Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011)

DYRENES KRIG
Helvede set fra hestens synsvinkel

Af BO GREEN JENSEN

I DE engelsktalende lande har man en god og human tradition for at huske dyr, som satte livet til i menneskets krige eller var med til at sikre nationens sejre. The Animals’ Memorial ved Hyde Park i London blev rejst for private penge i 2004, men også officielle monumenter som det sydafrikanske Horse Memorial – dedikeret til de 300.000 heste, som døde i Boerkrigene – vokser ud af respekten for dyrenes indsats. »They had no choice,« siger den fyndige indskrift på mindesmærket i London.*

   75 gange har man i Storbritannien uddelt Dickin-medaljen til dyr, som gjorde en forskel – første gang til brevduerne Winkie, Tyke og White Vision i 1943, senest [24.01.2023] til hyrdehunden Bass, som gjorde tjeneste i Afghanistan i 2019. 38 hunde, 32 duer, fire heste og én kat [som hed Simon og gav sit tiende liv i 1949] har modtaget tapperhedshedsmedaljen. Animationsfilmen Valiant (2005), som også fik dansk biografpremiere, var en velturneret fremstilling af brevduernes krig.

   Steven Spielbergs War Horse hører til i denne tradition. Forlægget er en højt elsket børnebog – »the Black Beauty of the Great War« – som forfatteren og filantropen Michael Morpurgo skrev i 1982. Føllet Joey vokser op på et husmandssted i Devon, hvor han bliver ven med drengen Albert. Alberts far må sælge hesten, da 1. verdenskrig begynder. Joey tilhører en kavalleriofficer, som falder under et mislykket angreb i Flandern. I de følgende fire år er Joey både på tyske og franske hænder, før han genforenes med Albert efter en mareridtsnat i Ingenmandsland mellem skyttegravene ved Somme. Morpurgos roman har hesten som fortæller. Den er mærkværdigvis ikke oversat til dansk.**

HISTORIEN blev større og mere abstrakt, da Nick Stafford dramatiserede den til Royal National Theatre, som i 2007 opførte War Horse i Marianne Elliotts og Tom Morris' instruktion og med krævende koreografi af Toby Sedgwick. The Handspring Puppet Company skabte de forbløffende figurer og effekter, som stadig får publikum til at måbe, når skuespillet bliver opført igen.

   Menneskene spilles af mennesker, men dyrene er sindrige marionetter i fuld hestestørrelse. Krigen er skabt med lyde og lys, samt tegninger som projiceres op på bagvæggen. Da kaptajn Nicholls (som i filmen bliver spillet af Tom Hiddleston) bliver Joeys herre, skriver han dagbog og tegner hesten i breve til drengen på gården. På den måde får krigen de samme stemmer, som man hører i digte af Wilfred Owen, Edward Thomas og Siegfried Sassoon. Henved en million heste blev dræbt i løbet af krigen.

   Skuespillet er genopsat mange gange. Det har spillet på Broadway; turneret i UK, USA, Australien, Sydafrika (hvor Handspring Puppet-kompagniet er baseret) og Canada; været gæsteopført i Tyskland, Holland, Kina og Singapore. I 100-året for krigsudbruddet var en af sæsonens traditionsrige promenadekoncerter viet til en særopførsel, som BBC transmitterede live fra Royal Albert Hall og genudsendte 2. juledag samme år.

I Spielbergs filmatisering, som har manuskript af Lee Hall og Richard Curtis, får historien sin mest realistiske fremstilling. Krigen er genskabt i fuld størrelse; hestene spilles af heste, som ikke kan tale. Synsvinklen ligger i et kamera, der følger slagets gang som en guddommelig fortæller, somme tider i svimlende fugleperspektiv, andre gange på slæb efter hesten, som pløjer gennem Ingenmandsland, skræmt fra vid og sans og derfor stærkere end både romanens reflekterende dyr og teaterrummets geniale marionetter.

