NATURLIGE MANGLER
Af BO GREEN
JENSEN
STRANDEN ved Los
Angeles, 1970. Kærlighedssommeren '67 er en tåget erindring, og ånden fra '68
nåede aldrig for alvor til Gordita Beach, hvor hippiedetektiven Larry »Doc«
Sportello (Joaquin Phoenix med jesussandaler og Neil Young-bakkenbarter) løser
forefaldende opgaver, når ellers han er ved bevidsthed og kan gå lige.
Doc har sit modstykke i kriminalkommissær Christian
»Bigfoot« Bjornson fra LAPD. Bigfoot (Josh Brolin med karsehår og blå habit)
er korrupt, patriotisk, neurotisk homofobisk og allergisk over for hippiekulturen.
Det fremgår, at mændene kender hinanden fra skolen. Hvis Doc er en cirkel, må
Bigfoot være en firkant. De er i hvert fald to alen af samme stykke, skønt
ingen af dem vil være ved det.
Generelt præger tømmermænd tiden. Præsident Nixon
skruer op for krigsførelsen i Vietnam, og lokalsamfundet i Californien er grebet af kollektiv
paranoia efter Charles Manson-kultens mord på skuespillerinden Sharon Tate og hendes venner. Inherent Vice er lavet fem år før Quentin Tarantinos Once Upon a Time ... in Hollywood (2019), men filmene ser det samme sted i den samme tidsramme fra let forskudte, skønt nært forbundne synsvinkler. Der er nervøsitet i stofmiljøet, og politiet tager Manson-sagen
så alvorligt, at enhver forsamling på mere end tre personer bliver betragtet
som en mulig kult.
DEN højgravide Sharon Tate, som var gift med
filmskaberen Roman Polanski, blev myrdet den 9. august 1969. I virkeligheden
findes der ingen Gordita Beach i South Bay-regionen. Der er derimod en
Manhattan Beach, hvor forfatteren Thomas Pynchon i 1970 sad og skrev på romanen
Gravity's Rainbow, hans opfølger til
den legendariske V. (1963), som var
en bibel for alle i generationen.
Den nu 82-årige Pynchon har altid været en
flygtig legende. Der findes et foto fra hans skoledage og ét fra hans soldatertid.
Ellers er han en af de usynlige forfattere i amerikansk litteratur. Han har
aldrig givet interviews. Man ved, at han er kandidat i engelsk fra Cornell University,
hvor han også begyndte at læse til civilingeniør. Så forsvandt han i
forfatterskabet.
Dette har åbnet sig betydeligt med tiden. I de
første årtier var der så lange pauser, at forlaget fyldte stilheden med kuriosa
som kortromanen The Crying of Lot 49 (1966, da. Katalognummer 49 udbydes) - som længe var alt, hvad der fandtes på dansk - og de opsamlede
noveller i Slow Learner fra 1984.
Gravity's
Rainbow modtog en National Book award, da den udkom. Så gik der 17 år, før Vineland (da. Vinland) pludselig var en af årets bøger
i 1990. Siden har Pynchon været flittig. Efter murstensromanerne Mason & Dixon (1997) og Against the Day (2006) er også formatet blevet
mere håndterligt. Både Inherent Vice (2010, da. Naturlige mangler)
og 9/11-romanen Bleeding Edge (2014, da. Det dybe net) er
rene pamfletter på 400 sider.
Der er stadig et mylder af personer og et
væld af henvisninger til både smal og bred kultur, men den postmoderne Dickens
er blevet mere tilgængelig. I Inherent
Vice skriver han cirka som Raymond Chandler eller Ross MacDonald på syre, og Doc Sportello har den samme
laissez faire-tilgang til
opklaringsarbejdet, som Philip Marlowe og Lew Archer praktiserede. Bogen er gnidret og
satirisk på surrealistisk facon, men den er ikke svær at læse. Alligevel havde
man aldrig troet, at en filmskaber ville binde an med en billedversion.
