Srebenica 1995: Quo Vadis, Aida? (2020)

OM LIDT BEGYNDER DEN RIGTIGE FILM

Så vi ikke glemmer og gentager historien

Af BO GREEN JENSEN

1990ernes krige på Balkan var det første skår i glæden og euforien, som fulgte efter Berlinmurens Fald, Sovjetunionens opløsning og afviklingen af den gamle Østblok. Der var tre forbundne konflikter: den kroatiske løsrivelse 1991-95, krigen i Bosnien 1992-95 og kampene i Kosovo 1998-99.

   Vesten havde vænnet sig til, at der var fred i Jugoslavien. Efter 1945 samlede den føderative folkerepublik seks ligestillede nationer: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Marskal Josip Broz Tito, den kroatisk-slovenske partisanleder, regerede med russisk støtte til sin død i 1980. Østrig-Ungarn havde undertrykt de etniske konflikter før Første Verdenskrig. Det samme gjorde socialismen i hele Titos tid.

   Da Jerntæppet blev løftet, gik freden i stykker. I 1991 erklærede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighed. I 1992 begyndte krigen mellem serbiske tjetniks og muslimske bosniakker. Naboer og slægtninge førte krig. Konflikten var særskilt hadefuld, drevet af religion og racisme. Serbien har sin egen udlægning af historien. For alle andre var Serbien altid den store aggressor.

DET var svært at få Vesten i tale. Krigen passede ikke ind i fortællingen om det nye Europa. Jeg husker Cannes i 1995, hvor vi var begejstrede for (serberen) Emir Kusturicas absurde fabel Underground, der kritiserede tiden med Tito. Vinderfilmen var Theo Angelopoulos’ Odysseus’ blik, hvor en kasseret Lenin-statue bliver bugseret ned ad Donau i slow-motion.

   Vi havde travlt med at fejre 100-året for filmkunsten. Det gjorde alligevel indtryk, at krigen blev ført en times flyvning fra Cannes. De første film var Milcho Manchevskis Before the Rain (1994) og Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo (1997). Siden fulgte vel 100 skildringer af etnisk udrensning, ødelagt hverdag, blodrus og brodermord, processerne mod krigsforbryderne, da kampene ebbede ud.

MASSAKREN i Srebrenica fandt sted den 11. juli 1995. Soldater fra Republika Srpska indtog byen under ledelse af general Ratko Mladić. Efter et stand-off ved FN-styrkens base, hvor tusindvis af civile havde søgt tilflugt, blev en evakuering forhandlet. De serbiske styrker henrettede alle bosniske mænd. Jasmila Žbanićs film om massemordet er »tilegnet kvinderne i Srebrenica og deres 8273 dræbte sønner, fædre, ægtemænd, brødre, fætre, naboer...«

   Der er allerede en generation, som ikke husker forløbet. Žbanićs film om Srebrenica er produceret til 25-året, så vi ikke glemmer og gentager historien. Selv er hun født i Sarajevo i 1974. Žbanić nåede ud i alle hjørner af kulturen, da hun skildrede borgerkrigens efterbyrd, set fra kvindernes perspektiv, i den fremragende Grbavica (2006, da. Sarajevo – Håbets sang).

   Grbavica var en af mange besværgelser, som forsøgte at lægge konflikten i graven. Der er dog ingen tegn på, at vi har lært noget særligt af fejltagelser i vores fortid. Der er bare vokset tynd hud over såret. Karadzić, Milošević og Mladić blev fjernet og fik deres straf, men deres typer er ikke forsvundet.

   Quo Vadis, Aida? gør intet forsøg på at forklare den komplekse historiske baggrund. De første 75 minutter foregår på selve dagen og stedet. I det sidste kvarter vender Aida (Jasna Djuricić) tilbage til byen, da skeletterne fra massegraven er lagt frem.

AIDA Selmanagic fungerer som tolk for FN-styrken. Det er hollandske soldater, som er sat på den svære opgave. Oberst Karremans (Johan Heldenbergh) vil gøre alt efter bogen. FN har stillet Srpska-hæren et ultimatum: Hvis Mladić trænger ind, vil han blive mødt med luftangreb. Men da det kommer til stykket, er der ingen til at afgive ordren. Alle i hovedkvarteret er taget på ferie.

