Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003)

BELLEVILLE MON AMOUR

En animeret kultfilm af Sylvain Chomet

Af BO GREEN JENSEN

DET handler mest om cykelsport, nærmere bestemt Tour de France i de klassiske tidlige 60ere. Men også om hekse og gangstere. Og om Bruno, en neurotisk hund med svær togfobi, som i barndommen nok var en væver hvalp, men med tiden er blevet en stor sæk kartofler, der lægger sig tungt på sine mennesker.

   Disse to hedder Champion og Madame Souza. Champion er den forældreløse dreng, muligvis et hittebarn, som Madame Souza, en portugisisk kvinde med klumpfod og gallisk moustache, prøver at trænge ind til med jazz. Ved et tilfælde opdager hun hans passion for at cykle. I næste billede er drengen blevet et krumt sugerør, et siv af en mand med enorme lægmuskler, som træner til det store løb i byens stejle gader.

DEN lille kvinde følger ham uden problemer på sin kassecykel, bevæbnet med en skarp trænerfløjte. Hjemme i det skæve hus ved jernbanen deler Bruno sin tid mellem saftige drømme om mad og tvangsbetonede udfald mod ansigterne i de forbipasserende tog. Som en Sisyfos på fire ben slæber Bruno sig op til tårnværelset. Han gør som en rasende helvedeshund og er farlig at se på i tyve sekunder. Så falder trækkene sammen igen.

   Bagefter vakler han hele vejen ned, lidt bange, lidt gammel, kronisk forpint og som regel slukøret. I en time venter han stille på gulvet. Så er tiden inde til endnu et tograid, og Bruno slæber sig atter op. Da handlingen senere flyttes til Belleville, filmens på én gang nostalgiske og futuristiske drøm om en grænseløs storby, kan Bruno slet ikke styre sin fobi. Togene svirrer forbi hele tiden. Hunden er ved at gø sig i graven, men alligevel bliver vognene ved.

   Der er meget at se på i Sylvain Chomets med rette berømmede skrøne om Trillingerne fra Belleville. Man skal have hurtige øjne for at få det hele med i første omgang. Alt andet lige er det dog Bruno, som gør det største og dybeste indtryk. For er vi ikke alle lidt som den stakkels hund, når dagene bare bliver ved med at komme?

LOGOS er et hjertets Frankrig, hvor snart sagt alt kan lade sig gøre. Madame Souza masserer Champions muskler med en støvsuger og en plæneklipper. Bruno drømmer i sort-hvid om mareridtsrejser med toget i hjernen. Også tv viser monokrom jazz, og Charles de Gaulle holder taler på fransk kaudervælsk. Allerede indledningen er grænseoverskridende grotesk, men det bliver endnu mere mærkeligt og forbløffende detaljeret.

   For Champion når til at deltage i Tour’en. Madama Souza sidder på taget af bilen og strikker. Bruno bliver brugt som reservehjul, da en punktering forliser dem fra hovedfeltet. Snart udarter sødmen til rent mareridt. Champion bortføres af frygtindgydende franske gangstere, som sejler ham og to andre ryttere væk gennem stormen til Belleville.

BELLEVILLE ligner både Belleville i Paris og New York, som en nostalgisk stemt franskmand ville karikere dette sted. Sylvain Chomets finurlige animationsfilm er ikke mindst en parade af kulturelle stereotypier, alle arketyperne, som vi hunde og mennesker opfatter dem.

   Les Triplettes de Belleville ligner ikke nogen anden tegnet fabel, jeg har set. Den fik premiere på Cannes Festivalen i maj og kunne senere på året charmere en enstemmig jury på Copenhagen International Film Festival. »Det er en pragtfuld film,« sagde formanden Theo Angelopoulos, da han motiverede juryens særpris.

   I dét havde han ret, men ordene kommer hurtigt til kort, når Chomets idéoverskud skal beskrives. En del af hele styrken ved filmen ligger netop i lydsporets mangel på sprog. Der synges og pludres og summes konstant, men der er ingen reel dialog som blokerer for forståelsen hos et ikke-fransktalende publikum.

SOM bekendt har vi i Danmark et blindt punkt med hensyn til animationsfilm. Overhovedet var Skandinavien et af de sidste territorier, hvor japanske animé-film slog igennem. Det hænger sammen med, at vi tænker på tegnede strimler som noget med børn. Ikke nødvendigvis for børn alene, men hvad skal man med tegnede virkeligheder, hvis de mindste i familien ikke kan se med? Kun Disneyfilm forstår vi, de minder os om vores barndom. Men de nye Disneyfilm er nu sjældent helt så kære som dem fra vor egen guldalder.

