Pawel Pawlikowski: Cold War (2018)

KÆRLIGHED I FORÆLDRENES TID

Pawel Pawlikowskis historiske projekt

Af BO GREEN JENSEN

FOR nogle par bliver det aldrig den rigtige tid. Musikeren Wiktor (Tomasz Kot) er med til at etablere et sangkor i efterkrigstidens Polen. Zula (Joanna Lustig) er et af de talenter, som bliver samlet op i provinsen.

   Det er Josef Stalins store år. Udenfor hersker statskommunismen. Den kolde krig har kronede dage. Mazurek-ensemblet turnerer med folkemusik. Der er både polske og russiske sange i repertoiret.

   Wiktor og Zula elsker hinanden, men de kan ikke enes om fremtiden. Han hopper af på en koncerttur til DDR. Hun finder ham igen i Paris, hvor de laver en jazzplade sammen, men Zula trives ikke i eksilet.

   Han følger efter, da hun rejser hjem, og ender i en arbejdslejr for dissidenter. Zula må gifte sig op i systemet for at få ham tilbage. De får på en måde hinanden, men slet ikke som det var ventet og tænkt.

PAWEL Pawlikowski sagde noget vigtigt om 1960ernes Polen i Ida (2013), hvor en ung nonnes fortid førte tilbage til 1940ernes krigsforbrydelser. Filmen fik en Oscar (og en Bodil) som bedste ikke-amerikanske film i 2015. Udlandet elskede Ida, men i Polen blev Pawlikowski hængt ud.

   I Cold War bliver koldkrigshistorien belyst gennem forholdet mellem to parter, som skiftevis er fjender og evige elskende. De kan ikke finde ud af det sammen, og de kan ikke undvære hinanden. Instruktøren oplyser, at karaktererne er baseret på hans egne forældre.

COLD War begynder i 1949, da Wiktor er med til at indsamle folkemusik. Han har ingen interesse i det etniske projekt. For ham er arbejdet en politisk manøvre. Wiktor er mere til moderne jazz og har studeret kompositionsteori hos Nadia Boulanger i Paris.

   Zula synger bedre end de andre amatører og fører sig selvsikkert frem. Også for hende er statens musik en valuta. Med en plads i ensemblet kan hun forlade landsbyen, hvor hun blev voldtaget. Det er ikke en tid for æstetiske idealer. Til gengæld er nepotisme og seksuel bestikkelse i kurs. Korets leder er en opportunist fra Partiet.

   Pawlikowski fortæller i korte episoder, der fører historien frem til 1964. Wiktor og Zula er sammen i Warszawa 1951, Paris 1954, Kroatien 1955 og Paris igen i 1957. De har aldrig en lykkelig tid. Ida demonstrerede, hvordan politiske kræfter kontrollerer det enkelte liv. Også Wiktor og Zula bliver styret af historien, men deres inderste væsen er ikke påvirket.

MAZUREK-ensemblet hed Mazowsze i virkeligheden. I 50erne faldt folkloren i unåde, og jazz blev den bærende lyd. Wiktor tager til Paris for at spille blå jazz. Da Zula slutter sig til ham, indspiller de et album. De har aldrig haft mere frihed. Deres forhold har aldrig været så dårligt.

   Man nærer en hovedrystende sympati for det uforbederlige par. Han har en slags kunstnerisk plan. Hun forstår at navigere i systemet. Zula gifter sig to gange med andre mænd, simpelt hen for at redde sin egen. Den stoiske slutning er smuk og ubærlig.

PAWLIKOWSKI er uddannet i London. Han begyndte i 90erne som dokumentarist. Ligesom Lone Scherfig kan han ramme den britiske tone uden accent. Det gjorde han især i My Summer of Love (2004), som tillige var fuld af drømmende tidsånd.

   Men Pawlikowski, som i 2021 er 63 år, blev for alvor en enestående filmskaber, da han vendte hjem til Polen og begyndte at revidere historien. Cold War er så klart fortalt. Der er absolut overensstemmelse mellem følelsen i filmen og de mejslede, sort-hvide billeder.

Cold War (Zimna wojna). Instr.: Pawel Pawlikowski. Manus: Janusz Glowacki, Pawel Pawlikowski. Foto: Lukasz Zal. 89 min. Polen 2018. Dansk premiere: 13.12.2018.

Fotos: Opus Film/ Amazon Studios/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Criterion Collection

Filmen er udgivet på blu-ray af Criterion Collection og streames i DK på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og You Tube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.12.2018 

Chasing Trane: John Coltrane 1926-1967

DEN KOSMISKE REJSE

En portrætfilm om jazzpioneren

Af BO GREEN JENSEN

SAXOFONISTEN John Coltrane var kun 40 år, da han døde – af leverkræft i 1967 – men som en af jazzens store stilskabere kaster han stadig en kolossal skygge.

