Translate

Viser opslag med etiketten familiefilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familiefilm. Vis alle opslag

onsdag den 5. april 2023

Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011)


DYRENES KRIG
Helvede set fra hestens synsvinkel

Af BO GREEN JENSEN
I DE engelsktalende lande har man en god og human tradition for at huske dyr, som satte livet til i menneskets krige eller var med til at sikre nationens sejre. The Animals’ Memorial ved Hyde Park i London blev rejst for private penge i 2004, men også officielle monumenter som det sydafrikanske Horse Memorial – dedikeret til de 300.000 heste, som døde i Boerkrigene – vokser ud af respekten for dyrenes indsats. »They had no choice,« siger den fyndige indskrift på mindesmærket i London.*
   75 gange har man i Storbritannien uddelt Dickin-medaljen til dyr, som gjorde en forskel – første gang til brevduerne Winkie, Tyke og White Vision i 1943, senest [24.01.2023] til hyrdehunden Bass, som gjorde tjeneste i Afghanistan i 2019. 38 hunde, 32 duer, fire heste og én kat [som hed Simon og gav sit tiende liv i 1949] har modtaget tapperhedshedsmedaljen. Animationsfilmen Valiant (2005), som også fik dansk biografpremiere, var en velturneret fremstilling af brevduernes krig.
   Steven Spielbergs War Horse hører til i denne tradition. Forlægget er en højt elsket børnebog – »the Black Beauty of the Great War« – som forfatteren og filantropen Michael Morpurgo skrev i 1982. Føllet Joey vokser op på et husmandssted i Devon, hvor han bliver ven med drengen Albert. Alberts far må sælge hesten, da 1. verdenskrig begynder. Joey tilhører en kavalleriofficer, som falder under et mislykket angreb i Flandern. I de følgende fire år er Joey både på tyske og franske hænder, før han genforenes med Albert efter en mareridtsnat i Ingenmandsland mellem skyttegravene ved Somme. Morpurgos roman har hesten som fortæller. Den er mærkværdigvis ikke oversat til dansk.**



HISTORIEN blev større og mere abstrakt, da Nick Stafford dramatiserede den til Royal National Theatre, som i 2007 opførte War Horse i Marianne Elliotts og Tom Morris' instruktion og med krævende koreografi af Toby Sedgwick. The Handspring Puppet Company skabte de forbløffende figurer og effekter, som stadig får publikum til at måbe, når skuespillet bliver opført igen.
   Menneskene spilles af mennesker, men dyrene er sindrige marionetter i fuld hestestørrelse. Krigen er skabt med lyde og lys, samt tegninger som projiceres op på bagvæggen. Da kaptajn Nicholls (som i filmen bliver spillet af Tom Hiddleston) bliver Joeys herre, skriver han dagbog og tegner hesten i breve til drengen på gården. På den måde får krigen de samme stemmer, som man hører i digte af Wilfred Owen, Edward Thomas og Siegfried Sassoon. Henved en million heste blev dræbt i løbet af krigen.
   Skuespillet er genopsat mange gange. Det har spillet på Broadway; turneret i UK, USA, Australien, Sydafrika (hvor Handspring Puppet-kompagniet er baseret) og Canada; været gæsteopført i Tyskland, Holland, Kina og Singapore. I 100-året for krigsudbruddet var en af sæsonens traditionsrige promenadekoncerter viet til en særopførsel, som BBC transmitterede live fra Royal Albert Hall og genudsendte 2. juledag samme år.



I Spielbergs filmatisering, som har manuskript af Lee Hall og Richard Curtis, får historien sin mest realistiske fremstilling. Krigen er genskabt i fuld størrelse; hestene spilles af heste, som ikke kan tale. Synsvinklen ligger i et kamera, der følger slagets gang som en guddommelig fortæller, somme tider i svimlende fugleperspektiv, andre gange på slæb efter hesten, som pløjer gennem Ingenmandsland, skræmt fra vid og sans og derfor stærkere end både romanens reflekterende dyr og teaterrummets geniale marionetter.
   Havde Joey kunnet tale, var der ikke blevet nogen film. I så fald skulle det være en animationsfilm på linje med Spirit – Stallion of the Cimarron (2002; da. Stallion – Hingsten fra Cimarron (2002), ligeledes en Dreamworks-produktion, hvor de vestlige territoriers historie blev fortalt gennem vildhesten Spirit. Der er naturligvis præcedens for at bruge heste som nyttige vidner. Det store foreksempel er Anna Sewells Black Beauty: His Grooms and Companions, the Autobiography of a Horse (1877). I romanen Traveller (1988) fortæller Richard Adams den amerikanske borgerkrigs historie gennem hesten, som blev redet af general Robert E. Lee.***



