begge mænd i trommecirklen i Grand Central Park, hvor en broget flok musikanter holder den store rytme i gang. Walter er målløs inde bag sin bleghed. For første gang deler han noget fælles. Sønnen blev voksen og rejste til England. Han har ikke følt sig så levende, siden hustruen døde.

DET gode samspil ender brat, da Tarek og Walter i undergrunden bliver standset af to officerer fra Department of Homeland Security. Har man selv haft kontakt med disse betjente, hvis beføjelser er uden indskrænkning, vil man vide, at The Visitor ikke overdriver deres arrogance. Tarek bliver interneret i et fængsel i Queens på ubestemt tid. Walter bliver bedt om at passe sig selv. Tarek og Zainab er illegale indvandrere. Det samme er Mouna, Tareks mor (Hiam Abbass), som kommer rejsende fra Michigan. Hun og Walter fatter ærbar sympati for hinanden. De går sammen i teatret, så hun kan opleve The Phantom of the Opera.

   Kun Walter kan handle, og det er nu, han vælger side. Han skaffer Tarek en advokat, sælger flygelet i Connecticut og tager orlov fra sit arbejde. Fra nu er findes bare djemben, Mouna, Zainab og Tarek, hans nye musik og hans nye familie. Hver dag besøger han Tarek i fængslet. Han tager Zainab og Mouna med på sightseeing. For første gang ser han Frihedsgudinden. Livet leves én dag ad gangen, og der er hverken kaskader eller fanfarer, men enhver der har øjne ser på lang afstand, at mennesket Walter Vale er forelsket.

IMENS drejer alle systemets små hjul. At protestere er som at slå i en dyne. Uret falder i slag for Tarek. En gammel udvisningsordre blev ignoreret, og Mouna bebrejder sig selv: »Man gør den slags, og siden går tiden. Man glemmer, at man ikke hører til.« Før gik ingen op i loven, men efter 9/11 er verden en anden. Publikum håber, at Tarek kan blive, men McCarthy er ikke eventyrdigter. Tarek deporteres, og Mouna rejser med ham. Der er én enkelt nat, hvor de holder om hinanden. Begge er vågne og véd, hvad der venter. Han følger med hende ud til den sidste gate. Der kommer ingen benådning fra oven.

SKUESPILLEREN Tom McCarthy (f. 1966) debuterede som filmskaber med The Station Agent (2003), som også i Danmark var en arthouse-succes. I The Visitor har han fravalgt den første films excentriske charme til fordel for en almen, åben og mere vedkommende form. I 2015 skrev og instruerede han Spotlight, som skildrede avisen Boston Globes arbejde med at afdække pædofiliskandalerne i den katolske kirke. Spotlight fik årets Best Picture Oscar . 

   Richard Jenkins (f. 1947) er en af de skuespillere, man har set i snesevis af sekundære roller, ofte som læge, lærer, svigerfar, kriminalkommissær, uden at huske hans navn. Han er indbegrebet af en type, men i The Visitor bliver han et menneske, som gradvis træder i fuld karakter. Jenkins fik en Oscar for The Visitor, og rollen gjorde hans kommunefarvede leverpostejskvalitet til en efterspurgt ingrediens. Han var særligt god som apotekeren, der er gift med Frances McDormand, som spiller titelrollen i miniserien Olive Kitteredge (2014).

   Som det unge par er Sleimann og Gurira sympatiske kræfter, men filmens følelsesmæssige dybde ligger i rytmen og samspillet mellem Jenkins og Hiam Abbass (f. 1960), der efter sin markante indsats i film som Munich, Free Zone og Paradise Now har fået noget nær monopol på at spille den modne kvinde fra Mellemøsten. Selv kommer Abbass fra Palæstina. Hun er både israelsk og arabisk. Rollen som Mouna er blandt hendes bedste.*

FILMEN kunne sagtens være mere sentimental og didaktisk. Der er stof til et stort melodrama, både i det unge pars adskillelse og i kærlighedsmødet mellem Walter og Mouna. McCarthy vil kritisere en selvforstærkende paranoia, umenneskeligheden i det amerikanske system, som har frit spillerum efter 9/11. Han vil tale imod selvtilstrækkeligheden. Det gør han bedre ved blot at fortælle historien. Filmen føles større, end den faktisk er, fordi New York bliver brugt som en levende baggrund. I sit væsen er The Visitor dog et kammerspil for fire karakterer. McCarthy orkestrerer musikken, som til det sidste følger menneskets rytme.