   Havde Joey kunnet tale, var der ikke blevet nogen film. I så fald skulle det være en animationsfilm på linje med Spirit – Stallion of the Cimarron (2002; da. Stallion – Hingsten fra Cimarron (2002), ligeledes en Dreamworks-produktion, hvor de vestlige territoriers historie blev fortalt gennem vildhesten Spirit. Der er naturligvis præcedens for at bruge heste som nyttige vidner. Det store foreksempel er Anna Sewells Black Beauty: His Grooms and Companions, the Autobiography of a Horse (1877). I romanen Traveller (1988) fortæller Richard Adams den amerikanske borgerkrigs historie gennem hesten, som blev redet af general Robert E. Lee.***

SPIELBERGS film gør indtryk som helhed. Nogle afsnit er i sig selv meget banale. Billedet af det feudale England, hvor Alberts (Jeremy Irvine) stolte forældre (Peter Mullan og Emily Watson) trodser godsejeren Lyons (David Thewliss) er som klippet ud af Eric Knights Lassie Come-Home (1940, da. Lassie vender hjem). I samme ånd bliver Joeys tid hos en fransk bedstefar (Niels Aarestrup) og hans barnebarn (Celine Buckens) et lån fra Johanna Spyris Heidi (1880-81). Derimod er kampscenerne imponerende og originale.

   Det er en væsentlig pointe, at krigen undsiges totalt. De allierede soldater er ikke bedre mennesker end de tyske. I stedet bliver deres håndtering af dyr et moralsk parameter. Midt i myldrebilledet har Nicolas Bro en lille, men afgørende rolle som den tyske hestepasser, der siger fra over for sin officer, da man igen vil presse mere liv ud af Joey. Også David Dencik medvirker i War Horse. Den retskafne Major Stewart bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Han har hingsten Topthorn, som Joey bliver ven med på samme måde, som Nicholls og Stewart er venner.

I 1914 angriber englænderne endnu som i Krim-krigen. Den tyske øverstbefalende skælder den engelske ud for at være en uansvarlig nar: troede han virkelig, at en garnison på en mark ville være ubeskyttet? Fra luften panoreres over landskabet af døde og døende heste og mænd. Siden bliver krigen udkæmpet med stadig større mekaniske våben. For hvert slag er der mindre lys. En træfning midtvejs opleves indefra, som landgangen i Normandiet i Saving Private Ryan (1998).

   Endelig foregår Joeys flugt i et veritabelt götterdämmerung. Mænd fra begge sider er blevet ren kanonføde, ofre for rotter, tyfus og sennepsgas. Det er i dette tiltagende mørke, at en britisk og en tysk soldat arbejder sammen for at befri den lidende hest, så man har lejlighed til at mindes den berømte våbenhvile i Julen 1914. Da mørket er tættest, for Joey såvel som for Albert, hører hesten sit første menneske kalde.

ET efterspil er filmet som en blanding af klassisk John Ford og Borte med blæsten. Det bliver endelig for meget og for tykt. Ellers er filmen stærk og solid. Respekten for dyr bliver sat over kritikken af krigen. Selv John Williams har varieret sin tonale palet og skruet ned for de enslydende fanfarer – som han i øvrigt også gør i Spielbergs anden familiefilm fra perioden, The Adventures of Tintin (2011).

   Censuren på 11 år bør respekteres. War Horse vil være en film for alle aldre, men skildringen af krigen er ikke romantiseret. For eksempel henrettes to mindreårige tyske drenge uden videre, da de deserterer. I dyrenes krig er der ingen mirakler, skønt Joey bliver kendt som »The Miracle Horse«.

*) Juliet Gardiners The Animals' War (London: Portrait/ Piatkus Books, 2006) er en fremragende og fascinerende gennemgang af kulturhistorien om dyr i krig. Bogen udkom i forbindelse med en særudstilling på Imperial War Museum i London, hvor mange fotos og effekter også indgår i den permanente udstilling. Imperial War Museum er bestemt et besøg værd, også for pacifister. Det ligger kun et stenkast fra Lambeth Workhouse, hvor Charles Chaplin tilbragte en del af sin barndom og hvor der nu er et (konstant lukningstruet) Cinema Museum, som man kan og bør se ved samme lejlighed. IWM London er et af fem nationale Imperial War Museums. IWM North i Manchester viste i 2012 en udstilling, som var dedikeret til Morpurgos bog og Spielbergs filmatisering.

