En varm koldkrigsfabel i to versioner
Af BO GREEN JENSEN
I USA findes en kanon af klassiske science fiction-film fra 1950erne. Nedarvet visdom vil vide, at de alle er kommunistforskrækkede allegorier, som anskueliggør den ideologiske smittefare ved at vise hjernevaskede småbyer, som trues af organismer fra rummet. Der er sandt nok mange koldkrigsfilm, hvori mennesket mister sin menneskelighed, og recepten er aldrig gået af mode. Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956) er genindspillet tre gange. Flere af årtiets film er dog fabler af den evige skole, humanistisk funderede fremtidsvisioner, som bæres af store ideer og en urokkelig tillid til mennesket. Man kalder dem B-film, men det er en misforståelse, som bare forstærkes af lurvet lancering. Når filmene blev distribueret i andre territorier, fik de kreative, sensationslystne titler. Men de gode film var gennemarbejdede A-produktioner, som kun deler ydre træk med bundskraberne fra genrefilmens nedre helvede.
Til de respektable stykker hører bl.a. Joseph Newmans This Island Earth (1955, da. Truslen fra verdensrummet), som Universal producerede, og Fred Wilcox’ Forbidden Planet (1956, da. Kampen på dødskloden) fra MGM, en genfortælling af Shakespeares Stormen med Walter Pidgeon, Anne Francis og en atypisk seriøs Leslie Nielsen.
I periodens bedste film rejser mennesket ud mellem stjernerne, gribes af undren ved grænseløsheden og møder en mangfoldighed af fremmede livsformer, som af og til vil os det godt. Det er wonder tales og astounding stories fra en svunden tid, hvor man drømte om fremtiden i Populær Mekanik. Den positivistiske skole når sin kulmination i næste årti, da Gene Roddenberry påbegynder tv-serien Star Trek (1966-69).
EN særstilling og en mellemposition indtager Fox-studiets The Day The Earth Stood Still (da. Den dag, jorden stod stille), som Robert Wise instruerede i 1951. Denne film gik ret op mod strømmen af angstfremkaldende propaganda og talte specifikt til sin samtid. En mand fra rummet kommer ned og er i store træk som vi. Han siger, at mennesket er faret vild og giver Jorden én sidste chance. Faktisk kunne det sagtens være Jesus, som var landet. Herhjemme fik filmen premiere i Kinopalæet den 6. november 1952. »Moraliserende science-fiction,« lyder det lakoniske skudsmål i bind 2 af Bjørn Rasmussens Filmens Hvem Hvad Hvor (1968).
KORT fortalt sker følgende. Verden holder vejret, da et rumfartøj lander på Capitol Hill i Washington D.C. Militæret afspærrer området, og hele arsenalet er mobiliseret, da en luge i metalskibet åbnes. Ud træder en skikkelse i sølvfarvet rumdragt. Den fremmede går en af generalerne i møde – og bliver prompte skudt ned af en nervøs soldat, idet han rækker hånden frem med en gave til den amerikanske præsident. Atter åbnes lugen i skibet. En robot kommer ud og deaktiverer soldaternes våben. Ambassadøren fra stjernerne kalder den Gort. Den fremmedes eget navn er Klaatu, skønt vi genkender ham som Michael Rennie. Han forklarer, at han kommer som gesandt for en konføderation af planeter, der har set med bekymring på Jorden. Man ville ikke blande sig, da nationerne førte krig med konventionelle våben, men nu erfarer man, at mennesket har udviklet en primitiv atomar energi. Man kan ikke længere se passivt til, da en krig på kernevåben har konsekvenser for hele galaksen.
KLAATU vil tale til generalforsamlingen i FN. En embedsmand forklarer, at det ikke kan lade sig gøre. Senere sender han Klaatus invitation til medlemmerne af Sikkerhedsrådet. Sovjetunionen svarer ironisk. Ingen har mod på at komme. Alle mistror hinanden.
Klaatu flygter fra hospitalet, finder et jakkesæt i en kuffert og indlogerer sig på et pensionat under navnet Carpenter. Ved morgenbordet mener de øvrige gæster, at det er de andre, altså russerne, som står bag det fantastiske mediestunt.
Klaatu har mandat til at udslette menneskeheden, men ønsker at studere arten, før han effektuerer sin ordre. Han bliver ven med Helen Benson (Patricia Neal), en krigsenke som er alene med sønnen Bobby. Imens står robotten vagt ved rumskibet, som militæret forgæves forsøger at svejse sig igennem. Man kan end ikke finde lugen i skroget.
Da politikerne ikke vil lytte, prøver Klaatu at få videnskaben i tale. Han løser en ligning på tavlen i professor Barnhardts arbejdsværelse, og den milde Einstein-klon (Sam Jaffe) indvilliger i at kontakte sine kolleger. Professoren mener, at en magtdemonstration er påkrævet. På afgrundens rand, med kniven på struben, vil menneskene endelig samarbejde og erkende, at det er tid til forandring.
