Klassiske karakterer: Fortællingen om Ferdinand 1936-2017

PÅ EN Ø I HISTORIEN

Det handler om at sige nej til at slås

Af BO GREEN JENSEN

FOR de fleste voksne er Tyren Ferdinand en tegnefilm på otte minutter. Den passede så fint ind i Walt Disneys Juleshow – »Fra alle os til alle Jer« – at den fik lov at blive siddende virkelig længe. I mere end 50 år, faktisk. Disneys klassiske kortfilm er tegnet i 1938. Bogen, som den bygger på, blev skrevet bare to år før.

   Den handler kort fortalt om en tyr, der nægter at brøle og stange. Ferdinand vil hellere sidde i fred og snuse til blomsterne på marken. Han vil ikke slås med de andre tyre og dø i den arena, hvor matadoren altid vinder, når der er tyrefægtning.

   Men en dag sætter Ferdinand sig på en bi. Da den stikker ham, gør det så ondt, at han pludselig både brøler og stanger. Ferdinand har altid siddet under det samme træ og set ud på landskabet. Han begyndte som kalv. Nu vejer han 900 kilo. Det gør virkelig indtryk, da han går amok.

SÅ Ferdinand bliver set af de mænd, som udvælger tyre. Talentspejderne kører ham til Madrid og sender ham ind til matadoren. Men nu er Ferdinand igen blevet blid. Han sætter sig i sandet og snuser til sin blomst. Publikum raser. Picadorerne prøver at tirre ham, matadoren tigger om at blive stanget. Lige meget hjælper det. Til sidst må mændene køre Ferdinand hjem. Her sidder han atter under sit træ. »He is very happy,« står der til slut.

   Det er en enkel historie, som siger, at fred er bedre end krig. Og måske at passiv modstand er mere effektiv. Hvis du siger nej til at slås, må fjenden føre krig alene. Der er ikke nogen kamp, som den stærkeste kan vinde.

AMERIKANEREN Munro Leaf (1905-1976) havde været på rejse i Spanien. Han skrev The Story of Ferdinand (da. Historien om Ferdinand eller bare Tyren Ferdinand) på en eftermiddag, da hans ven, tegneren Robert Lawson (1892-1957), skulle bruge en tekst, han kunne illustrere.*

   Bogen blev en stor succes – og den passede fint til en håndtegnet film på otte minutter. I den computeranimerede biograffilm fra Blue Sky Studios er historien pustet op og strakt over næsten to timer. Det er gjort ved at fylde detaljer i mikset.**

   Ferdinand vokser op blandt andre tyre. Hans far skal møde matadoren og kommer aldrig tilbage. Ferdinand havner hos pigen Nina og hendes far. Det er på blomstermarkedet i landsbyen, at han sætter sig på en bi. Han kommer hjem til gården og bliver set af matadoren, mens de øvrige tyre, Valiente, Guapo, Bones og Angus, bliver valgt fra.

   Kasserede tyre skal slagtes. Sådan er verden bare indrettet. Men Ferdinand og hans venner gør oprør. De vil ikke bøje hovedet og lystre traditionen. Der er stadig den store finale, hvor Ferdinand nægter at kæmpe. Denne gang gør han det meget bevidst.

   Foruden flere tyre møder du tre arrogante raceheste, tre anarkistiske pindsvin, hunden Paco og geden Lupe, som bliver Ferdinands træner. Der er mange karakterer, faktisk også én eller to, du godt kunne undvære.

MEN sjælen i teksten er den samme. Der er en dansekonkurrence mellem tyre og heste. Der er en fin sekvens i landsbyen, hvor Ferdinand gemmer sig i en forretning, som sælger kopper og tallerkener. På engelsk siger man, når nogen er klodset, at det er som at se »a bull in a china shop«, en tyr i en porcelænsbutik. Her kan du studere fænomenet.

   I dag er de fleste imod tyrefægtning, der bliver betragtet som dyrplageri. Sådan var det ikke i 1936, men bogen blev forbudt i flere lande, fordi den talte om at undgå krig. I USA var der delte meninger: nogle så den som kommunistisk reklame, andre som pacifistisk propaganda. De tyske nazister brændte Historien om Ferdinand på bålet. I Spanien var den forbudt indtil 1975, da diktatoren Francisco Franco døde.