SPIELBERGS film gør indtryk som helhed. Nogle afsnit er i sig selv meget banale. Billedet af det feudale England, hvor Alberts (Jeremy Irvine) stolte forældre (Peter Mullan og Emily Watson) trodser godsejeren Lyons (David Thewliss) er som klippet ud af Eric Knights Lassie Come-Home (1940, da. Lassie vender hjem). I samme ånd bliver Joeys tid hos en fransk bedstefar (Niels Aarestrup) og hans barnebarn (Celine Buckens) et lån fra Johanna Spyris Heidi (1880-81). Derimod er kampscenerne imponerende og originale.
   Det er en væsentlig pointe, at krigen undsiges totalt. De allierede soldater er ikke bedre mennesker end de tyske. I stedet bliver deres håndtering af dyr et moralsk parameter. Midt i myldrebilledet har Nicolas Bro en lille, men afgørende rolle som den tyske hestepasser, der siger fra over for sin officer, da man igen vil presse mere liv ud af Joey. Også David Dencik medvirker i War Horse. Den retskafne Major Stewart bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Han har hingsten Topthorn, som Joey bliver ven med på samme måde, som Nicholls og Stewart er venner.



I 1914 angriber englænderne endnu som i Krim-krigen. Den tyske øverstbefalende skælder den engelske ud for at være en uansvarlig nar: troede han virkelig, at en garnison på en mark ville være ubeskyttet? Fra luften panoreres over landskabet af døde og døende heste og mænd. Siden bliver krigen udkæmpet med stadig større mekaniske våben. For hvert slag er der mindre lys. En træfning midtvejs opleves indefra, som landgangen i Normandiet i Saving Private Ryan (1998).
   Endelig foregår Joeys flugt i et veritabelt götterdämmerung. Mænd fra begge sider er blevet ren kanonføde, ofre for rotter, tyfus og sennepsgas. Det er i dette tiltagende mørke, at en britisk og en tysk soldat arbejder sammen for at befri den lidende hest, så man har lejlighed til at mindes den berømte våbenhvile i Julen 1914. Da mørket er tættest, for Joey såvel som for Albert, hører hesten sit første menneske kalde.



ET efterspil er filmet som en blanding af klassisk John Ford og Borte med blæsten. Det bliver endelig for meget og for tykt. Ellers er filmen stærk og solid. Respekten for dyr bliver sat over kritikken af krigen. Selv John Williams har varieret sin tonale palet og skruet ned for de enslydende fanfarer – som han i øvrigt også gør i Spielbergs anden familiefilm fra perioden, The Adventures of Tintin (2011).
   Censuren på 11 år bør respekteres. War Horse vil være en film for alle aldre, men skildringen af krigen er ikke romantiseret. For eksempel henrettes to mindreårige tyske drenge uden videre, da de deserterer. I dyrenes krig er der ingen mirakler, skønt Joey bliver kendt som »The Miracle Horse«.




*) Juliet Gardiners The Animals' War (London: Portrait/ Piatkus Books, 2006) er en fremragende og fascinerende gennemgang af kulturhistorien om dyr i krig. Bogen udkom i forbindelse med en særudstilling på Imperial War Museum i London, hvor mange fotos og effekter også indgår i den permanente udstilling. Imperial War Museum er bestemt et besøg værd, også for pacifister. Det ligger kun et stenkast fra Lambeth Workhouse, hvor Charles Chaplin tilbragte en del af sin barndom og hvor der nu er et (konstant lukningstruet) Cinema Museum, som man kan og bør se ved samme lejlighed. IWM London er et af fem nationale Imperial War Museums. IWM North i Manchester viste i 2012 en udstilling, som var dedikeret til Morpurgos bog og Spielbergs filmatisering.

