Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]

DE ROMANTISKE KILDER
Poesi kompenserer for tung forklaring

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTE del af søskendeparret Wachowskis Matrix-kompleks var inspireret og nyskabende. Her blev stil, ånd og action til ét, mens tekniske tricks fra asiatiske kampsportsfilm pustede liv i den tunge amerikanske actiongenre. Man må stadig betragte The Matrix (1999) med ærefrygt, når Carrie-Anne Moss løber på væggen eller Keanu Reeves som frelseren Neo bevæger sig mellem kuglerne i ultra slowmotion, den digitale bullet time, der var filmens primære tekniske landvinding.

   Mere klichébelagt var rammen, baggrundshistorien om maskinerne, der holdt menneskeheden hen med drømme om Matrix, mens historien i virkeligheden var forbi, og alt liv blev drømt af sovende menneskefostre, som maskinerne tappede energi af.

   Computerpiraten Anderson (Keanu Reeves før han blev Neo) dykkede ned i cyberspace som Alice hos Lewis Carroll. Han fulgte en dragende kvindes tatovering og kom i kontakt med Morpheus (Laurence Fishburne) og de øvrige frihedskæmpere, mens det løbske program Agent Smith (Hugo Weaving) greb om sig i natbyen. Fordi intet blev udførligt forklaret, kunne man alligevel værdsætte ånden og farten.

I TOEREN, The Matrix Reloaded (2003), som blev stort lanceret på Cannes Festivalen, var der stadig stil og fart i de rene actionsekvenser, men nu blev alt i dén grad forklaret. Især tabte sagaen højde, da menneskets sidste fristed, den underjordiske by Zion, viste sig at være en slags forvokset blanding af natklub og hangar. Pludselig var man tilbage på kommandobroen i Star Trek og tusindvis af trætte fantasier om maskiner, der angriber menneskeheden.

   Undervejs mødte Neo Oraklet, som viste sig at være en hjemløs sort kvinde, mens han måtte kæmpe mod 100 kloner af Agent Smith. Morpheus trynede albinotvillingerne fra Merovingerens natklub (hvor statuariske Monica Bellucci i dén grad var spildt i rollen som Persefone). Neo mødte Arkitekten selv i det inderste lønkammer, hvorfra alle programmer blev iværksat. Han kunne således stille Gud til regnskab og gjorde det. Alligevel forlod man filmen med en fornemmelse af at have set en billig pastiche på Blade Runner og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

I TREEREN skal det hele forløses og lægges på plads, for »alt der har en begyndelse har en afslutning«. Der bruges derfor urimelig megen tid på at udrede relationen mellem Matrix og virkeligheden, hvor det er sidste udkald for menneskene i Zion. Da maskinernes grundbor trænger igennem, fosser bølge på bølge af sentinels, »vagtposter« som ligner mekaniske blæksprutter, ned og bliver mødt af svær granatild fra soldater, der sidder i store robotter.

   Slaget begynder 70 minutter inde i filmen og varer 30 minutter. Først er det flot. Så bliver det kedeligt på samme måde som de tilsvarende konfrontationer i George Lucas’ Star Wars: Attack of the Clones (2002) og Peter Jacksons The Lord of The Rings: The Two Towers (2002). Den mekaniske destruktion bliver gentagelse; man væmmes ved synet af orker, der dør.

    Alt er gjort med CGI – »computer generated imagery« – og fremmedgørende blue screens bag spillerne, som i stigende grad bliver tændstiksmennesker. Zions skæbnetime ligner hundrede andre sci-fi opgør. På distraherende vis minder bølgerne af sentinels også om de engleskarer, som færdes på Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie (1320) og John Miltons Paradise Lost (1667).

MERE bid og ægte spænding knytter sig til scenerne fra selve Matrix og halvvejsstedet i metroen, hvor programmet »Togmanden« har en bagvej ud af den store mainframe. Ene mand lykkes det Neo at nå til Maskinernes By, som er en ren computerfantasi. Her får han licens til at kæmpe mod Agent Smith i den formørkede regnby, hvor sagaen begyndte. Da det sker, kommer filmen endelig – efter 90 minutter – til live i så håndgribelig grad, at man alligevel føler sig anfægtet.