   Imens går general Mladić (Boris Isakovic) omkring i gaderne og beser sin erobring. Det er hans næstkommanderende, Joka, som eksekverer de ofte excentriske ordrer. Mladić taler til kameraet, som en allestedsnærværende fotograf bærer rundt. Han markerer dagen, hvor Srebrenica »kom hjem« med en floskuløs tale. »Sagde jeg Serbien for mange gange?« spørger han bagefter fotografen.

DER er en vis sort humor i flere situationer, men Quo Vadis, Aida? forfølger den ikke. Filmen har lige så travlt som Aida, der er i uafbrudt bevægelse, mens hun løber fra tolkeopgaver i fælleshallen til basens indgang, hvor skarer af flygtninge tigger om at komme ind. Hun prøver at finde sin mand og sine to voksne sønner i menneskehavet. Da det lykkes, bliver sagen at få deres navne sat på listen over vigtige personer, som skal evakueres.

   Mladić fører skinforhandlinger til ære for tv. Imens tiltvinger Jako sig adgang til FN-basen og finder ingen soldater. Han scorer billige point ved at skaffe brød til de sultne. I sit gamle liv underviste Aida på skolen, hvor hendes mand var inspektør. En serbisk soldat genkender sin lærerinde.

FORLØBET er rekonstrueret nøjagtigt. Med grum ironi finder massedrabet sted i en biograf. De bosniske mænd bliver ført ind og står i den tomme sal. »Om lidt begynder den rigtige film,« siger Jako og morer sig. Fire riffelløb kommer til syne i vinduerne ved projektørrummet. Da skuddene begynder, bliver der klippet til hvidheden i en langt senere vinter.

   Den knækkede kvinde er blevet grå. Hun banker på i lejligheden, hvor hun boede med Nahid og deres sønner. En ung mor tager imod hende og finder posen med de få ejendele, som familien efterlod. Hun har dog ingen plan om at opgive lejligheden, som stod og var tom. Aida skal være datterens lærer.

VI ser de sørgende kvinder undersøge ligene, som er lagt frem på gulvet i en stor hal. Er det ligefrem salen, hvor drabet fandt sted og hvor nutidens forældre stråler af stolthed, mens deres børn spiller skoleteater? Selv Aida må smile ved al denne uskyld.

   Sneen falder på Srebrenica, græsset vil dække de åbnede grave. Der var mange film om krigene på Balkan; brutale, groteske, sentimentale; alle registerets toner blev brugt. Quo Vadis, Aida? lukker en cyklus, gør status og beder os huske de døde. Det er en prunkløs film uden politisk dagsorden. Trods gruen er skildringen varm og human.

Se også Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006). 

Quo Vadis, Aida? Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 101 min. Bosnien-Østrig-Rumænien-Holland-Tyskland-Polen-Frankrig-Tyrkiet-Norge 2020. Dansk premiere: 02.09.2021.

Fotos: Deblokada Produkcija/ Coop99 Filmproduktion/ Digital Cube/ N279 Entertainment/ Razor Film Produktion/ Extreme Emotions/ Indie Prod/ Tordenfilm AS/ Turkish Radio & Television/ ZDF/ ARTE/ ORF/ Radiotelevizija Bosne i Hercegovine/ CNC/ Eurimages/ Institut Francais/ IMAGE/ Nederlands Filmfonds/ Open Society Foundations/ Sørfond/ Österreichisches Filminstitut/ Angel Films/ Wikimedia Commons

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021 

Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019)

ET EVENTYR FRA NEW YORK

Kærlighedens kodeks ifølge Lone Scherfig

Af BO GREEN JENSEN

VED første daggry vækker prinsesse Clara (Zoe Kazan) sine sønner, Anthony og Jude (Jack Fulton og Finlay Wojtak-Hissong), så de kan liste sig ud af huset. Politibetjenten Richard (Esben Smed), den falske prins, er begyndt at slå den ældste dreng, som han har slået på Clara, siden parret mødtes romantisk engang. Nu er det tid til at flygte fra trolden.

   Drengene har drømt om at se Manhattan, så Clara tager bilen og kører derind. I New York kan man forsvinde, skjule sig i mængden og leve under radaren. Ellers har Clara ingen stor plan. Hun satser – ligesom Blanche DuBois i A Streetcar Named Desire (1951, da. Omstigning til Paradis) – på at klare sig ved venlige fremmedes hjælp.

   Der plejer at være indbygget ironi i den titel, som Lone Scherfig har hentet hos Tennessee Williams. Det er der ikke i The Kindness of Strangers. Clara og drengene ville gå til grunde, hvis ikke det var for menneskers iboende godhed.*

   Det var dén, som Scherfig bekendte sig til i gennembrudsfilmen Italiensk for begyndere (2000), en nyklassiker fra Dogme 95-tiden. Siden fulgte to ujævne genrestykker, Wilbur Wants to Kill Himself (desperat skotsk galgenkomedie) og Hjemvé (corny dansk provins). Så en stribe pletfri britiske produktioner, som Scherfig instruerede, men ikke selv skrev: An Education (2009), One Day (2011, da. Samme dag, næste år), The Riot Club (2014) og Their Finest (2016). Hun har atter selv skrevet The Kindness of Strangers.

CLARA OPSØGER SIN svigerfar (David Dencik), som ikke er nogen annonce for mænd. Han afviser dem med et indolent skuldertræk. Så tænker hun, at de kan sove i bilen og leve af receptionsmad, som hun snyder sig til ved at posere som gæst på den russiske restaurant, hvor de parkerer i gården.

   Her er vi ved omdrejningspunktet. Faktisk var filmens titel i lang tid Secrets from the Russian Tea Room. For imens er en kreds af forbundne karakterer kørt i stilling. De kommer alle i restauranten, som den ret beset ikke så russiske Timofey (Bill Nighy) har arvet og ikke helt magter at drive.

DEN famlende Jeff (Caleb Landry Jones) er aldrig lykkedes med noget og falder hurtigt mod bunden. Sygeplejersken Alice (Andrea Riseborough) har to fuldtidsjobs og leder en selvhjælpsgruppe, som praktiserer tilgivelsesterapi. Marc (Tahar Rahim) sad i fængsel for noget, hans bror havde gjort. Juristen John Peter (Jay Baruchel) har netop fået ham ud, da Clara kommer til byen og forbinder de cirklende liv.

   The Kindness of Strangers fik en hård medfart på Berlinalen i 2019, hvor den blev vist som åbningsfilm. Den levede i fem minutter; så var der alt muligt galt. Man havde ventet sig en ny An Education og mødte i stedet et menneskesyn, der kunne ligne Frank Capras forsikringer om, at Vi har brug for hinanden og Det er herligt at leve. Scherfigs New York ligner ikke den mangefarvede millionby, der sædvanligvis bliver skildret på film; snarere det fortryllede, labyrintiske London hos Charles Dickens.**

FILMEN er bestemt ikke blind for menneskets mørke side. Det er dén, der dominerer i det store billede, makrostrukturen, som karaktererne finder små lommer i. Det samme gjaldt i den udeltagende danskhed, hvor karaktererne fandt sammen i Italiensk for begyndere. Man kan kun blive positivt overrasket.

   Snart dukker Richard op og prøver at indfange familien, som han ikke fortjener. Anthony har set pædofile torturbilleder på hans computer, og John Peter hjælper Clara med at iværksætte en skilsmissesag. New York er en magisk metropolis, skønt vi kun ser baggårde og sidegader, aldrig turisternes skyline.

   Der er fire bestemmende steder: restauranten, hospitalet, den gamle kirke med selvhjælpsgruppen og suppekøkkenet, hvor hjemløse mødes. En forhutlet mand tilbyder Clara sin hjælp. Da hun afviser ham, bliver han vred og siger, at hun ikke ser ham. Clara har sine grunde, for ved flere lejligheder er drengene i akut livsfare, men den hjemløse mand formulerer filmskaberens menneskesyn.

FILMEN er varm og meget velskreven. Det er vigtigt at se den i rette ånd og den rigtige stemning; som et hverdagseventyr, der forener romantik og realisme. Zoe Kazan inkarnerer ukueligheden. Bill Nighy giver sin distræte signatur lidt mere kød på, skønt pointen præcis er hans poetiske redundans.

   »The House of the Rising Sun« bliver fremført af smægtende balalajkaer. Alle får, hvad de fortjener, for her virker skæbnen meritokratisk, og der er faktisk kosmisk retfærdighed til. Hvis Scherfigs humanisme skal være et problem, ved jeg ikke, hvordan man lever med flertallet af romantiske film.

THE Kindness of Strangers forener empatisk realisme med besværgende hverdagsmagi. Alle gode viljer mødes i et New York, der ligner byen fra julesangen med Kirsty MacColl og The Pogues, hvor højtiden fejres i detentionen. Andrew Lockington har skrevet changerende stemningsmusik, og Scherfigs husfotograf, Sebastian Blenkov, har taget distinkte bybilleder.

   Der er så mange gennemførte detaljer og finesser i persontegningen. Vi kan alle lære lidt af denne fabel. Måske fortjener tiden en hårdere film, men den har godt af at se The Kindness of Strangers.

*) Der er til gengæld både symmetri og poesi i castingen af Zoe Kazan (f. 1983), som er barnebarn af Elia Kazan (1909-2003), der instruerede A Streetcar Named Desire. Kazans betydning som instruktør og forfatter står i skyggen af det vidneudsagn, som han aflagde for HUAC-kommissionen i 1952. Kazan angav otte kolleger fra sin tid på Group Theater. Arthur Miller har skrevet bevægende om de samtaler, som han og Kazan førte dagen før afhøringen. Da Kazan i 1999 modtog en kontroversiel Honorary Academy Award for sit livsværk, valgte halvdelen af publikum at blive siddende, mens resten rejste sig for at klappe. Martin Scorsese motiverede prisen og har arbejdet utrætteligt for at rehabilitere Kazan. Intet af dette rokker ved værdien af On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn), East of Eden (1955, da. Øst for Paradis), A Face in the Crowd (1957, da. Et ansigt i mængden), Splendor in the Grass (1961, da. Feber i blodet) og fem andre film, som Kazan instruerede efter HUAC-høringen. Hans sidste film blev The Last Tycoon (1976), en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ufuldendte Hollywood-roman med Robert De Niro i rollen som Monroe Stahr (dvs. Irving Thalberg-figuren i Fitzgeralds bog). 

**) Faktisk er kun få scener indspillet i New York City. De fleste eksteriørscener er optaget i Toronto i Canada. Studiescenerne er optaget i København.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016).

The Kindness of Strangers. Instr. & manus: Lone Scherfig. Foto: Sebastian Blenkov. 116 min. DK-Sverige-Tyskland-Frankrig-Canada-UK-USA 2019. Dansk premiere: 18.06.2020.

Fotos: Creative Alliance/ Arte/ DFI/ Film i Väst/ HanWay Films/ Front Porch Pictures/ NadCon Film/ WDR/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

Ingen BD-udgivelse - DVD fra Alive Bild (Tyskland) 17.04.2020 + SF Studios (Skandinavien) 19.10.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.06.2020.

Medskabninger | Gunda (2020)

GRISENS BLIK

Med hvilken ret råder vi over naturen?

Af BO GREEN JENSEN

DER er mange måder at lave miljøfilm på. Man kan fylde fladen med statistik og formaning. Det gør de fleste klimafilm. Man kan lovprise skønheden i ubalancen – som Terrence Malick gør i den kitschede Voyage of Time: Life’s Journey (2016). Man kan vise vandet i alle dets former og på den måde skrive et stort billeddigt. Det gjorde dokumentaristen Viktor Kossakovsky i Aquarela (2018).

   I Gunda vil han (tror jeg) tale om dyrevelfærd og respekt. Det gør han ikke ved at skildre, hvor skammeligt dyr bliver behandlet. Han gør det igen ved at vise naturen, men nu er der ingen fanfarer. Vi er ikke Jorden rundt i visionær form. Soen Gunda bor på en gård. Hun føder sine grislinger i filmens første lange indstilling. Der er ingen fortæller, ingen musik. Beskæringen viser en stalddør. Én efter én snubler ungerne ud.

KAMERAET følger med grisefamilien. Der er aldrig mennesker i billedet, kun deres maskiner, når avlen bliver hentet. Der er intet kunstigt drama. Hver indstilling varer i nærheden af ti minutter. Det er slow cinema i en renskuret form. Hver scene står så længe, at tilskueren må reagere og nå til at gøre sig tanker, så at sige på den anden side af langsomheden.

   Vi kender Gundas navn fra plakaten. Det er ikke noget, nogen siger. Soen med det skarpe blik er Kossakovskys blikfang. Andre dyr fylder lige så meget. En stakkels kylling, som mangler et ben, bliver skygget i øjenhøjde. To imødekommende kvier standser op og ser på fotografen. En okse udfordrer kamerablikket. Dyrene lever deres liv. Det er heroisk at følge.

   Æstetikken er atter det primære redskab. Gunda er filmet i sort-hvide, hyperskarpe billeder. Man gransker hver detalje. Man tænker alt muligt om dyr. Der er selvsagt ikke kun registreret. Man har fornemmelsen af ét sted, men filmen er optaget på tre gårde i Norge, England og Spanien. Der er ingen intrige, som forstærker empatien. Det er der så alligevel. Historien skabes ved redigering.

KOSSAKOVSKY vakte opsigt med Aquarela. Filmskaberen er født i 1961 og har arbejdet siden Sovjet-tiden, men vanddigtet gav ham fornyet moment. Gunda er koproduceret af skuespilleren Joaquin Phoenix (som er veganer) og promoveres ihærdigt af Paul Thomas Anderson. Det er arthousescenens svar på de bombastiske naturfilm, som Leonardo DiCaprio har produceret. Ingen siger, at den ene form er mere effektiv end den anden, men Gunda kan stå for sig selv som et værk.

FILMEN skal ses i et mørkt rum, så langsomheden kan gøre sin virkning. Vist er der antropomorfisme. Jeg nævnte kyllingen, som mangler et ben og bliver ved med at presse sig gennem trådhegnet. Det er som at se en flugtfilm for høns.

   Alting står uimodsagt. Jeg troede fejlagtigt, at Gunda var et industrisvin, som vi skulle følge fra stalden til slagteriet. Det er ikke den slags film. Dyrene har plads og gode vilkår.

   Det lykkes Kossakovsky at sætte tilskueren i grisens sted. Dyr er individer. Deres væsen og intelligens varierer, ganske som hos mennesker. Bedst er de scener, hvor dyrene standser op og gengælder blikket. Især da Gunda gør det til slut. Vi har fulgt det levende dyr på nært hold. Vi har vænnet os til hinanden.

MAN ser ind i dét blik og ser en medskabning. Det er vel spørgsmålet, som filmen har dybest nede. Med hvilken ret har vi avlet og slagtet? Med hvilken ret råder vi over naturen? Gunda handler om menneskers forhold til dyr. Det er langsom og givende filmkunst.

Se også Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

Gunda. Instr.: Viktor Kossakovsky. Manus: Kossakovsky, Ainara Vera. Foto: Kossakovsky, Egil Håskjold Larsen. 93 min. Norge-USA-UK 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.

Fotos: Artemis Rising Foundation/ Empathy Arts/ Hailstone Films/ Storyline Studios/ Neon/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)

KROPPENE TALER

På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.

   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.

FILMEN skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.

   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.

FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.

FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.

   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.

PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.

   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.

   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.

SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.

Se også Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019); Politisk teater: State Funeral (2019); Ilja Khrzhanovskij fra 4 (2004) til DAU (2020) og Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.

Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]

Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime

2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

Dennis Gansel: Napola | Before the Fall (2004) [Krigens børn]

HITLERS BØRN

Nationalsocialismens »institutter for indlæring«

Af BO GREEN JENSEN

FOR Adolf Hitler var der ingen tvivl om, at fremtiden tilhørte børnene. I 1940 sagde han til sine soldater: »Vi ser for os en nation, hvor hver post er bemandet af den bedst egnede søn af folket, ligegyldigt hvilken oprindelse han har. En nation, hvor afstamning ikke betyder noget, og hvor det eneste som tæller er indsats og evne.«

   Det var den pæne, demokratiske version. Mere rablende hed det om målet og vejen: »I mine fæstninger vil vi opbygge en ung generation, som vil få verden til at skælve af frygt. Jeg vil have en ubarmhjertig, herskende, frygtløs, grusom ungdom (...) Der skal ikke være noget svagt eller skrøbeligt i den (...) Jeg vil have, at mine unge skal være stærke og smukke (...) På den måde kan jeg føde noget nyt!«

DE nationalsocialistiske Napola-skoler var en logisk konsekvens af systemets forsøg på at ændre historien ved at skabe en ungdom, som var uden erindring om den døde verdens værdier. Der blev tænkt stort og gennemgribende. Når børnene var præget i Hitler Jugend, kunne man tilbyde de mest lovende emner en plads på Napola-institutionerne, »institutter for indlæring«, som var en blanding af kostskoler og militærakademier. Herfra kunne eliten avancere til Rigsskoler og Adolf Hitler Skoler, hvor de sidste detaljer blev føjet til helheden.

PROGRAMMET blev implementeret i 1938. Mere end 15.000 unge blev uddannet ved de nazistiske eliteskoler. Ved krigens slutning var 40 Napola-skoler aktive, og det var fortsat på Adolf Hitler Skoler i Sonthofen, Vogelsang og Krössinsee, at de mest systemtro officerer blev hentet. Historien satte effektivt punktum for Hitlers pædagogiske golem, men med mere tid og verden kunne fantasten have drevet det lige så vidt som Stalin og Mao. Der blev ikke undervist i fremmede religioner og sprog på Napola-skolerne. »Disse unge vil lære at tænke tysk og handle tysk – og intet andet,« hed det i Hitlers hensigtserklæring.

DENNIS Ganslers adstadigt effektive film er et lærestykke om arbejderdrengen Friedrich Weimer fra Berlin. Friedrich (Max Riemelt) er 16 år gammel og god til at bokse, da han stik imod forældrenes ønske og overbevisning siger ja til en uddannelse på Napola-skolen i Allenstein. Han ser det som sin store chance. Rutinen er hårdere, end han havde troet, men i begyndelsen indordner han sig uden at stille spørgsmål. Friedrich er god til at lystre og slå. Man ser derfor gennem fingre med hans strengt taget ikke helt passende stamtavle.

   Friedrichs anfægtelser begynder, da han bliver ven med den følsomme Albrect (Tom Schilling), som skriver digte og er søn af egnens Gauleiter. Faderen foragter Albrechts fysiske svaghed og vil hellere have en jernsøn som Friedrich.

   Napola-disciplinen er blind og ekstrem. Flere dør under skyttegravstræning, og da eleverne en vintermorgen skal svømme under isen fra våge til våge, giver Albrecht simpelt hen slip på sit liv. Da siger Friedrich endelig fra og markerer sin modstand med al den retfærdige harme, som en lang tradition for kostskolefilm kan mobilisere.

GANDELS film er omhyggelig i sin miljøskildring, og det er uafbrudt fascinerende at følge, hvordan det kortlivede tusindårsrige forestillede sig fremtidens skoler. Grundstemningen i Napola er på linje med følelsen i Michael Håfströms filmatisering af Jan Guillous Ondskan (2003). Det lykkes på eksemplarisk vis at forene et specifikt historisk miljø med en almengyldig udviklingsskildring.

   Sporene skræmmer til hver en tid, og det er hele tiden nødvendigt at fortælle historien til nye generationer. Som Marc Rothemunds Sophie Scholl - de sidste dage (2005) anskuer Ganslers film det kendte stof med unge og naive øjne, som både renser og bekræfter materialet. Napola er en smuk og opbyggelig dannelsesskildring, som uden gustent overlæg skildrer en drengs svære vej gennem de formative brydningsår, hvor han lærer at se forskel og træder i karakter. Filmen både kan og bør ses af unge, som er fyldt 12 år.

Se også Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

Napola. Instr.: Dennis Gansel. Manus: Maggie Peren & Dennis Gansel. Foto: Torsten Breuer. 110 min. Tyskland 2004. Dansk premiere: 28.10.2005.

Fotos: Olga Film/ Constantin Film/ SevenPictures Film/ Øst for Paradis Biografdistribution

Napola streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Constantin Film (Tyskland) 07.10.2022

2K Blu-ray fra Noble Entertainment (Sverige) 28.10.2009

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.10.2005