NÆSTE dag lukker Klaatu for elektriciteten i 30 minutter (hospitaler og luftbårne fly holdes fri). Det er da, at Jorden står stille. I en standset elevator bruger han tiden på at forklare Helen Benson om sin mission. Imens har Bobby indset, at den lovende faderfigur er en eftersøgt alien. Helens kæreste, der i forvejen betragter Klaatu som en rival, har kontaktet militæret. Klaatu bliver dræbt på åben gade, men når at hviske til Helen, at hun må finde Gort og sige ordene: Klaatu barada nikto! Så vil robotten deaktivere sin dødsstråle.
Sådan bliver det. Helen finder Gort (der er et overflødigt King Kong-øjeblik med robotten og den rædselsslagne kvinde) og tager hende med ind i skibet. Han henter og genopliver Klaatu, som endelig kan tale til de forsamlede videnskabsmænd. Jorden er nu effektivt sat under administration. Hvis menneskeheden ikke retter sig, vil manden fra stjernerne vende tilbage. Klaatu sender Helen et varmt smil, før han rejser. Lille Bobby står på tæer og vinker. Det er lige før, at han kalder efter frelseren, ligesom drengen Joey i George Stevens’ Shane (1953).
DEN kulørte Kristus-legende ramte Eisenhower-årene på et blødt sted og fik reel betydning som en kritik af våbenkapløbet og heksejagten på amerikanske dissidenter. Harry Bates (1900-81) havde skrevet novellen »Farewell to the Master« til Astounding Stories i 1940, men var mere interesseret i forholdet mellem Klaatu og robotten, som hos Bates hedder Gnut. Der er intet ikke-jordisk sprog, ingen romantisk sidehistorie. Fortælleren undskylder på Jordens vegne, at soldaterne dræbte Klaatu. Robotten afslører, at det er dén og ikke Klaatu, som er »herre«. Novellen kan læses i sin helhed på The Internet Archive. The Day The Earth Stood Still kaster lange skygger i fælleskulturen. Næsten alt ved filmudgaven er klassisk, fra Addison Hehrs produktionsdesign til Bernard Herrmanns theremin-tætte score. Fremtidsmusik lyder simpelt hen sådan, og hvis man tænker på en flyvende tallerken som begreb, er det fartøjet fra denne film, man har for sig. Blandt alle verdens filmrobotter må golemet Gort være grundformen. Også hvis du ikke kender filmen, har du sikkert set Klaatu. På coveret til Goodnight Vienna, et soloalbum fra 1974, er Ringo Starr fremstillet som ambassadøren.*
Ordene Klaatu barada nikto hører til de mest citerede, skønt replikken aldrig bliver oversat. Det canadiske kultband Klaatu (som havde ry for at være The Beatles i forklædning) tog sit navn fra filmen, og da Little Nell i Richard O’Briens musical The Rocky Horror (Picture) Show skal prise B-filmens dyder i sangen »Science Fiction (Double Feature)«, begynder hun med at synge: »Michael Rennie was ill/ The day the Earth stood still.« I 2008 stod der Klatuu Barack Obama på et af den kommende præsidents kampagneemblemer.
DET kan alt i alt ikke undre, at man vil skabe en opdateret version, som børster støvet af den tidløse fabel. Det kunne dog have været gjort med mere om- og eftertanke. I den gamle version kommer truslen alene fra menneskets aggressive natur. 60 år senere er konflikten ikke så enkel. Menneskets krige er stadig en faktor, men nu er hovedårsagen den forurening, som vor rovdrift på kloden har medført. Man kan ikke tillade én art at dræbe alt andet liv på planeten, og Klaatu kommer for at genoprette den økologiske balance. Han vil redde Jorden fra menneskene og har licens til at gøre, hvad der skal til.
David Scarpa har skrevet et nyt manuskript, som gør Klaatu (Keanu Reeves) mere fremmedartet og bruger megen energi på at forklare den videnskabelige baggrund. En håndfuld hjertesteder er videreført fra Edmund Norths 1951-manuskript. Der bliver stadig sagt Klaatu barada nikto, om end det sker forrest i filmen. Klaatu bliver stadig skudt med det samme, og senere overbeviser han professor Barnhardt (John Cleese) ved at løse ligningen på hans tavle. Det er igen en faderløs dreng (Jaden Smith) og en kvinde (Jennifer Connelly), som bliver Klaatus allierede. Nu er Helen Benson dog blevet professor i astrobiologi.
I 2008 er moderskibet en lysende globus, som har sin egen atmosfære. Mange sekundære glober er landet andre steder i verden, og den amerikanske forsvarsminister (Kathy Bates) indser, at de er sendt ned som en ark for at indsamle livsformer, der kan reproduceres og sættes tilbage, når Jorden er renset for mennesker. I den gamle film blev Jorden sat under administration. Her er destruktionsprocessen indledt, da Helen Benson overbeviser Klaatu om, at mennesket har en anden side.