SLUTKAMPEN mellem Neo og Smith, den kybernetiske messias og hans mørke tvilling, er som opgøret mellem Sherlock Holmes og professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet, her transponeret til cyberspace. Hvor kampen med klonerne trættede i The Matrix Reloaded, bliver duellen i Revolutions til rendyrket visuel poesi. Filmen har holdt igen med sine kampsportssekvenser. Nu kommer de i salver, og kollisionerne udløser atomare detonationer. Man tænker, at det ikke kan blive større og voldsommere. Det kan det så alligevel.

PÅ vej til Maskinernes By er Neo blevet blindet af fjenden. Han ser derfor verden i en gylden version af night vision. Det er lidt som Matt Murdocks regnsyn i Daredevil (2003) og selvsagt tindrende nonsens i videnskabelig henseende. Imidlertid skaber det storslåede apokalyptiske billeder. Malerne John Martin, førnævnte Doré og Caspar David Friedrich er de visuelle romantiske kilder, som der hyppigst henvises til i The Matrix Revolutions.

SOM helhed falder filmtrilogien, når den vil sætte ord på sin vision og forklare sine ideer. Den røber da et andenhåndspræg, som distraherede allerede i kapitel ét. Hele strukturen er stykket sammen af bidder fra andre mytologier.

   Wachowski-duoen kunne have undladt at forklare, hvad der skjuler sig bag skærmen i Matrix. Havde publikum blot anet nogle sammenhænge, ville visionen stå betydeligt stærkere. Men man kan og vil ikke tage stilen og farten, selve den rene bevægelses skønhed, fra trilogien. På sin egen bedøvende måde når legenden om Matrix faktisk i mål.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

Matrix Revolutions (The Matrix: Revolutions). Instr. og manus: The Wachowskis. Foto: Bill Pope. 130 min. USA 2003. Dansk premiere: 05.11.2003.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainment/ Silver Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com 

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2003.

Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100]

DEN RIGTIGE SLUTNING

Skriften på væggen er grøn og nostalgisk

Af BO GREEN JENSEN

DET var en anden tid i 1999, da den første film om The Matrix tog verden med storm og blev stilskabende. Nettet var endnu en ny virkelighed, som var omgærdet med mystik og romantik. Vi troede jo også, at Den Kolde Krig var forbi.

   Søskendeparret Wachowski, som samlede alt, hvad de vidste og kunne i Matrix-trilogien, var stadig binære mænd, der hed Larry og Andy. Lana begyndte sit kønsskifte i 2010; Lilly stod frem som transkønnet kvinde i 2016. Det er oplagt at læse forvandlingen ind i filmenes flydende virkelighed.

   I den første film fulgte programmøren Thomas Anderson (Keanu Reeves) efter kaninen fra Alice i Eventyrland – som skildret af Grace Slick og Jefferson Airplane i sangen »White Rabbit«: »One pill makes you larger/ One pill makes you small«. Han tog den røde pille i stedet for en af de blå, som holder os fast i den simulerede, vedtagne verden. Han skrev The Matrix og levede spillet.

   I virkeligheden bag spejlet var han hackeren Neo, der blev set af rebellerne som en cool Messias i sort læderfrakke. Han mødte tricksteren Morpheus (Laurence Fishburne). Han kæmpede sammen med Trinity (Carrie-Anne Moss) mod maskinerne, der driver illusionen for at høste energien ved konflikt.

DESVÆRRE tabte historien højde i The Matrix Reloaded (2003) og The Matrix Revolutions (2003), efterhånden som mysterierne blev forklaret. I den sidste film var Agent Smith (Hugo Weaving), maskinernes avatar, ganget med 100, og Neo gjorde fælles sag med de sidste mennesker i fæstningen Zion.

   Trilogien mistede dog aldrig sin stil: billedet af Neo, der snor sig i hyperlangsom bullet time mellem projektilerne, er et klenodie for millennials. Wachowskis kom selv fra gamer-kulturen. De gav den en verdenshistorie.

WACHOWSKIS fik aldrig samme credit for de film, som de lavede efter The Matrix. Speed Racer (2008) og den visuelt overdådige Jupiter Ascending (2015) var skuffelser, men filmatiseringen af David Mitchells Cloud Atlas (2012), som de instruerede sammen med Tom Tykwer, er et vellykket værk, der formår at forløse den kronologiske palindrom-struktur i romanen.

   Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections alene. Til gengæld har David Mitchell været medforfatter på denne fjerde film. Der er ikke meget nyt i mytologien, og glasløget af forbundne verdener er en poleret version af byen fra det gamle spil. Men historien er skrevet igennem.