**) Michael Morpurgos roman er genoptrykt mange gange og fremstår i hver ny udgave lidt mindre børnebogsagtig. Der er langt fra æstetikken i Victor Ambrus' originale coverdesign til hestefotoet af Nine Francois på 40 års-udgaven fra 2022. Det må være selve krigen, der tænder publikums indlevelsesevne. Morpurgo skrev en fortsættelse, Farm Boy, i 1997. Den var der langt færre læsere til, skønt både Joey og Albert optræder. Joey fortæller dog ikke i Farm Boy.

***) Richard Adams (1920-2016), forfatteren til Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), overgik aldrig sin store bedrift fra gennembrudsbogen, men han var tæt på at tangere den i The Plague Dogs (1977, da. Hundeflugten). Også Shardik (1974) og Tales from Watership Down (1996, da. Gensyn med Kaninbjerget) er meget læseværdige. Adams var anderledes uinspireret, når han fravalgte den antropomorfe synsvinkel, som i samtidsromanen The Girl in a Swing (1980, da. Pigen i gyngen), der delvis udspiller sig i København, og fantasysagaen Maia (1984), som er et verdensbyggerforsøg i fuld skala. I Traveller hører vi bogstaveligt historien fra hestens egen mund. Traveller står i sin stald og fortæller til huskatten Tom Napper. Konføderationsgeneralen Robert E. Lee (1807-1870) var en problematisk figur allerede i 1988, men han var endnu ikke »aflyst« og forvist fra historien som symbolet, der inkarnerer en feudalistisk samfundsstruktur baseret på slavearbejde og menneskehandel. Jeg ved ikke, om Traveller er omfattet af den aktuelle identitetspolitiske boykot. Noget lignende gør sig gældende i forhold til animationsfilmen om Spirit. Her er det general George Armstrong Custer (1839-1876), en anden annulleret nationalmyte, som prøver at tæmme den stolte vildhest. Begge fiktioner har skiftet farve og er blevet sværere at forholde sig til – på en måde, som de ikke var for 30 og 20 år siden. Især Traveller. Det er lidt som at læse en bog, hvor Stalins kat husker sin herre med varme. Eller den om lejrkommandantens hund. Identitetspolitikken har sat sig i sproget og blikket. Det kan næppe være ukonstruktivt.

Se også Medskabninger | Gunda (2020); Mod sin type | Nicolas Cage i Pig (2021); Werner Herzog: Grizzly Man (2005) og Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2021).  

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Animation | Steven Spielberg: The Adventures of Tintin (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

War Horse. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Lee Hall, Richard Curtis. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Touchstone Pictures/ Reliance Entertainment/ Amblin Entertainment/ The Kennedy/Marshall Company/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Royal National Theatre - War Horse on Stage [official production photo: Brinkhoff/Mögendorff]/ Wikimedia [Australian War Horse Production]/ Michael Morpurgo Official Website/ Imperial War Museums/ Borgens Forlag [Gyldendal].

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SF Movies, YouTube Movies

2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 07.05.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 [her let ajourført]

Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003)

BELLEVILLE MON AMOUR

En animeret kultfilm af Sylvain Chomet

Af BO GREEN JENSEN

DET handler mest om cykelsport, nærmere bestemt Tour de France i de klassiske tidlige 60ere. Men også om hekse og gangstere. Og om Bruno, en neurotisk hund med svær togfobi, som i barndommen nok var en væver hvalp, men med tiden er blevet en stor sæk kartofler, der lægger sig tungt på sine mennesker.

   Disse to hedder Champion og Madame Souza. Champion er den forældreløse dreng, muligvis et hittebarn, som Madame Souza, en portugisisk kvinde med klumpfod og gallisk moustache, prøver at trænge ind til med jazz. Ved et tilfælde opdager hun hans passion for at cykle. I næste billede er drengen blevet et krumt sugerør, et siv af en mand med enorme lægmuskler, som træner til det store løb i byens stejle gader.

