Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn]

DEN BEMALEDE FUGL

Jerzy Kosinskis klassiske holocausttekst

Af BO GREEN JENSEN

EN dreng flakker om i den opløste verden, som Europa er blevet i 1945. Krigen nærmer sig slutningen. Tyskerne rømmer de hærgede byer, mens russiske tropper indtager terrænet. Befolkningen justerer sine loyaliteter. Det er en kynisk og børnefjendsk verden, hvor basale behov har prioritet.

   Drengen indretter sig efter trafikken. Der er ikke sat stednavne på i historien, men vi befinder os sandsynligvis i Polen, hvor forfatteren Jerzy Kosinski (1933-1991) så og hørte de ting, som han tyve år senere skrev om i romanen The Painted Bird (1965, da. Den bemalede fugl).

   Kosinski kom til USA i 1957. Her skrev han to bøger om Sovjetunionen under pseudonymet Joseph Novak. Forfatteren havde livet igennem en tendens til at skabe problemer for sig selv. Da han fik udgivet The Painted Bird – som blev oversat til 30 sprog og var en debatskabende verdenssucces – faldt det ham naturligt at præsentere stoffet som selvoplevet.

HERAF fulgte en unødvendig diskussion om kilder og plagiarisme. Kosinski overtog andres historier og brugte stof, han havde læst sig til. I dag ville vi sige autofiktion. Det afgørende er ikke, om Kosinski selv gjorde drengens erfaring. Det vigtige er, at de ting fandt sted.

   Václav Marhoul (f.1960), som er tjekkisk, har brugt ti år på at realisere sin drøm om en filmatisering. Han har bearbejdet bogen, instrueret et håndplukket cast, produceret stort for beskedne midler og tilrettelagt hver detalje.

   Det forklarer til dels, hvorfor filmen synes at foregå i sin egen virkelighed. Instruktøren har udviklet tunnelsyn undervejs. Men kan derfor berige et materiale, som er endevendt så ofte, at man skulle tro, der ikke var mere at sige. Marhoul har en personlig vision af en slags.

   Ved krigens begyndelse er drengen sendt i pleje hos en tante, mens hans forældre bliver i byen og går under jorden. Der bliver aldrig talt om anti-semitismen. Man fornemmer, at jødehadet er universelt. Gården er et godt sted, men Paradis falder, da den gamle kvinde dør. Nu vil drengen prøve at finde hjem. Rejsen gennem kaos bliver hans moralske opdragelse.

DET er en hård skole, for at sige det mildt. Drengen bliver mishandlet på alle tænkelige måder, mens krigen foregår i baggrunden, og tager gradvis farve efter den systematiske brutalisering. Enkelte voksne vil ham det godt: en tysk soldat (Stellan Skarsgård); en katolsk præst (Harvey Keitel); en russisk snigskytte (Barry Pepper). Alle andre svigter, slår og voldtager.

   Især en psykopatisk møller (Udo Kier), som mistænker sin hustru for at flirte, og en pædofil, sadistisk ungkarl (Julian Sands), der nyder anseelse i landsbyen, er forfærdelige mennesker. Det er præsten, som anbringer drengen hos hans voldtægtsmand. Denne gang sørger knægten selv for at tage hævn.

   Filmen er fornemt fotograferet. I begyndelsen synes man sikkert, at den sort-hvide form lægger distance til stoffet. Man lærer at sætte pris på metoden. Drengens rejse fører gennem kaskader af blod og afføring. Det er selve hjertets søle og ælte, vi er begravet i op til halsen. The Painted Bird er en klar film med en sjældent konsekvent æstetik. Dem er der ikke mange af.

PÅ et særligt bestemmende sted bliver drengen en slags lærling for fuglefængeren Lekh (Lech Dyblik). Det er Lekh, som viser ham, hvordan de mange altid vil kanøfle den enkelte afviger. Han maler en fugl og slipper den løs. Dyret flyver op og svæver nogle få, forjættende frie sekunder. Så bliver det hakket i stykker af flokken, som ikke genkender en artsfælle.

   Episoden er typisk for verdenssynet hos Kosinski. Man tror måske – jeg gjorde i hvert fald, for jeg er naiv og Hollywood-skolet – at man skal se et allegorisk eksempel på frihed, der lever og trives i trods. Tværtimod følger en lignelse om anti-humanisme. Lekh har sex med en kvinde, som kommer og går. Landsbyens mænd voldtager og dræber hende. Lehk tager sit liv. Drengen tager ved lære. Sådan går det hver gang, der er tilløb til menneskevarme.