THOMAS Anderson er tilbage i virkeligheden og går i terapi for sin vrangforestilling om, hvad der skete tyve år før. Men der er gået 60 for de unge renegater, som trænger ind i illusionen. Morpheus viser sig atter – nu i skikkelse af Yahya Abdul-Mateen II – og får Neo til at tage den røde pille. Kvinden Bugs (Jessica Henwick) har blåt hår og viser ham sin kanintatovering.

   I kaffetemplet Simulatte ser Neo længselfuldt på Tiffany, som kommer ind hver morgen med sine børn. De kan mærke, at de kender hinanden. Da de har talt og trykket hænder, går hun hjem og spiller spillet. Det er et spørgsmål om tid, før Trinity vågner.

   Måske er de glatbarberede væsener, som maskinerne har holdt i dvale og fodret som fostre. Men i et andet lag af Matrix er fortet Zion faldet og erstattet af Io, en holistisk stat, hvor mennesker og maskiner har fundet ud af at arbejde sammen. Nonbinær er et meget brugt ord i filmen. Som regel betyder det bare syntese.

ALTING KOMMER I STAND, fordi »forældreselskabet« Warner Brothers har bedt Neo og hans firma om at genrejse Matrix. Den første time går med at tale om reboots og fortsættelser. Det korte af det lange er, at spillet vil blive skrevet med eller uden Neo og Smith – som indser, at de er komplementære.

   På samme måde kom filmen i stand. Warner Brothers ville producere en fortsættelse med eller uden Wachowskis, så den ene sagde ja til at gøre forsøget. Ikke af lyst, men for at beskytte sit stof. Filmen er bedre, end man havde troet. Det er godt at blive overrasket sådan.

ALLE de gamle begreber bliver vendt. Genstarten er enten begyndelsen til mere eller den rigtige slutning på hele mysteriet. Vist har meget ændret sig, men Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss er de samme med mere markerede træk. Reeves har en evne til altid at virke klogere end sit materiale. Det giver ham en lidt sørgmodig udstråling. Dén kvalitet kommer fuldt til sin ret.

   Neos erindring bliver aktiveret, når oprørerne viser ham stumper fra det gamle spil. Så kan man se, hvor tiden er gået. Den stilrene cyberpunk virker klodset og tung. Ideelt har tilskueren præcis dén distance: man er der igen, men på tyve års afstand. Naturligvis kan nytilkomne se de første tre film i streg. Men den fulde virkning kræver, at man var her, før nettet blev født.

DER har altid været lidt Star Wars-noir og en masse Philip K. Dick i The Matrix. Man pirker i spejlet, som giver efter, og finder en anden verden bag væggen. Det gælder igen i The Matrix Resurrections. Filmen skulle have biografpremiere, men udkom på streaming, da COVID-19-pandemien blev ved. Den grønne skrift løber smukt over skærmen. Der er scener, som flyver og synger.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

The Matrix Resurrections. Instr.: Lana Wachowski. Manus: Wachowski, David Mitchell, Aleksander Hemon. Foto: Daniele Massaccesi, John Toll. 148 min. USA-UK-Australien 2021. Dansk premiere: 24.12.2021 (streaming) + 16.01.2022 (biografer).

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Venus Castina Productions/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993)

SANG FOR ALLE VINDE

En guldrandet metakomedie for par 

Af BO GREEN JENSEN

DET britiske filmmagasin Empire lavede i 1992 en punkt-for-punkt og film-for-film sammenligning af Laurence Oliviers og Kenneth Branaghs karrierer. Kometen fra Belfast var netop fyldt 30, og på listen over værker og bedrifter var der så mange sammenfald, at man skulle tro Branagh led af et Olivier-kompleks. De fleste ville frabede sig at blive målt i forhold til Olivier for hvert lille skridt i karrieren. Det er dog, hvad Branagh insisterer på igen og igen.

   Efter den respektfulde filmatisering af Henrik V fra 1989, lavede Branagh meget hurtigt to meget forskellige og overvejende vellykkede genrefilm. Dead Again (1991) var en melodramatisk krimi i traditionen fra 40'ernes film noir, mens snakkestykket Peter's Friends (1992) var en underholdende krydsning af The Big Chill og sædeskildrende samtidskomik à la Alan Ayckbourn. Her vender Branagh tilbage til Shakespeare. Dog ikke til den Hamlet eller Macbeth, man kunne forvente, men til den første af de såkaldt »gyldne« komedier, Much Ado About Nothing, som Shakespeare skrev 1598-99.*

   Nu er Branagh ikke typen, der hviler på sine laurbær eller slår sig til ro i en genre. Efter Stor ståhej har han kastet sig over en filmatisering af Mary Shelleys Frankenstein, med sig selv i titelrollen og Robert De Niro som »Skabelsen«. Man kan næsten kun beundre Branagh for hans energi og kunstneriske dødsforagt. Det gør dog ikke automatisk Stor ståhej til et mesterværk.

