Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski]

TILFÆLDETS HØST

Første del af en efterladt trilogi

Af BO GREEN JENSEN

SKÆBNENS princip og tilfældets love var hjertesager for Krzysztof Kieslowski. Ved sin død i 1996 efterlod den polske filmskaber en bred og mangfoldig frise af værker, der som regel tager afsæt i ting, vi tror er givne – bibelske bud, steder og navne, frihedens farver – og beskriver ad hvilke ironiske veje, og ved hvilken forløsende kærligheds nåde, vi trods alt når vor bestemmelse, selv om vi prøver at undgå den.

   Kieslowskis sene sekvenser – tv-serien Dekalog (1988), Veronikas to liv (1991) og mesterværket Tre farver: Blå, Hvid, Rød (1993-94) – var alle skrevet i samarbejde med juristen og forfatteren Krzysztof Piesiewicz. Ved instruktørens død var parret netop begyndt på endnu en trilogi af beslægtede film. Efter undersøgelsen af værdierne frihed, lighed og broderskab i Tre farver skulle den moderne tilstands moralske kosmologi kortlægges i tre film med titlerne Himmel, Helvede og Skærsilden.

KUN manuskriptet til Heaven nåede at blive færdigt. Det har tyskeren Tom Tykwer realiseret, i forlæggets ånd, men bestemt ikke uden egne input og ideer. Tykwer er [var i 2002] kendt for Winterschläfer (1997) og Lola rennt (1999), to særdeles stilbevidste og indbyrdes meget forskellige film. Freden og fatalismen i Vintersoverne er lige så dvælende, som den visuelle scratch i Lola er frapperende og effektjagende. Herefter skabte Tykwer Der Krieger + die Kaiserin (2000), som prøver at føje strømmene sammen. Med denne film har Heaven meget til fælles.*

PRÆMISSEN for Heaven er rendyrket Piesewicz og Kieslowski, en kosmisk ironi som tangerer det fortænkte og teatralske. Filmens elskende, den britiske lærerinde Philippa (Cate Blanchett) og den italienske retsskriver Filippo (Giovanni Ribisi), mødes under ekstreme forhold i Torino. Hun har mistet sin mand, som var narkoman. I prologen anbringer hun en bombe i skraldespanden hos lægen, der bærer skylden for hans og flere af hendes elevers død. Imidlertid griber skæbnen ind i skikkelse af en rengøringskone. Philippa får fire tilfældige mord på samvittigheden, mens den store fisk på kontoret går fri.

   Hun er knust og kastes ud i en krise, da det går op for hende, at hun er blevet terrorist til ingen nytte. Under politiforhøret kræver hun at blive udspurgt på engelsk, og sådan kommer Filippo, en ung mand som ellers gør alting korrekt, ind i den moralske ligning. Han forelsker sig og hjælper den desperate kvinde til at flygte. Af pligt giver hun sig til at elske ham tilbage, men snart bliver følelsen varm og konkret. Begge erkender, at hun må og skal have sin straf, men foreløbig er de på flugt og i himlen.

SOM navnene lidet subtilt signalerer, er Philippa og Fillippo mere som søskende end elskende. De er to sider af samme menneskelige princip, og en af filmens smukkeste scener afvikles, da begge har ladet sig kronrage for ikke at blive genkendt. De er sat fri og ser pludselig yngre ud, klædt i identiske t-shirts og jeans. Selv Filippos politifar velsigner deres kærlighedsflugt. I øvrigt breder korruptionen sig langt op i etaten. Dette spor i handlingen føles stadig mere irrelevant, efterhånden som den moralske optik bliver klar.

I MANGE henseender kan Heaven minde om den stilistiske amagermad, som Steven Spielberg fik ud af færdiggøre Stanley Kubricks A.I.-projekt. Første akt af filmen tangerer en pastiche på Kieslowskis facon og metode, mens den lyriske slutdel er rendyrket Tykwer, komplet med dvælende drømmemusik af Arvo Pärt, som også løftede slutningen på Vintersoverne ud af tiden og ind i evigheden. Det samme sker her, da en helikopter stiger og stiger ret op i himlen. At en sådan bevægelse er umulig, ved vi fra prologens billeder af landskabet i en flysimulator. Ved kærlighedens nåde sker miraklet alligevel fyldest.