   Man skal naturligvis gå ind i de tegnede virkeligheder og udforske det midlertidige univers, der når som helst kan strækkes, forvandles og åbne nye rum og sider. Den runde amerikanske stil har brugt alt for megen energi på at få verden til »at ligne«. Japanske animationsfilm, både de voldsomme blodofre og de næsten sødladent overdådige prinsesseeventyr, har derimod gjort en dyd af at minimere troværdighedspræget.

SOM en tredje vej står eller ligger den varme europæiske stil, der simpelt hen leger med virkeligheden og lader historien komme i anden række. De belgisk-franske animationsfilm gør for formen, hvad belgisk-franske serier altid har gjort for de tegnede striber. De forstår sig ikke på superhelte, som fremdeles er amerikanernes force, men fra Tintin og Michel Vaillant til Asterix og Corto Maltese formår de at digte med genren og fabulere.

   I De Fem Benspænd (2003), Jørgen Leth og Lars von Triers inspirerede leg med selvpåførte spilleregler, beder Trier Leth om genskabe en sekvens fra Det perfekte menneske (1967) som tegnefilm. »Det kan jeg ikke. Jeg hader tegnefilm,« siger Leth. »Det gør jeg også. Det kan jeg heller ikke,« svarer Trier. »Og derfor skal du lave en tegnefilm, Jørgen. En af dem som vi begge to hader.«

   De skulle skamme sig, disse æggehoveder, men ordvekslingen siger desværre en del om arrogancen hos voksne novicer, der ikke har været tilbage i genren, siden Metropol Biografen på Strøget kørte Disneys Juleshow for de mindste. Leth retter sig i øvrigt og reagerer positivt på udfordringen. Hos amerikaneren Bob Sabiston (som også formgav Richard Linklaters Waking Life, en kreds af voksenvignetter fra hjemstavnen Austin i Texas) får han lynanimeret et stilfuldt afsnit af barberingssekvensen i Det perfekte menneske.

DET må næsten blive et obligatorisk projekt at give Trillingerne fra Belleville en chance. Men overvej oplevelsen i forhold til de yngste. Trillingerne kan sagtens ses af store børn, som dog sikkert vil være forvirrede. Chomet afstedkommer mange effekter ved hele tiden at henvise til en fællessum af fransk og amerikansk kultur, Josephine Baker, Django Reinhardt, De Gaulle, Fred Astaire osv., som danske børn ikke umiddelbart er ajour med.

   De mindste kan godt blive bange. Trillingerne Violette, Rose og Blanche optræder med et varieténummer, hvor de frembringer rytmiske lyde med alt forhåndenværende materiale. I filmens første tv-stump var de unge sild. Siden bliver de rynkede søstre, seje men samtidig semi-debile. De kommer Madame Souza til undsætning som excentriske Macbeth-hekse, der udelukkende lever af frøer. Violette kaster en håndgranat i mosen, og dagens middag er reddet. Samt dagens haletudse-popcorn og de lækre ispinde med spiddede frøer.

HUNDEN Bruno står helt af diæten, da maden forsøger at flygte. Madame Souza er frygtløs og konfronterer uden at blinke den forenede mafia, som holder Tour de France-rytterne fanget og spiller hasard om deres dopede turneringer på en avanceret trædemølle. En biljagt gennem Belleville følger, og da Madame Souza kæntrer en forvokset 2CV med sin klumpfod, har man omsider fået rigeligt af Chomets finurligheder.

   Filmen blander så mange stilarter, at den næsten udgør et katalog. Her er computergenerede billeder og nostalgisk flade sekvenser, som lader håndtegnede figurer bevæge sig på malede baggrunde. Trillingerne fra Belleville er et overflødighedshorn, men i længden bliver humoren rigeligt sort, og man får sværere ved at engagere sig. Den del af filmen fungerer kun, når Chomet stiller skarpt på sin lille familie, hunden, kvinden og den melankolske cykelrytter.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).

Les Triplettes de Belleville (Trillingerne fra Belleville). Instr., manus og grafisk design: Sylvain Chomet. 81 min. Frankrig-Belgien-Canada-Letland-UK-USA 2003. Dansk premiere: 19.09.2003.

Fotos: Les Armateurs/ Productiion Champion/ Vivi Film/ France 3 Cinéma/ RG Prince Films/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2003

Patty Jenkins: Wonder Woman (2017)

EN FEST FOR FETICHISTER

Den første og stærkeste superheltinde

Af BO GREEN JENSEN

WONDER Woman – som engang hed Mirakelkvinden på dansk – er en af de ældste superhelte. Hun blev født i hæftet All Star Comics i 1941, umiddelbart før USA gik ind i 2. verdenskrig. Det var da også nazister, som hun hjalp piloten Steve Trevor med at bekæmpe i de første historier.