DEN lille kvinde følger ham uden problemer på sin kassecykel, bevæbnet med en skarp trænerfløjte. Hjemme i det skæve hus ved jernbanen deler Bruno sin tid mellem saftige drømme om mad og tvangsbetonede udfald mod ansigterne i de forbipasserende tog. Som en Sisyfos på fire ben slæber Bruno sig op til tårnværelset. Han gør som en rasende helvedeshund og er farlig at se på i tyve sekunder. Så falder trækkene sammen igen.

   Bagefter vakler han hele vejen ned, lidt bange, lidt gammel, kronisk forpint og som regel slukøret. I en time venter han stille på gulvet. Så er tiden inde til endnu et tograid, og Bruno slæber sig atter op. Da handlingen senere flyttes til Belleville, filmens på én gang nostalgiske og futuristiske drøm om en grænseløs storby, kan Bruno slet ikke styre sin fobi. Togene svirrer forbi hele tiden. Hunden er ved at gø sig i graven, men alligevel bliver vognene ved.

   Der er meget at se på i Sylvain Chomets med rette berømmede skrøne om Trillingerne fra Belleville. Man skal have hurtige øjne for at få det hele med i første omgang. Alt andet lige er det dog Bruno, som gør det største og dybeste indtryk. For er vi ikke alle lidt som den stakkels hund, når dagene bare bliver ved med at komme?

LOGOS er et hjertets Frankrig, hvor snart sagt alt kan lade sig gøre. Madame Souza masserer Champions muskler med en støvsuger og en plæneklipper. Bruno drømmer i sort-hvid om mareridtsrejser med toget i hjernen. Også tv viser monokrom jazz, og Charles de Gaulle holder taler på fransk kaudervælsk. Allerede indledningen er grænseoverskridende grotesk, men det bliver endnu mere mærkeligt og forbløffende detaljeret.

   For Champion når til at deltage i Tour’en. Madama Souza sidder på taget af bilen og strikker. Bruno bliver brugt som reservehjul, da en punktering forliser dem fra hovedfeltet. Snart udarter sødmen til rent mareridt. Champion bortføres af frygtindgydende franske gangstere, som sejler ham og to andre ryttere væk gennem stormen til Belleville.

BELLEVILLE ligner både Belleville i Paris og New York, som en nostalgisk stemt franskmand ville karikere dette sted. Sylvain Chomets finurlige animationsfilm er ikke mindst en parade af kulturelle stereotypier, alle arketyperne, som vi hunde og mennesker opfatter dem.

   Les Triplettes de Belleville ligner ikke nogen anden tegnet fabel, jeg har set. Den fik premiere på Cannes Festivalen i maj og kunne senere på året charmere en enstemmig jury på Copenhagen International Film Festival. »Det er en pragtfuld film,« sagde formanden Theo Angelopoulos, da han motiverede juryens særpris.

   I dét havde han ret, men ordene kommer hurtigt til kort, når Chomets idéoverskud skal beskrives. En del af hele styrken ved filmen ligger netop i lydsporets mangel på sprog. Der synges og pludres og summes konstant, men der er ingen reel dialog som blokerer for forståelsen hos et ikke-fransktalende publikum.

SOM bekendt har vi i Danmark et blindt punkt med hensyn til animationsfilm. Overhovedet var Skandinavien et af de sidste territorier, hvor japanske animé-film slog igennem. Det hænger sammen med, at vi tænker på tegnede strimler som noget med børn. Ikke nødvendigvis for børn alene, men hvad skal man med tegnede virkeligheder, hvis de mindste i familien ikke kan se med? Kun Disneyfilm forstår vi, de minder os om vores barndom. Men de nye Disneyfilm er nu sjældent helt så kære som dem fra vor egen guldalder.

   Man skal naturligvis gå ind i de tegnede virkeligheder og udforske det midlertidige univers, der når som helst kan strækkes, forvandles og åbne nye rum og sider. Den runde amerikanske stil har brugt alt for megen energi på at få verden til »at ligne«. Japanske animationsfilm, både de voldsomme blodofre og de næsten sødladent overdådige prinsesseeventyr, har derimod gjort en dyd af at minimere troværdighedspræget.