   Der er vist nok delte meninger om de sidste indspilninger, hvor en i forvejen eksperimenterende form er på vej ud i rummet og ind i en eskalerende religiøsitet. Den frie jazz bliver her til bøn og lovsang. Denne drift mod en hengivelse er dog klar allerede på hovedværket A Love Supreme (1964), hvor Coltranes fantastiske rejse begynder for alvor.

   Portrætfilmen Chasing Trane foretager flashbacks til Coltranes opvækst i North Carolina og starten på musikkarrieren, som begyndte i hans flådetid på Hawaii og fortsatte i Philadelphia. Coltranes første helt var Charlie Parker. Hans læreår gik med at følge Parkers eksempel i bands, som blev styret af Johnny Hodges og Dizzy Gillespie.

COLTRANE fik sin chance i 1955 hos Miles Davis. Han gik selv, fordi han syntes, at Miles kom til at fylde for meget. Mens han udviklede sin egen stil – og skar albummet Blue Train (1958) – var han saxofonist hos Thelonius Monk. Han blev bortvist på grund af sit stofmisbrug. Monk tog ham til nåde, Trane faldt atter i.

   Så var det, at han tog en beslutning og gjorde sig fri. Coltrane var gift, havde bonusbørn at forsørge og ville ikke ende som Charlie Parker. John Scheinfelds film vender stadig tibage til skæringsåret 1957, hvor legenden valgte et renere liv. Steddatteren Antonia Andrews beskriver, hvor hårdt det gik for sig, da Coltrane gik cold turkey og blev i huset i måneder, mens hustruen Naima hjalp ham over det værste.

DER er stumper af henved tres sange. Scheinfeld gør særligt meget ud af »Alabama« (1964), som er Coltranes melankolske pendant til Nina Simones vrede »Mississippi Goddamn«. Begge løfter arven efter Billie Holidays evige »Strange Fruit«. Eks-præsident Bill Clinton kalder kompositionen »a beautiful elegy screaming with pain«.

   Coltranes skæve fortolkning af The Sound of Music-sangen »My Favorite Things« blev et overraskende radiohit i 1961. Så isolerede han sig i huset på Long Island for at komponere A Love Supreme i fire satser. Her er ideen, at han spiller de ord, som er skrevet på coveret.

CHASING Trane er en effektiv introduktion. Den er desværre også fuld af talende ansigter, som konstant klippes ind i musikken. Karaktervidnerne siger udmærkede ting, men de er mærkeligt urytmisk anbragt.

   Flere talking heads henviser til Pablo Picasso og Jimi Hendrix, når de skal finde en analogi for Coltranes forvandling. Det er gamle kolleger som Sonny Rollins og Jimmy Heath. Det er celebre fans som Bill Clinton og John Densmore, trommeslageren fra The Doors, der som altid forklarer håndværket godt.

   Især er det guitaristen Carlos Santana, som jeg skylder min egen indføring i Coltrane. Santana og John McLaughlin bruger to af Coltranes kompositioner, »Acknowledgement« fra A Love Supreme og balladen »Naima«, på albummet Love Devotion Surrender (1973). Her udforsker de – under navnet Mahavishnu Orchestra – en diffus og forklaret åndelighed, som dagens newagere vil sætte pris på.

DESVÆRRE kan Scheinfeld ikke tale med Alice Coltrane (1937-2007), som var pianist i den sidste kvartet og fortsatte med at udforske og forkynde musikken på album med titler som Transcendence (1977) og Transfiguration (1978). Hovedværket er det fjerde album, Journey in Satchidananda (1970). Santanas Illuminations (1974) er indspillet med Alice Coltrane.

    Hun blev gift med John Coltrane i 1966. Hun gjorde kvartetten til en kvintet og blev af purister betragtet som en negativ faktor, meget som rockfans lidt senere så Yoko Ono, da John Lennon trak sig ud af The Beatles. Alle parrets tre sønner fortæller. Coltrane selv blev helgenkåret af African Orthodox Church i San Francisco. 

   Et kapitel for sig er den sidste japanske turné. Her fortæller Yasuhiro Fujioka, som driver Coltrane House i Osaka og ejer den største samling af memorabilia. Den japanske superfan er aldrig kommet over Coltranes koncert i Nagasaki, hvor han spillede »Peace on Earth«.

COLTRANES egne udsagn bliver læst af Denzel Washington. Coltrane er misbrugeren, som rettede sig og blev kanoniseret. Beskrivelsen af hans rejse mod lyset er ganske vist ikke på højde med vreden i Whatever Happened, Miss Simone? (2015), Liz Garbus’ dokumentar om Nina Simone. John Scheinfeld har tidligere portrætteret Herb Albert, Sergio Mendes, John Lennon og Harry Nilsson. Han er tilbøjelig til at skære alle kager i den samme dej. 

   Til gengæld er filmen en appetitvækker. Jeg gik direkte hjem og bestilte A Love Supreme. Jeg ved ikke meget om jazz. Jeg troede, at Bitches Brew stod alene. Efter Chasing Trane er jeg klogere. John Coltrane skabte kosmisk musik, der er mere end psykedeliske fagter. Måske er det lyset, der bliver transformeret. Måske er det hengivelsen, som han higede efter, der lyder sådan, når den folder sig ud. 