   Bogen udkom netop som Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) begyndte. Ernest Hemingway var på republikanernes side og aktiv modstander af fascismen. Han skrev om krigen i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for). Men han var også vild med tyrefægtning, og han kunne ikke lide fortællingen om Ferdinand. Senere svarede han Munro Leaf i novellen »The Faithful Bull« (1951), der handler om »a bull whose name was not Ferdinand and he cared nothing for flowers. He loved to fight and he fought with all the other bulls of his age, or any age, and he was a champion.«***

   Ferdinand var fra begyndelsen en tekst, som voksne tog til sig. Den ligner på den måde både Le Petit Prince (1943, da. Den lille prins) og Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge). Men Antoine de Saint-Exupéry og Richard Bach vidste begge, at de talte til tiden og evigheden. Det kom fuldkommen bag på Munro Leaf, at hans lille spanske fabel blev set som noget stort og ekstraordinært.

SUCCESEN blev i 1937 forstærket af en offentligt sponsereret teaterforestilling med marionetter, som Leaf selv var med til at skabe. I 1938 fulgte Disneys tegnefilm, som han selv var med til at skabe, skønt Dick Rickard er krediteret for instruktionen, og den primære animator var Milt Kahl. Walt Disney lagde stemme til Ferdinands mor.

   Der var merchandise til børnene i form af spil, samlekort og mekanisk legetøj, men også kostbare Ferdinand-smykker til voksne fans. Fredsforkyndere som Eleanor Roosevelt og Mahatma Gandhi fremhævede Ferdinand som et eksempel. For ministre og generaler at se, var det et farligt eksempel, som der bare kom »tøsedrenge« ud af.

   Englænderen Iris Murdoch (1919-1999), som både skrev fiktion og tekster om filosofiske emner, bliver ofte citeret for sin forklaring på forholdet mellem kunstnere og magthavere: »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify.« »Tyranner frygter kunsten, fordi de vil mystificere, mens kunsten forsøger at tydeliggøre.«****

   Vist var Leafs bog en politisk tekst, der promoverede pacifismen og opfordrede til civil ulydelighed. For hvad nu, hvis de unge gjorde ligesom Tyren Ferdinand – sagde nej til gamle værdier og nægtede at gå til angreb? Hvis soldaterne bare blev hjemme fra krigen? Charlotte E. Keyes sagde det nok allerbedst: »What if they gave a war and nobody came?«*****

DEN nye film er værd at se. Det er ikke verdens bedste eller mest originale historie, men den er sød og sjov på en hyggelig måde. Jeg så den med min yngste datter, da hun var fem et halvt år. Ava kunne bedst lide slutningen, hvor alle dyrene ender på gården hos Nina.

   Selv kunne jeg bedst lide billedet af Ferdinand under sit træ. Det er tegnet på helt samme måde i alle tre udgaver af historien. Der er snart gået 100 år. Ferdinand vil stadig bare sidde og snuse. Det gør han på sin egen ø i historien. Og under dét træ får krigen ikke en chance.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Pablo Berger: Blancanieves (2012); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968.

NOTER

*) Munro Leaf hed egentlig Wilbur Monroe Leaf. Han skrev mange andre bøger for de mindste. Som regel illustrerede han dem selv. Ingen af de 40+ titler fik samme udbredelse som Tyren Ferdinand, kan man læse i diverse opslagsværker. En undtagelse er nu fortællingen om Robert Francis Weatherbee (1935), som ikke er vild med at skulle begynde i skole. I Tage Taanings fine gendigtning hedder historien Anton Hannibald Olsen. Den bog har haft et langt liv i Danmark. Vi læser den stadig hjemme hos mig.