**) Michael Morpurgos roman er genoptrykt mange gange og fremstår i hver ny udgave lidt mindre børnebogsagtig. Der er langt fra æstetikken i Victor Ambrus' originale coverdesign til hestefotoet af Nine Francois på 40 års-udgaven fra 2022. Det må være selve krigen, der tænder publikums indlevelsesevne. Morpurgo skrev en fortsættelse, Farm Boy, i 1997. Den var der langt færre læsere til, skønt både Joey og Albert optræder. Joey fortæller dog ikke i Farm Boy.



***) Richard Adams (1920-2016), forfatteren til Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), overgik aldrig sin store bedrift fra gennembrudsbogen, men han var tæt på at tangere den i The Plague Dogs (1977, da. Hundeflugten). Også Shardik (1974) og Tales from Watership Down (1996, da. Gensyn med Kaninbjerget) er meget læseværdige. Adams var anderledes uinspireret, når han fravalgte den antropomorfe synsvinkel, som i samtidsromanen The Girl in a Swing (1980, da. Pigen i gyngen), der delvis udspiller sig i København, og fantasysagaen Maia (1984), som er et verdensbyggerforsøg i fuld skala. I Traveller hører vi bogstaveligt historien fra hestens egen mund. Traveller står i sin stald og fortæller til huskatten Tom Napper. Konføderationsgeneralen Robert E. Lee (1807-1870) var en problematisk figur allerede i 1988, men han var endnu ikke »aflyst« og forvist fra historien som symbolet, der inkarnerer en feudalistisk samfundsstruktur baseret på slavearbejde og menneskehandel. Jeg ved ikke, om Traveller er omfattet af den aktuelle identitetspolitiske boykot. Noget lignende gør sig gældende i forhold til animationsfilmen om Spirit. Her er det general George Armstrong Custer (1839-1876), en anden annulleret nationalmyte, som prøver at tæmme den stolte vildhest. Begge fiktioner har skiftet farve og er blevet sværere at forholde sig til – på en måde, som de ikke var for 30 og 20 år siden. Især Traveller. Det er lidt som at læse en bog, hvor Stalins kat husker sin herre med varme. Eller den om lejrkommandantens hund. Identitetspolitikken har sat sig i sproget og blikket. Det kan næppe være ukonstruktivt.


War Horse. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Lee Hall, Richard Curtis. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Touchstone Pictures/ Reliance Entertainment/ Amblin Entertainment/ The Kennedy/Marshall Company/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Royal National Theatre - War Horse on Stage [official production photo: Brinkhoff/Mögendorff]/ Wikimedia [Australian War Horse Production]/ Michael Morpurgo Official Website/ Imperial War Museums/ Borgens Forlag [Gyldendal].
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SF Movies, YouTube Movies
2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 07.05.2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 [her let ajourført]
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

lørdag den 30. juli 2022

Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]


AT VÆRE TÆT PÅ STJERNERNE
Ny version af en gammel fortælling

Af BO GREEN JENSEN

DEN lille prins er en kær dreng med lyst, krøllet hår. Han kommer fra en planet – asteroiden B-612 – der er så lille, at solen står op og går ned hele tiden. Her passer han på en rose, som er smuk og fin og som fylder hans hjerte. Han renser hver dag de tre vulkaner, som findes på asteroiden. Ellers skyder baobabtræerne op og kvæler måske den kostbare blomst.
   Den lille prins lever i en fortælling, som forfatteren Antoine de Saint-Exupéry skrev i 1943. Bogens fortæller er en pilot, der er styrtet ned med sit fly i Sahara. I ørkenen møder han drengen, som har været vidt omkring i universet. Drengen siger enkle ting, som den voksne mand får en hel masse ud af.
   Den lille Prins er en af verdens mest læste bøger. Den er oversat til 250 sprog og trykt i 140 millioner eksemplarer. Også forfatterens andre bøger har haft et langt liv – især de to, som på dansk hedder Citadellet (1948) og Blæsten, sandet og stjernerne (1938).