DET bliver gradvis en fremmed geografi, uden moralske kendemærker, som drengen hærdes og vokser op i. Nogle episoder får en kryptisk kvalitet. Da drengen er fri af den pædofile bonde, bliver han taget ind af kvinden Labina, som prøver at misbruge ham seksuelt. Han forvirres over sin fysiske uskyld. Labina kopulerer i stedet med en ged. Før drengen løber sin vej, skærer han hovedet af dyret og kaster det ind gennem hendes vindue.

   Landskabet er en bogstavelig skærsild. Efter Limbo synes drengen at nå en mere civiliseret normalitet, da de russiske soldater samler ham op. Snigskytten Mitka er en regulær faderfigur. En mindre karismatisk far dukker op med et nummer tatoveret på armen. Da er drengen holdt op med at tale og giver ikke udtryk for noget som helst. Men i toget, da ingen kan se ham, skriver han sit navn i duggen på ruden.

BAGGRUNDEN for The Painted Bird er, så vidt det lader sig gøre, klarlagt i James Park Sloans Kosinski-biografi fra 1996. Forfatteren havde ikke selv strejfet om i krigens Europa – familien blev i en forstad til Lodz. Det er dog ikke fabrikeret erfaring. Kosinski havde bare ikke gjort den selv.

   Han skrev siden Steps (1968) og Being There (1970), den politiske satire, som i 1979 blev til Peter Sellers-filmen Velkommen, Mr. Chance. Hans liv var fuldt af dækhistorier og stadig frygt for afsløring. Han var formand for P.E.N. Han var ivrig sadomasochist med hang til uniformer. De sidste bøger har hårde titler som Cockpit, Blind Date, Passion Play og Pinball. Han tog sit liv i 1991.

THE Painted Bird er en anti-Schindler's List. Den ligner Michael Hanekes østrigske Det hvide bånd (2009) og János Szászs ungarske Det store stilehæfte (2013). Der er den samme fornemmelse for jævne menneskers smålighed og grusomhed. For hvordan fascismen i flokken tager form, og hvordan individet overlever.

   Filmen er smuk på en knugende måde. Ikke for alle, men stor for den rette tilskuer.

Se også Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn].

The Painted Bird (Nabarvené ptáče). Instr. & manus: Václav Marhoul. Foto: Vladimír Smutný. 169 min. Tjekkiet-Slovakiet-Ukraine 2019. Dansk premiere: 19.11.2020.

Fotos: Silver Screen/ Ceská Televize/ PubRes/ RTVS/ Directory Films/ Ukrainian State Film Agency/ Státni fond kinemagraphie/ Andiovizuálny fond/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Eureka Entertianment | Montage Pictures (UK) 16.11.2020

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.11.2020 

Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski]

TILFÆLDETS HØST

Første del af en efterladt trilogi

Af BO GREEN JENSEN

SKÆBNENS princip og tilfældets love var hjertesager for Krzysztof Kieslowski. Ved sin død i 1996 efterlod den polske filmskaber en bred og mangfoldig frise af værker, der som regel tager afsæt i ting, vi tror er givne – bibelske bud, steder og navne, frihedens farver – og beskriver ad hvilke ironiske veje, og ved hvilken forløsende kærligheds nåde, vi trods alt når vor bestemmelse, selv om vi prøver at undgå den.

   Kieslowskis sene sekvenser – tv-serien Dekalog (1988), Veronikas to liv (1991) og mesterværket Tre farver: Blå, Hvid, Rød (1993-94) – var alle skrevet i samarbejde med juristen og forfatteren Krzysztof Piesiewicz. Ved instruktørens død var parret netop begyndt på endnu en trilogi af beslægtede film. Efter undersøgelsen af værdierne frihed, lighed og broderskab i Tre farver skulle den moderne tilstands moralske kosmologi kortlægges i tre film med titlerne Himmel, Helvede og Skærsilden.