DET er ikke ud fra nogen vurdering et af Shakespeares store stykker. Snarere er det en lykkelig bagatel. Intrigen er gedigent rodet, og som den første af de gyldne komedier ligner Much Ado mest af alt skitsen til tre-fire senere og bedre forsøg.

   Branagh, der selv har produceret og skrevet filmens manuskript, realiserer komedien som et dynamisk spil for ensemble og stjerner. Tonen er upbeat fra begyndelsen, hvor Emma Thompson i rollen som Leonatos datter, rappenskralden Beatrice, reciterer teksten fra stykkets gennemgående sang, der i Lembckes gamle oversættelse bød os alle, både damer og herrer: »Vær frisk og glad i sinde,/ o lad kun sorg og klage gå/ med sang for alle vinde.«

   Dette sidste, svært fordanskelige hey nonny nonny-vers bliver i Ib Lindbergs undertekster til en lille trille. Branagh og kompagni har ikke pyntet på eller moderniseret den 400 år gamle dialog, og for en gangs er også den danske oversætter en stjerne. For Lindbergs mundrette kondensat består prøven med bravour.

HELE Leonatos hus ligger i græsset og lytter, da budbringeren bekendtgør, at Don Pedro med følge er på vej til Messina. I rammescenens sommeridyl indgår moderne effekter og periodegods i en skøn sammenblanding, som i det store hele fungerer godt. Roger Lansers kamera er forståeligt forelsket i det toscanske landskab ved Chianti, hvor filmen er optaget.

   Hele kompagniet springer op som forårskaniner og træder for alvor ind i deres roller. Og det er vel det svære i filmen: at tage den forceret skælmske tone alvorligt og tro på disse brave figurer, der tumler, traller, gantes og slår gækken løs så demonstrativt, at det halve kunne være mere end nok.

   Branagh og Thompson slipper bedst fra det. Derimod kan man ikke abstrahere fra de tusind tv-roller, man har set fnisepeteren Richard Briers og bulderbassen Brian Blessed i. De skal her gribe os som Leonato og hans bror Antonio. Det hverken kan eller gør de.

   Langt bedre går det i de fremmedes lejr. Don Pedro med følge ankommer i en fejende flot westernpastiche, iklædt tjekket anakronistiske uniformer og, med undtagelse af skurken Don Juan, alle kække og struttende fulde af livsglæde, selvsikkerhed og potens.

DET er godt tænkt at lade husstanden i Messina fremstille af britiske teaterskuespillere, mens Don Pedros følge primært består af amerikanske filmstjerner.

   Denzel Washington er en flot Don Pedro, Keanu Reeves er hans hadefulde halvbror, og som flødeskægget Claudio har Robert Sean Leonard den fornødne ungdom og naivitet. Han og Kate Beckinsales Hero fortjener til fulde hinanden. De er som nyfødte hittebørn efter stormen, mens Branagh og Thompson mod alle odds puster liv og varme ind i den stadige krig på ironi, som Benedikt og Beatrice fører med hinanden.

DA filmen når til at være alvorlig, tvivler man aldrig alvor på udfaldet. Branagh kunne for min skyld have givet godheden mere kvalificeret modspil ved at udbygge Keanu Reeves' karakter.

   Som comic relief og absurd show-i-showet er Michael Keaton anbragt i partiet som den naragtige vægter Dogberry eller Slåen, der så gerne vil bruge høje og fint svungne ord, men til stadighed farer vild i deres mening, mens han lægger en brutalitet for dagen, der næsten må være møntet på ordensmagten til alle tider. »Despekterer du ikke mit embede?« spørger han. Alene at udtænke et svar lige så kringlet, ville kræve betydeligt arbejde.

   Det er for meget af et nummer, når Keaton og kumpaner rider bort på usynlige heste, men det er et forfriskende forsøg på at trænge igennem den aura af tør, hvid pænhed, som hviler tungt over filmen.