Chasing Trane – The John Coltrane Documentary. Instr. og manus: John Scheinfeld. Foto: Stan Tayor. 99 min. USA 2017. Dansk premiere: 21.06.2017.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/  Blue Note/ Impulse!/ Google

Filmen streames ikke i Europa. I USA kan den ses på Apple TV og lejes/købes på iTunes

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.06.2017 (der er dog skrevet pænt meget til)

The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19]

BITTER HØST
Historien om Lady Day og Strange Fruit

Af BO GREEN JENSEN

BILLIE Holiday havde et svært liv, som begyndte i Philadelphia i 1915 og sluttede i New York City i 1959. Hun blev kun 44, men ser tyve år ældre ud på den sidste bevarede tv-optagelse fra den 23. februar 1959. Hun synger tre ballader i programmet »Chelsea at Nine«, som er britisk. Så for en gangs skyld kan hun slutte med sin signatursang uden at få ledelsen på nakken.

   Præmissen for Lee Daniels’ kulørte portrætfilm er enkel – og sikkert også forenklet. Myndighederne forfølger Holiday, angiveligt på grund af hendes heroinmisbrug, men i virkeligheden, fordi de vil have hende til at holde op med at synge »Strange Fruit«.

   Det gør Andra Day i øvrigt formidabelt. Hun er totalt overbevisende som Lady Day. Da Diana Ross havde rollen i Lady Sings the Blues (1972), som var en mere regelret biopic, gjorde hun sangene til sine egne. Hun fik til gengæld lov at synge flere af dem til ende.

   Daniels klipper konstant til noget andet. Der er glimt fra Holidays barndom og afstikkere til andre afsnit af livshistorien. Især er der en masse eksponering af faren ved stoffer og alkohol. Men i bund og grund mener filmen, at det var Harry J. Anslinger (1892-1975), den første direktør for Federal Bureau of Narcotics, som dræbte sangerinden. Og det handlede ikke om stoffer, men om nidkærhed og vedkendt racisme.

BIOGRAFISK giver det mening. Holiday kunne have fået et enklere liv, hvis hun havde holdt sig til at synge folkets favoritter. »All of Me«, »God Bless the Child« og »Ain’t Nobody’s Business« var farveblinde ballader, der appellerede på tværs af etnicitet. Men fordi hun insisterede på at have »Strange Fruit« i sætlisten, blev koncert efter koncert lukket ned.

   Fra 1939, da hun begyndte at synge »Strange Fruit« i Harlem-natklubben Café Society, til den bitre ende i 1959 blev sangen for Billie Holiday, hvad »Mississippi Goddamn« i 1964 var for Nina Simone: et våben, et mantra og en mission. I filmen siger hun det direkte til Anslinger: »Your grandchildren will be singing ’Strange Fruit’.« Taler man sådan på sit dødsleje?

Southern trees bear a strange fruit,

Blood on the leaves and blood at the root,

Black body swinging in the Southwern breeze,

Strange fruit hanging from the poplar trees.

Pastoral scene of the gallant South,

The bulging eyes and the twisted mouth,

Scent of magnolia sweet and fresh,

And the sudden smell of burning flesh!

Here is a fruit for the crows to pluck,

For the rain to gather, for the wind to suck,

For the sun to rot, for a tree to drop,

Here is a strange and bitter crop.

»STRANGE Fruit« er en fantastisk ballade, som forener en agiterende tradition med den litterære bevidsthed hos moderne sangskrivere. Der er tre enkle strofer og tolv verselinier, som siger, at sorte mennesker bliver hængt og brændt i sydstaterne. I en brugsoversættelse står der:

   »Sydens træer bærer en sælsom frugt/ Blod på bladene, blod ved roden/ Sorte lig svinger i Sydens vind/ Sær frugt hænger fra poppeltræer// Idyllisk optrin fra Sydens ædle grund/ De svulmende øjne, den forvredne mund/ En sød duft af friske magnolier/ og så den bratte lugt af brændt kød!// Her er en frugt, som krager kan plukke/ som regnen kan samle, som vinden kan suge/ som solen kan tære, som træet kan tabe/ Her er en sær, bitter høst.«

»STRANGE Fruit« giver filmen fokus. Det er den eneste sang, der står i fuld længde. Andra Day synger til en tom sal i et drømmeoptrin. Hun og Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes), der begynder som Anslingers stikker, men ender som Holidays kæreste, når samtidig til en lysning i skoven. En far er lynchet med et skilt, som siger JUSTIS SERVED om sin hals. Familien sidder ved træet og græder. Montagen er ikke subtil, men den er stærk og gør sin virkning.

   Fortællingens tråde bliver fulgt til dørs i skærmtekster, mens der garneres med arkivklip. For eksempel ser vi John F. Kennedy dekorere Harry Anslinger og takke ham for utrætteligheden. Vi får at vide, at loven, som forbyder lynching stadig ikke er vedtaget. Og at Billie sang »Strange Fruit« til sin død.

MAN må næsten få det indtryk, at Billie Holiday selv skrev »Strange Fruit«. Kun i creditsekvensen fremgår det, at komponisten hed Allan Lewis. Det har altid været den eneste »fejl«: at sangen ikke er skrevet af en afrikansk amerikaner.

   Allan Lewis – eller Lewis Allen – var et alias for Abel Meeropol (1903-1986), en jødisk gymnasielærer fra The Bronx. Han og hustruen Anne var medlemmer af det amerikanske kommunistparti, da Abel skrev »Strange Fruit« i 1936, først som et digt til lærerbladet med titlen »Bitter Fruit«, så sat til egne toner. Holiday skriver i Lady Sings the Blues, at hun hjalp Meeropol med musikken.

   Parret var altid på FBI’s fjendeliste. De adopterede Julius og Edith Rosenbergs sønner, Michael og Robert, da drengenes forældre blev henrettet for spionage i 1953. Meeropol havde også personlige grunde. Hans pseudonym var konstrueret med navnene på parrets dødfødte sønner, Lewis og Allen.

   »Strange Fruit« har således kulturel resonans: fra E.L. Doctorows The Book of Daniel (1971, da. Daniels bog) via Netflix-serien The Americans (2013-2018) til den berømte begyndelse på Sylvia Plaths The Bell Jar (1963, da. Glasklokken): »Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol.«*

THE United States vs. Billie Holiday er en seværdig, men distræt film, som skøjter hen over talrige emner. Andra Day forankrer filmen, og perioden er meget smukt genskabt. Der er dydsiret elskov med Tallulah Bankhead (Natasha Lyonne), som filmen er genert omkring. Til gengæld har Billie og Fletcher hård sex, der dunker i takt til musikken.

   Værst er dialogen. Måske vil Daniels hævne 100 års racistiske karikaturer i Hollywood-film. Anslinger spilles af Garrett Hedlund. Han præsenteres ved et møde, hvor politikerne diskuterer bevillinger. Anslinger bider tænderne sammen og koncentrerer sit credo i linjen, som jeg citerer ordret: »Drugs and negroes are a contamination to our great American civilisation.«

   Jeg tror gerne, at Anslinger var et svin, men selv han må have pakket tingene ind. Nu bliver der mumlet samtykke. Det var disse mænd, som dræbte Lady Day. Somme tider er det en stærk film. Somme tider endnu en karikatur.

*) David Margolick fortæller den fulde, fascinerende historie om signatursangen i Strange Fruit: Billie Holiday, Café Society, and an Early Cry for Civil Rights. 162 s. Philadelphia and London: Running Press Book Publishers, 2000. Billie Holiday skrev sine erindringer i samarbejde med forfatteren William Dufty. Lady Sings the Blues udkom i 1956 og bliver til stadighed optrykt i serien Penguin Modern Classics. Sidney J. Furie instruerede filmatiseringen – med Diana Ross som Holiday – i 1972. Motown producerede på vegne af Paramount Pictures. Både filmen og soundtracket var store succeser. Lady Sings the Blues er forbavsende svær at komme til at se i dag. Den bliver ikke streamet i hverken USA eller Europa. Den udkom senest på dvd og blu-ray i Frankrig i 2017. Michel Legrand skrev det orkestrale score – heraf den franske forbindelse.  

The United States vs. Billie Holiday. Instr.: Lee Daniels. Manus: Suzan Lori-Parks. Foto: Andrew Dunn. 130 min. USA 2021. Dansk premiere: 12.05.2021.

Fotos: Lee Daniels Entertainment/ Scanbox/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Michael Ochs Archives (Robin Carson portrait photo)/ NPR (Abel Meeropol photo)/ Medium.com (1930 newsphoto of mob at lynching of Thomas Shipp and Abram Smith)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 14.05.2021

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.05.2021

Robert Altman: Kansas City (1996)

ERINDRINGENS JAZZ
Altmans ode til barndommens by

Af BO GREEN JENSEN

UNDER 1930ernes økonomiske depression i USA var Kansas City et fristed. »Præriens Paris,« blev den kaldt, for byen midt i det store land var knudepunktet, hvor jernbanelinierne mødtes, og det stadig halvvilde Vesten begyndte.

   Det var en by, som ikke holdt lukket om natten. »Kansas City var den store korsvej,« sagde filmskaberen Robert Altman (1925-2006), da han præsenterede sin hyldest til byens vilde år på Cannes Festivalen. »Under Forbudstiden blev værtshusene ved med at servere. De tog ikke engang deres skilte ind.«

   I suveræne kollektivskildringer som Nashville (1975) og Short Cuts (1993) havde Altman demonstreret, at han kunne noget særligt med byer, små skæbner i den store sammenhæng og et steds atmosfære. Kansas City adskiller sig dog fra de objektivt sete og ironisk styrede billedfriser. Denne film handler nemlig om stedet, hvor instruktøren var dreng.