KUN manuskriptet til Heaven nåede at blive færdigt. Det har tyskeren Tom Tykwer realiseret, i forlæggets ånd, men bestemt ikke uden egne input og ideer. Tykwer er [var i 2002] kendt for Winterschläfer (1997) og Lola rennt (1999), to særdeles stilbevidste og indbyrdes meget forskellige film. Freden og fatalismen i Vintersoverne er lige så dvælende, som den visuelle scratch i Lola er frapperende og effektjagende. Herefter skabte Tykwer Der Krieger + die Kaiserin (2000), som prøver at føje strømmene sammen. Med denne film har Heaven meget til fælles.*

PRÆMISSEN for Heaven er rendyrket Piesewicz og Kieslowski, en kosmisk ironi som tangerer det fortænkte og teatralske. Filmens elskende, den britiske lærerinde Philippa (Cate Blanchett) og den italienske retsskriver Filippo (Giovanni Ribisi), mødes under ekstreme forhold i Torino. Hun har mistet sin mand, som var narkoman. I prologen anbringer hun en bombe i skraldespanden hos lægen, der bærer skylden for hans og flere af hendes elevers død. Imidlertid griber skæbnen ind i skikkelse af en rengøringskone. Philippa får fire tilfældige mord på samvittigheden, mens den store fisk på kontoret går fri.

   Hun er knust og kastes ud i en krise, da det går op for hende, at hun er blevet terrorist til ingen nytte. Under politiforhøret kræver hun at blive udspurgt på engelsk, og sådan kommer Filippo, en ung mand som ellers gør alting korrekt, ind i den moralske ligning. Han forelsker sig og hjælper den desperate kvinde til at flygte. Af pligt giver hun sig til at elske ham tilbage, men snart bliver følelsen varm og konkret. Begge erkender, at hun må og skal have sin straf, men foreløbig er de på flugt og i himlen.

SOM navnene lidet subtilt signalerer, er Philippa og Fillippo mere som søskende end elskende. De er to sider af samme menneskelige princip, og en af filmens smukkeste scener afvikles, da begge har ladet sig kronrage for ikke at blive genkendt. De er sat fri og ser pludselig yngre ud, klædt i identiske t-shirts og jeans. Selv Filippos politifar velsigner deres kærlighedsflugt. I øvrigt breder korruptionen sig langt op i etaten. Dette spor i handlingen føles stadig mere irrelevant, efterhånden som den moralske optik bliver klar.

I MANGE henseender kan Heaven minde om den stilistiske amagermad, som Steven Spielberg fik ud af færdiggøre Stanley Kubricks A.I.-projekt. Første akt af filmen tangerer en pastiche på Kieslowskis facon og metode, mens den lyriske slutdel er rendyrket Tykwer, komplet med dvælende drømmemusik af Arvo Pärt, som også løftede slutningen på Vintersoverne ud af tiden og ind i evigheden. Det samme sker her, da en helikopter stiger og stiger ret op i himlen. At en sådan bevægelse er umulig, ved vi fra prologens billeder af landskabet i en flysimulator. Ved kærlighedens nåde sker miraklet alligevel fyldest.

MERE problematisk er den uegale mellemdel, hvor flugten sættes i værk og en masse besværlige plotpunkter afvikles, mens Tykwer synes at være i tvivl om, hvilken stil han skal følge, sin egen eller Kieslowskis. Heldigvis beslutter han at skrive sit eget navn under filmen til slut, ganske som Spielberg gjorde til allersidst i A.I. Man skal derfor se denne film for ideen, for en veloplagt begyndelse og for en slutning rig på på ren poesi. Stoffet i midten er mindre spændende. Derfor føles Heaven spinkel som helhed.

   Især Cate Blanchetts hudløse furie brænder effektivt igennem. Som den pæne vinkelskriver er Ribisi længere om at vinde os for sig, men han vokser med opgaven og sin erfaring. Nu og da bryder hverdagen ind i skikkelse af robuste bipersoner. Det er befriende, og det samme gælder den italienske virkelighed, som fortællingen er forankret i. Hvad Heaven vil sige os, er svært at blive klog på, når Hell og Purgatory mangler. Muligvis bare noget så enkelt, som at kærligheden lutrer og passer på sine børn.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996.