   De fleste latexklædte helte blev skabt af unge jødiske mænd. Wonder Woman kommer et andet sted fra. Psykologen William Moulton Marston (1893-1947) havde talt om tegneseriens potentiale i et interview, som forlæggeren Max Gaines havde læst. I de år var mediet opsat på at legitimere sig kulturelt, og Gaines bad Marston skabe en ny heltetype.

   Marston levede i et menage à trois med Elizabeth Holloway Marston, som både var hans kollega og hustru, og veninden Olive Byrne. De gik alle tre ivrigt i seng med hinanden, og begge kvinder inspirerede amazoneprinsessen fra Thermyscira, der er »smuk som Afrodite, klog som Athena, hurtigere end Hermes og stærkere end Herkules«.

   Wonder Woman blev med andre ord – ret enestående – skabt som en feministisk rollemodel. Marston så hende som »psykologisk propaganda for en ny slags kvinde, der efter min opfattelse burde herske over verden.« Han var rasende, da figuren senere blev optaget i Justice League of America – DC-superheltenes forbund – men fik status som alliancens sekretær.

HISTORIEN har været fortalt på mange måder i de forløbne 80 år. Patty Jenkins’ stort budgetterede film bruger mere eller mindre Marstons version. Visuelt er den især inspireret af den modernisering, som George Perez (1954-2022) foretog i forbindelse med relanceringen af figuren i 1987. Perez blev for Wonder Woman, hvad Frank Miller var for Batman.

   Diana (Gal Gadot) vokser op på amazonernes ø som datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen), der har formet hende af en klump ler, som Zeus har pustet liv i. Hun bliver trænet af sin moster, general Antiope (Robin Wright), og er kampklar, da nutiden bryder igennem den tåge, som Zeus har lagt over paradisøen.

   Året er 1918, da Steve Trevor (Chris Pine) nødlander i forklædning som tysk pilot, forfulgt af tyske flådesoldater. Der er en blodig kamp mellem soldater og amazoner. Så følger Diana med Trevor til London for at dræbe krigsguden Ares.

   Her skal hun færdes i mændenes verden, som ikke er gearet til fysisk overlegne amazoner. Det kommer der en kulørt, let selvironisk og ganske god historie ud af. Filmen smager lidt af Indiana Jones. Skurken er en tysk sadist, der vil vende krigen med en særligt potent sennepsgas.

WONDER Woman har altid været en fest for fetischister, og hele udstyret – inklusive kugleafvisende armbånd og en gylden sandhedslasso – er dygtigt anvendt i filmen. Wonder Woman udgør fjerde del af det genstartede DC Universe og hører sammen med Man of Steel (2013), Batman vs. Superman: Dawn of Justice (2016), Suicide Squad (2016) og Justice League (2017).

   I rammehistorien sidder Diana Prince – som halvgudinden hedder i menneskenes verden –på Louvre og skriver en mail til Bruce Wayne, der har fundet et foto fra fronten i Belgien 1918. Hun forklarer altså Batman, hvordan sagen hænger sammen. Der er al denne kærligt tegnede baggrund. Det er næsten synd, at filmen slutter med et konventionelt actionbrag.

ISRAELSKE Gal Gadot har både fysikken og udstrålingen til at spille Wonder Woman. Tilbage i 1970erne, da figuren blev et vartegn for amerikanske feminister (Gloria Steinem brugte hende som coverstar på magasinet Ms.) spillede Lynda Carter heltinden i tre sæsoner af en mere kælen tv-serie.*

   Carter lignede også ret godt, men den nye film går til stålet. Der er gjort meget for at skabe en heltinde, som ikke støtter sig til mændene – tværtimod støtter de sig til hende – eller fungerer som dekorativ biperson.

   Warner Bros. og DC Comics har fået kritiske tæv for de mørke superheltefilm, der står i kontrast til den lettere tone i Marvel-universet. Jeg kan nu godt lide den stringens, der er, og den mere klassiske tyngde.

*) Den ikoniske serie med Lynda Carter (f. 1951) har stadig en dedikeret fanbase. Pilotepisoden (1975) og første sæson (ABC 1976-77) bevarede forankringen i 1940erne. I anden (CBS 1977-78) og tredje (CBS 1978-79) sæson var titlen ændret til The New Adventures of Wonder Woman, og tiden blev skruet frem til 1970erne.

   Charles Fox og Norman Gimbel skrev temasangen, der er lige så corny, som den er uopslidelig: »Wonder Woman, Wonder Woman/ All the world's waiting for you, and the power you possess/ In your satin tights, fighting for your rights/ and the old Red, White and Blue.// Wonder Woman, Wonder Woman/ Now the world's ready for you, and the wonders you can do.// Make a hawk a dove,/ Stop a war with love,/ Make a liar tell the truth.// Wonder Woman/ Get us out from under, Wonder Woman./ All our hopes are pinned on you/ and the magic that you do./ Stop a bullet cold,/ Make the Axis fold,/ Change their minds,/ and change the world.// Wonder Woman, Wonder Woman/ You're a wonder, Wonder Woman«.