   Altman blev født i Kansas City og boede i byen, indtil han var 16. Den på en gang særdeles kærlige og umådeligt barske skildring af en lovløs boomtown midt på prærien er derfor også båret af en stille nostalgi, som løber lige under kynismen. Kansas City er i den henseende a sentimental journey, en nostalgisk rejse tilbage.

RESULTATET blev knap nok bemærket i hjemlandet. Heller ikke Altmans fanskare blandt europæiske cineaster kunne se det store lys i filmen, som er fransk finansieret. Men faktisk er Kansas City meget bedre end sit rygte. Især ved et gensyn sætter man pris på den fine sammenfletning af tre-fire små historier og den sorte guldalderjazz, som pulserer under filmen fra først til sidst og helt klart er tænkt som dens livsblod. Altman sagde det selv i Cannes:

   »Jeg er sikker på, at mit billede af byen i dag er meget romantiseret. På den anden side var hele min idé med Kansas City, at den skulle være som et stykke musik, en jazz-erindring. Jeg prøvede at skrive filmen som jazz, og jeg prøvede at optage den sådan. Med andre ord, der er replikker, og der er et meget fast plot med en meget håndgribelig spænding. Der er en begyndelse, en midte med nogle vendepunkter og en slutning, men i mellemrummene lod jeg skuespillerne improvisere nogle soli, fuldkommen som i et stykke jazz.«*

FILMEN udspiller sig over et døgn i foråret 1934, nærmere bestemt valgdagen den 27. marts. Gangsteren Seldom Seen – fremragende fremstillet af Harry Belafonte, som burde lave flere film – sidder i The Hey-Hey Club og tæller sine penge. Musikere som Coleman Hawkins og Lester Young diverterer hasardspillerne, der strømmer fra nær og fjern.

   Imens får Tom Pendergast, den demokratiske spidskandidat, kørt stemmekvæg til Kansas City. Arbejdsløse mænd vil gerne sætte deres kryds tolv gange på en dag, hvis de får deres drinks betalt. I periferien piler en foretagsom knægt rundt og gør store øjne, mens han lytter til sine helte. Det er den 12-årige Charlie »Bird« Parker, hvis mor Addie i øvrigt spiller en lille, men væsentlig rolle i plottet.

EGENTLIG er det en film om to kvinder. Den skarpladte Blondie (Jennifer Jason Leigh) er en hårdkogt fantast, født på den forkerte side af jernbanesporet og gift med plattenslageren Johnny (Dermot Mulroney). Hun har baseret sit liv på at efterligne idolet Jean Harlow, men heldet følger aldrig Blondie, og verden er ikke en film. Hun har kort hår, brunt og krøllet, første gang vi møder hende. Ved sidste indfarvning kom hun så meget brintoverilte i, at Harlow-parykken knækkede af. Blondie er en drømmer, men hun handler hurtigt, når det gælder.

   Det samme kan man ikke sige om politikerhustruen Carolyn Stilton (Miranda Richardson), der i stigende grad har mistet grebet om sin tilværelse, efterhånden som hendes mand avancerede i partihierarkiet. Henry Stilton (Michael Murphy) fungerer nu som rådgiver for præsident Roosevelt og er ofte i Washington i forretninger.

   Så lukker Carolyn sig inde i soveværelset og søger livsindhold i den ekstremt vanedannende laudanum, dvs. opium opløst i alkohol, som i 1930erne endnu blev anvendt som medicin. Carolyn Stilton har klasse. Hun er rødhåret, dannet og taler perfekt, skønt hun ofte taler i vildelse. Blondie giver hende tilnavnet Red.

BLONDIE bortfører Red i filmens første scene. Hendes Johnny har sminket sig sort som minstrel-figurerne Amos 'n' Andy og stjålet penge fra en spiller, der var på vej til Seldom Seens klub. Den slags gør man ikke mod byens ukronede konge. Johnny bliver hentet af Seldoms soldater og slæbt hen i den jazz-emmende Hey-Hey Club.

   Blondie opsøger Seldom Seen og beder om at få sin mand tilbage, nu hvor pengene er tilvejebragt. »Hvordan vil du have ham? I en æske eller i en sæk?« spørger Belafonte og byder Blondie et glas brandy. Hun nipper, og han tømmer glasset på gulvet, før han fylder det til sig selv. Hans positive følelser for det hvide Amerika kan ligge på et meget lille sted.

   Så Blondie kidnapper Carolyn i håb om, at hendes mand kan udnytte sine forbindelser og presse Seldom Seen til at lade Johnny gå. Uheldigvis er Stilton på vej til Washington og må først vende om og tage toget tilbage til Kansas, før han kan foretage sig noget i sagen.

   Blondie og den uklare Red skal have et døgn til at gå, mens de venter. Det er dén tid, vi følger i filmen, som ikke flytter sig meget i midten, hvor jazzen pulserer og den politiske brutalitet tager til. Endelig er der en hård, klar slutning, der føles som bitter forløsning.