PAUL Thomas Anderson fjerner forskellige
træk, men holder sig tæt på skelettet. Doc Sportello, som deler venteværelse
med en tandlæge, bliver kontaktet af sin gamle kæreste, Shasta Fay (Katherine
Waterston), som fortæller en æggende røverhistorie, før hun forsvinder. Løst
skitserede sidehistorier hænger som smog over hele landskabet, der er
solsvedent og overbelyst. En hedonistisk milliardær vil forære sine penge væk,
og hans kone og hendes elsker prøver måske at skaffe ham af vejen.
En massageklinik, et kriminelt kartel ved navn The
Golden Fang og et holistisk sanatorium, som måske bliver drevet af FBI, er tre
af de mange omdrejningspunkter. Doc har en robust affære med Penny (Reese
Witherspoon) fra den offentlige anklagers kontor. Det er en tid, hvor samfundsklasser
og sociale lag vil prøve hinandens ting af og bytte kropsvæsker. Som sagt er Doc og
Bigfoot en slags tematiske brødre.
FILMEN er tapetseret med musik fra tiden
(Neil Young og The Association), mens Jonny Greenwood (fra Radiohead) atter har skrevet det bærende score. Myldrebilledet er befolket med
forvredne og udknaldede typer, der bliver spillet af bl.a. Owen Wilson, Benicio
del Toro og Jena Malone. Efter sigende optræder Pynchon selv i en cameorolle.
Det lyder sikkert som noget i stil med Coen-brødrenes
The Big Lebowski, men Andersons film
ligger tættere på Robert Altmans udgave af The
Long Goodbye (1973), som opdaterede Chandlers roman og lod Elliott Gould
spille en forhutlet Philip Marlowe. Inherent
Vice har den samme uoverskuelighed og det samme udvaskede lys. De to film deler
tid og sted. Den ene er bare en rekonstruktion.
ET eksempel på uhåndgribeligheden er
fatamorganaet The Golden Fang, som Doc bliver rådet til at holde sig fra. Den
Gyldne Hugtand er enten et kinesisk narkokartel eller en sammenslutning af
tandlæger, der er oprettet af skattehensyn.
Alle tager stoffer og vil have lidt af
solskinnet med, mens Pynchons paranoide maskine fabrikerer nye forgreninger.
Det er et panoramisk syretrip og en øvelse i at fange tidsånden, der peger
tilbage mod Andersons første film, Boogie Nights og Magnolia, som kom før Citizen Kane-øvelserne i There Will Be Blood og The Master.
Inherent
Vice er et forsikringsbegreb. Det henviser til varer, der ikke kan
forsikres på grund af deres indbyggede fordærvelighed. Æg knuses, frugt rådner,
glas går i stykker. Det smager lidt af arvesynd, i hvert fald som Pynchon
anvender det.
OGSÅ dét er i film noir-traditionen. James M. Cains Double Indemnity, som Billy Wilder filmatiserede, brugte begrebet Dobbelt dækning i samme ånd. Docs
veninde Sortilège (Joanne Newson), der fungerer som fortæller i filmen, er
spændt på at se, hvordan han vil tolke begrebet i forbindelse med et
kærlighedsforhold. Oversætteren Claus Bech brugte udtrykket »Naturlige
mangler«, da Inherent Vice udkom på
dansk.
Det er en krimi, hvor plottet er irrelevant,
og en film, der vil skildre en tid og en tilstand. Stoner noir - altså mørk, dopet spænding - er et nykritisk kælenavn
for den tone, man finder i Inherent Vice.
»The World Began in Eden but It Ended in Los Angeles« hed en sang fra tiden af
Phil Ochs. Den kunne Doc Sportello godt gå og nynne i Gordita Beach. Det er en udsøgt
film for den rigtige tilskuer.
Inherent Vice. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 148 min. USA 2014. Dansk premiere: 12.02.2015
Foto: Ghoulardi Film Company/ Warner Bros./SF Studios
Artwork: Dustin Chanton/ Steven Chorney
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 13.02.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar