Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021)

EN TRAGISK FEJL
Aktuel revision og nye nuancer

Af BO GREEN JENSEN

DEN Franske Skole på Frederiksberg blev ødelagt ved en fejltagelse. Det skete den 21. marts 1945, da britiske fly bombarderede Shellhuset, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Et Mosquito-fly ramte en elmast ved Ingerslevgade på Vesterbro. En bombe detonerede på Sønder Boulevard. Besætningen i næste angrebsbølge kunne ikke orientere sig og gik efter røgen.

   Fire fosforbomber ramte Jeanne d’Arc-skolen, som brændte ud og blev jævnet med jorden. 86 børn og 18 voksne omkom. Hele aktionen kostede 250 mennesker livet. Man havde selvsagt afvejet risici før angrebet. Aktionen stod heller ikke alene. Gestapos jyske hovedkvarter på Aarhus Universitet blev bombet i oktober 1944. Gestapos fynske hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense blev bombet i april 1945.

DET skete hver gang på dansk foranledning. Krigen nærmede sig slutningen, og Gestapo var tæt på at optrævle modstandsbevægelsen. Hipobetjentene tog fanger, som blev indsat og afhørt på øverste etage i Shellhuset. Man kunne på den måde bruge dem som et skjold, mens man videreførte arbejdet.

   Ole Bornedals film om bombardementet er egentlig ligeglad med alt dette. Skyggen i mit øje handler ikke om krigens nærmere baggrund, men om undtagelsestilstanden, der bliver til hverdag. Alle værdier er oppe i luften, og det er en pointe, at børnene bliver dræbt af »gode« og »nødvendige« bomber.

I PROLOGEN er drengen Henry på vej over heden i Jylland. Han kører på cykel med en kurv fuld af friske æg. Et selskab har klædt sig fint på for at holde bryllup i kirken. Da de nærmer sig bagfra, ser alle op. Maskingeværskud river kroppene i stykker, og bilen bryder i brand. Henry får et chok. Herefter kan han ikke tale. Han er bange for alt, som kommer fra himlen.

   Derfor bliver drengen sendt over til sin moster (Danica Curcic) og onkel (Mads Riisom) i København. Han begynder på Den Franske Skole sammen med kusinen Rigmor. Han falder til og har en god tid med Rigmor og veninden Eva, der er lidt mere udfordret hjemme. Børnene indretter sig i deres verden. Det er med en tragisk ironi, at døden kommer fra himlen igen.

BORNEDAL er ikke interesseret i krigen, men han gør sig umage med beskrivelsen af Royal Air Force-operationen. Før flyene letter, er der en sidste besked. Det fremgår, at bilen på heden blev ramt ved en fejl. Man troede, at bryllupsgæsterne var nazister. Episoden har adresse til droneangreb i nutidens krige. Der er så mange, som dør ved et hændeligt uheld.*

   Skyggen i mit øje er helt og holdent børnenes film. Henry, Rigmor og Eva bliver fremragende spillet af Bertram Bisgaard, Ester Birch Beck og Ella Josephine Lund på henholdsvis 15, 13 og 12 år. Når filmen bliver hos dem, er indlevelsen absolut. Kun børn er helt uden skyld, siger historien. Alligevel bliver de ofre for krigen.

   Dén har voksne djævle skabt. Bornedal gør stregen mellem galt og korrekt mere gnidret, end man typisk ser i film om besættelsestiden. Han bruger krigens hverdag som baggrund for et kærlighedsforhold mellem søster Teresa (Fanny Bornedal), en tvivlende nonne, der revser sig selv, og hipomanden Frederik (Alex Høgh Andersen), der er ved at fortryde sin satsning.

FREDERIK vakler ikke kun, fordi hans side taber. Han er med i forhørslokalet, hvor den Ib Birkedal-lignende torturbøddel slår på frihedskæmperen, som har sanktioneret det kommende luftangreb. Hjemme bliver han lagt for had af sin far. Det hele gør sit indtryk, og søster Teresa rammer plet, da hun siger, at han ligner en djævel – for det er sådan, at han føler sig.