STEPHEN Altman, instruktørens søn, har som produktionsdesigner gjort meget for at huske alle detaljer i det rekonstruerede Kansas City. Produceren og musikhistorikeren Hal Willner har samlet nogle af dagens førende jazzmusikere i sessions, som af og til truer med at sætte handlingen i stå, snarere end at akkompagnere og kommentere den, som det vel egentlig var tanken.

   Denne baggrund var dog intet uden spillernes soli. Jennifer Jason Leigh er præcis så irriterende, som hun skal være for at yde figuren Blondie retfærdighed. Miranda Richardson er en omtåget drøm i den mere taknemlige rolle som opiumsdrankeren Red. Over for disse sidder Belafonte og forlener gangsterkongen med næsten guddommelig tyngde. En brutal Steve Buscemi går rundt og prygler stemmekvæg, mens Jeff Feringa som Charlie Parkers mor erklærer, at hun skam ikke røber noget, for hun bliver alligevel aldrig spurgt.

   Grove racistiske vittigheder blandes op med sarte stemninger mellem de to kvinder, der ikke kan lade være med at holde lidt af hinanden. Umiddelbart kan filmen synes rigelig synkoperet og løs. I anden omgang sætter man pris på den stærke fletning, som Altman har skabt med erindringens jazz.

RIP Hal Willner 1956-2020

RIP Harry Belafonte 1927-2023

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

*) I 1997 blev jazzoptagelserne anvendt i Robert Altman's Jazz 34: Remembrances of Kansas City Swing, en enkeltstående tv-koncert/dokumentar, som blev vist i antologiserien Great Performances på WNET/PBS. Filmen turnerede på jazz- og filmfestivaler og udkom på VHS. Den er desværre ikke samlet op på den ellers veludstyrede HD blu-ray-kopi af Kansas City, som britiske Arrow Academy udgav i 2020. Dokumentaren har Harry Belafonte som fortæller og ligger i udtag på YouTube (og i fuld længde under dæknavnet Jazz Jazz Session in Hey Hey Club).

Kansas City. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman & Frank Barhydt. Foto: Oliver Stapleton. 118 min. USA-Frankrig 1996. Dansk premiere: 23.08.1996

Fotos: CiBy 2000/ Sandcastle 5 Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra Arrow Academy 02.03.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.08.1996

Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]

EN KOSMISK REGNEFEJL

Pete Docters Pixar-film kan noget særligt

Af BO GREEN JENSEN

ANIMATIONSFILMEN Sjæl er Pixar-studiets 23. titel i fuld spillelængde. Den første var John Lasseters prægtige Toy Story, som revolutionerede faget i 1995, da den beviste, at computerskabte billeder havde fremtiden for sig.

   Meget har ændret sig i mellemtiden. For eksempel blev Lasseter fjernet fra Pixar i 2017, da #MeToo-bevægelsen var i zenit, og Sjæl er den første af studiets produktioner, som ikke får biografpremiere. Det skyldes Covid-pandemien, men passer nok moderselskabet udmærket. Pixar, Marvel, 20th Century (Fox) og Lucasfilm er annekteret. Om føje tid ejer Disney alverden.

HELDIGVIS kan Pixar-film stadig noget særligt – især når de er instrueret af Pete Docter. Docter gjorde sig først bemærket med Monsters, Inc. (2001), hvor uhyrerne var bange for børn, ikke omvendt. Det var dog med Op! (2009), at han for alvor lagde afstand til feltet. En enkemand nægter at sælge huset, hvor han og hustruen havde deres liv. Ved hjælp af balloner flyver han væk. For første gang er alderdom skildret realistisk i en animationsfilm.

   Kronstykket var Inside Out/Inderst inde (2015), som modtog en Oscar. Filmen udspiller sig i sindets maskinrum, hvor kropsliggjorte karakteregenskaber – Glæde, Triste, Frygt, Vrede og Afsky – arbejder på at vedligeholde en personlighed (som tilhører den 11-årige Riley, der har en svær tid). Ideen med at gestalte de menneskelige temperamenter kunne være hentet fra Antikken. Det samme gælder sjælenes ophav, hvor alting begynder før livet i Soul.

FOR newyorkeren Joe Gardner har der aldrig været andet end musik – og musikken var altid frit flydende jazz. Han var og er en stor pianist, men der kom ikke rigtigt en chance. Årene gik, og hyren skulle hjem. Han turde aldrig satse for alvor. Imens blev han en god musiklærer.

   Filmen begynder samme dag, som lykken smiler. En gammel elev husker Joe, da Dorothea Williams, en feteret saxofonist, skal bruge en pianist til sit band. Hun er skeptisk, men bliver overbevist, da hun – og vi – ser, hvordan Joes bevidsthed ånder i musikken. Joe danser hjem gennem byen. Han ser ikke det åbne dæksel i vejen – og falder ned i hullet for at dø.

»DET kan ikke være rigtigt!« råber vi med pianisten. Så han løber den modsatte vej på transportbåndet, som fører op til det øverste lys i »Det Store Hinsides«. Han falder af og lander i »Det Store Inden«, hvor livet begynder. Først ligner alle sjæle hinanden. Så træner de med en håndplukket mentor og finder hver sin bestemmelse.