   Allerede i 1966 forsøgte William Dozier, producer af The Green Hornet og Batman-serien med Adam West og Burt Ward, at skabe interesse for et tilsvarende sitcom-take på Wonder Woman. Her spilles heltinden af to skuespillere. Diana Prince (Ellie Wood Walker) dagdrømmer, at hun er Wonder Woman (Linda Harrison). Ideen vandt ikke gehør. Kun udkastet til en pilotepisode blev filmet. Titlen er Wonder Woman: Who's Afraid of Diana Prince? Mere udfoldet er Wonder Woman (1974) med Cathy Lee Crosby og Wonder Woman (2011) med Adrianne Palicki. Begge var pilotepisoder til serier, som ikke blev videreført.  

Wonder Woman. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Allen Heinberg. Foto: Matthew Jensen. 141 min. USA 2017. Dansk premiere: 01.06.2017.

Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ Cruel & Unusual Films/ Dune Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.06.2017.

Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2010)

EN ROSE AF PAPIR
Den britiske tegneserieroman

Af BO GREEN JENSEN

ALT ånder fred i det engelske landskab, hvor Tamara Drewe tager sin begyndelse. Fuglene kvidrer, køerne græsser, solen er fremme, duggen er klar. Man har set det på film mange gange, og billedet lyver som regel. De store smil er falske. Passion og perversion florerer. Der er et dræbende mørke under idyllen.

   På skriverefugiet Stonefield gør krimiforfatteren Nicholas Hardiment (Roger Allam) sig klar til at flirte endnu en dag, mens hans hustru varter kursisterne op. Glen McCreavy (Bill Camp) er forelsket i Beth Hardiment (Tamsin Greig) og får sværere ved at skjule sin foragt for Nicholas, hver gang han har været på Stonefield. Amerikaneren skriver for øvrigt på en biografi om forfatteren Thomas Hardy.

   Landsbyen hedder Ewedown og ligger i Dorset, hvor Hardy skrev dunkle romaner som Tess of the d’Urbervilles, Jude the Obscure og Far from the Madding Crowd. I hans version hed egnen Wessex. Der sker ikke meget til hverdag, i hvert fald ikke på den pæne overflade, hvor dyr og mennesker færdes. Teenagepigerne Jody og Casey kan derfor ikke få armene ned af begejstring, da to sensationer sker på én gang.

FOR det første flytter Tamara Drewe (Gemma Arterton), den feterede journalist, tilbage til Ewedown, hvor hun som barn var en grim ælling med en stor næse, som hun blev hånet for af sine kammerater. For det andet kommer hun sammen med rockstjernen Ben Sargeant (Dominic Cooper), som pigerne er vilde med.

   Endelig sker der en masse, men det går ikke den rigtige vej. Tamara hyrer barndomskæresten Andy (Luke Evans), som er handyman på Stonefield, til at istandsætte huset, som hun har arvet. Romancen med Ben Sergeant er truet, så pigerne må bryde ind og skrive falske e-mails, da de tager affære. Samtidig rodes der op i en masse mørk fortid, som Tamara har i forhold til Nicholas. Beth erkender sin bitterhed. Amerikaneren erklærer sig. Pastoralen bliver til skæbnemusik.

   Så det handler om sex og død, da det kommer til stykket. Man vil sikkert have fornemmet, at sigtet er satirisk og den idylliske ramme en grum, skønt også kærlig parodi. Der er til det sidste kontrast mellem solfulde smil og mørke passioner. Kan man ændre sit liv ved at få en ny næse? Det bissende kvæg tramper skammen ihjel, så de rigtige elskende kan finde sammen. Det sidste billede ligner det første.

STEPHEN Frears (f. 1941) har lavet film i mange formater og genrer, fra gangsterhistorien The Hit (1984) til billedversionen af Colettes romaner om Cherí (2009). Han har filmatiseret alt fra Joe Orton (Prick Up Your Ears), Hanif Kureishi (My Beautiful Laundrette), Roddy Doyle (The Snapper) og Nick Hornby (High Fidelity) til Pierre Choderlos de Laclos (Dangerous Liaisons) og Jim Thompson (The Grifters).

   Frears har faktisk aldrig lavet en film, som var direkte dårlig eller bare almindeligt uinteressant. Værklisten tæller store amerikanske projekter og bittesmå britiske ting. Der er moderne westerns som The Hi-Lo Country, Preston Sturges-agtig satire som Accidental Hero, nostalgiske stykker som Mrs. Henderson Presents, tidssvarende socialrealisme i Dirty Pretty Things og gotisk romance i Mary Reilly. Man kunne føre et forsvar for auteur-teorien ved at gennemgå mandens 50 produktioner.