DEN lille Prins er en af de børnebøger, som næsten er overtaget af voksne. De citerer fra den uafbrudt og sørger for, at du hører om den, faktisk uanset, om du er interesseret. Bogen er fuld af private symboler. For eksempel er rosen på B-612 identisk med forfatterens hustru, Consuelo, som kom fra El Salvador – i øvrigt også et lille land med tre vulkaner.
   Pilotens tanker er meget voksne og har at gøre med den politiske situation på det tidspunkt, hvor Saint-Exupéry skrev sin fabel. Det var under 2. Verdenskrig. Der er brug for noget ekstra – eller en masse forklaring – hvis man i dag skal lokke nye læsere til.



DERFOR er der lagt en ny historie rundt om den gamle i animationsfilmen, som Mark Osborne har instrueret. Først hører du om Pigen, der bliver ven med en gammel pilot. Pigen bor alene med sin mor, som har travlt med at tjene penge. Hun skal gå i den rigtige skole, og hendes mor lægger et strengt program.
   Pigen gør bestemt, hvad hun kan. Samtidig er hun betaget af historien om Den Lille Prins, som piloten tegner og skriver til hende. Det er fint farvelagte versioner af siderne i den rigtige bog. Den Lille Prins og alle, han møder – f.eks. Rosen og Ræven – er animeret ved hjælp af stop-motion teknik. Du kan næsten røre ved figurerne. Du kan i hvert fald se, at de er levende.



DERIMOD er pigens afsnit fortalt i glat computerstil. Den nye historie er bedst, når den bruger ting fra den gamle. På et tidspunkt ser Pigen sin mor fare rundt på en planet af samme slags som i bogen. Hun har travlt med ting, der intet betyder. Det er en rigtig god pointe, og der er flere, hvor den kommer fra.
   Der er i forvejen lavet mange versioner af Den lille Prins – fortællingen findes som opera, musical og ballet, og den er filmatiseret både med tegninger og levende skuespillere. Faktisk ville det ikke give mening at bruge den gamle historie, uden at tilføre den noget nyt. Her er det gjort i bogens ånd, som man siger.*


ANTOINE de Saint-Exupéry levede fra 1900 til 1944. Han blev født i Lyon i Frankrig og døde under 2. Verdenskrig, da hans fly faldt ned i Middelhavet. Der er forskellige historier om, hvad der skete. I hvert fald var det passende, at han døde på den måde, for flyvning fyldte hele hans liv.
   Det lange franske navn er svært, så amerikanerne kaldte ham bare »Saint Ex«. Han var pilot på et tidspunkt, da flyvning var forbundet med eventyr, fare og en masse romantik. Antoine fløj med post i Andesbjergene. Han elskede at være tæt på stjernerne. De fleste af hans bøger beskriver, hvor pragtfuld flyvefølelsen er.


DEN allerbedste af dem hedder Blæsten, sandet og stjernerne. Den tager udgangspunkt i den samme oplevelse som Den Lille Prins. I 1935 styrtede »Saint Ex« ned i Sahara, da han forsøgte at flyve fra Paris til Saigon i Vietnam, som dengang hed Indokina og var en fransk koloni. Det er sådan, at Piloten møder Den Lille Prins. Noget af det smukkeste ved fablen er dens skær af fatamorgana.
   Forfatteren døde, da han var mest populær. Der er i alle hans bøger en følelse af, at det hele kan slutte lige om lidt. Hver bog er skrevet, som var det den sidste. Blæsten, sandet og stjernerne hedder egentlig Terre des hommes – dvs. »menneskenes verden«.



DEN lille prins synes ikke om menneskenes verden. I filmen er det sørgeligt at se ham blive voksen og gøre rent for Forretningsmanden, der har købt alle stjernerne, så byen er mørk og helt uden glæde.
   Heldigvis kommer Pigen og redder sin Prins. Du er ikke ved at dø af spænding, men du vil nyde at besøge den tætte, lille verden, og du vil genkende mange træk hos de voksne, som heller ikke Saint Ex var så vild med. Måske vil du finde din Rose. Du skal i hvert fald hjem til din egen planet og læse lidt mere om Prinsen bagefter.