*) Tom Tykwer tog videre med Perfume: The Story of a Murderer (2006), The International (2009), Cloud Atlas (2012) og A Hologram for the King (2016), mens han som medejer af produktionsselskabet X-Filme blev en drivkraft i den hjemlige filmindustri. 3 (2010) var en lille tysk produktion. I 2017 begyndte tv-eventyret med Babylon Berlin, men i 2002 var han bare en ung mand fra Wuppertal, der havde erobret verden sammen med Franka Potente. 

   Krzysztof Piesewicz skrev videre på trilogien, som faktisk blev færdiggjort. Bosnieren Danis Tonovic instruerede L'Enfer (2005, int. Hell) med Emmanuelle Béart, Karin Viard og Marie Gillain som tre traumatiserede søstre. Polakken Stalislaw Mucha instruerede Nadzieja (int. Hope) i 2007. De to sidste film nåede ikke til Danrmark.   

Heaven. Instr.: Tom Tykwer. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Frank Griebe. 97 min. Tyskland-UK-USA-Frankrig-Italien 2001. Dansk premiere: 04.10.2002

Fotos: Miramax/ X-Filme Creative Pool/ Mirage Enterprises/ Noé Productions/ Star Edizioni Cinematografiche/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames (maj 2025) på Amazon Store (Frankrig) , Apple TV, (Polen), YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Echo Bridge Entertainment 10.03.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2002

Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996

TILFÆLDETS MUSIK

Fem film af Krzysztof Kieslowski

Af BO GREEN JENSEN

DETTE fine og vigtige bokssæt udkommer på et kritisk tidspunkt.* Ved sin død var polske Krzysztof Kieslowski (1941-96) dagens mand i europæisk film. TV-serien Dekalog (1988) blev set over hele verden, og med La Double vie de Véronique (1991) skabte han en kunstfilm, som solgte billetter og lignede en besværgelse for forvandlingens Europa. Trilogien Tre Farver (1993-94) var en af årtiets store succeser.

   To-tre årtier senere er Kieslowski blevet kanoniseret pligtstof for den yngre generation, på samme måde som 1960ernes franske nybølgeinstruktører var i 1970erne, hvis man brændte for tysk saglighed eller New Hollywood. Og kender man kun til de sene produktioner, kan det være svært at se, hvad Kieslowski havde, ville og kunne.

SÆTTET samler fire polske produktioner og den første af de franske film. Mest interessant er måske Blind chance, instruktørens tredje spillefilm (efter Arret fra 1976 og Jeg – en filmamatør fra 1979), som han skabte efter 15 års arbejde med tv og dokumentarformen. Filmen fortæller tre mulige versioner af den samme livshistorie og giver dem hver sin distinkte slutning.**

   Den lægestuderende Witek (Boguslaw Linda) skal med toget fra Lodz til Warszawa. I den første udgave når han toget og bliver en systemtro kommunist. I den anden kommer han for sent og får en karriere som illegal i den katolsk forankrede undergrundsbevægelse. I den tredje bliver han hjemme, færdiggør sin uddannelse og stifter familie. Det er dén version, som ender allermest brat og vilkårligt. Hos Kieslowski er tilværelsen aldrig en win-win situation.

   Blind chance undersøger forholdet mellem tilfælde og skæbne. På en måde var det dén film, han lavede igen og igen. Kieslowski sagde selv: »Vi ved aldrig helt, hvor vores skæbne ligger. Vi ved ikke, hvad tilfældet vil byde os. Skæbne i betydningen et sted, en social gruppe, en professionel karriere eller det arbejde, vi udfører. I socialsfæren styres vi i høj grad af tilfældigheder; der er ting, vi er nødt til at gøre, eller vi er nødt til at være, som vi er. Det skyldes selvfølgelig vore gener.«***

BEZ konca – som på selve dvd’en kaldes Det nøgne ansigt og på coveret bærer sin engelske titel No End – hed Blind kærlighed ved sin danske premiere. Den polske titel betyder »Lykkelig afslutning«. Det skal ikke tages bogstaveligt. Filmen kommenterer de politiske tilstande i hjemlandet. I december 1981 havde general Wojciech Jaruzelskis regering indført militær undtagelsestilstand for at modarbejde fag- og folkebevægelsen Solidaritet.

   En død advokat (Jurek Radziwillowicz fra Andrzej Wajdas Marmormanden og Jernmanden), som er filmens fortæller, bliver hængende og følger sin hustrus forsøg på at komme videre. Hun indser først nu, hvor højt hun elskede ham. En ældre advokat overtager sagen, som gælder et sultestrejkende Solidaritet-medlem, der skal vælge mellem at trodse systemet eller give efter og få et liv med sin famlie.