**) I 2017 var Blue Sky stadig en konkurrent til Walt Disney. Studiet var knyttet til 20th Century Fox Animation på samme måde, som Pixar Studios fra 2006 blev affilieret med Disney.  Både Pixar og Blue Sky var født med computeranimationen. Blue Sky havde især succes med de fem film i Ice Age-serien (2002-2016). Robots (2005, da. Robotter), som Chris Wedge og Carlos Saldanha realiserede sammen, var en stærk og markant animationsfilm, der brugte Tom Waits på sit lydspor og tog afsæt i både Isaac Asimov og Troldmanden fra Oz. Dr. Seuss-historien Horton Hears a Who! (2008, da. Horton og støvfolket Hvem), fuglefortællingen Rio (2011) og Epic (2013, da. Skovens hemmelige rige) var mere vakkelvorne. Blue Sky varetog animationen af The Peanuts Movie (2015). Den sidste Blue Sky-titel var Spies in Disguise (2019, da. Spioner på missioner), som fik dansk premiere den 6. februar 2020, umiddelbart før COVID-19-pandemien. Da Disney opkøbte 20th Century Fox i 2019, blev Fox taget ud af firmanavnet. Blue Sky-enheden forsvandt simpelthen. 

***) Ernest Hemingways lille novelle blev skrevet til magasinet Holiday i marts 1951. Den hører sammen med historien om »The Good Lion« (som ligefrem bruger slutlinjen fra Ferdinand: »He is very happy.«) De satiriske fabler blev samlet op i The Complete Short Stories of Ernest Hemingway (1987). Teksterne er ikke med i Noveller (1998), som Poul Borum oversatte kort før sin død. »Den gode løve« og »Den trofaste tyr« kom endelig med i Samlede noveller (2013). Her er fablerne oversat af Mich Vraa.

****) »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify. The good artist is a vehicle of truth, he formulates ideas which would otherwise remain vague and focuses attention upon facts which can then no longer be ignored. The tyrant persecutes the artist by silencing him or by attempting to degrade or buy him. This has always been so.« Udsagnet er fra »Salvation by Words«, et foredrag, som Iris Murdoch holdt for medlemmer af The American Academy of Arts and Letters ved årsmødet den 17. maj 1972. Murdoch havde udgivet monografien The Sovereignty of Good i 1970 og var i de år mere efterspurgt som filosof end som skønlitterær prosaist. Jeg skylder at takke Maria Popova og websitet The Marginalian for at pege på forbindelsen mellem Murdochs moralske filosofi og Ferdinands »farlige« pacifisme. Talen er trykt i Existentialists And Mystics: Writings on Philosophy and Literature (1999). Den findes også i arkivet hos The New York Review of Books. 

***** Digteren Charlotte E. Keyes (1914-1980) skrev i 1966 et essay, »Suppose They Gave a War and No One Came«, som blev trykt i magasinet McCall's. Hun skrev om sin søn, fredsaktivisten Gene Keyes, der nægtede at tage til Vietnam som soldat og sagde nej til værnepligten. Artiklen blev citeret vidt og bredt, og rubrikken var et slogan for hippiegenerationen. Keyes havde selv inspirationen fra Carl Sandburg (1878-1967). I prosadigtet The People, Yes (1936) ser en pige soldaterne tage afsted:

   »The first world war came and its cost was laid on the people.

       The second world war – the third – what will be the cost.

       And will it repay the people for what they pay?...

       The little girl saw her first troop parade and asked, 

       'What are those?'

       'Soldiers.'

       'What are soldiers?'

       'They are for war. They fight and each tries to kill as many of the other side as he can.'

       The girl held still and studied. 

       'Do you know ... I know something?'

       'Yes, what is it you know?'

       'Sometime they’ll give a war and nobody will come.'«

   Charlotte så citatet i et åbent brev, som James R. Newman skrev til The Washington Post i 1961. Newman var redaktør på tidskriftet Scientific American. I sit brev citerede han Sandburg efter hukommelsen. På samme måde blev Keyes' rubrik varieret, efterhånden som den satte sig i fælleskulturen.  

   Sloganet blev brugt som filmtitel (Hy Averbacks Suppose They Gave a War and Nobody Came, 1970) og sangtitel (Jonna Gault And Her Symphonopop Scene: »What If They Gave A War And No One Came?«, 1968). Især blev det brugt på plakater og mure. Det er skriften på væggen i digtet »Graffiti« (1972), hvor Allen Ginsberg både stiller og besvarer det retoriske spørgsmål: »What if someone gave a war & Nobody came? / Life would ring the bells of Ecstasy and Forever be Itself again.«

   Jeg troede længe, at sloganet kom fra Yoko Ono og John Lennon, der citerer det flere steder. Jeg blev klogere ved at læse den grundige udredning på sitet Quote/Counterquote. 

