Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007)

DEN TREDJE ÅBENBARING

Mellem kapitalisme og religion

Af BO GREEN JENSEN

EN målrettet mand kravler rundt i et hul. Han hakker i klippen, rigger sprængladninger til, kommer jævnligt til skade, stønner og bander, men ser ikke op fra sit arbejde. Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) har vejret olie og helmer ikke, før kilden er fundet.

   Ørkenen ligger i Californien, og året er 1898. Da jorden ved San Francisco var tømt for guld i 1849, fandt man olie ved Los Angeles. Daniel har 12-13 kilder kørende. Der er mørkt og beskidt på bunden af skakten, men i sit hoved skaber han gyldne imperier.

   Få år senere er forretningen vokset eksplosivt. Daniel har en stab af betroede medarbejdere. Da en boreulykke knuser en ansat, får oliemanden også en stedsøn. Han tager ham til sig som sin egen og kalder kronprinsen H.W. De to er uadskillelige. Måske holder Daniel virkelig af drengen. I hvert fald er det lettere at lokke jorden fra ejerne, når man har et barn med til at bryde isen. For Daniel findes kun olie. Alt andet er ét fedtet ælte for ham.

   

GENNEMBRUDDET kommer, da Daniel opsøges af Paul Sunday (Paul Dano), som for en stor kontantsum røber, at der siver olie op af jorden på familiens ejendom. Daniel vil opkøbe al jord på egnen, men kan ikke realisere sine planer, før han lover at finansiere Den Tredje Åbenbarings Kirke, som vækkelsesprædikanten Eli Sunday (ligeledes spillet af Dano) har tilsvarende visioner for. Fra da af er Daniel og Eli, penge og tro, låst fast i en hadefuld tvekamp, som først slutter 30 år senere, da begge har set deres drømme blive kød. Imens har de glemt, hvad de egentlig ville.

PAUL Thomas Anderson (f. 1970) har med enkle midler skabt et stort epos. Her er den amerikanske drøm et mareridt fra begyndelsen. Al misvækst flyder fra oliens kilder, og demokratiske hensyn er på forhånd sat ud af spillet i alliancen mellem finans og religion. Det kunne være Nilens kilder, og H.W. ligger i kurven som en Moses. Længe er Daniel glad for sin dreng, men da H.W. mister hørelsen efter en eksplosion, taber han interessen og sender ham væk. Nu gælder det om at etablere en rørledning, så de grådige jernbaner ingen profit får.

   Daniel bliver en stor mand på egnen. Det samme gør prædikanten. Daniel håner Eli, vil kvase ham som et forvredent insekt, men standser sig selv i bevægelsen. En forsvunden bror dukker op og er for en tid den enkelte Anden, som Daniel kan betro sig til. Netop som Daniel har røbet, at han væmmes ved menneskeheden og arbejder for at blive rig nok til at undgå den, står det klart, at den elskede bror er en svindler. Daniel bliver da morder. Eli dækker over ham, men tvinger modparten til at bekende alle sine andre fejl i kirken, hvor Den Tredje Åbenbaring nu er stort iscenesat. Daniel vil aldrig tilgive præsten dette nederlag.

DET er de første 150 sider af Upton Sinclairs brugsroman Oil! (1927), som Anderson har bredt ud og forvandlet til noget så anakronistisk som en allegorisk helaftensfilm, der er lige dele Øst for Paradis og Giganten.* Som i Roman Polanskis Chinatown (1974) skildres en autentisk del af Los Angeles’ historie, og også her er det moderne rejst på gyngende grund i et moralsk fordærvet univers. Daniel er et frygteligt menneske. Eli kunne være en krybende slange. Til slut må den ene kvase den anden, men det bliver ingen lykkelig af.

   Day-Lewis er i sig selv et dramatisk naturfænomen, der kryber helt ind i Daniel Plainview. Ingen andre i filmen kan matche formatet, men Anderson har skabt så vide fysiske rammer, at figuren kan falde i ét med landskabet. There Will Be Blood er fornemt fotograferet af Robert Elswitt og ledsages af et hypnotisk score, som skyldes Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood. Også Arvo Pärt citeres.

   Det er dén slags metafysiske fabel, en blanding af bibelsk syndefaldsmyte og anvendt kapitallogik. Her blev det moderne Amerika født, siger filmen. I sved og snavs og olie. Man siger, at Jesus led for alle. Lige siden har alle lidt for ham.

   

THERE Will Be Blood er muligvis ikke så dyb og alfaderligt vis, som formatet indikerer, men man suges dybt ind i fortællingen, æder de kantede følelser råt og føler spontan glæde ved et stort billedstof, der kunne være hugget i sten.