*) Blandt de mange biograf- og tv-udgaver er live-action-filmen The Little Prince (1974), som Stanley Donen instruerede i 1974, nok den mest vellykkede. Drengen Steven Warner spiller Prinsen, og Richard Kiley er piloten, der fungerer som forfatterens stedfortræder. Rollerne omkring dem er meget kreativt besat: Komikeren Gene Wilder spiller Ræven, og i episoden med slangen er det særlig interessant at se danseren og koreografen Bob Fosse (som instruerede bl.a. Sweet Charity, Cabaret og All That Jazz) på den anden side af kameraet. Der er (god) musik og (fine) sange af Frederick Loewe og Alan Jay Lerner, som skrev bl.a. My Fair Lady, Camelot og Paint Your Wagon (da. Når guldfeberen raser). Der er rigtig mange ting i filmen, som viser 1970erne fra årtiets bedste side.


    
Stanley Donens film er ikke en gennemskreven musical i fuld skala. Det er derimod den storslåede franske sceneforestilling, som Richard Cocciante og Elisabeth Anaïs skrev musikken og sangene til i 2002. Cocciante tog erfaringen fra Notre-Dame de Paris (1997), dvs. ikke-Disney-sceneversionen af Klokkeren fra Notre Dame, med sig til Le Petit Prince. Han har siden skrevet musicalen Giulietta e Romeo (2007), dvs. Romeo og Julie af William Shakespeare, sammen med tekstforfatteren Pasquale Panela. 




Den Lille Prins (Le Petit Prince/The Little Prince). Instr.: Mark Osborne. Manus: Irena Brignull & Bob Persichetti. 108 min. Frankrig-Canada 2015. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 09.06.2016.


Fotos: Onyx Films/ Orange Studio/ CPCT/ Canal+/ CNC/ Fundamental Films/ LPPTV/ Lucky Red/ M6 Films/ ON Animation Studios/ Paramaount Animation/ RTI/ SODEC/ Wild Bunch/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/ Egmont/ Facsimile Dust Jackets, LCC/ Wikimedia/ The Times (Saint-Exupéry Portrait).
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 10.10.2016
2K Blu-ray 3D (Limited Edition) fra Paramount Pictures 14.11.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Faktisk 10.06.2016
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

mandag den 28. juni 2021

Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003)


EFTER NEDERLAGET
Første gode tyske efterkrigsøjeblik

Af BO GREEN JENSEN

SOMME tider handler fodbold om mere end fodbold. Spillet kan samle hele nationer og få et slagent folk til at løfte hovedet, hylde fællesskabet og sige landets navn med stolthed igen. Det har muligvis noget at gøre med spillets demokratiske væsen, og det gælder derfor i mindre grad nu, hvor sporten er degenereret til en professionel cirkus på linie med filmindustrien. Men det gjaldt i særdeleshed den 4. juli 1954, da det tyske landshold i Bern i Schweiz besejrede Ungarn 3-2 i VM-finalen.
   Miraklet i Bern er et fornemt stykke mentalitetshistorie. Filmen følger familien Lubanski, som lige klarer dagen og vejen i minebyen Essen-Katernberg. Moderen Christa (Johanna Gastdorf) driver et værtshus sammen med datteren Ingrid (Birthe Wolter) og sønnen Bruno (Mirko Lang). Sidstnævnte er dog på vej væk fra nederlaget og planlægger at emigrere til den nyoprettede østtyske stat, »hvor alle er frie og lige«, som han siger til sin lillebror.



DENNE yngste dreng, Matthias Lubanski (Louis Klamroth), er prismet for alle filmens motiver. Han var end ikke født, da manden i huset, Richard Lubanski (Peter Lohmeyer), forsvandt i Stalins Sovjetunionen. I sommeren 1954 er han 11 år og bruger det meste af sin energi på at heppe, når Rot-Weiss Essen forsvarer byens ære. Især er han ven med den legendariske forward Helmut Rahn (Sascha Göpel), der betragter drengen som sin maskot og påtager sig rollen som fadererstatning med et karakteristisk fandenivoldsk skuldertræk.