Ferdinand. Instr.: Carlos Saldanha. Manus: Robert L. Baird, Tim Federle, Brad Copeland etc. Production Designer: Thomas Cardone. 107 min. UK-USA 2017. Danske stemmer. 3D i udvalgte sale. Frarådes under 7 år. Dansk premiere: 14.12.2017.

Ferdinand the Bull (Tyren Ferdinand). Instr.: Dick Rickard. Manus: Vernon Stallings. Art Director: Ken Anderson. 8 min. USA 1938. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 75th Anniversary Edition. 72 s. Viking Books, 2011. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 48 s. Faber and Faber, 2017.

Munro Leaf: Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Ejvind Jensen. 70 s. Forlaget Gad, 1959.

Munro Leaf: Tyren Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Eigil Søholm. 70 s. Forlaget Apostrof, 1988

Fotos: Blue Sky Studios/ Davis Entertainment/  20th Century Fox Animation/ Nordisk Film Distribution// Walt Disney Productions/ 20th Television/ Disney+/ Library of Congress (Federal Theatre Project 1937)/ Google Images/ YouTube [clip + trailer]/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Ferdinand the Bull (1938) streames på DISNEY+

Ferdinand (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies. 

Første del af teksten trykt i Weekendavisen Faktisk 15.12.2017.

Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004)

ALLE VERDENS TÅRER
Det kollektive omsorgssvigt

Af BO GREEN JENSEN

DEN japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda (f. 1962) fik også i Danmark et gennembrud med After Life (1999, da. Mellem liv og død). I dette melankolske stemningsstykke måtte nyligt afdøde sjæle vælge hver én erindring fra deres liv. Om den blev der drejet en film, og de døde kunne beholde den, når de tog videre. Resten blev slettet én gang for alle.

   Også i sin næste film rører Kore-eda ved de inderste ting, men denne gang er der ingen metafysisk stødpude. Nobody Knows er en hjerteskærende virkelig historie om fire børn, som bliver forladt og må klare sig alene i en lejlighed i Tokyo. Deres mor har fået dem med forskellige mænd. I den nye lejlighed må der kun være ét barn, så de mindste gemmer sig i Samsonite-kufferterne, da filmen begynder og familien flytter ind.

MODEREN Keiko har en svaghed for alkohol og andre stimulanser. Hun bliver også let forelsket og plejer da at tage væk med den nye mand, idet hun overlader ansvaret for familien til Akira, den ældste søn, som naboerne godt må se. Børnene går ikke i skole. De vil gerne, men Keiko mener, at uddannelse er overvurderet. Først tager hun væk nogle måneder og lover at komme hjem til jul. Endelig forsvinder hun helt. Der kommer et brev med alt for få penge. »Jeg stoler på dig, Akira,« er alt, hvad Keiko skriver til sønnen.

   Så skal de klare sig, drengen på 12, hans lidt yngre søster, spilopmageren Shigeru på syv år og hjerteknuseren Yuki på fire. Først overholder de Keikos regler, går ikke ud, laver en slags lektier, prøver at rydde en anelse op. Akira betaler regninger, rækker ud efter kammerater i nabolaget og knytter i mangel af bedre et venskab med den lidt ældre pige Saki, som har rige forældre, men er overset på en anden måde og bliver mobbet i skolen. Også hun strejfer rundt i kvarteret om dagen.

FILMEN følger forløbet over et år. Der er gode perioder, hvor børnene faktisk får indrettet sig og mod alle odds fungerer som en familie, strandet snarere end egentlig nødstedt. Men hverdagen skrider, rodet tager til. Der bliver lukket for gas, el og vand, efterhånden som pengene slipper op. Akira opsøger to af børnenes fædre, men får ikke nogen hjælp, som han kan bruge. En kvinde i supermarkedet er den eneste voksne, han har kontakt med. Hun ser som regel genert ned i gulvet, når indehaveren lærer endnu en ekspedient at krølle poserne op på den rigtige måde.