GÅR man ind til Stor ståhej for ingenting med en forventning om at blive løftet og forført af filmens gyldne drømmemaskine, har man en anstrengt aften foran sig.

   Det lykkes aldrig nogen i salen at glemme, at det vi ser ikke er Benedikt og Beatrice, som gantes, men Branagh og Thompson, der leger – og til og med leger på skrømt – at de er karakterer i et klassisk skuespil. Mens man ser dem, tænker man mest af alt på Leigh og Olivier, Taylor og Burton, på Howard Keel og Kathryn Grayson og på, om Branagh og Thompson næste gang vil løbe linen helt ud i en genindspilning af Kiss Me Kate.**

   De to stjerner skygger for resten af filmen, der primært fungerer i afsnit og sætstykker, hvor man fornemmer noget af varmen bag masken. Stor ståhej er en tapper komedie, der skiftevis charmerer og irriterer. Sit præg af noget anstrengt forvinder den aldrig. Men den prøver.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Kenneth Branagh nåede først til at lave sin filmudgave af Hamlet i 1996. Den benytter til gengæld den uforkortede tekst og har en spilletid på fire timer. Han spiller Macbeth i National Theatre-opførelsen, som blev optaget og streamet i 2013. Instruktører var Rob Ashford og Tim Van Someren. Rosalie Craig havde rollen som Lady Macbeth.

**) Branagh og Thompson var stadig gift med hinanden, da de indspillede Much Ado About Nothing. De blev skilt i 1995. Der er tradition for, at roller i Stor ståhej bliver spillet af par i et anstrengt forhold. Musicalen Kiss Me Kate (1953), som George Sidney instruerede med Howard Keel og Kathryn Grayson i hovedrollerne, handler om et fraskilt skuespillerpar, der udlever konflikter og finder hinanden igen under opsætningen af en musical baseret på The Taming of the Shrew (da. Trold kan tæmmes). Filmen, som er optaget i 3D og Technicolor, var en stor succes for MGM-studiet. Den er fuld af fremragende Cole Porter-sange. Det er her, at to gangstere (Keenan Wynn og James Whitmore) synger »Brush Up Your Shakespeare«. Det er i Kiss Me Kate, at Ann Miller får brillerne til at dugge, da hun stepper og synger »Too Darn Hot«.  

Much Ado About Nothing (Stor ståhej for ingenting). Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Roger Lanser. UK-USA 1993. Dansk premiere: 08.10.1993.

Fotos: Renaissance Films/ American Playhouse Theatrical Films/ BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ MGM/ YouTube (MGM Official Trailer + clips from Kiss Me Kate)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 03.02.2014.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.10.1993.

To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]

DEN EVIGE SKOLE

En varm koldkrigsfabel i to versioner

Af BO GREEN JENSEN

I USA findes en kanon af klassiske science fiction-film fra 1950erne. Nedarvet visdom vil vide, at de alle er kommunistforskrækkede allegorier, som anskueliggør den ideologiske smittefare ved at vise hjernevaskede småbyer, som trues af organismer fra rummet. Der er sandt nok mange koldkrigsfilm, hvori mennesket mister sin menneskelighed, og recepten er aldrig gået af mode. Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956) er genindspillet tre gange.

   Flere af årtiets film er dog fabler af den evige skole, humanistisk funderede fremtidsvisioner, som bæres af store ideer og en urokkelig tillid til mennesket. Man kalder dem B-film, men det er en misforståelse, som bare forstærkes af lurvet lancering. Når filmene blev distribueret i andre territorier, fik de kreative, sensationslystne titler. Men de gode film var gennemarbejdede A-produktioner, som kun deler ydre træk med bundskraberne fra genrefilmens nedre helvede.

   Til de respektable stykker hører bl.a. Joseph Newmans This Island Earth (1955, da. Truslen fra verdensrummet), som Universal producerede, og Fred Wilcox’ Forbidden Planet (1956, da. Kampen på dødskloden) fra MGM, en genfortælling af Shakespeares Stormen med Walter Pidgeon, Anne Francis og en atypisk seriøs Leslie Nielsen.

   I periodens bedste film rejser mennesket ud mellem stjernerne, gribes af undren ved grænseløsheden og møder en mangfoldighed af fremmede livsformer, som af og til vil os det godt. Det er wonder tales og astounding stories fra en svunden tid, hvor man drømte om fremtiden i Populær Mekanik. Den positivistiske skole når sin kulmination i næste årti, da Gene Roddenberry påbegynder tv-serien Star Trek (1966-69).