   Joe Gardner bliver forvekslet med en svensk børnepsykolog. Han får til opgave at tage sig af sjæl 22, der har tirret mentorer fra Abraham Lincoln til Moder Teresa. 22 kan ikke se sin særlige ting. Hun vil ikke livet, Joe vil ikke andet. De bliver sammen sendt tilbage og får forbyttet deres kroppe. Imens prøver himlens sjæleoptæller at korrigere den kosmiske regnefejl.

DET er fascinerende at følge, hvordan ideer fra platonisme og kristendom bliver filtreret. Det har altid været Docters force, at han gør den filosofiske tyngde så let. Jeg ved ikke, om Sjæl kan bære lige så mange gensyn som Op! og Inderst inde, men det er en fremragende før- og efterlivsfabel.

   Sjæl er samtidig en hyldest til jazz. Docters film er vaccineret mod identitetspolitiske anklager om kulturel appropriation, fordi afro-amerikaneren Kemp Powers er medforfatter. Powers har bl.a. skrevet One Night in Miami (2020), hvor han forestiller sig et møde mellem Malcolm X, Jim Brown, Sam Cooke og Muhammad Ali i 1964. Trent Reznor og Atticus Ross har skrevet det bærende score, men John Batiste har komponeret og arrangeret jazz-sekvenserne.

   Det burde ikke være nødvendigt at redegøre for filmskabernes etniske baggrund. Men tiden kræver korrekte papirer. Først ligner alle sjæle hinanden. Mon ikke det også gælder til sidst?

Soul var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Animated Feature (Pete Docter, Dana Murray), Best Original Score (John Batiste, Trent Reznor, Atticus Ross) og Best Sound (David Parker, Coya Elliott, Ren Klyce). Filmen vandt i de to første kategorier.

Soul (Sjæl). Instr.: Pete Docter. Manus: Mike Jones, Kemp Powers, Pete Docter. Foto: Katt Aspbury, Ian Megibben. 100 min. USA 2020. Dansk premiere: 25.12.2020 (streaming).

Fotos: Pixar Animation Studios/ Walt Disney Studios/  Hollywood Reporter (Pete Docter Cartoon)/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Disney+

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 16]

INDEN MUSIKKEN BLIVER STJÅLET
August Wilsons blueshistorie er afro-amerikansk arvesølv

Af BO GREEN JENSEN

VI skriver 1927 i Chicago, da blueslegenden Gertrude »Ma« Rainey kommer op fra Columbus i Georgia. Hun skal skære to nye hits, som kan sælge i Forbudstidens jazzforelskede USA. Racismen i tiden er ram. Allerede i første scene må den evigt udglattende manager (Jeremy Shamos) bestikke en skeptisk gadebetjent, som ikke vil tro på, at Ma ejer bilen, der bliver parkeret.

   Ma Rainey (1882-1939) var veninde med Bessie Smith. Hun blev kaldt »Mother of the Blues« og kan høres på 94 klassiske indspilninger. En af dem er sandt nok »Black Bottom Dance«. Her har hun sat sit Georgia Jazz Band stævne ved studiet, som ejes af den foretagsomme Mel Sturdyvant (Jonny Coyne). Det er ikke muligt at skrive om filmen, uden at oplyse hudfarver. Alle kunstnerne er afrikansk-amerikanske. Forretningsfolket er hvide, jødiske mænd.

   Musikerne har allerede forberedt sig i en time. Cutler (Colman Domingo) spiller guitar og trombone og arrangerer. Slow Drag (Michael Potts) siger ikke meget og spiller bas. Aristokraten er pianisten Toledo (Glynn Turman), som øser af sin livsvisdom. Kun trompetisten Levee Green (Chadwick Boseman) giver ikke en bønne for traditionen. Ved døren står Mas veninde (Taylour Paige) og gør sig til for rebellen. Sturdyvant har lovet at købe Levees kompositioner. Ma Rainey kan rende og hoppe for hans skyld.

DER er tre tætte akter i filmen, som hurtigt røber sin herkomst. Ma Rainey’s Black Bottom var det andet af ti skuespil i en serie, som dramatikeren August Wilson (1945-2005) skrev mellem 1982 og 2005. Fordi ni af dem udspiller sig i Pittsburghs Hill District, taler man om en Pittsburgh Cyklus.

   Skuespilleren Denzel Washington, som har produceret Ma Rainey’s Black Bottom, instruerede selv Fences (2016). Han vil have Wilson ud til et bredt publikum. I hvert fald nåede Fences til Danmark, og Ma Rainey’s Black Bottom kan ses verden over på Netflix.

   Det er filmet teater, når det er bedst. Man kan godt blive irriteret på Levee Green i den første lange fællessnak, når han skal føre sig frem. Man forstår, hvorfor Cutler bliver træt. Men teksten får liv i en lang monolog, hvor Levee beskriver, hvad hvide mænd gjorde ved hans mor. I stykket eksponeres Amerikas rædsler. Alt imens der er liv i musikken.