   Filmens politiske og metafysiske lag er flettet sammen i en registerende form, som forløser motivet på smukkeste vis. Blind kærlighed var den første film, Kieslowski skrev sammen med sin faste medforfatter, juristen Krzysztof Piesiewicz, og den koncentrerer de strukturelle principper, som siden bliver hovedsagen. »Vælger man at leve, må man finde sig i en del,« siger den gamle advokat til den anklagede. Det er en fantastisk lakonisk og kuldslået film, der undsiger al idealisme.

EN lille film om kunsten at dræbe og En kort film om kærlighed er lange versioner af to episoder i Dekalog, de tematisk forbundne tv-film, hvori Kieslowski og Piesiewicz undersøger Bibelens ti bud. En lille film om kunsten at dræbe åbner, i giftigt lys og grimme farver, med billedet af en hængt kat og sætter lighedstegn mellem en mordet på en taxichauffør og systemets efterfølgende henrettelse af gerningsmanden.

   Dekalog V og VI er 30 minutter længere i spillefilmsudgaverne. Mens det udvander styrken i filmen om at dræbe, kommer kærlighedsfablen fuldt til sin ret i den lange version. Postarbejderen Tomek (Olaf Lubaszenko) belurer genboen Magda (Grazyna Szapolowska var Kieslowskis polske actrice fetîche) fra vinduet i det stedløse etagebyggeri, der indrammer alle historierne i Dekalog. Efter at have afvist ham, indleder hun et forhold til den standhaftige elsker.

VERONIKAS to liv var Kieslowskis første internationale produktion. En fransk Veronique og en polsk Weronika (begge spillet af Irène Jacob) vokser op på hver sin side af Jerntæppet og lever sideløbende liv, som kun forbindes i én enkelt scene. Filmen dyrker en udsøgt optik og bryder de polske films saglige tone. Det er dog atter temaet fra Blind chance, forholdet mellem skæbne og tilfælde, som undersøges.

   Efter Veronikas to liv fulgte Blå (1993), Hvid (1994) og Rød (1994). Tre farver er nok Kieslowskis mest fuldbårne værk - især Blå har ikke tabt intensitet – men man aner en begyndende træthed. Den sanseligt sørgende Juliette Binoche i Blå er en ny version af Grazyna Szapolowskas karakter i Blind kærlighed. De moralske pointer fra den film går igen i Rød, men står svagere i den sene, lækkert æstetiserende version.

KIESLOWSKI døde under arbejdet med endnu en konceptuelt baseret trilogi. Himmel, Helvede og Skærsild skulle samtidig udtrykke Tro, Håb og Kærlighed. Tyskeren Tom Tykwer færdiggjorde den engelsksprogede Heaven (2002). L’Enfer (2005), en fortælling om tre søstre, blev realiseret i Frankrig af bosnieren Danis Tanovic. Endelig instruerede polakken Stanislaw Mucha Nadzieja (2007).

   Ingen af de film blev noget særligt. Måske var følelsen ved at gå til i systemtænkning. En mere nærliggende forklaring er dog, at kun Kieslowski selv kunne forløse sine ideer. Som Dylan synger Dylan bedst. Den polske filmskaber er savnet. Kieslowski Collection viser, hvor han kom fra og hvor han var på vej hen, da han døde – før sin tid, som man siger - i en alder af 54.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

*) KRZYSZTOF KIESLOWSKI COLLECTION/ Blind chance/ Przypadek (1981/1987); Blind kærlighed/ No End/ Bez konca (1985); En lille film om kunsten at dræbe/ Krótki film o zabijaniu (1988); En kort film om kærlighed/ Krótki film o milósci (1988); Veronikas to liv/ La Double vie de Véronique (1991). 7 timer og 55 minutter. Intet ekstramateriale. Polen-Frankrig 1981-91. Atlantic Film, 2009 [Der er siden kommet flere tilsvarende blu-ray bokssæt, som regel dog uden de to film fra Dekalog, der er udsendt i separate udgaver og/eller sammen med resten af Dekalog].