   Det var Frears, som i England markerede filmkunstens 100 år med dokumentaren A Personal History of British Cinema (1997). Alligevel står han ofte i skyggen af kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, når nationens store filmskabere opregnes. Måske fordi han sjældent træder frem med et tydeligt budskab. Måske fordi hans foretrukne form er ironisk. Måske fordi han er fagligt aktiv i kulturpolitisk sammenhæng. Eller simpelt hen fordi de fleste af hans film har fået et internationalt liv.

DET er dog som en specifikt britisk filmskaber, at Frears har markeret sig efter 2000. Især tv-spillet The Deal (2003), om det interne New Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown, og den mesterlige The Queen (2006), med Helen Mirren som dronning Elizabeth II, var fyldt med subtile nuancer, som få andre kunne formidle så præcist. Begge film blev skabt i samarbejde med dramatikeren Peter Morgan, som senere finsleb sine ideer og bredte dem ud i Netflix-serien The Crown (2016-2023). 

   På afstand ligner det trygt stof i arvesølvsgenren, som britisk film eksporterer så flittigt, men på nært hold ses detaljer, som man næsten må have Frears’ alder, baggrund og uselviskhed for at forløse. Han lægger altid det rigtige snit, bliver aldrig velmenende som Ken Loach eller misantropisk som Mike Leigh. Man kan savne en personlig faktor, men den kommer dog glimtvis til syne, f.eks. i den spidse voice over til Chéri, som instruktøren selv lagde stemme til.

   Tilbage i 1980erne skildrede Frears en ny social virkelighed i Mit smukke vaskeri og Sammy and Rosie Get Laid. De store film fra de senere år har politiske og historiske emner. Men ingen steder ser man noget, som ligner dramakomedien i Tamara Drewe.

DET er egentlig også svært at forklare, hvorfor filmen på én gang er morsom, vigtig og skarp. Forlægget er en tegneserie/grafisk roman af Posy Simmonds (»the chattering classes’ favourite cartoonist«), en britisk kusine til Nikoline Werdelin, der har specialiseret sig i indforstået satiriske striber – fx Gemma Bovery (2000), Literary Life (2003) og Cassandra Drake (2018) – for litterært inklinerede voksne.*

   Tamara Drewe blev først bragt som ugentlig side i The Guardians kultursektion. Som nævnt er filmen fuld af henvisninger til Thomas Hardy, men den trækker i sit soap opera-præg også på radioføljetonen The Archers, et dramatisk kvarter, som BBC har sendt hver dag siden – hold fast – den 1. januar 1951. Med mere end 19.000 episoder er The Archers den længst løbende fiktionsserie i noget format noget sted.

   Tamara Drewe er med andre ord marineret i britisk middelklassekultur, så kun indfødte kan få det fulde udbytte. Det svarer lidt til at vise Matador for et engelsk publikum. For filmversionen ligger der en betydelig udfordring i at globalisere den meget lokale egnsret. Det lykkes nok ikke til fulde, men Tamara Drewe kan ligesom Bridget Jones og britisk tv trække på den anglo-amerikanske forbindelse.

DET resulterer i lidt flere smil, at forfatterrefugiets iscenesatte idyl er et hit blandt anglofile amerikanere. Skal man kort give et indtryk af sted og stilleje, kunne Midsomer Murders være et bud. Hyggekrimien med John Nettles som Detective Chief Inspector Barnaby [og fra 2011 med Neil Dudgeon som fætter John, der tager over i tv-serien, som nu er i sæson 22] foregår i det samme England med ny nostalgi, feudale reminiscenser og mørk lidenskab bag facaden. Det er kort sagt engelsk som Agatha Christie.

   Midt i mørket lyser Tamara, der i Gemma Artersons skikkelse er en romantisk heltinde, en fin engelsk rose – men også en blomst af papir eller plast, for så vidt som næsen og livsstilen ikke er ægte. Filmen ler ad vor forfængelighed, egentlig mere i ånden fra William Thackeray end fra Thomas Hardy. Der er ikke langt fra Ewedown til Vanity Fair.

   Det er en sød, vittig film, som vil more de fleste, og historien føles svimlende let. Man griner, græder og lever sig ind i føljetonuniverset, hvor de store følelser faktisk er ægte, skønt rammen virker kulørt og konstrueret. Stephen Frears burde tage en tørn med Jane Austen. I Tamara Drewe gør han atter småt liv til stor billedkunst.