MA Rainey ankommer som et levende sætstykke. Hun insisterer på at lade sin stammende nevø præsentere »Black Bottom Dance«, skønt mange optagelser må kasseres. Hun vil have kold cola, før hun gør noget som helst. Hun ved, hvad hun er værd. Og får sin vilje uanset.

   Endelig kommer knivene frem i en tragisk finale, hvor stoikerne får ret, og Levee på den hårde måde lærer, hvordan verden er indrettet. Ma Rainey’s Black Bottom er lille som film, men teksten knejser som tidløst teater. Man kan sige meget om Netflix, men streamingtjenesten kender sin besøgstid. Black Lives Matter har sit øjeblik nu, med eller uden Trump, #MeToo og Covid-19.

DE fleste kender sikkert »Black Bottom« fra en nedvandet, hvid sammenhæng. Jeg tror, jeg hørte sangen første gang i Judy Garlands »Born in a Trunk«-medley, som næsten er en film for sig i George Cukors 1954-version af A Star is Born. Eller også var det Spike Jones’ parodi fra 1950. »Black Bottom» er noget, man danser i F. Scott Fitzgeralds noveller. Og jeg kender kun navnet Ma Rainey, fordi Bob Dylan lader hende følges med Beethoven i et vers fra den prægtige »Tombstone Blues«.

   Netop dét er den større pointe, som Wilson giver sit skuespil. Ma Rainey vægrer sig ved at underskrive de nødvendige papirer, da optagelserne er i kassen. Hun ved, at hun mister musikken ved at overdrage sin ophavsret. De hvide gør kun, hvad man siger, så længe de har brug for én. Bagefter skræver de over én, knapper sig til og går som efter et bordelbesøg, uden at se sig tilbage. Hun udnytter situationen i studiet, så længe hun kan. Hun sørger for at få sin vilje og sætter krusedullen på kontrakten.

   Hendes manager ser sig ikke tilbage. I næste billede står studieejeren og øver med et hvidt, Benny Goodman/Glenn Miller-agtigt orkester, der i høflig udgave indspiller én af de sange, han stjal fra Levee Green. Det kunne lige så godt være Bing Crosby, der sang.

   Ma Rainey ved, at musikken bliver stjålet. Vi har nu begrebet »kulturel appropriation«. Hvidvaskning hed noget andet på Ma Raineys tid, men August Wilson kendte mekanismen, da han skrev sine ti skuespil.

VIOLA Davis er olm og edderspændt i rollen som Ma Rainey. Hun fyrer Levee med et fingerknips, men ved, at hun har tabt status, da han går sin vej uden at blinke. Alligevel blinker Levee i enrum. Han bruger sin vrede på at bryde døren op ud til gården – som viser sig at være en tilmuret skakt. Han bliver trods alt tørret af »The Man«. Og må lade nogen undgælde.

   Især skal filmen ses for Chadwick Bosemans fremstilling af Levee Green. Boseman døde i 2020. Han blev kun 43 år. Boseman blev en rollemodel for generationer, da han i 2018 spillede superhelten Black Panther i Marvel-filmen af samme navn. Filmens succes kan knapt overvurderes. Black Panther blev til mellem to store bølger af Black Lives Matter-protest. Det var for en gangs ikke en offerhistorie. Her var en hel afrikansk-amerikansk mytologi. Alt var elegant og attråværdigt. Friheden kom af sig selv og var til uden grænser.

   Boseman kan også ses som den døde sergent, der optræder i Spike Lees Da 5 Bloods (2020), hvor veteranerne vender tilbage til Vietnam. Han vidste, at han var uhelbredeligt syg, da han indspillede Ma Rainey’s Black Bottom. Det var vigtigt for ham at gøre arbejdet færdigt, og det er i høj grad blevet hans film. Den tilegnes ham i en skærmtekst til slut.

FRA August Wilsons hånd er Levee summen af alle unge mænd, som troede, at de kunne læse systemet og blev knust under hjulene i processen. Det betyder ikke, at deres oprør er forgæves. Men det skal rettes mod fjenden, ikke mod brødre. Boseman gør en træt grimasse, da han trækker sin kniv. Hans nederlag er større end Ma Raineys. Og den tragiske faktor for enden af en rig komedie om stjålen kultur.

Ma Rainey's Black Bottom var Oscar-nomineret i 5 kategorier: Best Actor (Chadwick Boseman), Best Actress (Viola Davis), Best Production Design (Mark Ricker), Best Makeup and Hairstyling (Sergio Lopes-Rivera etc.), Best Costume Design (Ann Roth). Filmen vandt i de to sidstnævnte kategorier.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).

Ma Rainey’s Black Bottom. Instr.: George C. Wolfe. Manus: Ruben Santiago-Hudson. Foto: Tobias Schiessler. 94 min. USA 2020. Dansk premiere: 18.12.2020.

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2021