**) Blind chance blev færdiggjort i 1981, men fik først premiere i 1987, da censurmyndigheden tillod en højere grad af politisk kritik. I sin egen tid kom filmen altså ud to år efter Bez konca/No End, som var den tredje af Kieslowskis fiktionsfilm, der fik premiere.

   Kieslowski var ikke den første, der lod parallelle plots udspille sig i alternative kausalitetskæder, men præmissen for Blind Chance – når protagonisten toget eller ikke, og hvad sker der – blev en direkte inspirationskilde for Jaco van Dormaels belgisk-franske Mr. Nobody (2009), Tom Tykwers tyske Lola rennt (1998) og (især) Peter Hewitts britiske Sliding Doors (1998), som endvidere bruger elementer fra Veronikas to liv i Gwyneth Paltrow-karakterens fysiske fremtoning(er).

   Alle Kieslowskis øvrige film har musik af Zbigniew Preisner (f. 1955), ofte indlejret i dennes metafiktive »Van Den Budenmayer«-alias. Men Blind Chance har score af »den anden« store polske filmkomponist, Wojciech Kilar (1932-2013), som skrev musikken til bl.a. Andrzej Wajdas Det forjættede land (1975), Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992), Jane Campions The Portrait of a Lady (1996), Roman Polanskis The Pianist (2002). 

**) Citeret efter Danusia Stok (red.): Kieslowski om Kieslowski. Oversat efter »Kieslowski on Kieslowski« (1994) af Peter Marslew. 286 s. Gyldendal, 1994.

Fotos: Catherine Chabrol (portræt)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Criterion Collection

Blind Chance streames ikke i DK

Blind kærlighed streames på MUBI

En lille film om kunsten at dræbe streames på MUBI

En lille film om kærlighed streames på MUBI

Veronikas to liv streames på Blockbuster, MUBI Rental og FILMSTRIBEN

Trykt som dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #49 maj-aug. 2010 - ajourført august 2021 

Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]

HVERDAGENS MYSTERIER

Et møde med Irène Jacob

Af BO GREEN JENSEN

JANUAR 2017: Det er en regnfuld mandag i Paris, da jeg drikker kaffe med Irène Jacob. Hun er ved at indrette sig i et værelse på Hotel Grand, hvor hun igen skal bruge en dag af sit liv på at tale om Krzysztof Kieslowski.

   Skønt den polske mester døde i 1996, og Jacob for længst er videre med en stille karriere i verdensfilm og fransk teater, er det igen og igen de to film, som hun lavede med Kieslowski, der trækker journalisterne til.

   I La Double vie de Véronique (da. Veronikas to liv) fra 1991 spiller hun både den polske Weronika og den franske Véronique, som lever hver sit liv på hver sin side af Jerntæppet. I Rød fra 1994, den sidste film i trilogien Tre farver, er hun den unge kvinde, Valentine, som fører dybe samtaler med dommeren Kern.

   Jacob er født i Frankrig, men voksede op i Geneve. Hun var 11 år, da hun begyndte at optræde professionelt på scenen. Ti år senere fik hun sin første filmrolle i Louis Malles mesterlige Au revoir les enfants (1987, da. Vi ses igen).

NU er Jacob fyldt 50. Hun har haft en lang karriere som først Den Pæne Pige, så Den Kønne Kvinde i et utal af kultiverede produktioner. Hun har arbejdet med de bedste instruktører, men intet af det, som kom efter Kieslowski, har fundet et stort publikum.

   Dét kunne man godt spørge ind til, men det er ikke en del af kontrakten. Og Jacob respekterer altid kontrakten. Allerede i Veronikas to liv blev hun kritiseret for at være for pæn. Hun er i hvert fald beskeden og høflig. Vi skal tale om storhedstiden igen.

   – Du fik dit gennembrud i »Veronikas to liv«. Hvordan er det at se den igen?

   »Jeg har ikke set filmen igen, men jeg har set den mange gange. Når jeg rejser i forbindelse med tv, film og teater, véd cinematekerne, at jeg kommer, og de beder mig præsentere en film af Kieslowski. Jeg siger altid ja, for det er så fint at føle, hvordan publikum opdager en film.