DER sker store ting denne sommer. Krigen sidder i de voksne som et kollektivt fundament af fornægtelse. Ingen taler om den, men den præger alle livets forhold. I den store historie samler landstræneren Sepp Herberger (Peter Franke) nu sine mænd og fører holdet til finalen efter et ydmygende stort nederlag til Ungarn i de indledende runder. I den lille historie vender Richard Lubanski hjem efter 11 år i krigsfangenskab. Begge begivenheder er voldsomme processer, der ændrer de involverede for livet.
   Richard kan slet ikke finde ind i familien igen. Han gør alting forkert, støder den store søn fra sig, skræmmer den mindste, koger hans kaniner til moderens fødselsdag og begriber ikke, hvad knægten ser i fodboldspillet. I minen får han panikreaktioner, når slagboret lyder som antiluftskyts. Ved skranke ét bliver han snydt for sin krigserstatning på grund af en teknisk spidsfindighed. Richard hader verden i begyndelsen. Han er bange for fremtiden og misundelig på unge mænd som Helmut Rahn.



SÖNKE Wortmann, der med denne film har taget et syvmileskridt i forhold til sin åndsforladte succeskomedie om Der bewegte Mann (1994, da. Den følsomme mand), krydsklipper mellem Essen og Bern med selvfølgelighed og fin rytmesans. Tidens fodboldlegender fremstilles med nostalgisk omhu – selv en yngre spiller som undertegnede kan få gådehud ved lyden af navne som Puskas – og for et tysk publikum er det sikkert endnu mere meningsfuldt at se Sepp Herberger genrejst, høre den Gunnar Nu-agtige kommentator, der kalder målmanden »en fodboldgud«, og alt i alt vende tilbage til erindringens hjemstavn.
   Sin dybde får filmen dog i historien om drengens og faderens forhold. I 11. time genfinder Richard noget af glæden og kærligheden. Miraklet i Bern er det meste af en time om at komme i gang. Man synes, at det hele er lidt for omstændeligt og Matador/Krøniken-agtigt. Så begynder han at tale om sine oplevelser i fangelejren, og noget uudsagt løsnes og vokser. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor gennembruddet virker så stærkt. Richard vækker drengen og siger, at de sammen vil rejse til Schweiz. Ikke mindst dét er miraklet i Bern.


ET glimt viser Matthias’ storebror, der følger kampen i radioen, nu som uniformeret ungsocialist i DDR, Den Demokratiske Folkerepublik, der endnu ikke har rejst sin »Anti-faschistischer Schutzwall«. Man får således en koncentreret indføring i det moderne Tysklands historie, hvis man ser Miraklet i Bern og derpå spoler frem til Murens fald i Wolfgang Beckers lige så bevægende Good Bye, Lenin! (2003).
   Det er i de seneste år lykkedes tysk film at skabe en sjældent lødig slags folkelighed. Der er endelig gået hul på historien om Tyskland mellem År Nul og die Wende, Nederlaget og Genforeningen. Resultatet er film som Das Wunder von Bern.


Miraklet i Bern (Das Wunder von Bern). Instr.: Sönke Wortmann. Manus: Rochus Hahn og Sönke Wortmann. Foto: Tom Fährmann. 117 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 19.11.2004


Fotos: Senator/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zeitzeugen-Portal (Momente der deutschen Geschichte)/ YouTube (Wild Bunch Deutschland trailer)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Universum Film (regionsfri) 21.05.2010
Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 19.11.2004
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,

onsdag den 28. april 2021

Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]


EN KOSMISK REGNEFEJL
Pete Docters Pixar-film kan noget særligt

Af BO GREEN JENSEN

ANIMATIONSFILMEN Sjæl er Pixar-studiets 23. titel i fuld spillelængde. Den første var John Lasseters prægtige Toy Story, som revolutionerede faget i 1995, da den beviste, at computerskabte billeder havde fremtiden for sig.
   Meget har ændret sig i mellemtiden. For eksempel blev Lasseter fjernet fra Pixar i 2017, da #MeToo-bevægelsen var i zenit, og Sjæl er den første af studiets produktioner, som ikke får biografpremiere. Det skyldes Covid-pandemien, men passer nok moderselskabet udmærket. Pixar, Marvel, 20th Century (Fox) og Lucasfilm er annekteret. Om føje tid ejer Disney alverden.