   Blandt nonnerne på skolen – hvor Susse Wold er priorinde – bliver forbindelsen mødt uden forståelse. Fanny er ellers en udmærket lærer. Bornedal giver hende sin monolog om, hvordan Gud måler tid i en helt anden skala. Hun får eleverne til at tabe deres blyanter. For Gud er 100 år måske kun et minut. Hvis han taber sin blyant og ser væk, kan en hel krig nå at foregå.**

SIDSTE akt af filmen beskriver bombardementet. Krigen afbryder hverdagen, og Skyggen i mit øje bliver næsten en From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden). Men på teatret venter forældrene på at høre, om deres børn er levende eller døde. Så Henry må finde sin stemme igen.

   Det er en god, anstændig og levende film. Den er bedre, end man tror, når man hører det kulørte plot genfortalt. Først til slut bliver der dvælet for længe ved smerten og tvivlen i ruinerne. Fanny venter. Frederik leder. Fra mørket taler Rigmors stemme. Det er næsten som i Oliver Stones World Trade Center (2006). Frygten kan ikke blive åndeløs nok.

OLE Bornedal (f. 1959) er en af de få instruktører, som kan bruge høj stil med overbevisning, selv om han er satirisk bevidst. Han kan lægge ironien og moderniteten fra sig på en ukunstlet måde, som gør, at man tror ham. Det er slet ikke nogen selvfølge. Se bare på mørket, som bliver til vane og tomt virkemiddel i stribevis af skabelonskårne krimiserier.

*) Bornedal samarbejdede med VR-instruktøren David Adler om Shadow (15 min, DK 2021), »a virtual reality companion piece« til Skyggen i mit øje, som sætter tilskueren/opleveren i de unge bombepiloternes sted. Installationen blev vist ved diverse events, som markerede 70-året for Operation Karthago, blandt andet på Frihedsmuseet, som i 2020 var genåbnet efter branden i 2013. 

**) Bornedal kom til filmen via tv og teater, men han gjorde allerførst indtryk med nyskabende radiomontager. Der er reminiscencer af radiodigteren i flere af Bornedals billedarbejder, og han kan når som helst overraske med originale retoriske sætstykker. Et eksempel er Lillebælt-monologen, som Tommy Kenter fremsiger i miniserien Charlot & Charlotte (1996), da han gæsteoptræder som inspektør Orson, en hommage til Orson Welles og Hank Quinlan-karakteren fra Touch of Evil (1956, da. Politiets blinde øje): »Smukke Bælt. Dit store, bevidstløse dyr. Kan I lugte det? Prøv. Det lugter af alle nattens hemmeligheder. Alle rædslerne, al skønheden. Ved I, hvad det er, der løber dernede i bæltet? Det er alle børnenes tårer, samlet sammen gennem årtusinder. De løber ud i verdenshavene og herind i bæltet igen. Evig og altid. Hvis man lytter efter, helt, helt, stille, så kan man høre dem græde. Prøv. Kom. Prøv. Kan det blive smukkere?«.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Skyggen i mit øje. Instr. & manus: Ole Bornedal. Foto: Lasse Frank Johannessen. 107 min.  Danmark-Belgien 2021. Dansk premiere: 28.10.2021.

Fotos: Miso Film/ 4Fiction/ UMedia/ DFI/ SF Studios/ Netflix/ Cinematerial [Poster Art]/ Flere stills er hentet på David Bjerres fortrinlige blog/website ikassenshow.dk/ Astrea/ Makropol [Shadow VR material]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Films

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.10.2021.

Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022)

REGNSKABETS TIME

De seneste film fra besættelsestiden 

Af BO GREEN JENSEN

VETERANEN Anders Refn (f. 1944) fik et sent og velfortjent comeback som instruktør, da De forbandede år (2020) blev en succes. Filmen sluttede brat på et sted, hvor alle plotlinjer stod åbne. Universet var sat op, så at sige. Det ville være ubærligt, hvis vi aldrig så, hvordan det videre gik familien Skov.