    Det er forstemmende at gense The Visitor i 2023. Skønt systemet fremstilles kritisk, er der en grundlæggende anstændighed, en respekt for invidet og en følelse af samhørighed, som omfatter selv de nidkære embedsmænd. Der er et overskud, som er fuldkommen forsvundet efter 15 år med finanskrise, Donald Trumps arrogante MAGA-populisme, mere social ulighed og polarisering. For ikke at tale om covid og militær genoprustning. Der er en ny, gennemgribende hjerteløshed. Hele omgangstonen i den globaliserede hverdag er forandret.

*) Hiam Abbass var måske allerbedst som enken Salma Zidane, der trodser israelsk lov i Lemon Tree (2008, da. Citronlunden) af palæstinenseren Eran Riklis. I 2012 skrev og instruerede hun selv Inheritance, som følger en palæstinensisk familie, der holder bryllup i Galilæa, mens Israel og Libanon fører krig. Abbas deler fortsat sine aktiviteter mellem lokale produktioner (Do Not Forget Me Istanbul, Gaza mon amour), international arthouse (The Limits of Control, Insyriated) og amerikanske studiefilm som Exodus: Gods and Kings og Blade Runner 2049. Hun blev verdenskendt for alvor som Marcia Roy, matriarken i HBO-serien Succession (2018-2023). På Venedig Festivalen 2023 viste Lina Soualem, der er datter af Hiam Abbass, dokumentaren Bye Bye Tiberias. Portrætfilmen følger mor/datter, som vender tilbage til hjemstavnen i Palestina, mens Abbass fortæller om sit liv, sit udgangspunkt og sin karriere.  

The Visitor. Instr. & manus: Thomas McCarthy. Foto: Oliver Bokelberg. 103 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.08.2008.

Fotos: Groundswell Productions/ Next Wednesday Productions/ Participant Productions/ K5 International/ Overture Films [clips + trailer]/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke p.t.– udkom senest på Blu-ray i Canada 2009 [De Passage] og Tyskland 2010 [Ein Sommer in New York]

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.2008.

Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023]

FILMENS MYSTERIER

En lille film om historiske kræfter

Af BO GREEN JENSEN

EMPIRE Cinema er navnet på biografen i Margate i Kent på den britiske østkyst. Som hele det skrantende England, der forbereder sig på årsskiftet 1980/81, har strukturen set lidt af hvert. Charles Dickens skrev i prologen til A Tale of Two Cities (1859, da. To byer), at det var de bedste og de værste tider. Snart sagt al britisk kunst og kultur er født med denne dobbelthed.

   Bygningen er både et fysisk sted og en bastant metafor i Sam Mendes’ sirligt konstruerede Empire of Light. Filmen vil fortælle tre historier på en gang og forankre dem fysisk i biografen. Som Roger Deakins' kamera fastholder huset i titelsekvensen, er det både et sindbillede på nationens tilstand og en færge fuld af fælles erindring, der ligger forankret ved strandpromenaden.

   Sal 1 viser John Landis’ The Blues Brothers, kultfilmen med John Belushi og Dan Aykroyd, som var ny i efteråret 1980. I sal 2 kan man se Bob Fosses autofiktive All That Jazz (da. Det er showtime!), som med censurmærket x var den første musical, der blev forbudt for tilskuere under 18. Et neonskilt reklamerer for biograf, restaurant, café, bar og balsal, men ingen har danset de sidste ti år.

HILARY Small (Olivia Colman) er driftsleder i det døende drømmepalads. Hun har ansvaret for det øvrige personale, som direktøren Donald Ellis (Colin Firth) knytter til biografen. Hun møder tidligt ind, tænder for elvarmen og sætter hans hjemmesko frem. Der vil ofte være »et praktisk anliggende«, som han ønsker at drøfte på kontoret. Det er kodesprog for, at hun skal betjene ham seksuelt, hvilket hun gør med udtryksløs mine. Bagefter vasker hun hænderne grundigt og ser sig i spejlet.

   I alt råder Empire over ni ansatte. De er belejligt forsamlet i foyeren, da Stephen (Micheal Ward), som har caribiske rødder, begynder i biografen. Humoristen Neil (Tom Brooke) kender alle forhistorierne. Janine (Hannah Onslow) er en gæv Toyah Willcox-type, der ser frem til at gå i byen med Stephen.