   Jeg har været del af en film, som krydser grænser og tid. Krzysztof sagde, at for at røre mange mennesker, må man være specifik. Hvis man arbejder for alment, når man ikke ind til nogen. Dekalog foregår i 80erne i et polsk etagebyggeri. Det er bevægende at se den med et kinesisk eller brasiliansk publikum. Kulturelle og kronologiske grænser eksisterer ikke i film og litteratur. Krzysztof var altid i gang med en bog. Han sagde, han håbede at lave film, der var som gode bøger.«

   – Jeg mødte ham nogle år, før han døde. Han fik en dansk ærespris, og han talte med de filmstuderende. Jeg var en slags ordstyrer. Han svarede indgående på deres spørgsmål og meget kort på mine. Kunne han ikke lide journalister?

   »Han var mistroisk over for dem. Han var blevet såret i forbindelse med sine første film. Nogle film blev forbudte, og den polske presse holdt hænder med regeringen. Han fik ofte skyld for at være på den ene eller den anden side. Når jeg læser hans interviews, kan jeg se, at han svarer med enstavelsesord.

   Krzysztof var god til at tale om film. Han kunne tale med de unge instruktører, og han var en inspirerende lærer. Han ville bare ikke overfaldes af journalister, der tog ham til indtægt for noget politisk. Det skete så ofte, selv med Veronika og Tre farver. Hvorfor vil denne polske instruktør lave film om europæiske idealer?«

– Vidste du, hvem han var, da I lærte hinanden at kende?

   »Ja, for jeg havde set noget af Dekalog. Jeg skulle egentlig medvirke i et teaterstykke og ville holde ferie, før vi gik i gang. Jeg boede i Amerika på det tidspunkt, og vi havde en plan om at køre tværs over USA, men casteren sagde: Nej, du må komme tilbage og møde denne instruktør.

   Der var ingen garanti for, at det ville blive til noget. Men han brugte en eftermiddag på at tale med hver af de skuespillerinder, han overvejede til rollen. Jeg kunne se, at han var en omhyggelig mand.«

   – Du har arbejdet med andre af de store europæere, Michelangelo Antonioni i Bag skyerne (1995), Theo Angelopoulos i The Dust of Time (2008). Var Kieslowski alligevel noget særligt?

   »Vi lavede to film sammen, og dét var specielt. Både Veronika og Rød er meget karakterorienterede. Kameraet var håndholdt og fulgte min karakter det meste af tiden. For Kieslowski var kameraet som et mikroskop. Det forstørrede de mindste udtryk. Så arbejdet var intenst og fokuseret og personligt. Jeg blev altid bedt om selv at byde ind med detaljer.

   Det var helt anderledes med Angelopoulos. Han havde en stor historisk vision. Skuespillerne kom og gik, de var karakterer som befolkede den, men man kom slet ikke tæt på dem – eller ham – på samme måde.

   Det var bevægende at arbejde med Antonioni. Jeg er meget glad for den film, som vi lavede sammen, og jeg ville gerne have lavet flere. Det var en helt anden måde at arbejde på.

   Som regel sammenligner jeg Antonioni og Krzysztof, når jeg fortæller på universiteter, for de var totale modsætninger. Krzysztof elskede klippeprocessen, så han brugte mange indstillinger for at have noget at arbejde med. Antonioni brugte kun én. Så der var ingen valg at foretage.

   Begge lavede få meget optagelser. Krzysztof lavede to – måske tre, hvis der var problemer. De var meget personlige instruktører, og de kom til at præge mig. Jeg var 23 år, da vi lavede Veronikas to liv. Jeg vidste det ikke, men på en måde var det filmkunstens DNA, jeg fik ind.«

– Du siger, du blev præget. Hvordan?

   »Hvad der især er blevet hos mig, er hans interesse for det almindelige hverdagsliv – og for dets mysterier. Det usædvanlige ved sædvanlige tider. Han var ikke interesseret i det spektakulære. Han ville finde det mirakuløse i en almindelig samtale på en helt almindelig dag – om det så bare var at se, hvordan sukkeret smelter i en kop kaffe. Dét har jeg virkelig båret med mig.

   Der er meget at sige om Krzysztof. Han brugte en ny fotograf i hver film. Dét er usædvanligt, for andre instruktører bruger så vidt muligt den samme fotograf. De får en signatur og opbygger et fællesskab.