   Toeren tager historien op og gør den færdig. I udlandet hedder de to film henholdsvis Into the Darkness og Out of the Darkness. Det er betegnende titler. De forbandede år skildrer begyndelsen og slutningen på krigen, men egentlig ikke hverdagen inde i midten. Den har været der og er blevet vane, da anden del går i gang. Alting føles velkendt. Vi har jo set så mange andre film fra besættelsestiden.

   

FØRSTE del viste, hvordan besættelsen kom og tog borgerskabet på sengen – bogstaveligt for Karl og Eva Skov (Jesper Christensen og Bodil Jørgensen), som skulle fejre deres sølvbryllup den 9. april. Anden del slutter på et sted, hvor det står klart, at befrielsen ikke bliver præget af tilgivelse, forsoning og fremsyn. For så vidt er alting atter oppe i luften.

   Det er solid og håndfast historieskrivning, som prioriterer en traditionel realisme. Der er flere måder at betragte De forbandede år 2 på. For det første er man spændt på at se, hvordan de forskellige skæbner udarter. Det skal man være i historisk fiktion. Det betyder, at første krav i kontrakten er opfyldt.

   På et overordnet niveau kan man undersøge, hvordan fiktionen forholder sig til det historiske grundstof. Hver generation har sin særlige synsvinkel. Ingen forventer total præcision. Tværtimod. Vi kræver akkuratesse i dokumentaren. Spillefilmen er et partsindlæg med licens til at digte og efterjustere.

REFNS film lukker den seneste cyklus af danske fiktionsfilm fra krigsårene. Det gør den sammen med en anden fortsættelse, Hvidstengruppen II – De efterladte (2021), hvor Bodil Jørgensen også er castet centralt, fordi hun har det rette, tidstypiske look. Prisen for dét går i Refns film til Allan Olsen, der som stikkeren Arne Nordborg har den rigtige rødmossethed. Han træder fuldt færdig ud af onklernes tid med en anløben patina af snaps og fynsk cigar.

   Hvidstensgruppen II har en klar idé om at følge de overlevende kvinder fra gruppen til de samme tyske fængsler, hvor kommunisten Liva (Kathrine Thorborg Johansen) i Refns film bliver sendt ned. Desværre udarter historien til noget, der ligner torturpornografi. Mod slutningen bliver det næsten som at gense Ilsa, She Wolf of the SS (1975, da. Hunulven Ilsa).

   Anne-Grethe Bjarup Riis instruerede Hvidsten Gruppen – nogle må dø for at andre kan leve i 2012, for øvrigt med Anders Refn som »teknisk instruktør«. Da havde Ole Christian Madsen gødet jorden med den handlingsmættede Flammen & Citronen (2008). For Madsen og medforfatteren Lars K. Andersen var det vigtigt at nuancere de patetiske heltebilleder fra Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De røde enge (1945) og Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945).

   De ville samtidig vitalisere den anstændige spænding i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og Morten Henriksens filmatisering af Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1991), som var forrige generations heltebilleder. I Flammen & Citronen fremstår sabotørerne som neurotisk drevne mænd med personlige fejl og private motiver. Idealismen kommer langt nede på listen.

MADSEN var interesseret i, hvordan hans egen generation ville reagere. Det har generelt været drivkraften i de film, der er produceret ved 80-året. Roni Ezra reviderede myten om passiv modstand i 9. april (2015). Martin Zandvliet beskrev i Under sandet (2015), hvordan tyske krigsfanger blev behandlet. Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) gør klart, at transporten var en lukrativ forretning for de gode fiskere, der sejlede danske jøder til Sverige.

   Christina Rosendahl kastede et olympisk blik på den diplomatiske scene i Vores mand i Amerika (2020). Ulrich Thomsen havde rollen som Henrik Kauffmann, den danske ambassadør, der gik enegang for at markere Danmarks status som allieret. For Rosendahl var Kauffmann en helt i sit professionelle virke, men noget andet som privatperson. Det var en ny vinkel på den lille historie, som blev vristet fri af den store. Rosendahl følte sig ikke forpligtet på en objektiv sandhed om, »hvordan det var«.

   I samme frie ånd er Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) en nøjagtig fortælling om barndom i krigstid. Bombningen af Den Franske Skole er både en tragisk fejl og et hændeligt uheld. Her er en usandsynlig forelskelse mellem en nonne og en hipomand. Og måske den bedste skildring af, hvordan krigen var for danske børn.