*) Gemma Bovery blev bragt som føljeton i The Guardian og samlet i bogform i 2000. Anne Fontaine filmatiserede bogen i 2014. Det er et særligt fint træk, at Gemma Arterton spiller titelrollen, skønt filmen er lige så fransk, som Tamara Drewe er britisk. I Fontaines film ligger hovedsynsvinklen hos bageren Martin Joubert (Fabrice Luchini), der brænder for Gustave Flauberts bøger og er optaget af at se overensstemmelser mellem livet og sin yndlingslitteratur. Han vil om nødvendigt gribe aktivt ind og bøje begivenhederne, så de nærmer sig den litterære model. Da Charlie (Jason Flemyng) og Gemma Bovery (Arterton) flytter til byen, begynder en stalker-aktivitet, som Fontaine orkestrerer med vid og elegance. Det bliver vigtigt for Martin at forhindre den tragiske slutning fra Madame Bovary. Sidste scene antyder, at Martin vil tage en anden forfatter op i forhold til sin nye russiske nabo. Tjekhov, måske, eller Tolstoj? Gemma Bovery fik ikke dansk premiere, men streames på flere platforme.    

Tamara Drewe. Instr.: Stephen Frears. Manus: Moira Buffini. Foto: Ben Davis. 111 min. UK 2010. Dansk premiere: 10.03.2011.

Posy Simmonds: Tamara Drewe. 134 s. London: Jonathan Cape, 2007

Posy Simmonds: Gemma Bovary. 106 s. Oversat af Pia Juul. Rosinante & Co., 2009

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Jonathan Cape/  Sony Pictures Classics (YouTube Trailer)

Tamara Drewe streames på FILMSTRIBEN, Pluto TV, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 28.01.2019

Gemma Bovery streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 08.02.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2011

Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012)

MYTERNES SANDHED

Nattens Ridder gør arbejdet færdigt

Af BO GREEN JENSEN

DER knyttede sig – for at sige det mildt – enorme forventninger til denne film, da den fik premiere i sommeren 2012. The Dark Knight Rises var sidste akt i Christopher Nolans genrejsning af selvtægtslegenden, som begyndte med Batman Begins i 2005. Heath Ledger modtog posthumt en Oscar for sin rolle som The Joker i fortsættelsen The Dark Knight (2008). Den kulørte kultur blev umådelig mainstream. Der herskede bred enighed om, at superheltegenren var bragt til sin episke klimaks.

   Men adel forpligter, og mere vil have mere. Brødrene Nolan, som havde skrevet sammen siden Following (1999) og gennembrudsværket Memento (2000), må have haft rigeligt af Batman, da Warner og DC Comics insisterede på en slutning. Omvendt havde succesen givet Nolan mulighed for at realisere den geniale illusionsfilm The Prestige (2006) og den overdrevent cerebrale Inception (2010). Så brødrene vendte tilbage. De skulle atter bestige Wagnerske højder, hvor genren kunne nå sit Götterdämmerung.

   Dusinvis af forfattere og tegnere har bestyret legenden, siden Bob Kane (og Bill Finger) skabte figuren i 1939. Med og uden Robin, henvendt til børn eller voksne, bevidst eller ubevidst om sin myte, har der været en Batman i 81 år. Batman Begins fortalte en ny origin story om tilblivelsen. The Dark Knight Rises blev lanceret med sloganet »The Legend Ends«. Det lå i luften, at Batman skulle dø denne gang.

DET er ikke så epokalt, som det lyder. Batman er en af de figurer – à la Tarzan, Zorro, James Bond og Sherlock Holmes – som tiden ikke vidste, den havde behov for, da begyndelsen blev skrevet, men som siden har levet i fælleskulturen. I Batman-universet er der mange parallelle og alternative storylines. Batman og The Joker er begravet flere gange, men eftersom de aldrig har levet, kan de heller ikke dø.

   Batman (1989) og Batman Returns (1992), Tim Burtons double feature med Michael Keaton som Batman, Jack Nicholson som The Joker og Michelle Pfeiffer som en stadig ikke overgået Catwoman, var resultatet af en modning i serieuniverset. Her havde Frank Miller skabt en slags år nul med billedromanen The Dark Knight Returns (1986), som præsenterede en ældre, vredere, vildere Batman.

   Redaktøren Dennis O’Neill, som frem til årtusindeskiftet havde samordnet de mange verserende forgreninger af moderhistorien, lod figurerne skildre i vidt forskellige stilarter og skrev selv om Batmans død i romanen Knightfall (1993).* Da Burton tog sex og fortrængninger med i sin postmoderne genfortælling, var der tale om en revolution i forhold til den campede popkunstudgave, tv-serien (1966-68) og spillefilmen Batman (1966) med Adam West og Burt Ward, som mange voksne havde i kærlig erindring.

   Også filmens Batman fik et nyt publikum i 90erne. Joel Schumacher satte landvindingen overstyr med to ukritisk overlæssede fortsættelser, Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997), hvor først Val Kilmer og siden George Clooney krøb i den formstøbte kampdragt. Imens blev en tegnet tv-udgave bedre og bedre. Det var i Batman: The Animated Series (1992-95), at The Joker og Harley Quinn fandt hinanden.