MERE problematisk er den uegale mellemdel, hvor flugten sættes i værk og en masse besværlige plotpunkter afvikles, mens Tykwer synes at være i tvivl om, hvilken stil han skal følge, sin egen eller Kieslowskis. Heldigvis beslutter han at skrive sit eget navn under filmen til slut, ganske som Spielberg gjorde til allersidst i A.I. Man skal derfor se denne film for ideen, for en veloplagt begyndelse og for en slutning rig på på ren poesi. Stoffet i midten er mindre spændende. Derfor føles Heaven spinkel som helhed.

   Især Cate Blanchetts hudløse furie brænder effektivt igennem. Som den pæne vinkelskriver er Ribisi længere om at vinde os for sig, men han vokser med opgaven og sin erfaring. Nu og da bryder hverdagen ind i skikkelse af robuste bipersoner. Det er befriende, og det samme gælder den italienske virkelighed, som fortællingen er forankret i. Hvad Heaven vil sige os, er svært at blive klog på, når Hell og Purgatory mangler. Muligvis bare noget så enkelt, som at kærligheden lutrer og passer på sine børn.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996.

*) Tom Tykwer tog videre med Perfume: The Story of a Murderer (2006), The International (2009), Cloud Atlas (2012) og A Hologram for the King (2016), mens han som medejer af produktionsselskabet X-Filme blev en drivkraft i den hjemlige filmindustri. 3 (2010) var en lille tysk produktion. I 2017 begyndte tv-eventyret med Babylon Berlin, men i 2002 var han bare en ung mand fra Wuppertal, der havde erobret verden sammen med Franka Potente. 

   Krzysztof Piesewicz skrev videre på trilogien, som faktisk blev færdiggjort. Bosnieren Danis Tonovic instruerede L'Enfer (2005, int. Hell) med Emmanuelle Béart, Karin Viard og Marie Gillain som tre traumatiserede søstre. Polakken Stalislaw Mucha instruerede Nadzieja (int. Hope) i 2007. De to sidste film nåede ikke til Danrmark.   

Heaven. Instr.: Tom Tykwer. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Frank Griebe. 97 min. Tyskland-UK-USA-Frankrig-Italien 2001. Dansk premiere: 04.10.2002

Fotos: Miramax/ X-Filme Creative Pool/ Mirage Enterprises/ Noé Productions/ Star Edizioni Cinematografiche/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames (maj 2025) på Amazon Store (Frankrig) , Apple TV, (Polen), YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Echo Bridge Entertainment 10.03.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2002

Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]

RIGTIGE MENNESKER

Et interview med Krzysztof Piesiewicz

Af BO GREEN JENSEN

I SIT forord til den engelske udgave af Dekalog-manuskripterne fortæller Krzysztof Kieslowski en instruktiv anekdote om sit første møde med medforfatteren Krzysztof Piesiewicz (f. 1945).

   Da der i 1981 blev erklæret militær undtagelsestilstand i Polen, ønskede Kieslowski for sin egen og historiens skyld at registrere de totalitære former, under hvilke udrensningen manifesterede sig: »Jeg elskede den dokumentariske form og troede på den som redskab til at beskrive verden med.«

   Som et led i denne proces ville han gerne filme retsopgøret. »Jeg håbede at kunne filme både anklagernes og de anklagedes ansigter.« Instruktøren fik omsider tilladelse til dette i august 1982. I begyndelsen betragtede alle parter Kieslowski med skepsis. Dette ændrede sig dog hurtigt.

   Det viste sig nemlig, at når kameraet kørte, blev der ikke afsagt hårde domme. Ingen blev sendt i fængsel. Enten blev de anklagede frikendt eller fik betingede domme. Ingen dommer ville for tid og evighed fastholdes i dét øjeblik, hvor han dømte et andet menneske hårdt.

   Nu tiggede forsvarsadvokaterne Kieslowski om at være til stede. Ofte stod kameraet og kørte uden film. Når blot det var der, blev dommene mildnet. Og den allermest mediebevidste af disse advokater var manden, der siden skulle blive Kieslowskis medforfatter: Krzysztof Piesiewicz.

PIESIEWICZ og Kieslowski havde meget tilfælles. De var jævnaldrende, var vokset op med den samme mistro til den katolske kirke – »den tredje store magtfaktor på Polens politiske scene« – og nærede samme foragt for statsapparatet. Endvidere brændte de begge for at finde en løsning på spørgsmålet om personlig moral.

   De skrev deres første film i 1984 og fik siden arbejdet sammen på 17 projekter, herunder hele Dekalog-serien, Veronikas to liv og Blå/Hvid/Rød-trilogien.

   – Det var dig, der foreslog Kieslowski at bygge en film på De ti Bud. Hvordan fik du selv ideen til Dekalog?

   »I et system som det polske opstår behovet for at stille moralske spørgsmål allerede i skolen, fordi man ikke kan stole på noget af det, man lærer. Man bliver meget forvirret, meget desillusioneret.

   I begyndelsen af 70erne læste jeg en bog, der hed Moralens normer. Forfatteren var selv agnostiker og beskrev sulten efter absolutte holdepunkter i en verden med flydende værdier. Hun etablerede nogle pejlemærker, efter hvilke man kunne navigere i det moralske tomrum.

   Den bog gjorde et stort indtryk på mig. Senere så jeg på nationalmuseet i Warszawa et billede fra 1500-tallet. Det plejede at hænge i en kirke i Gdansk. Det var delt i ti dele og hed Dekalog. Hele tilværelsen var på det billede. Jeg så, at man ved at skildre mennesker i deres hverdag kunne skabe en tilsvarende fremstilling af livet nu.«

– DU praktiserer stadig som advokat, men samarbejdet med Kieslowski har stået på siden I mødtes. Har du prøvet at arbejde sammen med andre instruktører?

   »Ja, men det har ikke været nogen tilfredsstillende oplevelse. Jeg skrev et manuskript til en amerikansk instruktør og fik ganske mange penge for det, men producenten insisterede på så mange forandringer, at jeg ikke kunne acceptere resultatet. Manuskriptet ligger derfor stadig i min skuffe.«

   – Kieslowski har bebudet, at han efter Tre farver-trilogien vil trække sig tilbage og dyrke sin have. Vil du så holde op med at skrive filmmanuskripter?

   »Nej, men i øvrigt har Krzysztof aldrig sagt, at han vil holde op med at lave film. Han har sagt, at han ikke vil instruere mere, fordi det kræver for meget. Faktisk er vi ved at skrive endnu en trilogi. Nej, jeg vil ikke sige, hvad temaet er, men projektet skal nok blive realiseret. Oprindelig havde Kieslowski ikke tænkt sig at instruere alle episoderne i Dekalog. Arbejdet skulle uddelegeres til yngre instruktører. Måske bliver det metoden fremover.«

   – Alle de manuskripter I har skrevet sammen kredser om moralske og erkendelsesmæssige problemstillinger. Skal kunsten altid have et moralsk perspektiv?

   »Det kan den næsten ikke undgå at få. Men det handler ikke om at opstille absolutte værdier og sandheder. Det handler om at skildre det konkrete liv nu og her. Om rigtige mennesker. Ikke abstrakte moralbegreber. Det var derfor, vi lod alle Dekalog-historierne udspille sig i et boligkompleks, der kunne ligge hvor som helst i verden. Og derfor flyder historierne i Blå/Hvid/Rød-trilogien sammen og har enkelte berøringspunkter. Det blev ikke gjort for kunstfærdighedens skyld, men for at understrege historiernes almene præg.«

DA Piesiewicz siger rigtige mennesker, niver han sig i armen for at understrege sine ord. Imens sidder Zbigniew Zamachowski, som spiller hovedrollen i Hvid, og bliver stadig mere fjern, fordi jeg ikke spørger ham om noget.

   Hele samtalen foregår via tolk, det er kommunikation med mange forhindringer, slet ikke som de enkle film Kieslowski og Piesiewicz sammen har skabt. For skams skyld spørger jeg skuespilleren, om dagens Polen ligner det anarkistiske cirkus i Hvid. Det mener han nok, at det gør.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Krzysztof Piesiewicz blev interviewet i Grand Teatret i København den 23. februar 1994

Fotos: MUBI/ Sokolowsko.org/ Akademia Polskiego Filmu/ Muzeum Kinematografii w Lozzi/ Image Entertainment

Dekalog streames p.t. ikke i DK (maj 2025)

2K Blu-ray fra Arrow Video (UK) 24.06.2019

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #837) 27.09.2016

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 11.03.1994 (som supplement til anmeldelsen af Tre Farver Hvid)

Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]

HVERDAGENS MYSTERIER

Et møde med Irène Jacob

Af BO GREEN JENSEN

JANUAR 2017: Det er en regnfuld mandag i Paris, da jeg drikker kaffe med Irène Jacob. Hun er ved at indrette sig i et værelse på Hotel Grand, hvor hun igen skal bruge en dag af sit liv på at tale om Krzysztof Kieslowski.

   Skønt den polske mester døde i 1996, og Jacob for længst er videre med en stille karriere i verdensfilm og fransk teater, er det igen og igen de to film, som hun lavede med Kieslowski, der trækker journalisterne til.

   I La Double vie de Véronique (da. Veronikas to liv) fra 1991 spiller hun både den polske Weronika og den franske Véronique, som lever hver sit liv på hver sin side af Jerntæppet. I Rød fra 1994, den sidste film i trilogien Tre farver, er hun den unge kvinde, Valentine, som fører dybe samtaler med dommeren Kern.

   Jacob er født i Frankrig, men voksede op i Geneve. Hun var 11 år, da hun begyndte at optræde professionelt på scenen. Ti år senere fik hun sin første filmrolle i Louis Malles mesterlige Au revoir les enfants (1987, da. Vi ses igen).

NU er Jacob fyldt 50. Hun har haft en lang karriere som først Den Pæne Pige, så Den Kønne Kvinde i et utal af kultiverede produktioner. Hun har arbejdet med de bedste instruktører, men intet af det, som kom efter Kieslowski, har fundet et stort publikum.

   Dét kunne man godt spørge ind til, men det er ikke en del af kontrakten. Og Jacob respekterer altid kontrakten. Allerede i Veronikas to liv blev hun kritiseret for at være for pæn. Hun er i hvert fald beskeden og høflig. Vi skal tale om storhedstiden igen.

   – Du fik dit gennembrud i »Veronikas to liv«. Hvordan er det at se den igen?

   »Jeg har ikke set filmen igen, men jeg har set den mange gange. Når jeg rejser i forbindelse med tv, film og teater, véd cinematekerne, at jeg kommer, og de beder mig præsentere en film af Kieslowski. Jeg siger altid ja, for det er så fint at føle, hvordan publikum opdager en film.

   Jeg har været del af en film, som krydser grænser og tid. Krzysztof sagde, at for at røre mange mennesker, må man være specifik. Hvis man arbejder for alment, når man ikke ind til nogen. Dekalog foregår i 80erne i et polsk etagebyggeri. Det er bevægende at se den med et kinesisk eller brasiliansk publikum. Kulturelle og kronologiske grænser eksisterer ikke i film og litteratur. Krzysztof var altid i gang med en bog. Han sagde, han håbede at lave film, der var som gode bøger.«

   – Jeg mødte ham nogle år, før han døde. Han fik en dansk ærespris, og han talte med de filmstuderende. Jeg var en slags ordstyrer. Han svarede indgående på deres spørgsmål og meget kort på mine. Kunne han ikke lide journalister?

   »Han var mistroisk over for dem. Han var blevet såret i forbindelse med sine første film. Nogle film blev forbudte, og den polske presse holdt hænder med regeringen. Han fik ofte skyld for at være på den ene eller den anden side. Når jeg læser hans interviews, kan jeg se, at han svarer med enstavelsesord.

   Krzysztof var god til at tale om film. Han kunne tale med de unge instruktører, og han var en inspirerende lærer. Han ville bare ikke overfaldes af journalister, der tog ham til indtægt for noget politisk. Det skete så ofte, selv med Veronika og Tre farver. Hvorfor vil denne polske instruktør lave film om europæiske idealer?«

– Vidste du, hvem han var, da I lærte hinanden at kende?

   »Ja, for jeg havde set noget af Dekalog. Jeg skulle egentlig medvirke i et teaterstykke og ville holde ferie, før vi gik i gang. Jeg boede i Amerika på det tidspunkt, og vi havde en plan om at køre tværs over USA, men casteren sagde: Nej, du må komme tilbage og møde denne instruktør.

   Der var ingen garanti for, at det ville blive til noget. Men han brugte en eftermiddag på at tale med hver af de skuespillerinder, han overvejede til rollen. Jeg kunne se, at han var en omhyggelig mand.«

   – Du har arbejdet med andre af de store europæere, Michelangelo Antonioni i Bag skyerne (1995), Theo Angelopoulos i The Dust of Time (2008). Var Kieslowski alligevel noget særligt?

   »Vi lavede to film sammen, og dét var specielt. Både Veronika og Rød er meget karakterorienterede. Kameraet var håndholdt og fulgte min karakter det meste af tiden. For Kieslowski var kameraet som et mikroskop. Det forstørrede de mindste udtryk. Så arbejdet var intenst og fokuseret og personligt. Jeg blev altid bedt om selv at byde ind med detaljer.

   Det var helt anderledes med Angelopoulos. Han havde en stor historisk vision. Skuespillerne kom og gik, de var karakterer som befolkede den, men man kom slet ikke tæt på dem – eller ham – på samme måde.

   Det var bevægende at arbejde med Antonioni. Jeg er meget glad for den film, som vi lavede sammen, og jeg ville gerne have lavet flere. Det var en helt anden måde at arbejde på.

   Som regel sammenligner jeg Antonioni og Krzysztof, når jeg fortæller på universiteter, for de var totale modsætninger. Krzysztof elskede klippeprocessen, så han brugte mange indstillinger for at have noget at arbejde med. Antonioni brugte kun én. Så der var ingen valg at foretage.

   Begge lavede få meget optagelser. Krzysztof lavede to – måske tre, hvis der var problemer. De var meget personlige instruktører, og de kom til at præge mig. Jeg var 23 år, da vi lavede Veronikas to liv. Jeg vidste det ikke, men på en måde var det filmkunstens DNA, jeg fik ind.«

– Du siger, du blev præget. Hvordan?

   »Hvad der især er blevet hos mig, er hans interesse for det almindelige hverdagsliv – og for dets mysterier. Det usædvanlige ved sædvanlige tider. Han var ikke interesseret i det spektakulære. Han ville finde det mirakuløse i en almindelig samtale på en helt almindelig dag – om det så bare var at se, hvordan sukkeret smelter i en kop kaffe. Dét har jeg virkelig båret med mig.

   Der er meget at sige om Krzysztof. Han brugte en ny fotograf i hver film. Dét er usædvanligt, for andre instruktører bruger så vidt muligt den samme fotograf. De får en signatur og opbygger et fællesskab.

   Fotografen på Veronika, Slawomir Idziak, havde virkelig mange ideer. Krzysztof lyttede til ham og sagde: Hvis jeg bruger den samme fotograf flere gange, er det som altid at bruge den samme skuespiller.

   Så han og Slawomir brugte filtre og håndholdt og fandt på en masse finesser. Kameraet, der hænger i en snor og bliver kastet. De kiggede hele tiden gennem søgeren for at se, hvordan landskabet kunne udtrykke nye sandheder.

   Han plejede at sige: Livet er mere end Coca-Cola og en ny bil. Vi er i forbindelse med noget større, men vi ved ikke, hvad det er. Jeg ved ikke, om det er godt eller ondt. Men der er noget mere.

   Det handler om intuition og fornemmelser. Han var altid meget interesseret i de ting. Han kunne lide at finde en fortælling i det, vi aldrig kommer ind på i en samtale. Kosmiske forbindelser i det ordinære.«

– Det er en anden slags magisk realisme. I Dekalog drukner drengen, fordi hans far stoler blindt på videnskaben. Han regner ud, at isen kan bære, så sønnen må gerne skøjte på søen. Men isen brister alligevel –
   »Ja. Det er en filmkunst, som stiller spørgsmål, ikke sandt? Og derfor ville han ikke give definitive svar. Hverken til journalister eller publikum eller skuespillerne. For han følte, at det begrænsede valgmulighederne. Og han ville hellere have, at publikum undrede sig.

   Han sagde, at det kom sig af tiden med censur. De kunne ikke sige hele sætningen, så de måtte finde en måde at få det til at virke på, hvis de kun sagde halvdelen. Og alligevel var i øjenhøjde med publikum.

   Nu var der ingen censurmyndighed, men han blev ved med at tænke på den måde. Jeg giver dem kun en del af sætningen, jeg vil have publikum til at sætte den på plads. Det er sikkert derfor, at filmene bliver ved med at virke moderne. Tilskuerne fylder dem med deres egen tid og kultur.«

   – Ved du, om han havde ideen til Veronika før Jerntæppets fald?

   »Altså, de ting skete jo og fyldte alt. Han ville aldrig have kunnet lave den film, før det skete. Vi lavede Veronika i 1991. Før vi gik i gang, tænkte jeg: Du skal møde en polsk instruktør. Det var meget eksotisk.«

   – For det er vel den samme karakter, som vokser op i Vest og Øst?

   »Det er virkelig en film af sin tid. Den handlede om grænser, der blev åbnet. Fordi han havde været i Cannes med Dekalog, blev han tilbudt at lave Veronika som en koproduktion. Han vidste, at verden åbnede sig. Han kunne have lavet en fransk historie om en polsk pige eller omvendt. Men denne fortælling om dobbelte identiteter, de mystiske forbindelser, havde altid været der. Den franske Veronika sidder i bussen og tager et foto, som den polske Veronika er med på. I så mange år kunne de ikke rejse, som de ville. Jo, det er en politisk film.«

– Tre år senere lavede I Tre Farver: Rød. Det blev hans sidste film. Vidste han, at han var syg?