   Nobody Knows er fuld af sådanne sikkert sete detaljer, der giver den enkelte øjeblikke af humor. Det samme gør børnene selvsagt. Af og til er de bare fire søskende, som leger og nyder livet på øen, hvor ingen griber forstyrrende ind. Deres isolation bliver ved, og man lever sig ind i en hverdag med store og små revolutioner. Det er grænseoverskridende, da Akira første gang lader hånt om moderens instrukser og tager Yuki med i byen på hendes fødselsdag. Hun bærer hjemmesko, der kan pibe, får sit yndlingstøjdyr med i et aflagt tornyster og er lykkelig, da de kan købe et lille lager af hendes yndlingsslik.

SIDEN kommer alle ud i lyset. Lejligheden begynder at lugte. Akira ved ikke sine levende råd, og efterhånden er det lettest at give slip. En ulykke ændrer alting totalt. Kore-eda formulerer da en ren og stille scene, som man sent eller aldrig vil glemme:

   To store børn begraver en kuffert ved en flyveplads. Det sker til tonerne af en spinkel ballade, »Houseki«, som Tate Takako fremfører. Det regner, og de lægger også slik i hullet, som er svært at lave i den våde jord og med dårlige redskaber. I kufferten ligger et lille liv, som ingen måtte kende til og som ingen ville vide af. Sangen bliver ved. Den banale musik virker større og større, da børnene tager toget tilbage.

   Ved filmens Cannes 2003-premiere skrev en kollega, at amerikanske og europæiske tilskuere formentlig ville finde scenen overdrevent sentimental. »Men den er ærke-asiatisk,« tilføjede han. Det samme er den unikke blanding af poesi, eventyr og socialrealisme, som Kore-eda skildrer børnenes liv med. Han nævner selv en autentisk hændelse som sin primære inspirationskilde. Et lignende kolossalt omsorgssvigt fandt sted i Tokyo i 1988, hvor en mor forlod sine børn. Efter et halvt år døde det yngste. Heller ikke i virkeligheden vidste naboerne, at der var fire børn i lejligheden.

DET er klart, at der i filmen ligger en implicit erklæring om, hvor lidt vi ved om og tager os af hinanden; hvor megen fortræd man kan gøre et barn og hvor mærkelig tilværelsen er. Men Kore-eda undlader at prædike og forenkle. Man fornemmer ikke noget sted den pegefinger, som en europæisk filmskaber typisk ville rette mod publikum og de sociale instanser. I forbifarten kan man sende Lone Scherfigs familiefilm Når mor kommer hjem (1998) en venlig tanke. Den havde mange af de samme elementer som Nobody Knows, men var nødt til at glatte dem ud i sin slutning.

   Kore-edas saglige snit og neutrale tone gør smerten i materialet endnu mere påtrængende. End ikke den flagrende mor bliver fremstillet uden nuancer. Hun er mere som det største barn, når hun kommer sent hjem og sidder og pjatter med ungerne. Der er ingen tvivl om, at hun elsker dem på sin adspredte måde. Keiko, der spilles besnærende af rockdivaen YOU, er snarere en fantastisk psykologisk undtagelse.

YAGIRA Yuya, som spiller Akira, modtog prisen som bedste mandlige skuespiller, da filmen fik premiere i Cannes. Flere mente, at han var for ung og at det generelt er en uskik at give priser til børn i tragiske roller. Sikkert er i hvert fald, at han yder en fuldkommen indlevet fremstilling.

   Man tror på Akira, når han er sammenbidt og panikslagen, men ikke vil vise det over for sine søskende, og når han i glimt holder fri fra det hele i parken, hvor børnene bliver vant til at bade og hente vand. Han prøver virkelig, gør den dreng. Og hele verden burde skamme sig over, at sådanne ting foregår.

DET er i dét krigshumør, man forlader biografen. Og med en svimmel romantisk fornemmelse af, at denne film rummer alle verdens tårer, selv om pointen bagefter er, at livet går videre uanset hvad. Helhedsvirkningen er et lærebogseksempel på begrebet katarsis, dvs. den lutring af sindet, som kunsten fremkalder. Med føleri har det intet at gøre, skønt en kyniker kan have svært ved at se forskel. Nobody Knows er en pragtfuld film, som man gemmer på et særligt sted, dér hvor de største oplevelser ligger.