   Christopher (f. 1970) og Jonathan Nolan (f. 1976) var stadig store drenge, da Burtons Batman fik premiere. Da Warner Bros. tilbød dem opgaven, fordi man var imponeret over Memento og Nolans amerikanske remake af Erik Skjoldbjærgs norske Insomnia (2002), gav brødrene sig til at de- og rekonstruere legenden med al den iver, grundighed og respekt, som kendetegner dedikerede fanboys.

   Batman Begins var en kæmpesucces, men filmen kom fra hjertet og kunne derfor vække genklang. I samme ånd skabte Sam Raimi tre film om Spider-Man (2002-2007), mens J.J. Abrams instruerede en prequel til Star Trek (2009). Der er kommercielle interesser i disse latterligt kostbare blockbusters. Der er dog også en kærlighed investeret, og når nogen skriver filmhistorien om det årti, vil Nolans film ligge højt på den kritiske liste. Få har som brødrene Nolan forstået, hvad superheltebegrebet vil sige.

DER er gået otte år, siden Batman trak sig tilbage, mere død end levende efter krigen mod The Joker i The Dark Knight. Bruce Wayne (Christian Bale) ligner karakteren, der taler i Trent Reznors sang »Hurt«, som Johnny Cash annekterede kort før sin død i 2003: »I hurt myself today/ To see if I still feel/ I focus on the pain/ The only thing that’s real.«

   Til butleren Alfreds (Michael Caine) store bekymring har Bruce isoleret sig i husets østfløj. Vandrehistorierne går om en Howard Hughes-agtig excentriker, der lader neglene gro og forretter sin nødtørft i syltetøjsglas. Klatretyven Selina Kyle (Anne Hathaway), bedre kendt som Catwoman, trænger ind og stjæler hans fingeraftryk sammen med et smykke, der har tilhørt hans mor. Han lader hende gøre det. Til gengæld vægrer han sig ved at modtage Miranda Tate (Marion Cotillard), som gennemskuer hans »indstuderede ligegyldighed«, da det lykkes at skabe kontakt.

   Det samme gør politikommissær Gordon (Gary Oldman), der som den eneste aldrig har tvivlet på flagermusmanden eller ønsket at fjerne hans maske. Catwoman vækker Bruce Waynes interesse, og samtidig bliver Batmans indgriben påkrævet, da terroristen Bane (Tom Hardy) besætter Gotham City med en hær af østeuropæiske lejesoldater.

   Først går det ud over banker og børsfolk, mens Bane – der trækker vejret gennem en iltmaske og har en fysik så koncenteret, at Batman bliver en splejs i forhold – holder taler om at give magten tilbage til Folket. Ordene kunne være skrevet af talsmænd for Occupy Wall Street-bevægelsen. Der er overhovedet en dimension af retfærdig hævner over denne sjældne superskurk. Inden længe tager han byen som gidsel, ødelægger infrastrukturen og iværksætter en bombe med energi, som Bruce og forretningsføreren Lucius Fox (Morgan Freeman) har udviklet til fredelige forhold.

TIL syvende og sidst bliver det Gothams politistyrke, som skal redde dagen sammen med de traumatiserede fetichister, Batman og Catwoman, der film for film bliver mere som et kærestepar (i serieuniverset har de for længst haft sex med kostumerne på). Legender kan gå i arv ligesom troner. Kriminalbetjenten John Robin Blake (Joseph Gordon-Levitt) bliver diskret kørt i stilling som den, der skal følge efter The Caped Crusader. Gotham lægges i ruiner. For så vidt er alt ved det gamle.

   Der bliver dog mytologiseret med måde. Den mørke ridders genkomst er ikke iscenesat med fanfarer. Tværtimod er han sin modstander underlegen, fysisk såvel som logistisk, indtil han (måske) vinder krigen efter at have tabt alle slag. Det er en væsentlig pointe, at ingen af legenderne taler sandt. Befolkningen holdes hen med en løgn. Man vedtog en lov – The Dent Act ligner The Patriot Act – som gav politiet frie hænder i kampen mod organiseret kriminalitet. Men Harvey Dent var identisk med Two-Face, og Batman var ikke hans morder.

   Helten er bare en skrøbelig mand. Helt eklatant er han ikke usårlig, som myterne om ham fortæller. Også Bane, den ustandselige nemesis, har sin akilleshæl, og der er en væsentlig krølle på sagnet om barnet, der kommer fra helvedes bund som en hævner. Her er filmens bærende tema, som siger John Ford ret imod. Man skal ikke længere trykke legenden, fordi den er smukkest og gør nytte på kort sigt. Nu må sandheden frem på alle niveauer, politisk såvel som personligt.