   »Han regnede ikke, at han skulle dø. Det var en operation, som gik galt. Han sagde, han var træt og ville trække sig tilbage. Og pressen mente igen, at det var en gimmick. Men han ville hellere skrive manuskripter og lade unge instruktører lave filmene.«

   – Du har også lavet Hollywood-film. U.S. Marshalls sammen med Tommy Lee Jones, for eksempel. Og du var med i Paul Austers The Inner Life of Martin Frost. Føler du, at tiden med Kieslowski satte dig i bås som arthouse-skuespiller?
   »Fornylig var jeg med i Netflix-serien The Affair. Da jeg lavede U.S. Marshalls var det jo for at prøve at gå en helt anden vej. Det er sandt, at i Amerika er Kieslowskis film referencen. Men jeg tror ikke, de spørger mig, fordi det var arthouse. De spørger, fordi hans film bevægede dem.«

Se også: Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis kampfælle: Et interview med Kzrysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Kzrysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Irène Jacob blev interviewet på Hotel Grand i Paris den 16. januar 2017

Fotos: Mk2/ Miracle Film/ Wim Wenders Stiftung/ Artificial Eye/ Celebrity Wallpapers/ Netflix

Alle de nævnte film bliver streamet og er udgivet fysisk på blu-ray

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 30.06.2017

Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994)

TILFÆLDETS MUSIK
Rød er for livet, der kommer til live

AF BO GREEN JENSEN

MED Rød satte Krzysztof Kieslowski (1941-1996) punktum for serien Tre Farver, tre teknisk små, men kunstnerisk store film, der uden problemer kan ses hver for sig, men kun giver fuld mening sammen. Samtidig erklærede Kiewslowski, at Rød var hans sidste arbejde som filmskaber. To år før instruktørens død blev trilogien derfor gransket som et testamente.

   Det er skæbnefortællingen om, hvordan modellen Valentine (Iréne Jacob) møder den pensionerede dommer Kern (Jean-Louis Trintignant), da hun uforvarende påkører hans hund. Blå havde europæisk motiv og foregik i Paris. Hvid satte det nye Øst-Vest forhold på spidsen og pendlede mellem Paris og Warszawa. I Rød er scenen for den menneskelige komedie sat i Geneve, men det kunne være hvor som helst, hvor stille eksistenser lever i regnfulde byer og tunge melodier spiller under himlen.

   

DOMMEREN bad selv om at blive førtidspensioneret, da han dømte en mand af personlige grunde. Nu sidder han i et gammelt hus i forstæderne og fordriver tiden med at udspionere sine naboer. Han er dog mere som Teiresias end som en aktiv voyeur. Han ser og har set alle ting ske, men griber ikke ind i skæbnens gang, tager ikke aktivt del i den kosmiske dans.

   Valentine er chokeret over hans vane og frastødt af hans tilsyneladende følelseskulde. Alligevel reagerer hun spontant, da Dommeren udpeger en nabo som narkohandler. Hun taster mandens nummer og hvæser, at han fortjener at dø. På den måde træder hun ind i Dommerens cirkel. Samtidig formår hun, som den første i en menneskealder, at nå hans kolde blå hjerte og få ham til at handle.

   Da Dommeren melder sig selv, begynder lyset atter at kysse hans gulv. Haven uden for huset får farver. Det er Valentine, som kommer og bringer livet til live igen.

HVEM er nu denne Valentine? Først og fremmest er hun godheden selv. I Blå og Hvid stod en krumbøjet kvinde ved en genbrugscontainer og prøvede forgæves at putte en flaske i hullet. I Blå blev flasken knust mod fortovet. I Hvid balancerede den på kanten som et spinkelt håb, mens gadelivet kværnede videre. I Rød går Valentine uden videre hen og hjælper den gamle kone.

VALENTINE finansierer sine studier ved modelarbejde. Første gang vi ser farven rød, poserer hun til en gigantreklame, en transparent på otte gange tyve meter, som siden fylder gadebilledet. Ikonografien i reklameserien er inspireret af socialismens symbolsprog, men produktet, som søges afsat, er fransk tyggegummi af mærket Hollywood. Da fotografen spørger Valentine, om hendes venner vil kunne genkende hende, svarer hun med en mumlen. Hvilke venner skulle det være?

   Det fremgår stadig tydeligere, at Valentine i et andet liv kunne være kvinden, som Dommeren elskede, men aldrig fik. Et parallelt handlingspor følger forholdet mellem kvinden fra den private vejrtjeneste og den jurastuderende Auguste. Da Valentine rammer Dommerens hund – det sker i selvsamme billede – taber Auguste sine bøger. En af dem åbner sig på det spørgsmål, han trækker til sin eksamen. Senere fortæller Dommeren om sin ungdom. Vi ser, at det samme skete for ham.