   Fotografen på Veronika, Slawomir Idziak, havde virkelig mange ideer. Krzysztof lyttede til ham og sagde: Hvis jeg bruger den samme fotograf flere gange, er det som altid at bruge den samme skuespiller.

   Så han og Slawomir brugte filtre og håndholdt og fandt på en masse finesser. Kameraet, der hænger i en snor og bliver kastet. De kiggede hele tiden gennem søgeren for at se, hvordan landskabet kunne udtrykke nye sandheder.

   Han plejede at sige: Livet er mere end Coca-Cola og en ny bil. Vi er i forbindelse med noget større, men vi ved ikke, hvad det er. Jeg ved ikke, om det er godt eller ondt. Men der er noget mere.

   Det handler om intuition og fornemmelser. Han var altid meget interesseret i de ting. Han kunne lide at finde en fortælling i det, vi aldrig kommer ind på i en samtale. Kosmiske forbindelser i det ordinære.«

– Det er en anden slags magisk realisme. I Dekalog drukner drengen, fordi hans far stoler blindt på videnskaben. Han regner ud, at isen kan bære, så sønnen må gerne skøjte på søen. Men isen brister alligevel –
   »Ja. Det er en filmkunst, som stiller spørgsmål, ikke sandt? Og derfor ville han ikke give definitive svar. Hverken til journalister eller publikum eller skuespillerne. For han følte, at det begrænsede valgmulighederne. Og han ville hellere have, at publikum undrede sig.

   Han sagde, at det kom sig af tiden med censur. De kunne ikke sige hele sætningen, så de måtte finde en måde at få det til at virke på, hvis de kun sagde halvdelen. Og alligevel var i øjenhøjde med publikum.

   Nu var der ingen censurmyndighed, men han blev ved med at tænke på den måde. Jeg giver dem kun en del af sætningen, jeg vil have publikum til at sætte den på plads. Det er sikkert derfor, at filmene bliver ved med at virke moderne. Tilskuerne fylder dem med deres egen tid og kultur.«

   – Ved du, om han havde ideen til Veronika før Jerntæppets fald?

   »Altså, de ting skete jo og fyldte alt. Han ville aldrig have kunnet lave den film, før det skete. Vi lavede Veronika i 1991. Før vi gik i gang, tænkte jeg: Du skal møde en polsk instruktør. Det var meget eksotisk.«

   – For det er vel den samme karakter, som vokser op i Vest og Øst?

   »Det er virkelig en film af sin tid. Den handlede om grænser, der blev åbnet. Fordi han havde været i Cannes med Dekalog, blev han tilbudt at lave Veronika som en koproduktion. Han vidste, at verden åbnede sig. Han kunne have lavet en fransk historie om en polsk pige eller omvendt. Men denne fortælling om dobbelte identiteter, de mystiske forbindelser, havde altid været der. Den franske Veronika sidder i bussen og tager et foto, som den polske Veronika er med på. I så mange år kunne de ikke rejse, som de ville. Jo, det er en politisk film.«

– Tre år senere lavede I Tre Farver: Rød. Det blev hans sidste film. Vidste han, at han var syg?

   »Han regnede ikke, at han skulle dø. Det var en operation, som gik galt. Han sagde, han var træt og ville trække sig tilbage. Og pressen mente igen, at det var en gimmick. Men han ville hellere skrive manuskripter og lade unge instruktører lave filmene.«

   – Du har også lavet Hollywood-film. U.S. Marshalls sammen med Tommy Lee Jones, for eksempel. Og du var med i Paul Austers The Inner Life of Martin Frost. Føler du, at tiden med Kieslowski satte dig i bås som arthouse-skuespiller?
   »Fornylig var jeg med i Netflix-serien The Affair. Da jeg lavede U.S. Marshalls var det jo for at prøve at gå en helt anden vej. Det er sandt, at i Amerika er Kieslowskis film referencen. Men jeg tror ikke, de spørger mig, fordi det var arthouse. De spørger, fordi hans film bevægede dem.«

Se også: Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis kampfælle: Et interview med Kzrysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Kzrysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Irène Jacob blev interviewet på Hotel Grand i Paris den 16. januar 2017

Fotos: Mk2/ Miracle Film/ Wim Wenders Stiftung/ Artificial Eye/ Celebrity Wallpapers/ Netflix

Alle de nævnte film bliver streamet og er udgivet fysisk på blu-ray

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 30.06.2017