EN særstilling og en mellemposition indtager Fox-studiets The Day The Earth Stood Still (da. Den dag, jorden stod stille), som Robert Wise instruerede i 1951. Denne film gik ret op mod strømmen af angstfremkaldende propaganda og talte specifikt til sin samtid. En mand fra rummet kommer ned og er i store træk som vi. Han siger, at mennesket er faret vild og giver Jorden én sidste chance. Faktisk kunne det sagtens være Jesus, som var landet. Herhjemme fik filmen premiere i Kinopalæet den 6. november 1952. »Moraliserende science-fiction,« lyder det lakoniske skudsmål i bind 2 af Bjørn Rasmussens Filmens Hvem Hvad Hvor (1968).

KORT fortalt sker følgende. Verden holder vejret, da et rumfartøj lander på Capitol Hill i Washington D.C. Militæret afspærrer området, og hele arsenalet er mobiliseret, da en luge i metalskibet åbnes. Ud træder en skikkelse i sølvfarvet rumdragt. Den fremmede går en af generalerne i møde – og bliver prompte skudt ned af en nervøs soldat, idet han rækker hånden frem med en gave til den amerikanske præsident. Atter åbnes lugen i skibet. En robot kommer ud og deaktiverer soldaternes våben. Ambassadøren fra stjernerne kalder den Gort.

   Den fremmedes eget navn er Klaatu, skønt vi genkender ham som Michael Rennie. Han forklarer, at han kommer som gesandt for en konføderation af planeter, der har set med bekymring på Jorden. Man ville ikke blande sig, da nationerne førte krig med konventionelle våben, men nu erfarer man, at mennesket har udviklet en primitiv atomar energi. Man kan ikke længere se passivt til, da en krig på kernevåben har konsekvenser for hele galaksen.

   

KLAATU vil tale til generalforsamlingen i FN. En embedsmand forklarer, at det ikke kan lade sig gøre. Senere sender han Klaatus invitation til medlemmerne af Sikkerhedsrådet. Sovjetunionen svarer ironisk. Ingen har mod på at komme. Alle mistror hinanden.

   Klaatu flygter fra hospitalet, finder et jakkesæt i en kuffert og indlogerer sig på et pensionat under navnet Carpenter. Ved morgenbordet mener de øvrige gæster, at det er de andre, altså russerne, som står bag det fantastiske mediestunt.

   Klaatu har mandat til at udslette menneskeheden, men ønsker at studere arten, før han effektuerer sin ordre. Han bliver ven med Helen Benson (Patricia Neal), en krigsenke som er alene med sønnen Bobby. Imens står robotten vagt ved rumskibet, som militæret forgæves forsøger at svejse sig igennem. Man kan end ikke finde lugen i skroget.

   Da politikerne ikke vil lytte, prøver Klaatu at få videnskaben i tale. Han løser en ligning på tavlen i professor Barnhardts arbejdsværelse, og den milde Einstein-klon (Sam Jaffe) indvilliger i at kontakte sine kolleger. Professoren mener, at en magtdemonstration er påkrævet. På afgrundens rand, med kniven på struben, vil menneskene endelig samarbejde og erkende, at det er tid til forandring.

NÆSTE dag lukker Klaatu for elektriciteten i 30 minutter (hospitaler og luftbårne fly holdes fri). Det er da, at Jorden står stille. I en standset elevator bruger han tiden på at forklare Helen Benson om sin mission. Imens har Bobby indset, at den lovende faderfigur er en eftersøgt alien. Helens kæreste, der i forvejen betragter Klaatu som en rival, har kontaktet militæret. Klaatu bliver dræbt på åben gade, men når at hviske til Helen, at hun må finde Gort og sige ordene: Klaatu barada nikto! Så vil robotten deaktivere sin dødsstråle.

   Sådan bliver det. Helen finder Gort (der er et overflødigt King Kong-øjeblik med robotten og den rædselsslagne kvinde) og tager hende med ind i skibet. Han henter og genopliver Klaatu, som endelig kan tale til de forsamlede videnskabsmænd. Jorden er nu effektivt sat under administration. Hvis menneskeheden ikke retter sig, vil manden fra stjernerne vende tilbage. Klaatu sender Helen et varmt smil, før han rejser. Lille Bobby står på tæer og vinker. Det er lige før, at han kalder efter frelseren, ligesom drengen Joey i George Stevens’ Shane (1953).