Nobody Knows (Dare mo shiranai). Instr. og manus: Hirokazu Kore-Eda. Foto: Yamazaki Yukata. 141 min. Japan 2004. Dansk premiere: 20.08.2004 [Copenhagen International Film Festival]: 25.03.2005.

Fotos: Bandai Visual Company/ Cine Qua Non Films/ Engine Film/ Nobody Knows Project Team/ TV Man Union/ c-style/ Wild Bunch/ IFC Films/ Øst for Paradis/ CineMaterial/ Movie StillsDB

Filmen streames ikke i DK - i øvrige EU på iTunes 

Nobody Knows udkom på Blu-ray i 2017 (UK) og 2017 (Frankrig)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2005

Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]

AT VÆRE TÆT PÅ STJERNERNE
Ny version af en gammel fortælling

Af BO GREEN JENSEN

DEN lille prins er en kær dreng med lyst, krøllet hår. Han kommer fra en planet – asteroiden B-612 – der er så lille, at solen står op og går ned hele tiden. Her passer han på en rose, som er smuk og fin og som fylder hans hjerte. Han renser hver dag de tre vulkaner, som findes på asteroiden. Ellers skyder baobabtræerne op og kvæler måske den kostbare blomst.

   Den lille prins lever i en fortælling, som forfatteren Antoine de Saint-Exupéry skrev i 1943. Bogens fortæller er en pilot, der er styrtet ned med sit fly i Sahara. I ørkenen møder han drengen, som har været vidt omkring i universet. Drengen siger enkle ting, som den voksne mand får en hel masse ud af.

   Den lille Prins er en af verdens mest læste bøger. Den er oversat til 250 sprog og trykt i 140 millioner eksemplarer. Også forfatterens andre bøger har haft et langt liv – især de to, som på dansk hedder Citadellet (1948) og Blæsten, sandet og stjernerne (1938).

DEN lille Prins er en af de børnebøger, som næsten er overtaget af voksne. De citerer fra den uafbrudt og sørger for, at du hører om den, faktisk uanset, om du er interesseret. Bogen er fuld af private symboler. For eksempel er rosen på B-612 identisk med forfatterens hustru, Consuelo, som kom fra El Salvador – i øvrigt også et lille land med tre vulkaner.

   Pilotens tanker er meget voksne og har at gøre med den politiske situation på det tidspunkt, hvor Saint-Exupéry skrev sin fabel. Det var under 2. Verdenskrig. Der er brug for noget ekstra – eller en masse forklaring – hvis man i dag skal lokke nye læsere til.

DERFOR er der lagt en ny historie rundt om den gamle i animationsfilmen, som Mark Osborne har instrueret. Først hører du om Pigen, der bliver ven med en gammel pilot. Pigen bor alene med sin mor, som har travlt med at tjene penge. Hun skal gå i den rigtige skole, og hendes mor lægger et strengt program.

   Pigen gør bestemt, hvad hun kan. Samtidig er hun betaget af historien om Den Lille Prins, som piloten tegner og skriver til hende. Det er fint farvelagte versioner af siderne i den rigtige bog. Den Lille Prins og alle, han møder – f.eks. Rosen og Ræven – er animeret ved hjælp af stop-motion teknik. Du kan næsten røre ved figurerne. Du kan i hvert fald se, at de er levende.

DERIMOD er pigens afsnit fortalt i glat computerstil. Den nye historie er bedst, når den bruger ting fra den gamle. På et tidspunkt ser Pigen sin mor fare rundt på en planet af samme slags som i bogen. Hun har travlt med ting, der intet betyder. Det er en rigtig god pointe, og der er flere, hvor den kommer fra.

   Der er i forvejen lavet mange versioner af Den lille Prins – fortællingen findes som opera, musical og ballet, og den er filmatiseret både med tegninger og levende skuespillere. Faktisk ville det ikke give mening at bruge den gamle historie, uden at tilføre den noget nyt. Her er det gjort i bogens ånd, som man siger.*

ANTOINE de Saint-Exupéry levede fra 1900 til 1944. Han blev født i Lyon i Frankrig og døde under 2. Verdenskrig, da hans fly faldt ned i Middelhavet. Der er forskellige historier om, hvad der skete. I hvert fald var det passende, at han døde på den måde, for flyvning fyldte hele hans liv.

