DER VAR ENGANG I DANMARK
Af BO GREEN JENSEN
DER er intet som en klar dansk
morgen i april, hvor solen er fremme, og alt tegner lyst. Direktør Karl Skov (Jesper
Christensen) og hans hustru, Eva (Bodil Jørgensen), kan denne dag fejre sølvbryllup.
Der er livlig aktivitet ved den herskabelige strandvejsvilla. Slægt og venner, voksne
børn og yngre børn, kolleger og fine forbindelser er mødt op. Selv en minister
har fundet vej. Karl Skov er en meget betydelig mand.
Da alting er mere eller mindre på plads, begynder familien at synge. »Det
er så yndigt at følges ad« bliver imidlertid afbrudt. Det er ikke skyer, men
lavtflyvende tyske maskiner, som passerer over solen og kaster flyveblade ned.
»Hvad står der?« spørger gæsterne hinanden. Karl Skov læser også det tyske »OPROP!«.
Sproget er dårligt, men beskeden er klar. Det fremgår, at »vi ikke længere er herrer
i eget hus,« siger han.
OUVERTUREN på plænen ved Vedbæklund er flot orkestreret og smukt
gennemført. Det er den 9. april 1940, og Værnemagten annekterer sin nabo. Vi
har set scenen mange gange på film, men det kan denne film ikke vide. Tiden er
nu. Alt er usikkert. Besættelsen kommer ud af det blå. Vi er ikke blandt helte,
som springer op og spænder bælte. Man kan hverken gøre fra eller til. Blot se
tiden an og få det bedste ud af situationen.
De forbandede år følger familien Skov gennem de første tre år af
krigen. Anders Refn og Flemming Quist Møller, som har skrevet manuskriptet
sammen, lægger ikke skjul på, at de vil undersøge den danske samarbejdspolitik.
Det er filmens særlige tilgang til stoffet, som ellers er endevendt ivrigt og
ofte.
Begge mænd er krigsbørn. Refn er fra ’44, Møller er født to år før. Kan de
sige noget om emnet, som ikke allerede er sagt?
DER skal i hvert fald først
eksponeres. I nogle stræk føles De forbandede år næsten som en antologi
over 10ernes besættelsesfilm. Der er lidt 9. april (2015) og meget Fuglene over sundet (2016) i filmen. Måske også takter af Flammen & Citronen (2008) og Hvidsten-gruppen (2012), som Refn var med til at
klippe. Filmen klinger ud, snarere end den egentlig slutter, på et sted, hvor karaktererne
har valgt side. Ellers var den nok også nået til de tyske krigsfanger fra Under sandet (2015).
Formatet er måske det mærkeligste ved De forbandede år. Spilletiden
er helaftenslængde – to timer og 40 minutter – men der er aldrig bare tilløb
til det store episke sug. Snarere er historien en mosaik, stykket sammen af små
episoder og spor. Nogle rammer klokkerent. Andre er mere transport og forklaring.
På den måde bliver det en ujævn oplevelse.
Ved vejs ende havde jeg et sært déjà vu. Da Sergio Leones store
gangsterepos, Der var engang i Amerika, fik dansk premiere i 1984, var
den store film klippet over i to. De forbandede år virker lige sådan.
Man er klar til at se anden del, simpelt hen, da en skærmtekst kommer op med en
kursorisk forklaring på, hvad der videre skete.
Der må have været flere narrative modeller i spil. Måske to forbundne
film eller en miniserie for tv. Der skal noget til at fylde 128 biografer. Man
vil derfor ikke slippe grundformen, som er en alfavnende sædeskildring i stil
med Matador eller Badehotellet. Men i glimt anes en episodisk
fortælling, som skifter farve alt efter, hvilken karakter den følger med.
ANDERS Refn og Flemming Quist Møller
betoner, at de ikke har villet skrive en historie om klare og korrekte valg i
rene farver. Ej heller fortælle »en nostalgisk historie om en tid, der ligger
bag os«. De vil beskrive mentaliteten og tale om prisen for at turde tage
stilling. I den henseende leverer De forbandede år, hvad den lover.