DEN kulørte Kristus-legende ramte Eisenhower-årene på et blødt sted og fik reel betydning som en kritik af våbenkapløbet og heksejagten på amerikanske dissidenter. Harry Bates (1900-81) havde skrevet novellen »Farewell to the Master« til Astounding Stories i 1940, men var mere interesseret i forholdet mellem Klaatu og robotten, som hos Bates hedder Gnut. Der er intet ikke-jordisk sprog, ingen romantisk sidehistorie. Fortælleren undskylder på Jordens vegne, at soldaterne dræbte Klaatu. Robotten afslører, at det er dén og ikke Klaatu, som er »herre«. Novellen kan læses i sin helhed på The Internet Archive.

   The Day The Earth Stood Still kaster lange skygger i fælleskulturen. Næsten alt ved filmudgaven er klassisk, fra Addison Hehrs produktionsdesign til Bernard Herrmanns theremin-tætte score. Fremtidsmusik lyder simpelt hen sådan, og hvis man tænker på en flyvende tallerken som begreb, er det fartøjet fra denne film, man har for sig. Blandt alle verdens filmrobotter må golemet Gort være grundformen. Også hvis du ikke kender filmen, har du sikkert set Klaatu. På coveret til Goodnight Vienna, et soloalbum fra 1974, er Ringo Starr fremstillet som ambassadøren.*

   Ordene Klaatu barada nikto hører til de mest citerede, skønt replikken aldrig bliver oversat. Det canadiske kultband Klaatu (som havde ry for at være The Beatles i forklædning) tog sit navn fra filmen, og da Little Nell i Richard O’Briens musical The Rocky Horror (Picture) Show skal prise B-filmens dyder i sangen »Science Fiction (Double Feature)«, begynder hun med at synge: »Michael Rennie was ill/ The day the Earth stood still.« I 2008 stod der Klatuu Barack Obama på et af den kommende præsidents kampagneemblemer.

DET kan alt i alt ikke undre, at man vil skabe en opdateret version, som børster støvet af den tidløse fabel. Det kunne dog have været gjort med mere om- og eftertanke. I den gamle version kommer truslen alene fra menneskets aggressive natur. 60 år senere er konflikten ikke så enkel. Menneskets krige er stadig en faktor, men nu er hovedårsagen den forurening, som vor rovdrift på kloden har medført. Man kan ikke tillade én art at dræbe alt andet liv på planeten, og Klaatu kommer for at genoprette den økologiske balance. Han vil redde Jorden fra menneskene og har licens til at gøre, hvad der skal til.

   David Scarpa har skrevet et nyt manuskript, som gør Klaatu (Keanu Reeves) mere fremmedartet og bruger megen energi på at forklare den videnskabelige baggrund. En håndfuld hjertesteder er videreført fra Edmund Norths 1951-manuskript. Der bliver stadig sagt Klaatu barada nikto, om end det sker forrest i filmen. Klaatu bliver stadig skudt med det samme, og senere overbeviser han professor Barnhardt (John Cleese) ved at løse ligningen på hans tavle. Det er igen en faderløs dreng (Jaden Smith) og en kvinde (Jennifer Connelly), som bliver Klaatus allierede. Nu er Helen Benson dog blevet professor i astrobiologi.

I 2008 er moderskibet en lysende globus, som har sin egen atmosfære. Mange sekundære glober er landet andre steder i verden, og den amerikanske forsvarsminister (Kathy Bates) indser, at de er sendt ned som en ark for at indsamle livsformer, der kan reproduceres og sættes tilbage, når Jorden er renset for mennesker. I den gamle film blev Jorden sat under administration. Her er destruktionsprocessen indledt, da Helen Benson overbeviser Klaatu om, at mennesket har en anden side.

FILMEN bruger unødigt mange ressourcer på at skildre det paranoide statsapparat. Ikke siden X-Files, Men in Black og The Matrix har man set så mange habitklædte mænd i sorte helikoptere. Militæret angriber Gort med armerede droner og Afghanistan-aktuelle winger-missiler. Det skal siges, at filmen er skabt i 3D og beregnet for iMax-formatet. Flere scener besidder en sanselighed, der kompenserer for pseudovidenskabeligheden.