   Det lange franske navn er svært, så amerikanerne kaldte ham bare »Saint Ex«. Han var pilot på et tidspunkt, da flyvning var forbundet med eventyr, fare og en masse romantik. Antoine fløj med post i Andesbjergene. Han elskede at være tæt på stjernerne. De fleste af hans bøger beskriver, hvor pragtfuld flyvefølelsen er.

DEN allerbedste af dem hedder Blæsten, sandet og stjernerne. Den tager udgangspunkt i den samme oplevelse som Den Lille Prins. I 1935 styrtede »Saint Ex« ned i Sahara, da han forsøgte at flyve fra Paris til Saigon i Vietnam, som dengang hed Indokina og var en fransk koloni. Det er sådan, at Piloten møder Den Lille Prins. Noget af det smukkeste ved fablen er dens skær af fatamorgana.

   Forfatteren døde, da han var mest populær. Der er i alle hans bøger en følelse af, at det hele kan slutte lige om lidt. Hver bog er skrevet, som var det den sidste. Blæsten, sandet og stjernerne hedder egentlig Terre des hommes – dvs. »menneskenes verden«.

DEN lille prins synes ikke om menneskenes verden. I filmen er det sørgeligt at se ham blive voksen og gøre rent for Forretningsmanden, der har købt alle stjernerne, så byen er mørk og helt uden glæde.

   Heldigvis kommer Pigen og redder sin Prins. Du er ikke ved at dø af spænding, men du vil nyde at besøge den tætte, lille verden, og du vil genkende mange træk hos de voksne, som heller ikke Saint Ex var så vild med. Måske vil du finde din Rose. Du skal i hvert fald hjem til din egen planet og læse lidt mere om Prinsen bagefter.

*) Blandt de mange biograf- og tv-udgaver er live-action-filmen The Little Prince (1974), som Stanley Donen instruerede i 1974, nok den mest vellykkede. Drengen Steven Warner spiller Prinsen, og Richard Kiley er piloten, der fungerer som forfatterens stedfortræder. Rollerne omkring dem er meget kreativt besat: Komikeren Gene Wilder spiller Ræven, og i episoden med slangen er det særlig interessant at se danseren og koreografen Bob Fosse (som instruerede bl.a. Sweet Charity, Cabaret og All That Jazz) på den anden side af kameraet. Der er (god) musik og (fine) sange af Frederick Loewe og Alan Jay Lerner, som skrev bl.a. My Fair Lady, Camelot og Paint Your Wagon (da. Når guldfeberen raser). Der er rigtig mange ting i filmen, som viser 1970erne fra årtiets bedste side.

    

Stanley Donens film er ikke en gennemskreven musical i fuld skala. Det er derimod den storslåede franske sceneforestilling, som Richard Cocciante og Elisabeth Anaïs skrev musikken og sangene til i 2002. Cocciante tog erfaringen fra Notre-Dame de Paris (1997), dvs. ikke-Disney-sceneversionen af Klokkeren fra Notre Dame, med sig til Le Petit Prince. Han har siden skrevet musicalen Giulietta e Romeo (2007), dvs. Romeo og Julie af William Shakespeare, sammen med tekstforfatteren Pasquale Panela. 

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/ Den røde skildpadde (2016); Animation| The Swallows of Kabul/ Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/ Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Makato Shinkai: Your Name (2016); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Den Lille Prins (Le Petit Prince/The Little Prince). Instr.: Mark Osborne. Manus: Irena Brignull & Bob Persichetti. 108 min. Frankrig-Canada 2015. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Onyx Films/ Orange Studio/ CPCT/ Canal+/ CNC/ Fundamental Films/ LPPTV/ Lucky Red/ M6 Films/ ON Animation Studios/ Paramaount Animation/ RTI/ SODEC/ Wild Bunch/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/ Egmont/ Facsimile Dust Jackets, LCC/ Wikimedia/ The Times (Saint-Exupéry Portrait).

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 10.10.2016

2K Blu-ray 3D (Limited Edition) fra Paramount Pictures 14.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Faktisk 10.06.2016