   Helt uden for tiden er Norman (Toby Jones), der passer sine magiske maskiner i rummet med fremvisergrej. Han minder i slående grad om karakteren, som Philippe Noiret fremstillede i Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i paradis). For størst af alt er den hyldest til filmen som forløser og biografen som fysisk rum, der omskriver alle de øvrige liv. Ved at caste Jones i rollen, kan Mendes samtidig knytte an til en håndfuld film, der går dybt ind i subkulturen i faget, fra Infamous (2006) – hvor han spillede Truman Capote – og The Girl (2012) – hvor han spillede Alfred Hitchcock – til Peter Stricklands potente Berberian Sound Studio (2012).

 

HOVEDPARTEN af filmen udspiller sig i Empire (som faktisk ligger på Marine Terrace i Margate og hedder Dreamland Cinema i virkeligheden). Ellers er vi hjemme hos Hilary, som bor alene, eller sammen med Stephen og hans mor, som er sygeplejerske og bor i det bjergmassivagtige betonkompleks, man kan se fra taget af biografen. Hilary er hos lægen, der ordinerer mere litium. Det fremgår, at der har været »en episode«, som slukkede lyset i hendes øjne.

   Stephen og Hilary har deres første øjeblik sammen, da hun viser ham rundt. Hun lader ham se den aflåste, smuldrende balsal på øverste etage. Der står stadig et mørnende flygel. Her gik man ind til sal 3 og sal 4, som kørte i multiplextiden. De finder sammen, da Stephen hjælper en due med kvæstet vinge.

   Her er altså fortællingens grundingredienser: den midaldrende kvinde, der har mistet sin livskraft; den anstændige unge mand, der har sort hud i en tid med racisme og eskalerende klassekamp. England drømmer og vågner så småt. Vi er hjertet af epoken, som Jon Savage skildrer i England’s Dreaming (1991), en af de bedste bøger om punkårene.

»EVERY Good Boy Deserves Favour,« siger en musikalsk huskeregel. Sam Mendes (f. 1965) har instrueret ni vigtige film, der holdt liv i biografer som Empire. Han var langt i en teaterkarriere, da han sagde ja til at instruere sædeskildringen American Beauty (1999). P.t. er filmen »aflyst«, fordi Kevin Spacey har hovedrollen, men den var et kulturfænomen i sin tid, modtog fem Oscars og genrejste den lødige mainstream.

   Mendes blev i USA og fulgte op med neonoir-dramaet Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) og antikrigsfilmen Jarhead (2005), før han skabte sin til dato bedste film med Revolutionary Road (2008), en filmatisering af Richard Yates’ roman. Away We Go (2009) var et andet lille »har-gjort-sig-fortjent-til«-projekt. Mendes instruerede to gennemførte James Bond-film, Skyfall (2012) og Spectre (2015). Han arbejdede atter sammen med Roger Deakins på 1917 (2019), som markerede 100-året for Første Verdenskrigs slutning og var skudt i én lang kameragang.

MENDES har skabt disse formfuldendte epos, som de fleste har et forhold til, men han har aldrig skrevet sit eget manuskript før. Empire of Light er selvgjort og drejet i hånden fra bunden. Det mærkes. Man føler hver knirken i maskineriet. Man kan næsten høre klikket, når det næste hovedmotiv er aktiveret.

   Det er muligvis ikke specielt elegant, men det giver filmen en ivrig, taktil kvalitet, som er bundsolid og meget sympatisk. Mendes er stolt af sit håndværk, og han tror på filmens forløsende kraft. Empire of Light deler titel med René Magrittes maleri (L’empire des lumières, 1954) af en dagshimmel over huse ved skumring. Filmen er næsten et manifest, da det gælder.*

TO forhold kickstarter handlingsmaskinen. Først holder Hilary op med at tage sin stabiliserende medicin, fordi hun vil mærke kærligheden, som hun deler med Stephen. Så får biografen en sidste chance for at stråle som i fordums tid, da det lykkes Ellis at sikre den regionale premiere på Hugh Hudsons Chariots of Fire (1981, da. Viljen til sejr), som virkelig indvarslede en lille guldalder for New British Cinema.

   Ellis gennemgår stolt gæstelisten: sir Laurence Olivier, dame Flora Robson, Dusty Springfield (!) og – måske – Paul McCartney. Der går et sus af forventningsfuld ærefrygt gennem salen. Jeg er som kritiker selv nostalgisk angrebet, for jeg skrev om Chariots of Fire og interviewede produceren David Puttnam om den kommercielle kvalitetsfilms renæssance. De reaktioner er indregnet i Mendes’ lovsang. Man skal dele erfaring og tro på det hele. Vi er igen i den evige biograf, der bliver hyldet i mange auteurfilm for tiden. Steven Spielbergs The Fabelmans er et andet af årets eksempler.