   Det er en god ide at gøre Keanu Reeves mere udtryksløs og alien, end den noble Michael Rennie var i rollen som Klaatu. Problemet med den nye film er primært, at den svigter sit bærende tema til fordel for et bombardement af effekter. For det første kunne Gort være skrottet. For det andet er disse detaljer netop ikke sagen i den gamle film, der iscenesætter konkrete værdier som ansvar og anstændighed i en stiliseret futuristisk kulisse.

SCOTT Derricksons film bliver mere og mere en gnidret effektgrød af den slags, som Roland Emmerich og Stephen Sommers plejer at servere. Man er grundigt træt af støjen, da det hele er forbi, og man er dybest set aldrig i tvivl om, at den fremmede vil lade nåde gå for ret.

   I 1951 lykkedes det at få tiden i tale. Den nye film solgte billetter, men det grønne tema forekom opportunistisk, snarere end visionært og nødvendigt.

   I dét er der nok en pointe trods alt. For 70 år siden troede man, at udviklingen kunne vendes. Truslen kom i koncentreret form, fra én altødelæggende krig. »Det er først på afgrundens rand, at man forandrer sig. Giv os chancen,« siger John Cleese i rollen som professor Barnhardt. Som tilskuer er man om muligt mere skeptisk end Klaatu.

NOTE

Man kan flere steder læse, at rockbandet Queen brugte Gort som inspiration for coveret, som Frank Kelly Freas (1922-2005) – »the Dean of Science Fiction Artists« – udførte til albummet News of the World (1977). Det er forkert – og på en måde alligevel rigtigt. Freas bearbejdede sin egen omslagsillustration fra oktober 1953-nummeret af Astounding Science Fiction efter bandets specifikke anvisninger. På Queens arkivfoto er det Freddie Mercury (1946-1991), som sidder med Astounding, men faktisk var det trommeslageren Roger Taylor, som havde magasinet med til mødet, hvor man brainstormede. På nogle fansites (for bandet såvel som for filmen) bliver det til, at Queen så Gort på forsiden af Astounding, fordi magasinet genoptrykte »Farewell to the Master« i anledning af filmatiseringen af Harry Bates' novelle. Det er ikke korrekt. Freas' illustration er udført til novellen »The Gulf Between« af Tom Godwin. Harry Bates redigerede selv Astounding fra 1930 til 1933, da først F. Orlin Tremaine og siden John W. Campbell overtog arbejdet. Da Astounding bragte »Farewell to the Master« i oktober 1940 var der hverken illustration eller forsidehenvisning. Klaatu og Gnut (som Gort hedder i novellen) blev først tegnet i 1973, da Roy Thomas og Ross Andru bearbejdede teksten til nr. 3 af Marvel Comics-magasinet Worlds Unknown (1973-1974, otte numre).

Omvendt var Freas uden tvivl inspireret af Gort og af filmens plakat, da han udførte sin illustration. Det var sådan, robotter skulle se ud i 1953. Freas var aktiv i fem årtier og arbejdede ikke kun i science fiction. Især hans portrætter af Alfred E. Neumann, det ikoniske ansigt fra Mad Magazine, har sat sig dybe spor. Freas kendte ikke Queen og havde intet forhold til rock, da han påtog sig opgaven. Han så intet problem i at gradbøje og kannibalisere sin egen tegning fra 24 år før. News of the World er Queen-albummet, som indeholder »We Will Rock You« og »We Are the Champions«. Det er solgt i en zillion eksemplarer. Der er en vis poetisk retfærdighed i, at netop Queen fandt tegningen og brugte temaet. Kun David Bowie, Hawkwind og Paul Kantners Jefferson Starship har forholdt sig lige så fagligt til genren. Brian Mays ballade »'39« (fra A Night at the Opera, 1975) er en sjældent stilren og detaljeret sci-fi tekst.

The Day the Earth Stood Still. Instr.: Scott Derrickson. Manus: David Scarpa. Foto: David Tattersall. 106 min. USA-Canada 2008. Dansk premiere: 12.12.2008.

The Day the Earth Stood Still (Den dag, jorden stod stille). Instr.: Robert Wise. Manus: Edmund H. North. Foto: Leo Tover. 92 min. USA 1951. Dansk premiere: 06.11.1952.

Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/  Dune Entertainment/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ EMI/ Sony Music Publishing [Queen-Freddie Mercury-News of the World Material]/ Estate of Frank Kelly Freas

1951-filmen streames på Apple TV, Cultpix, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.04.2009

2008-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, MAX, Rakuten TV , SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.04.2009

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.12.2008