Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022)

REGNSKABETS TIME

De seneste film fra besættelsestiden 

Af BO GREEN JENSEN

VETERANEN Anders Refn (f. 1944) fik et sent og velfortjent comeback som instruktør, da De forbandede år (2020) blev en succes. Filmen sluttede brat på et sted, hvor alle plotlinjer stod åbne. Universet var sat op, så at sige. Det ville være ubærligt, hvis vi aldrig så, hvordan det videre gik familien Skov.

   Toeren tager historien op og gør den færdig. I udlandet hedder de to film henholdsvis Into the Darkness og Out of the Darkness. Det er betegnende titler. De forbandede år skildrer begyndelsen og slutningen på krigen, men egentlig ikke hverdagen inde i midten. Den har været der og er blevet vane, da anden del går i gang. Alting føles velkendt. Vi har jo set så mange andre film fra besættelsestiden.

   

FØRSTE del viste, hvordan besættelsen kom og tog borgerskabet på sengen – bogstaveligt for Karl og Eva Skov (Jesper Christensen og Bodil Jørgensen), som skulle fejre deres sølvbryllup den 9. april. Anden del slutter på et sted, hvor det står klart, at befrielsen ikke bliver præget af tilgivelse, forsoning og fremsyn. For så vidt er alting atter oppe i luften.

   Det er solid og håndfast historieskrivning, som prioriterer en traditionel realisme. Der er flere måder at betragte De forbandede år 2 på. For det første er man spændt på at se, hvordan de forskellige skæbner udarter. Det skal man være i historisk fiktion. Det betyder, at første krav i kontrakten er opfyldt.

   På et overordnet niveau kan man undersøge, hvordan fiktionen forholder sig til det historiske grundstof. Hver generation har sin særlige synsvinkel. Ingen forventer total præcision. Tværtimod. Vi kræver akkuratesse i dokumentaren. Spillefilmen er et partsindlæg med licens til at digte og efterjustere.

REFNS film lukker den seneste cyklus af danske fiktionsfilm fra krigsårene. Det gør den sammen med en anden fortsættelse, Hvidstengruppen II – De efterladte (2021), hvor Bodil Jørgensen også er castet centralt, fordi hun har det rette, tidstypiske look. Prisen for dét går i Refns film til Allan Olsen, der som stikkeren Arne Nordborg har den rigtige rødmossethed. Han træder fuldt færdig ud af onklernes tid med en anløben patina af snaps og fynsk cigar.

   Hvidstensgruppen II har en klar idé om at følge de overlevende kvinder fra gruppen til de samme tyske fængsler, hvor kommunisten Liva (Kathrine Thorborg Johansen) i Refns film bliver sendt ned. Desværre udarter historien til noget, der ligner torturpornografi. Mod slutningen bliver det næsten som at gense Ilsa, She Wolf of the SS (1975, da. Hunulven Ilsa).

   Anne-Grethe Bjarup Riis instruerede Hvidsten Gruppen – nogle må dø for at andre kan leve i 2012, for øvrigt med Anders Refn som »teknisk instruktør«. Da havde Ole Christian Madsen gødet jorden med den handlingsmættede Flammen & Citronen (2008). For Madsen og medforfatteren Lars K. Andersen var det vigtigt at nuancere de patetiske heltebilleder fra Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De røde enge (1945) og Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945).

   De ville samtidig vitalisere den anstændige spænding i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og Morten Henriksens filmatisering af Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1991), som var forrige generations heltebilleder. I Flammen & Citronen fremstår sabotørerne som neurotisk drevne mænd med personlige fejl og private motiver. Idealismen kommer langt nede på listen.

MADSEN var interesseret i, hvordan hans egen generation ville reagere. Det har generelt været drivkraften i de film, der er produceret ved 80-året. Roni Ezra reviderede myten om passiv modstand i 9. april (2015). Martin Zandvliet beskrev i Under sandet (2015), hvordan tyske krigsfanger blev behandlet. Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) gør klart, at transporten var en lukrativ forretning for de gode fiskere, der sejlede danske jøder til Sverige.

   Christina Rosendahl kastede et olympisk blik på den diplomatiske scene i Vores mand i Amerika (2020). Ulrich Thomsen havde rollen som Henrik Kauffmann, den danske ambassadør, der gik enegang for at markere Danmarks status som allieret. For Rosendahl var Kauffmann en helt i sit professionelle virke, men noget andet som privatperson. Det var en ny vinkel på den lille historie, som blev vristet fri af den store. Rosendahl følte sig ikke forpligtet på en objektiv sandhed om, »hvordan det var«.

   I samme frie ånd er Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) en nøjagtig fortælling om barndom i krigstid. Bombningen af Den Franske Skole er både en tragisk fejl og et hændeligt uheld. Her er en usandsynlig forelskelse mellem en nonne og en hipomand. Og måske den bedste skildring af, hvordan krigen var for danske børn.

FORMENTLIG følger nu en pause, før det om ti år atter er tid. Det er ikke, fordi historien er færdig – det er den aldrig (uanset hvad Francis Fukuyama så siger). Men for generationen, som er midaldrende og bliver ældre nu, er positionerne trukket op. Der er ingen grund til at sige det samme igen.

   Der mangler stadig en stor film (eller lille miniserie), som fortæller om de russiske bombardementer på Bornholm og øens år med besættelsestropper. Den savner jeg, fordi min mor – der er født i 1935 – var skolebarn i Rønne, da russerne kom. Sådan er der altid flere historier i historien. Dén om »tyskertøserne« mangler. Dén som skildrer, hvad Jørgen Gustava Brandt kaldte »den geniale monotoni« for de unge, som bare var unge. Måske endda historien, som vover at skildre en dansk nazist med indlevelse.

DET vidner om styrken i Refns fortælling, at den faktisk har konturerne af de historier med. Af samme grund bliver familien Skov nok mere splittet, end det var regelen. Her er den et katalog over moralske og ideologiske ståsteder. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er soldaten, der slutter sig til Frikorps Danmark. Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) forelskede sig i en tysk officer, tog til Norge med ham og er nu tilbage. At dét får følger, siger sig selv.

   Aksel Skov (Mads Reuther) er det tætteste, som filmen kommer den arketypiske frihedskæmper. Yngste søn (Lue Dittmann Støvelbæk) er teenager og partisan. Der kommer et øjeblik, hvor den ene bror spytter den anden i ansigtet. Da føler man virkelig noget for begge. Det gør man aldrig på Badehotellet.

   

FORDI familien har tjenestefolk, kan Vedbæklund rumme alle slags overbevisning: kommunister, medløbere og idealister. Det er Huset Danmark, der står og falder med mange forskellige dagsordener. Den sagligt kulørte fortælling afvikles i et klassisk filmsprog. Der er tempo og klare kameragange.

   Man kan savne mere tid til fordybelse. For eksempel til at sidde med Michael på taget i regnskabets time. Eller være forelsket i dage på dage med Aksel og Liva, der deler en fri kærlighed. De ting er der lige som lyriske anslag, men makrofortællingen er prioriteret. Konstruktionen ville falde, hvis filmen gav sig til at standse op. Som forfatterne ser det, forløber livet vel sådan. Mange små skæbner bliver kværnet til mørtel, når den store historie skal skrives.

KARL og Eva glider fra hinanden, efterhånden som det bliver sværere at adskille privatliv og politik. Karl er fortællingens antihelt. For verden at se, har han kollaboreret. Men det sagde regeringen jo, at han skulle.

   Fabrikken trives på tyske ordrer, men Karl har ikke noget valg. Han begynder sent at have anfægtelser. Det formidles til ham, at kontante bidrag til modstandskampen vil blive husket. Vi ser Karl navigere som opportunist. Det var ikke gået i en gammel besættelsesfilm. De øvrige forretningsmænd er rene kapitalistkarikaturer. Der mangler kun Gyldenspjæts hvide galocher.

   Mens Karl forbliver neutral i princippet, er han på vedtagen dansk fiktionsvis »god nok«, når det kommer til stykket. Da sekretæren Sara Meyer (Birthe Neumann) har brug for at flygte til Sverige, tøver han ikke. »Hvor har du bare gjort det hér godt« siger Eva. Det er næsten et Matador-øjeblik, som da fru Varnæs træder i karakter og hjælper Hr. Stein.

DEN samlede saga varer fem timer. Anders Refn og Flemming Quist Møller (1942-2022) havde ideen til en revisionistisk skildring af besættelsestiden allerede midt i 1980'erne. Da var tiden ikke moden til at nuancere nationalmyten. I hvert fald rakte entusiasmen ikke til fuld finansiering.

   De forbandede år er særligt værdifuld, fordi Refn blev født under krigen. Han tilhører generationen, som fik tudet ørerne fulde af heltehistorier, der blev større for hver genfortælling. Det samme gjorde tusindkunstneren Flemming Quist Møller, som døde i januar 2022 og er savnet. Begge udviklede en sund skepsis. Omvendt var de tæt nok på til ikke at afskrive alt med ironi.

   De forbandede år er et værdigt og solidt forankret mindesmærke. Efter Strømer (1976), to Gustav Wied-film (Slægten fra 1978 og Sort høst fra 1993) og den internationale arthouse-satsning med cirkusmelodramaet De Flyvende Djævle (1985) – en anti-crowdpleaser, som er værd at genopdage – gik der 30 år med at være klipper, medinstruktør, teknisk instruktør, konsulent og alt muligt andet for andre. Nu er Refn tilbage som instruktør. Det er eksemplarisk timing. Dén kunne bære et godt manuskript.

Andre tekster om besættelsestiden: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

De forbandede år 2. Instr.: Anders Refn. Manus: Anders Refn, Flemming Quist Møller. Foto: Claus Sisseck, Morten Søborg. 152 min. Danmark 2022. Dansk premiere: 21.04.2022.

Foto: Space Rocket Nation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2022

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.04.2022.

Christian Tafdrup: Forældre/Parents (2016)

NÅR GUDERNE VIL STRAFFE OS
De gamle vil være unge igen 

Af BO GREEN JENSEN

FOR Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen) er tilværelsen blevet et spørgsmål om, hvem der snitter løg til salaten og hvem der går i haven for at gøre klar til vinteren. Da sønnen Esben (Anton Honik) flytter hjemmefra, efterlader han sig et gabende hul. Parcelhuset er med ét alt for stort.

   Vibeke river bladene sammen og hælder dem ud på jorden igen. Kjeld finder gamle fotos i kælderen og forsvinder ind i tanker om, hvor glade og unge de var tredive år før, da de boede i den første utætte kvistlejlighed.

   I Forældre er der ikke langt fra A og B til C. Før nogen kan nå at tænke sig om, har Kjeld købt den selvsamme lejlighed – nu et attraktivt forældrekøb i indre by – hvor de nød at være sammen og havde tiden for sig. Til og med ligger den »kun syv minutter på gåben« fra Esben, der undrer sig over de gamle.

DET var vist nok karmeliternonnen Sankt Teresa – hende fra Berninis skulptur – som sagde, at der fældes flere tårer over opfyldte ønsker, end over bønner, der ikke bliver hørt. Oscar Wilde varierede budskabet: »Når guderne vil straffe os, besvarer de vore bønner.« Truman Capote kaldte af samme grund sit (meget) ufuldendte hovedværk for Answered Prayers.

   Kjeld længes så længe og drømmer så stærkt, at han og Vibeke en morgen vågner op og er tilbage. Parret på 22 bliver spillet af Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel. Kjeld vil holde fjumreår og nyde, at de er unge igen. Vibeke vil være fri og studere psykologi. Så mens lejligheden slår sprækker i regnen, der er mere intens, end den var i 1980erne, begynder Kjeld i det små at få anfægtelser.

CIRKA så langt er der ingen problemer i Christian Tafdrups Forældre. Historien kunne være en moralitet fra The Twilight Zone (1959-1964), Rod Serlings sagnomspundne tv-serie, hvor karaktererne altid kom ud for den slags. Eller et udkast til en dansk version af Sam Mendes' American Beauty (1999).

   Stoffet kan bære en tæt vignet, som dramatiserer forholdet mellem årsag og virkning. Spillefilmsformen kræver en tredje akt, hvor ideen bliver udviklet. Det bliver en narrativ nødvendighed at etablere en hverdag i eksperimentet. Der må ganske enkelt ske noget mere.

OG hér begynder budcyklen at slingre. Det er måske en interessant idé at lade Vibeke flytte sammen med sin søn – vel vidende, at det er hendes søn – mens Kjeld bare drukner i dommedagsregn. Men det passer ikke til de karakterer, som filmen har præsenteret, hverken i ung eller ældre version.

   Det kaster heller ingen interessante reaktioner af sig, at de unge fra dengang skal møde de nye fra nu. En housewarmingscene hos Esben er mere eller mindre tabt på gulvet.

   Det bliver stadig mere uklart, hvad filmen egentlig vil. Måske skal der skabes utryghed for utryghedens skyld, som i en mareridtsfabel af David Lynch. Men dertil er filmen så alligevel for ordentlig. Alt hænger nydeligt sammen.

KÆDENS svageste led er den stilhed, som efterlønsparret ikke kan fylde, da omdrejningspunktet er fløjet fra reden.

   Her bliver Forældre en katalog af yngre menneskers fordomme om, hvordan ældre mennesker lever. Det er noget med at få tiden til at gå, mens man venter på døden og hører gammel pop på slidt vinyl. Der mangler sådan set kun bankospillet.

   Søren Malling er god som nostalgiker, og Bodil Jørgensen demonstrerer atter sin flair for lattermild kaoshumor. Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel slipper rigtigt godt fra at reproducere nogle af Mallings og Jørgensens manierismer. Christian Tafdrup leverer selv en præcis parodi på den smarte ejendomsmægler.

   Det er sødt at se de gamle unge indrette sig, og der er kuriøse sange fra dengang, Anne Linnett ville være noget på engelsk. Men som færdig film er Forældre ikke helt vellykket. Der er på én gang både for lidt og for meget i Tafdrups sælsomme skæbnefortælling.

Se også Christian Tafdrup: En frygtelig kvinde/A Horrible Woman (2017); Christian Tafdrup: Speak No Evil/Gæsterne (2022) [Horror 100].

Forældre. Instr. & manus: Christian Tafdrup. Foto: Maria von Hausswolff. 86 min. Danmark 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: Nordisk Film/ Søren Kirkegaard/ Maria von Hausswolff/ DFI/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, SF Anytime, Viaplay Store

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.11.2016.

Anders Refn: De forbandede år (2020) [Danmarks Besættelse 80 år]

DER VAR ENGANG I DANMARK

Da danskerne skulle vælge side

Af BO GREEN JENSEN

DER er intet som en klar dansk morgen i april, hvor solen er fremme, og alt tegner lyst. Direktør Karl Skov (Jesper Christensen) og hans hustru, Eva (Bodil Jørgensen), kan denne dag fejre sølvbryllup. Der er livlig aktivitet ved den herskabelige strandvejsvilla. Slægt og venner, voksne børn og yngre børn, kolleger og fine forbindelser er mødt op. Selv en minister har fundet vej. Karl Skov er en meget betydelig mand.

   Da alting er mere eller mindre på plads, begynder familien at synge. »Det er så yndigt at følges ad« bliver imidlertid afbrudt. Det er ikke skyer, men lavtflyvende tyske maskiner, som passerer over solen og kaster flyveblade ned. »Hvad står der?« spørger gæsterne hinanden. Karl Skov læser også det tyske »OPROP!«. Sproget er dårligt, men beskeden er klar. Det fremgår, at »vi ikke længere er herrer i eget hus,« siger han.

OUVERTUREN på plænen ved Vedbæklund er flot orkestreret og smukt gennemført. Det er den 9. april 1940, og Værnemagten annekterer sin nabo. Vi har set scenen mange gange på film, men det kan denne film ikke vide. Tiden er nu. Alt er usikkert. Besættelsen kommer ud af det blå. Vi er ikke blandt helte, som springer op og spænder bælte. Man kan hverken gøre fra eller til. Blot se tiden an og få det bedste ud af situationen.

   De forbandede år følger familien Skov gennem de første tre år af krigen. Anders Refn og Flemming Quist Møller, som har skrevet manuskriptet sammen, lægger ikke skjul på, at de vil undersøge den danske samarbejdspolitik. Det er filmens særlige tilgang til stoffet, som ellers er endevendt ivrigt og ofte.

   Begge mænd er krigsbørn. Refn er fra ’44, Møller er født to år før. Kan de sige noget om emnet, som ikke allerede er sagt?

DER skal i hvert fald først eksponeres. I nogle stræk føles De forbandede år næsten som en antologi over 10ernes besættelsesfilm. Der er lidt 9. april (2015) og meget Fuglene over sundet (2016) i filmen. Måske også takter af Flammen & Citronen (2008) og Hvidsten-gruppen (2012), som Refn var med til at klippe. Filmen klinger ud, snarere end den egentlig slutter, på et sted, hvor karaktererne har valgt side. Ellers var den nok også nået til de tyske krigsfanger fra Under sandet (2015).

   Formatet er måske det mærkeligste ved De forbandede år. Spilletiden er helaftenslængde – to timer og 40 minutter – men der er aldrig bare tilløb til det store episke sug. Snarere er historien en mosaik, stykket sammen af små episoder og spor. Nogle rammer klokkerent. Andre er mere transport og forklaring. På den måde bliver det en ujævn oplevelse.

   Ved vejs ende havde jeg et sært déjà vu. Da Sergio Leones store gangsterepos, Der var engang i Amerika, fik dansk premiere i 1984, var den store film klippet over i to. De forbandede år virker lige sådan. Man er klar til at se anden del, simpelt hen, da en skærmtekst kommer op med en kursorisk forklaring på, hvad der videre skete.

   Der må have været flere narrative modeller i spil. Måske to forbundne film eller en miniserie for tv. Der skal noget til at fylde 128 biografer. Man vil derfor ikke slippe grundformen, som er en alfavnende sædeskildring i stil med Matador eller Badehotellet. Men i glimt anes en episodisk fortælling, som skifter farve alt efter, hvilken karakter den følger med.

  

ANDERS Refn og Flemming Quist Møller betoner, at de ikke har villet skrive en historie om klare og korrekte valg i rene farver. Ej heller fortælle »en nostalgisk historie om en tid, der ligger bag os«. De vil beskrive mentaliteten og tale om prisen for at turde tage stilling. I den henseende leverer De forbandede år, hvad den lover.

   Det er meget interessant at høre deres version. Filmene fra de sidste årtier er skabt af yngre instruktører. Refn og Møller tilhører generationen, som hørte på hele den første bølge af heltehistorier. 68erne blev stopfodret med krigstid, til de næsten ikke kunne have det. Det er derfor heller ikke sært, at Refn først nu fortæller historien. Og lægger netop dét moralske filter ned over filmen.

   De kommer hele vejen rundt og gennem alle etiske positioner. Direktør Skov er, som han hele tiden siger, en god mand, der prøver at gøre sit bedste. Han nægter længe at tage imod de tyske ordrer, som andre griber med kyshånd. På elektronikfabrikken bliver der fyret gode folk, som så kan genansættes, da han kapitulerer moralsk.