   Vejrkvinden fejrer villigt Auguste, da denne har bestået sin eksamen, men imens er hun ham utro med en mere dynamisk model. Gennem vinduet ser den nybagte dommer hendes troløshed demonstreret med eftertryk. Auguste siger fra, som han burde have gjort for længst, og hans første sag i det nye embede – det er naturligvis dommer Kerns sag.

BÅDE vi og Kern fornemmer, at Auguste og Valentine er de rette for hinanden. I en håndfast deus ex machina-finale leger Dommeren Vorherre og får hjælp af Skæbnen i skikkelse af vejrliget. Han sender Valentine til England på en færge, som forliser i uvejret over Kanalen. Tusind mennesker omkommer, fortæller de tv-nyheder, vi følger sammen med Trintignant. Det oplyses i en bisætning, at lystfartøjet med vejrkvinden og hendes elsker gik ned i det uvejr, hun ikke kunne forudse.

   Et øjeblik taber hjertet et slag. Så følger navnene på den håndfuld personer, som blev reddet. Da vi ser deres ansigter, breder en næsten løssluppen stemning sig i salen. For i den samme båd sidder følgende skibbrudne hittebørn: Juliette Binoche og Benoît Regent som komponistens enke og hans assistent fra Blå; Zbigniew Zamachowski og Julie Delpy som den polske Orfeus og hans ironiske franske Eurydike fra Hvid; samt selvsagt Valentine og Auguste.

HVAD vi hører i Zbigniew Preisners bolero for Dommeren og Valentine, må bestemt være tilfældets mystiske musik, og da det sidste tv-billede fryses, slutter filmens cirkel perfekt om sig selv. Fra begyndelsen husker man Irène Jacobs profil fra tyggegummireklamen. På skærmen ser vi det samme ansigt på en baggrund af røde, blafrende tæpper. Dommerens drøm vil blive virkelighed. I den har han set Valentine som 50-årig, lykkelig med en mand. Efter dette udstrakte forspil kan livet omsider begynde for Valentine og Auguste.

TONEN i Blå var kølig, klar og bittersød, mens komponistens enke gennemlevede faldet, som fulgte med sorgens påtvungne frihed. I det sorthumoristiske mellemspil Hvid hørtes næsten situationskomiske undertoner af skarp og løssluppen satire, da den stejle franske kvinde og den patetiske polske mand lærte lighedens vilkår og pris at kende i en fortælling, der var lige dele satyrspil og ironisk Orfeus-myte.

   I Rød har vi at gøre med trikolorens tredje faktor, begrebet broderskab, men vi er også brudt igennem til et fjerde lag, som i sig selv kunne være et nyt udgangspunkt for den tematiske afsøgning af skæbnebegrebet. Denne forbinder de polske hverdagstableauer fra etagebyggeriet i Dekalog-serien (1988) med tidens musik i Veronikas to liv (1991) og den veritable skæbnesymfoni, som er Trois couleurs-trilogien.

IRÈNE Jacobs spil er ikke altid dækkende for dybden i hendes figur, men instruktøren ville have dét udtryk i dét ansigt som sit billede på den gode uskyld. Denne bliver næsten guddommeliggjort i Kieslowskis sidste billedserie, trilogien Blå/Hvid/Rød, der står tilbage som hans smukkeste filmværk.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Kzrysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Rød (Trois Couleurs: Rouge). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Piesewicz & Krzysztof Kieslowski. Foto: Piotr Sobochinsky. 91 min. Frankrig 1994. Dansk premiere: 12.08.1994

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Mk2/ Criterion Collection

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime

4K UHD + 2K Blu-ray [Three Colors 6-disc Boxset]  fra The Criterion Collection (Spine #587) 07.02.2023

Weekendavisen Kultur 12.08.1994 + De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1999)  

Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994)

DEN SØDE DAG

Hvid er for lighed, afmagt og gengæld

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 1994: DET føles paradoksalt at skrive om Hvid, Krzysztof Kieslowskis anden film i Tre farver-trilogien, som ugens lette islæt.*

   Hvid er imidlertid tænkt og realiseret som en komedie, ganske vist en vemodig én med tragiske anstrøg, men ikke desto mindre lige så ør og skæv i tonen, som Blå var stram og klar i sin læsning af den uønskede frihed, der er forbundet med pludselig sorg.