FORMENTLIG følger nu en pause, før det om ti år atter er tid. Det er ikke, fordi historien er færdig – det er den aldrig (uanset hvad Francis Fukuyama så siger). Men for generationen, som er midaldrende og bliver ældre nu, er positionerne trukket op. Der er ingen grund til at sige det samme igen.

   Der mangler stadig en stor film (eller lille miniserie), som fortæller om de russiske bombardementer på Bornholm og øens år med besættelsestropper. Den savner jeg, fordi min mor – der er født i 1935 – var skolebarn i Rønne, da russerne kom. Sådan er der altid flere historier i historien. Dén om »tyskertøserne« mangler. Dén som skildrer, hvad Jørgen Gustava Brandt kaldte »den geniale monotoni« for de unge, som bare var unge. Måske endda historien, som vover at skildre en dansk nazist med indlevelse.

DET vidner om styrken i Refns fortælling, at den faktisk har konturerne af de historier med. Af samme grund bliver familien Skov nok mere splittet, end det var regelen. Her er den et katalog over moralske og ideologiske ståsteder. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er soldaten, der slutter sig til Frikorps Danmark. Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) forelskede sig i en tysk officer, tog til Norge med ham og er nu tilbage. At dét får følger, siger sig selv.

   Aksel Skov (Mads Reuther) er det tætteste, som filmen kommer den arketypiske frihedskæmper. Yngste søn (Lue Dittmann Støvelbæk) er teenager og partisan. Der kommer et øjeblik, hvor den ene bror spytter den anden i ansigtet. Da føler man virkelig noget for begge. Det gør man aldrig på Badehotellet.

   

FORDI familien har tjenestefolk, kan Vedbæklund rumme alle slags overbevisning: kommunister, medløbere og idealister. Det er Huset Danmark, der står og falder med mange forskellige dagsordener. Den sagligt kulørte fortælling afvikles i et klassisk filmsprog. Der er tempo og klare kameragange.

   Man kan savne mere tid til fordybelse. For eksempel til at sidde med Michael på taget i regnskabets time. Eller være forelsket i dage på dage med Aksel og Liva, der deler en fri kærlighed. De ting er der lige som lyriske anslag, men makrofortællingen er prioriteret. Konstruktionen ville falde, hvis filmen gav sig til at standse op. Som forfatterne ser det, forløber livet vel sådan. Mange små skæbner bliver kværnet til mørtel, når den store historie skal skrives.

KARL og Eva glider fra hinanden, efterhånden som det bliver sværere at adskille privatliv og politik. Karl er fortællingens antihelt. For verden at se, har han kollaboreret. Men det sagde regeringen jo, at han skulle.

   Fabrikken trives på tyske ordrer, men Karl har ikke noget valg. Han begynder sent at have anfægtelser. Det formidles til ham, at kontante bidrag til modstandskampen vil blive husket. Vi ser Karl navigere som opportunist. Det var ikke gået i en gammel besættelsesfilm. De øvrige forretningsmænd er rene kapitalistkarikaturer. Der mangler kun Gyldenspjæts hvide galocher.

   Mens Karl forbliver neutral i princippet, er han på vedtagen dansk fiktionsvis »god nok«, når det kommer til stykket. Da sekretæren Sara Meyer (Birthe Neumann) har brug for at flygte til Sverige, tøver han ikke. »Hvor har du bare gjort det hér godt« siger Eva. Det er næsten et Matador-øjeblik, som da fru Varnæs træder i karakter og hjælper Hr. Stein.

DEN samlede saga varer fem timer. Anders Refn og Flemming Quist Møller (1942-2022) havde ideen til en revisionistisk skildring af besættelsestiden allerede midt i 1980'erne. Da var tiden ikke moden til at nuancere nationalmyten. I hvert fald rakte entusiasmen ikke til fuld finansiering.

   De forbandede år er særligt værdifuld, fordi Refn blev født under krigen. Han tilhører generationen, som fik tudet ørerne fulde af heltehistorier, der blev større for hver genfortælling. Det samme gjorde tusindkunstneren Flemming Quist Møller, som døde i januar 2022 og er savnet. Begge udviklede en sund skepsis. Omvendt var de tæt nok på til ikke at afskrive alt med ironi.

   De forbandede år er et værdigt og solidt forankret mindesmærke. Efter Strømer (1976), to Gustav Wied-film (Slægten fra 1978 og Sort høst fra 1993) og den internationale arthouse-satsning med cirkusmelodramaet De Flyvende Djævle (1985) – en anti-crowdpleaser, som er værd at genopdage – gik der 30 år med at være klipper, medinstruktør, teknisk instruktør, konsulent og alt muligt andet for andre. Nu er Refn tilbage som instruktør. Det er eksemplarisk timing. Dén kunne bære et godt manuskript.

Andre tekster om besættelsestiden: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

De forbandede år 2. Instr.: Anders Refn. Manus: Anders Refn, Flemming Quist Møller. Foto: Claus Sisseck, Morten Søborg. 152 min. Danmark 2022. Dansk premiere: 21.04.2022.

Foto: Space Rocket Nation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2022

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.04.2022.

David O. Russell: Amsterdam (2022)

HIMLEN PÅ JORDEN

En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.

AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.

   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.

   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.

»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.

   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.

 

DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.

   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*

   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.

SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.

*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015).

Amsterdam. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Emmanuel Lubezki. 134 min. USA 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.

Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022

De tyske terrorister | Andres Veiel: Hvis ikke os, hvem så? (2011)

FORANDRING I PRAKSIS
Gudrun Ensslin før forvandlingen

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN kaster lange skygger, og fortiden holder nutiden nede. Ingen kultur ved det bedre end den germanske, som i dén grad er hjemsøgt af indre dæmoner. Hvis nazitiden bliver stående som det store traume i tysk selvforståelse, er 1970ernes politiske storbyterrorisme det åbne sår, som ikke vil lade sig lukke. Borgerskabets egne børn greb til våben og angreb alt, hvad forældrene stod for.

   Tyske filmkunstnere arbejder stadig med begge perioder, men i regelen behandles de hver for sig, som om 1970erne ikke havde nogen erindring om 1940erne. At de to skyldkomplekser kædes sammen, er det for alvor usædvanlige og værdifulde i Wer wenn nicht wir (da. Hvis ikke os, hvem så?), Andres Veiels film om terroristen Gudrun Ensslin (1940-1977). Her bliver forbindelsen til et tema.

SAMMEN med Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Jan Carl Raspe og Irmgard Möller var Ensslin blandt grundlæggerne af Rote Armee Fraktion, som satte Tyskland på den anden ende med terroraktioner, der kulminerede i efteråret 1977. Ensslin var 37 år, da hun tog sit liv i Stammheim-fængslet den 18. oktober 1977. Hun ses af mange som chefideologen i RAF og er ofte skildret som en gold, fanatisk person i romantiske fremstillinger, der caster Baader og Meinhof som helte og martyrer.

   Veiel lader terroraktionerne finde sted i periferien. Filmen er i sit formsprog lige så åben og konventionel som Christopher Roths kulørte Baader (2002) og Uli Edels effektfulde storfilm Der Baader Meinhof Komplex (2008), som formåede at nuancere debatten, samtidig med at den solgte billetter. Veiel går dog i højere grad efter psykologien og den mentalitetshistoriske baggrund for sen-70ernes deutscher Herbst.

HVOR Baader Meinhof Komplekset valgte actionfilmen som genre, er Wer Wenn Nicht Wir struktureret som en ægteskabsskildring. Den deler sin opmærksomhed lige mellem Ensslin og hendes mand, forlæggeren og forfatteren Bernward Vesper (1938-1971). Parret spilles totalt troværdigt af Lena Lauzemis og August Diehl. Forlægget er Gerd Koenens gruppebillede i biografien Vesper, Ensslin, Baader – Urszenen des deutschen Terrorismus (2003).*

   Bernward var søn af »Blut und Boden«-forfatteren Will Vesper (1882-1962), som havde støttet Hitler betingelsesløst. Efter 1945 blev han skrevet ud af litteraturhistorien, men håbede til det sidste at vende tilbage, som en landflygtig konge fra sit eksil.

   Sønnen blev formet i faderens billede. Filmens første scener viser, hvordan Will Vesper afliver en kat, der har ædt fugleungerne i familiens have i Tübingen. Drengen er utrøstelig, men faderen læser et sentimentalt eventyr og forklarer tålmodigt sin søn, hvorfor katte ikke hører til hos menneskene. De ægyptiske tempeldyr er »i en vis forstand dyreverdenens jøder«.

   Som litteraturstuderende forsøger den unge Bernward Vesper at inddrage faderens værker. Det er for at rehabilitere Vesper senior, at han i 1962 etablerer forlaget Studio Neue Literatur. Dette driver han sammen med kæresten Gudrun, som i samme periode lægger afstand til sin fars værdier. Vesper og Ensslin begynder at udgive radikal amerikansk litteratur for at dække underskuddet på Will Vesper-projektet.

SYNSVINKLEN skifter fra Bernward til Gudrun, da parret i 1967 har fået sønnen Felix. Bernward har været den, der knyttede kontakterne i det radikale miljø. Men hvor han har nok i at tale teori og være en ny tids bløde mand i det nære, begynder hun at kræve forandring i praksis. Hun prøver sig selv af i mange sammenhænge, mens en indre ubalance tager til. Da hun møder Andreas Baader (Alexander Fehling) i februar 1968, forlader hun Bernward og Felix uden at se sig tilbage.**

   Filmens tredje akt fortæller den sædvanlige historie om det tyske efterår og den eskalerende ekstremisme, men fokus bliver på Bernward, da RAF-medlemmerne tages til fange. Han gik i stykker uden Ensslin, blev trængt ud af forlagsledelsen og begyndte at eksperimentere med den psykedeliske side af paradigmeskiftet i 1967-68. Han skrev romanen Die Reise om sin baggrund, men kunne ikke få den udgivet på Studio Neues Literatur.***

EFTER et sammenbrud i 1971 kom Vesper til hægterne på et statshospital. Han konstaterede, at han ikke kunne få tankerne til at hænge sammen, og tog sit liv. Da Die Reise udkom i 1977, samme år som Ensslin og de øvrige RAF-medlemmer begik selvmord i Stamheim-fængslet, blev bogen modtaget som et væsentligt værk, ikke mindst fordi den redegjorde for forholdet til forældregenerationen. Det er på samme måde, at Wer wenn nicht wir gør sit indtryk.

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000). 

*) Gerd Koenens bog er en af utallige fremstillinger, der undersøger Gudrun Ensslins rolle i RAF-kredsen og fortolker på hendes forvandling. For Koenen er mødet med Andreas Baader – og bruddet med Vesper og normaliteten – i højere grad en bestemmende faktor end den politiske baggrund og tænkning. Der er adskillige biografier om Ensslin, bl.a. Ingeborg Gleichaufs Poesie und Gewalt. Das Leben der Gudrun Ennslin (Klett-Cotta, 2017) og Alex Aβmanns Gudrun Ensslin – Die Geschicte einer Radikalisering (Brill | Schöningh, 2018), men Koenens bog var den første, der behandlede Bernward Vesper som mere end en biperson. Michael Kapellens Doppelt Leben. Bernward Vesper und Gudrun Ensslin. Die Tübinger Jahre fulgte i 2005. Vespers ven, Henner Voss, skrev i 2005 Vor der Reise. Erinnerungen an Bernward Vesper. Filmen Die bleierne Zeit (da. De tyske søstre), som Margarethe von Trotta skrev og instruerede i 1975, beskriver forholdet mellem søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. Christiane blev systemkritisk journalist, men brød aldrig loven og blev i systemet. I filmen er navnene ændret til Juliane og Marianne. Journalisten spilles af Jutta Lampe, terroristen af Barbara Sukowa.