   Eva Skov er hustru nummer to og stedmor til den ældste søn, Michael (Gustav Dyekjær Giese), som melder sig til Frikorps Danmark. Også han har sine grunde og er en af de bedste figurer. Hun ser tidligt, hvor det bærer hen, og flytter sig aldrig. Kort efter besættelsen bliver de opsøgt af en jødisk barndomsveninde og hendes mand. Skov tror, at han kan ringe og ordne det hele, men parret bliver sendt tilbage til Tyskland.

PALÆVILLAEN i Vedbæk er et privilegeret sted, hvor minister Bang (Peter Schrøder) holder sankthanstalen, og erhvervseliten kommer til nytårskalas. Kun de er tegnet som opportunistiske karikaturer. Tommy Kenter gnider sig i skægget, svigerfar Paul Hüttel er for fin til selv at få sorte hænder. Heldigvis spiller to yngre sønner swingpjatterjazz, så filmen kan tage på Café Stardust. Vi slipper for at høre Leo Mathisen synge »Take It Easy«, men der er tendenser, når filmen skal bruge kulør.

   I køkkenet står Pernille Højmark ikke tilbage for Laura fra Matador. Hendes søn (Cyron Melville) er kommunist og kommer hjem fra Den Internationale Brigade i Spanien. Skovs mellemste søn (Mads Reuther) brænder efter at handle, mens andre bare taler. Han bliver også belejligt forelsket i Liva (Kathrine Thorborg Johansen) fra DKP. Det er netop nostalgisk at se en film, hvor der bliver brugt Rød Front-hilsen i alvor. Også dét slipper filmen afsted med.

   Politiet er fremstillet som lakajer. Officeren Michael tager til Østfronten, fordi han væmmes over regeringens vægelsind. Beslutningen går via et venskab med den belevne tyske ubådskaptajn, som fordrejer hovedet på husets datter. De gifter sig i Norge. Hun har sit illusionstab dér. Knud hærdes lidt efter lidt. Nogle af de moralske rejser savner tyngde og troværdighed. Andre er fuldt skrevet ud.

DET er Refns første film i 20 år. Han har klippet for de bedste, og han har været Lars von Triers trofaste fødselshjælper, men han har ikke instrueret alene, siden novellefilmen Seth (1999) fik premiere. Jeg genså fornyligt Strømer (1976) og tænkte, at han er savnet. Det er godt at høre fra generationen, som efterhånden kun tæller Refn, Clausen, Arnfred og August.

   Skuespillet er uegalt, men stabiliseres af Jesper Christensen og Bodil Jørgensens karakterer. Det sker med en indlevet autoritet, som gør ordet forankring til mere end en floskel.

   Alligevel er jeg endelig lidt skuffet. Filmens stilistiske soliditet er både dens styrke og svaghed. Der er ingen vilde arier, som der var i Slægten (1978), De flyvende djævle (1985) og Sort Høst (1993) engang. Man savner måske at se borgerskabet brænde op. Her bliver det ristet over en sagte ild i lang tid. Det er ligesom ikke det samme.

   Får vi noget nyt at vide om moralen under krigen? Måske ikke, men der bliver samlet op. Filmen får sagt, at det er let at have ret på efterbevilling. Og at der i begyndelsen af krigen var mere sympati for det tyske projekt, end vi og historikerne har villet være ved. Ingen er skyldig, ingen er ren. Det er altid et godt udgangspunkt.

RIP Flemming Quist Møller 1942-2022

Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse 80 år: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

De forbandede år. Instr.: Anders Refn. Manus: Flemming Quist Møller og Anders Refn. Foto: Morten Søborg. 152 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 09.01.2020.

Fotos: Chr. Geisnæs/ Henrik Petit/ Space Rocket Nation & Vulkan Film/ Scanbox Entertainment

Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Store, YouTube Film & Buy

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 09.09.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.01.2020