   Først i slutscenen tipper troværdigheden. Da Daniel og Eli har deres opgør, er man havnet i et demagogisk teater med firkantede replikker og operetteagtigt overspil. Dét er nok i Sinclairs ånd. Han var ikke det subtiles mand. Men det er også skønhedsfejlen, som ødelægger billedet af en mesters fuldbårne værk.

   Fascinerende er bevægelsen dog, og man kan roligt tro den foromtale, som sagaen kommer ridende på. There Will Be Blood er en af de bedste Hollywood-film i mands minde. Man får en hård smag af jern og svovl i sin mund. Alene i kraft af Day-Lewis, er filmen uforglemmelig.** Det er ganske enkelt mageløst at se, hvor forkrøblet et menneske bliver, når det får sine inderste bønner besvaret.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson (2012) [Moderne mestre].

*) Upton Sinclair (1878-1968) var en dybt dedikeret socialrealist, som skrev i den proletariske genre fra Jack London og Theodore Dreiser til Edna Ferber, John Steinbeck og John Dos Passos. Forestil dig en blanding af Harald Herdal, Mogens Klitgaard og Martin Andersen Nexø. Han skrev aktivt agiterende prosa, som belyste dårlige arbejdsvilkår. Gennembrudsbogen The Jungle (1906, filmatiseret 1914) eksponerede forhold i slagteriindustrien i Chicago og er i nyere tid blevet et stort veganerhit. Romanens afsløringer førte til en ændring af fødevarelovgivningen. Dog følte Sinclair sig halvt misforstået, fordi han ville skabe opmærksomhed omkring uorganiserede immigrantarbejderes kummerlige vilkår. Dét aspekt gled i baggrunden til fordel for et fokus på hygiejnen. King Coal (1917) om kulindustrien, The Brass Check (1919) om (især den Hearst-ejede del af) skandalepressens metoder og politiske medløberi, Oil (1927) og The Flivver King: A Story of Ford-America (1937), der kritiserer forhold i bilindustrien, var hver især store titler i tiden, skønt de er gledet ud af litteraturhistorien. Sinclair var åben og overbevist socialist, også under mcarthyismen. Han stillede op til kongresvalget to gange (1920, 1922) og fik mere end 50.000 stemmer, da han var demokratisk guvernørkandidat i Californien i 1930. Fire år senere forsøgte han atter og fik 879.000 stemmer. Kampagnen havde så meget moment, at de store Hollywood-studier saboterede den med miskrediterende modpropaganda. Det er derfor ganske paradoksalt, at Walt Disney filmatiserede børnebogen The Gnomobile (1936) i 1962. De partitro kommunister anerkendte aldrig rigmandssønnen Sinclair og betragtede ham som en kapitalistisk fantast. Det var vel derfor, at han overlevede sortlisten. Fra 1940-53 skrev Sinclair 11 dokumentariske romaner om Lanny Budd, hvis far er våbenfabrikant. Lanny Budd er vidne til og engagerer sig i en række af århundredets store konflikter, herunder de to verdenskrige. Sinclair er i Lanny Budd-serien tæt på at blive en socialistisk James Michener eller John Jakes. Bøgerne fik et stort publikum, også i Danmark. Forfatterskabet fik en renæssance i 1970erne, da brugsrealisme var sagen igen. Forlaget Klim genudgav de første tre bind af Lanny Budd serien – En verden gik under, Mellem to verdener og Dragens tænder – som en trilogi i 1986. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde dem. Senest genudgav Ole Sohns forlag Junglen i 2011.  

**) Day-Lewis modtog sin anden Oscar for rollen som Daniel Plainview (han fik den første for My Left Foot i 1990 og den tredje for Lincoln i 2013). There Will Be Blood var nomineret i otte kategorier, men vandt kun i to (også Robert Elswits fotoarbejde blev præmieret). Generelt var det Coen-brødrenes år. No Country for Old Men tog fire store priser, og også en film Joe Wrights Atonement blev tilsidesat. There Will Be Blood har haft et stort efterliv. Da magasinet Soundvenue i 2017 bad 100 danske filmfolk kåre de bedste film efter 2000, kom Andersons fabel ind på en førsteplads. Jeg stemte selv på Terrence Malicks The Tree of Life, må jeg tilstå, men var enig med flertallet i den danske kategori. Lars von Triers Dogville vandt med mange hestehoveder.   

There Will Be Blood. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 22.02.2008

Fotos: Paramount Vantage/  Miramax/ Ghoulardi Film Company/ Paramount Home Entertainment

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 02.11.2020

Anmeldelsen (minus noter) trykt i Weekendavisen Kultur 23.08.2008