**) Felix Ensslin (f. 1967) voksede op hos en plejefamilie i Wiesbaden og studerede filosofi og dramaturgi i New York. Han blev magister i filosofi i 1996 og var fra 2002 til 2006 ansat på Deutsches Nationaltheater i Weimar, hvor han debuterede som dramatiker med forestillingen Durch einen Spiegel ein Dunkles Bild (»Et billede gennem et mørkt spejl«). Han har skrevet en række faglige værker om bl.a. Luther, Heidegger, Schiller og Anna Oppermann. 

   Felix Ensslin har kommenteret forældrenes brevveksling (i en efterskrift til Notstandsgesetze von deiner Hand. Briefe 1968/1969 von Gudrun Ensslin und Bernward Vesper, Suhrkamp, 2009) ) og været co-kurator på udstillingerne Zur Vorstellung des Terrors: Die RAF-Austellung (2005) og Zwischen zwei Toden (2007). Han har aldrig forkastet forældrenes værdier på samme måde som Ulrike Meinhofs (ene) datter, Bettina Röhl. Et interview fra 2004 har rubrikken: »Ich bin der Bruder meiner Eltern« – »Jeg er mine forældres bror.« 

   Han har ingen personlig erindring om disse forældre. Til Heidi Dachs fra Kristeligt Dagblad sagde han i 2005: »Jeg har ingen privilegeret viden om RAF og har heller ikke forsøgt at få det. Mine erfaringer ligger snarere på linje med alle andre fra min generation, som har interesseret sig for RAF's historie.« 

   Siden 2009 har Ennslin fungeret som professor i æstetik og formidling ved Kunstakademiet i Stuttgart. Han er stadig yderst aktiv i teatersammenhæng, f.eks med en moderne fortolkning af George Orwells Animal Farm (1944, da. Kammerat Napoleon), som AGORA - Theater im Menschenpark opførte i 2017.

***) Den schweziske instruktør Markus Imhoof (f. 1941) filmatiserede Die Reise i 1986 (efter manus af Martin Weibel). Filmen var i konkurrence i Venedig og fik norsk premiere (som Veien hjem), men blev aldrig distribueret i Danmark. Imhoof forholder sig frit til forlægget og fokuserer på far/søn-motivet. I sommeren 1972 husker Bertram (Markus Boysen) sin opvækst i den autoritære husholdning hos Vater Voss (Will Quadflieg). Han gør sig fri ved politisk forvandling. Samtidig drages hans kæreste – Gudrun Ensslin-karakteren hedder Dagmar og spilles af Corinna Kirchhoff – ind i terrorisme og radikalisering. Bertram går med et stykke af vejen, men vælger endelig at flygte med parrets fem-årige søn og undsige både fortid og samtid. Die Reise streames på filmskaberens website – den er sober og seværdig, men ligner slet ikke sit ophav. Vespers »romanessay« er en vilter collage af fragmenter, som vil reproducere et syretrip på et døgn. Det sker i en bevidsthedsstrøm af eksploderet erindring, som tager alle tekstlige midler i brug. »Du kaster systemerne i luften, og de flyver væk, avner af ideologi. Og materien bevæger sig for evigt, ånder, lever, skifter, kollapser og kvæstes, flygter fra sig selv. Og vi er en del af det, nu hvor morgenen begynder, dagen, min dag!« März-redaktøren Jörg Schröder bearbejdede manuskriptet efter forfatterens død. Flere kunst- og teaterprojekter tager afsæt i den psykedeliske side af Vespers roman, som i stigende grad har kultstatus.

Wer wenn nicht wir (Hvis ikke os, hvem så). Instr. & manus: Andres Veiel. Foto: Judith Kaufmann. 124 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 22.09.2011.

Fotos: ARD Degeto Film/ BKM/ DFFF/ Deutschfilm/ Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ FFA/ Hessische Filmförderung/ MFG Filmförderung/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Senator Film Produktion/ SWR/ WDR/ Zero One Film/ CineMaterial/ Kino.de/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ März-Area Verlag/ Suhrkamp/ dpa/ Markus Imhoof.com

Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Prime | Freevee, Apple TV, Maxdome; i UK på Apple TV og Chili Play

2K Blu-ray fra Universum Film (Tyskland) 14.10.2011

2K Blu-ray fra Atlantic Film (DK) 08.02.2012

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.09.2011