SOM en tredje vej står eller ligger den varme europæiske stil, der simpelt hen leger med virkeligheden og lader historien komme i anden række. De belgisk-franske animationsfilm gør for formen, hvad belgisk-franske serier altid har gjort for de tegnede striber. De forstår sig ikke på superhelte, som fremdeles er amerikanernes force, men fra Tintin og Michel Vaillant til Asterix og Corto Maltese formår de at digte med genren og fabulere.

   I De Fem Benspænd (2003), Jørgen Leth og Lars von Triers inspirerede leg med selvpåførte spilleregler, beder Trier Leth om genskabe en sekvens fra Det perfekte menneske (1967) som tegnefilm. »Det kan jeg ikke. Jeg hader tegnefilm,« siger Leth. »Det gør jeg også. Det kan jeg heller ikke,« svarer Trier. »Og derfor skal du lave en tegnefilm, Jørgen. En af dem som vi begge to hader.«

   De skulle skamme sig, disse æggehoveder, men ordvekslingen siger desværre en del om arrogancen hos voksne novicer, der ikke har været tilbage i genren, siden Metropol Biografen på Strøget kørte Disneys Juleshow for de mindste. Leth retter sig i øvrigt og reagerer positivt på udfordringen. Hos amerikaneren Bob Sabiston (som også formgav Richard Linklaters Waking Life, en kreds af voksenvignetter fra hjemstavnen Austin i Texas) får han lynanimeret et stilfuldt afsnit af barberingssekvensen i Det perfekte menneske.

DET må næsten blive et obligatorisk projekt at give Trillingerne fra Belleville en chance. Men overvej oplevelsen i forhold til de yngste. Trillingerne kan sagtens ses af store børn, som dog sikkert vil være forvirrede. Chomet afstedkommer mange effekter ved hele tiden at henvise til en fællessum af fransk og amerikansk kultur, Josephine Baker, Django Reinhardt, De Gaulle, Fred Astaire osv., som danske børn ikke umiddelbart er ajour med.

   De mindste kan godt blive bange. Trillingerne Violette, Rose og Blanche optræder med et varieténummer, hvor de frembringer rytmiske lyde med alt forhåndenværende materiale. I filmens første tv-stump var de unge sild. Siden bliver de rynkede søstre, seje men samtidig semi-debile. De kommer Madame Souza til undsætning som excentriske Macbeth-hekse, der udelukkende lever af frøer. Violette kaster en håndgranat i mosen, og dagens middag er reddet. Samt dagens haletudse-popcorn og de lækre ispinde med spiddede frøer.

HUNDEN Bruno står helt af diæten, da maden forsøger at flygte. Madame Souza er frygtløs og konfronterer uden at blinke den forenede mafia, som holder Tour de France-rytterne fanget og spiller hasard om deres dopede turneringer på en avanceret trædemølle. En biljagt gennem Belleville følger, og da Madame Souza kæntrer en forvokset 2CV med sin klumpfod, har man omsider fået rigeligt af Chomets finurligheder.

   Filmen blander så mange stilarter, at den næsten udgør et katalog. Her er computergenerede billeder og nostalgisk flade sekvenser, som lader håndtegnede figurer bevæge sig på malede baggrunde. Trillingerne fra Belleville er et overflødighedshorn, men i længden bliver humoren rigeligt sort, og man får sværere ved at engagere sig. Den del af filmen fungerer kun, når Chomet stiller skarpt på sin lille familie, hunden, kvinden og den melankolske cykelrytter.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).

Les Triplettes de Belleville (Trillingerne fra Belleville). Instr., manus og grafisk design: Sylvain Chomet. 81 min. Frankrig-Belgien-Canada-Letland-UK-USA 2003. Dansk premiere: 19.09.2003.

Fotos: Les Armateurs/ Productiion Champion/ Vivi Film/ France 3 Cinéma/ RG Prince Films/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2003