DET er modstanderen, som giver filmen substans. Bane (der blev skrevet ind i Batman-universet i 1993 og knækkede heltens ryg i miniserien Knightfall) er født i verdens værste fængsel. Han kommer – som butleren Alfred udtrykker det – fra helvede på jord i en ældre del af verden, hvor man kaster mænd ned på bunden og håber, at de rådner. Men en sjælden gang kaster mørket noget tilbage, og Bane er på den måde kommet, bogstavelig talt, som et indbegreb af borgerlig fortrængning.

   Som film er The Dark Knight Rises en meget præcis konstruktion. Ligesom tematikken holder igen, bliver effektbudgettet væsentligst brugt på at transportere Batman rundt i Flagermusen, et lille fly, der kan smyge sig mellem husene. Der er ingen Batmobil, og den futuristiske motorcykel betjenes af Catwoman, som næsten er en Batgirl nu.

   Fordi den narrative faktor er stærk, bliver der kun plads til enkelte sekvenser, hvor man abstraherer fra fortællingen og tænker, at dette er gjort med finesse. Det sker typisk, når lyd og billeder følger forskellige spor. På stadion synger en dreng med englestemme »The Star-Spangled Banner«, så selv Bane kommenterer vellyden. Imens sættes planen i værk, og forhistorien repeteres. Det lykkes her Nolan at skabe et af de æstetiske frirum, som udmærker hans actionfilm.

CHRISTIAN Bale er en mindre formørket ridder efter sin pause. Adskillige kender hans hemmelighed – blandt andre hittebarnet John Blake. Blake husker Waynes omsorg på samme måde, som Bruce selv husker kommissær Gordons venlighed. Det var den unge politimand, som lagde en jakke om den rige drengs skuldre, da hans forældre var blevet skudt. Han forstod, at verden stadig stod. At der fandtes varme, fædre og kærlighed. Her er Nolans andet tema: det gode i mennesket findes og lever i familien.

   Batman er år for år blevet mørkere, mere menneskelig og mere realistisk, mere udsat i forhold til sine fjender, men moralsk set usårlig og exceptionelt reflekteret. Det kunne være interessant, hvis man gik tilbage til selvironien fra Silver Age Batman og lod kitschfiguren Adam West lande midt i en ny Batman-film. Der er sket tusind ting i strukturen, men det er år og dag siden, at nogen har grinet.

   Filmen taler om myternes sandhed og er i tilgift en realpolitisk demonstration af, hvad der sker, hvis man giver magten til gadens parlament. Flere scener fra en standret, hvor man gør kort proces med finansfolk og spekulanter, er inspireret af tableauer fra den franske revolutionshistorie. Her er det Scarecrow (Cillian Murphy), som lader klasseforræderne vælge mellem død, eksil og døden ved eksil.

   Nolans trilogi er det til dato mest gennemtænkte forsøg på at skrive tegneseriernes virkelighed sammen med vor egen kompromitterede udgave. Der er langt til den naivistiske camp i The Avengers. Kun Hans Zimmers bombastiske musik, der også var tæt på skyde Inception i sænk, trækker fra i det samlede regnskab. Der er stadig stil og moral i historien. Det er effektiv PR for selvtægt med ansvar.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Dennis O’Neill: Batman Knightfall. 416 s. Bantam Books, 1994. Tegneserien Knightfall var en labyrintisk multiplot-saga, som blev afviklet i en vifte af titler hen over halvandet år i perioden april 1993 til august 1994. Forfatterne var Chuck Dixon, Jo Duffy, Alan Grant, O’Neill og Doug Moench. Redaktører arbejdede sammen, en mindre hær af tegnere bidrog. Komplekset er samlet i omnibusbind flere gange, mest omfattende i Batman: Knightfall Vol. 1 (2017), Batman: Knightfall Vol. 2 – Knightquest (2017) og Batman: Knightfall Vol. 3 – KnightsEnd (2018). O’Neills roman samler fortællingens tråde og udreder kronologien. Sidst i bogen står en efterskrift, hvor O’Neill gør sig tanker om projektet. Han var hovedredaktør på Batman-familien af serier fra 1986 til 2000. Han skabte bl.a. Azrael–identiteten og moderniserede Green Lantern/Green Arrow-figuren sammen med Neal Adams. O’Neill delte fødselsår med Batman. Han døde – 81 år gammel – den 11. juni 2020.

The Dark Knight Rises. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan Nolan og Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 164 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 20.07.2012.

Foto: Warner Bros./ DC Comics/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ [FilmGrab]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.12.2017

Samlet 6-disc udgave af The Dark Knight Trilogy 2005-2012 på 2K Blu-ray fra Warner Bros. 17.05.2022, 

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 21.07.2012