HELDIGVIS kan Pixar-film stadig noget særligt – især når de er instrueret af Pete Docter. Docter gjorde sig først bemærket med Monsters, Inc. (2001), hvor uhyrerne var bange for børn, ikke omvendt. Det var dog med Op! (2009), at han for alvor lagde afstand til feltet. En enkemand nægter at sælge huset, hvor han og hustruen havde deres liv. Ved hjælp af balloner flyver han væk. For første gang er alderdom skildret realistisk i en animationsfilm.
   Kronstykket var Inside Out/Inderst inde (2015), som modtog en Oscar. Filmen udspiller sig i sindets maskinrum, hvor kropsliggjorte karakteregenskaber – Glæde, Triste, Frygt, Vrede og Afsky – arbejder på at vedligeholde en personlighed (som tilhører den 11-årige Riley, der har en svær tid). Ideen med at gestalte de menneskelige temperamenter kunne være hentet fra Antikken. Det samme gælder sjælenes ophav, hvor alting begynder før livet i Soul.


FOR newyorkeren Joe Gardner har der aldrig været andet end musik – og musikken var altid frit flydende jazz. Han var og er en stor pianist, men der kom ikke rigtigt en chance. Årene gik, og hyren skulle hjem. Han turde aldrig satse for alvor. Imens blev han en god musiklærer.
   Filmen begynder samme dag, som lykken smiler. En gammel elev husker Joe, da Dorothea Williams, en feteret saxofonist, skal bruge en pianist til sit band. Hun er skeptisk, men bliver overbevist, da hun – og vi – ser, hvordan Joes bevidsthed ånder i musikken. Joe danser hjem gennem byen. Han ser ikke det åbne dæksel i vejen – og falder ned i hullet for at dø.


»DET kan ikke være rigtigt!« råber vi med pianisten. Så han løber den modsatte vej på transportbåndet, som fører op til det øverste lys i »Det Store Hinsides«. Han falder af og lander i »Det Store Inden«, hvor livet begynder. Først ligner alle sjæle hinanden. Så træner de med en håndplukket mentor og finder hver sin bestemmelse.
   Joe Gardner bliver forvekslet med en svensk børnepsykolog. Han får til opgave at tage sig af sjæl 22, der har tirret mentorer fra Abraham Lincoln til Moder Teresa. 22 kan ikke se sin særlige ting. Hun vil ikke livet, Joe vil ikke andet. De bliver sammen sendt tilbage og får forbyttet deres kroppe. Imens prøver himlens sjæleoptæller at korrigere den kosmiske regnefejl.


DET er fascinerende at følge, hvordan ideer fra platonisme og kristendom bliver filtreret. Det har altid været Docters force, at han gør den filosofiske tyngde så let. Jeg ved ikke, om Sjæl kan bære lige så mange gensyn som Op! og Inderst inde, men det er en fremragende før- og efterlivsfabel.
   Sjæl er samtidig en hyldest til jazz. Docters film er vaccineret mod identitetspolitiske anklager om kulturel appropriation, fordi afro-amerikaneren Kemp Powers er medforfatter. Powers har bl.a. skrevet One Night in Miami (2020), hvor han forestiller sig et møde mellem Malcolm X, Jim Brown, Sam Cooke og Muhammad Ali i 1964. Trent Reznor og Atticus Ross har skrevet det bærende score, men John Batiste har komponeret og arrangeret jazz-sekvenserne.
   Det burde ikke være nødvendigt at redegøre for filmskabernes etniske baggrund. Men tiden kræver korrekte papirer. Først ligner alle sjæle hinanden. Mon ikke det også gælder til sidst?


Soul var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Animated Feature (Pete Docter, Dana Murray), Best Original Score (John Batiste, Trent Reznor, Atticus Ross) og Best Sound (David Parker, Coya Elliott, Ren Klyce). Filmen vandt i de to første kategorier.

Soul (Sjæl). Instr.: Pete Docter. Manus: Mike Jones, Kemp Powers, Pete Docter. Foto: Katt Aspbury, Ian Megibben. 100 min. USA 2020. Dansk premiere: 25.12.2020 (streaming).


Fotos: Pixar Animation Studios/ Walt Disney Studios/  Hollywood Reporter (Pete Docter Cartoon)/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Disney+
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)