EVENTEN bliver ikke, som Ellis havde tænkt. Hilary kommer i overgjort skrud og insisterer på at fremsige W.H. Audens makabert virkningsfulde »Death's Echo« (»Dance till the stars come down from the rafters/ Dance, dance, dance till you drop.«). Empire of Light er polstret med lyriske henvisninger. Alfred Tennysons nytårsdigt »Ring Out, Wild Bells« (fra In Memoriam, 1950) konkurrerer med Philip Larkins »The Trees« (fra High Windows, 1974) og Joni Mitchells »You Turn Me On, I'm a Radio«. Vigtigst for Mendes er T.S. Eliots The Waste Land (1922), som citeres både i billeder og via en svær krydsogtværs i avisen. Her kan regnen (måske) gøre det golde land frugtbart. Vi er på stranden i selvsamme Margate, hvor digtets fortæller erkender sit knæk:

"My feet are at Moorgate, and my heart

Under my feet. After the event

He wept. He promised 'a new start.'

I made no comment. What should I resent?"

"On Margate Sands.

I can connect

Nothing with nothing.

The broken fingernails of dirty hands.

My people humble people who expect

Nothing."

("Mine fødder er i Moorgate, mit hjerte snart/ Under mine fødder. Da det var gjort/ Græd han. Han lovede 'en ny start.'/ Jeg svarede ikke. Kunne jeg bebrejde stort?"// "Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting./ Beskidte hænders knækkede negle./ Mit folk et ydmygt folk som ingenting/ Forventer.") **

DER går et halvt år efter nedsmeltningen. Neil afløser Ellis som biografens bestyrer. Stephen falder grundigt til, og Norman indvier ham i filmens mysterier: »You don't want people to know, they should just see a beam of light. But back here it's belts, straps, pulleys, intermittents, sprockets. Complex machinery.«

   »Amazing,« siger Stephen. »Det er fantastisk. For i virkeligheden er det bare statiske rammer med mørke imellem.« »Wow,« siger Stephen på manuskriptsprog, hvor ingen må tale for længe ad gangen uden indskud og afbrydelser. Norman uddyber: »Det kaldes Phi-fænomenet. At se billeder i rækkefølge skaber en illusion om bevægelse. En illusion om liv.«

   Skæbnen kommer som hærgende skinheads. »Jeg er ikke et problem, der skal løses,« råber Hilary til Stephen i en af de rasende scener, hvor Colman kommer til sin ret. Hun har en vred monolog på stranden ved Margate. Vi forstår, at Mendes føler for tidens udsatte grupper: »Alt det i Brixton. Og skinheads. Og Thatcher. Og New Cross.« Vi synes måske også, at han doserer identitetspolitikken rigelig gavmildt.

MEN forløsningen kommer fra hjertet. Det er hele vejen en pointe, at Hilary aldrig selv går ind i salen og følger med i de store fortællinger, der kan forvandle virkeligheden. Da alle parader er nede, beder hun Norman vise en film. Vi ser hende se den. Det er Hal Ashbys Being There (1979, da. Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers går på vandet til slut, og alle værdier er nulstillet. Her lykkes tricket trods alt for Mendes.

   Empire of Light er bevidst lagt til rette som en gammeldags hyldest. Filmen holder med Hilary i hendes hudløse rasen; den husker 1980ernes racistiske England. Der var meget, vi ikke forstod eller så, da vi lyttede til musikken. For yngre tilskuere er det en chance for at se, hvad de fysiske biografer betød.

Filmen var Oscar-nomineret i kategorien Best Achievement in Cinematography

*) L'Empire des lumières – Lysets eller Lysenes rige – er fællestitlen på 27 »paradoksale« malerier, som René Magritte (1898-1967) arbejdede på fra 1939 til sin død. De udnytter alle kontrasten mellem daglys himmel og huse i skumring. Det hyppigst gengivne (fra 1954) hænger på Peggy Guggenheim Museet i Venedig. 

**) Både Eliots stordigt og James Joyces Ulysses fyldte 100 år netop i 2022. Begge jubilæer blev stort markeret i den engelsktalende verden. Jeg tillader mig at citere fra oversættelsen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (Gyldendal, 1984). Her er rimene fra originalen bevaret.

Se også Sam Mendes: Away We Go (2009); Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020].

Empire of Light. Instr. & manus: Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 115 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 09.03.2023.

Fotos: Searchlight Pictures/ Neal Street Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Wikimedia Commons (Magritte)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution – streames herefter på Disney+

Anmeldelsen indlæst [i lidt kortere form] og lagt på Weekendavisen Kultur 09.03.2023.