FILMEN bruger unødigt mange ressourcer på at skildre det paranoide statsapparat. Ikke siden X-Files, Men in Black og The Matrix har man set så mange habitklædte mænd i sorte helikoptere. Militæret angriber Gort med armerede droner og Afghanistan-aktuelle winger-missiler. Det skal siges, at filmen er skabt i 3D og beregnet for iMax-formatet. Flere scener besidder en sanselighed, der kompenserer for pseudovidenskabeligheden. Det er en god ide at gøre Keanu Reeves mere udtryksløs og alien, end den noble Michael Rennie var i rollen som Klaatu. Problemet med den nye film er primært, at den svigter sit bærende tema til fordel for et bombardement af effekter. For det første kunne Gort være skrottet. For det andet er disse detaljer netop ikke sagen i den gamle film, der iscenesætter konkrete værdier som ansvar og anstændighed i en stiliseret futuristisk kulisse.
SCOTT Derricksons film bliver mere og mere en gnidret effektgrød af den slags, som Roland Emmerich og Stephen Sommers plejer at servere. Man er grundigt træt af støjen, da det hele er forbi, og man er dybest set aldrig i tvivl om, at den fremmede vil lade nåde gå for ret. I 1951 lykkedes det at få tiden i tale. Den nye film solgte billetter, men det grønne tema forekom opportunistisk, snarere end visionært og nødvendigt.
I dét er der nok en pointe trods alt. For 70 år siden troede man, at udviklingen kunne vendes. Truslen kom i koncentreret form, fra én altødelæggende krig. »Det er først på afgrundens rand, at man forandrer sig. Giv os chancen,« siger John Cleese i rollen som professor Barnhardt. Som tilskuer er man om muligt mere skeptisk end Klaatu.
NOTE
Man kan flere steder læse, at rockbandet Queen brugte Gort som inspiration for coveret, som Frank Kelly Freas (1922-2005) – »the Dean of Science Fiction Artists« – udførte til albummet News of the World (1977). Det er forkert – og på en måde alligevel rigtigt. Freas bearbejdede sin egen omslagsillustration fra oktober 1953-nummeret af Astounding Science Fiction efter bandets specifikke anvisninger. På Queens arkivfoto er det Freddie Mercury (1946-1991), som sidder med Astounding, men faktisk var det trommeslageren Roger Taylor, som havde magasinet med til mødet, hvor man brainstormede. På nogle fansites (for bandet såvel som for filmen) bliver det til, at Queen så Gort på forsiden af Astounding, fordi magasinet genoptrykte »Farewell to the Master« i anledning af filmatiseringen af Harry Bates' novelle. Det er ikke korrekt. Freas' illustration er udført til novellen »The Gulf Between« af Tom Godwin. Harry Bates redigerede selv Astounding fra 1930 til 1933, da først F. Orlin Tremaine og siden John W. Campbell overtog arbejdet. Da Astounding bragte »Farewell to the Master« i oktober 1940 var der hverken illustration eller forsidehenvisning. Klaatu og Gnut (som Gort hedder i novellen) blev først tegnet i 1973, da Roy Thomas og Ross Andru bearbejdede teksten til nr. 3 af Marvel Comics-magasinet Worlds Unknown (1973-1974, otte numre).
Omvendt var Freas uden tvivl inspireret af Gort og af filmens plakat, da han udførte sin illustration. Det var sådan, robotter skulle se ud i 1953. Freas var aktiv i fem årtier og arbejdede ikke kun i science fiction. Især hans portrætter af Alfred E. Neumann, det ikoniske ansigt fra Mad Magazine, har sat sig dybe spor. Freas kendte ikke Queen og havde intet forhold til rock, da han påtog sig opgaven. Han så intet problem i at gradbøje og kannibalisere sin egen tegning fra 24 år før. News of the World er Queen-albummet, som indeholder »We Will Rock You« og »We Are the Champions«. Det er solgt i en zillion eksemplarer. Der er en vis poetisk retfærdighed i, at netop Queen fandt tegningen og brugte temaet. Kun David Bowie, Hawkwind og Paul Kantners Jefferson Starship har forholdt sig lige så fagligt til genren. Brian Mays ballade »'39« (fra A Night at the Opera, 1975) er en sjældent stilren og detaljeret sci-fi tekst.
The Day the Earth Stood Still. Instr.: Scott Derrickson. Manus: David Scarpa. Foto: David Tattersall. 106 min. USA-Canada 2008. Dansk premiere: 12.12.2008.
The Day the Earth Stood Still (Den dag, jorden stod stille). Instr.: Robert Wise. Manus: Edmund H. North. Foto: Leo Tover. 92 min. USA 1951. Dansk premiere: 06.11.1952.
Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/ Dune Entertainment/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ EMI/ Sony Music Publishing [Queen-Freddie Mercury-News of the World Material]/ Estate of Frank Kelly Freas
1951-filmen streames på Apple TV, Cultpix, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.04.2009
2008-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, MAX, Rakuten TV , SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.04.2009
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.12.2008
IDEEN om kunstigt liv er på alder med Pygmalion-myten. Det posthumane menneske er en trope i eventyr og science fiction fra Mary Shelley til Philip K. Dick. Nu bredes temaet ud i en tid, hvor AI, cyborgs og androider ikke længere er fiktion, men praktisk og populær mekanik.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