   Motivet er lighed, egalité, og det er fristende at læse en øst/vest- allegori ind i eventyret om den polske frisør Karol (Zbigniew Zamachowski fra Dekalog nr. 10), der bliver skilt fra sin franske hustru, Dominique (Julie Delpy [som i 1994 var 23 år og frisk fra Volker Schlöndorffs undervurderede Homo Faber-filmatisering]), fordi han – det er eufemismen – »ikke lever op til sine ægteskabelige forpligtelser.«

   Denne impotens giver sig udslag i en desperation, som blot gør tingene værre. Dominique søger skilsmisse og får den. Karol frakendes alt, hans pas og kreditkort bliver annulerede, ja for Karol føles det som har man inddraget selve hans identitet. »Er det fordi jeg ikke taler fransk, at jeg ikke kan opnå lighed?« spørger han fra vidneskranken i retsalen.

I DET samme stikker Julie Vignon (Juliette Binoche) fra Blå hovedet ind og overværer denne lille stump af Karols martyrium. På samme måde så vi fra hendes synsvinkel et glimt af situationen i Blå. Kieslowski og Piesiewicz opererer i Trois couleurs-sekvensen med endnu mere håndfaste overlapninger og sammenfald, end forfatterparret gjorde i Dekalog (1989-90)

   Direkte adspurgt benægter Piesiewizc dog, at man skal lægge noget særligt i kontrasten mellem Frankrig og Polen. Det handler, siger Piesiewicz, om mennesker, liv og moral alle vegne. Dog er det en kendsgerning, at mens Karol ikke fungerer i Paris, så har han anderledes kontrol over sin skæbne, da han når hjem til Warszawa.

   Først må han dog gennemleve en hård tid på bunden af tilværelsen. Da Dominique endnu en gang har hånet og afvist ham, ja har sat ild til salonen for at blive fri for ham, udvikler Karol et fetichistisk forhold til en gammel gipsbuste. Han ender med at sidde i metroen og spille sit hjemlands vemodige sange – på redekam.

HER dukker landsmanden Mikolaj op med et fristende økonomisk tilbud og en hånd, der rækkes oprigtigt frem. Karol overtaler Mikolaj til – helt bogstaveligt – at tage sig med som bagage, og nu svinger tonen fra vemodig parisisk bedrøvelse over i næsten sarkastisk farce, mens tingenes orden i dagens nye Polen skildres.

   Da tolderne har slået Karol halvt fordærvet, finder han hjem til den salon, han drev sammen med sin bror før eventyret i Frankrig. På ingen tid svinger han sig op til matadorstatus i de hurtige penges gangstermiljø. Han sætter en fælde for Dominique. Han forvinder også sin impotens, men egentlig først da han kan være sikker på, at begærets objekt vil forsvinde igen.

   Hvid er mindre nænsomt realiseret end Blå, hvor sorte indklip viste den sørgende kvindes følelsesløshed. Her bliver lærredet helt hvidt ét langt øjeblik, mens Julie Delpy simulerer en verdensrystende orgasme i den utaknemlige rolle som furien Dominique.

   Det fremgår ikke, hvorfor kvindefiguren i denne film skal nedgøres næsten i samme grad, som Juliette Binoche blev løftet op af sorgens frihed i Blå. Overhovedet virker flere lag i forholdet som patetiske konstruktioner.

NÅR filmen alligevel bliver en nydelse, skyldes det Zamachowskis forvirrede faunansigt, skildringen af det nykapitalistiske Polen og venskabet mellem Karol og Mikolaj, der er ramt med en fuldstændig overbevisende varme.

   Især er der en scene, hvor begge har strejfet dødens kind og overlevet. De tilbringer så den søde dag med at tumle berusede rundt på en tilfrossen sø, mens Edward Klosinskis kamera næsten kysser dem fast på den drejende skærm.

   Man rejser sig med en dyb respekt for Kieslowskis evne til at fortælle og bevæge med de mindste virkemidler. Mest af alt virker Hvid dog som en appetitvækker til trilogiens tredje film Rød, hvor Jean-Louis Trintignant og Irène Jacob for alvor skal lægge lignelsens brikker på plads.

*) Hvid havde premiere samme uge som Philadelphia, Jonathan Demmes pompøse AIDS-requiem. Begge film var anmeldt i en tekst, der havde »Bristepunktet« som rubrik.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Tre farver: Hvid (Trois couleurs: Blanc). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Edward Klosinski. 92 min. Frankrig-Polen-Schweiz 1994. Dansk premiere: 11.03.1994.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ MK2/ Criterion Collection

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [Three Colors 6-disc Boxset]  fra The Criterion Collection (Spine #587) 07.02.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.1994