Det er meget interessant at høre deres version. Filmene fra de sidste
årtier er skabt af yngre instruktører. Refn og Møller tilhører generationen,
som hørte på hele den første bølge af heltehistorier. 68erne blev stopfodret
med krigstid, til de næsten ikke kunne have det. Det er derfor heller ikke
sært, at Refn først nu fortæller historien. Og lægger netop dét moralske filter
ned over filmen.
De kommer hele vejen rundt og gennem alle etiske positioner. Direktør
Skov er, som han hele tiden siger, en god mand, der prøver at gøre sit bedste.
Han nægter længe at tage imod de tyske ordrer, som andre griber med kyshånd. På
elektronikfabrikken bliver der fyret gode folk, som så kan genansættes, da han
kapitulerer moralsk.
Eva Skov er hustru nummer to og stedmor til den ældste søn, Michael
(Gustav Dyekjær Giese), som melder sig til Frikorps Danmark. Også han har sine
grunde og er en af de bedste figurer. Hun ser tidligt, hvor det bærer hen, og flytter
sig aldrig. Kort efter besættelsen bliver de opsøgt af en jødisk barndomsveninde
og hendes mand. Skov tror, at han kan ringe og ordne det hele, men parret
bliver sendt tilbage til Tyskland.
PALÆVILLAEN i Vedbæk er et privilegeret sted, hvor minister Bang (Peter
Schrøder) holder sankthanstalen, og erhvervseliten kommer til nytårskalas. Kun
de er tegnet som opportunistiske karikaturer. Tommy Kenter gnider sig i
skægget, svigerfar Paul Hüttel er for fin til selv at få sorte hænder. Heldigvis
spiller to yngre sønner swingpjatterjazz, så filmen kan tage på Café Stardust.
Vi slipper for at høre Leo Mathisen synge »Take It Easy«, men der er tendenser,
når filmen skal bruge kulør.
I køkkenet står Pernille Højmark ikke tilbage for Laura fra Matador.
Hendes søn (Cyron Melville) er kommunist og kommer hjem fra Den Internationale Brigade i Spanien. Skovs mellemste søn (Mads Reuther) brænder efter at handle,
mens andre bare taler. Han bliver også belejligt forelsket i Liva (Kathrine
Thorborg Johansen) fra DKP. Det er netop nostalgisk at se en film, hvor der
bliver brugt Rød Front-hilsen i alvor. Også dét slipper filmen afsted med.
Politiet er fremstillet som lakajer. Officeren Michael tager til
Østfronten, fordi han væmmes over regeringens vægelsind. Beslutningen går via
et venskab med den belevne tyske ubådskaptajn, som fordrejer hovedet på husets
datter. De gifter sig i Norge. Hun har sit illusionstab dér. Knud hærdes lidt
efter lidt. Nogle af de moralske rejser savner tyngde og troværdighed. Andre er
fuldt skrevet ud.
DET er Refns første film i 20 år. Han
har klippet for de bedste, og han har været Lars von Triers trofaste fødselshjælper, men
han har ikke instrueret alene, siden novellefilmen Seth (1999) fik premiere.
Jeg genså fornyligt Strømer (1976) og tænkte, at han er savnet. Det er
godt at høre fra generationen, som efterhånden kun tæller Refn, Clausen, Arnfred
og August.
Skuespillet er uegalt, men stabiliseres af Jesper Christensen og Bodil
Jørgensens karakterer. Det sker med en indlevet autoritet, som gør ordet forankring
til mere end en floskel.
Alligevel er jeg endelig lidt skuffet. Filmens stilistiske soliditet er
både dens styrke og svaghed. Der er ingen vilde arier, som der var i Slægten
(1978), De flyvende djævle (1985) og Sort Høst (1993) engang. Man
savner måske at se borgerskabet brænde op. Her bliver det ristet over en sagte ild
i lang tid. Det er ligesom ikke det samme.
Får vi noget nyt at vide om moralen under krigen? Måske ikke, men der
bliver samlet op. Filmen får sagt, at det er let at have ret på efterbevilling.
Og at der i begyndelsen af krigen var mere sympati for det tyske projekt, end
vi og historikerne har villet være ved. Ingen er skyldig, ingen er ren. Det er
altid et godt udgangspunkt.
Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse 80 år: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.
De forbandede år. Instr.: Anders Refn. Manus: Flemming Quist Møller og Anders Refn. Foto: Morten Søborg. 152 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 09.01.2020
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.01.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.01.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar